Bidrag til Bergens ældre Topografi
Den Flor, som den topografisk-historiske Literatur skjød i det forrige og Begyndelsen af dette Aarhundrede, er allerede engang samlet gaaet over i Krafts i flere Henseender klassiske Verk. Herved er et frugtbart Overblik vundet. Men skal et endnu høiere Standpunkt naaes, maa Kritiken atter gaae tilbage til det enkelte. Understøttes den da tillige af Lokalkundskab som dens uundværlige Ledsager, turde den igjen fremkomme ikke alene med Berigtigelser til det forhen fremstillede men ogsaa med Berigelser dertil. Ved det sidste sigtes især til endeel, som den første Bearbeidelse lod upaaagtet men som, nøiere gransket, udentvivl vil afgive ikke uvigtige Bidrag til Kulturhistorien.
Dette gjælder ogsaa den Egn, som her nærmest haves for Øie; thi ihvorvel baade dens Topografi og Historie paa Grund af deres store Interesse for Landet i det hele, mere end nogen andens har været Gjenstand for videnskabelig Behandling, er der dog endnu meget at berigtige.
Den første trykte Beskrivelse af Bergen blev som bekjendt Udgivet af Holberg (1737). Denne Bog er dog, som det ogsaa i Fortalen siges, for største Delen kun Edvardsens Beskrivelse sat i Stil til Folkelæsning, og bør derfor ved kritiske Undersøgelser lades ud af Betragtning, da man naturligviis ikke bør tage fra anden Haand hvad man kan have fra første. Herpaa har man imidlertid ikke været opmærksom nok, og derved ere flere Urigtigheder fremkomne. Men at Holberg ved Stoffets Overlevering skulde forholde sig ganske passiv som en blot og bar Kommissionær, uden at berige det med flere Lysglimt, var lidet tænkeligt. Dette stadfæster sig ogsaa paa flere Steder, men især i Kapitlet om Byens Karakter og Indbyggernes Naturel; thi her har hans skarpe Blik for alt eiendommeligt i Forening med Klarheden og Lunet i hans Fremstilling paa engang givet os et interessant Billede og tillige frembragt et Arbeide, der værdigen slutter sig til hans øvrige.
En selvstændigere og mere kritisk Bearbeidelse aabenbarer sig i den næste Beskrivelse (af Sagen og Foss), som derfor ogsaa har afgivet en god Støtte for den senere Forskning i Norges Historie, og naar den desuagtet nu er modtagelig for Berigtigelse, saa ligger Grunden hertil ikke saameget i Længden af den Tid, der er forløben siden dens Udgivelse (1824), som deri, at det netop er i denne Mellemtid, at Kritiken i den norske Historieforskning er voxet frem til Modenhed og nye Kilder bragte for Lyset.
Hvad specielt Byens ældre Topografi angaaer, har Hr. Sagen i „Urda“ leveret flere interessante Bemærkninger, som knytte sig dertil. Sammesteds har Hr. Hesselberg nærmere bestemt en Deel Punkter og ved sit tilføiede antikvariske Kart meget lettet Oversigten for senere Undersøgelser. I Hr. Munthes Anmærkninger til Snorre Sturlessøn har denne Egn modtaget ny Belysning, og endelig har Hr. Lange i „Nor“ nøiere bestemt Beliggenheden af et Par Steder.
Vel er ogsaa denne Deel af Landet behandlet i Lassens geografisk-statistiske Beskrivelse af Norge (1845). Men da dette Skrift, som allerede paaviist af en Anmelder i „Norsk Literaturtidende,“ ikke er fremgaaet som Resultat af eget Studium, men med Hensyn til det geografiske kun er at betragte som en Kompilation af Munthes Anmarkninger til Snorre, saa var derved for Videnskaben intet Fremskridt at vænte. Dets nærmeste Hensigt var vel at give en Sammenstilling af Videnskabens Resultater paa dens nuværende Standpunkt, og dette kunde have sin Nytte, naar det var gjort med Skjønsomhed. Men denne spores der lidet af paa de tre Sider, hvor Bergen og dens Omegn afhandles; thi her er et aabenbart Tilbageskridt. Fra det klare og rigtige sættes man atter tilbage i det dunkle og urigtige, og Grunden hertil er ingen anden end Mangel paa Lokalkundskab.
Skulde en ny Udgave af den sidste Bergens Beskrivelse igjen se Lyset, kunde Stoffet, foruden som oven bemærket at modtage flere Berigtigelser i det faktiske, tillige ordnes paa en mere organisk Maade. En Deel kunde bortskjæres og en Deel fra nyt af tilføies. Til det første hører f. Ex. Handelens Statistik, der nu efter en nøiagtig Benyttelse af Kilderne klart og udtømmende er fremstillet af Hr. Kraft, og til det sidste foruden flere Karter og Tegninger[1], som paa Grund af Omstændighederne ikke bleve tilføiede, uagtet det laa i Udgivernes oprindelige Plan, en Udsigt over den bergenske Dialekt, hvori Byens Eiendommelighed allerskarpest fremtræder, og en Beskrivelse af de ældre Bygninger. Ved disse Retninger, hvor en fremmed Indflydelse sjælden undlader at ytre sig, forsaavidt den overhovedet har fundet Sted, vilde Urigtigheden af den Paastand kunne paavises, at der i Bergen endnu skal findes betydelige Spor af Hanseaternes Ophold der. Thi hvad først Dialekten angaaer, er det saa langt fra at den er bleven fortydsket, at den tværtimod i høiere Grad end i nogen anden norsk By nærmer sig til Fjældsproget og det norrøne. Heller ikke paa Bygninger spores nogen tydsk Indvirkning. Hvad man meest har villet karakterisere saaledes, Formen af Stuerne paa Bryggen, er nemlig noget, der tydelig er overført fra Landet og modificeret efter Behovet: Gavlen og den smale Side mod Gaden, for at saamange som mueligt kunde have Adgang til Søen, og Dybden indad, for at saameget desto større Pakrum kunde opnaaes. Og ved de mere monumentale Bygninger gjentager sig i Bergen det samme, som i det øvrige Norge, hvor Arkitekturen ikke nogensinde synes at have hævet sig til det Trin, hvor den paatrykker sine Verker et nationalt Præg[2]; dertil manglede Betingelsen. Ideen ikke alene indbragtes udenfra, men den gjennemførtes udentvivl ogsaa af udenlandske Bygmestere, der for en stor Deel endog synes at have været understøttede af fremmede Haandverkere. Disse Verker ere derfor ikke i den Grad nationale som andetsteds, hvor Folket, efterat dets Skjønhedssands var udviklet, har udpræget sig i Kunsten; kun forsaavidt fortjene de dette Navn, at de ere knyttede til vor Historie. Men netop derved, at de have bibeholdt deres fremmede Oprindelse uforvandsket, seer man ogsaa klarere her, end andetsteds, fra hvilken Kant de ere komne. De ældre Monumenter staae saaledes som Vidner om, at intet Land har i Middelalderen haft saamegen Indvirkning paa Norge som England. Ligesom Religionslærere Bogstavskrift, Dragt o. m. kom derfra, saaledes ogsaa Bygmestere, der efter Tidsfølgen indførte den angelsaxiske, normanniske og engelske Stil. Med Udløbet af det fjortende Aarhundrede synes Trangen til denne Slags Bygninger for største Delen at være tilfredsstillet, og forsaavidt den endnu en sjælden Gang især paa Landet ytrede sig, har man efterlignet de allerede tilværende. Herved er dog ikke fremkommet noget, som kunde kaldes en Reproduktion i mindre Maalestok af enkelte rigere og skjønnere Exemplarer; det er meest kun det tørre Schema, blottet for al Prydelse, som er optaget. Maaske har i denne Tid Landets egne Børn taget en mere virksom Deel i Arbeidet, hvorved der i Anordningen hist og her er fremkommet noget eget. Dette Forhold har sandsynligvis vedblevet indtil Reformationen. Fra denne Tid og endnu mere fra Begyndelsen af det 17de Aarhundrede er det den nederlandske Stil med den igjen optagne Rundbue, som overalt gjør sig gjældende. Men var den allerede i Hjemmet nyktern, saa er den ikke bleven rigere ved at omplantes paa norsk Grund. Tvertimod er den her bleven saa nøgen og karakterløs som mueligt, og synes endelig at være kommen til sin yderste Grændse af Hæslighed i Frelserens Kirke i Christiania.
Hvad der her i Korthed er sagt om norske Bygninger i Almindelighed, finder ogsaa sin Bestyrkelse i Bergen. Noget fra det øvrige Norge forskjelligt har dog her ytret sig derved, at i det 16de Aarhundrede skotske Bygmestere fortrinsvis benyttedes. Dette staaer i nøie Forbindelse med Skotternes Stilling forøvrigt i Bergen. Lige fra Byens Anlæg havde de mere end noget andet Folk deeltaget i Handelen, og synes stedse at have været vel optagne af Nordmændene, ved hvis Side de ogsaa stille sig ligeoverfor Hanseaterne, der iagttage dem med mistænkelige Blikke, og paa alle muelige Maader søge at fortrænge dem. Men vare Skotterne begunstigede af Indvaanerne, saa maatte de ogsaa lide derfor. Thi vi see flere Gange i det 16de Aarhundrede, at naar Rivningen imellem Hanseaterne og Borgerne har varet en Tid, og der endelig skrides til Haandgribeligheder, saa gaaer det altid først ud over Skotterne.
Blandt de mange Konjekturer[3], som dette Navns Dunkelhed har fremkaldt, syntes unægtelig den at have meest for sig, der antog Ordet for et gammelt Dativ istedetfor björgum (Dat. Plur. af bjarg, Bjærg). I Førstningen kun brugt appellativisk, skulde det da senere have fæstet sig til Stedet som et Nomen proprium. Denne Etymologi synes ogsaa at have foresvævet den Tid (Begyndelsen af det 13de Aarh.), da man først gjengav Navnet paa Latin med Bergæ -arum, istedetfor at man skulde have væntet Björgvina el. -vinia, ligesom man skrev Nidrosia, Asloia, Stavangria osv. Hvad der imidlertid talede imod denne Antagelse var, at Endelsen „vin“ efter al Sandsynlighed maatte være den samme, som forekommer i mange andre Stedsnavne (Hofvin, Skoðvin, Taðvin, Helluvin, Grönvin, Endavin o. f.), hvor den ikke vel lod sig forklare som noget dativisk, men snarere maatte være et selvstændigt Ord. Men Betyningen deraf kjendtes ikke, som rimeligt var. Thi efter hvad der nu er oplyst[4], findes ikke „vin“ som Appellativ endog i de ældste Levninger af det norrøne Sprog, hvorimod det først træffes i det beslægtede gotiske, hvor „vin“ eller „vinja“ betyder Græsgang. Ved „Björgvin“ betegnes altsaa en Bjærggræsgang, et Navn, der endnu træffende karakteriserer Lokaliteten. Om Navnet forresten skriver sig først fra den Tid, da Byens nuværende Territorium efter al Sandsynlighed tjente som Græsgang for Kongsgaarden Álreksstaðir, eller om det er ligesaa gammelt som Egnens Bebyggelse af den norrøne Folkestamme, kan ikke afgjøres, men det sidste er vel det rimeligste.
Herr Kraft siger i sin Norges Beskrivelse at Navnet „Bjørgvin“ allerede i den sidste Halvdeel af det 13de Aarhundrede gik over til „Bergvin“ Dette er ikke ganske rigtigt og vilde ogsaa være en Synderlighed, da vort Oldsprog i den nævnte Tid endnu havde sin fulde Reenhed. Paastanden er forresten let forklarlig. Man havde nemlig, da Herr Kraft anstillede sin Undersøgelse, endnu ikke nogen kritisk Udgave af Diplomer. Nu have vi to saadanne i Munchs Cod. Munkaliv., og Langes og Ungers Diplom. Norveg., og her forekommer Navnet hyppigt nok til deraf at uddrage en temmelig paalidelig Slutning. Gjennemgaaer man disse Samlinger, vil man finde, at det oprindelige „Björgvin“ bruges ligetil 1393. Rigtignok forekommer „Bergvin“ allerede før denne Tid, men dog ikke før Begyndelsen af Aarhundredet; indtil 1350 bruges det endnu sjælden, men fra 1350–1393 tiltager Brugen deraf i stigende Progression, medens „Bjørgvin“ i samme Grad aftager og endelig fra det sidstnævnte Aar aldeles forsvinder, idet „Bergvin“ eneraadende indtager dets Plads. Men allerede efter 1427 synes det (med Bestemthed kan det ikke paastaaes, da den af Samlingerne, som gaaer længst, standser ved dette Aar) at være gaaet over til „Bergven“, der endelig gjennem Mellemleddene „Berghen“ eller „Berghenn“ og „Bergenn“ omtrent ved Midten af det 16de Aarhundrede gaaer over til „Bergen.“
Man har villet tillægge Byen flere Navne. Saaledes siger Absal. Pedersen i sin Norges Beskrivelse „den Tid, Kongerne regerede her i Norge, siger en Part hun (Byen) hed Fagervig, en Part Haslevig,“ og i „Urda“ siger Herr Sagen, at den i Landnamabok skal forekomme med Benævnelsen „Husene“ (húsunum). Men den første Paastand kan med god Grund benægtes. Thi saa ofte som Byen forekommer baade i Sagaerne og Diplomer, maatte man dog der see Spor af, at en saadan Benævnelse havde fundet Sted. Men dette er ikke Tilfældet. Ikke engang før Olaf Kyrres Tid forekommer[5] Stedet under andet end det sedvanlige Navn. Og hvad Sagens Paastand angaaer, da har den nyeste Udgave af Landnámabók (Isl. Sög. I, 1844) optaget i Texten „Björgvin“ istedetfor „húsunum,“ som den ældre Udgave har. I Noten paavises tillige, at det sidstnævnte Udtryk er fremkommet ved en Afskriverfeil af „Hernum,“ som intet har med Bergen at gjøre.
