Bidrag til den tromsøiske „Vækkelses“ Historie
Den religiøse Vækkelse i Tromsø og nærmeste Omegn er vistnok kun et Moment i Tidsaandens almindelige Stræben efter christelig Inderlighed og vilde saaledes ikke egne sig til særskilt Fremstilling, dersom den ikke noget hurtigere end andetsteds var fremtraadt i Opposition mod den evangelisk-lutherske Kirke. Men dette er, som bekjendt, blevet Tilfældet, og det i den Grad, at denne Kirkes Aand egentlig har «havt ligesaa mange Modstandere i sin egen Lejr, som i det Samfund, der ligefrem har erklæret den Krig, men ikke har kunnet trække Flere til sig, fordi det saa ganske har manglet organiserende Kræfter. Dette gjælder den hele Tid, hvori den fri apostoliske Menighed her har bestaaet, lige til nærværende Øjeblik, efterat Lammers har opholdt sig her et Aar. Denne Mand har væsentlig tjent sin Menighed som Rydningsmand af praktiske Ukrud, og som Saadan unegtelig tjent med Ære. Men det er nu ikke paa den Maade, at et Samfund kan forhverves Styrke til Udvidelse, formedelst udpræget Charakter. Denne Mand vil derfor forsvinde i denne Fremstilling, ligesom hans Stræben her hidtil ligeoverfor Udenverdenen har vist sig temmelig uvirksom.
En Grund til, at denne Fremstilling leveres, er nævnt. Men der er ogsaa en anden, og det er den, at den tromsøiske Vækkelses synlige Oprindelse, Udvikling og Forudsætninger paa Grund af Egnens Isolerthed have været lettere at iagttage, end de fleste andre lignende Bevægelser, der ikke ere satte i Gang af enkelte store Personligheder, virkende gjennem Skrifter eller i det Mindste gjennem Taler. Denne Vækkelse har ikke havt sin George Fox, der med glødende Begejstring i barbarisk Sprog har kunnet antyde Ideer, der af Andre senere kunde fremsættes i forstaaelige Ord, eller endog i System. Men her, hvor Personalkundskaben er saa stor, og de Kanaler, hvorigjennem Tankemeddelelserne flyde, saa faa, vil det trods Mangelen paa Koryfæer og offentlige Udtalelser i Skrift eller Ord være forholdsvis let at samle det Væsentlige af Momenterne, naar man har de almindelige Forudsætninger for et saadant Arbejde. Hvad det i det Enkelte kan komme an paa, er Hukommelsen, og den faar man da benytte, førend Minderne blive altfor afblegede.
Det er væsentlig historiske Bidrag, her skal leveres, og blandt Andet Bidrag til Idegangens Historie, hvor jo egentlig Nøjagtighed er vanskeligst at skaffe tilveje; for Øvrigt er man ikke let udsat for at tage fejl, forsaavidt der ellers ikke fejles i Totalbetragtningerne.
Førend det egentlige Arbejde paabegyndes, samt tildels for at forklare de enkelte Foreteelser, vil det være til Nytte i et Par Linjer at angive Vækkelsens Charakter og de Stene, hvorpaa den enkeltvis har stødt sig, stødt sig ikke saaledes, at den vilde have faret vild i Troessager af sig selv; men saaledes, at den blev et Rov for fremmede Ulve, af hvis Kløer et stort Antal friedes, men et ligesaa stort fastholdtes og fastholdes til dette Øjeblik. Det vil allerede være bemærket, at „Vækkelsen“ her samles under Et, at der i Principet ikke gjøres Forskjel paa de „kirkelig Vakte“ og Dissenterne. Dertil er her ikke Anledning; thi i Oprindelsen vare de Et, Et i Sind og Et i Aand, og jeg mener da ved „Vakte“ indtil Videre alle dem, som af Andre kaldes saaledes og selv have troet at ære Gud og gavne sine Medmennesker ved at stille sit Lys paa Ordets højeste Lysestage og derimod at have svigtet sin Pligt, om de havde villet indskrænke sig til at lade sit indre Liv komme til den langsommere og mindre fremtrædende Tilsyneladelse gjennem den mindre fordringsfulde Bekjendelses og den jævnere Helliggjørelses beskedne Frugter.
