Bidrag til Norges Historie under Unionen
Uagtet Christiern II allerede som Barn var bleven hyldet i Danmark 1488 og i Norge 1489 som Faderens Efterfølger, maatte dog en ny og formelig Valgakt til, samt Haandfæstningen opsættes og besegles, førend hans kongelige Myndighed i Rigerne anerkjendtes. Det faldt sig saaledes heldigt, at allerede i Kong Hans’s levende Live et Møde af alle 3 Rigers Raad var tilstævnet til Kjøbenhavn ved Midsommerstid 1513, da herved Kong Christierns Valg fremskyndedes. Ni Svenske Sendebud mødte vel ogsaa, men uagtet de af det danske Rigsraad strax efter Kong Hans Død (20 Febr.) vare blevne underrettede om dette, og det nye Spørgsmaal, som følgelig paa den forestaaende Herredag skulde forhandles var det svenske Rigsraad tilfulde bekjendt, negtede dets Sendebud dog at være bemyndigede til at hylde den afdøde Konges Søn, hvorfor det danske og norske Rigsraad alene med Kongen udstedte dennes Haandfæstning af Mariæ Magdalenæ Dag (22 Juli) 1513. Forud for denne gik imidlertid nødvendigviis gjensidige Meddelelser og Underhandlinger angaaende dens Indhold og Bestemmelser, og det er netop i slige confidentielle Aktstykker at man kan vente at finde Nøglen til de forskjellige Tillæg eller Udeladelser, som en ny Valgakt har i Sammenligning med de ældre, eller i det Hele at finde Forklaring over Mangt og Meget, som i den diplomatiske Grundlovsform ikke lettelig hverken falder i Øinene eller altid tilbørlig forstaaes. I det kgl. danske Geheimearchiv findes to Udkast paa Papir (hvert paa et Folioark), indeholdende en Liste paa de „Brøst,“ som vare i Norges Rige, og som dets Rigsraad derfor i Haandfæstningen ønskede udtrykkeligen afhjulpne, samt paa et Kvartblad et Udkast fra Kongens Kantsler til „Svar paa de Artikle, Norges Riges Raad have foregivet.“ De to norske Udkast ere paa enkelte uvæsentlige Afvigelser i Skrivemaaden nær aldeles eens i Begyndelsen, men mod Slutningen bliver det ene fuldstændigere, og jeg formoder, at dette sidste er en Afskrift af, eller og et Udkast til selve Brevet til Kongen, medens det første og kortere kun er et foreløbigt Udkast af enkelt Rigsraad. Begge disse Aktstykker ere af høieste Værd, da de tillade at kaste et usædvanligt klart Blik ind i Unionskongens eller rettere hans danske Raads Politik med Hensyn til Norge, og netop bestyrker Rigtigheden af den norske Historieforsknings („den norske historiske Skoles“) Opfatning af denne Politik, paa samme Tid som den formeentlig gjendriver den fra dansk Side sædvanlige Fremstilling saavel af Norges Forhold til Danmark og Fælleskongen som af Unionshistorien i det Hele. De stemme forøvrigt i mærkelig Grad med de Klagepunkter som det norske Rigsraad udfærdigede i 1482, da Kong Hans’s Valg var paa Bane[1], og disse ere derfor her sammenlignede med hine. Idet jeg derfor her lader hine to Dokumenter heelt aftrykke, dog saa at jeg af de to Udkast fra norsk Side kun leverer et samlet Aftryk efter den vidtløftigste Concept, skal jeg ledsage den med en saavidt mulig fuldstændig Kommentar, der maaske med det samme vil afgive ikke uvæsentlige Forklaringsgrunde til, at Nordmanden ikke viser den Sympathi for den i vore Dage fornyede unionelle Stræben, som baade Svenske og Danske forlange.
Högborne furstæ kærestæ nadiigæ herræ. Tesse ere the bröst som wii hafuæ i Norges Riige &c.
A. Fförst om then tittell som ether nade scriffuer siigh för Norges Riiges rette arffuingh at ether nadæ villæ werdes at wiide at thenn thiidt Konungh Oluff dödhe aff Norge tha thömdes arffwenn i Norges Riige, oc wör tha inghen rett arffwingh tiill Norges Riige i ghenn aff kwnghæ æætt. Tha gynge thesse thry Riigens Raadt fulmecktiighe po alle Riigennes vegne effter Drottniing Margrettes Raadt bön oc begære oc gjorde hun tha eit bebyndels tesse try Riigenne emellom saa at the skule alltiidt tiill æwiigh thiidt bliffue met eit friit koor oc wall vnder ein herræ oc konungh oc ickke tiill arffs, ther met koredæ the konungh Erick efftersom Recessenn ther po giordt vdi Kalmarenn vdtwiiser oc wii haffua her met oss Copiier vdi gamble Register aff samæ Recessus. Oc ther nest konungh Cristoffer kom oc tiill Rigenne met wall oc koor. Sidhenn effter hannum konngh Cristiernn ether nades farfader wortt oc koredt oc wold effter som thenn Recessus ther po gjordt vdtwiiser. Ther nest ether nades herræ fader effter som Halmstædes Recessus vdtwiiser. Ther nest naghenn thiidt forledhenn ether nade her po Köbnehaffns huss som the besegllde bref ther po giorde udtwiise. Thii bethe wii ether nade ödmygeligen at ether nade willæ werdes at raame oc wiide wortt gaffnn oc beste oc besynne huadt skada oc forderff wii kwnnæ haffua gud forbyde ether nade bleffue for steckedt effter som wii lodæ ether nade forstaa vdi Hellyggeisthuss naghenn daghe forlidnæ.
B. Item loffuede oc swor ether nades herræ fader at indlöse tiill Norges Riige Orcknöy oc Helltlandt oc thenn skatt som kunghenn aff Skottland haffuer beplictiidt siigh at giffuæ tiill Norges Riige aarlighe for Syderöy oc Mannöy som er ijc marc Sterlingh.
C. Item ær thet oc wor begere at ether nade will forsee Norges Riiges radt oc indfödde eddelinge met Norges riiges slott oc lænn, oc ether nade vill lægge thee lænn till slotten som pleige at ligge ther till. Ock ether nade will sætte them paa mweligh affgifft swa at thee forbethre slottenn oc at thee kwnne[2] folck them vden skade ether nade oc riiget till thieniste at affwerge riigens skade och forderffue efftir ether nade er icke selffuer tillstede. Oc ether nade will icke sætte oss nogen wanbyrdug offuer hoffuithet som her till wæret haffuer. Och ingen lænn sætte höger paa affgifft ænd som thee stode vdi ether nades faders och farfaders thiidt.
D. Item at kirker oc closter skulle haffue theres frii kor oc wall efter theres priuilegier oc friiheder oc the kirker som kronen haffuer juspatronath till motte forsees met Norges riigens indfødde men.
E. Item skall ey nogen skatt eller tingsell lægges paa riiget almwgenn eller kiöspstedes men vdenn riiges radz fuldbyrde oc samtycke.
Item at raadet Nordenfieldz oc synden skulle haffue fuld macht at höre alle sager vdi rætthe och skall jngenn skywde segh fran theres rætt oc vden riiget met myndre ænd riigens radh dömme them selff vdaff riiget oc for ether nade. Oc tesligest at ingen skall stæffnis aff riget met myndre ænd thee haffue wæret vdi rætte for riigens radh tilforne.
Item knde her ffindes nogenn breff eller register som Norges riige ær anrörendes at ether nade willde wærdes till at skicke them tiidt till riiget igenn.
F. Item at Norges riiges Radt oc godemenn skulle haffue theres frii köbmandskab met indlendske oc vdlendiske ehwar them thet behoff giöres.
Item at Radmenn oc köbstedemenn i Norge mwe nyde theres friihedt som thee vdi langsamblingh thiidt haffue haft oc theres priuilegia jndehollde som thee haffue ther paa.
Item at ingen priuilegia giffuis vdlendiske kiöpmenn emot Norges lowg oc priuilegia vden riigens radz samtycke i then landzende.
G. Item at ether nade will hollde thee breff som ether nades fader oc farfader haffue vdgiffuet paa panth eller thiidz breff oc priuilegia oc ther till alle thee artikelæ som ether nades herre fader koning Hans loffuith oc swor somm riiget oc riigens indbyggere paa rörer oc till bestandt ære, skall holldes oc bliffue wedt macht bade gamblæ oc ny.
Item ingen hæste löb skall paalægges eller holdes ythermere ænd gambill sedwanne.
H. Item at alle the fogether som icke ære indfödde mwe nw strax afsættes.
Item at Radet gode menn oc riigens tro indbyggere ey forachtes haanes eller beskattes aff kongens fogether thienere eller sendebudh.
Item at thee somm löbe fran syn hosbonde met vmynde oc vforthient lön skall ey haffue forswar aff konngen eller hans embitzmenn eller af nogen anden.
I. Item at ingen vdlendisks annammes vdi radet vden riigens radz radt villig oc samtycke.
Item skal ingen giffue[3] friihedt vden thet ær met riigens radz samtycke om han ær befælligh ther till, vden hann forwærffuer thet vdi marcken.
Item skall riigens raadt oc Norges riiges eddelinger oc indfödde menn nyde theres skowge fiskerii oc eygedeler frii oc vbehindreth.
[Item at slottsloffuenne vdi Norge skulle forwandles till riigens raadz haand effther ether nades affaldt][4]
Swar till the article Norges riiges raad haffue foregiffuit.
1) Först om thenn titel Rett arffuing till Norge etc. thet vill myn herres nade sette til Danmarkes riiges raad at siige ther paa effther Norges log oc bewiisning paa bode siider.
2) Item om Orkenö oc Hetland at indlöse vil hans nade met menige Norges indbyggeres hielp lade sig ther till met tiden veluillig findes.
3) Item om then artikel at forsee Norges indfödde eddelinge met kronens slott oc leenn ther i riiget hassuer myn herres nade offuerw(eiet) at adelen vdi Norge er fast vddöet oc will hans nade forsee kronens len oc slot i Norge met Norges oc Danmarks ædelinge oc indfødde menn. Om at sette kronens leen oc slot i Norge paa skellig affgifft vill hans nade met Norges riiges raadtz raad giöre ther paa en venlig oc skellig skickelse.
4) Om thee kirkens leen kronenn haffuer iuspatronatus till samtöcker myn herres nade at thee forsees met Norges oc Danmarks indfödde menn.
5) Item thenn artikel skall ey nogenn skatt legges paa kiöbsteder oc almwe samtöcker hans nade doch efther Norges log.
6) Item om thenn artikel at Norges raad oc godemenn schulle haffue frij kjöbmanschaff met indlendsche etc. begerer hans nade at thenn artikel ythermere forklares.
7) Item om breff at holde vill hans nade effther riiges raadz raad oc töcke holle alle thee breff hans nade bör at holle.
8) Item om thee artikle konninꝗ Hans loffuede at holde etc. begerer hans nade at forclares.
9) Item om at affsette the fogether icke ære indfödde i riiget vill hans nade tale met raadet.
10) Item thenn artikel at ingen vdlendsch annammes i raadet samtöcker hans nade at ingen annammes i Norges riiges raad vden Danmarks och Norges indfödde menn.
11) Item hwilke article hans nade iche kann nv fultgjöre vill hans nade met Norges riiges raadtz raad giöre schickelse paa nar hans nøde kommer diit i riiget.
En mærkelig Vanskjebne hvilede over Kongevalgene under Unionen, hvis Bestemmelser i denne Henseende ingensinde kom til fuldstændig Anvendelse. Istedenfor at Kongen skulde vælges af de tre Rigers Raad i Fællesskab og paa bestemt Sted (Halmstad), bleve samtlige Konger valgte særskilt i de forskjellige Riger og til forskjellige Tider og Steder. Christjern II, til hvis Valgs Historie vi nærmest knytte disse Oplysninger i Unionshistorien var den eneste af Kongerne, som valgtes samtidigt af de to Riger, og det er allerede ovenfor oplyst, at selv dette denne Gang ikke var en i Erkjendelsen af Fællesvalgets Gavn og Lovmæssighed aftalt Gjerning, men idetmindste tildeels en Tilfældighed foranlediget af, at Formanden Kong Hans allerede havde tilstævnet et Møde af Rigsraaderne fra alle 3 Riger i Kjøbenhavn til den Tid, da Valgakten nu fælles kom istand for Danmark og Norge.
Hvilket af Rigerne, der først gjorde Brud paa Unionen, forsaavidt fælles Kongevalg angaaer, enten Sverige, som valgte sig en Rigsforstander i Engelbrekt Engelbrektsøn 1436, eller Danmark, som i 1439 tog sin nysvalgte Rigsforstander til Konge, kan være en temmelig ligegyldig Sag, da de maaske have Ret, som betragte selve Kalmarunionen af 1397 ophævet ved den nye Overeenskomst i Kalmar 1436; vi have her kun berørt denne Sag, for at antyde, at Brudet paa Unionen ikke udgik fra det norske Rigsraad, som derimod hang ved gamle Kong Erik, fordi de betragtede ham som Norges Riges rette Arving. Senere gik det broget til med Kongevalgene. Først 3 Aar efter sin Ankomst til Danmark blev Christoffer Konge i Norge (1442), og som saadan kronet i Oslo. Efter hans Død valgte det danske Rigsraad paa egen Haand Grev Christiern af Oldenborg et Valg, det ogsaa i Marstrand i Marts 1449 fik en Deel af det norske Rigsraad til at tiltræde; men neppe var Erkebiskoppen kommen hjem til Nidaros, før han erklærede Valget aftvunget og ugyldigt, indkaldte den i Sverige valgte Konge Karl Knutssøn, som hyldedes og kronedes i Nidaros Novbr. s. A. Dette Valg vakte imidlertid Karls mange Fienders og Misunderes Frygt i Sverige; havde han før været en voldsom og egenraadig Herre, maatte de nu, da han havde faaet Rygstød i Norge, befrygte det Værste af ham. Hans hemmelige Fiender i Raadet sluttede derfor, som Karl paastod uden Bemyndigelse i Halmstad 1450 et Forlig med de Danske, ifølge hvilket Karl opgav den norske Krone til Fordeel for Christiern som nu hyldedes i Norge 1450, hvorpaa Recessen i Bergen – det lovlige Grundlag for Norges senere unionelle Forhold til Danmark – kom istand. Ved Christiern Is Død 1481 nærmede Nordmændene, uagtet de allerede i hans levende Live havde hyldet Sønnen Hans som Efterfølger, sig til Steen Sture og Svenskerne, og det varede i 2 Aar, inden Hans ved Recessen i Halmstad 1483 lovlig kunde optræde som Konge i Norge. Om Christiern IIs Valg 1513 er allerede talt. Ved hans Flugt 1523 var Norge atter i næsten 11⁄2 Aar kongeløst, og Rigsstyrelsen i Raadets Hænder; først 23 Aug. 1524 hyldedes Farbroderen Hertug Fredrik af Holsteen, som den danske Adel atter tvertimod Bergensforliget af 1450 egenmægtigen havde tilbudt Kronen. Kong Frederiks Forsøg 1529 paa at faa sin Søn Christian anerkjendt som norsk Tronfølger, mødte ubetvingelig Modstand hos Erkebiskop Olaf, og da Frederik døde 1533, var Norges Throne for første Gang efter Christoffer af Bayerns Død i egentlig Forstand ledig. Den danske Adels Valgcandidat, den Afdødes ældste Søn Hertug Christian Sveriges Konge Gustaf I og Christiern IIs Svigersøn Pfalzgreve Frederik beilede alle dertil; den overmodige og vægelsindede Erkebiskop Olaf manglede Kraft til at holde Statens Tømmer i saa urolige Tider; han og hans, som det synes især i de første 2 Aar mægtige, Tilhængere vaklede frem og tilbage mellem Lutherdom og Pavedom, selvstændigt Kongevalg og Tilslutning til Sverige eller Danmark. En lumpen Udaad (Hr. Vincents Lunges Mord) hævnede sig paa Ophavsmanden, idet den vendte Hjerterne fra ham og betog ham selv Modet; han faldt til Fode og de Raadende i Riget med ham; og saaledes foregik det sidste norske Kongevalg i Unionstiden (1536). Men Christian III anerkjendte det ikke, ophævede Rigsraadet i Norge, og bragte saaledes dette Rige i et provindsielt Forhold til Danmark. De senere Tronfølgerhyldinger her vare i og for sig neppe fornødne, og nærværende Afhandling i alle Fald uvedkommende.
Efter dette korte Overblik, som jeg, uagtet dets fuldkomne Overflødighed for de fleste Læsere, har troet at burde forudskikke for de Enkelte, der uden at kjende til Unionshistorien iøvrigt gjennemlæse disse Blade, skulle vi gaae over til Forhandlingerne ved Kongevalget i Kjøbenhavn 1513. Ved dette vare følgende 8 Medlemmer af Norges Rigsraad tilstede: Erik Valkendorff, Erkebiskop i Throndhjem, Andreas Muus, Biskop i Oslo, Andor (Halsteinssøn?), Biskop i Bergen, Mogens eller Magnus (Lauritssøn), Biskop i Hammer, Christiern Pederssøn, Provst ved Apostelkirken i Bergen, Hr. Nils Henrikssøn (Gyldenløve), Norges Hovmester Henrik (Hartvigssøn) Krumedike, Ridder, og Knut Knutssøn (Baad eller Bonde). Men da Henrik Krumedike tillige var Medlem af det danske Rigsraad, var dansk født og dansk sindet, maa han vel snarere betragtes som dansk end som norsk Rigsraad ved denne Leilighed. Allerede ved Kong Hans’s Haandfæstning, den saakaldte „Halmstad-Reces“ 1483, havde nemlig det danske Rigsraad faaet indført den for Varetagelsen af Norges særlige Fordele skadelige Skik, at Unionskongens Haandfæstning udfærdigedes fælles for begge Riger, og da dette ogsaa skede nu, staae samtlige Rigsraader nævnte i Haandfæstningen imellem hinanden efter deres indbyrdes Alder i begge Raad, saa man ikke kan see, om det var som dansk eller norsk Rigsraad at Hr. Henrik her optraadte. Af de øvrige 7 vare Erik Valkendorff, Anders Muus og Christiern Pederssøn Danske, de øvrige 4 derimod Nordmænd, Knut Knutssøn dog egentlig af svensk Æt, men bosat Embedsmand i Norge. Af disse sidste maa derfor hine ogsaa mod den danske Adels Indtrængen i Norge stilede Klagepunkter være førte i Pennen, da det ikke er rimeligt, at Mænd, der selv vare komne til Rigets høieste Værdigheder med Indfødtes Tilsidesættelse, skulde have viist sig virksomme til at forebygge sligt for Fremtiden. Ældst af Nordmændene var Bisp Andor af Bergen, og denne Omstændighed samt det spændte Forhold, hvori han senere stod til Kong Christiern, vækker Formodning om, at han er disse Klagepunkters egentlige Concipist.[5] Magnus Lauritssøn, forhen Erkepræst i Oslo, og dimitteret fra dettes Domkapittels Skole til Universitetet i Rostock, hvor han 17 April 1494 immatrikuleredes og senere blev Magister, var netop i dette Aar bleven Biskop; han maa være bleven viet under Opholdet i Kjøbenhavn mellem 15de og 22de Juli, da han den førstnævnte Dag endnu kun kaldtes Electus til Hammer, og det er saaledes mindre sandsynligt, at han i samme Øieblik, han fik Sæde i Rigsraadet, skulde have opkastet sig som Hovedmand for Nordmændene. Vel nævnes og Magnus blandt de Bisper, Kong Christiern senere viste sig haard imod, men da han i 1531 var en af dennes virksomste Tilhængere i Norge, og derfor maatte bode 3000 Mark Sølv, saa har vel Fiendskabet ikke været saa alvorligt. Han viste sig iøvrigt stedse som fiendtlig stemt mod Unionen med Danmark, hvilket i 1537 kostede ham hans Bispedømme og Frihed, idet han førtes fangen til Danmark, hvor han døde i Andvordskov 30te Septbr. 1542.[6] Norges sidste Hovmester Hr. Nils Henrikssøn til Østeraad synes i det Hele at have været en godmodig og nu aldrende Mand, behersket af sin djærve Hustru Fru Ingerd Ottesdatter (Rømer), der idetmindste i senere Aar som Enke (Manden døde ved Juletider 1523 i Bergen) aldeles sluttede sig til det da stærkt fremtrædende og aabenbart paa den unionelle Ligheds Undergang arbeidende danske Adelsparti i Norge, med hvis Hovedmænd, Hr. Vincents Lunge, Hr. Nils Lykke, Hr. Erik Ugerup og siden Peder Hansen (Litle) og Jens Tillufsen (Bjelke) hun giftede sine 5 rige Døtre.[7] Snarere end Hr. Nils har da Knut Knutssøn været virksom ved den aabenbare Yttring af Nordmændenes Misnøie med den foregaaende Regjering, vi her have for og; thi han brød senere aabenbart med Kongen, og blev af denne henrettet som Forræder, en Forbrydelse, som dog idetmindste hidtil ikke tilfulde er beviist.[8] Han var en Søn af Knut Aslakssøn, hvis Fader, den svenske Adelsmand Hr. Aslak Knutsson (Båt) kom til Jordegods i Norge ved Ægteskab med den i 1502 af Henrik Krumedike m. Fl. dræbte norske Høvdings Hr. Knut Alfssøns Faster Fru Sigrid Knutsdatter (af tre Roser). Knut Knutssøn maatte saaledes af flere Grunde være de danske Interesser imod, og man har derfor Grund til at formode, at han har virket hvad han formaaede til at drive de norske Paastande igjennem, og kanske derved forøget sit allerede af Familiegrunde spændte Forhold til Kongen.
