Bibelen (1891)/Profeten Joel

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Bibelen
Det Amerikanske Bibel-Selskab (s. 900-903).
◄  Hoseas
Amos  ►

1. KAPITEL.

Joel forkynder, at uhyre, Alt fortærende Græshoppesværme, et Billede paa Alt ødelæggende Fiender, skulle komme og føre en hidtil uhørt Ødelæggelse over Landet, 1-7. Han opfordrer Folket til at sørge og hyle derover, 8-12, og i Faste og Bod vende sig til Herren, 13-18. Han anraaber selv Herren om Frelse fra Ødelæggelsen, 19.20.

 
H
ERRENS Ord, som kom til Joel, Petuels Søn:

2 Hører dette, I Gamle! Giver Agt, alle Landets Indbyggere! Er Saadant skeet i eders Dage eller i eders Fædres Dage?
3 Derom skulle I fortælle eders Børn, og eders Børn sine Børn, og deres Børn en anden Slægt.
4 Hvad Gnaveren* har levnet, har Vrimleren* ædt, og hvad Vrimleren har levnet, har Slikkeren* ædt, og hvad Slikkeren har levnet, har Skaveren* ædt. *Forskjellige Navne paa Græshopper.
5 Vaagner op, I Drukne, og græder, og hyler, alle i Vindrikkere, over Mosten! Thi den er reven bort fra eders Mund.
6 Thi et Folk er draget op over mit Land, stærkt og utalligt; dets Tænder ere en Løves Tænder, og en Løvindes Kindtænder har det.
7 Det har gjort min Vinstok ganske øde og har knækket mit Figentræ; det har gjort det aldeles bart og har fældet det; dens Ranker ere blevne hvide.
8 Hyl som en Jomfru, der har omgjordet sig med Sæk for sin Ungdoms Brudgom!
9 Madoffer og Drikoffer er revet bort fra Herrens Hus; Presterne, Herrens Tjenere, sørge.
10 Marken er ødelagt, Jorden sørger; thi Kornet er ødelagt, Mosten er borttørret, Oljen er indsvunden.
11 Agerdyrkerne ere beskjæmmede, Vingaarsmændene hyle over Hvede og over Byg; thi Markens Høst er gaaet tabt.
12 Vinstokken er borttørret, og Figentræet er henvisnet; Granattræet, ogsaa Palmen og Æbletræet, alle Markens Træer ere fortørrede; ja, Fryd er svunden bort fra Menneskenes Børn.
13 Omgjorder eder[1] og klager, I Prester! Hyler, I Altertjenere! Kommer, tilbringer Natten i Sæk, I min Guds Tjenere! Thi Madoffer og Drikoffer er unddraget eders Guds Hus.
14 Helliger en Faste, udraaber en Festforsamling, samler de Ældste, alle Landets Indbyggere til Herrens, eders Guds, Hus og raaber til Herren!
15 Ak, den Dag! Thi Herrens Dag er nær og kommer som en Ødelæggelse fra den Almægtige.
16 Er ikke Maden forsvunden for vore Øine, Glæde og Fryd fra vor Guds Hus?
17 Sædekornene ere borttørrede under sine Jordklumper; Forraadshusene ere ødelagte, Laderne nedbrudte, thi Kornet er fordærvet.
18 Hvor Kvæget stønner! Oksernes Hjorder fare forskrækkede om, thi der er ingen Græsgang for dem; ogsaa Faarenes Hjorder maa bøde.
19 Til dig, Herre, raaber jeg; thi Ild har fortæret Ørkenens Græsgange, og Lue har forbrændt alle markens Træer.
20 Ogsaa Markens Dyr skue smægtende op til dig; thi Vandbækkene ere udtørrede, og Ild har fortæret Ørkenens Græsgange.

2. KAPITEL.

Profeten skildrer den kommende, Alt Ødelæggende fiendtlige Hær, 1-11, og formaner Folket til hjertelig Bod, Faste og Bøn, 12-17; da vil Herren tilintetgjøre Fienden, sende Læreren til Retfærdighed ((Messias) og ifølge heraf overøse sit ødelagte Land med jordisk Velsignelse, 18-27.