Vil man nu i Hovedtræk fremstille denne Vækkelse, saa er dens Væsen subjektiv Inderlighed, subjektiv i saadan Grad, at ethvert af Christendommens objektive Midler træder i Baggrunden, og fremfor Alt den synlige Kirke. Dette Sidste er det Primære. Men heraf udviklede sig igjen Svækkelse i Troen paa Daaben som Gjenfødelsesmiddel, og deraf tillige en Skrøbelighed ligeoverfor Alterens Sakramente, som i det Hele neppe har bestaaet i svækket Tillid til dets Virkning paa den „Vakte“ selv, men vel paa Andre, samt i en anfegtende Banghed for at støde Stifteren ved dets Nydelse sammen med „Verdens Børn“. Naar her ikke er nævnet en Snæverhed i Troen paa Gudsordets Kraft i og for sig, men kun forsaavidt som det udtaltes af en „levende“ Mund, saa er dette skeet, fordi det falder af sig selv og er vel bekjendt for vor Tids hele Vækkelse. Andet eller mere Særegent har der i denne Vækkelse ikke været, og den vilde heller ikke have kunnet lede til noget ydre eller stærkere indre Brud, hvis Forudsætningerne hos Individerne ikke havde været usædvanlig arme, især lidende af overordentlig Mangel paa de Baand, der hos Flerheden af vor Kirkes og vort Lands Lutheranere gjøre det til Regel, at holde paa det udvendig Bestaaende i det Længste, om det end muligens kan være skrøbeligt nok, hvis denne Vedhængen skulde drøftes og forklares.
De Udtalelser af den hellige Skrift, som især hensynsløst have været urgerede, ere Stederne om „Verden“ og Adskillelsen fra den, og dette saaledes, at selv Dissenternes Troesfrafald i Barnedaabslæren neppe hos Flerheden af de „Kirkeligvakte“ hindrede, at jo Hine langt snarere henførtes til de „Troende“, end Nogensomhelst af Kirkens Lemmer, der vilde haandhæve en friere Livsbetragtning i Adiafora eller forsvare det i Kirken gjennem en uvakt Prædikants Mund af Bibelen noksom klart beviste Gudsords Ret til at dømme alle Tilhørere uden Undtagelse, – altsaa paastaa selv de Troendes Discipelforhold til Kirken. Men Hovedstedet, hvorpaa der vakles, om just ikke af Mange egentlig snubles, er Rom. 8, 16. 17, med Hensyn til hvilket det hverken ved Skrift eller Tale har været muligt at gjøre den, som det synes, ordklare Mening gjældende, at Talen her er om den stadigt arbejdende Helligaands opholdende og trøstende Virksomhed ligeoverfor Troens ydre og indre Trængsler formedelst Haab om Herlighed i Evigheden, naar Tidens Pinagtighed er tilende. Dette Sted skal og maa være Korsvejen, hvor den bratte Adskillelse foregaar mellem dem, der have „brudt igjennem“, og dem, der „halte paa begge Ben“. Stedets Trøst gjælder den første Klasse; det kan ikke fortolkes eller forstaaes af nogen Anden, endnu mindre tilegnes. Det er ikke et Vidnesbyrd med vor Aand, men i vor Aand. Der er ingen indre Prøvesten foruden denne, alene saaledes fattet. Om Gjennembruddet selv skal det dog bemærkes, at det kun var i den tidligere Periode, at det absolut skulde kunne henføres til et bestemt Øjeblik; Angivelser af Vækkelsens Datum forlanges nu ikke mere, men leveres dog for en Enkelts Vedkommende endnu. Disse Ting ere naturligvis – og vi have jo netop her seet Følgerne deraf – fristende nok, men dog ikke Andet eller Mere end den sædvanlige Proces, som et stort Antal Mennesker, der skulle frelses af et Skibbrud paa Barnetroen, maa gjennemgaa, uden at de derfor føle sig fristede til at overføre sin egen Skyld paa den Kirke, hvori de ere opfødte, eller de Præster, som have tolket dem Ordet, og allermindst paa Mænd, som have lært purt og rent og ladet Lærdommen tilsyne i sit Levnet. Det maa nemlig bemærkes, at de, der her have villet optræde som Dommere over sine Sjælesørgere, i Almindelighed ikke have sagt eller søgt at bevise, at deres Lærdom har været falsk, og heller ikke have benegtet, at de have jaget flittigt efter Klenodiet, men selvfølgelig, at det har manglet paa Aandelighedens Drift, at det har manglet paa „Gjennembrud“.