Som den første „Brøst i Norges Rige“ opstilles den Tittel „ret Arving til Norge,“ som Kongen hidtil havde tillagt sig. Vi have saaledes her det ældste bekjendte Vidnesbyrd fra norskt Side om denne Tittels Lovstridighed.[9] Denne Tittel optoges, saavidt vides, først af Christian Is ældste Søen Hertug Hans, og Exemplet fulgtes strax efter af Broderen Hertug Frederik. Hensigten dermed var klar. Norge var det eneste Rige, som før Foreningen havde havt en ordnet Arvefølgelov, og den norske Almue havde følt dennes gode Følger for Fædrelandet, idet den havde befriet det fra Thronstridigheder og de med et Kongevalg altid forbundne Ulemper. Saaledes var en Kjærlighed til den arvelige Kongemagt rodfæstet i Norge, og da man selv efter Unionen ved Valget gjerne holde sig til Formandens nærmeste Slægtning, var Almuen ikke politisk oplyst nok til at fatte, baade at Foreningen i Kalmar 1397 havde forandret Norges ældre Statsret, og at det var umuligt, at en ligelig Forening mellem Rigerne kunde bestaae og fælles Konge beholdes, naar det ene Rige vedblev at være et Arverige og det andet et frit Valgrige. Imidlertid kunde det dog synes som om Danmarks Rigsraad mere end Norges maatte have Grund til at frygte de for dets Valgmyndighed farlige Konsekventser af hiin Tittel. Den gjældende bergenske Reces af 1450 bestemte nemlig, „at baade Riger Danmark og Norge skulle herefter blive under ren Herre og Konning til evig Tid); – –, at naar Kongen frafalder, skal Rigens Raad i det Rige, hvor Kongen bliver død udi, byde ufortøvet det andet Rigens Raad til, at de da paa baade Sider Rigens Raad med det første sammen komme i Halmstad; – – har da Kongen ægte Søn eller flere, da keise baade Rigens Raad eendragtelig den til Konge, som dem tykkes bedst tilfalden være; – – særdeles i Konninge-Kosning skal hvert Rigens Raad have sin fri Kaar, fri Magt og fri Vilje uden al Hinder, Gjensigelse eller Argelist“; osv.[10] Paa denne Maade maatte jo Kongesønnernes Arvepaastand paa Norge – efter Jahn i Henhold til den ældre norske Kongearvelov, – hvis den af Danmarks Rigsraad erkjendtes, aldeles tilintetgjøre netop det danske Rigsraads Valgret, naar Rigerne fremdeles skulde have fælles Regent; thi i Norge havdes da intet Valg: „Kongens Søn, ægte født, ældst, een“ var da ubetinget det udeelte Riges lovlige Arving. Men nu rører ikke det danske Rigsraad ved denne ømme Byld, tvertom er det mere end rimeligt, at det hemmelig eller aabenbart har bestyrket Kongesønnerne Hans, Frederik og Christiern i denne usurperede Tittels Benyttelse. Dette Særsyn synes ikke at kunne modtage anden Forklaring, end at det danske Rigsraad allerede mod Slutningen af 15de Aarhundrede har følt sin Magt saaledes befæstet i Norge, at det ikke har frygtet for nogen selvstændig Ytring derfra, om man i Danmark skulde finde for godt at lade Valget falde paa en yngre Søn, men at det derimod har anseet den vrange Lære om Norge som Arverige, som det hensigtsmæssigste Middel til at forebygge et fælles Kongevalg mellem Nordmænd og Svensker. Naar Almuen nemlig fremdeles kunde holdes i den Tro, at det var ulovligt, oprørsk og meenedersk at forlade den sidste Konges Slægt, vilde den naturligviis vise sig utilbøielig til at understøtte enkelte klarere seende Stormænds Bestræbelser for at holde Foreningen med Sverige ved lige, om end denne for den indre og ydre Freds Skyld var Norge fordeelagtigere end Foreningen med det stedse mere fortydskede Danmark. Dette den norske Almues feilagtige Begreb om Forholdene blev desuden et ypperligt og ikke forsømt Middel til lidt efter lidt at undergrave Norges Selvstændighed, til snart i denne, snart i hiin Retning at træde den besvorne Haandfæstning hemmelig eller aabenbart under Fødder De vare jo, meente den troskyldige Almue, Kongens arvede Undersaatter, og deres Udelukkelse fra Deeltagelse i de offentlige Anliggender gjorde dem ubekjendte med den Ret, de virkelig vare i Besiddelse af, hvis Kongen eller Danmarks Riges Raad brød sine Forpligtelser eller overtraadte sine Rettigheder.
Seer man fremdeles hen til det Beviis, det norske Rigsraad fører, for at Norge ligesaavelsom Danmark paa hiin Tid var et frit Valgrige, da er det i det Hele rigtigt. „Da Kong Olaf døde (1387), tømtes Arven i Norges Rige[11], og var da ingen ret Arving til Norges Rige igjen af Kongeæt.“ Dette er bogstavelig fandt. Kong Hakon den Femtes Arvefølgelov[12] bestemte nemlig (ligesaavelsom Kong Magnus’s ældre Arvelov), at Arven skulde regnes fra den sidst afdøde Konge. Men af alle paa den Tid levende det norske Kongehuses Slægtninger i og udenfor Riget var ingen Kong Olaf saa nær i Slægt, at han kunde komme ind under Arvefølgens Paragrafer. Nærmest var Hertug Albrekt den Yngre af Mecklenburg (som iøvrigt døde endnu 1387, førend nogen ny Konge var tagen i Norge), Olafs Bedstefaders Søstersøns Søn, eller, om man vil, hans Mosters den danske Prindsesse Ingeborgs Søn[13]; thi Arven strækker for den, der ikke er af norsk Kongeæt ei videre end til Fasters Søn, og Albrekts Fader vilde været arveberettiget, hvis Olafs Fader havde været Arveladeren. Det samme gjælder om Albrekt af Sverige og den pommerske Green af det norsk-meklenburgske Huus. End fjernere stod Hakon Jonssøn fra den sidste Konge, som dennes Oldemoders (uægte) Søsters Sønnesøn, og hans Erklæring 1388, at han ingen Ret havde til Riget, var ganske beføiet. Men nu bestemte Arveloven, at naar ingen efter dens Bestemmelser arveberettiget Person var til, skulde Riget arves efter Landslovens Forskrift, og saaledes arvede Margreta lovlig Norges Rige efter sin barnløse eneste Søn[14]. Margreta begyndte saaledes et nyt Dynasti i Norge, hvilket allerede en skarpsindig dansk Forsker nylig har oplyft[15], og havde nu Albrekt den Yngre været i Live, vilde han været nærmeste Arving, hvis ikke – som det norske Rigsraad 1388 erklærede – hans Forældre havde ført Krig med Riget, og derved forspildt deres Arveret; men da han desuden ei var mere, og da den svenske Kong Albrekt ei var i Slægt med Margreta, blev Erik af Pommern, hendes nærmeste Arving, erklæret for Norges Konge[16], uagtet han rigtignok ikke heller, som Søsterdattersøn, kom ind under Kongearvelovens Regler, og følgelig arvede Riget efter hende efter Landsloven.
Til disse Arvespørgsmaale mellem Olafs Død og Unionen tager imidlertid det norske Rigsraad intet Hensyn i sin korte Udvikling. De bleve nemlig til Intet ved Foreningen i Kalmar 1397. Det forholde sig nu med denne Forening iøvrigt som det vil, her er ikke Stedet til at gjentage, hvad den fornævnte danske Forf. allerede saa tilfredsstillende har oplyst angaaende Unionsdokumentets mærkelige Mangler, – vist bliver det altid, at man gjennem hele Eriks Regjering betragtede en paa hiin Overeenskomst i Kalmar bygget Forening mellem alle 3 Riger under een Konge, hvis Eftermand skulde vælges af delegerede Rigsraader fra de 3 Riger blandt hans Sønner, som faktisk bestaaende, og at Intet efter den Tid indtraf, som rokkede denne Rigernes Raads Valgret. De norske Rigsraader have derfor fremdeles Ret i deres Fremstilling af, hvorledes det hidtil under Unionen var gaaet til, nemlig „at Rigerne skulde til evig Tid blive med et frit Kaar og Valg under een Konge og ikke til Arvs“, om man end erkjender, at Valget ikke var saa ganske frit, naar det var bundet til Kongens Sønner, saafremt Intet paa dem var at udsætte. Men i saa Henseende var Danmark og Sverige ligesaameget eller ligesaalidet bundne som Norge, og dog vovede ingen af Christiern Is Sønner eller deres Børn at skrive sig ret Arving til Sverige eller ret Arving til Danmark. – Mærkeligt bliver det iøvrigt, skjønt Spørgsmaalet her uvedkommende, at de norske Rigsraader erklære, at de ved deres Ophold i Kjøbenhavn 1513 havde Kopier med af Recessen i Kalmar efter gamle Registre (d. e. Kopibøger). Dette viser, at man endnu 1513 i Norge havde det kalmarske Unionsdokument protokolleret, og betragtede og paaberaabte sig det som Grundlaget for de følgende statsretlige Forholde til Unionskongen og de øvrige Riger. – Rigtigheden af hvad Rigsraadet dernæst anfører om Christoffers Christiern Is og Hans’s Valg til Norges Konger indlyser tilfulde af selve Valgbrevene[17] og Haandfæstningerne, da Rigsraadet naturligviis intet Hensyn har taget til det i Marstrand 1449 udstedte Brev, hvorom mere strax nedenfor. – Slutningsbemærkningen i dette Punkt, „at hans Naade vilde befinde, hvad Skade og Fordærv det norske Raad kunde have, hvis hans Naade blev for stakket“, er mindre klar og bestemt, da den slutter sig til en ubekjendt Samtale mellem Kongen og Raadet i Helliggeisthuus i Kjøbenhaon nogle Dage forud, men det er høist rimeligt, at det er til Hertug Frederik af Holsteen, her sigtes. Døde nemlig Kongen barnløs og anerkjendt af det norske Rigsraad som „ret Arving til Norges Rige“, saa var Valgretten tabt, og Norge forpligtet til uden Indsigelser at erkjende Farbroderen Hertug Frederik som Konge, og at Raadet skulde være tilbøieligt hertil, var ikke at vente eller forlange paa Grund af denne Fyrstes foregaaende Angreb paa Norges Selvstændighed og Udelelighed ved at gjøre Paastand paa en Broderlod deraf. Forøvrigt lader det til, at den af Christiern i Faderens Live brugte Tittel Arving til Norge ogsaa har været under Forhandling med Norges Rigsraad i 1508, da han i det Hele antog en forsonende Politik; thi anden Anledning kan ikke sees til, at han i dette Aar lod flere af Rigsraaderne, de omboende Lagmænd m. fl. i Oslo give sig en bekræftet Afskrift af det mærkelige Brev, som blev Erkebisp Aslak m. Fl. aftvunget i Marstrand 3die Juli 1449, hvori man lader Nordmændene føre et uefterretteligt Beviis for den danske Prætendents Christiern af Oldenborgs Arveret til Norge, hvilket de senere erklærede ugyldigt[18]. Maaskee var dette Grundlaget for Arvetittelen.
Seer man nu hen til det Svar, Kongen gjennem sin Kantsler (som jeg formoder) har afgivet til dette Klagepunkt, da er det karakteristisk som alle de følgende Svar: „Min Herres Naade vil sætte til Danmarks Riges Raad at sige derpaa efter Norges Lov og Beviisning paa baade Sider“. Her er efter mit Begreb Unionskongernes og deres danske Raadgiveres Politik mod Norge kort og klart fremsat. Den Lighed, Rigerne imellem, som Recessen i Bergen 1450 opstillede og uden hvilken Foreningen da aldrig var kommen istand, den Lighed, som fremdeles staaer paa Papiret i den halmstadske Reces, uagtet den forlængst var traadt under Fødder, fornegtes her uden videre. Danmarks Riges Raad, det norskes lovlige Ligemænd, skal afgjøre et Norge og dets vordende Konge alene vedkommende Spørgsmaal, og de skulle bedømme dette efter Norges Lov, ikke efter Unionsbestemmelserne. Med dette Svar havde Kongen selv dømt, at han og følgelig Hertug Frederik og dennes Afkom vare rette Arvinger til Norge; thi ved Norges Lov maa her de ældre, ved Unionen ophævede Rigs-Arvefølgelove forstaaes, da ikke Norges Landslov, mere end Skaanske, Sjællandske eller Jydske Lov kunde tjene til Spørgsmaalets Afgjørelse; ei heller gaves der for Norges Vedkommende særskilte unionelle Grundlove, hvortil Kongen kan have sigtet. At dette Svar skulde være afgivet i al Troskyldighed saa at hverken Konge eller Kantsler have tænkt sig det Forfatningsstridige deri, lader sig ikke tænke. Christiern selv havde brugt Tittelen altfor længe og hans Fader og Farbroder ligesaa før ham, og saa alvorlige Spørgsmaale havde allerede forud dreiet sig om den, at han og Danmarks Raad maa have været sig Sagens Vigtighed bevidste, og naar Nordmændene lode sig nøie med et Svar, som det de fik, da lader dette sig kun forklare af det tilstedeværende norske Rigsraads ovenfor paapegede Sammensætning der har gjort et energisk Skridt paa svensk Unionsmaneer, d. e. en kort og bestemt Afbrydelse af al Kongehylding, umuligt. Men at et saadant Udvalg af Rigsraader ved denne Leilighed nedsendtes, at saa faa Nordmænd vare tilstede var atter en Følge af den Indflydelse, de indgiftede danske Adelsmænd og indtvungne danske Prælater, hvorom nedenfor lidt efter lidt havde tilrevet sig og man kunde med fuld Grund udraabe med en nyere dansk Forfatter: “men hvorledes havde man i Norge allerede tabt al Djærvhed og Kraft til at forsvare sine Rettigheder paa en Tid, da Modstand endnu kunde havt nogen Virkning“[19] – uagtet forresten Unionshistorien selv tydeligt nok besvarer dette Hvorledes – Hvorvidt Sagen kom til det danske Rigsraads Kjendelse, og hvad det dømte, vides ikke, men i Haandfæstningen har Kongen vel ikke udtrykkelig fraskrevet sig og Sine Arvetittelen til Norge, men derimod Arveretten, som dog «i er det samme. Der staaer nemlig: “Og skulle vi ikke begjære af Rigens Raad eller des Indbyggere at nogen vor Søn eller Anden i vor Tid skal udvælges til Konge efter vor Død; – – – men Danmarks og Norges Raad og Indbyggere skulle nyde deres fri Kaar, naar vi afgaae, uden vi kunne have det i deres Minde. Gjøres noget herimod, da skal det ingen Magt have.“[20] Til Overflod bemærkes, at Nordmændenes Klager over Arvetittelen bleve frugtesløse, idet Hertug Frederik fremdeles førte den, ja lod endog senere som Norges Konge, trods sin Haandfæstnings klare Forbud,[21] sin Søn Hertug Christian antage den; medens Kong Christiern II, som indsaa, hvor skadeligt det for hans egne Sønner kunde blive, om hans holsteenske Frænder upaatalt førte denne Tittel, bragte Sagen paa Bane i Anledning af det Bordesholmske Forlig.[22]
Orkenøernes og Hjaltlands Indløsning til Norges Krone samt Restitution af den aarlige Afgift af Suderøerne og Man er det norske Rigsraads anden Fordring. Den staaer i Vigtighed for Riget fuldkommen paa Siden af den første, men man maa tilstaae, at Kongen havde vanskeligere for at opfylde den, saalænge det danske Rigsraad viste sig uvilligt til at skaffe de dertil fornødne Penge. Medens dog nogle danske Forfattere have opfattet Spørgsmaalet om Arvetittelen omtrent fra samme Synspunkt som jeg ovenfor, veed jeg ikke at have læst noget dansk Skrift, hvori disse Øers Pantsættelse er bleven sat i sit rette Lys, da den enten ansees som et Tab for det danske Rige,[23] for hvilket den tvertimod saa at sige var en Vinding, da det derved befriedes fra i rede Penge at udtælle sin Andeel af den uhørt store Pengesum, Christiern den Førstes Forfængelighed og Ødselhed forledede ham til at stipulere som sin Datters Medgift; eller og som et ved Pligtforsømmelse fra norsk Side foranlediget og Kongen og Danmark utilregneligt Tab for Norge.[24] Det vil derfor ikke være overflødigt at forsøge paa at bringe hele denne Pantsættelseshistorie, for Norges og dets Regjerings Vedkommende, saavidt muligt paa det Rene. Her møde vi imidlertid modsigende Efterretninger angaaende Nordmændenes Deeltagelse i denne Foranstaltning idet Huitfeld og Torfæus og efter dem senere danske Historieskrivere berette, at det skede med det norske Rigsraads Samtykke, langt ældre norske Kildeskrifter derimod udtrykkelig erklære, at Pantsættelsen var skeet uden Norges Riges Raads Samtykke og Vilje.[25] Det ældste Vidnesbyrd mod Nordmændenes Bifald til Pantsættelsen finder man i “de Artikler, som Norges Rige og dets Indbyggere have fanget Brøst udi i vor naadigste Herre Kong Christierns Tid“, som Norges Rigsraad fra Oslo 1ste Februar 1482 under Mellemriget tilstillede Sveriges Rigsraad.[26] Som første Klagepunkt opføres her Orkenøernes og Hjaltlands Pantsættelse, hvilke de fordre tilbage kvit og frit, som da Kong Christiern blev tagen til Norges Konge, førend nogen Herre keises eller samtykkes til Norges Konge, og den næstsidste Klage, som jeg i alle Fald ikke veed at henføre til nogen anden Begivenhed, end hine Øers Pantsættelse,[27] er høist mærkelig, og lyder saaledes: “Item er nu nyligen stor Deel udpantet og udsat af Norges Rige (for) den unge Førstinde, Norges Riges Raad ikke adspurgt, som os nyligen vitterligt er, hvilket vi begjære til Kronen fri igjen at komme.“ Selv om man her vil indrømme, at det norske Rigsraad i sit Brev til Svenskerne maaskee har anstillet sig mere uvidende om denne Begivenhed, end det virkelig var, da det dog ikke er tænkeligt, at det i 13–14 Aar ikke skulde have mærket eller faaet Underretning om Øernes Pantsættelse, saa maa dog dette Vidnesbyrd om, at Raadet ikke var blevet adspurgt, staae til Troende, da dette i 1524 udtrykkelig vedgaaes af Frederik I i hans norske Haandfæstning hvor han erklærer Pantsættelsen foretaget “af vor kjære Herre Fader uden Norges Riges Raads Samtykke og Vilje“.[28] Herimod kan Huitfelds og senere Historikeres modsatte Beretning ikke tages gyldig, da den snarere, just paa Grund af den unødige og usædvanlige Udhævelse af det norske Rigsraads Samtykke, vækker Mistanke om at være fabrikeret netop i Anledning af Nordmændenes Klagemaal, som han dog neppe kan have været uvidende om, skjønt det lader saa. Thi om man end erkjender, at baade Huitfeld og Torfæus have øst af Kilder, som nu ei længer haves, saa kan dog deres til intet Dokument støttede Paastand ikke rokke den ovennævnte med Ægtepagten 1468 saagodtsom samtidige udtrykkelige Erklæring, da man ikke kan tænke sig nogen Grund for Kong Frederik til at vedkjende sig den og lade den staae i Haandfæstningen naar han ikke selv vidste eller tilstrækkeligt havde ladet sig oplyse om, at det daværende norske Rigsraads Udsagn medførte Sandhed. At Huitfeld skrev sin Krønike i eensidig dansk-aristokratisk Aand, er almindelig anerkjendt, og at han ikke har anvendt en forholdsmæssig Flid og Kritik paa den Norge vedkommende Deel deraf, er ikke vanskeligt at bevise. Hans korte Notits angaaende de Norskes Samtykke kan da saameget mindre staae til Troende, som den ikke faaer nogen synderlig Støtte fra Torfæus, da denne sees at have udskrevet ham netop paa dette Sted,[29] og saaledes høist rimeligt har sit Tillæg “re cum senatu, qui aderat, Norvagici regni proprius perpensa“ (Orcades 188) ligefrem af Huitfeld (S. 913). Tilmed er Beretningen om det norske Rigsraads Tilkaldelse (til Kjøbenhavn) i 1468 i Septbr. mistænkelig og usandsynlig, da Kongen i Juli s. A. var i Oslo,[30] og saaledes efter al Rimelighed der vilde have forsynet sig med Rigsraadets Bifald til Pantsættelsen, hvis han i det Hele havde anseet det for raadeligt at lade det vide noget derom, førend Sagen var afgjort og følgelig ikke stod til at ændre.[31]
Dette forholde sig imidlertid som det vil – det norske Rigsraads Bifald til Pantsættelsen er mere end tvivlsomt; thi selv om det skulde oplyses, at en eller flere Mænd have varet tilstede derved i det norske Rigsraads Navn, saa bliver det atter at undersøge, hvilke disse Mand vare, om de nemlig var virkelige norske Rigsraader eller af hiin „Danmarks og Norges“ Riges Raader, som Hr Hartvig og Hr Henrik Krumedike, eller senere Hr Vincents Lunge, Hr Esge Bilde o. fl., eller endelig af hine Domkapitlerne paatvungne danske Prælater, af hvilke de oldenborgske Unionskonger oftere fortrinsviis benyttede sig, for i en Snarvending at bringe et nominelt Norges Riges Raad i Stand; samt endelig om de enkelte Tilstedeværende havde det hjemmeværende Rigsraads Fuldmagt til at handle; i modsat Fald var Samtykket ugyldigt.[32]
Forpligtelsen til atter at indløse de pantsatte Skatlande var iøvrigt fra Begyndelsen af klar og anerkjendt. I den halmstadske Reces lover Kong Hans, at „hvad Norges Rige nu i disse forledne Aar, synderlig i høibaarne Fyrstes Kong Christierns – – – Tid fraganget er, Land, Slot, Stæder, Gjæld, Pant eller hvad helst det være kan, skulle vi paa Gud og vor kongelige Ed med al Troskab og Magt tilhjælpe og besørge, at det frit og kvit igjen kom- mer til Norges Krone med det Første.“ Det er dette Løfte i Faderens Haandfæstning som Rigsraadet 1513 minder Sønnen om i den anden Brøst: „Item lovede og svor Eders Naades Herre Fader at indløse til Norges Rige Orknø og Heltland, og den Skat, som Kongen af Skotland har bepligtet sig at give til Norges Rige aarligen for Syderø og Manø, som er 200 Mark Sterling.“ Denne Afgift grunder sig som bekjendt paa Traktaten i Perth 2 Juli 1266,[33] der formelig blev fornyet 1312 samt 29de Juli 1426 i Bergen ved Befuldmægtigede fra begge Rigers Regenter.[34] Derimod findes dens Beløb overalt ellers angivet til 100 Mk. Sterling romersk Mynt, og enten feile altsaa Rigsraaderne naar de opføre den til 200 Mark, eller og, hvad der er sandsynligere, er det en Følge af, at en Mark efter skotsk Beregningsmaade er det samme som et Pund. En saadan evig Afgift af et Rige til et andet var en Uting, som ikke i Længden kunde overholdes, og den blev derfor høist uordentligt betalt, forsaavidt som Betaling fandt Sted. Christiern I, der haardt trængte til Penge, fornyede i 1468 Kravet, den unge Kong Jakob III svarede undvigende, at han Intet vidste derom, at en slig Afgift i ethvert Tilfælde ikke var betalt hverken i hans Faders eller Farfaders Tid, men da han ønskede at bevare Freden med Norge, „hvis Land (gjennem Orkenø) grændsede til hans, saa at begge Rigers Indbyggere daglig færdedes mellem hinanden,“ skikkede han i Juli 1468 Sendemænd til Kjøbenhavn, og her fremkom nu disse ved Giftermaalsforslag mellem deres unge Konge og Christierns eneste Datter Margreta, saa at hvad der stod til Rest paa Afgiften, samt denne for Fremtiden kunde eftergives som en Deel af den hende tilkommende Medgift. Dette og mere til blev og Tilfældet. Ved Ægtepagten af øde Sept. s. A. frafaldt Christiern al sin og Eftermænds Krav paa den aarlige Afgift, samt fastsatte desuden en Medgift af 60000 rhinske Gylden for Datteren. Heraf skulde de 10000 betales i rede Penge før Kongedatterens Afreise; for de øvrige 50000 skulde Kongen af Skotland beholde de norske Øer Orcaderne, indtil Christiern eller hans Eftermænd Danmarks og Norges Konger, indløste dem, hvert Rige med en Halvpart.[35] Men da nu Kongedatteren Aaret efter afhentedes, kunde Christiern kun skaffe 2000 Gylden af Medgiften til Veie, og blev derfor den 20de Mai 1469 enig med de skotske Sendebud‚ at Hjaltland skulde tages som Pant paa samme Vilkaar som Orkenø for de øvrige 8000 Gylden, der før Afreisen skulde været betalte.[36] At det norske Rigsraad var vidende herom, har endnu Ingen paastaaet. – I Bestemmelsen om Indløsningen, hvori forøvrigt, da her var Tale om en Udgift Norge stilledes lige med Danmark, erkjendes dog Danmarks Forpligtelse til at deeltage i Indløsningen, men man finder ingensteds Oplysning om, at og i saa Fald hvilken Erstatning Danmarks Rige skulde betale Norge for Tabet af den aarlige Afgift samt for Savnet af de aarlige Indtægter af hine Øer i den Tid, Kongen af Skotland havde dem i Brugspant. Ligheden mellem Rigerne maatte jo nødvendigviis fordre et saadant Opgjør dem imellem, og dog har det neppe fundet Sted, siden det ikke nævnes nogensinde under Christiern I eller omtales i Sønnens Haandfæstning. Men netop denne Taushed forøger Formodningen om, at Norges Rigsraad har været ganske udenfor og uraadspurgt ved hele Ægteskabssagen og Pantsættelsen; thi i hine Tider havde Rigsraadet – hvilket nedenfor ved flere Anledninger vil blive viist – endnu saamegen Kraft og Følelse for sin Pligt, at det, selv om det kun havde bestaaet af et Par delegerede Raader, aldrig vilde vovet at give sit Bifald til en mod Norge saa aabenbart uretfærdig Beslutning.