 
S
TØDER i Basun paa Zion og biæser Alarm paa mit hellig Bjerg, alle Landets Indbygggere bæve! Thi Herrens Dag kommer, den er nær,

2 en Mørkes og Dunkelhedens Dag, en Skyers og Mulms Dag, udbrendt som Morgenrøde over Bjergene, — et stort og stærkt Folk, hvis Lige ikke har været fra fordums Tid og heller ikke efter det mere skal komme gjennem alle Aar, Slægt efter Slægt.
3 Foran det fortærer Ild, og efter det brænder Lue; som Edens Have er Landet foran det, og efter det en øde Ørken, og der er Intet, som undslipper det.
4 Som Heste er det at se til, og som Rideheste, saaledes løbe de.
5 Med Lyd som af Vogne hoppe de over Bjergenes Toppe, med Lyd som af Ildslue, der fortærer Halm, som et stærkt Folk, rustet til Krig.
6 Folkeslag skjælve for dets Aasyn; alle Ansigter blive blusende røde[2]
7 Som Vældige løbe de, som Krigsmænd stige de op paa Mure; og de drage frem, hver sin Vei, og de bøie ikke af fra sine Stier.
8 Og de trænge ikke, den Ene den Anden; de gaa frem, hver paa sin banede Vei, og mellem Kastespyd styrte de frem, bryde ikke af[3].
9 I Staden streife de om, paa Muren løbe de, i Husene stige de op, gjennem Vinduerne gaa de ind som en Tyv.
10 Foran dem bæver Jorden, ryster Himmelen; Sol og Maane sortne, og Stjernerne drage sin Glans ind.
11 Og Herren lader sin Røst høre foran sin Hær, thi saare stor er hans Leir, stærk er den, som udretter hans Ord; thi stor er herrens Dag og saare forfærdelig, og hvo kan udholde den?
12 Dog, ogsaa nu, sier Herren, vender om til mig med hele eders Hjerte og med Faste og med Graad og med Jammerklage,
13 og sønderriver eders Hjerte og ikke eders Klæder, og vender om til Herren, eders Gud! THi han er naadig og barmhjertig, langmodig og rig paa Miskundhed, og han angrer det Onde.
14 Hvem ved? Han turde vende om og angre og lade en Velsignelse blive tilovers efter sig, Madoffer og Drikoffer for Herren, eders Gud.
15 Støder i Basun paa Zion, helliger en Gaste, udraaber en Festforsamling!
16 Samler Folket, helliger en Forsamling, sanker de Gamle, bringer de smaa Børn sammen og dem, som die Moderbryst! Brudgommen gaa ud af sit Kammer, og Bruden af sit Brudekammer!
17 Mellem Forhallen og Alteret skulle Presterne, Herrens Tjenere, græde og sige: Spar dog, Herre, dit Folk, og giv ikke din Arv hen til Forsmædelse, saa Hedninger herske over den! Hvorfor skulle de sige blandt Folkene: Hvor er deres Gud?
18 Da bliver Herren nidkjær for sit Land, og han sparer sit Folk.
19 Og Herren svarer og siger til sit Folk: Se, jeg sender eder Korn og Most og Olje, og I skulle mættes dermed; og jeg vil ikke mere give eder hen til Forsmædelse blandt Hedningerne.
20 Og ham fra Norden[4] vil jeg drive langt bort fra eder og jage ham bort til et tørt og øde Land, hans Fortrop bort til det østlige Hav og hans Bagtrop bort til det vestlige Hav; og Stanken af ham skal opstige; den væmmelige Lugt af ham skal opstige; thi store Ting har han taget sig fore at gjøre.
21 Frygt ikke, du Land! Fryd dig og vær glad! Thi store Ting har Herren gjort.
22 Frygter ikke, I Markens Dyr! Thi Ørkenens Græsgange grønnes, Træet bærer sin Frugt, Figentræet og Vinstokken give sin Kraft.
23 Og I, Zions Børn, fryder og glæder eder Læreren til Retfærdighed; og saa sender han Regn ned til eder, Tidligregn og Sildigregn, i Førstningen[5]
24 Og Tærskepladsene vorde fulde af Korn, og Persekarrene flyde over af Most og Olje.
25 Og jeg godtgjør eder de Aar, Vrimleren fortærede, Slikkeren og Skaveren og Gnaveren, min store Hær, som jeg sendte mod eder.
26 Og æde skulle I og mættes og prise Herrns, eders Guds, Navn, som har handlet underlig med eder; og mit Folk skal ikke blive tilskamme evindelig.
27 Og I skulle kjende, at jeg er midt i Israel, og at jeg er Herren, eders Gud, og Ingen ydermere; og mit Folk skal ikke blive tilskamme evindelig.

3. KAPITEL.

Profeten forjætter, at derefter den Hellig-Aand skal udgydes over Alle uden Forskjel paa Kjøn, Alder og Stand, hvilken Forjættelse sigter til det nye Testaments Tid, 1.2, og taler saa om Dommens Dag og de vidunderlige Tegn, som skulle gaa forud for den, og forjætter, at Alle, som da, kaldte af Herren, paakalde ham, skulle vorde frelste, 3-5. Til Slutning skildrer han den Dom, Herren paa samme Dag skal holde over alle sit Folks Fiender, 6-22, og den Guds-Rigets Herlighed, som skal følge efter denne Dom, 23-26.