Endelig hører herhid følgende Sagn, som Abs. Pedersen anfører i sin Norges Beskrivelse. “Da han (Haakon Adelsteensfostre) havde sit kongelige Sæde her (Álreksstaðir), og Fæet gik der ned i Byen, som nu Gaardene og Kaalhaverne staae, da blev det sagt for Kongen, at der holdtes og hørtes i Jorden et Lyd af Mennesker, ligesom mange Folk skulde tale sammen; da Kongen det hørte, blev han underlig derved, og mente, at det skulde betyde noget Ondt; da svarede en gammel Mand og sagde: nei, naadige Herre! frygter Eder intet, thi det betyder intet Ondt, men bemærker, at udi sin Tid, da skal der bygges en fin Stad, udi hvilken skal bruges stor Handel og Vandel“. Vi see her en naiv Tids Stræben efter at omgive sin Yndlingsgjenstand med en mythisk Glorie, og forsaavidt kan det sættes ud af Betragtning. Men noget er udentvivl sandt deri, nemlig at Stedet i Kong Haakons Tid endnu var saa godt som ubeboet, eller i al Fald var et saa ubetydeligt Fiskerleie, at det ikke besøgtes af fremmede Handelsmænd,[6] og dernæst, at Byens nuværende Territorium tilhørte Kongsgaarden Álreksstaðir[7]. For den sidste Paastand kan vel ikke fremføres ubestridelige Grunde, men Rimelighed taler for at Alreksstad, der allerede forekommer som Kongsgaard i det fjerde Aarhundrede, har indbefattet den største Deel af Dalen og strakt sig i Nord ligetil Søen. Vi maa da tænke os, at Olaf Kyrre, efter at der paa Strækningen imellem Vaagsbunden og Holmen (Bergenhus) fra et i Førstningen ubetydeligt Fiskerleie var fremvoxet en Slags By med den Betydenhed, at den allerede fra Harald Graafelds Tid havde været besøgt af fremmede Handelsmænd, har bestemt at danne en egen fra Landet adskilt Kommune deraf. Ligesom han derfor ved at bygge Kirker og flytte Biskopssædet dertil sørgede for Stedet i geistlig Henseende, saaledes kan man vel af Snorres Udtryk, „at han satte Kjøbstad i Bergen“ slutte, at han ogsaa i verdslig Henseende har oprettet en egen Menighed[8] med sit Bymot og sin Gjaldkeri i Spidsen. Han har da tillige afgivet Byens Territorium fra sin Gaard Alreksstadir og optrukket Grændserne derfor. Bestemmelsen af disse Grændser eller den saakaldte Takmark findes i Magnus Lagabøters Bylov, men har hidtil hverken været oversat saaledes, som Sproget og Lokaliteten fordrer det, og heller ikke, hvad den sydlige Linie angaaer været rigtig bestemt.
Rigtig oversat lyder den saaledes: „Gunnildsaa raader mod Norden og ind til Varden paa Fjældet oppe i Vaapnedal, og derpaa sydefter norden om Bredemyr, og saa ned i Alrekstadsvand (Svartediget), og derpaa ned i Korsbro, og saa over i Strømmen (ved Nygaard) og hele Sydnes (d. e. den Halvø som indbefatter Nygaard Møhlenpris og Dokken) og Nordnes, og fra det ydre af Nordnes indenfjords efter Synslinien til Gunnildsaa“. Gunnildsaa har altid med fuld Føie været forstaaet om Lille-Sandvikselv. Det er derfor uden Grund, at Hesselberg paa sit Kart sætter Grændsen udenfor dette Sted, ligesom det heller ikke er rigtigt, naar han sætter den omtalte Varde paa Sandviksfjiældet. Fra Gunnildsaa gik Grændsen nemlig ind til Varden o. s. v., det vil sige den fulgte den af Naturen anviste Vei ved fra Sandvikselven at gaae op igjennem Skrædderdalen (Vápnadal) til Varden paa Fløifjældet. – Takmarkens sydlige Grændselinie „fra Alrekstadsvandet ned i Korsbro“ har hidtil været urigtig ansat, da Korsbro forstodes om den Bro, som fører over Nobbeelven. Man maatte allerede blive mistænkelig mod denne Ansættelse, da Terrænet langt naturligere afslutter sig noget længere nede ved Fløen, og da den Elv, som løber ned her, endnu danner en Grændse, nemlig imellem Domkirkens Landsogn og Aarestads Sogn. Og at Grændsen ogsaa for den verdslige Jurisdiktion, før nogen Forandring var foretaget deri, gik her, siges ligefrem i Fastings Beskrivelse[9]. Oprindelig har altsaa baade Byens geistlige og verdslige Territorium endt her. Paa hvilket Punkt Korsbroen har ført over Elven, kan ikke med Bestemthed afgjøres da intet saadant Navn nu findes. Ved Fløen kan det dog ikke have været, da dette Navn (nor. flói, der staaer i Forbindelse med Verbet „flóa, berg. Dial. flöe) viser, hvad Terrænet ogsaa bestyrker, at Alreksstadsvaagen (Lungegaardsvandet) i Fortiden gik meget længer op end nu, og gjorde en Vei saa godt som umuelig. Efter al Sandsynlighed maa derimod Korsbro forstaaes om Broen i Kalvedalen. Saa ofte der nemlig i Sagaerne tales om Reiser fra Bergen til Landdistrikterne, see vi, at Turen gaaer op over Borgerskaret, altsaa fra Byen op gjennem Kalvedal og langs Svartediget. Endnu længe efterat en kongelig ridende Post var oprettet imellem Bergen og Christiania (1649), ja ligetil Slutningen af forrige Aarhundrede gik Postveien her. – Navnet Korsbro skriver sig vel fra, at der paa Broen stod et Kors, som sedvanligt dengang ved Enden af Byerne.
Naar der er sagt, at Olaf Kyrre fortrinsvis opholdt sig i
Bergen, da er dette mindre rigtigt. Vel kan det ikke nægtes, at
han af og til sad der; thi dette kan sluttes deraf, at Skule, Toste
Jarls Søn, efterat have afstaaet Olafs Tilbud om et Fylke blandt
Veizler, som laa nær de Kjøbstæder hvor Kongen var
vant at sidde om Vinteren, ogsaa udbeder sig nogle Jorde
paa Hordeland[10], hvor der ikke fandtes andre Byer end Bergen.
Men der kan endog være Rimelighed for, at om Kongen ogsaa
stundom færdedes paa denne Kant af Landet, hvor den nye Kjøbstad
i flere Henseender paakrævede hans Opmærksomhed, saa har
han dog ikke boet i selve Byen, hvor der i hans Tid endnu ikke var nogen Kongsgaard, men paa sin Gaard Alreksstadir. Var
der derimod nogen By i Landet, hvor han kunde siges fortrinsvis
at opholde sig, saa maatte det være Nidaros. Denne vedblev ligetil
1130 at være Kongernes stadigste Opholdssted, her bleve de ogsaa
begravne. Først fra Eystein Magnussøns Tid (1103) begyndte
Kongerne mere at dele sig imellem Nidaros og Bergen, og fra
Harald Gilles Dage (1130) blev denne den fornemste By. Kongerne
havde sit faste Sæde der, deres Begravelse foregik der, og
fra Magnus Erlingsøns Tid tillige deres Kroning. Men naar
man lader dette ophøre allerede ved Haakon Haakonssøns Død
(1263), er det urigtigt. Thi efter al Rimelighed tilbragte ogsaa
hans Søn Magnus Lagabøter født som det synes, opdragen og
kronet (1261) i Bergen, efter sin Tronbestigelse sin meste Tid her,
hvor han tillige døde (1280). Vel siges der i Falsens Norges
Historie (IV 163): „et Bevis paa hvor ufuldstændige Efterretningerne
om vore Norske Konger fra denne Tid blive, er, at man
ikke finder optegnet hverken hvor Magnus døde, eller hvor han
blev begravet.“ Men dette forholder sig ikke saa. Allerede af
hans eget Testament (S. R. D. VI. 251) maatte man slutte, at
han blev begraven i Bergen. I Enden af dette Aktstykke siges
nemlig: „Hertil føie vi, at naar vi paa Herrens Kalden flytte
fra dette Liv, vælge vi under Herrens Forsyn en kirkelig Begravelse
hos Minoritterne i Bergen, og i dette Valg af Begravelse
forbyde vi strængeligen (firmiter) i Gud Faders den Almægtiges
Navn, at Nogen af Vore, i hvilketsomhelst Frænd- eller Slægtskabsforhold
han staaer til os, tiltager sig (præsumat) at modsætte
sig vor Vilie.“ Og i Arne Bisk. Saga Kap. 25 fortælles, at
Kong Magnus døde i Barin (Björgvin), hvilket endmere bestyrkes
af Scr. Rer. Svec. I. 77, hvor der tillige udtrykkelig siges, at han
blev begraven hos Minoritterne i Bergen. Naar Kongen i sit
Testament forlanger en „kirkelig Begravelse,“ maa derved forstaaes,
at han vilde bisættes i Klosterets Kirke[11]. Saalænge denne stod urørt, har hans Minde udentvivl været levende her; thi efter al
Rimelighed har man i Klosteret høitideligholdt denne Konges Anniversar, da han næst Klosterets Stifter Haakon Haakonssøn, var dets
største Velynder og Velgjører. Men ved Klosterets og Kirkens
Brand i 1464 er formodentlig - ogsaa den kongelige Grav bleven
forstyrret og den sidste Munk, som overlevede denne Begivenhed,
har da taget med sig i Graven Kundskaben om, at der inden disse
Mure hvilede en af Norges Konger. Thi paa Reformationstiden,
da Gjeble Pedersen forbedrede Kirken (1537), var det ganske gaaet
i Forglemmelse, ellers vilde sikkert Absalon Pedersen, en af de faa
Nordmænd, hos hvem i denne Tid Følelse for de nationale Minder
endnu var vaagen, have fortalt det. Ogsaa under den følgende
Konge, Erik Magnussøn, vedblev Bergen at være Residens. Han
kronedes i Kristkirken der (15 Juli 1280), og hans Bryllup med
Margreta Datter af Skottekongen Alexander, stod der 1281
(Arn. Bisk. Saga. kap. 31). Sandsynligvis blev han ogsaa begravet
i Kristkirken. Han døde nemlig i Bergen (ikke i Tunsberg,
som Falsen siger) Mandagen den 13 Juli 1299. Dette sees af
den bergenske Biskop Audfins Brev til Thord, Biskop paa Grønland
(Fin. Joh. hist. eccl. Isl. I, 401) og desuden af et andet
Diplom (Saml. t. N. F. o. S. Hist. V, 544). Men fra 1299 ophørte
Bergen at være Kongernes stadigste Opholdssted. Vel var
ogsaa Eriks Broder og Eftermand Haakon ofte her, men hans
faste Sæde var dog paa Østlandet, hvor Forholdene med Sverige mere udkrævede hans Nærværelse. Ikke heller blev efter 1299 nogen
Konge kronet eller begravet i Bergen.
At dette har været Benævnelsen paa en Bugt indenfor Hegranes (Hegrenes), kan ikke være tvivlsomt. Spørgsmaalet er derimod, om, som Herr Sagen mener, dermed har været betegnet hele den Strækning, som nu kaldes Sandviken, eller som Herr Munthe og Herr Hesselberg antage, kun den Deel deraf, som i yngre Tid har faaet Navnet „Nyhavn“. Vel kunde denne Tvivl synes at være hævet allerede af Edvardsen, der ligefrem siger, at Sandviken i gamle Dage kaldtes Hegravik, men uagtet man ellers har Grund til at prise Sandruheden hos denne Forfatter, hvis fortjenstfulde Verk kan betragtes som et rigt Magasin for Bergens Historie, bør man dog ikke stole paa ham, hvor han afhandler Gjenstande og Forholde, der ligge langt forud for hans Tid. Idet vi derfor sætte hans Udsagn ud af Betragtning, skulle vi holde os alene til Sagaerne, hvor Stedet kun forekommer en Gang nemlig i Heimskr. Magnus Blind. og Harald Gil. Saga Kap. 7 (jfr. samme Saga i Fornm. Sög. VII, 148). Det fortælles der, at da Harald Gille i 1135 agtede at angribe Kong Magnus i Bergen, lagde han først til ved Nordnes. Magnus, som imidlertid havde samlet sit Folk i Kristkirkegaard paa Holmen (Bergenhus), drog da ind ad Vaagsbunden til, for fra denne Kant at imødegaae Haralds Angreb. „Da saa Kong Magnus og hans Mænd, at Kong Harald havde roet med hele sit Folk over i Hegravik, gaaet op der og saa den øvre Vei op paa Bakken ovenfor Byen.“ Nu vendte da Magnus igjen ud efter Gaden. – Naar det her lægges Mærke til, at Endemaalet for Haralds Plan, da han drog fra Nordnes, var at bemægtige sig Holmen, saa maatte han, naar han fandt, at Omstændighederne ikke tillode at gaae lige løs paa dette Punkt, dog idetmindste søge et Landingssted der laa det nærmere og ei fjærnere. Imellem Holmen og den sydlige Grændse af Sandviksbugten kan det dog ikke have været, da de der liggende Bugter havde egne Navne, og altsaa ikke betragtedes som Dele eller Fortsættelse af Hegravik. Vi maa derfor ansætte Landingsstedet ved det sydligste af Sandviksbugten omtrent ved Lille-Sandvikselv, hvorfra „den øvre Vei“ gik forbi den nuværende „Ladegaard“ ind til Høiden bag Byen. At Landingen derimod skulde have fundet Sted i „Nyhavn“, har al Rimelighed imod sig. Baade tilsøes og tillands vilde Veien derved være meget forlænget, og det gjaldt at benytte Tiden saa godt som mueligt, medens Magnus var borte fra Holmen.
Er den ovennævnte Antagelse rigtig, saa følger deraf, at „Hegravik“ har indbefattet hele den Bugt, der i Nordvest begrændses af Hegrenes og i Sydost af Lille-Sandvikselv eller Rothaugen. Da Ordet „Hegre“ endnu haves i Sproget, behøves ingen nærmere Paavisning af Navnets Etymologi.
Forøvrigt maa Fagrskinnas Fortælling af denne lille historiske Begivenhed afgjort tillægges Fortrinnet fremfor de oven citerede Bearbeidelser. Med et langt større Præg af Oprindelighed og objektiv Sandhed forbinder den nemlig en større Sikkerhed og Livlighed i at forfølge Handlingens Gang i dens Enkeltheder, og synes ved Udtrykket „at de hamlede (hömluðu) Skibene til Nordnes“ at antyde, hvad der ogsaa har Rimelighed før sig, at Meningen med Haralds Landstigning paa Nordnes kun har været for derfra at overskue Terrænet eller maaske blot kvantsvis før at lokke Magnus fra Holmen. Ganske forskjellig fra de øvrige er Fagrskinna deri, at den lader Harald lægge med Skibene fra Nordnes (ikke til Hegravik) men over til selve Holmen. Der synes ogsaa at tale meget for Rigtigheden af denne Angivelse. Han havde jo nemlig fra Nordnes seet Kong Magnus med hele sin Hær forlade dette Punkt, og der var saaledes ingen Modstand at befrygte ved Landingen.