Herved tabte altsaa Norge sin Afgift af Syderøerne og Man, samt da Orkenøerne og Hetland ikke indløstes aldeles disse Øer, medens Danmark fik Kongedatteren gift uden Opofrelse. Da Kong Hans valgtes 1483, var endnu Mindet om denne Pantsættelse for friskt til, at han kunde eller turde faae væltet hele Løsningsbyrden over paa Norge alene. Han forpligtede derfor, som vi have seet, sig selv til at indløse dem med det Første, uden nærmere at antyde, hvorfra han agtede at tage Pengene. Men imidlertid var en Menneskealder gaaet, mange og mangeslags hemmelige og aabenbare Angreb paa Norges Frihed og Ret vare siden med mere eller mindre Held udførte; Mange, de Fleste maaskee havde glemt eller aldrig rigtig faaet Besked om, hvorledes det med Pantsættelsen egentlig var gaaet til. Christjern IIs Kantsler kaster derfor nu Masken af, og svarer til 2den Klage: „Om Orkenø og Hetland at indløse vil hans Naade med menige Norges Indbyggeres Hjælp lade sig dertil med Tiden velvillig findes.“ Og i Henhold hertil staaer der i hans Haandfæstning:[37] „Item have vi tilsagt Norges Riges Raad at ville med det Første med deres Raad og menige Norges Indbyggeres Hjælp og Trøst indløse Orkenø og Hetland til Norges Riges Krone igjen.“ – At denne Artikkel i Haandfæstningen kunde faae en saadan, aabenbart uretfærdig Form kan ene tilskrives det ovenpaapegede, kløgtige Paafund at blande Kongens norske og danske Forpligtelser sammen i eet Valgbrev, samt at tilsidesætte Bestemmelserne om, at lige Mange fra begge Riger skulde deeltage i Kongevalget. Nu overstemte naturligviis de 28 danske Rigsraader aldeles de 8 norske, hvoraf som viist ovenikjøbet Halvparten vare Danske, ved enhver Leilighed, hvor det ikke spurgtes om at binde Hænderne paa Kongen og udvide de privilegerede Stænders Magt, men om Rigernes gjensidige Forpligtelser, og nu blev altsaa den oprindelige Fællespligt for begge Riger at skaffe Norge dets pantsatte Lande tilbage uden videre tilsidesat, og Gjenløsningen gjort til en Norge alene paahvilende Pligt, som Kongen vilde lade sig finde velvillig til at hjælpe Nordmændene med, naar de skaffede Summen til Veie. Ved Christiern IIs Ophold i Oslo 1514 i Anledning af hans Kroning fik han Anledning til at erindre disse Øers Indløsning. Sandsynligviis er der, skjønt unødvendigt, opstaaet Spørgsmaal om, hvorvidt Pantsættelsen havde nogen Indflydelse paa Øernes Forhold til Nidaros Erkestol, thi St. Germani Biskops Dag (31 Juli?) d. A. tilskrev Kongen fra Agershuus Indbyggerne paa Orkenø, at de vel vare pantsatte til Skotland, men at han nu med det Første agter at indløse Landet, og at de have at betale Kathedraticum til Erkebiskoppen af Nidaros nu som før. Af Indløsningen blev der imidlertid Intet; man finder ikke engang, at Kongen har gjort nogetsomhelst Skridt i den Anledning; hans Rustninger mod Sverige krævede desuden flere Penge, end han kunde opdrive, og Øernes Indløsning maatte derfor træde i Baggrunden, skjønt vistnok i alle Fald Hetland kunde været sine 8000 Mark værd. Saaledes var Sagen endnu uafgjort, da Vincents Lunge skulde drive Frederik den Førstes Valg i Norge igjennem. Dette kostede ham efter hans egen Forsikring svært Arbeide i 18 Dage efterat Christiern II var bleven afsat, var Norges Rigsraad samlet i Bergen, førend det lykkedes Lunge at rydde de mange og vægtige Grunde af Veien, som Nordmændene virkelig havde til reent ud at nægte Hertug Frederik Kronen; men Gustav Vasas politiske Misgreb ved mod al Ret at forholde Norge Viken (d. e. Bahuslæn), den lærde Hr Vincents’s flydende Tunge og gode Løfter, understøttet af de danskfødte Lemmer af Raadet, Biskop Hans Mule i Oslo og Erik Ugerup, samt Haabet om, at den Haandfæstning, de sendte ham, og til hvis Besegling de knyttede sit Valg, nok skulde være dem et tilstrækkeligt Værn mod fornyede Indgreb i Rigets Friheder, bragte dem dog til atter at slutte sig til det danske Rigsraad 23 Aug. 1524.[38] Men iblandt Vilkaarene staaer atter Orkenøernes og Hetlands Indløsning i de ovenfor anførte Udtryk, at Pantsættelsen var skeet Norges Rigsraad uafvidende; men selv her finder man tilføiet, at Fredrik I. vil indløse dem „med Norges Riges Raads og Indbyggeres Hjælp (og) Trøst.» Vi skulde tage mærkelig Feil af Erkebisp Olafs Karakteer og politiske Overbeviisning, dersom dette Tillæg virkelig har staaet i det Udkast til Haandfæstningen, som V. Lunge medbragte til Kongen; det er næsten ikke muligt andet, end at denne Betingelse er tilføiet senere ved Reenskrivningen i Ribe. Imidlertid blev det ogsaa fra Frederiks Side ved Loftet; og at Christian II. efter 1537 indledede Underhandlinger med Skotland om Gjenløsningen, sorte ei heller til noget Resultat, saavidt jeg veed. Dog til min Lands Historie efter 1537 kjender jeg saare lidet; der har for mig tabt sin Interesse fra den Stund af, da Nordmændene vare jammerlige nok til at underkaste sig et Magtsprog af det danske Rigsraad paa Herredagen i Kjøbenhavn, et Magtsprog, der efter min Opfatning vel var en i Historien tillykke sjelden Uretfærdighed fra dansk Side, men en Skjændsel for Nordmændene, der taalte det. Men Grunden til, at Nordmændene taalte det, maa atter søges i den hele Unionshistorie og det vilde fore os for langt fra Materien her at forfølge denne vistnok interessante men lidet opbyggelige Traad. Det Følgende vil desuden give adskillige Vink til at forklare Aarsagen dertil.
Den 3die Fordring fra norsk Side angaaer især Indfødsrettens Overholdelse „eftersom Recessen indeholder,“[39] og den er gjentaget under forskjellige Punkter 1) „at Kongen vil forsyne Norges Riges Raad og indfødte Ædlinge med Rigets Slotte og Læn“ m. v. (C); 2), at de Kirker, Kongen har Kaldsret til, forsees med Norges Riges indfødte Mænd, (D); 3) at alle de Fogder, som ikke ere indfødte, strax afsættes, (H); og 4) at ingen Udlændiske annammes udi Raadet uden Rigsraadets Samtykke (I). I det i flere Henseender ufuldstændige Foreningsbrev af 1397[40] er det ikke udtrykkelig bestemt, at hvert Rige skulde have sine indfødte Embedsmænd; tvertimod er der meget, som antyder, at man først henimod Midten af 15de Aarhundrede og ved Kong Eriks Misbrug af den Frihed, Lovens Taushed gav ham, er bleven opmærksom paa Nødvendigheden af Bestemmelser i denne Henseende. Norges ældre Love have Intet om Indfødsret i den Forstand, at Udlændinger derved udelukkedes fra Rigets Embeder[41], og det var ei uden Exempel, at enkelt Udlænding uden Modstand og uden Misnøie kom til Magt og Værdighed her. Naar Foreningsakten som Tilfældet var, bestemte at Kongen skulde regjere hvert Rige efter dets Lov og Ret og efter Overlæg med dettes Raad, har man vistnok anseet andre Forskrifter ufornødne medens man vist ikke har tænkt sig Kongen berettiget til at ansætte saamange, han vilde, af det ene Riges indfødte Mænd i det andet Riges Embeder, da ellers den udtrykkelige Bestemmelse, at visse Sager skulde afgjøres af lige mange Rigsraader fra hvert Rige, vilde blive temmelig ørkesløs. Maaske ansaa man Kong Albrekts Exempel for tilstrækkelig Advarsel mod Misbrugen.
Det er imidlertid klart, at det maatte være Unionskongen om at gjøre at faae de vigtigste Embeder besatte med Mænd, han kjendte og kunde stole paa, og at i det Hele en Amalgamation af de tre Stater maatte være hans Opgave i en Tidsalder, da Statsforbund efter nyere Tiders Systemer hverken kjendtes eller forstodes. At Dronning Margreta har havt en saadan Plan for Øie, er et gammelt Sagn, og fremlyser forøvrigt af hendes hele Rigsstyrelse. Hun arbeidede stadigen og med Held paa at faae Danske ansatte i Sverige og Norge, og at hun, allerede længe førend Unionen kom istand, maa have misbrugt Lovens Taushed til at bringe Fremmede ind i Landets Embeder, synes den Betingelse, Biskop Øystein af Oslo tilføiede et Brev af 6te Marts 1388, at antyde. Dronningen havde nemlig, strax hun var bleven valgt til Rigets fuldmyndige Regent (Febr. s. A.), givet 100 lødige Mark til Halvards Domkirke i Oslo, hvorfor et nyt Alter skulde oprettes. Biskoppen bestemmer i denne Anledning, at Dronningen og hendes Efterfølgere skulde have Ret til at præsentere Præsten til dette Alter, hvem hun vilde, “dog indlændsk Mand og indbaaren[42].“ Ved en Leilighed, som denne, hvor Dronningen viste sig Kirken og dens Personer saa huld, maa Biskoppen havt alvorlige Grunde til at gjøre en Indskrænkning i Dronningens Valgret, som han maatte være vis paa ikke var hende kjær. Med Hensyn til den Plan, hun fulgte i sine Forsøg paa at amalgamere de tre Folk, bliver det altid mærkeligt, at hun næsten udelukkende begunstigede de Danske, da man finder yderst faa Svensker og næsten ingen Nordmænd ansatte i Danmark, hvortil vel Aarsagen nærmest var, at hun ansaa sit Herredømme i dette Rige slettest begrundet og mindst sikret, og derfor søgte at gjøre sig der saa yndet som muligt[43]. Svenskerne klagede over Tilsidesættelse og de elskede hende ikke. Nordmændenes Agtelse for hendes kraftfulde Regjering maa have bragt deres Klager til at forstumme, især da hun som Rigets lovlige Arving maatte ansees at være berettiget til efter eget Tykke at vælge sine Embedsmænd.
Imidlertid fik det norske Rigsraad snart Øinene op for det baade for dem selv personligt og for Riget i det Hele Farlige ved Lovens Taushed angaaende Indfødsretten, og Bergens-Recessens Udtryk, at ingen af Rigerne skulde den andens Overmand være, uden hvert Rige regjeres med indfødte Mænd, som begge Rigers Privilegier udvise, godtgjør, at der allerede for 1450 gaves udtrykkelige Bestemmelser om, at Rigets Embedsmænd skulde være indfødte. Hvorvidt derimod Vedtægten, at indgiftede Udlændinger, d. e. Fremmede, som ved Giftermaal med norske Kvinder havde faaet norsk Jordegods i Eie, betragtedes som Indfødte, grunder sig paa en bestemt Lov, lader sig ikke med Bestemthed afgjøre. Man seer kun, at næsten alle fremmede Verdslige, som gjennem sidste Deel af 15de Aarhundrede sad i Rigsraadet, vare Godseiere i Norge. Med Hensyn til Geistligheden var Forholdet derimod forskjelligt. Bisperne valgtes af Domkapitlerne, og dersom disse vilde af særlige Grunde vælge en Udlænding, var neppe noget til Hinder derfor, ligesaalidt som for at Klosterforstanderne kunde tages fra Udlandet. To andre faste Medlemmer af Raadet, nemlig Provsterne ved Apostelkirken i Bergen og Mariækirken i Oslo, valgtes ubetinget af Kongen, der havde Kaldsretten til disse kongelige Stiftelser, og da Mariækirkens Provst altid tillige skulde være Rigets Kantsler, stod det følgelig i Kongens Magt til dette Rigets vigtigste Embede at vælge en Udlænding naar ingen Lov forbød dette. At det har været de forskjellige af disse Forholde Tid efter anden opstaaede Misligheder som Rigsraadet i 1513 har ønsket afhjulpne, indlyser temmelig klart af selve Udtrykkene i dets Fremstilling.
Først vil det have, at Rigets Slotte og Læn skulle besættes med Mænd af Raadet og indfødte Adelsmænd, samt at ingen Vanbyrdige sættes Raadet over Hovedet, eller Udlændinger optages deri uden Raadets Samtykke. Saavidt vides overholdtes disse Hensyn endnu strengt i Danmark, og det er mere det derfra hentede Exempel, end Halmstad-Recessens udtrykkelige Bestemmelser desangaaende[44], som retfærdiggjør disse Fordringer; thi Norge maatte komme til at ligge under i det politiske Forhold til Danmark, naar dettes Rigsraad, stadig understøttet og begunstiget af Regenten, kunde benytte de norske Embeder til at bevare og udvide sin egen Magt i Norge, samt som et Forsørgelsesmiddel for Adelsmænd og Hofbetjente, medens ingen Reciprocitet fandt Sted. Fra dette, i det 15de Aarhundrede uden Tvivl vigtigste Synspunkt, er Raadets Paastand paa streng Overholdelse af Nationaliteten aldeles i sin Orden. Den var af de foregaaende Konger oftere tilsidesat. Allerede 1415 forekomme Tydskerne Hans Krøpelin som Foged paa Bahuus og Baltazar van Dem som forlænet med Sundhordland; i 1424 Tideke (Diderik) Rust som Foged paa Agershuus[45] o. s. fr., hvilke hverken vare Indfødte eller Medlemmer af Raadet; senere nævnes Johannes Ummereise og Henrik Schacht som norske Rigsraader, uagtet de vare Udlændinger og neppe indgiftede her i Landet, hvilket derimod var Tilfældet med Diderik Wistenak, som 1408 var forlænet med Thelemarken[46]. Til de Indgiftede hørte mange i de følgende Tider; mærkeligst blandt dem er Hr. Hartvig Krumedike, som under Christiern Is Regjering havde størst Indflydelse, ligesom han og ved Giftermaal Arv og Kjøb var bleven en af de rigeste Godseiere i Norge.
Allerede Kong Hans havde lovet ingen Udlænding at annamme i sit Raad eller antvorde dem Slot, Land eller Læn, men styre Riget med gode indlændske Mænd, og i hvert Rige, og ei drage dem nogen Vanbyrdning over Hovedet o. s. v. Ved Vanbyrdige forstaaes uden Tvivl neppe Udlændinger i Almindelighed[47], men Uadelige eller Mænd, der ikke hørte til de indførte, aristokratiske Ætter, som allerede længe for Unionen havde tilrevet sig næsten en arvelig Andeel i Rigsstyrelsen, hvad enten nu hine vare Nordmænd eller ikke. Kongen, eller rettere hans Søn den udvalgte Konge Christiern som Regent her i Riget fra 1502, havde alligevel tilsidesat denne Forskrift i Recessen ved at betroe Rigets Slotte til Mænd, som uden Tvivl i det norske Rigsraads Øine vare Vanbyrdige, saasom Mathias Sørensen, der i 1508 var Høvedsmand paa Agershuus, Mats Olafssøn, der 1501 og maaskee endnu 1520 havde Tønsberghuus i Forlæning, Hollænderen Hans Hunt, som 1512 nævnes som Høvedsmand paa Bergens Kongsgaard, hvilke Mænd alle synes at have været af borgerlig Stand. Det fortjener her at lægges Mærke til, at Rigsraadet indskrænker sin Fordring med Hensyn paa Udlændigers Optagelse i Rigsraadet derhen, at dette ei maatte skee uden Raadets Samtykke, medens derimod Recessen i Halmstad aldeles afskar Kongen og Raadet lovlig Adgang dertil, og den store Indrømmelse, som saaledes i 1513 gjordes Udlændingerne, viser noksom, hvorledes man dengang allerede var bleven vant til Fremmedes Vælde, og havde begyndt at finde sig deri som i Noget, der ikke længere lod sig ganske afskaffe, og derfor alene paa bedste Maade maatte ordnes saaledes, at Rigsraadet dog beholdt Skinnet af Selvstændighed.