 
O
G det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min Aand over alt Kjød, og eders Sønner og eders Døtre skulle profetere; eders Gamle skulle drømme Drømme, eders unge Karle se Syner;

2 ogsaa over Trællene og over Trælkvinderne vil jeg i de Dage udgyde min Aand.
3 Og jeg vil gjøre underlige Tegn paa Himmelen og paa Jorden, Blod og Ild og Røgstøtter.
4 Solen skal omskiftes til Mørke, og Maanen til Blod, førend Herrens Dag, den store og forfærdelige, kommer.
5 Og det skal ske: Hver den, som paakalder Herrens Navn, skal undkomme; thi paa Zions Bjerg og i Jerusalem skal der være en Skare af Undkomne, saaledes som Herren har sagt, og blandt de Undslupne skulle de være, som Herren kalder.
6 Thi se, i de Dage og paa den Tid, naar jeg gjør Ende paa Judas og Jerusalems Fangenskab,
7 da vil jeg samle alle Hedningefolk og føre dem ned i Josafats[6] Dal, og jeg vil der gaa irette med dem for mit Folks og mins Arvs, Israels, SKyld, som de adspredte blandt Hedningefolkene, og mit Land delte de,
8 og om mit Folk kastede de Lod, og de gave en Dreng for en Skjøge, og de solgte en Pige for Vin og drak.
9 Ogsaa I, Tyrus og Sidon og alle Filistæas Egne! Hvad ville I mig? Ville I gjengjælde mig Noget, eller ville I gjøre mig noget? Snart, i en Hast skal jeg lade eders Gjerning falde tilbage paa eders Hoved,
10 I, so toge mit Sølv og mit Guld og bragte mine bedste Kostbarheder til eders Templer,
11 og Judas Børn og Jerusalems Børn solgte I til Javans Børn for at skaffe dem langt bort fra deres Land.
12 Se, jeg kalder dem fra det Sted, hvorhen I have solgt dem, og lader eders Gjerning falde tilbage paa eders Hoved.
13 Og jeg vil sælge eders Sønner og eders Døtre i Judas Børns Haand, og de skulle sælge dem til Sabæerne, til et Folk langt borte; thi Herren har talt.
14 Udraaber dette blandt Hedningefolkene, helliger en Krig, opvækker de Vældige, lader alle Krigsmænd træde frem, drage op!
15 Smeder eders Hakker om til Sverd og eders Vingaardsknive til Spyd! Skrælingen sige: Jeg er en vældig Krigsmand!
16 Skynder eder og kommer, alle I Hedningefolk trindtomfra, og samler eder! Didhen lade du, Herre, dine Vældige[7] stige ned!
17 Hedningefolkene skulle opvækkes og drage op til Josafats Dal; thi der vil jeg sidde for at dømme alle Hedningefolk trindtomfra.
18 Strækker Sigden ud, thi Høsten er moden! Kommer, træder, thi Vinpersen er fuld, Persekarrene løbe over, deres Ondskab er stor!
19 Skarer paa Skarer i Afgjørelsens Dal! Thi nær er Herrens Dag i Afgjørelsens Dal.
20 Sol og Maane sortne, og Stjernerne drage sin Glans ind.
21 Og Herren skal brøle fra Zion og lade sin Røst høre fra Jerusalem, og Himmel og Jord skulle bæve; men Herren er en Tilflugt for sit Folk og et Værn for Israels Børn.
22 Og I skulle kjende, at jeg er Herren, eders Gud, som bor paa Zion, mit hellige Bjerg; og Jerusalem skal være helligt, og Fremmede skulle ikke mere trænge ind i det.
23 Og det skal ske paa den Dag, at Bjergene skulle dryppe af Most, og Høiee strømme af Vand; og der skal udgaa en Kilde fra Herrens Hus og vande Sittims Dal.
24 Ægypten skal blive til et Øde, og Edom til en øde Ørken for deres Vold mod Judas Børn, fordi de have udøst uskyldig Blod i sit Land.
25 Men Juda skal blive evindelig, og Jerusalem fra Slægt til Slægt.
26 Og jeg vil erklære deres Blod for uskyldigt[8], hvilket jeg ikke har erklæret for uskyldigt; og Herren bor paa Zion.


  1. med Sæk.
  2. Es. 13,8.
  3. sin Gang.
  4. Fienden; Jer. 1, 13 fg. 4,6.
  5. 3,1.
  6. Josafat betyder: Gud dømmer; V. 17.19.
  7. Ps. 103, 20.
  8. ved at hevne det