Herr Lange har i „Nor“ tydelig paaviist, at ved „Tøluholm“ maa forstaaes det nuværende „Holmen“ (egentl. Christiansholm). Herved er et Moment mere givet til at anvise „Tøluvik“ dens rette Plads; thi at disse to Steder korrespondere med hinanden, synes klart. I Inge Baardssøns Saga Kap. 16 fortælles, at da Baglerne i 1207 agtede at angribe Birkebenerne i Sverresborg, ordnede de sig under Roningen mod Byen saaledes, at „somme roede til i Tøluvik, men somme lagde ind under Borgen (eller Bjærget); hvert Parti gik derpaa op imod Borgen“ (reyru sumir af i Töluvik, en sumir lögðu utan undir borg (bergit), gengu þá upp hvárirtveggja at borgini.)
Herr Hesselberg bemærker i „Urda“ meget rigtigt, at Sverresborg næppe med Held kunde angribes uden fra den sydostlige og nordvestlige Side, og at ved „ind under Borgen eller Bjærget“ maa forstaaes den lille Bugt, som gaaer ind ved det nuværende „Buntlabo“. At det sidstnævnte Sted har været betegnet med Udtrykket „under Bjærget“, sees ogsaa af Sver. Saga. Kap 76, hvor der fortælles, at Sverrer under Angrebet paa Bergen i 1183 blandt andet gav Ordre til, at hans Broder Erik skulde roe „under Bjærget“, lande der og lade sit Mærke gaae udenom Kristkirkegaard og saa frem i Kongsgaarden.
Men naar Hesselberg ansætter det Sted (Tøluvik), hvor det andet Parti landede, ved Dræggen, da kunne vi ikke være enige med ham. Hvad der nemlig kunde synes at tale for denne Antagelse, er nu bortfaldet efterat det, som oven bemærket, er paaviist, at der ved „Tøluhølm“ ikke kan forstaaes „Bergenhus“ men „Christiansholm.“ I Nærheden af eller ligeoverfor denne sidste maa altsaa „Tøluvik“ søges, og her frembyder sig kun en Bugt, hvorom der med Rimelighed kan være Tale, nemlig „Skudeviksbugten.“ Vel mener Hesselberg, at et Angreb paa Bergen fra denne Side ikke var mueligt; men Sagaen siger heller ikke, at det skede der. Den fortæller kun, at det ene Parti landede i Tøluvik (Skudeviken), og gik op derfra mod Borgen. Selve Angrebet maa derimod være foretaget fra Høiden sydost for Sverresborg.
Hvad Etymologien til Navnet Tøluholm angaaer, er det klart, at det maa udledes af tala, gen. tölu. Men da der haves to saadanne Ord, hvoraf det ene betyder Tale, Samtale, det andet et kugledannet Legeme, Perle paa en Rosenkrands, kan der være Tvivl om, til hvilket af disse Navnet har Hensyn. Maaske turde det sidste have meest for sig; Navnet er da fremgaaet af Holmens Form. Fra en næsten rund Grundflade stiger den nemlig steil op af Søen paa alle Kanter og afrunder sig ovenpaa.
Gaarden Kópr ansættes paa Hesselbergs Kart der, hvor „Kappen“ nu er. Han antager altsaa, at det sidste Navn er en Forvanskning af det første, hvilket dog ikke er Tilfældet, da dette forekommer allerede i 1330[12], altsaa medens Sproget endnu var uforandret. Kópr maa derfor søges et andet Sted, og til at bestemme dette afgive Sagaerne gode Bidrag I Sver. Saga Kap. 77 fortælles, at Kong Magnus Erlingssøn, overrumplet øm Natten af Sverrer, sprang fra Svalen imellem Hallen og Apostelkirken ned i Kristkirkegaard; derpaa stevnede han op om Biskopsgaarden, saa ovenfor Sumpen (veisuna) og ovenfor Koperen (Kóprinn, Kópr), og saa indad ovenfor Nikolaikirke.“ Heraf sees det, at Gaarden maa have ligget i den øvre Deel af Byen imellem Sumpen (d. e. den Flade, som begrændses af Fæstningsmuren, Sverresborgs-Høiden og Dræggen; Sumpen blev nemlig ifølge Edvardsen opfyldt i 1649, da Skandserne anlagdes) og Nikolaikirke (der efter Edv. Udsagn stod bag Husene paa Øvregaden ovenfor Smedesmuget). Endnu nærmere kan Stedet bestemmes af Inge Baardssøns Sag. Kap. 13, hvor det tydelig sees, at Gaarden har ligget ovenfor Mariakirke. Naar der tillige tilføies, at „oppe i Kopr (Kopri, Kofri) var der gjort Flaker eller Plankeverker der, hvor Husene slap,“ saa kan der ikke være nogen Tvivl om, at Gaarden har ligget ovenfor Tydskekirken paa Stølen ved Sandviksveien.
Gaarden har maaske faaet Navn efter en Eier med Tillægsnavnet Kópr (d. e. en liden Sælhund). At dette Ord har været brugt saaledes, sees af Ing. Baardss. Saga efter Claussøn i Aalls Snorre III. 180 og Diplom. Norv. No. 7, hvor der mellem 1204–1224 forekommer en Asbjørn Kopr.
Forøvrigt er Fortællingen om Baglernes Kamp med Birkebenerne i 1206 langt bedre og udførligere i den ovenciterede Inge Baardss. Saga end i den Bearbeidelse, som kun haves i Claussøns Oversættelse. Denne lider af nogen Forvirring i Enkelthederne, men den har dog i Slutningen et Tillæg, som i Forbindelse med et Sted i Sverr. Saga afgiver sikre Momenter til Bestemmelsen af Miklagards Beliggenhed. Naar der (Aalls Snorre III, 187) nemlig fortælles, at Baglerne, forfulgte af Birkebenerne fra Mariakirke søgte ned til Miklagard, for derigjennem at komme til Skibene, men at de paa Grund af Portens Sneverhed trængte hverandre overende, og at derpaa Filippus Jarl paa sin Flugt steg op paa Hoben, saa paa Taget og langs dette løb ned paa Bryggen, saa er det klart, at Gaarden ikke kan have ligget andetsteds, end i Flugt med Tydskekirkegaarden, imellem denne og Bryggen. Dette bestyrkes ogsaa af Sver. Saga Kap. 76, hvor Sverrer, i Begreb med at overrumple Kong Magnus, beordrer en Deel af sine Folk at lande paa Bryggen indenfor Sandbro og gjennem Miklagard gaae op i Mariækirkegaard.
Mikligarðr, der forekommer endnu i 12821[13] maa altsaa have ligget tæt udenfor „Guldskoen“ eller der hvor „Bremersgaarden“ siden laa, og det er følgelig urigtigt, naar Hesselberg lægger den paa Breida-Almenning.
Heller ikke Finn Formands Gaard synes paa Hesselbergs Kart at have faaet sin rette Plads. Thi den er vel efter al Sandsynlighed ingen anden, end den nuværende „Finnegaard,“ der altsaa ikke, som Absalon Pedersen antager, har faaet sit Navn af Ridderne paa Findøen, men fra den oven nævnte Finn, der i Sver. Saga Kap. 146 optræder imod Sverrer som Bymandenes Fortalsmand eller Repræsentant. Naar det i samme Saga Kap. 150 siges, at Gaarden laa lige for Fauskabryggja (nor. fauskr, berg. Dial. fós, det tydske faul), kan vel denne Brygge heller antages at have strakt sig ud i Vaagen fra Gaarden selv, end ligget over paa Stranden, som Hesselberg antager.
Flere end disse Gaarde har ikke Hesselberg anført paa sit Kart. Der er dog endnu en Deel, hvis Beliggenhed kan bestemmes, da Navnene have vedligeholdt sig lige til vor Tid. Her møde os først næsten alle de nuværende Stuer paa Bryggen. I at opregne disse følges her den Orden, hvori de ligge fra Dræggen af mod Syd til Bryggesporen (bryggjasporðr?). Skeggin (Aar 1334 – Cod. Munkal. 89) var den tredie Gaard udenfor „Guldskoen,“ og har maaske faaet Navn efter Haakon Herdebreds Fehirder Nikolaus Skeggi. Brændte 1476 og blev ikke opbygget igjen. – Gullskónum (i) (1308 – Dipl. Norv. No. 134) udentvivl eiet af den bekjendte Halvard Gullskor under Haakon Haakonssøn. Gaarden er nu den første paa Bryggen. Dens Navn er nu Guldskoen. Mærket over Døren er en forgyldt Sko i halvtophøiet Arbeide. – Systagarðr nu „Systregaarden“ forekommer i 1408 (Nor III, 3, 44), men er udentvivl ikke meget yngre end fra det 12te Aarhundrede – Englagarðr, (1259 – Dipl. N. No. 122), udentvivl engang eiet af Familien Engli, hvoraf den bekjendte Ivar Englason under Haakon Haakonssøn var. Navnet er nu „Engelgaarden.“ Over Porten Statuette af en Engel. – Buagarðr d. e. Bøndernes Gaard (1303 – Dipl. N. No. 97), nu Bogaarden, hvoraf Absalon Pedersen er bleven forledet til at antage, at Gaarden havde Navn efter Bo Fleming. Træbilledet over Porten, en Bonde med en Øxe i Haanden, giver tildeels en Forestilling om den oprindelig norske Bondedragt, der nu er forsvunden. – Bræðesgarðr, (1309. D. Barth.) nu “Bredsgaarden.“ – Einarsgarðr, nu „Enhornsgaarden“ med en fremspringende Enhjørning som Mærke, forekommer til samme Tid som Englagarðr, saa at den ikke, som Abs. Ped. fortæller, kan have Navn efter Ridder Einar Fluga, der først levede i det 15de Aarh. Gaarden beboedes i 1304 af den bekjendte Jon Thorsteinssøn Notarius (D. V. No. 101). – Ogsaa Sveinsgrðr, nu Svendsgaarden, træffes i samme Aar som den sidstnævnte – Jáfjörðr (1309. Dipl. Barth.), udentvivl den nuværende „Jacobsfjord,“ og Bellagarðr, nu Belgaarden (1312. Dipl. V. No. 134). – Holmadalenom (i) nu „Holmedalen“ (1314 – Cod. Munk. 142). Navnet skriver sig formodentlig fra en Eier fra Gaarden Holmedal i Søndhordeland have indbefattet hele Strækningen imellem Nordnes og Vaagsbunden er ikke rimeligt. Sagen mener, at Navnets Oprindelse skriver sig fra Bønderne, „der kaldte de paa Stranden boende Kjøbmænd Haakarle d. e. Storkarle.“ Men selv om Ordet nogensinde kunde have denne Betydning, saa hviler dog denne Udledelse af Navnet paa en Anachronisme, da Strandsiden ikke bebyggedes før i det tidligste i Slutningen af det 14de Aarhundrede. Ja det kan med Sikkerhed paavises, at der, da den heromhandlede Begivenhed foregik (1233), ikke fandtes flere Bygninger end Klosterne Munkalif og Jonskirken med tilliggende Huse. Heller ikke er der nogen Grund til at antage Benævnelsen „Stranden“ fremgaaet ved en Forkortelse af Haakarlestrand, da den endog under Sprogets fulde Reenhed ikke nogensinde forekommer under anden Form end „Strönd.“
Kunde der endnu være nogen Tvivl om Stedets Beliggenhed, saa hæves den aldeles derved, at Sagaen siger, at det laa „ved Nordnes.“ Herved betegnedes nemlig, som det af andre Steder i Sagaerne (Harald Gil. Saga Kap. 7, Sver. Saga Kap. 146 og 148) sees, det yderste af Østkysten i Modsætning til den vestre Strand, der siges at ligge „syd for“ eller „paa Sydsiden af Nordnes.“
Haakarlestrand maa saaledes antages at have ligget etsteds imellem Toldboden og Nordnespynten. Den har formodentlig faaet sit Navn af, at engang en Flok Haakjærringer har drevet ind der. Hákarl, Gen. plur. hákarla, betyder nemlig en Haakjærring, eller som det endnu paa Vestlandet heder en Haakall.
Førend jeg gaaer over til det sidste Punkt i denne Undersøgelse:
Holmen (Bergenhus), kan endnu følgende Berigtigelser her
faae Plads.
Til de paa Hesselbergs Kart anførte Steder kan føies Mjólkrá (d. e. Melkaa) nu Mølkeraaen, (Magn. og Harald Gil. Saga Kap. 15) og Mylnudalr, der paa Grund af Udtrykkene „Huse ud i Mølledal’“ (Björv. Kalfsk. ed. Munch pag. 98) ikke kan antages at være Møllendal syd for Bergen. Af en Forordning angaaende Fattige kan man tydelig se, at Stedet maa have ligget ved Byterritoriets nordlige Grændse, ved Lille-Sandvikselv. Stedet eiedes i 1334 af den bergenske Lagmand Endrid Simonssøn. – Det gamle Navn Eiðsvágr, der er fremgaaet af Lokaliteten: et Eid og en Vaag, viser at det er urigtigt, naar det i Berg. Beskriv. antages, at Eidsvaag er en tydsk Forvandskning af Isvaag. – Flóruvágr, nu Florevaag, kan vist ikke, som Sagen mener, udledes af det norrøne flór (Steengulv), „fordi Veien fra Søen til Gaarden var (?) brolagt‚“ men med større Rimelighed af flóra Gen. flóru (Fjøs), der sandsynligvis har været et for Gulathingslagen eget Dialektudtryk. I Sagaerne findes det ikke, og i Lovene, saavidt vides, kun i den ældre Gulathingslov ligesom det ogsaa forekommer i ovenanførte Endrid Simonssøns Testamente, forfattet i Bergen, og foruden i Flóruvágr i følgende Stedsnavne: Florenes i Onarheims Sogn paa Tysnes, Flore i Indviken i Nordfjord og Florøen eller Flora i Kinns Sogn i Søndfjord. I den nuværende Almuedialekt har Ordet antaget Formen „Flór“. Det bruges ikke nordenfor Søndmøre og nok heller ikke østenfor Christianssand. – Hesselberg antager med Sagen, at Gaardsnavnet „Kalfaret“ har sin Oprindelse fra det bibelske “Calvaria.“ Denne Hypothes er udentvivl blottet for al Grund. Snarere kan man antage, at Stedet i ældre Tid har hedt „Kaldfarit“ og at Navnet har Hensyn til Stedets kolde og vindhaarde Beliggenhed – Peters Kirke laa imellem Bua-Almenning og Mariekirke (Bylov. Kap. 8) og ikke som paa Hesselbergs Kart imellem den førstnævnte og Breida-Almenning. Heller ikke fandtes der nogen Almenning imellem Auta- og Nikolai Almenning (l. c.). – Munkabryggja, der fra Vaagen dannede Entreen til Klosteret Munkalif, kan ikke have ligget saa langt ude, som det er anlagt paa Kartet. Snarere maa den lægges ligeoverfor Kommandantboligen og noget udenfor Ny-Almenningen. Et Sagn, som fortæller at der fra Kjælderen under det fjerde Hus udenfor den nævnte Almenning skal gaa en hvælvet Gang op til Klosteret, kan muligens staae i Forbindelse hermed.