Af det, som her allerede er sagt, vilde det følge, at det stærke Brud, som er indtraadt mellem Kirken og en Del af dens Børn, ikke er fremkommet under saadanne Betingelser, som sædvanligvis pleje at frembringe saa mærkelige Følger, at Bruddet ikke er fremkommet af væsentligt indre Aarsager, men i Utrængsmaal og formedelst Omstændigheder, som, i det Store taget, ligge paa Overfladen.
Hermed er Overgangen gjort til den egentlige Gjenstand for disse Linjer. Jeg vil da først tale Lidt om de Forholde, i hvilke Vækkelsen forefandt en ret stor Del af Menigheden. Hvad Oplysningen angaar, deri indbefattet den ydre christelige, saa stod den neppe tilbage for, hvad Almuen i mange andre Dele af Landet har at byde. Skolevæsenet var, om ikke godt, dog heller ikke aldeles slet og havde udviklet sig meget i det nærmest forangaaende Tiaar, saavel i Byen som paa Landet. Ordet var prædiket rent og med Alvor i ligesaa lang Tid, men paa Grund af Kaldets uhyre Udstrækning, et halvt Snes Mile paa hver Kant, kunde Kirkesøgningen for Landsognets Vedkommende ikkun blive sparsom. I Byen, hvor ingen Naturhindring var ivejen, var den vistnok heller ikke jævnt god, men dog ikke synderlig mindre, end i samme Periode mangt andet Sted, hvor ikke enten de gamle Dages Troesminder eller et usædvanligt Individ kunde trække Tilhørere til Kirken.
Med alt dette var vistnok Religiøsiteten i det Hele ringe og dens Frugter derefter. Men her er det af alle Hensyn nødvendigt, at betragte Kaldets forskjellige Dele hver for sig. Først udsondres nu den sydlige og i alle Henseender bedste Del af Landsognet, nemlig Malangen og nærmest Tilstødende lige til Omegnen vestenfor og tildels nordenfor Tromsø; men her er heller ingen Dissenter eller nogen kirkefiendsk Vækkelse, men efter alle Mærker alligevel christeligt Liv. Hvad der staar igjen, er væsentligt Tromsø By og Balsfjorden. Begge disse Dele have en Ting tilfælles, og hvorved de adskille sig fra den før nævnte Del, nemlig, i det Store talt, at være ny, uden Fortid og med en hurtigt sammenhobet Befolkning, der især i Balsfjorden desuden bestaar af forskjellige Nationaliteter, Nordmænd, Kvæner og Finner, begge Dele fornemmelig i dens indre Strækning, der ogsaa er den uroligste. Balsfjordens Befolkning var indtil de senere Aar, lige henimod 1850, bekjendt som daarlig, isærdeleshed hengiven til Drukkenskab og Slagsmaal, i maadelig økonomisk Forfatning, dog dengang i temmelig rask Fremgang til det Bedre. Det bør nemlig bemærkes, at Anlægget af Tromsø og denne Byes Trivsel har havt en højst velgjørende Indflydelse paa de Distrikter, som have kunnet staa i Forbindelse med den, og i Almindelighed i samme Forhold, som de ere den nær. Befolkningen har hævet sig til større Selvstændighed, til større økonomisk og aandelig Kraft. Det Punkt, i hvilket Byanlæg ofte have virket skadeligt paa de nærmeste Distrikter, nemlig ved at give en lettere Adgang til spirituøse Drikke, har dels af de ovennævnte Grunde, dels og især siden Tromsø Afholdsforenings Stiftelse, ikke vist sig saaledes her. Drukkenskabslasten har i Tromsø Landsogn i det sidste Tiaar været i stærkt Aftagende og existerer i de sidste Aar næsten ikke. Hvor den holdt sig længst, var i Balsfjordens indre Dele.