I Forbindelse med Slottenes og Lænenes Overdragelse til indfødte Ædlinger staaer Fordringen, at Kongen skulde lægge de Læn til Slottene, som pleie at ligge dertil, og sætte den paa mulig (ɔ: billig) Afgift, saa at Lænsherrerne kunde forbedre Slottene, og uden Tab holde Folk til Rigets og Kongens Tjeneste. (C). Det Første har uden Tvivl Hensyn til de forskjellige Forandringer, som i Kong Hans’s Tid vare foregaaede med de mindre Læn, som det synes for at begunstige Enkeltmand, nemlig den indflydelsesrige og dygtige Henrik Krumedike. Denne havde i kort Tid havt Agershuus Slot inde, men var siden fra 1489–1502 forlænet med Bahuus Slot og Læn, og ham havde Kongen i 1498, formodentlig som Løn for hans vigtige Tjenester i Feiden mod Sverige, ved forskjellige Kongebreve givet flere mindre norske Læn, som neppe nogensinde ellers havde hørt under Bahuus Slot, nemlig Numedal, Tunø, Skeberg og Soløer, der alle hørte under Agershuus, samt Mandal og Robygdelag paa Agder, ligesom han i 1505, da han havde forladt Norge og var forlænet med Holbek i Sjæland, fik Lister Læn og Midsyssel, ligeledes paa Agder[48]. Det er klart, at en slig “Forvandling“ af Lænene, især naar den tjente til en Udlændings Begunstigelse var en Misbrug, som Raadet burde paatale; thi blev den almindelig, stod det i Kongens Magt at illudere Haandfæstningens Forskrift om Slottenes Overdragelse til Indfødte, ved at tage Lænene, som hørte derunder, fra disse og dermed belønne dem, der befordrede Dynastiets eller det danske Rigsraads Amalgamationsplaner. Uden underliggende Læn vare Slottene kun en Byrde; thi det var af Lænenes Intrader, at Slotsherren skulde leve, Slottene bebygges og Knegterne aflønnes. At Høvedsmanden paa Agershuus i hiin Tid, Hr. Knut Alfssøn, mod gammel Vedtægt, om ei mod bestemt Lov, maatte afgive 4 af sine Læn til Hr. Henrik Krumedike, var derfor vistnok en vægtig Grund til det personlige Fiendskab mellem dem, og neppe uden Indflydelse paa hans Forbindelse med Hr. Steen Sture. Om denne Fordring indeholder Kongens Svar Intet, men i Haandfæstningen (Saml. IV 380) er derom kun fastsat, at Kongen ikke maa formindske de Læn, Nogen har i Pant, førend de ere gjenløste. Dette var en simpel Contraktspligt, som det næsten kunde synes overflødigt at føre i Pennen, medens det viser, at Raadet ikke har kunnet drive sit omfattende Ønske igjennem. – Fordringen endelig at Kongen ikke maatte forhøie den aarlige Afgift af Lænene, som af hans Fader og Farfader var bestemt, var neppe lovmedholdig, og i hvert Fald en ny Fordring, som man ikke kunde vente opfyldt; thi Kong Hans havde kun lovet[49] ei at forvandle (d. e. ombytte Indehaverne af) Lænene, førend han var kronet, men da sætte dem paa Afgift efter Overlæg med Raadet. Til dette Løftes Overholdelse burde da og Rigsraadet indskrænket sin Fordring, eller og stræbt at faae fornyet Kong Hans’s neppe opfyldte Forpligtelse at anvende noget af Kronens Indtægt i Norge til Slottenes og Kongsgaardens Bygning og Forbedring. Dette havde givet Fordringen et mere fædrelandssindet Præg, om det end var usandsynligt, at Kongen i det Hele uden Nødvendighed skulde ville indlade sig paa at overtage en Byrde, som efter gammel Skik og Sagens Natur paahvilede Lænsherrerne, som paa en ubetydelig Afgift til Kronen nær havde alle Indtægter af de Slottene underlagte Læn, netop for at “bygge“ Slottene og holde Knegte til Rigets Tjeneste.
Kongens Svar (ovenfor S. 221. No. 3) paa denne Fordring giver ei heller store Løfter. At Lænene alene skulde betroes Nordmænd, afslaaes reent ud, fordi “Adelen udi Norge er fast uddøet, hvorfor Kongen vil forsyne Lænene med Norges og Danmarks Ædelinge og indfødte Mænd“, og i Henhold hertil er og vedkommende Artikkel i Haandfæstningen affattet[50]. For ikke at komme forlangt fra Materien skulle vi med Hensyn til Grunden for Afslaget kun bemærke, at Huitfelds Beretning, at Christiern II “holdt saa Huus med Norges Adel, at det endnu kjendes paa dem denne Dag“[51], ikke finder Stadfæstelse i de norske Slægters Historie som i det Hele antyder, at en stadig stedse mere fremtrædende Tilsidesættelse af de Indfødte har været den sande Aarsag til, at disse efterhaanden trængtes tilbage til Bondestanden, hvorfra de ved Formue, Dygtighed og politisk Indflydelse havde hævet sig. Derimod finder man ikke, at noget usædvanligt Antal storættede Mænd ere døde i den Tid, Christiern var Regent her i Landet 1502–1510. – Om de Vanbyrdige giver Kongen intet Svar, maaskee af Forglemmelse, siden Raadets Fordring i denne Retning er opfyldt ved selve Haandfæstningen; maaskee og med Forsæt, da han vistnok alt forlængst var paa det Rene med sig selv med Hensyn til Borgerstandens Fremdragen, men ikke har villet støde Raadet ved en bestemt Ytring derom. – Hans Løfte at ville efter Overlæg med Norges Rigsraad sætte Kronens Slot og Læn paa en skjellig Afgift, er derimod i og for sig alt, hvad man kunde vente. Men naar Kongen, efter i sin Haandfæstning[52] at have forpligtet sig til at overgive Kronens Slotte og Læn til dets Ædlinger og indfødte gode Mænd, og udtrykkelig erklærer sin kongelige Ed brudt, om ei saa skeer; naar han fremdeles lover ingen Udlænding at optage i Raadet, men styre Rigerne med disses gode Ædlinger, som fødte ere af Riddere og Svende, antvorde dem og ingen Anden Slot og Læn, samt med det Første afsætte de Vanbyrdige, som i Danmark eller Norge have dem inde, og saa umiddelbart derefter tilføier: “dog i Norges Rige skikkes efter Rigens Leilighed“, saa har man atter her en af disse undvigende, ubestemte Tillæg for Norges Vedkommende, hvorved alle de foregaaende Løfter i Paragraphen blive til Vind. Der var nemlig paa den Tid ingen Grund til at undtage Norge fra den almindelige Regel, at kun indfødte Ødlinger skulde sidde i Raadet, have Slottene inde o. s. v.; dette Riges “Leilighed“ tillod ligesaavel som Danmarks at opfylde en Forpligtelse som udgik fra Tidsalderens aristokratiske Tendentser, og saalænge som disse strengt hævdedes i Danmark, medens de i Norge tilsidesattes til Fordeel for ofte vanbyrdige Udlændinger, maatte nødvendigviis det ene Rige derved faae en unionsstridig Overvægt i det andet[53], og Kongen gaves ved dette Tillæg Adgang til at handle anderledes og friere i Norge end i Danmark. Vi kjende ingen Omstændighed, der kan gjøre det sandsynligt, at det norske Rigsraad, efter det forud Forefaldne og alt i Valgakten Indførte, dertil virkelig frivillig skulde have bekvemmet sig, hvis det ikke simpelt hen er blevet overstemt, og med Hensyn hertil maa vi henvise til hvad ovenfor er anført.
Med Hensyn til Indfødsretten fordres fremdeles, at Kongen skal forsyne de Kirker i Norge, hvortil han har Kaldsret, med Norges indfødte Mænd (D), men da dette i Raadets Fremstilling er sat i Forbindelse med Kirkernes og Klostrenes kanoniske Valgret, vil det og passende omtales derunder. Kongens Svar paa denne Fordring, nemlig at han “samtykker“, at Kongens Kirker forsynes med Norges og Danmarks indfødte Mænd, stemmer ganske med Svaret angaaende Lænene. Det vil med andre Ord sige, at Christiern II. agtede at følge sin Faders og Farfaders Skik, og betroe Kantslerembedet og Apostelkirkens Prælatur samt flere andre indbringende og med politisk Magt forenede geistlige Embeder i Norge saavidt muligt til Fremmede. – Paa den djærve Fordring endelig, at de Fogder, som ikke vare indfødte, strax skulle afsættes (H), svarer Kongen undvigende, at han derom vil tale med Rigsraadet. Udfaldet af denne Samtale kjendes vel ikke, men vi feile maaskee ei ved at antage denne nøgne Mishagsyttring, især under Norges daværende Stilling ligeoverfor Danmark, mere for et mærkeligt Vidnesbyrd om Stemningen i Norge, som Raadet troede sig for sin egen Skyld forpligtet til at give Luft paa denne Maade, end som en Fordring, det i ringeste Maade haabede at see opfyldt. Norge var allerede forlængst overlæsset med tydske og danske, kongelige og adelige Fogder, og det var da ingen let Sag paa een Gang at afsætte dem alle, selv om Kongen dertil af andre Grunde skulde været tilbøielig, ei at tale om, at en slig radikal Foranstaltning ligelidet stemmede med Unionskongernes og begge Rigsraads sædvanlige halve Forholdsregler. Haandfæstningen indeholder ikke heller nogensomhelst Bestemmelse i denne Rætning, skjønt der forresten fastsættes Adskilligt om Fogdernes Ansættelse (Lænsmændene skulde skikke Dannemænd (dygtige Folk) til Fogder), Afsættelighed (Kongen maa ei give nogen Foged Brev paa hans Fogderi paa lang eller stakket Tid) o. s. v.
Vi komme nu til Unionskongens Forhold til den norske Geistlighed. Det var en gammel Tvist over hele det romersk-katholske Europa, om Kongen maatte have nogen Stemme ved Bispevalgene, og denne Strid afgjordes forskjelligt i de forskjellige Lande, uden at efterfølgende Paver, Konger eller Domkapitler ansaae sig bundne ved de Indrømmelser, som Tidsomstændighederne havde aftvunget deres Formænd. I Norge hævdede Kongerne, som Christendommens Udbredere og Befæstere i Riget, længe Retten til selv at besætte Bispestolene; men det lykkedes Kardinal Nikolaus under Borgerkrigen at faae en Forandring heri 1152, da der ved Bispestolene oprettedes Domkapitler, hvem Valgretten da kanonisk overdroges. Imidlertid var denne Ret endnu i lang Tid vaklende; hverken Kong Sverrer eller hans Sønnesøn Kong Haakon anerkjendte Kapitlernes ubegrændsede Valgret, men fordrede, at den Valgte skulde forestilles Kongen og erholde dennes Bifald, førend han tiltraadte sin Romerfærd, for at hente Pallium. Ligesaa blandede Paven sig naturligviis ind i Valget, ved snart at vælge mellem Kapitlets og Kongens Kandidat, snart at udnævne en tredie Mand. Ved Forliget i Tønsberg 1277 mellem Kong Magnus Lagabøter og Erkebisp Jon fraskrev Kongen sig al Stemme ved Bispevalget, men Sønnen Erik og dennes Raadgivere, Magnaterne i Norge, vilde ikke erkjende Tønsbergforliget, som kun synes at have staaet ved Magt i ganske kort Tid. Følgen blev et almindeligt Vildrede i de geistlige Forholde; de Bisper, som modsatte sig Kongemagten, maatte drage i Landflygtighed, og Erkestolen selv stod efter den myndige og ubøielige Erkebiskop Jons Død i Skara (21de Decbr. 1282) ledig i 5 Aar. Senere blev det roligere, og Kong Haakon dem Femtes Sindighed gjorde Ende paa disse Conflicter hvortil man saagodtsom ingen Spor opdager gjennem næsten hele det 14de Aarhundrede. Kongerne lode Domkapitlerne i rolig Besiddelse af deres Valgret, som kun enkelte Gange tilsidesattes af Paverne, og de valgte Biskopper vare da stedse Nordmænd. Kong Haakon havde imidlertid ved Oprettelsen af de 14 kongelige Kapeller, hvis Prælaters Valg Paven ubetinget havde overdraget Kongen, skaffet sig en af Pave og Biskopper uafhængig Samling af Klerke, til hvilke han altsaa kunde tye i de mange Tilfælde, hvori Kongemagten ikke kunde undvære den Erudition og Forretningsdygtighed, som dengang næsten udelukkende fandtes hos Geistligheden[54]. Efterhaanden som et norsk Rigsraad som lovlig Statsmyndighed udviklede sig af det kongelige Raad, der allerede tidligere forekommer, fik Rigets Biskopper Sæde deri, og desuden, af Kapellernes Foresatte Provsten ved Apostelkirken i Bergen som magister capellarum, og Provsten ved Mariekirken i Oslo, til hvis Embede Kong Haakon havde knyttet Kantslerværdigheden[55].
Da nu ved Unionen Vigtigheden for Unionskongen af at have de faste Pladser i Rigsraadet besatte med Venner af Unionen mere og mere viste sig, ophørte med Eet den Fred, hvormed Domkapitlerne i lang Tid havde besiddet deres Valgret, og den hele Unionstid igjennem stod Kongernes Stræben at indvirke paa Bispevalgene, eller hindre den mod deres Ønske Valgtes Indsættelse, fiendtlig imod Kapitlernes Forsvar for deres lovlige Ret. Denne Kamp kom Kongemagten i Almindelighed uheldigt fra, selv om det lykkedes den at fortrænge Domkapitlets Kandidat og faae en Udlænding ansat; thi det er ganske mærkeligt, hvilke jammerlige Folk Unionskongerne indtvang i den norske Kirke. Dronning Margreta begyndte hermed, idet en dansk Lægmand Nikolaus (Jakobssøn) Finkenov, kaldet Rusar, blev foretrukket til Erkebiskop 1381 for den af Nidaros Domkapittel eenstemmig valgte Kannik Haakon Ivarssøn. Denne Nikolaus skjøttede ikke sit Embede, skal hverken have ordineret eller confirmeret Nogen, og medtog sin Kirkes Klenodier og Bøger til Danmark, hvor han døde 1386[56]. – Ligesaa var det vistnok og ved lignende Indflydelse at en dansk Munk Benedikt i 1371 var bleven Biskop i Bergen, hvor han efter Kapitlets Erklæring berøvede Kirken mange Rettigheder, saa at hans Bestemmelser siden alle kasseredes[57]. Senere fik Dronningen (efter 1400) en dansk Mand Jakob Knutssøn (efter Vaabenet at dømme af Familien Jernskjæg), der uden Tvivl for havde været Domprovst i Roeskilde, ansat som Biskop i Bergen, hvorfra hun 1407 forflyttede ham til Oslo, hvis bedre doterede Bispestol Aslak Bolt maatte afstaae til Bisp Jakob[58]. – Kong Erik stræbte ligeledes at faae Bispestolene besatte med Udlændinger og blandede sig paa en voldsommere Maade, end hans kloge Fostermoder, ind i det geistlige Valgvæsen. Da Aslak Bolt i 1428 valgtes til Erkebiskop, blev Bergens Bispestol ledig, og hertil udsaa Kongen sin Kammermester Arne (Arnold) Klemetssøn, som uden Tvivl forhen havde været Cantor ved Vor Frues Kirke i Kjøbenhavn[59]. Tvivlsomt er det derimod, om han virkelig tiltraadte dette Embede, da Kong Erik kort derefter (1431) paatvang Upsalas Kapittel ham til Erkebiskop hvilket gav Anledning til alvorlige Klager fra svensk Side[60]. Alle Samtidens Vidnesbyrd skildre ham som en slet, usædelig Mand, og det synes, at han ikke er bleven viet til Biskop i Bergen[61], hvor han ei heller nogensinde omtales som nærværende, medens vi finde ham snart hist, snart her i Danmark. Da Kong Erik ligeledes, uvist paa hvilken Maade, havde faaet en dansk Mand Jens (Johannes, Jon) til Biskop i Oslo 1422 efter den ovennævnte Jakob Knutssøn, og ligeledes overdrog denne Kantslerembedet, var det ikke at undres over, at Rigsraadet i den følgende Tid stræbte at forebygge Saadant.
Med Hensyn til de kongelige Kapellers Geistlige havde Kongen derimod Kaldsret, og den Tvist, som under Unionen reiste sig angaaende de til disse Embeder valgte Mænd, var derfor af en anden Natur. Uagtet Apostelkirkens Provst i Bergen var Kapellernes Foresatte, var dog denne Post ikke Unionskongen saa vigtig, som Provstiet i Oslo, da Kantslerembedet havde været forenet dermed i 100 Aar. Kantsleren skulde forvare Kongens Segl, uden hvilket ingen kongelig Befaling gyldig kunde udstedes, og det var derfor et af Dronning Margretas første Bestræbelser at faae Rigsseglet ned til Danmark[62]. Dette lykkedes, som det synes ved Godtroenhed fra den gamle Kantslers Hr. Arne Sigurdssøns Side; thi i hendes Instrux for Erik paalægger hun denne:[63] “Om Nordmændene ville have Rigens Indsegl op, som Provsten af Oslo loved, og er ikke han (den Mand) kommen, som han vil have dertil (til Kantsler), da maa han sige dem, at han vil først tale ved Rigens Raad, om hvem som han vil have dertil, og at han ei før vil tage Indseglet op.“ Disse Ytringer antyde, at Nordmændene have staaet paa deres Ret og klaget over Rigsseglets Opbevaring i Danmark, hvilket har foranlediget Hr. Arnes Løfte at skaffe det tilbage. Men til Uheld var han nu død 1405, og Margreta paalægger Erik at bruge Udflugter for ei at udlevere det. Om hvem hun og Kongen havde udseet til Arnes Eftermand udlader hun sig med en mistænkelig Forsigtighed: “Han maa ingen Anden tage til Kantsler og give ingen Anden Indseglet, end den som derom er tilskrevet at han skal komme til ham; thi han veed vel, hvem han derom har tilskrevet“. Uden nærmere at betegne ham, ytrer hun, at han for har omgaaet dermed (med Rigsseglet eller Kantslerforretninger), at Kongen ei kan faae nogen bedre dertil, samt antyder, at han hidtil har været Foged, altsaa vel en verdslig Mand, hvis Ansættelse som Kantsler vilde være noget uhørt i Rigernes Historie. Indvende Nordmændene, skriver hun, at han ei kan være baade Foged og Kantsler, skal Erik svare, “at han vil spørge ham selv ad, da han nok trøster sig dertil“ m. v. Dette viser Margretas Plan med det norske Kantslerembede. Hun vilde have det i Hænderne paa en underordnet, sig og Erik personlig hengiven Person, som ikke vilde gjøre Ophævelser mod Rigsseglets Anvendelse uden Rigsraadets Bifald. Imidlertid er det dog sandsynligt, at denne Plan har mødt altfor bestemt Modstand i Norge, til at Erik torde udføre den; i det Mindste kan hiin til Embedet udseede Foged ikke længe have beholdt det; thi allerede 1408 forekommer Jens Klemetssøn som Provost i Oslo og Rigets Kantsler. Han synes at have været Dansk, da flere Mænd med samme Fadersnavn nævnes ved denne Tid i Kjøbenhavns og Roeskildes Kapitler, og han er uden Tvivl den samme, som i 1415 var Degn og Formand for Kapitlet i Kjøbenhavn.[64] I ethvert Tilfælde er han neppe længe forbleven i Embedet, efterat dettes hæderligste Deel, Kantslerposten, var bleven overdraget til Biskop Jakob af Oslo, som vi første Gang have fundet i dette Embede i 1416, da han fra Teige Bispegaard ved Tønsberg udstedte et Landsvistbrev,[65] hvilket beviser, at han var Rigets, og ikke Kongens private Kantsler, der ikke var berettiget til at udstede slige Breve. Saaledes var altsaa efter 100 Aars Forløb Kantslerens Embede skilt fra Mariekirkens Provsti, og dette var ganske vist en upopulær Foranstaltning.
Provsten Jens’s Eftermand Anders Muus, hvem man første Gang finder nævnet som Provst i August 1424, var ligeledes en dansk Mand, hvem Kantslerposten senere tillige overdroges endnu i Biskop Jens’s levende Live, der altsaa maaskee af Alderdoms Svaghed har afstaaet den, og fra nu af var atter Kantsler- og Provste-Embedet i Oslo forenede lige til Reformationen.
Efter Kong Eriks Bosættelse paa Gotland seer man tydeligt, at den danske Indflydelse betydeligt er trængt tilbage i Norge. Anders Muus efterfulgtes som Kantsler af Oslo-Kanniken Gunnar Holk, der i 1453 ligeledes fulgte Biskop Jens paa Oslos Bispestol og havde Ivar Vikingssøn til Eftermand som Kantsler. Fyenboen Peter, der under Erik var bleven Biskop i Hammer, efterfulgtes af Nordmanden Gunnar Thorgardssøn; og da magister capellarum Sigurd Bjørnssøn ligeledes var Nordmand, vare alle danske Geistlige fortrængte fra Rigsraadet paa den Tid, da Christiern I satte alle Hjul i Bevægelse, for at faae sin Privatsekretær Tydskeren Marcellus, paa Nidaros Erkestol efter den i 1450 afdøde Aslak Bolt. Denne, den sidste geistlige Valgkamp af nogen Betydenhed i Norge, kunne vi her forbigaae, da den allerede er udførlig fremstillet,[66] og bemærke kun, at Kongen efter lang Kamp maatte finde sig i at anerkjende den af Kapitlet valgte Kannik Olaf Throndssøn som Erkebiskop. Samtidig hermed havde Bergens Kapittel efter Kongens Forslag valgt en ung dansk Kannik Jakob (eller Joachim) Grubbe til Biskop der efter Thorlaf, men da Paven forkastede dette Valg, og vilde paatrænge Kongen en Italiener Paul Justiniani som Biskop i Bergen, forhindrede Christiern vel dette, men synes senere ikke at have blandet sig i det geistlige Valgvæsen. Følgen blev, at samtlige Biskopper og kongelige Provster under ham vare Nordmænd.
Imidlertid havde Christiern Is Indblanding i Valgene gjort Rigsraadet opmærksomt paa Nødvendigheden af Bestemmelser herom, og derfor maatte Kong Hans i sin Haandfæstning love, aldrig selv eller ved Andre at befatte sig med Biskoppers og andre Prælaters Valg, ligesom han endog synes at han maatte fraskrive sig selve Valget af Prælaterne ved sine egne Kapeller.[67] I den første Deel af sin Regjering holdt han og denne Forpligtelse. Nordmanden Jon Paalssøn blev Kantsler efter Hr. Ivar ved 1489,[68] medens Provstiet ved Apostelkirken overdroges efter Mag. Thorstein til Christiern Pederssøn, som dog var dansk. (Budst. VI. 619.) Hammers Bispestol var i denne Tid to Gange ledig, og besattes begge Gange med Nordmænd, Bisperne Herman og Karl, uden Indsigelse af Kongen. Men da Nordmændene efter Ditmarskertoget røbede Lyst til at forene sig med Steen Sture imod Danmark, ansaa Kong Hans det formodentlig nødvendigt at indvirke paa Valgene. Da nu Oslos Bispestol blev ledig ved Herlags Død 1505,[69] valgte Kannikerne eenstemmigt Thorkell (Jonsson) til Biskop. Han fik og pavelig Stabfæstelse; men saavel Kong Hans som Sønnen Christiern som da styrede Norge, vilde ikke erkjende Thorkell, der tog sin Tilflugt til Sverige, og Kongen indsatte med Magt den danske Anders Muus som Biskop.[70] Ogsaa ved Erkebispevalget efter Gautes Død (ved 15de Mai 1510) skred Kongemagten ind. Kapitlet valgte den danske Magister Johannes Krabbe, som medtog en Mængde Guld og Sølv fra Nidaros, hvor han uden Tvivl har været Kannik, til Rom, for at fremme sin Sag; men Erkestolen var allerede af Kongen og Pave Julius II bestemt for Kong Christierns Kantsler og Raadgiver som Regent i Norge, Provsten i Roeskilde Erik Valkendorff, hvem vi ovenfor have omtalt som Erkebiskop ved Kongevalget 1513. – I Raadets Forbring omtales ogsaa Klostrene som Stiftelser i hvis Valgfrihed Kongens Indskreden frabedes. Vi vide ikke, om der forud var indtruffet Begivenheder, hvortil denne Fordring har Hensyn, eller om Klostrene alene ere nævnte som Stiftelser, hvis Forstandervalgs Uafhængighed af Kongemagten var endnu mere uimodsigelig end Biskoppernes. Da i det Mindste nogle Abbeder i Norge ved denne Tid vare Danske er det dog sandsynligt, at Kong Hans og hans Søn ogsaa i denne Retning have overskredet sin Myndighed.
Kongens Svar til dette Punkt er ufuldstændigt, idet han ikke omtaler Kirker og Klostre i Almindelighed, men kun de Kirker, hvortil han har jus patronatus. Dem lover han at besætte med Norges og Danmarks indfødte Mænd, i Lighed med Løftet om Besættelsen af Lænene og Rigsraadsposterne. Lignende Forpligtelse er ogsaa indtaget i Haandfæstningen: “Vi skulle aldrig hindre eller hindre lade noget Kapittels eller Klosters Valg, og skulle vi aldrig trænge nogen Prælater eller Formænd ind med Uret imod Kapittels eller Konvents Villie og Samtykke.“ (Saml. IV. 368.) Men naaede Rigsraadet saaledes ikke sin Hensigt, at udelukke de Danske fra disse vigtige Embeder, saa viste Kongen endnu mindre Retfærdighed i at opfylde det Livet, han lovede. Ingen norsk Bispestol blev besat under hans 10aarige Regjering, idet Erkebisp Eriks og Bisp Andors af Bergens Eftermænd valgtes efter Kong Christierns Flugt; men Provstierne i Bergen og Oslo besattes under ham med Ivar Kjeldssøn Juul og Matthias Hvarfe, der begge vare Danske, ligesom disse Embeder aldrig fra den Tid kom i Nordmænds Hænder.
Angaaende Beskatningsvæsenet, som er Gjenstand for Raadets næste Klage, maa jeg fatte mig i Korthed, da jeg intet Nyt veed til Oplysning om Aarsagen til denne lage. At „ingen Skat eller Tyngsel maatte lægges paa Riget“ uden Raadets Samtykke (E), samt endmere at ikke Raadet eller Rigets troe Indbyggere maatte haanes eller beskattes af Kongens Fogder, Tjenere eller Sendebud (H2), vare uden Tvivl aldeles lovlige Fordringer, maaskee foranledigede af Christiern IIs egenmægtige Færd i Norge under de nys stillede Uroligheder. Den norske Almue havde fra umindelig Tid hævdet sig Retten til at beskatte sig selv, og denne Ret havde neppe heller Unionskongerne forsøgt paa reent ud at betage dem, om de end nu og da benyttede Krigsrustninger eller øieblikkelig Pengetrang som Paaskud for at paalægge en midlertidig Skat. Dette gjorde idetmindste Christiern II selv under sine Tilberedelser til Toget mod Sverige, da han blandt Andet paalagde Tydskerne i Bergen at udrede Sold til 200 Knegte, Tiendepenge af alt deres Gods, Accise af alle Drikkevarer og Afgift af Husene paa Stranden; men da Raadet i Lybek blandede sig i Sagen, fandt Dronning Elisabet som under Kongens Tog til Sverige styrede Rigerne, det nødvendigt ved Brev af 8 Juni 1520 til Høvedsmanden paa Bergenhuus at tilbagekalde dette altfor haarde Skattepaalæg.[71] Forresten stemmer denne Raadets Fordring paa Deeltagelse i Beskatningen med Kong Hans’s Forpligtelse i sin Haandfæstning, “ingen Landskat at lægge paa Almuen eller Kjøbstæderne uden efter menige Rigets Raads Raad og Biskoppers Prælaters og Ridderskabs Tilladelse og nogle af Almuens Samtykke efter Loven,“ hvilfet atter saagodtsom uforandret er gjentaget i Haandfæstningen af 1513[72]. Det er derfor uden Tvivl kun for Kortheds Skyld, at Rigsraadet kun nævner sig selv som den Korporation, der skulde tages med paa Raad, før Skat paalagdes, siden Haandfæstningerne ogsaa nævne Ridderskab og Almue udenfor Raadet; men det er ligefuldt altfor vist, at den Skattebevilgningsret, Almuen baade før og senere virkelig udøvede, ikke havde Noget at betyde.
Kongen lover i denne Henseende at rette sig „efter Norges Lov,“ og mere kunde Raadet ikke forlange.
Til Tyngsler udenfor de sædvanlige eller overordentlige Skatter hørte fremfor Alt i hine Tider det saakaldte Hesteløb som Raadet frabeder sig (G2). Hermed menes nemlig efter al Rimelighed den Frihed, (maaskee som en Levning af de gamle veizlur), som Konge og Lænsherrer toge sig, til at lægge Heste og Knegte ind paa Bønder og Geistlighed til Underholdning og som ofte, især for enkelte Strøg, var meget trykkende.[73] Raadets Fordring her er altsaa Overholdelse af Kong Hans’s Forpligtelse i sin Haandfæstning: „Vi skulle ei tillade vore Fogder eller Embedsmænd eller nogen Anden at paalægge Skat eller Beskatning Heste-Gjæstning, Skydsfærd eller anden Tynge, hvad det helst kan være, paa Kirker, Klostre Klerker Ridderskab, deres Hjon, Land eller Læn paalægge eller afkræve i nogen Maade, uden vi selv eller vore mærkelige Raad eller Sendebud fare gjennem Landene i Rigens Ærende.“[74] – Lignende Forpligtelse staaer i Christian Is norske Haandfæstning af 1449 (Huitfeld 945–46) i følgende Udtryk: „Item ville vi ei gjæste eller stede at gjæste Klostre, Kirker eller Almuen til Uskjellighed.“
Til de Midler, som de foregaaende Konger eller det danske Raad havde anvendt, for efterhaanden at bringe Norge i et provincielt Forhold til Danmark, hørte og at indblande sig i den norske Rettergang, ved at beskytte dem, som fra Norges øverste Domstol (Kongen og hans Raad, eller i hiins Fravær: Raadet alene) indskjøde sig under Kongens personlige Dom; eller at Kongen, naar Klage indløb over en i Norge fældet Dom, indstævnede Parterne for sig i Danmark, og der tog Sagen under Behandling. Det Lovstridige heri indlyser formeentlig af sig selv, da en saadan Appel eller Stævning „uden Riget“ i og for sig antyder Rigets Afhængighed af Udlandet, et Forhold, Unionsbestemmelserne og Haandfæstningerne netop vare stilede imod. Derfor staaer det og i Halmstads Reces, at Ingen skal drages fra Landsloven, Herredsthing, Landsthing[75] eller Rigens Kantsler med Kongens Brev for de Sager, som der bør at deles; – at Ingen skal være pligtig at stævnes eller kaldes af noget Rige for nogen Dommer udenlands, men stande til Rette for Kongen og det Riges Raad og tilbørlige Dommere indenlands (Saml. IV. 355. 362). Men da nu Kongen, ifølge vunden Erfaring, sjelden eller aldrig indfandt sig i Norge, havde og Rigsraadet sørget for, at hans Fravær ikke skulde forsinke Rettens Gang; derfor fastsattes i samme Reces, at Raadet i Norge skulde samles nogen Tid hvert andet Aar afvexlende i Oslo og Bergen, hvad enten Kongen var i Riget eller ikke, og der rette og ordne alle de Sager og Processer (malempne), som ikke anderledes kunde rettes. „Hvad der da lovlig dømmes og afsiges, ville vi ubrydeligen holde og stadfæste.“ (anf. St. 361). Det er derfor, som det synes, en Indskrænkning i Norges strenge Ret, som Raadet tilbyder, naar det foreslaaer, at Ingen skal skyde sig fra sin Ret (ɔ: Værnething) og uden Riget, med mindre Rigens Raad dømmer dem selv ud af Riget og for Kongen, – samt at Ingen skal stævnes af Riget, med mindre end de have været udi Rette for Rigens Raad tilforn; thi derved stod det den i Danmark værende og med Sagernes sande Sammenhæng mindre bekjendte Konge aabent at omstyrte en af Rigets høieste Domstol (Rigsraadet) lovlig afsagt Dom.
Christiern II, som intet særskilt Svar afgiver til denne Fordring, lover derimod i Haandfæstningen (Saml. IV. 362), at han Ingen skal drage fra sit Herredsthing, Landsthing eller Kantsleren efter denne Dag, hvilket altsaa er en Gjentagelse af Faderens Løfte. Desuden indeholder den en Bestemmelse om, at hver Biskop skal med 3 af Konge og Rigsraad tilforordnede Meddomsmænd sidde Retterthing to Gange aarlig i sit Stift, “og høre og rette de Sager og Brøster, som der paa Færde ere, dog Kongens og Kronens Ret, som deriblandt kan falde, uforkrænket. – Og skulle de fuld Magt have at dømme i alle de Sager, som komme for dem, uden vi selv ere der personlig tilstede“. (Saml. IV. 369–370.) Men da der, saavidt vides, ikke findes noget Spor til, at slige stiftsvise Overdomstole have været i Brug i Norge, angaaer denne Bestemmelse enten Danmark alene, eller er den som meget andet ikke traadt i Kraft. Snarere synes selve Udtrykket i Raadets Begjæring at antyde, at den ældgamle Inddeling i det Nordenfjeldske og Søndenfjeldske (hvis Grændse, som bekjendt var Sireaaen paa Agder) ogsaa i Rettergang er bleven iagttaget paa Unionstiden, saaledes nemlig at Lagmandsdommene indstævnedes til Raadet Sønden- eller Nordenfjelds, som da dømte i Forening med tilkaldte Lagmænd; medens til andre Tider hele Rigsraadet, naar det ligefuldt var samlet, dannede Rigets høieste Ret, uden at Lagmand deri deeltoge.[76]
Under samme Punkt (E) bringer Raadet en gammel Klage paany i Erindring. “Kunde her (i Kjøbenhavn) findes nogen Breve eller Registre, som Norges Rige ere anrørendes, at Eders Naade (da) vilde værdes at skikke dem til Riget igjen“. Man vil nødig paastaae end mindre vedgaar, at den Tilsidesættelse og Undertrykkelse, Norge led under Unionen, var fra den danske Regjerings Side planmæssig, at det var med fuld og gjennem Tidens Løb stedse klarere fremtrædende Bevidsthed om Maalet, at disse mange Indgreb i Norges Ret og Angreb paa dets Frihed og Høihed foretoges. Forholdet fra Unionskongernes Side med Hensyn til Norges Breve og Registre“ synes imidlertid ikke at kunne forklares uden at antage Planmæssighed i de Danskes Færd.
Det første Sted, hvori et norsk Rigsarkiv omtales, er uden Tvivl i Dronning Margretas ovennævnte Instrux af 1406, hvor hun skriver: “Paa Akershuus er et Fadebur, og derudi ligge gamle Kongebreve Regnskaber og Registre over Kongens Jorder og andre Stykker.“ Det første, han (Erik) havde annammet Huset (d. e. Agershuus), skulde han kræve dette Faderbur af Slotsherren Hr. Ogmund Bolt, og med 2 Andre sætte sit Segl for samme, (indtil) han faaer Tid til at eftersee hvad han der har modtaget.[77] Saaledes vare Rigets ældre Dokumenter komne i Eriks Værge, hvad enten nu Hensigten dermed kuns har været at sikre dem fra Undergang, eller den allerede da har gaaet ud paa at fore dem til Danmark, hvilket let kunde skee, saasnart Papirerne ikke længere vare under Slotsherrens Forvaring og Ansvar.
For Midten af Aarhundredet vare de, nærmest vel af Kong Erik, bragte til Danmark; thi Christiern I forpligter sig i Haandfæstningen fra Marstrand 1449 til, at “de Breve, som ud ere førte af Norge og til Danmark, som Norges Rige paarørendes ere, dennem ville vi lade igjen komme til Norge, i hvor de kunne findes i Danmark.“ (Huitf. 846.) Dette Løfte blev ikke opfyldt, i det Mindste ikke fuldstændigt; thi i en Fortegnelse[78] over Arkivet paa Vordingborg af 1476 opregnes en Samling af norske offentlige Dokumenter, som efter al Rimelighed have hørt til de forhen i Faderburet paa Agershuus bevarede, og som i ethvert Tilfælde efter deres Indhold hørte hjemme i Norges og ikke i Danmarks Arkiver. Derfor indkom og i Sønnens Haandfæstning (S. 357) den Bestemmelse, at Kongen ei skulde bortføre eller bort lade komme Rigens Klenodia eller Brev eller Rigens Rente af noget Rige, samt at Rigens “Træssel“[79] og Breve skulde i Danmark blive paa Kallundborg, i Norge paa Kongsgaarden i Bergen, og i Sverige paa Stockholms Slot. At desuagtet de Norge tilhørende Breve og Registre (d. e. Jordebøger, Kopibøger o. s. v.) ikke ere udleverede, indlyser af Raadets fornyede Begjæring derom, og det bliver derfor mærkeligt, at hverken Kongen derpaa svarer, eller at det Ringeste derom forekommer i hans Haandfæstning saaledes som i Faderens og Farfaderens.
Jeg har sagt, at denne, som det vist forekommer Mange uvæsentlige Bortførelse af norske Brevskaber til Danmark, er et Vidnesbyrd om, at den danske Unionsregjerings Færd mod Norge har været planmæssig, og jeg skylder at oplyse dette nærmere. Man kan spørge, hvad Margreta og Erik fra først af vilde med disse Breve i Danmark, og hvad Skade deres Bevaring der kunde have for Norges unionelle Selvstændighed. Det er vist faa, at et Riges sande Uafhængighed hverken bestaaer i eller i alvorlige Tilfælde forsvares af “skimlede Pergamenter“; men det er ligesaa vist, at det er af største Vigtighed for et Rige at have sine acta publica i egen Forvaring, og at dette under Forening med et andet Rige bliver endnu vigtigere. Der bestod i mange Henseender kontraktsmæssige Forholde mellem Rigerne, og naar nu det ene af disse tilvendte sig begge Kontraktens Exemplarer, stod det andet igjen der uden Beviser for sin Ret; det glemte den, og vovede ikke at gaae til det Yderste, af Frygt for at have Kontrakten imod sig. I det Hele er Unionskongernes Fastholden paa disse Brevskaber, uagtet vi have paaviist, at de ved tre Kongevalg ere reklamerede, det bedste Vidnesbyrd om det Værd, den ulovlige Besidder tillagde dem. Om man derfor end kunde antage Haabet om, gjennem de til Danmark førte Brevskaber og Jordebøger at faae private Stridigheder bilagte, for tilstrækkelig Bevæggrund fra norsk Side til at fordre dem tilbage, saa vil denne Bevæggrund ikke forslaae til at forklare den danske Regjerings Uvillighed til at tilbagelevere dem. Smaalig Tværhed har den aldrig viist. Den har altsaa fundet hine norske Brevskaber af saadant politisk Værd, at den har fundet sin Interesse i at holde dem tilbage, og en saadan Færd gjennem hundrede Aar maa man være berettiget til at ansee som planmæssig. Ubekjendtskab med hine Brevskabers Indhold gjør det forøvrigt umuligt at danne sig nogen Forestilling om, i hvilken Grad Norge paa denne Maade er gaaet for nær.
Man kan med Hensyn til alt dette indvende, at det ikke er afgjort, at de Dokumenter, som lovedes 1449, ere de samme, som lovedes i 1483 og atter fordredes 1513, og at altsaa min Slutning for disse Reklamationer er overilet. Men maa man i hine Dages Historie i det Hele paa Grund af en fuldstændig Dokumentations Umulighed oftere benytte Indiciebeviser, saa ere disse i denne Sag noget nær tilstrækkelige. Ingen af de Breve, som 1476 vare paa Vordingborg, fandtes i norske Samlinger 1814; men flere af dem ere ved Afleveringen fra Danmark indkomne deri 1821, medens mange endnu findes i Danmark; der er intet Spor til, at Noget nogensinde før sidstnævnte Aar er tilbageleveret, og den Skjærv af et i Norge bevaret Rigsarkiv, som i de senere Aar er hjemkommet fra München, vidner ogsaa mod en Aflevering i 15de eller 16de Aarhundrede. Beviset derfor paaligger forøvrigt ikke mig, uden forsaavidt som jeg paa en Tilbageholden af norske Brevskaber har grundet en Sigtelse mod det danske Rigsraad. Men jeg haaber at have anført nok, for at retfærdiggjøre denne Sigtelse.
Raadets næste Begjæring angaaer Handelsforholdene og Kjøbstædernes Privilegier, nemlig at Norges Riges Raad og gode Mænd skulle have deres frie Kjøbmandskab med Indlændske og Udlændske, hvor det dem Behov gjøres; at Raadmænd og Kjøbstædsmænd maa nyde deres Frihed, som de i langsommelig Tid have havt og deres Privilegier indeholde; samt at ingen Privilegier gives udlændske Kjøbmænd imod Norges Lov og Privilegier uden Rigsraadets Samtykke i den Landsende. (E.) Kongens Svar indeholder kun en Opfordring til at faae nærmere Forklaring over denne Artikkel. (6.)
En Fremstilling af Norges Kjøbstads- og Handelsforholde i hine Dage, kan her ikke gives. Den vilde overskride mine Kræfter, og blide for vidtløftig for dette Tidsskrift. Idet jeg derfor kun vil holde mig til en enkelt Retning i Norges Handel i 15de Aarhundrede, hvori jeg seer mig istand til at meddele nye Oplysninger, som formeentlig ikke ere uden Værd, bør jeg bemærke, at Norges Konger og Indbyggere selv fra det 13de Aarhundrede af havde givet Anledning til den uhyre Magt, den tydske Hanse, især Stæderne Lybek og Rostock, lidt efter lidt tilreve sig i Riget, og at disse paa Unionstiden allerede vare saa mægtige, at der skulde Regenter med ganske anden Kraft og Dygtighed til, end Unionens besadde, for at udrive Landet af det ligesaa fordærvelige som nedværdigende Forhold til de tydske Søstæder.