Naar Hesselberg sætter Katrine Kirke ved Sandbro, har han Ordene i Haak. Haak. Saga Kap. 333 („han lod gjøre Katrinekirke ved Sandbro og et Hospital[14]“) for sig. Men enten har Sagaen taget Feil af Stedet, eller ogsaa har det kun, hvad der er rimeligere været Kongens Plan at bygge en Kirke der, uden at Planen er kommen til Udførelse i hans Tid. Thi vi træffe senere „Karins Spital“ der, hvor Friskolen indenfor Domkirken nu ligger. Dette stemmer ogsaa med Magnus Lagabøters Testament. Aller- tydeligst sees af det Ann. reg. (S. R. D. III), hvor der under Aaret 1266 siges: „Kong Magnus (Lagabøter) satte Alle-Helgens Hospital i Vaagsbunden i Bergen og lod vie Hospitalets Kirke, som hans Fader Kong Haakon lod reise der af Steen, og fuldføre den. Kong Magnus lod ogsaa gjøre Katrinæ Kirke kort derfra og udstyrede (aukaði) den ogsaa til Syge-Mænds Hospital.“ En fuldkommen Overensstemmelse imellem Sagaen og denne Beretning var kun da muelig, hvis Strøget indenfor Domkirken ogsaa havde været benævnt Sandbro, men hertil er der intet Spor. Der gaves kun et Sandbro, og dette dannede Overgangen fra Byen til Holmen (Bergenhus).
Er Bergen ved sine rige Minder og de mange Baand, hvormed Norges Historie er knyttet dertil, allerede den interessanteste By i Norge, saa er der igjen i Bergen intet minderigere Sted end Bergenhus. Dette har derfor ogsaa mere end noget andet været Gjenstand for Undersøgelse og der er blandt Resultaterne heraf vistnok mange, som have fuld Gyldighed, men der staaer endnu tilbage endeel uredigt og urigtigt. At bringe om mueligt dette paa det rene er Hensigten med den følgende Fremstilling hvor Stedets topografiske Historie skal forfølges til vor Tid.
Det nuværende Bergenhus kaldtes idetmindste indtil Udgangen af det trettende Aarhundrede Holmen (hólmr). Men allerede fra Midten af det tolvte Aarhundrede, da Domkapitler oprettedes, var der opkommet to nye Navne paa den yderste Deel af Holmen. Det ene „Kannikebjerget“ knyttede sig til Strøget langs Fjorden imellem Buntlabo og den nordligste Pynt, hvor Kannikernes Boliger stode. Det andet „Kommunen“ (Kommunit?), der havde sin Grund i Kannikernes fælles Bordhold, faldt vel med Hensyn til Grændserne i Rummet i Begyndelsen sammen med det nysnævnte, men ophøiedes i almindelig Tale lidt efter lidt til en almindelig Benævnelse paa hele Holmen, og vedblev saaledes til lige ned i det attende Aarhundrede. Benævnelsen Kongsgaarden (konungsgarðr) brugtes stedse i streng Forstand om den Deel af Holmen, hvor nu Kommandantboligen med tilhørende Bygninger staaer. Naar der i Bergens Beskrivelse formodentlig efter Clausson siges, at dette Punkt allerede i det trettende Aarhundrede kaldtes „Slottet,“ saa er det urigtigt. Ordet „Slottet,“ der er ukjendt i det norrøne Sprog, indkom først i det sextende Aarhundrede fra det germaniserede Danmark. Endnu ligetil 1531 bruges stedse i norske Diplomer „Kongsgaarden.“ Men fra Frederik den førstes Tronbestigelse (1524) heder det i alle Breve fra Danmark „Slottet,“ der ogsaa inden Midten af Aarhundredet blev det officielle Navn i Forbindelse med det samtidig opkomne „Bergenhus.“ Det sidste synes dog aldrig at have vundet Indgang i daglig Tale, medens det første mere optoges i Folkemund som almindelig Benævnelse paa hele Holmen, og vedblev en lang Tid at gaa jævnsides med det ovenomtalte „Kommunen,“ som det endog overlevede. Men i de sidste Decennier er ogsaa „Slottet“ fortrængt af den nuværende almindelige Benævnelse „Fæstningen,“ hvori ethvert Minde om Holmens tidligere Historie er udslettet. Navnet „Sverresborg“ (Sverrisborg) er derimod endnu levende, og kan i en vis Henseende siges at være sikret mod Udslettelse derved, at det Sted, hvortil dette historiske Minde knytter sig, ved General Mansbachs smagfulde Parkanlæg er ophøiet til det skjønneste og meest iøinefaldende Punkt ved Byen.
Holmen synes ifølge Navnets ligefremme Antydning engang at have været omgiven af Søen ogsaa mod Øst, hvor den nu er landfast. I Bergens historiske Tid har det dog ikke fundet Sted. Men tænker man sig de Indsnit, som Søen gjør ved Sverresborg og ved Bradbænken noget dybere, saa vilde den endnu i 1649 stærkt nærmet sig til en Ø. Der var nemlig ifølge den samtidige Edvardsen lige til dette Aar en Sump (Sagaens veisan) østenfor Voldene, og der var saaledes fra Landsiden kun paa to Steder Adgang til Holmen, nemlig enten fra Sverresborg imellem Sumpen og Buntlabo eller fra Byen over Sandbro (Sandbrú) imellem Sumpen og Bugten ved Bradbænken.
Som tilforn bemærket var Begyndelsen til Byens Bebyggelse allerede længe før Olaf Kyrres Tid (1069–1093) skeet imellem Holmen og Vaagsbunden. Selve Holmen var derimod ubebygget, indtil Olaf ophøiede Bergen til noget selvstændigt bestaaende, noget af Landet i retslig og geistlig Henseende uafhængigt. Da fortæller hans Saga, at han byggede den lille Kristkirke af Træ (Kristkyrkja litla eller forna, senere ecclesia trinitatis minor paa Synneves Kirkegaard), medens han kun lagde Grundvolden til den store Kristkirke (Kristkyrkja, Steinkyrkja) af Steen. Den første[15] var ifølge Biskop Audfins Brev af 27 Marts 1320, der stadfæster alle ældre Bestemmelser i saa Henseende, Sognekirke for alle, som havde Arbeide eller Livsophold i Kongsgaarden, medens den anden var Domkirke, hvor i senere Tid tillige Kongerne kronedes[16], og deres samt andre udmærkede Personers Begravelse[17] foregik. Om Beliggenheden af disse to Kirker haves Underretning hos Edvardsen, i hvis Tid Grundvoldene endnu vare synlige. Han siger, at den store Kristkirke laa i „Nordvest for Slottet paa den høieste Bakke.“ Den maa altsaa have ligget imellem Magasinbygningen og Strandbatteriet, og følgelig nærmere Kongsgaarden end Sagen og Hesselberg antage. Den lille Kristkirke laa „i Nord for den store,“ vel omtrent ved Holmens yderste Punkt. Endnu noget nærmere bestemmes deres Beliggenhed og Terrænets Beskaffenhed, naar Edv. siger, at disse to Kirker og det senere opførte Prædikebrødrenes Kloster „vare ligesom skilte fra hverandre af Naturen ved smaa Fjældrygge eller Bakker, imellem hvilke de som i en Dal paa det bare Bjærg vare satte.“ Begge Kirker stode paa Kristkirkegaarden (Kristkyrkiugarðr), der mere synes at have været en Benævnelse for den Grund, der tilhørte Kirken, end Begravelsesplads, hvilket snarere den senere Synneves Kirkegard var. Kristkirkegaarden strakte sig ligetil Kongsgaarden som det sees af Sver. Sag. Kap. 77, hvor Magnus Erlingssøn fra Hallens Sval hopper ned deri, og her var til Udgangen af det trettende Aarhundrede det sedvanlige Thingsted. Om Bygningernes Stil vides intet. Men man kan tydelig se af Traditioner, som vedligeholdt sig længe efter deres Nedrivelse at den store Kristkirke har været udstyret med ualmindelig Omhu. Den var af huggen Steen, og havde gjennem Tidernes Løb modtaget flere kapelagtige Bygninger (stúkur), samt havde, da den blev nedreven, et høit Taarn[18]. Her, hvor vi kun holde os til det faktiske er ikke Stedet til Gisninger, men saameget kan dog ifølge den sedvanlige Anordning med temmelig Sikkerhed antages, at begge Kirker havde deres Hovedportaler under den vestre Gavl, altsaa mod Søn. Seet herfra maa især den store Kristkirke have frembudt et skjønt Skue. Olaf Kyrre flyttede, som bekjendt Biskopssædet fra Selja til Bergen. Det kan vel derfor med nogenlunde Rimelighed antages, at ogsaa Biskopsgaarden (biskupsgarðr) blev opført i hans Tid, skjønt vi i Sagaerne først træffe den i 1183. I Begyndelsen sandsynligvis kun af Træ og af liden Udstrækning, forekommer den senere som en temmelig betydelig Steenbygning med flere tilliggende Huse. Gaarden maa tydelig nok have ligget længer ude paa Holmen, end Hesselberg antager. Dette sees af 1) Sver. Saga Kap. 77, hvor Magnus Erlingssøn, for at komme om Sumpen til Høiden Syd for Sverresborg, fra Kongsgaarden stevner opom Biskopsgaarden; 2) samme Sag. Kap. 120, hvor Sverresborg siges at ligge paa Fjældet over Biskopsgaarden; 3) Biskop Audfins før omtalte Brev om Sogneinddelingen, hvor den lille Kristkirke siges at ligge foran den, og 4) Sammes Brev af 1324 (Saml. til N. F. S. o. H. V, 541), hvor der omtales Huse, som laa tæt i Nord for Biskopsgaarden og i Nordost for den lille Kristkirke. Udentvivl bliver det ikke langt fra det rette, naar man sætter Gaarden lidt i Sydvest fra Bageribygningen paa Bergenhus. Flere af dens tilliggende Huse laa, som det synes, tæt ved Søen, og herfra var Adgangen til Gaarden over Biskopsbryggen (biskopsbryggja, Ing. Baardss. Saga Kap. 4), der har ligget imellem Bugten ved Buntlabo og Holmens Nordpynt.
Under Magnus Barfod forekommer ikke Holmen. Heller ikke synes denne Konge, hvis meste Tid var optaget af Krigs- og Vikingstoge, at have dvælet synderlig i Bergen, uden maaske for at indskibe sig til sine Togter i Vesterhavet. Idetmindste berette Sagaerne intet derom. Det maa imidlertid antages, at i hans Tid den store Kristkirke under Biskoppens Varetægt har skredet Fuldendelsen imøde.
Efterat Bergen under Magnus’s Sønners Regjering (1103–1130) mere og mere blev besøgt af Kongerne, maatte snart Savnet af en Kongsgaard føles. Vi see derfor at Eystein, hvem Byens Vel synes at have ligget varmt paa Hjerte, søgte at afhjelpe denne Trang, idet han, medens Sigurd Jorsalfarer var paa sin lange Reise (1107–10), paa Holmen byggede „den store Hal, det prægtigste Træhus, som har været gjort i Norge“ hans Saga Kap. 15). Men naar der sammesteds siges, at han ogsaa lod gjøre „den store Hal, som har været det største og meest berømte Herberge,“ saa er dette rimeligvis indkommet ved en Feil af Snorre eller en af Textens senere Afskrivere, uden at vi dog ved Hjelp af Fagrskinna, som paa dette Sted uheldigvis har en Lakune, kan kontrollere dette. Men der er i lang Tid ikke Tale om mere end en stor Hal (höllin mikla – den store Hal) paa Kongsgaarden, og desuden siger Eystein selv i den Samtale (mannjafnaðr), som han og Broderen Sigurd havde med hinanden, og hvor han synes at opregne alt hvad han havde gjort i Mellemtiden, kun at han byggede Hallen og Apostelkirken. Denne Samtale har alt Præg af at være optegnet samtidig. Efter al Rimelighed har denne Hal staaet mod Søen, hvor nu Kommandantboligen er. Den maa have haft to Etager ifølge Sver. Saga Kap. 77, hvor Magnus Erlingssøn siges at gjøre et forfærdeligt høit Spring (furðulega hátt), idet han hopper ned fra Svalen i Kristkirkegaarden og var fra anden Etage ved en Sval (rið[19]) forbunden med Kongens private Kapel. Naar Hallen siges at være det prægtigste (vegligastr) Træhus, ligger det meget nær at tænke sig den prydet med Udskjæringer. Den samme Konge lod nemlig i Nidaros opføre Nikolaus Kirken, der siges at have været meget omhyggelig udstyret med Hensyn til det udskaarne og hele det øvrige Arbeide (allmiök vandat at skúrðum ok allri smið). Adgangen til Kongsgaarden fra Søen var ved Kongsbryggen (konungsbryggja – Harald Gil. Saga Kap. 8), der laa omtrent hvor den nuværende Brygge nedenfor Kommandantboligen er.
Medens Kongsgaarden endnu i 1164 (Magn. Erl. S. Kap. 22) kun havde een Hal, som det synes, forekommer der i 1181 foruden den store Hal, som nu kaldtes „den store Hirdstue“ (hirðstofa mikla) eller Kongsstuen (konungsstofa), ogsaa en anden nemlig Sunnivestuen (Sunnifustofa) (Sver. S. Kap. 64), hvilken under Gjæstebudet indtoges af de ringere Hoffolk, Gjæsterne. Den var rimeligvis en Gildestue, indviet til St. Sunnive, Bergens Skytshelgeninde, hvis Relikvier i 1170 vare førte fra Selja til Kristkirken i Bergen.