Vi komme nu til Tromsø By, der, som allerede sagt, ogsaa er ung. Byen er vistnok paa en Maade til siden Slutningen af forrige Aarhundrede, men har dog i de sidste 20 Aar udviklet sig saaledes, at den, i det Store taget, ikke er mere end en Menneskealder gammel; dens Indvaanerantal er i denne Tid fordoblet; Antallet af de Mennesker, som ere fødte eller have levet der for 40 Aar siden, indskrænker sig vist til nogle Snese. Befolkningens Antal var fra 1847 til 1857 steget med 1000, en Tredjedel af det Hele. Denne Tilvæxt er fremkommet ved Indvandringer, især fra Throndhjems By og Stift, tildels fra Gudbrandsdalen, Østerdalen og Nordland. At en saadan indvandret Befolkning ikke er af bedste Slags, er en bekjendt Sag, og endnu mere, at den første Generation af Saadanne aldrig eller vanskelig betragter sig som hjemmehørende, hvor den nedsætter sig. Den kan naturligvis ikke være delagtig i de Traditioner, som de Indfødte have, og som, hvor arme de end monne være, dog altid øve nogen Tiltrækningskraft paa dem, som intet Andet have kjendt. Naar nu hertil kommer, at de fysiske Forholde ere ugunstigere end de, hvori Indvandreren er opfødt, og til visse Aarstider virkelig ere trykkende, saa vil Stemningen en Tidlang lettelig blive uvillig og ugunstig, i alle Fald blottet for ethvert Slags traditionel Vedhængen. For saadanne Mennesker er der paa Stedet ingen gamle Fortællinger om Kirken og dens Historie, ingen Minder om fromme gamle Præster, som have kunnet løse og binde, som have straffet eller trøstet o. s. v. Her er heller ikke synderlige Traditioner om andre gamle Embeds- eller andre Stormænd, som have hjulpet den simple Mand til sin Ret. Af Amtmænd har der været et halvt Snes i mindre end et halvt Aarhundrede, ligesaa i de fleste andre Grene af Embedsverket. Alt er omskiftet og forandret. Intet har Rod i Fortiden. Den konditionerede Befolkning er altsaa ogsaa i Hovedsagen ny, ikke over et halvt Snes Kjøbmænd, der have beboet Stedet i en Menneskealder eller lidt Mere.
Saaledes i det Ydre.
Sees nu hen til Livet, saa gjør man rettest i at betragte de lavere og højere Stænder hver for sig. De Første have kanske ikke synderlig adskilt sig fra andre Byers tilsvarende samtidige Befolkning, undtagen i en større Tilbøjelighed til Ødselhed og deraf følgende temporært økonomisk Tryk. Religiøsiteten, medbragt i et ringe Mon, er under de herværende Forholde ikke forbedret; Almuerne i disse Egne have af alle Grunde i Fortiden maattet staa temmelig lavt i denne, som i de fleste andre Henseender.
De højere Stænder, hvis Masse for Øvrigt har undergaaet mange Blandinger, have for nogle Aar siden havt et mindre godt Rygte i det øvrige Land, men vistnok i højere Grad end fortjent. Hvorledes det kan have været for 20 à 30 Aar siden, skal være usagt; Lastefuldhed har dog i det Hele ikke almindelig hersket, men vel, som i flere Smaastæder paa Kysten, et temmelig frit Liv. I de senere Aar før 1850 var Selskabeligheden, som forhen var gemytlig og ligefrem, gaaen over til en Luxus og Fornemhed, der vistnok havde den gode Virkning, at den udryddede overdreven Nydelse af Drikkevarer, men som formedelst de nævnte Egenskaber og sin overdrevne Hyppighed maatte gjøre en Del af Befolkningen mindre livsfrisk, end Tilfældet ellers plejer at være under saa smaa Forholde. Den stærke Selskabelighed holdtes igang af enkelte Højerestaaende, hvem formodentlig Livet her faldt tungt, og de Øvrige, som kunde, fulgte i Almindelighed med, men tildels blottede for Evne til at suge den Smule Sødme, som den mere Udviklede dog altid ved at hente selv paa golde Marker.
At disse Omstændigheder i Forbindelse med fordums Dages almindelige og her noget varigere Rationalisme gjorde Folket aandelig mat, vil ikke forundre Nogen. Ordet forkyndtes purt og med Alvor i nogle Aar, men Jordbunden vedblev unegtelig alligevel at være temmelig brak. En enkelt Mand af Menigheden, hvem noget større Troesinderlighed var bleven forundt, og som heller ikke forsømte at aagre med sit Pund, formaaede desuagtet, formedelst manglende Dannelse og visse Ejendommeligheder i sit Væsen, kun saare Lidet og næsten Intet udenfor de lavere Stænder.
