Billeder fra Christiania-Drammens Jernbane/2

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Fra Tydskestranden af trækker Linien sig noget tilbage fra Søen og levner kun undtagelsesviis nogen Udsigt til denne, inden Opstigningen til Valstad og Asker begynder. Desuagtet har den flere særdeles interessante og smukke Partier, saasom ved Baron Wedel Jarlsbergs Lasteplads, Vækkerø, hvorfra vi over Bestunekilen kunne paa den nordvestre Pynt af Ladegaardsøen see de omkastede og sammenpressede Lag af de siluriske Etager, der danne det faste Fjeld, hvorigjennem de fleste Skæringer gaae, lige indtil vi forbi Christianiadalen og Bærum i Asker og Røken støde paa Porfyrens og Granitens Grændser. Ligesaa have vi flere nydelige Partier ved Lysaker, hvor den første af de mange svære Broer, der udmærke denne Bane, passeres. Fra denne Bro have vi en deilig Udsigt, paa den ene Side mod Søen og udover Fjorden, og paa den anden Side opover Elven med dens Fossefald og Fabriker med mere. Her ligger Lysaker store chemiske Fabrik, Møllebrug og Træsliberi, samt høiere oppe ved Elven, bag nogle Aase, en Nitroglycerinfabrik, ligesaa respecteret i sin Egenskab af farlig Nabo som beundret for sin romantisk skjønne Beliggenhed.

Efter at have forladt den derværende Station, bøiet af fra Lysakerelvens Dalføre og lidt vestenfor dette være passeret førnævnte Dyndsø, fare vi over Sletterne ved Stabæk og ankomme paa endel større Udfyldninger forbi Høvig til en Fjeldkløft, som i geologisk Henseende fortjener at lægges Mærke til. Det er kun en Grønstensgang, vi see stryge forbi os til Høire, men let iøinefaldende ved sin sjeldne Form. Den, som har overskuet den vestlige Del af Christiauiafjorden, eller og betragtet et større Kart over samme, vil have bemærket, hvorledes de fleste Øer her have en langstrakt Form og løbe i nogenlunde parallel Retning fra Nordost til Sydvest. I Forening med det ovenfor liggende Land fra Kolsaas af, ligne de, seet fra visse Punkter, Bølger paa et mægtigt oprørt Hav, der pludselig er stivnet. En Geolog vil kunne fortælle, at disse Bølger engang i en fjern Tidsperiode opstode derved, at de bag Christianiadalen og Bærum liggende Granit- og Porfyrfjelde som glødende Strømme brøde frem af Jordens Indre, sammenpressede, bøiede og knækkede de foranliggende Skifere, omtrent som Isen paa en Flod brydes op af pludselig Flom og kommer i Drift, og at samtidig disse Bølger deltes paatvers ved gjennemgaaende Spalter, der fløde fuld af Grønsten, som størknede og dannede Gange. Disse Grønstensgange ere i Almindelighed afhøvlede, i Niveau med det omgivende Fjeld. Her derimod skyder nævnte Grønstensgang sig ret tilveirs, lig Rygfinnen paa en Kæmpehai, medens den omgivende blødere Graptolitskifer er afslidt nnder Glacialperioden, som har efterladt de sædvanlige Skuringsstriber. Gangen er omtrent af en Alens Tykkelse og seer ved et flygtigt Blik ud som en Mur, opført af Menneskehænder, men man overtydes snart om, at den er intet mindre end den opstikkende Kant af en Grønstensskive, som kanskee strækker sig nogle Mil dybt.

Ved Blomersholm have vi en fager Udsigt ud over Sandvigsbugten med Asker i Baggrunden, men det er kun et Øieblik vi kunne betragte denne; thi i det næste finde vi os ligesom svævende høit i Luften henover det deilige Engervand, langs hvilket Banen, indhuggen i den lodrette Klippevæg, løber fremover til Sandvigens Station.

Sandvigen har en skjøn Beliggenhed ved Udløbet af Sandvigselven, der gjennemstrømmer Bærum. Den er bymæssig bygget og har mange ret smukke Partier i sin nærmeste Omegn. Saaledes udmærker sig det fagre Kjørbø paa en Odde i Sandvigsbugten samt en Mængde Gaarde, der terrasseviis høine sig opover Aasene til Høire af Linien paa begge Sider af Bærumsdalen. Paa østre Side af denne Dal hæver Kolsaas sig indtil 1212 Fod med en vid og storartet Udsigt over hele Omegnen, samt sydover Christianiafjorden i flere Mils Afstand. Ved Foden af Kolsaas, paa nordre Side, ligger Bærums Jernværk , tilhørende Baron Wedel Jarlsberg, samt Bærums nye Kirke, der har afløst den for sin maleriske Beliggenhed saa berømte Tannum Kirke, øverst paa Tannumaasen, ret overfor Kolsaas. Skjøndt denne gamle Kirke ikke længere bruges af Menigheden, staaer den dog endnu og tjener fremdeles som før til Mærke for de Søfarende. Vi kunne fra vore Coupeer see den øverst paa Fjeldet strække sit smukke og ærværdige Taarn mod Himmelen.

Fra Sandvigen begynder Jernbanen, efter paa en svær Bro at være ført over Sandvigselven, sin Opstigning til Valstad og Askers Stationer, idet den i store Slangebugtninger arbeider sig op igjennem Fjeldlierne, snart gjenuemskærende det faste Fjeld og snart sættende paa kæmpestore Udfyldninger over dybe Dale, idet den for hver Svingning, eftersom den kommer høiere og høiere, overrasker ved mere storartede og skjønne Udsigter. Disses Rigdom paa den østlige Del af Banen culminerer paa Svingningen i Nærheden af og ved Valstad Station og Bro. Herfra har man en henrivende Udsigt over den nedre Del af Asker og Bærum, over Sandvigen med dens Øer, Bugter og Sunde, samt længere i det Fjerne over Christiania, omgiven af Fjord og Fjelde. Der er ingen Tvivl om, at dette Sted vil blive stærkt søgt og yndet af Folk, som have Sands for og kunne glæde sig ved en herlig Natur. Valstad Bro er et storartet og seeværdigt Bygningsværk. Den har en Længde af 560 Fod og en Høide af 85 Fod og er beregnet paa at bære et Train bestaaende udelukkende af Locomotiver.

Ved Hofstad tage vi Afsked med Christianiafjorden og dens Omgivelser, og kjøre forbi Askers Station ind i en ny Natur, et norsk Skovlandskab med mørke lodrette Fjeldvægge og dybe Smaasøer, omkrandsede af dunkle Granskove. Banen følger her omtrent paa en Mils Vei et Dalføre, hvis Bund paa et Par Steder er optagen af Bondi- og Gjellumvandene, langs hvilke Veien paa kortere og længere Strækninger er indhugget i selve Fjeldet. Til disse ligesom til saa mangfoldige andre af de norske Indsøer knytte sig locale Sagn. Saaledes hedder det, skulde Askers Kirke engang have to ny, Kirkeklokker. Men ved Prøven af disse fandtes de at være af saa udmærket Malm, at Asker kunde have nok med den ene af dem; den anden maatte være selvskreven for Røken Kirke, hvis Omegn var ligesaa berygtet for Underjordiske og Trolde, som dens Præst var berømt for sin Styrke i den sorte Konst. Klokken kjørtes altsaa afsted, først over Isen paa Bondisøen, hvor Alt gik vel. Saa kjørtes den videre gjennem Dalen ned paa nordre Ende af Gjellumvandet. Men her blev den med Et saa tung, at Ingen vandt at rokke den videre. Slæden gik itu, og Klokken tilbunds gjennem Isen. En dristig Dykker gik siden ned med et Toug for at slaae det i Søftet og hale den op. Men han fandt Klokken bevogtet af en uhyre Søorm, som havde ringet sig rundt den, og han maatte saaledes vende tilbage med uforrettet Sag. Nu kommer det, mener man, an paa, om Røken Trolde i Længden ville kunne holde sig mod Drønet af Jernbanetrainene, der mange Gange daglig ryste Fjeldet over deres Hoveder, eller om de ikke en vakker Dag maae give Slip paa sit Bytte. Saa meget troer man imidlertid at vide forvist, at Klokken mange Gange har ligget og lettet paa sig i Dybet, naar Klangen fra dens Søster i Asker har lydt til den gjennem Skovene, ja at den engang, da man i Asker ringede for en Konges Død, steg lige op til Vandskorpen j og vilde vist være drevet i Land, om Ringningen havde varet noget længere.