Sverrer (1184–1202) synes ikke at hare foretaget nogen Forandring i Kongsgaarden, men efter ti Aars Erfaring indsaa han udentvivl Vigtigheden af paa Holmen at have et befæstet Sted, hvor han i Nødstilfælde kunde trække sig tilbage og udholde en Beleiring. Thi vel vare flere af hans Modstandere beseirede men der var endnu (1188) slemme Fiender paafærde Nat og Dag. Til en saadan Befæstning frembød imidlertid Kongsgaarden intet bekvemt Sted, hvorimod „Bjærget“ ved dets Vanskelighed i at bestiges dertil maatte være fortrinlig skikket. Han anlagde derfor her noget før 1193 (Kap. 120) en Borg, som senere fik Navnet Sverresborg (Sverrisborg). Den bestod af en ydre Mur med et Kastel (útmúrin, útborgin) og den indre eller Hovedborgen (meginborg) (Inge Baardss. S. Kap. 16), hvori der var en Hal[20]. Over Porten (borgarhlið) paa den nordvestre Side, hvorfra Veien gik ned til Holmen, var et Hus, som brugtes til Fængsel (S. Kap. 135).
I denne Forfatning vedbleve Kongsgaarden og Sverresborg, indtil de begge bleve brændte og nedrevne af Baglerne i 1207. (Inge Baardss. S. Kap. 16 og samme Saga efter Claussøn hos Aall III, 198). Vel istandsattes Borgen samme Aar af Dagfin Bonde, men faa Maaneder efter nedbrødes den igjen Steen for Steen (S. Kap. 17). I Kongsgaarden derimod lod Kong Inge under sit Ophold i Bergen 1209 igjen opbygge Hallen der, hvor Eysteins store Hal havde staaet (Aall II, 198.)
Da Haakon Haakonssøn blev Konge (1217), var altsaa Sverresborg en Grushob, og paa Kongsgaarden var der kun en Træhal. Men ligesom Kongedømmet i hans lange Regjering (til 1263) under Folkets stedse stigende Velstand og Kultur fremtraadte med større Kraft og en hidtil ukjendt Glands, saaledes ytrede dette sig meest i Bergen, hvor Haakons Residens var. Allerede før 1241 maa han igjen have opbygget Sverresborg; thi da han i Begyndelsen af dette Aar drog Nordpaa, fortælles der (Kap. 211), at han sendte Dronningen og Junker Magnus med 40 Hirdmænd og meget andet Mandskab op til Borgen, over hvilken han satte Gudleik af Ask til Befalingsmand. Men i den store Brand, som 1248 )) overgik Byen, blev ogsaa Borgen for en stor Deel forvandlet til en Askehob, uagtet den var opført af de haardeste Kvadre (Kap. 260, 333 og Math. Paris. pag. 504). Imidlertid satte Kongen den snart i fuldkommen Stand igjen. „Han lod gjøre Muren paa to Sider, besætte den med Skydeskaar (vigskarð[21]) og gjorde Udborgen.“ Fra nu af gjennem en lang Aarrække høre vi intet til Borgen.
Kongsgaarden, som hidtil altid havde været aaben, lod Kongen omgive med „en Steenmur med to Porte og et Kastel over hver Port“ (Kap. 333), hvilket maa være skeet før 1247, da der første Gang omtales Port. (Kap. 254). Den ene af disse Porte maa efter al Rimelighed have været paa den mod Byen vendende Side af Muren, den anden paa den modsatte Kant, hvor der fra Kongsgaarden gik Vei til Kristkirken (l. c.). Det er nemlig ganske klart, at der aldrig lige til vor Tid har været Udgang paa den Side af Muren, som vendte og vender mod Øst. – Inde i Gaarden var der, som oven bemærket, ved Haakons Regjeringstiltrædelse kun en Træhal (den store Hal) men uden Kapel. Kongen opførte da, formodentlig paa den forrige Grundvold, Apostelkirken (Postolakirkja) af Steen (Kap. 333), som blev viet 1247 af Vilhelm af Sabina og tillagt evig Afladsret (Kap. 253), uden at den dog kan have været ganske færdig. Kongsgaarden maa desuden allerede før 1225 være forøget med een Hal. I dette Aar forekommer der nemlig to Træhaller, Julehallen og Sommerhallen (Kap. 128), iblandt hvilke den sidste synes at have været den anseeligste og derfor rimeligvis er „den store Hal“ med et nyt Navn, medens Julehallen i Kongens Bryllup indtoges af de ringere Gjæster (Kap. 128 jfr. 309). Hvor lidet imidlertid disse Bygninger vare tilstrækkelige til at rumme den store Mængde Gjæster, som ved høitidelige Anledninger indbødes, viste sig ved Kongens Kroning i 1247. Kongen maatte nemlig for at afhjælpe denne Mangel tage sin Tilflugt til et stort Nøst, som ifølge Processionens Gang derhen maa have ligget i Buntlabo. Efterat Kongen havde gjort Undskyldninger for Kardinal Vilhelm, holdtes da Gjæstebudet efter Kroningen her.
Den Trang til et større og for det voxende Kongedømme værdigere Lokale, som tydelig havde ytret sig, søgte Kongen at afhjælpe, i det han i Kongsgaarden opførte to Steenhaller (Kap. 333 Cod. Flat. þveir steinhöllir). Men enten maa her være en Feil i Texten eller ogsaa maa man, rigtignok mod den sedvanlige Betydning af höll, forstaae Sagaens Udtryk om een Steenbygning med to Etager; thi der forekommer aldrig mere end een Steenbygning paa Kongsgaarden, hvilket endmere bestyrkes derved, at den stedse forekommer med den bestemte Artikel „Steenhallen“ (steinhöllin Kap. 309) „Steenstuen“ (steinstofa, Dipl. Norv. No. 200. Aar 1320). Antage vi altsaa, at der kun var een Steenhal, saa opstaaer dernæst Spørgsmaalet, om naar den byggedes. – Dette besvares i Kap. 308. Det fortælles nemlig der, at Kongen under Forberedelserne til Junker Magnus’s Bryllup (1261) overlod til sin Søn at bestemme, om han vilde at Gjæstebudet skulde holdes i det store Nøst eller i Kongsgaarden i de Herberger, som vare forhaanden[22]. Magnus valgte det sidste, i det han bemærkede, at der ingenlunde var Mangel paa Husrum, siden Kongsgaarden nu havde saa gode Haller, som ei vare indrettede, da hans Faders Kroning foregik (1247). Foruden de to før nævnte Træhaller lod derpaa Kongen istandsætte „Steenhallen,“ hvor Kongerne og de fornemste Mænd opholdt sig under Brylluppet (Kap. 309). Heraf sees tydelig at Steenhallen var opført i Tiden mellem 1247 og 1261, og da der efter al Rimelighed ikke nogensinde har være mere end een saadan, synes derved dens Identitet med den nuværende Magasinbygning givet[23].
Som forhen bemærket, brugtes Benævnelsen „Kongsgaarden“ stedse i streng Betydning om den Deel af Holmen, hvor Kommandantboligen med tilliggende Huse nu staaer. Naar det derfor i S. Kap. 333 siges, at Kong Haakon foruden de hidtil omhandlede Bygninger ogsaa opførte „Olafskirken og Klosteret med“ i Kongsgaarden, saa har Sagaens Forfatter Sturla Thordssøn her overført Benævnelsen for en Deel af Holmen paa den hele. Det er nemlig ganske vist, at der i Kongsgaarden aldrig har været noget Kloster eller nogen Kirke foruden Apostelkirken. De nævnte Bygninger maae derimod udentvivl forstaaes om Prædikebrødrenes Kloster med tilliggende Kirke, der laa paa Skraaningen ved Buntlabo. Vel har man hidtil forklaret Sagaens Ord om Olafskirken og Graabrødreklosteret i Vaagsbunden men denne Antagelse er mindre sandsynlig, naar der lægges Mærke til, at Sagaen paa det citerede Sted i at opregne alle af Haakon opførte Bygninger først tager Hensyn til Holmen og derpaa til den øvrige Deel af Byen. Saameget er vist, at Prædikebrødrenes Kloster maa være opført i Haakons Tid; thi i 1247 bilagde Kardinal Vilhelm af Sabina Munkenes Stridigheder med Kannikerne. De sidstes Boliger, der lidt efter lidt siden Domkapitlets Oprettelse i Midten af det tolvte Aarhundrede havde tiltaget i Omfang, laae paa det efter dem benævnte Kannikebjerg langs Fjorden fra Buntlabo til henimod Kristkirken, og af de ovenberørte Stridigheder seer man, at Klosteret laa under Kannikernes Huse, hvorved mange Uleiligheder opstode for Munkene. Veien fra Byen til denne yderste Deel af Holmen var udentvivl hvad det første Stykke angik fælles med den, der gik til Kongsgaarden, men herfra har den dreiet af noget mod Øst og gjennemskaaret Holmen fra Syd mod Nord omtrent som nu. Idetmindste tales der i Biskop Audfins Tid (1314–1330) om „Bygninger, der staae paa Domkirkegaarden paa Østsiden af det Stræde, som fører fra Kirkegaarden til Klosterkirken.“ Klosterbygningen var af Træ og som det synes temmelig uanseelig.
Den af Kong Haakon opførte Apostelkirke blev ikke fuldført i
hans Tid. I 1271 indsatte hans Eftermand Magnus Lagabøter
Provst og Korsbrødre der (An. Reg. og hans Saga). Men først
i 1273 under Kongens Ophold i Bergen blev Kirken ifølge Annalerne, hvor den kaldes „Kongens Kapel i Kastellet ved Søen,“
fuld færdig (búin). Den laa, som det her siges og som vi ovenfor
have seet, i selve Kongsgaarden indenfor Muren. Imidlertid
fortæller Edvardsen, at i hans Tid var Grundvolden deraf synlig
„paa Østsiden af Slottet ved det fremmerste Bolverk.“ Denne
mærkelige Uovereensstemmelse er hidtil ikke bleven paaagtet, ikke engang
af Edvardsen, som dertil havde meest Opfordring. Men den
hæves derved, at Sagaens Apostelkirke og den sidstnævnte ere to
forskjellige Kirker. Edvardsen fortæller nemlig fremdeles at „Magnus
i 1275 byggede i sin Lysthave et skjønt Kapel, nemlig Apostelkirken
sin døde Fader til Ære, og da den blev grundlagt, bare
hans to Sønner Erik og Haakon de første Stene dertil, Apostlerne
til Ære.“ Dette stemmer i Hovedsagen med An. vet., An. reg. og
Arne Bisk. Saga Kap. 14, som under 1275 berette, at „da lod
Magnus sætte Kirkegrundvold i sin Have“ (i grasgarði). Naar nu
Grundvolden ifølge Edvardsen var ved det østre Bolverk, saa maa
Haven have strakt sig langs den østre Side af Holmen med Sum-
pen til indre Grændse, og Kirken have staaet omtrent der, hvor
Paradepladsen[24] nu er. Paa Veien fra Byen til Kongsgaarden
havde man altsaa, efterat Sandbroen var passeret Haven og Apostelkirken
paa høire Haand, medens til venstre Æblegaarden (eplagarðr,
Byloven) strakte sig fra Sandbro nedad til Søen henimod
Kongsbryggen, vel omtrent imellem Bradbænken og Holmen. Paa
Indsiden af Æblegaarden gik der Brygger (Bylov).
I Erik Magnussøns Tid (1280–99) høre vi ikke til nogen Forandring paa Holmen, undtagen at Klokketaarnet ved den store Kristkirke under Stridighederne mellem Kongens Formyndere og Geistligheden blev afbrudt (1281–83) af Kantsleren Bjarne (Arne Bisk. Saga Kap. 36). Desuden har man udentvivl fortsat med Bygningen af Apostelkirken; thi ikke længe efter Haakons Tronbestigelse blev den indviet af Erkebiskop Jørund 1302, og „da blev den gamle Apostelkirke i Kongsgaarden borttagen“ (upptekinn), (An. Reg.). Men fordi Kirken var viet, var den derfor ikke i fuld Stand. Denne Handling foregik nemlig, som vi have seet ved den første Apostelkirke og som ogsaa træffes ved Kirker i Udlandet, ofte, naar Bygningen kun var saavidt færdig, at det indre Rum kunde benyttes. Der maa endnu være hengaaet en Tid, inden den fra Arkitektens Haand kunde siges at være aldeles fuldført. Thi i Kong Haakons Testamente 1312–19 (Thork. Anal. pag. 167) skjænkes Kirken, som imidlertid i 1308 (Diplom. Norv.) af Paven var ophøiet til den første af de 4 Kollegiatkirker blandt de 14 kongelige Kapeller, foruden Relikvietavler og øvrigt Inventarium, ogsaa til Bygning og Struktur „alle kongelige Indtægter af Hjaltland og Færøerne saaledes, at den, som forestaaer Bygningen, skal aflægge Regnskab for hvert Aar til vore Arvinger og Kirkens Provst paa den Betingelse, at naar Bygningen er i alle Henseender færdig, skal de omtalte Indtægter af Hjaltland og Færøerne vende tilbage til Kronen.“ Og endnu i 1347 skjænkede Kong Magnus og hans Dronning Blanka den en Sum „pro fabrica“ (Saml. t. N. F. o. S. H. V, 584). Ifølge Annalerne brændte den med den øvrige Deel af Byen i 1413. Om dens Form og Stil, da den i 1530 nedbrødes, faae vi som sedvanligt intet at vide. Kun fortælles der (Abs. Ped.), at Kirken var af huggen Steen og rigt ornamenteret. Blandt dens indre Prydelser vare de tolv Apostle af Sølv og forgyldte. Udenpaa og rimeligvis i Nischer vare anbragte store Steenstatuer af Apostlene, som paa Høitidsdage bleve „klede udi Fløiel eller Damask og Gyldenstykke; iblandt udi de Kjortler hengte Cymbola, og der Vinden bleste udi Kjortlerne, da gave de Cymbola et deiligt Lyd af sig“ (Abs. Ped. Norg. Hist. pag. 84). Men naar det sammesteds fortælles, at der ovenpaa Kirkens Hvælving var en stor Sal, hvori Kongerne holdt Herredage og andre Forsamlinger, og hvor tillige Jaomunds Gildet, hvis Medlemmer vare Konger, Bisper, Hertuger og anden høi Adel saavel indfødte som fremmede, afholdtes, saa er dette meget mistænkeligt. Som vi forhen have seet, holdtes nemlig Lagthinget og større Forsamlinger i Marias Gildeskaale idetmindste indtil 1329, og senere see vi flere Gange i det 15de og 16de Aarhundrede, at man tog sin Tilflugt til Sortebrødrekloster (1453 Christiern I Forlig mellem Olaf Nilssøn og Hanseaterne, 5 Aug. 1524 Rigsraadssamlingen, hvor Christiern den anden opsagdes Huldskab og Troskab 23 Aug. s. A. atter Rigsraadsforsamling, hvor Frederik I valgtes til Konge, og flere lignende Forsamlinger). Dette synes aabenbart at tyde hen paa, at der i den Tid hverken paa Kongsgaarden eller andetsteds paa Holmen var et dertil skikket Lokale. Paa den anden Side kan det dog indvendes, at om end Absalon Pedersen ikke taler som Øienvidne, da han blev født i samme Aar Kirken nedbrødes, saa var han dog en Pleiesøn af Gjeble Pedersen, som nøie kjendte Holmen og alle dens Indretninger ligefra sin Skolegang der, og af hvis Mund han rimeligvis har hørt dette og meget andet. Men Sagen er nok den, at hele denne Fortælling om Konger, Hertuger Grever, Baroner osv. udentvivl refererer sig til en Tid, der laa langt forud baade for Absalon og Gjeble, og at den er fremkommet ved en Forvexling med Marias Gildeskaale eller nu Magasinbygningen, som Abs. Pedersen omtaler nogle Linier i Forveien uden rigtigen at angive dens Alder, idet han siger at den blev opført af Eystein Magnussøn og uden nogen Bemærkning om dens senere Anvendelse. Vi træffe heller ikke nogensinde hverken i Sagaerne eller Diplomer paa et Jaomunds eller Jatmunds Gilde. Men maaske kan man af den forhen anførte i Diplomer forekommende „Jonsstue,“ der rimeligvis er den samme som Marias Gildeskaale, antage at der har været et Jons Gilde, og at det er dette som hos Absalon Pedersen er forvansket til Jaomunds, en Forvexling som rigtignok ogsaa kan have sin Grund i den Unøiagtighed, hvoraf Sandvigs Aftryk af Abs. Pedersen Historie lider.
I Haakon Magnussøns Tid maa den store Kristkirke have været i en mindre god Forfatning hvad enten dette havde sin Grund i Ælde eller maaske rimeligere i en Brand, som vi ikke kjende. Thi i et Diplom af 12 Septbr. 1312 (Dipl. Norv. Side 121) forbeholder Biskop Arne sig et Aars Indtægter af alle i hans Stift nu og i de følgende 5 Aar ledige Embeder til Udgifter ved hans lange Ophold ved Kirkemødet i Vienne samt til Domkirkens Istandsættelse og i et foregaaende Brev af 1308 (B. Kalfsk. ed. Munch 131) anmoder han sin Broder, som reiste til Kurien i Poitiers, om at forskaffe Understøttelse til Kirkens Reparation af Paven, samt tillige at faa opspurgt en ung Mand, der er kyndig i Tagtækning (ars tectoria), som forstaaer at anordne Skiferbedækningen paa et Hus (petras tenues ad tectum domus alicujus), og som tillige har Færdighed i selve Steenbrydningen af Bjerget. Det vilde ogsaa være godt, om han var skikket til mere, som til at forfærdige Malerier (picturas) og Glasvinduer. Men førend han blev antagen, ønskede Biskoppen at vide hvilken Betaling han forlangte. Vi anføre dette, fordi det viser, hvilket Standpunkt Haandverket dengang indtog.
I Kong Haakons Tid forekommer ogsaa en Vilhjalms Kirke (B. Kalfsk. pag. 105), der paa Grund af dens Plads i Testamentets, som det synes orienterede Opregning af Byens Kirker maaskee kan antages at have ligget paa Holmen. Udentvivl staaer den i Forbindelse med Beretningen i An. Reg. om, at i 1243 aabenbaredes (birtist) Vilhelm Degns Hellighed i Bergen. Blandt Holmens Bygninger og Indretninger hørte fremdeles Provstegaarden, der laa i Nærheden af Apostelkirken, (Grundvolden deraf var synlig endnu i Edv. Tid), og Skolen paa Kannikebjerget, uden at vi vide naar den stiftedes eller om den havde en egen Bygning. Ligeledes var der maaske en Bolig for Lagmanden, skjønt Diplomerne ingen Oplysning derom give.
Holmen, der lidt efter lidt var skredet fremad, kan saaledes ved Midten af det fjortende Aarhundrede antages at have staaet paa sit høieste. Fra nu af have vi gjennem et Tidsrum af næsten to hundrede Aar intet at anføre uden enkelte Notiser, der alle fortælle om Ødelæggelser.
Iblandt Kongens Klagepunkter i 1370 over Hanseaternes Frækhed var ogsaa den, at ti af deres Kogger havde sat Ild paa hans Gaard i Bergen, og da de ei kunde faa den i Brand, havde de nedrevet den (Suhm XIII, 673). – Under Vitalianernes Angreb paa Bergen i 1393, 1395 og maaske 1398 eller 1399 fortælle Kildene, at Klostere og Kirker plyndredes, men ikke at der sattes Ild paa Holmen. Imidlertid maa dette dog have været Tilfældet da Paven under 16 Jan. 1399 udstedte et Afladsbrev for alle, der ydede Hjælp til Kristkirkens Bygning – ad fabricam – (Cod. Munk. pag. 90–91). – I 1413 brændte, som tilforn anført, Apostelkirken, men istandsattes igjen. Endelig bleve Kongsgaarden og Biskopsgaarden afbrændte af Vitalianerhøvdingen Bartholomæus Voet i 1429, da han indtog By’en (Corner i Saml. t. N. F. S. o. H. V, 638). Endnu i 1455 var Kongsgaarden i en meget daarlig Forfatning og aaben, hvorfor den ikke frembød nogen Beskyttelse for den af Hanseaterne forfulgte Olaf Nilssøn, der maatte tage sin Tilflugt til Munkeliv, hvor han dræbtes, efterat Klosteret var stukket i Brand. I et Klagemaal af 1477 over Hanseaternes Dumdristighed fortælles at “de skyde med Busser efter Domkirken og Kongsgaarden, naar de komme seilende til Bergen, hvilket endnu kan sees i Borgstuen paa Kongsgaarden,“ samt at de havde nedrevet Sverresborgs Mure (Nor III. 3. 63). Kongsgaarden havde imidlertid stadigen været beboet af Kongens Fehirder og senere af Fogden eller Høvedsmanden. En liden Forbedring foregik dog ogsaa i dette Aarhundrede paa Holmen, idet Prædikebrødrenes gamle Træbygning af Prioren Halvard († 1508) ifølge Edv. ombyttedes med en Steenbygning.
Det sextende Aarhundrede syntes vel i Begyndelsen at blive mere lovende, idet den af Christiern den anden opsendte Høvedsmand Jørgen Hansen Skriver (1513 el. 15–1523), der viste en hidtil ukjendt Kraft mod Hanseaterne, ogsaa forbedrede Kongsgaarden, som nu efter den store Overlast i forrige Aarhundrede var i en daarlig Forfatning aaben som den var og bebygget med mange usle Træhuse. Blandt andet opførte han „de høie Taarn, hvoraf det ene strax faldt ned igjen og senere sprængtes af Lynild, der slog ned i Krudtet“ (Abs. Ped. Norg. Historie pag. 85). Men denne, som det lader, dygtige Mands Virksomhed blev ikke af lang Varighed da han allerede i 1523 drog til Holland for at understøtte sin fordrevne Herre. Snart efter kom der hyppigen Rygter om, at Hensigten med Kong Christierns Rustninger var at indtage Bergen. Det var disse, der gave Anledning til Holmens snart paafølgende Ødelæggelse. Men nu var det ikke fremmede Hanseater og Vitalianer, men Kong Frederik den førstes egne Udsendinger, der viste sig virksomme. Imidlertid var der endnu ikke foregaaet noget, der stadfæstede de slemme Rygter, der satte Byen i Skræk. Men i 1527 løb Sørøveren Claus Kniphoff med sit Skib og 1000 (2) Mand ubemærket under Nattens Mørke ind til Bergen, hvor han gjorde Landgang i Sandviken for at overraske Byen. Imidlertid gik en Bøsse løs i Byen, hvorover han blev bange og troede sit Anslag røbet. Efterat han derfor igjen havde indskibet sine Folk, lettede han Anker og gik med en rask Søndenvind Nordover til Askenes, idet han sendte nogle Kugler mod Kongsgaarden og Byen (Abs. Ped. vita Gab. hos Edvardsen og Hofnag. Berg. Krønike). Nu var det da klart, at Kongsgaarden svævede i stor Fare, da de paa Holmen liggende Kirker og øvrige Bygninger letteligen som det hed, kunde indtages og bruges som Befæstninger mod Kongsgaarden. Høvedsmanden Vincents Lunge havde derfor først isinde, som Edvardsen fortæller at lade nedbryde Domkirken og de andre Kirker paa Holmen. „Han kunde dog ikke komme til Pas dermed; thi begyndte han med hemmelige Raad at mage derpaa at brænde Sortebrødrekloster.“ Han fandt en tro Medhjælper i Klosterets Prior Jens Mortensen; de brændte Klosteret i 1528 og deelte dets Klenodier. Imidlertid hed det, at Klosteret var afbrændt ved Vaadeild (Münch. Dipl. i Saml. II, 88). Ligeledes tiltog Lunge sig Apostelkirkens Klenodier (Dipl. 28 Oktob. 1529. Langes Klosterhist. 528). Man seer heraf, at Faren for Kongsgaarden var et godt Paaskud for at kaste Folk Blaar i Øinene, medens disse Plyndringer egentlig fremgik af den gridske Havesyge, der udgjorde et fremherskende Træk hos de danske Magthavere paa Reformationstiden, og som kulminerede hos Vincents Lunge. Naar man først kunde faa Kirkerne nedrevne, saa blev Jordegodset sekulariseret og da var et godt Bytte at hente for den, der forstod Kunsten rigtig. Og istedetfor at straffes forlenedes Lunge, der endog aabenbart satte sig op imod Kongens Vilie, med det ene Gods efter det andet. Men det var dog fra hans Handlinger i Bergen, at den Nemesis udgik, som bevirkede hans Fald. Hans Eftermand Esge Bilde havde gjort Kongen opmærksom paa den formentlige Fare, som truede Kongsgaarden. I et Brev af 28 Oktober 1529 paalægger Kongen ham derfor at anstille nærmere Undersøgelser om Kristkirken stod Kongsgaarden for nær. Imidlertid høre vi intet om Sagen, førend Bilde sammenkaldte Kirkens Forsvar Biskop Olaf Torkildsen, Erkedegn Gjeble Pedersen og flere andre geistlige til et Møde i Kristkirkens Sakristi, hvor Kongens Brev oplæstes og de forsamlede Herrer opfordredes til at afgive sin Erklæring. De øvrige gik ind paa Kirkens Nedrivelse kun Biskoppen protesterede derimod, „fordi han befrygtede, at dersom Domkirken blev nedbrudt, skulde Renten tages fra ham og de andre og fra Kirken (som og siden er skeet). Men da det omsider ikke vilde være anderledes, tilstedede han det.“ (Abs. Ped. vita Gab.). Saaledes blev da under 15 Febr. 1531 en Kontrakt sluttet imellem Esge Bilde paa Kongens Vegne og Geistligheden om Afstaaelse af Kirken mod at erholde Munkeliv i Erstatning. (Dipl. Rigsarch.) Man maa forundre sig over, at ingen anden end Biskoppen, og navnlig at Gjeble Pedersen ikke gjorde Indvendinger mod Nedrivelsen af denne skjønne Kirke, der tillige indesluttede de for Nationen dyrebare Levninger af Kongerne. Dette kan maaske forklares derved, at Gjeble vilde staa paa en god Fod med det herskende Parti, dog ikke for med Opofrelse af Folkets Helligdom at opnaa nogen Fordeel for sin egen Person alene. Dertil var han altfor hæderlig og uegennyttig. Men han følte udentvivl at han var kaldet til at virke i den Idees Tjeneste, der var vakt hos ham under Opholdet i Udlandet, han var sig bevidst at være saagodt som den eneste Bærer af Reformationsideen i dens Aand og Sandhed. Men hvorledes skulde han kunne opnaa det Trin i Kirken, der var nødvendigt for at virke for den gode Sag, naar han havde Kongepartiet imod sig? – Men om han i denne kildne Sag end ikke fra først af nedlagde Protest, synes der dog at have været Anledning til under Kirkens Nedrivelse idetmindste at redde Kongebegravelserne. Men der er intet Spor til at saadan Indstriden fandt Sted. Eller skulde Gjeble, der i andre Henseender stod saa høit over sine Omgivelser have deelt disses Vanagtelse for de nationale Minder? Dette er lidet troligt. Saameget er vist, at det ægte Fædrelandssind fandtes i høiere Grad hos Katholicismens Repræsentanter end hos Protestanterne. Det er derfor ikke saa ganske usandsynligt, at ogsaa Olaf Torkildsens Protest for en Deel har været motiveret af patriotiske Følelser, skjønt ingen Antydning dertil findes i det ovenanførte. Thi vel var han efter de samtidiges Beretning ved Karakter og Levnet en lidet agtværdig Person, men han havde dog en Egenskab, som dengang var meget sjælden, nemlig „at være forstandig i Historier især de norske,“ hvorfor Absalon Pedersen hørte Gjeble rose ham (vita Gab.). Men maaske er man Sandheden nærmest, naar man antager, at Esge Bildes Adspørgen af vedkommendes Mening blot var pro forma, at „det ikke vilde være anderledes,“ og at der, hvor Magten var det afgjørende, enhver Protest var uden al Virkning. – Kontrakten blev som ovenanført sluttet 15 Febr. 1531 og inden 31 Mai var Domkirken og Bispegaarden aldeles nedbrudt (Saml. II, 57), og den hugne Steen blev før største Delen ført bort fra Landet (l. c. pag. 88). – Med Apostelkirken, hvis Forsvar Kongen selv var, gjordes kortere Proces. I et Brev fra Gottorp af 30 Marts 1530 befalede han Esge Bilde at „nedbryde Kirken og sende saamegen Steen deraf, som vi behøve til det nye Hus, vi lade bygge paa Gottorp,“ og i et Brev strax efter paalagdes Bilde at sælge den Steen, som ikke behøvedes til Gottorp, og derfor kjøbe Bøsser, Krudt og Lod til Bergenhus (Dansk Mag. VI, 342). Dernæst nedbrød Bilde ogsaa den lille Kristkirke og Kannikernes Boliger (Abs. Ped.). Kongsgaarden, for hvilken alle disse Opofrelser sagdes at være gjort, stod saaledes alene tilbage paa Holmen. Dens Udstrækning var den samme som før. Og maaske har den fra den Tid, da Haakon Haakonssøn omdrog den med Mur, aldrig undergaaet nogen Forandring i saa Henseende. Vi træffe den nu først, medens Valckendorf var Høvedsmand, idet der fortælles, at da han gik til Mødet med Tydskerne i Mariakirken 29 April 1559[25], lod han belægge alle „Vigeskaar“ paa Muren med Skyts[26]. – Valckendorfs Eftermand Erik Rosenkrants (1560–1568) lod igjen opbygge det føromtalte Taarn, der var nedfaldet strax efter dets Opførelse i Jørgen Hansens Tid. „Han lagde stor Flid og Bekostning dertil, lod og forskrive Murmestere og Steenhuggere fra Skotland“ (Abs. Ped. pag. 85[27]). Det kan bemærkes, at medens Rosenkrants var Høvedsmand og endnu nogen Tid efter, foregik Toldklareringen paa Bergenhus. At dette ogsaa havde fundet Sted før hans Tid er vist, men naar det tog sin Begyndelse vides ikke.
Efter denne Tid maa det have varet, at Slottet, som Edv. fortæller, et Stykke „udenfor Muren rundt om var omgivet af Pallisader, inden hvilke undertiden holdtes Hjorte og Hinder.“ I 1646 lod Henrik Thott omgive Pallisaderne med Volde af Jord. „I denne Tid (endnu i 1640) stod yderst paa Kommunen et Træ, kaldet Pratebom, som vedligeholdtes med Bænke af Veegsteen omkring af de Tydske i Leppen. Der var samme Tid under Sverresborg mod Norden nogle Vaaninger, Haver og Søboder ud paa Vandet, som da blev kaldet Buntebull. Derfra under samme Bjærg indtil Husene paa Øvregaden vare ogsaa Vaaningshuse, men som efter den Tid (før 1690) ere nedrevne og Grundene med Haverne lagt til Slottet. Kantsleren Ove Bjelke til Østraat opfyldte i 1649 Sumpen, og da Thotts Jordvolde ofte faldt ned, omdrog han dem med Steen.“
Men først i 1666 blev Bergenhus stærkt befæstet. Ligesom Byen og dens Omgivelse i den Tid blev rustet fra Top til Taa, fra Skandserne paa Fløifjældet og Lyderhorn til Strandbatterierne og Blokhusene, som fløde paa Vandet, saaledes forsømtes heller ikke Bergenhus. Paa Sverresborg, hvor der i lang Tid, rimeligvis fra 1477, havde været en Steenhob, „lod Bjelke lægge et Batteri med Stykker Vagthus, hvælvede Kjeldere og Skandse forbi Skudeviken til Rothaugen.“ Ved Kommunens Nordpynt anlagdes et Blokhus, der dog kort efter blev borttaget. Og ved Yderkanterne af selve Kommunen sattes Volde af Steen baade mod Byen, Vaagen og Fjorden. Paa den indre Side mod Byen droges en Grav. Ved senere Reparationer i 1807 og 1812 fik Sverresborgs Befæstning sit nuværende Udseende, medens Bergenhus efter flere Tilsætninger i 1752 og 1788 endelig i 1812 blev et lukket Verk.
Om Slottets Udseende i 1690 ville vi lade den samtidige Edvardsen fortælle. „Slottet har ved den indre Side til Byen et saare stort og høit Taarn af idel Kvadrat Veegsteen, der skal være bygget af Erik Rosenkrants. Bag til Kommunen er endnu tvende høie Taarne og en Runddeel, som med Mellemmure af haard Kampesteen ere sammenbundne, saa at ingen kan komme ind der. For til Vaagen ere nogle Batterier med Stykker belagte og en Deel Værelser, somme Steder af haarde Stene, somme Steder saasom nedenunder slet med Veegsteen rundenom, saa det ganske indelukker Slottet, men ovenpaa dette nogle udbyggede Karnapper af Bindingsverk og et af Træ. Paa Borggaarden, som er stor og vid, ere Værelser paa alle Sider med Lofter paa, hvori ere Kammerser, Stuer og andre Tilhold. I Taarnet ere nederst i Bunden adskillige Fængsler og ellers andre Leiligheder til Rustkammere og Krudtkammere. Ved den yderste Ende til Fjorden er den store steenmurede Sal, som blev bygget af Haakon Haakonssøn. Nedenunder ere store hvælvede Kjeldere og Lønkammere, og af Vinduernes Bygning kan fornemmes, at der haver ovenpaa været en Kirke, hvilket Navn det og endnu beholder, nu under tvende Tag men før under eet, og nu vel repareret, bruges ovenpaa til et Magasin.“ „Under Sverresborgs Klippe ligger Obristens (Cicignons) Have med skjøn Værelse Frugttræer og Urter, herlig og paa den søndre Side af Graven er en Omgang af Piletræer og strax derhos Slotshaven.“ Men midt paa Holmen stod en skjøn Bøg, den høieste og tykkeste i Bergens Stift, og strakte sine Grene vidt udover de omspredte Levninger af fordums Herlighed, arkitektoniske Ornamenter og Marmorligstene. Og her sad ofte Edvardsen og anstillede sine vemodige Betragtninger over Tidernes Gang. Den Slegt, der havde udstyret disse skjønne Kirker med Omhu og Kjærlighed, og med milde Hænder havde søgt at bevare Kongernes Levninger til en fjærn Eftertid, blev „omsider afløst af en anden, der ødelagde, fordærvede ja ganske med Forhaanelse for Kat og Hund adspredte Forfædrenes Verk.“
Under de Reparationer, som foretoges paa Slottet i Frederik den fjerdes Tid, bleve formodentlig de to Taarne mod Kommunen, som Edvardsen ovenfor omtaler, nedrevne, da de nu ikke mere findes, ligesom og Kommandantboligen dengang fik sit nuværende Udseende. I det hele taget er Slottets daværende eiendommelige Præg nu forsvundet, og paa Holmen groer Grønsværet over Kongernes Støv.
Men der staaer dog endnu tilbage to mærkelige Monumenter, de eneste i sit Slags i Norge, nemlig Marias Gildeskaale, nu Kornmagasin, og Rosenkrants’s Taarn. Begge minde om Tidspunkter, der danne Epoker i Folkets Historie. Det første vidner om det Trin, hvortil Kulturen hævede sig under Haakon Haakonssøn, det andet staaer som en Bautasteen paa en Grav, thi da det opførtes, var netop Hansens Jærnarm brudt og saaledes en af Aarsagerne hævet til den Slaphed, der som en Meeldug havde lagt sig over hele Folket. Begge have det tilfælles, at de med Lethed kunne gjengives deres oprindelige Karakter, ihvorvel dette i høiere Grad finder Sted ved Taarnet. Det var derfor rimeligt, at naar først en for dets Bestemmelse nødvendig Reparation maatte foretages, man da tillige søgte at gjengive det sit forrige Præg. Paa Grund heraf forlangtes der af forrige Storthing en Bevilling. Imidlertid fandt Militærkommitteen, at de foreslaaede Forbedringer vare overflødige, og indstillede derfor kun 900 Spd., der maatte være nok for at Taarnet kunde opfylde sin Bestemmelse. Dette blev bifaldt af Storthinget. Men Ulykken er, at den bevilgede Sum ikke engang skal være nok til den allernødvendigste Udbedring. Man har derfor i denne Mellemtid intet foretaget og formodentlig bliver Sagen appelleret til det nu forsamlede Storthing. Den forrige Kommitté synes dog ikke at have betragtet Sagen fra et ganske rigtigt Synspunkt; thi her er ikke saameget Spørgsmaal om at give en til militært Brug nødvendig Bygning et for Øiet behageligt Udseende overeensstemmende med Arkitekturens Love, som om atter at lade et Monument, der danner Epoke i Folkets Historie, fremtræde med sin Tids Præg. Spørgsmaalet er altsaa egentlig om Storthinget vil give et Bidrag til, at Fortiden med Klarhed fremstilles for Nutidens Bevidsthed.
Inden jeg slutter maa jeg endnu nævne to Mænd, der med Gemyttets hele Inderlighed have foreholdt Bergenserne hvad de eie i disse to Monumenter. Jeg mener Sagen og Dahl. At deres Bestræbelser ikke have frugtet, vidner om, at Sandsen for Opklaringen af Fædrenes Minder ikke tilstrækkelig er vakt i Norges mærkværdigste By. – Men endnu har intet Folk ustraffet vendt sig bort fra sin Fortid; thi der rinder den Søkkvabæk, som skal styrke det til gjennem Nuets Kampe at skabe sin Fremtid.
I Mangel af andet passende Sted kan her omtales nogle Monumenter udenfor Norge, som turde være af større Interesse end mange i Hjemmet. Det er først de saakaldte „pictish burgs“ paa Shetland, afbildede og beskrevne i Hibberts Verk. Allerede deres hele Anordning vidner om en eiendommelig Formsands, mærkeligst er dog det arkitektoniske Princip, som aabenbarer sig i Overdækningen af Rummet. I det eneste fuldstændig tilbagestaaende Exemplar skeer det rigtignok horisontalt; ved de øvrige synes derimod et andet System at have fundet Sted, hvilket dog nu kun er paaviseligt ved et. I dette ene, Borgen i Burrafjord paa Unst, ere de runde Kammere inde i Muren overdækkede paa den Maade, at af de paa hinanden lagte horisontale Steenlag krager det overliggende stedste lidt udover det underliggende indtil endelig Stenene mødes i Toppen. Her seer man altsaa den første Antydning til Hvælving men endnu kun i det vertikale, den egentlige Konstruktion som Materialets statiske Natur fordrer, er endnu ikke fattet. Ere disse Borge opførte af Nordmænd, som man hidtil har antaget, saa sees det, at paa Hjaltland, hvor intet Træ fandtes Omstændighedernes tvingende Magt har nødt dem til at hitte paa en Udvei ved Rumbedækningen, som de ingen Opfordring havde til hjemme, hvor der overalt byggedes af Træ. Den samme ufuldkomne Hvælving, som i Pikterborgene, see vi i de pelasgiske saakaldte Thesaurer, af hvilke endnu er levnet et fuldstændigt Exemplar i Atreus’s Thesaur i Mykene. Den ydre Mur er dog der endnu kun kyklopisk, medens man derimod i de heromhandlede Borge allerede har hævet sig til Kvaderbygningen. Og ikke alene herved og ved Hvælvingens arkitektoniske Princip, men ogsaa i Grundplan, ydre Form og indre Anordning have disse Borge en saa paafaldende Lighed med de af Etruskerne paa Sardinien efterladte „Nuragher,“ at man maa blive mistænkelig mod at antage dem opførte af et germanisk Folk.
Derimod er det ikke tvivlsomt, hvem der har opført Magnus-Kirken i Kirckwall paa Mainland blandt Orkenøerne den samme, som er mange bekjendt fra Walter Scotts Roman „Sørøveren.“ Her har man ogsaa noget sikrere at holde sig til, end sedvanligt er ved norske Monumenter. Thi hvad man saa yderlig sjælden, paa Grund af Kongesagaernes hele Plan, faaer vide om Bygninger i Norge, nemlig de nærmere Omstændigheder ved deres Tilblivelse, underrettes man om ved Magnus-Kirken. Orkn. Saga beretter nemlig baade om Anledningen til dens Opførelse Personen, som viste sig virksom derved, og Tiden, naar det skede; disse Omstændigheder ere mærkelige nok. Men det, hvorved denne Bygning meest tildrager sig Opmærksomhed er dens Stil i Forhold til Tiden. Var den opført i rundbuet Stil, som det næsten har Udseende af paa den Barrys history of the Orkn. isl. tilføiede Afbildning, saa vilde den rigtignok ikke have noget ualmindeligt ved sig, men fra denne i liden Maalestok udførte perspektiviske Tegning kan man ikke drage nogen sikker Slutning til Buens Form. Man seer derimod, at et Slags Stræbepillesystem er anvendt, hvilket allerede tyder hen paa Spidsbuestilen og dette finder endmere Bestyrkelse i Barrys Beskrivelse, hvor der siges, at Loftet er hvælvet med „gotic arches,“ hvorved efter almindelig Sprogbrug forstaaes spidse Buer. Forholder dette sig saa, vil man her have et meget tidligt Exempel paa Spidsbuestilens Forekomst i det nordlige Europa, og den Interesse, som Bygningen allerede har for den norske Kulturhistorie, vil forøges med dens Betydning for den almindelige europæiske Kunsthistorie. Kirken blev nemlig ifølge Orkn. Saga paabegyndt 1138, og før efter 1150 har man ikke Exempel paa Spidsbuestilens Fremtræden, selv ikke i det nordostlige Frankrige, hvor den først forekommer. Kirken mangler forresten den normanniske Stils Særkjende, de to Taarne ved den vestre Gavl, ligesom hvad den øvrige Anordning angaaer Bygmesteren, Kol fra Agder, mere synes at have taget engelske end franske Bygninger til Forbillede. Især viser dette sig deri, at den østre Ende er ret afskaaren, medens ved de franske Kirker Grundplanen mere harmonisk afslutter sig i Korets Halbrunding eller Ottekant. I det hele taget har Horisontaliteten i Linierne endnu megen Overvægt. Efter det her ytrede fortjente Kirken visselig en nærmere Undersøgelse, og om det end derunder skulde vise sig, at den fremsatte Formodning om dens Stil er urigtig, saa vilde dog udentvivl Udbyttet for den norske Personalhistorie af dens mange Indskrifter være Erstatning nok. Om der fra engelsk Side er gjort noget i saa Henseende vides ikke, men vist er det, at Bygningen med stedse stærkere og stærkere Skridt gaaer sin Undergang imøde, da den lille fattige Menighed ikke magter at vedligeholde den.
Endnu mærkeligere end Magnus-Kirken vilde den ved Kirkebø paa Strømø staaende Ruin i Spidsbuestil være, hvis den, som Debes og Landt berette, er opført i det 12te Aarhundredes første Fjerdedeel. Men dette maa ansees for høist tvivlsomt. Den er afbildet i Kobberverket til „la Recherches“ Reise. – I det hele taget synes Spidsbuen at have vundet mere Indgang hos Nordmændene (og Svenskerne?) end hos de Danske.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Det bergenske Musæum besidder foruden flere Diplomer en Afbildning af Bergen i det 15de eller 16de. Aarhundrede og af Slottet i det 18de Aarhundrede og maaske mere lignende. Dette fortjente visselig Plads i Tidsskriftet „Urda“, i hvis Tendens det netop er i videre Kredse at udbrede, hvad der af det nævnte Instituts Samlinger kaster Lys paa Fortiden.