Saaledes stode Sagerne omkring Aaret 1850. Vil man nu i Korthed angive Resultatet af de foregaaende Betragtninger, saa vil Ejendommeligheden hovedsagelig vise sig at bestaa i en gjennem alle Forholde gaaende og i og for sig hel naturlig Løshed, der selvfølgelig stærkest maatte fremtræde der, hvor de mindst synbare Baand gives, i det religiøse Liv, men naturligvis ogsaa i de andre Forholde, der ligge dette nær, i ethvert af de Forholde, der væsentlig opretholdes indenfra, ved en af Naturen given Auktoritet. Dertil bliver da som senere Faktor at føje den gjennem den nærmest foregaaende Tidsalder i det Hele gaaende rationalistigke Lunkenhed, som her af de nævnte Grunde varede noget længere, end paa mange, om just ikke alle andre Steder.
Omkring Aaret 1850 begyndte en anden Tidsalder. Livet begyndte hist og her at bære Spor af noget større Alvor, som vistnok ikke udelukkende var christeligt-religiøst, men dog var Alvor, forsaavidt som Flere af de højere Stænder begyndte at føle Mishag til og Kjede ved en altfor hyppig Selskabelighed, der desuden unegtelig i den nærmeste Fortid ved Kunst var opretholdt fra ganske enkelte Hold. Man var i det Mindste kjed af det Gamle og følte Trang til noget Nyt, til noget Alvorligere. Byens lille Samfund var desuden af politiske Grunde og formedelst kolliderende Særinteresser i det Større eller Mindre temmelig splittet. Paa de lavere Stænder havde Afholdsforeningen begyndt at øve Indflydelse. Ved denne Tid havde ogsaa en nys ansat Præst ved ivrig og af adskillige Gaver støttet gejstlig Virken tiltrukket sig nogen Opmærksomhed, især af de lavere Stænder. Ansættelsen af en begavet Biskop bidrog ogsaa Sit, saavel formedelst tiltalende Forkyndelse af Ordet, som formedelst Arbejden mod en Del af det ydre Livs mere fremtrædende Udvæxter. Saaledes stod da den ældre Sognepræst ikke længere som Eremit, men blev istand til at trænge igjennem, hvor hans Tale hidtil syntes at være vendt tom tilbage.
En Modtagelighed for christelig Inderlighed var da i det Mindste indtraadt hos Mennesker af de forskjellige Stænder. Man begyndte mere at læse de hellige Bøger og søgte med ikke liden Begjær christelige Skrifter, som da ogsaa begyndte at komme i Boghandelen.
Paa denne Tid indtraf en temmelig storartet religiøs Foreteelse, der fremfor Alt paa den Tid bidrog saavel til at vække christelig Iver, som ogsaa til at bestemme det fra nu af stærkere fremtrædende Alvors Charakter, nemlig „Fjeldfinnevækkelsen“, en Gren og en Frugt af den læstadianske Bevægelse. Denne Bevægelse er forhen beskreven, saa jeg her kun skal bemærke, at den principielt – i det Mindste forsaavidt som Sagen stod klar for Læstadius selv – ingenlunde var fiendsk mod den evangelisk– lutherske Kirke, men vel mod de daværende svenske og forsaavidt mod hele Samtidens lutherske Præster. Men de utroligt bitre Ord mod Samtiden og dens Kirkelærere i det Store nedlagde der, hvor Læstadius ikke selv var tilstede og kunde give nærmere Forklaring, en Misstemningens og Uviljens Sæd, der senere voxede op og trivedes fortrinlig og i samme Forhold, som den savnede Sædemandens Pleje, og saaledes særlig i det sydlige Finmarken (Tromsø og Senjens Fogderi), hvor man baade kom i Berørelse med Fjeldfinnerne og tildels fik Læstadius’s Prædikener samt et af ham udgivet Tidsskrift at se. Det maa erindres, at Læstadius er saa langt fra at have havt noget Kirkebrud for Øje, at han tvertimod i de senere Aar aldeles har fraraadet og misbilliget Saadant. Dette var nu den ene Side af Fjeldfinnevækkelsens Virkninger. Den anden Side, hvis Virkninger selv i dette Øjeblik ikke ganske ere hævede, skjønt Lammers dertil har bidraget, var et puritansk Begreb om „Verden“ og særskilt et højst ufordelagtigt Begreb om den konditionerede „Verdens“ Levesæt. Ogsaa dertil har Læstadius ved bitre Ytringer bidraget – og endnu mere den af ham vakte Almue, som naturligvis, maalende Fristelserne ved de almindelige selskabelige Fornøjelser med sin egen gamle Ryggesløsheds Maal, saa en Fordærvelsens Pøl i enhver Sammenkomst, som ikke havde et religiøst Maal for Øje. Vækkelsen var og er tildels endnu en Lægmandsvækkelse, skjønt Antallet af dens Lemmer af de højere Stænder ikke er ganske ringe, hverken i eller udenfor Statskirkens Samfund.