Den gjennem 14de Aarhundrede vedvarende Krig mellem Hansestæderne og de nordiske Riger endtes endelig 1398, og ved Brev af 29de August s. A. udstedte Kong Erik og Norges Riges Raad en Stadfæstelse paa alle Hansestædernes ældre Privilegier i Norge, saaledes som de af foregaaende Konger vare tilstaaede samtlige Stæder eller nogen enkelt iblandt dem.[80] Dette gav Anledning til Stridigheder deels mellem Tydskerne og de indfødte Nordmænd, hvis senere Kjøbstadsprivilegier ikke kunde forliges med de Friheder, Tydskerne gjorde Fordring paa, deels mellem tydske, skotske og engelske Kjøbmænd, som under den langvarige Krig med Stæderne havde faaet flere Begunstigelser især i Bergen. Medens Sag derom stod for Retten, klagede Sendebud fra Rostock og Wismar for Kong Erik, som fra Vadstena 27de Juni 1404 tilskrev sine Embedsmænd og alle Nordmænd i Bergen, at Tydskerne, af hvem Kongen ei ventede sig andet end godt, skulde nyde alle de Privilegier, de havde havt i Bergen for Krigens Udbrud, og henviste forresten sine Undersaatter til Udfaldet af den Proces som da stod paa.[81]
Imidlertid blev Forviklingen større og større, og Erik var ikke Manden til at raade Bod derpaa. Ligesom Lybekkerne havde tilranet sig hele Bergens Handel, saaledes begyndte Rostock mere og mere at befæste sin Magt i de søndenfjeldske Kjøbstæder Oslo, Tønsberg, Skien, Sarpsborg og Marstrand, især i de to førstnævnte. Ligesom i Bergen dannede deres Haandverkere (kaldet Skomagerne, fordi de fleste hørte til dette Haandverk) et særskilt Laud med Gilde og Gildehuus, i Oslo kaldet Myklagarðr, i Tønsberg sutaragarðr, ligesom de i Bergen beboede et eget Stræde, sutarastræti, nu Skostræde; de havde tidlig faaet specielle Privilegier til i Byen direkte at indkjøbe Huder, Bark og andre til deres Dont fornødne Varer, og disse stadfæstedes af Kong Christoffer 10de Juli 1442, ligesom han med Norges Rigsraad 25de September 1445 fornyede de tydske Stæders Privilegier i Norge i Almindelighed[82]. Desuden tilstod han ved Brev fra Heiligenhafen i Holsten af 22de October 1447, uden at nogen norsk Rigsraad sees at have været tilstede, Rostockerne de, saavidt jeg har fundet, ældste særlige Privilegier i Byerne Oslo og Tønsberg. Da dette Brev, som senere ordret fornyedes af Kongerne Christiern I 15de September 1478 og Hans 21de Juli 1489, blev Grundlaget for Rostockernes Handel paa Norges Østland, og neppe før er trykt, indtages det her efter Originalen i Rostocks Arkiv.
Wij Cristoffer meth gudhs nathe Danmarks Sueriges Norges Wendes og Godes koning palantz greue paa Rin oc hertugh i Beyern gøre widerlicht at fore troscap oc goth welie som the Rostockere oss beuist haffue, tha haffue wij af synderligh gunst oc nathe vnt oc tilladet at the synderlighe fore andre mwe nyde frijhet oc goth fordhelsse i vore righe oc thy haue wij vnt oc giffuet swo lenge wor nathe tilsigher alle køpmen aff Rostok som wort righe Norghe oc synderleghe til Oslo oc Tunsbergh pleye at søghe swodan frijhet som her efter screffuet staar. Først at the schule nyde oc brughe alle priuilegia oc frijhet som them aff oss oc wore forfethre skellighe giffne ære. Jtem vnne wij at forne køpmen som til Osloo Tunsberg oc Vighæn søghe mwe frijt selghe oc köbe gæst meth gæst, oc holde oc haffue theres eghen kost oc bliffue ther om winteren ower til wynterlagh. Oc ther vpa beile wij oc biuthe alle Wore borghemestere borghere oc menighet i forscrne stæther at the forne køpmen lade herberghe oc hws vpa leye for theres peninghe oc slæthe them swodan frijhet at nyde som forscreffuet staar. Jtem scule the oc mwe köbe oc selye meth bönderne oc almuen i forne stæther Osloo oc Tunsbergh oc mwe selghe theres køpmantzschab weth aln oc lijspund. Jtem hawe wij taghet forne køpmen aff Rostok vdj vor synderleghe leydhe oc koningleghe beskerming oc forbiuthe alle wore foghede oc embitzmen, borghemestere oc menighet them her over at møthe gwælie eller vforrætte vnder vor koningleghe heffnd oc wrethe. Datum opido Helghehasfn crastino vndecim milium virginum nostro suh secreto anno domini MCDXL septimo.
Da, som anført, Norges Rigsraad ikke sees at have samtykket
heri, og disse Privilegier aabenbart stride mod Oslos og Tønsbergs
ældre Friheder, ifølge hvilke det var Udlændinger forbudet at handle
Gjæst med Gjæst eller med Bønder og Almue, da de skulde sælge
deres Varer i Partier (ikke efter Alen og Pund) til Byens indfødte
Borgere, og da denne Udlændingers Handel desuden i Almindelighed
kun maatte vedvare Sommeren over, fra Korsmisse
om Vaaren til Korsmisse om Høsten, idet de ei maatte blive Vinteren
over i Riget eller bosætte sig i Byen, saa var det ikke at undres over, at de norske Bymænd modsatte sig disse nye Privilegier,
nægtede dem Lydighed, fordi de, tilblevne paa ulovlig Maade, strede
mod deres stadfæstede Friheder, og saaledes kom i aaben og uafladelig
Strid med Rostockerne hvorunder der endog stundom flød
Blod. Disse Privilegier var Kong Christoffers sidste norske Regjeringshandling,
og han kastede med dem en Brand ind i Norges
Østlandshandel, som først silde slukkedes.
Man saa, at Christoffers Brev kun lød paa “saalænge hans Naade tilsiger“ d. e., at det naarsomhelst af ham kunde tilbagekaldes, og selvfølgelig ophørte med hans Død. Imidlertid trængte Rostockerne paa, for at faae dem fornyede af Christiern I, og virkelig udkom med Samtykke af de norske Rigsraader Hr. Sigurd Jonssøn, Hr. Kolbjørn Gerst, Hr. Simon Bjornssøn, Gunnar Holk og Sigurd Bjornssøn i Kjøbenhavn 14de April 1451 en Stadfæstelse paa de Rettigheder Kong Christoffer havde givet Kjøbmændene fra Rostock, som seilede paa Oslo og Tønsberg, indtil den mellem Kongen og Stæderne berammede Herredag var holdet. Denne Stadfæstelse fornyedes atter af Christiern I fra Agershuus 11te December 1453, saalænge hans ældre Brev udviste,[83] og da nu endelig en Traktat med Stæderne kom istand i Flensborg 1455, vare altsaa hine Privilegier udløbne. Men
- samme Dag, 17de Mai, udstedte han derfra uden det norske
Rigsraads Samtykke}} et nyt Brev, hvori de samme af Kong Christoffer forundte Friheder tilstaaes Rostockerne i Norge, især med Hensyn til Handelen paa Oslo og Tønsberg, og i dette Brev er ingen Termin sat.[84] Det norske Rigsraad havde altsaa i 1457, formodentlig for ikke at stille den nyvalgte Konge blot, gaaet ind paa at lade Rostockerne beholde deres store Handelsfriheder, indtil Mødet med Stæderne var holdet; men strax man paa dette er bleven enig om Hovedsagerne, gjør Kongen paa egen Haand (proprie) i nogle danske Rigsraaders Overvær “paa Grund af synderligt Venskab og Velgjerninger Borgermester og Raad i Rostock havde beviist ham“, hine Friheder stedsevarende. Saaledes gjengjældtes det norske Rigsraads første Eftergivenhed. Ved andre samme Dag udstedte norske Breve har han dog tilføiet den Betingelse at da han ikke har sine troe norske Raader hos sig, skal hans Bestemmelser kun staae ved Magt, til han faaer talt med dem; men Frihedsbrevet for Rostockerne er ubetinget.
Mødet med det norske Rigsraad fandt Sted to Maaneder derefter i Elfsborg hvor og Raadssendebud fra Søstæderne indfandt sig, en almindelig Landefred blev paabuden, og forøvrigt vidtløftige Forhandlinger fandt Sted angaaende Tydskernes Forhold i Bergen, Hr. Olaf Nilsson m. v. De tydske Udsendingers Formand, Godeke Bormester fra Lybek, skriver 17de Juli s. A. fra Kalvsund Hjem, at de gamle Privilegier for Stæderne i Almindelighed ere bekræftede uagtet flere af de norske Raaders Uvillie, men Kongen er Stæderne meget hengiven.[85] Man finder Intet optegnet om, hvad der ved dette Møde bestemtes angaaende Rostockernes Handel paa Oslo og Tønsberg, som nemlig var udenfor Stædernes almindelige Friheder og altid Gjenstand for direkte Forhandling mellem Rostock og Kongen. Men det kan paa Grund af det Følgende ikke være tvivlsomt, at Kongens Brev af 17de Mai d. A. er bleven negtet Raadets Stadfæstelse, og at følgelig Rostocks Handelsfriheder paa Østlandet atter ere ophævede. Thi 12 Marts 1456 udstedte Christiern I fra Rostock paa egen Haand (per se) efter Foredrag (ad relationem) af to danske Riddere Otto Nilsson og Joachim Fleming et i modsat Fald ufornødent Brev, hvori han for sin Livstid tilstaaer Rostockerne følgende Handelsfriheder paa Norge, især Oslo og Tønsberg: Stadfæstelse af alle ældre Privilegier, især Christoffers; Ret til at handle Gjæst med Gjæst og blive i Vinterlag, hvortil Byens Raad skal skaffe Herberge; Ret til at handle med Bønder og Almue i Alen og Lispund (en détail), naar de have betalt Told. Her er saaledes anden Gang i samme Sag det norske Rigsraad tilsidesat, Loven overtraadt, og hvad der er det Værste, Norges Gavn og Bedste opofret for Kongens personlige Gjæld til Rostockerne. Man kan let tænke sig, hvad sligt Spil med Regjeringsmyndigheden maatte give Anledning til, men de enkelte Omstændigheder ved de uundgaaelige Kollisioner ere ikke bekjendte. Da der ikke gaves gjældende Privilegier for Rostockerne have baade Borgerne og som det synes Kongens Embedsmænd negtet dem den friere Handel samt Ret til at blive i Byerne om Vinteren; hine derimod have pukket paa Kongens nye Brev, villet tiltrodse sig sin Ret, og gjort Embedsmændene tvivlraadige. Noget maatte saaledes atter gjøres. Oslo Borgerskab sendte om Høsten 1457 sine Sendebud til Kongen, hvem de efter Juul traf i Skara, hvor og Rostocks Kjøbmænd og Kjøbsvende lode møde, og hver af Parterne fremviste for den saaledes ubehagelig overraskede Monark deres af ham udstedte og forseglede, gode og gjæve, men hinanden aldeles modstridende Privilegier. Nordmændenes Brev var det ældste, Rostockernes yngre, men hiint var gyldigt, dette i Formen ugyldigt; hans „elskelige Raadmænd og Borgere i Oslo“ vare hans egne, forurettede Undersaatter; men hans „fromme Kjøbmænd og Kjøbsvende af Rostock“ vare hans alvorlige Kreditorer, hvem han nu engang havde begyndt at betale Rentepengene med Privilegier i Norge. Som han nu stod i det i Søerige, turde han ikke bryde ganske med Nordmændene, især da han havde Rigsraadet hos sig, og da han nu som sædvanligt ikke var ved Penge, kunde han ei heller lade de fromme Kjøbsvende gaae uden Trøst. I denne piinagtige Stilling udstedte han 20 Januar 1458 fra Skara et yderst mærkeligt Brev, som vi ikke kunne undlade at indtage heelt efter Orig. paa Perg. i Rostocks Arkiv.
Wij Crisliern meth gutz nadh Danmarcks Sweriges Norges Wendes oc Gotes konung greue i Oldenborgh oc Delmenhorst kungöre idher wore ælskeliga radhmen oc menighe borghare i Oslo swo oc idher frome köpmen oc köpswena aff Rostok som nw eller annan tiidh meth sin köpmantzskab kunne söghe til Oslo at her for oss oc wort ælskeliga radh aff Norghe j Skare nw vpa sanctorum Fabiani et Sebastiani martirum dagh vnder wors herra aar thusendefirehundrethe halffthrediesindztiwghe paa thet ottende, haffua været begges idhra sendebudh meth flere breff oc scripter vpa priuilegier oc friiheter wij oc vore forfædhre konunge i Norghe idher vpa badhe delene haffua vnt oc gisfuit, oc i begherede meth idhre sendebudh vpa badhe sidher at wij ilde strengeliga stadhfeste oc fuldburdhe the idhre forne priuilegia, wii forstodhe at the ludhe myghit hwart moth thet andre i flere article oc pyncte som the breff jnne holde. Oc wij hathe nw swo kostelighe ærende fore som oss thycker idher oc alle Norges Jnbyggere alle styrstæ macht vpa ligger at wii sætte eet got ærlight regimen i wort rike Norghe om fridh feligheit oc eindraght holles skal til land oc watn oc haffue wii nw skilt idher wid the som omilde hafua warit oc ofridh haffua woldet, en nar gudh wil wii komme selffue jn i righet, tha kommer fore meth begges idhre breff oc priuilegia, tha skal rantsakes landzsens wor köpstadz Oslo oc allis idhre gagn nytte oc bestand, oc göre en fuld endhe badhe ther vpa oc annet riket oc oss macht vpa ligger, en her for jnne skule i swo holle oc haffua som her efter sigher.
Först at köpmen sigle oc komme oc före thet mest som landet er nyttught malt miöll öll oc humble oc wore embitzmen nyde ther aff til köbs framfore noghen annan siætte deelen fore sliigt[86] som gamel sidhuenio ær oc vel betala, thet andre skal sættietz köb vpa efter gamal sidhuenie oc mögheligheit ofuerwarendes werdug fadher biscop Gunner i Oslo prowesten oc Jon Björnsson meth andre skellighe men, behöfwe vore embitzmen meir, köbe som andre, wilie wii at borgar lade köbmen hws vpa leygha oc the holle sin eyghen kost, oc köbe badhe borgar oc köpmen meth hvem the wilie bönder som andre herfor jnnen oc i wenskap oc endreght oc hwar noghot kan wara falt vtan gardz eller jnnen jngen stædh vndentaghen jnnen taghmark, oc engen göre then annen forköp, oc köpmen köbe swodann wara the pleghe oc æy malt eller miöll etc. oc köbmen sighle ohindrethe nar them thycker oc engen göre them annen forfang hath nidh eller skatha hwo thet gör öfwer hanum skal rættes meth laghum oc wor konungxliga heffnd. Ner gudh vil wii komme i landet Norge tha skule begges idhre priuilegie medletz oc forhandletz at sidhen bliffuer hwar delen vforsömet. Datum anno die et loco quibus supra. Nostris sub secretis presentibus appensis.
Ad relationem episcopi Asloensis.
Man skulde kunnet haabe, at Kongen ikke senere i denne Sag vilde nedbryde sin egen Værdighed ved at give „Brev mod Brev“ eller hinanden modsatte Forordninger; men Spillet er ikke endnu ude. Ved dette Brev fra Skara havde saaledes Rostockerne uagtet de norske gyldige Kjøbstadsprivilegier, beholdt deres væsentligste Rettigheder nemlig at handle med Alle og sidde Vinteren over. Nordmændene henvistes nu som ellers med gode Løfter til kommende Dage, naar han selv kom til Riget; nu optoge de „kostelige“ Ærinder i Sverige al hans Tid. Imidlertid trak det i mærkelig Grad i Langdrag med hans personlige Besøg i Norge; han var der neppe mellem 1455 og 1468, og selv under hans uden Tvivl meget korte Ophold dengang synes Intet at være gjort ved Rostockernes Handel. Derimod begyndte i 1469 den gamle, ubegribelige Leg med Kongebreve. 3die Juni d. A. udsteder han (per se) fra Kjøbenhavn Privilegier for Oslo, hvori han, for at Byen ydermere kunde bygges og forbedres og blide ved Bestand, stadfæster alle de Friheder og Naader, som fremfarne Konger i Norge havde givet Borgere og Menighed i Oslo i alle Maader saa at Gjæst ei maa handle med Gjæst, eller Gjæsteri opholde (formodentlig: blive Vinteren over paa egen Kost), som de gamle Privilegier indeholde, og forbyder under sin kongelige Hævn og Vrede Alle og Enhver og fremfor Alt sine Embedsmænd at hindre eller forurette Oslo Borgere mod dette Brev og mod Kongens Forfædres Privilegier.[87] – Men neppe kunde dette Brevs Følger vel være blevne bekjendte i Rostock og Klage derfra være indløben, førend der 5te September f. A. paany udkommer “Brev mod Brev“. “Vore synderlige kjære Venner, Borgermestere og Raadmænd udi Rostock“, skriver han (ligeledes per se) fra Kjøbenhavn, have klaget for os, at deres Kjøbmænd og Liggere i Agershuus og Tunsbergs Læn hindres og forurettes i mange Maader mod de Privilegier, Naader og Friheder, som vi og vore Forfædre have undt dem. Man har sagt dem, at vi have gjort Forbud paa ædende Varer og Heste m. v., som dog kun stundom er gjort for 5 eller 6 Aar. Thi ville vi, at de skulle nyde, bruge og beholde alle de Privilegier, som vi og vore Forfædre dem undt have, og naar vi gjøre noget Forbud, skal det ei være gyldigt mod Rostockerne, uden det er viist og oplæst for dem. Han tilføier, at hans Fogder skulle rigtigt betale Kjøbmændene, hvad af dem kjøbes, og forbyder Kjøbstadsmænd og Bønder at gjøre nogen “Upsaat eller Upresning“ mod disse Kjøbmænd og Liggere i nogen Maade. Hans Fogder og Embedsmænd paa Agershuus, Tønsberg, i Vigen og andensteds skulle paasee, at Rostockerne ikke forurettes hverken i det Anførte eller imod de Friheder og Naader, som han nu og hans Forfædre have forundt dem.[88]
Oslo Borgere vare saaledes, uagtet deres smukke nye Privilegier, lige nær, og det synes næsten utroligt, at slig Færd kan have gaaet saa fredeligt hen, at derom Intet forekommer hverken hos Huitfeld eller i de lybske Krøniker, saa at det Hele vilde været aldeles forglemt, hvis ikke Rostockerne endnu med Omhu bevarede deres Stads gamle Frihedsbreve. Nu gik atter 5 Aar hen, neppe dog roligt, da idelige Forviklinger nødvendigviis maatte opstaae; Kongens Lænsmand maatte vel under slige Forholde indskrænke sig til at udjævne Modsigelserne og bilægge Stridighederne enkeltviis og vilkaarligt. Nu foretog Christiern I i første Halvdeel af 1474 sin bekjendte kostbare Reise til Rom, og lod sin ældste Søn Hans, “ret Arving til Norge“, som han alt da skrev sig, reise op til Norge, hvis Rigsraad med god Grund blev utaalmodigt over Kongens uforsvarligt lange Fravær derfra. Her var han i Oslo samlet med det søndenfjeldske Rigsraad, og for dette indkom Byens Borgere med deres gamle Klagemaal over Rostockernes Handel. Som Følge heraf udstedte han med mange Rigens Raad Søndenfjelds 3die Februar 1474 en Stadfæstelse paa Oslo Byes og Borgeres gamle Privilegier, som de længe havde nydt og brugt, og flere Norges ædle Konger undt og givet dem, og særlig det sidste Brev, de af hans Fader nylig havde faaet (nemlig af 3die Juni 1469.[89] Disse ældre Friheder skulde fra nu af blive ved fuld Magt og ubrødelig holdes, “Oslo By og vore Borgere til Opreisning og Bestand evindelig, saa at Ingen skal have Magt at hindre eller bryde disse Privilegier i nogen Maade, enten med de Breve, som nu kunne sære tilforn udgivne eller herimod senere udgives; de skulle ingen Hinder gjøre Oslo eller Oslo Borgere herefter“. Brevet erklæres udstedt med de tilstedeværende norske Rigsraaders eenstemmige Samtykke.[90]
Hermed skulde man tro, at Sagen fik en Ende. Den udvalgte Konge havde dog vistnok overtraadt sin Kompetence ved forud at erklære de Bestemmelser, som siden maatte fattes imod disse Oslo Friheder, for ugyldige og hans Fader viste Norge, at han fremdeles var Mand for at bryde dem. Han var ikke paa Hjemreisen fra Rom[91] kommen længere end til Segeberg i Holsteen, førend allerede Rostockerne fik ham til at udstede et Brev af 6te September 1474 til Oslo Lagmand, Borgermestere Raadmænd og Menighed af følgende væsentlige Indhold. Nogle Borgermestere og Raadmænd fra Rostock have været her paa samtlige Indbyggeres Vegne, og underrettet Kongen om, at hans Søn med nogle af Norges Riges Raad have overveiet forskjellige norske Sager, og derpaa gjort en Skikkelse hvorved de Rostockerne af Kongens Forfædre og ham selv forundte Friheder at have Kjøbmænd og Liggere i Oslo, Tønsberg og Vigen krænkes og forhindres. “Da, efter saadan Villie og Kjærlighed, som de af Rostock os ofte beviist have, kunne vi ei vel skille dem ved disse Privilegier og Friheder førend vi komme did ind i Riget og have for os Rigens Indbyggere i den Egn, og Kjøberne og Liggerne af Rostock, og høre Leiligheden og Sagerne paa baade Sider, og da med vore elskelige Raads Raad faae overveiet Rigets Leilighed og Bestand, og skikket efter hvad nytteligt og bestandeligt kan være paa baade Sider“. Efter at have afspiist Oslo Borgere med disse løse Ord og Løfter, hvis Værd Brevet fra Skara havde lært dem at kjende, befaler han, at Rostockerne saalænge som forskrevet staaer, skulle nyde og bruge saadanne Friheder, som hans Forfædre og han naadigst have givet og stadfæstet med den sædvanlige Trusel mod dem, som ikke lystrede Befalingen.[92] At dette Brev er udstedt af Kongen per se (paa egen Haand, uden det norske Rigsraads Samtykke) er overflødigt at tilføie.
Rostockernes Magt over Kongen maa have været stor, uimodstaaelig Ansigt til Ansigt, naar den efter Alt, hvad forud var forhandlet om disse Privilegier, kunde aftvinge ham et saadant Brev. Men Rigsraadet i Norge maa enten paa Grund af Udtrykkene i Sønnens Privilegier for Oslo have forbudt at lyde dette Kongebud, eller ved fornyede Forestillinger bragt Kongen, som vi have seet ei var prutten paa at give Brev mod Brev, eftersom han paavirkedes til strax efter igjen at tilbagekalde dette sidste Brev; thi 29de December 1475 tilskreve de rostockske Kjøbmænd i Oslo og Tønsberg Raadet i Rostock, at de vare blevne berøvede deres Privilegier, idet det var dem forbudet at handle med Bønderne uden gjennem Borgerne, at de ei maatte holde aaben Bod (scaven) eller leve paa egen Kost. Slige Friheder havde nu Borgerne faaet. De ønske derfor Forholdsordre, om de til Foraaret skulde komme hjem (to hus) igjen eller ikke.[93] – Visselig bleve de i Norge, om end deres Handelsfrihed i Aaret 1476 var noget indskrænket. Men dette varede ikke længe. I Juli 1477 vare Sendebud fra de tydske Stæder hos Christiern 1 i Kjøbenhavn, hovedsagelig i Anledning af de langt alvorligere og mere indviklede Bergenske Stridigheder og efter Kongens personlige Befaling (ad proprium regis mandatum) udstedtes atter herfra 22de August Tilladelse for Kjøbmændene i Rostock at handle paa Oslo og Tønsberg efter Kong Christoffers Privilegier, og efter gammel Sædvane, saalænge hans Naade tilsiger. Han forbyder Alle, især sine Fogder, Borgermestere og Raadmænd at hindre Rostockerne heri paa Person, Tjenere eller Gods, “men heller for vor Skyld fordre og fremme dem, deres Tjenere og Gods med det Bedste i deres retfærdige Ærinde, hvor Behov gjøres“.[94] – Der er liden Variation i denne Historie!
Imidlertid var Mødet med Stæderne 1477 ikke tilstrækkeligt, og 16de April 1478 tilskrev Kongen Raadet i Lybek, at hans norske Undersaatter atter vare indkomne med Besværinger over den Uret, Tydskerne i Bergen tilføiede dem. De havde haanet det norske Rigsraad, da dette ved sidste Møde i Bergen foreviste dem Kongens egenhændige Breve, og udladt sig med en Usømmelighed, som Kongen ei vilde gjentage. Han, der havde ventet sig anden Tak af Tydskerne og hadede al Strid, indbød Søstæderne til et nyt Mode i Kjøbenhavn,[95] som ogsaa kom i Stand i September 1478, samtidigt med Kong Hans’s Bryllup. Forhandlingerne ved dette Møde ere bevarede;[96] de dreie sig hovedsagelig om Kontoret i Bergen og dets Overmod, men oplyse iøvrigt Kongens personlige Stemning med Hensyn til Tydskerne i Norge, hvoraf det Væsentlige her maa finde Plads, uagtet vi ellers have maattet undlade at berøre Forholdene i Bergen. Man seer, at særskilte Sendebud fra Rostock, fra Bergefarernes Kollegium i Lybeek og fra Kontoret paa Bryggen i Bergen have afgivet Møde.
Ved en Audients, som Raadssendebudet Hr. Paridam havde hos Kongen, var denne vred (böse) og sagde, at hans Undersaatter i Norge over hinanden (crusewiise) vare faldne til Fode for ham og havde bedet for Guds Skyld at forsvare dem mod de overmodige Kjøbmænd. Kongen frygtede, at Stæderne søgte Uvenskab med ham, og han var mistænkt af Nordmændene, fordi han var for overbærende med Tydskerne. Dette kunde ei længere gaae an; han vilde og maatte forsvare sine og Sines Rettigheder, men vilde forøvrigt gjerne lade Stæderne beholde deres Privilegier. Til Alt dette svarede Hr. Paridam “lempeligen og sagtmodigen“. – Imidlertid sendte Sendebudene Kongen Gaver, men undsloge sig for efter Kongens Opfordring at holde dette Møde i Norge, “da det var saa afsides.“ Grunden til Kongens Forslag var den, at han fra norsk og tydsk Side modtog aldeles modsatte Beretninger, om hvad i Bergen var forefaldet. De Kontorskes Sendebud benegtede, at nogen Klage fra Nordmændene for Tiden existerede; thi da de i Bergen værende Rigsraader gjorde sig rede til at drage til Rigsmøde i Oslo, havde de tydske Kjøbmænd begivet sig til dem, og anmodet dem om nu i Bergen at fremkomme med Nordmændenes Klager, og ikke fremsætte dem i Oslo. Rigsraaderne havde da svaret, at de havde intet Udestaaende med dem, og ikke havde klaget. Tvertimod havde de modtaget Gaver af Kjøbmændene. Erkebispen Bispen af Bergen og Høvedsmanden der, Hr. Jon Smør, havde derimod indberettet at de Kontorske havde indfundet sig hos dem i Bergen med et saadant Spørgsmaal og faaet et Svar som anført; men Kjøbmændene havde da hemmelig omtrent 600 harniskede Mænd rede, og havde Raaderne givet et ugunstigt Svar, havde Kjøbmændene slaaet dem ihjel. – Ved et af de følgende Møder ytrede Kongen, at Norges Rigsraad ikke tillod, at slig en Sag afgjordes udenfor Riget, da den angik Norge og dets Indbyggere. Han klagede høit over Tydskernes Færd i Norge, og bemærkede at hans Undersaatter ikke maatte sælge deres eget Gods til Andre end Tydskerne ja vidste ofte ikke, om de fik beholde Liv og Lemmer. Men hermed var og Kongens Vrede, som det synes, over. Stædernes Sendebud gave gode Ord, og Kongen ytrede, at naar Kjøbmændene vilde lade al Vold mod Nordmændene fare, maatte de gjerne beholde deres Privilegier, og han havde befalet sine Embedsmænd at efterleve dem; men gjorde Kjøbmændene Overlast, skulde de møde Vold med Vold. Og hermed fik Stæderne deres gamle Friheder stadfæstede.
Ved denne Leilighed bleve ei heller Rostockerne glemte. Saavel Christiern I som den unge Konge Hans udstedte 12te September 1478 to ligelydende Frihedsbreve om Rostockernes Handel paa Oslo og Tønsberg, ordret stemmende med de mange foregaaende, hvorfor Christoffers Privilegier af 1447 ere lagte til Grund.[97] Desuden tilskrev Kong Christiern den 15de September s. A. Norges Rigsraad og de tydske Kjøbmænd i Bergen Resultatet af de nu sluttede Forhandlinger, og henviste som sædvanlig Rigsraadet til den gode Skik, som skulde komme istand, naar han selv eller hans mærkelige Sendebud med det Første kom til Norge, og med dette uopfyldte Løfte endte Kong Christiern den Første sin Virksomhed for Norges Handel.
Fra første Stund af og lige til sin Død see vi saaledes denne Konge i den her omhandlede Sag letfærdigen give Brev mod Brev og i en utrolig Grad forglemme den kongelige Værdighed. Hvor trykkende hans Gjæld til Tydskerne end vistnok har været, saa synes den ikke at kunne undskylde en Færd, hvorved hans egne Undersaatter lede aabenbar Uret og Overlast, samt Rigets Handelsfordele aldeles tabtes. Man maa derfor ansee det norske Rigsraads Ytringer herom til Svenskerne i 1482 for yderst lemfældige. Det anfører blandt Grundene for Udsættelsen med Kongevalget de “mange skadelige Privilegia, som i vor naadige Herres Tid udlændske Mænd ere givne, Norges Rige til Skade og Fordærvelse“, og ytrer: “Hvad vi kærede og klagede paa udlændske Mænd, der maatte os ingen Ret vederfare, uden vard altid forschatet (udsat?), og hvilken af Norges Mand, som brotslig vard, da blev han svarlig rettet (afstraffet), og havde udlændske Mænd meget Vald (Magt) og Fremgang fonget i hans Tid i Norge, ydermere end nogen Tid tilforn været har, hvilket vi altid haabet have, at han skulde have afstyrt“ (forhindret.[98]) Dette fromme Haab har altsaa afholdt Rigsraadet fra at afsætte Kongen, hvilket hans Fremfærd endog i denne Sag alene vilde have retfærdiggjort. Uden Tvivl har dog ogsaa Mangelen paa en Kronkandidat og den frie Raadighed som Christiern paa Grund af sine sjeldne Besøg i Norge i saa mange andre Retninger gav Raadet, afholdet dette fra at bryde aldeles med ham. Men selv den ivrigste Ven af Unionen og Christiern I maa dog tilstaae, at der var al Grund dertil, og man behøver ikke at forklare Nordmændenes senere Halden til svensk Side af Overtalelser eller personlige Forbindelser. De norske Interessers idelige og næsten troløse Opofrelse for Tydskernes, som begyndte med Unionen og endte først længe efter dens Ophør, er i og for sig tilstrækkelig Forklaringsgrund.
Efter Christierns Død (1481) viste Nordmændene sig derfor slet ikke tilbøielige til at anerkjende Sønnen som Konge. Rigsraadet nærmede sig alvorligt til Sverige, for hvis Raad det til forskjellige Tider klagede over „Rigets mangfoldige Brist og Fornedring;“ den unge Herre og Danmarks Raad havde lovet Forbedring derpaa fra den ene Tid til den anden, men „vi kunne ei mærke, naar denne Forbedring vil fremkomme.“[99] Men da Steen Sture ikke synes at have villet bestemt erklære sig mod Danmark, da det norske Rigsraad med Lænsherren paa Bergenhuus Hr. Jon Smør som Rigsforstander i Spidsen, beleirede Bahuus, som en Udlænding Jørgen Lauritssøn holdt det danske Rigsraad til Haande, indlode Nordmændene sig atter paa fælles Kongevalg med Danmark, hvilket som bekjendt kom istand i Halmstad 1ste Febr. 1483. At Bestemmelser om Handelsforholdene mellem Norske og Udlændinger maatte indføres i Kong Hans’s Haandfæstning havde en dyr Erfaring lært Rigsraadet. Kongen lovede altsaa “ingen Privilegier eller Friheder at stadfæste eller paany give nogen udlændske Stæder eller Kjøbmænd i disse tre Riger uden det Riges menige Raads Raad, som de Privilegier paarøre“. Men et endnu større Skaar fik Tydskernes Monopolhandel ved en følgende Bestemmelse, hvorved det tillades Kjøbmænd i alle Lande frit og uhindret at seile til Bergen og andre Kjøbstæder i Norge med deres Kjøbskab, Norges Rige til Nytte og Bestand.“[100] Ingen slige Forpligtelser fandtes udtrykkelig i Christiern Is Haandfæstning og Rigsraadet haabede derfor, at Norge fra nu skulde blive frit for kongelige Kabinetsprivilegier. Men det bedrog sig atter, uagtet man maa erkjende, at Sønnen ikke i samme Grad som Faderen misbrugte kongeligt Navn og Segl.
Under 18de August 1483 gav han fra Tønsberg, ifølge Foredrag af Bisp Carl af Hammer og den viborgske Biskop Nikolaus Glob, Rostockerne et nyt Brev angaaende deres Handel paa Tønsberg. Heri tillades de at handle paa denne By med samme Rettigheder, som de seile paa Oslo efter ældre Privilegier og det Brev, Oslo Borgere derom have, saalænge hans Naade tilsiger, ligesom han tillader Rostockerne selv at slagte og lade slagte.[101] Herved ere uden Tvivl Rostockernes Friheder indskrænkede, da de skulde lempes efter det sidste (ukjendte) Brev, Oslo Borgere havde faaet; thi dette var ifølge Sagens Natur til disses Fordeel. Tydskernes Handel med Almuen synes ogsaa efter dette Brev at være indskrænket til direkte at afkjøbe dem Slagtekvæg. Formodentlig var det den ene norske Rigsraads Nærværelse samt Opholdet i Norge, som har givet Anledning til denne Indskrænkning, hvormed Rostockerne vist ikke vare tilfredse. Dog synes det at have varet næsten 4 Aar, førend atter Forandring foretoges. Men 20de Mai 1487 brød Kong Hans sin Haandfæstning ved fra Kjøbenhavn uden det norske Rigsraads Samtykke atter at give Rostockerne deres forrige Friheder i den hele Udstrækning. De skulde i deres Handel paa Norge, især Oslo og Tønsberg, beholde alle ældre Privilegier, frit sælge, brygge, bage, slagte og blive Vinteren over paa egen Kost, handle med Bønder og Almue i Skippund, Lispund, Lod og Kvintin, Klæde i Stykker og Alen. De fik Ret til uden Afdrag at hæve Arv efter de Landsmænd, som døde i Norge, naar Arving meldte sig inden et Aar o. s. v.[102] Og endelig endte hele denne Privilegie-Ødslen bogstavelig som den var begyndt, med Kong Hans’s ordrette Gjentagelse 21de Juli 1489 af Christoffers Fribrev til Rostock af 22de Oktbr. 1447.[103] Denne Række af eenslydende Privilegier, udstedte i Løbet af 42 Aar til samme By om samme Gjenstand ere alle omhyggeligt forvarede i Rostock, og de vakte netop ved deres Overeensstemmelse min Forundring, da jeg i 1844 fandt dem der. Det maatte jo synes ubegribeligt, at det Samme saaledes idelig blev gjentaget. Aarsagen er imidlertid nu klar.
Det staaer da alene tilbage saavidt muligt at paavise de Følger, disse Begunstigelser havde for de norske Byer, og derom give den unge Kong Christierns Forord til hans Privilegier for Oslo By, dat. Agershuus 7de Januar 1508, god Oplysning. Borgermester og Raad havde mødt for ham i Provstegaarden i Oslo, skriver han, tilligemed de rostockske Kjøbmænd. De Første klagede over, at de Sidste havde tilrevet sig al Handel, saa ingen Nordmand kunde faae kjøbt Noget af Bønderne, naar Tydskerne vilde have det, og disse eiede Huse i Byen og Skibe, uden at gjøre Rigets Tjeneste eller deeltage i Skatterne. Naar man forlangte dette af dem, svarede de, at de have Intet dermed; thi de havde hjemme i Rostock og andre Stæder, hvorhen de og droge, naar de have samlet sig Formue nok her i Landet. At dette forholdt sig saa, beviste de klarlig for os, siger Kongen. For Tydskerne kom did og fik Lov at kjøbe og sælge med Gjæst og Bønder, ved Lod og Kvintin, Aaret rundt mod Norges Lov, var her i Oslo 5–600 rige Mænd, Norges Rige til Hjælp og Trøst, hvor nu ikke er 60 huusarme Stoddere. Og Skylden hertil var ingen Andens end Tydskernes, som laa i Byen til dens store Skade og Fordærvelse. – For at rette herpaa forordnede derfor Kongen: 1) at Oslo By skulde for Fremtiden svare for Norges Konge alene, og kun i Krigstid staae under Lænsherren paa Agershuus; 2) at ingen Fremmed maatte handle Gjæst med Gjæst, at de skulde ligge i Kost hos Borgerne, og uden Landprang kun handle med Adel, Geistlighed og Borgere; 3) at enhver Tydsker, som vilde tage Borgerskab i Oslo og der inden 2 Aar gifte sig, skulde deelagtiggjøres i disse Privilegier, og at Kjøbmænd fra Rostock, Wismar o. fl. Søstæder forøvrigt fremdeles frit maatte seile paa Oslo og Tønsberg, naar de betalte Told efter Norges Lov.[104]
Med denne Forordning, som neppe siden i væsentlig Grad blev forandret til Fordeel for Tydskerne,[105] sattes endelig en Grændse for deres fordærvelige Enehandel, og dermed ophørte ogsaa temmelig pludselig deres Søgning til Østlandet. Christiern II begunstigede Hollænderne, for i dem at give Hansestæderne en farlig Rival i Handelen paa Norden. Dette lykkedes for en Deel; men han mistede Krone og Frihed, førend han saa de for Norge gavnlige Følger af denne Politik.
Af hvad saaledes her er oplyst om et enkelt Landskabs Handelsforholde under de foregaaende to Konger, vil man lettelig indsee, at det var med fuld Føie, at Rigsraadet 1513 fordrede, at ingen Privilegier maatte gives udenlandske Kjøbmænd uden Raadets Samtykke. De kunde ei vide, at den nyvalgte Konge virkelig havde ganske andre Begreber om og Planer med Rigernes Handel end hans Forfædre.
Der er vistnok endnu meget, som i Rigsraadets Klagepunkter og Kongens Svar kunde tiltrænge Oplysning eller give Anledning til Bemærkninger; men denne Afhandling er allerede bleven langt udførligere end paatænkt. Jeg maa derfor indskrænke mig til et Par Ord om den sidste Fordring, der sees samtidigt at være tilføiet med en anden Haand: “at Slotslovene udi Norge skulle forvandles til Rigens Raads Haand efter Eders Naades Affald“ d. e. at alle Fæstninger i Riget skulle, naar Kongen døer, staae under det norske Rigsraads Befaling, indtil Eftermanden er valgt. Grunden hertil er tildeels ovenfor paapeget. Uagtet det, naar Norge ligesom de øvrige Riger skulde være et frit Valgrige, maatte følge af sig selv, at Rigsraadet alene var Rigets lovlige Regent, naar Kongen døde, og at alle Indbyggere maatte lyde dette under Mellemriget, havde dog, som nylig saaes, den danskfødte Høvedsmand, som Christiern I havde betroet Bahuus Slot, holdet dette til Hertug Hans’s Haand 1481, strax Faderen var død; Rigsraadets Opfordring til Lydighed var forgjeves, og det mislykkede Forsøg paa med Magt at tage Slottet tilbage, udlagde de Danske som Vold og Opreisning mod den lovlige Herre.[106] For at forebygge sligt for Fremtiden, blev følgende Bestemmelse indtaget i Halmstads-Recessen: Vi skulle annamme alle Slotslove af Danmarks og Norges Raad i Danmarks og Norges Rige, og bepligte os at antvorde dem fra os, vore gode Mænd og Tjenere i forskrevne vore Rigers to Raads Haand, naar os forstakket vorder (d. e. vi døe). Skeer det og saa at nogen Slotslov anderledes før antvordes, da skal det ingen Magt have.“[107] Den findes imidlertid ikke gjentaget i Haandfæstningen 1513, ligesom Kongen ei heller giver noget Svar paa Raadets Fordring derom.
Tillæg til S. 216. Ved hvad her er ytret angaaende Tiden, fra hvilken indgiftede Udlændinger regnedes lige med Indfødte, har jeg ikke erindret Christiern Is Haandfæstning 1449, hvor Bestemmelsen derom uden Tvivl for første Gang forekommer saaledes: Og skulle vi ingen Udlændiske fange Slot, Land eller Læn her udi Norge, og ingen Udlændiske have udi Norges Raad, uden dem nu inde ere eller med Giftermaal kunde herefter indkomme i Riget.“ (Huitfeld 845.)
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Trykt af Hadorph bag Riimkrønikerne II. 305–306, og blandt „Några norske Förbund“ bag Olafs Saga 8vo S. 116–119.
- ↑ Her er udeladt: holde eller lignende.
- ↑ læs: giffues.
- ↑ Tilskrevet med anden Haand og Blæk, dog samtidigt.
- ↑ Den rigtignok mod Kongen aabenbart partiske Skibyske Krønike nævner Bispen af Bergen blandt de Prælater, Christiern havde forfulgt, (Script. R. Dan. II. 573), og Edvardsen fortæller (i sin haandsk. Bergens Beskrivelse), at Kongen ved Underretningen om Bisp Anders’s Død (Juni 1521) skal have ytret: „Nu, er han død; ellers havde vi en uplukket Gaas med hannem.“
- ↑ Script. R. D. II. 573. Kallske Manuskr. p. Kong. Bibl. i Kbhvn No. 590. 4to.
- ↑ Saml. t. norske Folks og Sp. Hist. I. 59.
- ↑ Behrmanns (i Christian II Historie II. 92 ff. trykte) Aktstykker bevise neppe, hvad han vil. Jfr. Norske Samll. I. 75 Anm. og det der Citerede.