- ↑ Herfra maa dog undtages Stavekirkerne; thi ihvorvel de i det væsentlige røbe sig som en Efterligning af den Tids Steenkonstruktion, saa er dog den videre Udførelse i høi Grad eiendommelig. Det er en uregelbunden Fantasi med alle dens forunderlige Udvæxter, som her træder os imøde. Vel faar man ikke noget Indtryk af Skjønhed ved at betragte dem i deres Heelhed, men i Enkelthederne, navnlig i det udskaarne Arbeide paa Døre, Dørstolper etc., aabenbarer der sig en virkelig Skjønhedssands i Anordningen, ligesom Udførelsen vidner om en høi Grad af Færdighed. Naar forøvrigt Professor Dahl i Antikv. Tidsskr. 1843–45 mener, at man i at anbringe Hoveder og Dragefigurer paa Stavekirkerne har haft Skibsstavnene til Forbillede, synes dette lidet rimeligt. Uden at antage en saadan vilkaarlig Overførelse finder Fænomenet sin naturlige Forklaring deri, at paa begge Steder det samme ligger til Grund derfor. Baade paa den halslignende Skibsstavn og paa den fra Taget udstikkende Bjælke frembyder sig af sig selv et Hoved som passende Motiv, hvori Bevægelsen finder sin naturlige Afslutning. At man hertil fortrinsvis valgte Hoveder af Drager og andre Uhyrer, var noget der fuldkommen stemmede med den Tids hele Retning, i hvis Folketro disse Fabeldyr spillede en saa stor Rolle. Især var Dragefiguren afgjort. Vi see den derfor anvendt allesteds paa Vaaben, Smykker, Møbler osv. Om en vilkaarlig Overførelse fra det ene til det andet Sted kan her ikke være Tale, men vel om den samme Aands Aabenbarelse paa Livets forskjellige Gjenstande. Ligesom det ægyptiske gaadefulde Væsen har fundet sit Udtryk i Sfinxen, saaledes udtaler den nordiske Aands Æventyrlighed sig i Dragefiguren med dens arabesklige Slyngninger.
- ↑ I Edvardsens Beskrivelse anføres alle til hans Tid bekjendte, blandt hvilke her, som Exempel paa det 17de Aarh. Kritik, kan bemærkes to. Den ene udleder Ordet af „Bær, saasom Jordbær, som maaske der sammesteds før Byen blev bygget haver voxet,“ den anden af „at bære, fordi der paa Stedet voxer ei nogen Korn eller Kjerne, men bæris og føris andetsteds fra.“
- ↑ Norrøna-Sprogets Grammatik af Munch og Unger.
- ↑ S. af Viga Styr ok Heiðarv. Aar 1014 (Isl. Sög. II, 310.) S. Harð. Grimkels. 960–975 (Isl. Sög. II. 38). Laxd. S. Kap. 11, 931–960.
- ↑ Dette kan maaske ogsaa sluttes af Laxd. Saga Kap. 11.
- ↑ Navnet er sandsynligvis fremgaaet af Gaardens Beliggenhed under Ulrikken (Álrekr?)
- ↑ Se Berg i Saml. t. N. F. o. S. Hist. V. Fagrskinnas Beretning falder vel ikke ganske sammen med Heimskr. ovenanførte Udtryk, men lader sig dog godt forene dermed.
- ↑ Herved falder Sagens Etymologi af „Nobben,“ om den ikke allerede før havde meget imod sig.
- ↑ Heimskr. Sag. Har. Hárðr. kap. 103 og Fagrskinna S. 145.
- ↑ Af denne Bygning er der flere Levninger i den nuværende Domkirke, nemlig Taarnfoden med Hovedindgangen og en stor Deel af den sydlige Væg med en smukt ornamenteret Spidsbue. Ved første Øiekast opdager man ikke disse ældre Dele, da Kirken, uagtet af huggen Veegsteen, naturligvis ligesom Marias Gildehal, Taarnet paa Bergenhus, Stavangers og Throndhjems Domkirker, er overkalket. Videst i saa Henseende er man dog gaaet paa Søndmøre, hvor den ydre Marmorbeklædning paa Borgunds og Giskes Kirker skal være hvidtet. For den Tid var ikke Stenens naturlige Farve god nok, man fuskede i vor Herres Haandverk og vilde gjøre det endnu bedre. Det er paa den Maade Spidsborgeren troer at Stoffet idealiseres. Der frembyder sig dog her visse Sammenligningspunkter med en stor Deel af de moderne Façader. Ligesom hin Tid overdækkede det konstruktiv og æsthetisk betydningsfulde i Bygninger, saaledes benytter vor Tid sig af det samme Middel, denne Kalksmurning, eller Puds som det kaldes, til at frembringe Udseende af Betydning, hvor der ingen er. Thi hvad er vel alle disse Profiler trukne i Kalk eller Cement med en Træform, andet end en Skinarkitektur, der kun saalænge kan tjene som Øienslyst, indtil man opdager, at det hele er et Blendverk. Men der er dog i vor Tid mange glædelige Spor til, at Arkitekturen ogsaa vil bortkaste denne Flitter, og at den, ligesom den har opnaaet renere Former, saaledes ogsaa igjen vil fremtræde reent konstruktiv som i dens gode klassiske og romantiske Periode. Ene herigjennem er det den vil komme til sit Maal: at blive et værdigt Udtryk for vor Tid. Navnlig stiller det sig hos os som en rimelig Fordring til det næste offentlige Monument, formodentlig Storthingsbygningen, at det skal være reent konstruktivt med Benyttelse af vort fortrinlige Materiale. Det ligger allerede i Ideen af et Monument, at det er beregnet saa at sige paa Evigheden, og derfor skal Materialets Soliditet tages i væsentlig Betragtning. Det er ogsaa først ved Benyttelse af Stenen, som den kommer fra Naturens Haand, at den høiere arkitektoniske Teknik kan finde sin Udvikling. Og hvem skal her gaa foran, naar ikke Staten gjør det? Kunsten skal ikke fremtvinges, da bliver den en Uting, men naar den kommer som en Trang, bør den gives Anledning tit at udfolde alle sine Kræfter. Ingen tvivler paa, at Statens Tilskud til Landbrugsskoler, Hortens mekaniske Verksted osv. vil bære gode Frugter med Renter og Rentesrenter. Skal da Kunsten være Stifbarnet? For denne er et Bygverk ligesaavel en praktisk Skole som hine i andre Retninger. Dette er den ene rigtige Betragtningsmaade, og da vil man ikke blot se paa det reent materielle Produkt, men ogsaa paa dets Frugter i Fremtiden. Var det mueligt f. Ex. ved Slottet i Tal at beregne den ideelle Vinding, som deraf er fremgaaet, den Sum af teknisk Færdighed, som derfra er spredt rundt omkring, da vilde Klagen om dets Kostbarhed for en stor Deel kunne bringes til Taushed, en Klage, som ene har sin Grund i, at man blot tager Hensyn til det reent haandgribelig materielle Udbytte. Men nu maatte der gaaes videre end der er gjort i Slottet og Universitetet. Thi at anvende Karnisser af sammenklinkede Jærnplader, Søileskafter af Mursteen eller mursteensfyldte Zinkcylindere og Kapitæler af Zink er uværdigt for en Bygning med monumental Karakter, og vidner om en mindre vel overveiet Økonomi i et Land, hvor det skjønneste Materiale (Marmor, Sandsteen, Granit og Veegsteen) kun vænter paa Benyttelse, for derunder til Gavn for det Hele at fremkalde en forhøiet Teknik.
- ↑ Cod. Munk. 118 (i Kappanum).
- ↑ Cod. Munk. 132.
- ↑ I Slutningen af Kap. 260, hvor denne Brand omhandles, heder det hos Aall: „Hele Byen indenfor Sandbro var brændt, men udenfor kun nogle faa Gaarde inde ved Vaagsbunden.“ Det maa derimod oversættes: “Hele o. s. v. undtagen nogle faa o. s. v.“
- ↑ Ifølge Kongesagaerne begravedes her, ikke i den store Kristkirke, som Falsen, Munthe og Bergens Beskr. sige, Harald Gille 1136 og Sigurd Mund 1156.
- ↑ Magnus Erlingssøn 1161 (ikke paa Kongsgaarden som Falsen og Berg. Beskriv. har – se Sver. Saga Kap. 87), Sverrer 1194, Haakon Haakonssøn 1247, Magnus Lagabøter og hans Dronning 1261, Erik Magnussøn og udentvivl ogsaa hans Dronning 1280.
- ↑ Magnus Erlingssøn 1184, Baard Guttormssøn 1195, Sverrer 1202, Haakon Sverressøn 1204, Haakon Galin 1214, Knut Jarl 1261, Haakon Haakonssøn 1263 og udentvivl Erik Magnussøn, siden han døde paa Kongsgaarden i Bergen 1299, ligeledes hans Dronning Margreta 1283 og hans Datter Margreta 1290 (Hofnagel) Guttorm Sigurdsøn blev derimod ikke begraven her, som Munthe siger, men ifølge Kongesag. i Nidaros.
- ↑ „Til Nedrivningen lod Esge Bilde beskikke En, som hed Hans Prydtz, der med saa stor Behændighed og ringe Kunst nedrev Taarnet, som var saare fast bygt, at enhver maatte sig derover forundre.“ Abs. Peb. Vita Gabeli hos Edvardsen.
- ↑ De ovenanførte Omstændigheder synes at tale imod at oversætte rið med Trappe, som Aall gjør. Paa flere Steder i Sagaerne, hvor dette Ord forekommer, synes det ogsaa at maatte betegne „Sval.“ Dette bestyrkes ogsaa derved, at Ordet i Hallingedal, hvor det ved en Slags Brydning havde antaget Formen Read, alene brugtes i denne Betydning (Wiel topogr. Journ. 32te Hefte). Naar Aall oversætter „höll“ afvexlende med Kongehal, Hal, Sal og Kongesal, saa forrykkes derved Bygningens Identitet gjennem de forskjellige Tider.
- ↑ Her døde Sverrer 9 Marts 1202 (S. Kap. 180) og Haakon Sverressøn 1 Jan. 1204 (S. Kap. 3).
- ↑ Aall oversætter dette med „Bastion,“ men det Begreb, som ligger heri, lader sig næppe forene med vigskarð.
- ↑ i þeim herberginum, sem þar váru til, hvilket hos Aall urigtigen oversættes: „i de Herberger, som dertil vare bestemte.“
- ↑ Det er altsaa urigtigt, naar Professor Dahl antager Bygningen for at være opført i det tolvte Aarhundrede. Forøvrigt kjender jeg den ikke saa nøie, at jeg her kan give en Beskrivelse deraf, men det maa dog bemærkes, at det kan være tvivlsomt, om Dahls Tegning af dens oprindelige Udseende har truffet det rette, ligesom heller ikke hans Beskrivelse er saa udtømmende, at man kan daane sig en fuldstændig Dom om Bygningen i dens Heelhed. Navnlig mangler der Underretning om dens indre Struktur, som man nødvendigvis maa kjende for at anvise den sin rette Plads i arkitektonisk Henseende. – Bygningen, der fra først af, som det synes, kun var et kongeligt Festivitetslokale, blev senere tillige Samlingssted for Marias Gilde, hvoraf dens Navn „Marias Gildeskaale,“ og for Bergens Lagthing (Byloven). At Lagthinget holdtes her til 1329, sees af Diplomer, hvor den forekommer under Navnene „Bredestuen,“ „Maalstuen,“ „Steenstuen,“ „den Stue hvori Stevner holdes.“ Maaske er det den samme, som i 4 Diplomer 1316–1325 benævnes „Jonsstuen paa Kongsgaarden,“ og hvori Lagthinget holdtes. Efter 1329 synes derimod Lagthinget at være flyttet, uden at Grunden hertil indsees; thi allerede i 1332 (Dipl. Norv. No. 218) holdtes det i „Stevnestuen paa Breida-almenning,“ hvor det vedblev at være, som det synes, indtil 1553, da et nyt Raadhus indrettedes paa Jonskirkens forrige Grund. I 1163 var det endnu paa Breida-almenning. Naar det derfor fortælles, at Hertug Christiern under sit Ophold i Bergen 1507 første Gang gjorde Bekjendtskab med Dyveke i en Dands paa Raadhuset (domus senatoria, Svaning pag. 58), hvorhen han havde indbudet Byens Borgere, saa maa dette Hus rimeligvis have ligget paa Breida-almenning.
- ↑ Da denne planeredes i 1830, fandt man ifølge „Urda“ en Kande og nogle Mynter.
- ↑ Der er faa Begivenheder, der havde saa gode Følger for Bergen, som denne, og næsten ingen, der frembyder et saa fortrinligt Emne for et Historiemaleri. Faar Byen engang en anstændig Børsbygning, var der netop Stedet for et saadant. Mærkeligt er det, at efterat der nu løbe saamange Skibe ud af Bergens Vaag, hvis Navne have en god national Klang, ingen endnu har faldt paa at hædre Valckendorfs Minde paa denne Maade. Og dog kan denne danske Mand betragtes som Byens anden Stifter.
- ↑ Naar der i Bergens Beskrivelse siges, at det Hekkelfjæld, hvor Valckendorf anviste de offentlige Fruentimmere Plads, laa paa Skraaningen under Sverresborg, saa er dette mindre rigtigt. Derimod er det nævnte Sted ifølge Edv. det samme, som nu kaldes „Stølen.“
- ↑ Dette Taarn er det samme, som endnu staaer. Det er altsaa urigtigt, naar Professor Dahl antager, at det er opført i 11te eller 12te Aarhundrede. Fremdeles er det urigtigt, naar Bergens Beskrivelse siger, at det var paabegyndt af Valckendorf. Rigtignok kunde derfor tale, at det nu benævnes „Valckendorfs.“ Men dette Navn er fra en meget sildigere Tid. Hverken Absalon Pedersen, Edvardsen, Fasting eller Holberg kjender det. Tværtimod fortælle de alle efter den samtidige Pedersen, at det er opført af Rosenkrants. – Endelig er det ogsaa urigtigt, naar der i Berg. Beskr. pag. 669 blandt Kunstnere anføres en Jørgen Hansen Steen, der skulde have opført Taarnet. Denne Jørgen Hansen er ingen anden end den førnævnte Høvedsmand paa Kongsgaarden, og Forvexlingen er fremkommen derved, at han ofte kaldes „Bygmester paa Bergenhus,“ fordi han lod Slottet meget forbedre.