Denne, den læstadianske Finnevækkelse, var ubestridelig den Kilde, hvorfra den tromsøiske Vækkelses første Hovedaarer fløde, og som for nogen Del bestemte dens Charakter, forsaavidt som den avlede Tilbøjelighed til „Præstehad“ og til bratte Brud i gamle Forholde. Men Mere end en Forberedelse blev den ikke, især fordi, som bekjendt, Finnerne allerede i 1851 begyndte paa de Daarskaber, som endte med den rædselsfulde Mordscene i Kautokeino den 8de Novbr. 1852. Saadant maatte bringe Vand i Blodet, om det et eller andet Sted var begyndt noget stærkt at koge. Men med denne Vækkelses Udskejelser var naturligvis ikke dens Alvor og Sandhedsspirer udryddede, og heller ikke dens oppositionelle Charakter. Denne Vækkelse havde blandt Kvæner og Finner frembragt saa iøjnefaldende Forandringer til det Bedre ved at udrydde Drukkenskab og Tyveri, at den trods sine Mangler maatte erkjendes for levedygtig. Men Mere end en Forberedelse blev den dog ikke.
Under og efter disse Begivenheder var den før nævnte Læsning af religiøse Skrifter bleven mere almindelig og Adgangen til deres Erholdelse let. Hvad der ikke herfra rekvireredes, tilsendtes i rigeliggt Maal fra forskjellige Kanter, Stavanger, Bergen o. s. v. o. s. v., og Hovedmassen var da som sædvanlig en Hærskares Mangfoldighed af Traktater med reformert eller halvreformert Lære. Hvad der kom af større Skrifter, saasom Prædikensamlinger, var af samme Art. Dog holdtes ogsaa Luthers Skrifter i Ære, men forstodes tildels mindre klart, især forsaavidt som hans heftige Udladelser mod den katholske Kirke eller, som det af og til for Kortheds Skyld hos ham heder, „Kirken“ ved en ikke ganske sjelden, mærkelig Misforstaaelse virkelig overførtes paa vor Statskirke[1]. Det bør ogsaa bemærkes, at adskillige af Luthers Prædikener formedelst speciel Tendents mod hans Læres forskjellige Modstandere kræve en større kirkehistorisk Kundskab, end vor Lægmand, ja tildels end vor Borgermand hidtil har havt.
Saaledes stode eller rettere gik Sagerne indtil omtrent 1854. Den svage Instinktmæssighed i Følelsen for det Gamle var hos Mange bleven endnu svagere, medens paa den anden, Side vistnok et og andet dybere, mindre lidenskabeligt Gemyt ved Tidernes Alvor og Pinagtighed allerede da begyndte at klynge sig nærmere til Kirken. Men det maa erindres, at intet Udtryk for en ligefrem kirkefiendsk Stemning egentlig var fundet. En Udtrædelse af Statskirken var vistnok neppe endnu nævnt og anedes neppe af Nogen blandt dem, som senere foretoge dette Skridt, men vel af Andre, der havde kirkehistorisk Kundskab, og som da heller ikke undlode at varsle derom; men stedse mødtes, og det subjektivt sandt, med haanlig Afvisning. Og virkelig saa det for den overfladiske Betragter saaledes ud; thi de stærkest „Vakte“ søgte Kirken med krampagtig Iver.