- ↑ Om denne Tittel, som de holsteenske hertugelige Familier fremdeles føre, haves en særskilt i det Hele paalidelig Undersøgelse af G. L. Baden i hans „Afhandlinger“ 2det Bind S. 61 ff. Naar John (i Unionshistorien S. 343) paaberaaber sig Magnus Lagabøters Lovbog, (d. e. den borgerlige Landslov) som Hjemmel for Oldenborgernes Arveret til Norge, saa forvexler han denne med Rigets offentlige Ret, der ved Unionen med Danmark undergik en af samtlige Konger ved deres Thronbestigelse anerkjendt Forandring, og glemmer, at Arvefølgen i Norge var forandret af Sønnen Kong Hakon V, saa at det i ethvert Tilfælde neppe kan været Kong Magnus’s Rigs-Arvelov, som i 1450 stadfæstedes. Jahn vilde saaledes have ondt for at bevise Rigtigheden af sin Paastand sammesteds: „Norges Statsret erkjendte en arvelig Succession i Kongerækken, og Hertug Hans var, efter sin Faders Død, fuldkommen berettiget til at betragte sig som Konge over dette Rige, ligesom hans Broder og dennes hele Afkom med Rette kalde sig Arvinger til Norge.“ Haandfæstningerne blive dog den Tids vigtigste statsretlige Beviisbreve, og enhver af disse modsiger reentud denne uefterretlige Paastand. At Tittelen var ulovlig, erkjendes og af de Fleste, endog Tydskerne, saasom Schlegel Gesch. d. Kön. v. Dän. &c. I. 61–62. Christiani Gesch. d. Herzogth. Schleswig und Holstein unter d. Oldenb. Hause I. 161, hvor tillige berettes, at Dronning Dorthea var den, der først benyttede den for sin umyndige yngre Søn Frederik. – Jahns Partiskhed er for bekjendt til at behøve yderligere Beviser, og af Dahlmann tilbørlig revset f. Ex. Geschichte v. Dännemark III 193. Anm. 3.
- ↑ Samll. til Norg. F. og Sp. Hist. IV. 316.
- ↑ „Nu tꝍmist honum arfr“ er et almindeligt Udtryk i vore gamle Love, naar en Arv er falden, naar en Arv søger sin Arving. Dette var netop Tilfældet i Norge ved Olafs Død. Det følgende Udtryk: „og var da ingen ret Arving osv.“ antyder det andet Stadium i Ärvegangsloven, at nemlig ingen ret Arving meldte sig.
- ↑ Konunga-erfda ok rikis stjórn, udgivet af G. Thorkelin Hafn. 4to.
- ↑ Paludan Müller i Observ. crit. de foedere auspiciis Margaretæ icto feiler, naar han S. 6 erklærer, at den 11te Arv i Hakons Lov aabnede „Mosters Søn“ Arveret; thi dette er kun under Betingelse af, at Mosteren var af norsk Kongeæt, og det var Ingeborg ikke.
- ↑ Denne udentvivl aldeles nye Anskuelse af de norske Arveretsforhbolde 1388 skylder jeg Hr. Prof. R. Keyser, som har tilladt mig at benytte den her. I Nordmændenes Hyldingsbrev af 2den Febr. 1388 (Suhms nye Saml. III. 387) staaer det og udtrykkelig at de toge hende til Regent i Egenskab af Kong Hakons Dronning og Kong Olafs Moder. Dette strider mod P. Müllers anf. Skr. S. 8.
- ↑ Pal. Müller l. c. p. 10. Anm.
- ↑ Norske Rigsraads Erklæring, Pal. Müll. p. 106.
- ↑ Christoffers Valgbrev er tabt, men at han valgtes til norsk Konge, og aldrig betragtede sig som Rigets Arving, er hævet over al Tvivl, og desuden neppe modsagt af Nogen.
- ↑ Nye danske Magazin VI. 28–31. At virkelig Hyldingen i Marstrand af 3die Juli 1449, og ikke den samme modsatte Erklæring fra Nidaros af 24de Novbr. s. A. (Samst. I. 70–71) har været aftvungen, eller rettere af Rigsraadet er afgivet mod bedre Overbeviisning, fremlyser af det Beviis, man i Marstrand-Dokumentet lægger det norske Raad i Munden for Kong Christierns Arveret til Norge. „Kong Olafs Moder, Margreta“, staaer der, „og Kong Christians Morfader (Grev Gerhard VI af Holsteen) vare fødte af Sødskende“. Her forvexles Dronning Margretas Søster Ingeborg, gift med Hertug Henrik af Meklenborg, med Kong Albrecht af Sveriges Søster Ingeborg, der var en Datter af Hertug Albrecht af Meklenborg og den norsk-svenske Fyrstedatter Eufemia. Disse to Fyrstinder af samme Navn vare følgelig Svigerinder, men ikke i nær Slægt med hinanden, end mindre een og den samme. Fremdeles siges der i hiint Dokument, at „Kong Eriks Mormoder (d. e. den førstnævnte Ingeborg Valdemarsdatter af Danmark) og Kong Christians Morfader (Gerhard VI) vare og fødte af Søskende“, en Urigtighed, der er fremgaaet af samme Forvexling. Vildfarelsen er forøvrigt allerede paaviist af Carstens og Jahn (N. Danske Mag. VI. 30), og selv den Sidste antager den for at være begaaet forsætlig, fordi „Arvefølgen udgjorde et væsentligt Punkt i den norske Stats- og Privatret“, en Mening, mod hvis Rigtighed for hiin Tid vi alt have ytret os.
- ↑ Molbech i (Dansk) Hist. Tidsskrift. VI. 196.
- ↑ Samll. IV. 371–372.
- ↑ Haandfæstn. § 23, hvor han selv fraskriver sig Arvetittelen, og § 28, hvor han erklærer Norge for et frit Kaarerige, hvorfor Thronfølgeren ei maa vælges i Kongens levende Live. Saml. I. 67. At disse §§ ere indkomne paa Rigsraadets udtrykkelige Forlangende, sees sammesteds I. 332. Nor II. 514.
- ↑ Huitfeld S. 1243. 1245.
- ↑ Saaledes den nyeste danske Historieskriver C. F. Allen i hans Haandbog, 2den Udg. S. 268: “disse Lande bleve derved for stedse skilte fra Riget“, d. e. Danmark ifølge den hele Sammenhæng.
- ↑ Saaledes Molbech i Hist. Tidssk. anf. St.: “Dette (det norske Rigsraad) burde have betænkt sig inden det bevilgede Pantsættelsen; – – Vilde man (efter Sammenhængen: det norske Rigsraad) have Kongedatteren gift i Skotland og tilstaae saa høi en Medgift, da var det ikke at vente, at Christian vilde betænke sig meget paa at give Slip paa disse Øer.“ Schlegel Oldenb. Könige. I. 69 ytrer omtrent det Samme, og feiler, naar han anseer Norges Høihed over Orkenøerne og Hetland kun for nominel.
- ↑ Huitfeld S. 913. Torfæi Orcades. p. 188. Saml. t. Norske Folks og Sp. Hist. I. 9.
- ↑ Trykt af Hadorff, Riimkrønniken II. 305–306 og bag Olafs Saga 8vo. 116–119.
- ↑ Man har ingen anden Fyrstinde i Rigerne, end Christians Datter Margreta, da Hans’s Datter Elisabeth først fødtes 1485.
- ↑ Saml. t. Norg. Hist. I. 9.
- ↑ Orcades p. 108, hvor Huitfeld S. 913. 915 citeres, og S. 189 hvor han tilføier i Parenthes: verba sunt Hvitfeldii.
- ↑ Paus Norske Love. II. 271.
- ↑ Dahlmann har allerede følt det usandsynlige i, at det norske Rigsraad skulde givet sit Minde til Pantsættelsen. (Gesch. v. Dännemark. III. 246. Anm.
- ↑ Denne sidste Bemærkning gjælde som Svar paa Hr Allens Bemærkning i hans Comment. de reb. Chr. II exsulis S. 58–59 ang. min Afhandling i Nor II. 510 ff. om Dagen og Aaret for Frederik Is Valg i Norge. Til min Ytring i hiint Tidsskrift, at alle Frederik Is Regjeringshandlinger som norsk Konge før hiin Dag maa ansees statsretlig ugyldige, bemærker han, at Nordmænd længe før Aug. 1521, ja endog før Kjøbenhavns Erobring havde anerkjendt Kong Frederik. Dette er vist nok; men just heri ligger Ulovligheden; thi det tilkom hverken de af Forf. nævnte Danske H. Krumedike og V. Lunge eller de ikke nævnte Nordmænd een for een eller hist og her, men ene og alene det samlede danske og norske, eller in casu det samlede norske Rigsraad i Forening og lovlig sammenkaldt at vælge en Konge. Hvad der foregik underhaanden baade da og oftere før, især ved Christian Is Valg 1149–1450, var, saavidt skjønnes, aabenbart Brud paa Forfatningen, følgelig Landsforræderi. Det er netop denne underhaands Besnakken af Nordmændene, som man kunde kalde det, der gjennem hele Unionshistorien var det danske Rigsraads Politik, efter den gamle Regel: divide et impera. Men at det stedse lykkedes, er ganske vist et slet Vidnesbyrd mod Nordmændenes politiske Oplysning og Sammenhold.
- ↑ Torfæi Orc. 199. Suhm Danm. Hist X. 381 ff.
- ↑ Orcad. 198 ff.
- ↑ Orcad. 188. Donec ... Daniæ & Norvegiæ reges, æqua vicissim portione, easdem redimant. Meningen heraf kan vel ei være nogen anden, end at Rigerne skulde begge bidrage Sit og Ligemeget til Indløsningen.
- ↑ Dette Forslag blev, siger W. Scott, „gladly accepted“, (History of Scotland I. 312), som rimelig kan være.
- ↑ Samll. IV. 376.
- ↑ Hyldingsakten i danske Geheimarkiv.
- ↑ Et Tillæg i det andet Udkast til Klagepunkterne. Ved „Recessen“ sigtes formeentlig baade til den Bergenske og Halmstadske, som begge indeholde Forskrifter om exclusiv Indfødsret.
- ↑ Aftrykt hos Paludan-Müller l. c. S. 51–60.
- ↑ I Arveloven af 1302 (Konunga-erfða ok rikis stjórn) forbyder Kong Haakon (Thorkelins Udg. S. 30) Rigets Forstandere at inddrage udlændske Mænd i Landet, medens Kongen er umyndig, ligesom et lignende Løfte forekommer i de norske Raaders Forpligt til Kong Haakon V, dateret Tønsberghuus 20de April 1319, faa Dage før Kongens Død, hvori de love ham “ingen udlændske Mænd at inddrage til at have Huus (Fæstninger), raade Syster eller have Myndighed over Kongens frie Mænd, hverken i Kronarvingens umyndige Aar, eller siden, naar han bliver myndig.“ (Diplomat. Norveg. I. 138). Men disse med specielle Hensyn til visse indre eller ydre Forholde givne Bestemmelser kunne neppe ansees som en almindelig Regel i det Hele.
- ↑ Diplomatar. Norveg. I. 373– 371. Saaledes fastsattes og i et Forlig af 1569 mellem Biskoppen af Orknø og Hakon Jonssøn paa Kongens Vegne, at Øernes Embedsmænd skulde være indfødte, hvilket her nærmest var stilet mod Skotternes stigende Indflydelse. (Diplomatar. Norveg. I. 308).
- ↑ Et mærkeligt samtidigt Vidnesbyrd om Nordmændenes Dom om Margreta indeholder Annalerne i Cod. Arn. Magn. No. 411 4to (som nu skulle være trykte i Kjøbenhavn). “1412. Obitus fru Marægretar dróttningar. Hélt hon sinni ríkisstjórn til dauðadags yfir Noregi Sv. ok D. Er þat sannliga sagt, at hennar líki hefir eigi verit í fyrsøgdum ríkjum til ráða oli ríkisstjórnar.“
- ↑ Saml. t. Norg. Hist. IV. 350. 356. 357.
- ↑ Breve i danske Geheimearchiv og Deichmanns Bibliothek.
- ↑ Saml. t. Norg. Hist. III. 608.
- ↑ Saaledes som det i Saml anf. St. 250. Anm. 8 er antaget.
- ↑ Saml. til Norges Hist. VI. 11. Danske Mag. 3die Række II. 6. 8. 130.
- ↑ Haandfæstn. 1483. Saml. IV. 362.
- ↑ Haandfæstn. 1513. Saml. IV. 371–372.
- ↑ Huitfeld II. 1013. Maaskee har han kun sigtet til Penge-Boder, som Kongen har afpresset de i Urolighederne compromitterede Familier.
- ↑ Saml. IV. 371–372.
- ↑ Hiint Tillæg er ovenikjøbet mistænkeligt. Det staaer i saa aabenbar Modsigelse med alt Foregaaende og selve Haandfæstningens Aand, at jeg fristes til at antage det indsmuglet under Reenskrivningen, uden at Vedkommende ved Forseglingen ere blevne opmærksomme derpaa i dette vidløftige Dokument. Originaludkastet til Haandfæstningen vil, hvis det er til, kunne opklare dette.
- ↑ Se herom Keysers Ytringer ovenfor S. 21–23 og min Klosterhistorie, især S. 88. 407–109. Danske Magazin I. 321 ff.
- ↑ Diplomat. Norvegic. I. 126–127.
- ↑ Annalerne Cod. Arn. Magn. No. 411 4to. Det er dog tvivlsomt, om Nikolaus var Lægmand, da han vistnok er den Nikolaus Rusare, som i 1376 var Kannik i Roeskilde (D. Magaz. I. 226). Dipl. Norveg. I. 371.
- ↑ Dipl. Norveg. I. 313–314.
- ↑ Min Klosterhistorie S. 446–447. Samlinger til Norges Historie V. 333. ff.
- ↑ Dipl. Langebek. ved 1415.
- ↑ Lagebrings Svea Rikes Hist IV. 336. 576–578. Chron. de archiep. Upsal. 100. 101. “Argare bofwer var ei tå präst,“ siger Svenske Riimkrønike om ham.
- ↑ Endnu 1ste August 1133, Aaret før hans Død, kaldes han electus et confirmatus til Bergen, da han i Kjøbenhavn udstedte et Gjældsbrev til Kong Erik. (Danske Geheimearkiv.)
- ↑ I Margretas Instrux for Kong Erik (meddeelt af E. C. Werlauff i Nye Danske Mag. VI. 211 ff.) paa dennes norske Reise (1405 eller) 1406, erkjendes og, at det egentlige Rigssegl (sigillum) skulde være i Norge i Kantslerens Gjemme, medens Kongen hos sig havde det mindre Segl (secretum), som efter Kong Haakons Forordning egentlig Vicekantsleren skulde forvare (anf. St. 256–257). – Jeg benytter Anledningen her til at fremsætte min Formodning om, at hiin mærkelige Instrux er af 1405, og ikke, som den lærde Udgiver antager, af 1404; thi man seer (S. 253–254), at Kantslerembedet paa den Tid, Instruxen udstedtes, var ledigt, og at Arne Sigurdssøn først døde 1405 (Saml. III. 339) eller dog ikke før dette Aar, er neppe tvivlsomt. Aaret 1405 for Eriks Besøg i Norge stemmer og – saavidt jeg finder – bedre med de i Indledningen anførte Data, hvoriblandt især med Kongens Giftermaal, især naar man, med Hensyn til Udgiverens Bemærkning S. 211 Anm. 2, erindrer, at Kong Erik regner sine Aar i Norge fra en Dag mellem 7de og 23de Septbr. (rimeligst Mariamessen 8de September) 1389. 5te August 1403 er altsaa ganske rigtigt i Eriks 14de Aar, og Langebek kommer eet Aar tilkort i denne Konges Regjering, hvis Tidsregning Suhm har rigtig.
- ↑ N. D. Mag. VI. 253–254.
- ↑ Danske Mag. V. 292.
- ↑ I Antiqv. Archivet i Stockholm.
- ↑ Af Werlauff i Skandinav. Litteratur-Selskabs Skrifter XVI.
- ↑ Halmstad-Reces. Saml. IV. 350. 356. Dog er det Sidste tvivlsomt.
- ↑ Den Mester Christen, der af Langebek (D. Mag. I. 318) opføres som Provst i Oslo 1489 efter var, er Christiern Pederssøn, Provst ved Apostelkirken i Bergen, og Feilen er indkommen fra Huitfeld (S. 999), hvor efter “M. Christen“ Ordene: “Provst i Bergen, og Johan Povelsen“ ere udeglemte.
- ↑ Han levede endnu som Biskop i Oslo 29de Mai d. A. jfr. Saml. IV. 542.
- ↑ Jahn (Unionshistorien S. 450) fordreier denne Begivenhed aldeles, naar han beretter, at Domkapitlet i Oslo ved Herlags Død som sædvanligt “anmassede“ sig Valget af hans Efterfølger; men at Kongen dermed ikke var fornøiet, og “indsatte Anders Muus med Magt i sit Embede.“ Det var dog i Thorkells Embede, han indsatte ham, og skal et saa stærkt Udtryk som Anmasselse her bruges, saa passer det paa ingen Anden end Kong Hans; thi Kapitlet var i sin lovlige, og nu i nogen Tid ubestridte Ret.
- ↑ Originalen i Rostocks Arkiv.
- ↑ Saml. IV. 354. 372.
- ↑ Herom haves en vigtig Afhandling af P. V. Jacobsen i (dansk) Historisk Tidsskrift II. 1–88.
- ↑ Saml. IV. 356.
- ↑ Denne Benævnelse brugtes alene i Danmark, men det er dog ligefuldt mere end rimeligt, at § angaaer begge Riger, idet kun Concipisten har benyttet den for Danske forstaaeligste Terminologi. Forresten har denne § nærmest Hensyn til den Misbrug, at stille Nogen inden Riget for andre end hans lovlige Dommere, og er forsaavidt Unionsforholdene uvedkommende.
- ↑ Saaledes sad Norges Riges Raad Retterthing i Bergen i August og September 1524, da det der var samlet i Anledning af Frederik Is Valg m. v.
- ↑ N. Danske Magaz. VI. 219–250. Hermed bør sammenlignes hvad ovenfor S. 251 er omtalt, at Nikolaus Rusare allerede i 1386 havde ført Nidaros Erkestols Papirer og Kostbarheder med sig til Danmark, hvorfra Eftermanden Vinald i 1387 fik dem tilbage.
- ↑ Ulldalske Manuskr. paa Kongens Bibliothek i Kjøbenhavn. No. 376. 4to vol. I. Blandt disse Breve nævnes flere, som nu gjenfindes i danske Samlinger. Saaledes Kong Eriks norske Hyldingsbrev 1388 m. fl. i den Anledning, Hakon Jonssøns Brev om Seilads paa Grønland (Udvalg af danske Dipl. S. 19.), Mageskifte mellem Erkebispen og Kronen angaaende Kastelle Kloster o. s. v. Mange af disse Breve ere nu tabte, men benyttede af Huitfeld.
- ↑ d. e. thesaurus, die Trese, egentlig Skatkammer, der tillige var Arkiv, hvorfra f. Ex. Lübecks ældre Stadsarkiv endnu bærer dette Navn.
- ↑ Orig. i Lybeks Arkiv. Nor. III. 3. 41–42. Rostock nævnes ikke særskilt i dette Brev; men en af Dronning Margreta samme Dag udstedt Orginalvidisse af Privilegierne forvares i Rostocks Arkiv.
- ↑ Nor. anf St. 43. Rostocks Arkiv.
- ↑ Sammesteds 47. 49. Lybecks og Rostocks Arkiver.
- ↑ Rostocks Arkiv. Nor. anf. St. 51 52.
- ↑ Rostocks Arkiv. Pergament med Kongens Segl. Sub plica staaer: Dominus rex proprie, presentibus dominis Nicolao Erici, magistro curie, Eggardo Friele et ...... militibus. Dette var altsaa en aldeles uconstitutionel Resolution.
- ↑ Lybeks Arkiv. Registratur. Nor III. 3. 54–55.
- ↑ add. köb?
- ↑ Original paa Pergament med Kongens Segl i Rigsarkivet fra Oslo Raadstuearkiv.
- ↑ To Originalbreve i Rostocks Arkiv. Nor. III. 3. 59.
- ↑ Det kan vel ikke være tvivlsomt, at det er hiint Brev, som menes. I Hans’s Brev staaer der kun, at Faderens Brev er vedheftet, hvilket nu ei er Tilfældet. Men de to Breve af 1469 og 1474 ere de eneste fra denne Tid, som til vore Dage bevaredes samlede, skjønt ei længer sammenheftede, i Raadstuearkivet her.
- ↑ Orig. p. Perg. i Rigsarkivet fra Oslo Raadstuearkiv.
- ↑ Romsreisen tiltraadtes 8de Januar og fuldendtes 24de Aug. 1474. Schlegels Samlung II. 4. 39.
- ↑ Orig. p. Perg. i Rostocks Arkiv. Den danske Rigsraad Hr. Nikolaus Rønnow (altsaa en incompetent Mand) har paraferet Brevet.
- ↑ Rostocks Arkiv.
- ↑ Sammesteds.
- ↑ Orig. i Lybeks Arkiv, Registraturen.
- ↑ I Recessus Hansæ vol. IV, hvori Uddrag af Søstædernes Fuldmægtiges, Hr. Paridams, Indberetninger ere indtagne.
- ↑ Begge i Rostocks Arkiv.
- ↑ Hadorph, Några Norska Förbund. 8vo. 117. 119. jfr. 112. Riimkrønniken II. 306.
- ↑ Sammesteds 125. i Brev fra Bahuus af 24de August 1482. Man læse Jahns Fremstilling af disse Tiders Begivenheder (Unionshist. 347.) og sammenligne dem med den her leverede.
- ↑ Saml. IV. 358. 361.
- ↑ Orig. p. Perg. i Rostocks Arkiv.
- ↑ Orig. p. Perg. i Rostocks Arkiv.
- ↑ Sammesteds.
- ↑ Efter en samtidig Afskrift i Rostocks Arkiv. En Oversættelse heraf er trykt hos Paus II. 278–280.
- ↑ Christiern II fornyede nemlig i sin Haandfæstning Faderens Løfte i denne Henseende. Saml. IV. 371.
- ↑ Jahns Unionshistorie 348.
- ↑ Saml. IV. 358–359.