Men med, om muligt, endnu større Iver søgtes fra nu af de „Opbyggelser“, som rejsende Lægprædikanter begyndte at holde. For disse ytredes der en tildels komisk Forkjærlighed. Den Tids Lægprædikener vare umiddelbart af en hel indifferent Natur ligeoverfor den senere Fraskillelse, men bidroge vistnok middelbart dertil, saasom de undlode at styrke det svage Kirke- og Daabsbegreb, men bevægede sig paa det bredeste Feldt, Syndens og Naadens, og forøgede de „Vaktes“ stærke Selvgodhed ved vel høje Lovtaler over dem. Den Mand, som paa den Tid og senere var den mest yndede jog bedst begavede Lægprædikant, O. Kallem, var irigenlunde skikket til eller forberedt paa at lede Aanderne ligeoverfor det Spørgsmaal, som snart blev brændende, og som han længe efter den Tid var ude af Stand til at klare. Bemærkes skal det, at i den Periode, som nu har været beskrevet, et Par Kvækere havde været i disse Egne og ved enkelte Foredrag, men især ved at efterlade sig Traktater nedlagde nogle Sædekorn, som ikke bleve aldeles ufrugtbare[2].
Nu, i Løbet af 1854, begyndte S. Kierkegaards „Øjeblikke“ at komme herop, og de læstes med Begjærlighed af Adskillige blandt de mest Exalterede og mindst Modne. Mindre havde været fornødent, end den kierkegaardske Pens Gift, for at dræbe det sidste Gran af Kjærlighed til det gamle Kirkesamfund – hos Folk, som ikke kunde se de forfærdelige Vridninger, hvorunder Forfatteren her vaandede sig, og hvorunder han, som det vel tør paastaaes, selv led Mere, end Gjenstandene for hans Angreb.
Efter den Tid begyndte ogsaa O. Nielsens „kirkelige Tidende“ med lidt efter lidt forbitret Tendents at være er søgt Læsegjenstand. Denne Forfatters Skriverier fortsatte det Verk, som „Øjeblikkene“ havde paabegyndt, og der behøvedes, for at Udtrædelse af Statskirken skulde finde Sted, intet Andet, end at et Snes fyrrige Mennesker af konditioneret eller halvkonditioneret Stand, med liden Indsigt og endnu mindre Maadehold, skulde finde en Vejviser, hvilken de snart fandt i G. A. Lammers. De første Udtrædelser fandt Sted i Tromsø By den 19de Maj 1856.
Med det Tidspunkt, da Udtrædelsen af Statskirken og Frafaldet i Daabslæren var saaledes forberedt, at der kun manglede et Exempel eller en ligefrem Opfordring af en anseet Mand, for at Begyndelsen skulde være gjort, slutter denne Fremstilling, der altsaa naar frem omtrent til Aaret 1855. Hvad der falder senere, faar søges i Lammers’s Skrifter eller i hvad Fremtiden fra hans eller nogen Andens Haand maatte fremkalde.
Hvad vor egen Kirkes „Vakte“ angaar, saa er det at forudse, at deres alvorlige Stræben efter Sandhed vil trykke dem nærmere og nærmere til den Kirkes Skjød, som de ikke forlode, da Fristelserne dertil vare størst, at de mere og mere ville blive „den Lærdoms Form“ hengivne, om hvis Rigtighed i et eller andet Punkt de visselig have været i Tvivl, men som de dog havde Klogskab eller Lykke til ikke at forkaste uprøvet.
Denne Skildring har efter sin Natur alene berørt en Del af Menigheden; men heraf følger ingenlunde, at „Vækkelsen“ skulde have havt et ligesaa indskrænket Terræn for sin Virksomhed. Saaledes er det visselig ikke. Meget mere: det lader sig baade slutte og tildels erfare, at et Aandepust er gaaet gjennem Befolkningens Flertal, og det tør haabes, at, om Kampen har været haard og Ængstelserne store, saa har Kirken nu mange flere sande Lemmer end dengang, da ingen af dens Børn havde forladt den, at vor evangelisk – lutherske Kirke her, skjønt blødende af et og andet Saar, i Virkeligheden nu har større Livstfriskhed, end den paa lange Tider har havt.
- I Maj 1858.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |