Bess-Leiken
I ei ’taa Bess-Sætrom, um eg minnis rett, saa va de i Sannes-Bessun, laag de Eingong tile um Vaar’n tvo Kare, som skulde sløe Møkje, rødja Kvee og vele um Hafellunn og slikt meire som kan felle, saales. Ein Dag mea døm laag fram-me Laav-Veggje og kvilte te Dugurds, fekk døm høyre saa levandes eit Fel-Læte fram-me se. Døm høyrde ein Springleik saa skjirin og grei, at døm vart liggjande berre aa lyftas, der, døm laag. Da døm bar te aa sjaa umkring se ette, kaar detta Læte kom fraa, vart døm var ein liten graa Mann i Rouhuve som sat paa ei Tuve og leet paa Fela. Sø-onde Fjose høyrde døm Dansen gjekk saa de berre sjokkt[1] i Stakkom, men Dansarfolke saag døm ikje. Da Spellmann ha laate Leiken igjønom nogre Vendo, stupte han se attaabak ivi Tuva han sat paa og va burte me di saamaa og sø-onde Fjose vart de stilt me Danse. Men di tvo Karann lærde Springleiken og han er te enno og kallas Bess-Leiken; de enda hann, som er tikji te Tone paa „Huldre og han Elland“ ette ’om Elevardt[2] Storm.
Nettup denne saamaa Leiken fekk tvoug Gjætl-Bon høyre inni Fjelle ve Svarthougen i Heidale. Ho Anne Krukhougje og han Lars, Bror henna, gjætte heime hjaa døm um Saamaar’n og saa va de ein Dag døm kom faaraan ette Fjelle og nor-paa ei litol Slett heite Finntoppslette. „Let oss gaa burtpaa Slette og danse, du, Lars!“ sa ho Anne. „Ja let oss, men fyst lyt du taakaa utu ei Brø-Saa’ som har sett se imillom Tennom mine,“ svaaraa han Lars. Ho Anne kom og vilde hjolpe ’om me di, og, me di saamaa han opna Munn, slo de i me eit Læte burtpaa Finntoppsletten som va baade greitt og vakkert. De va ein Springleik og døm kunde saa skjilligt høyre, at de vart dansa ette Leikje, døm høyrde baade Tredte[3] ette Læte og høyrde de sjokkt i Stakkom. Ingenting saag døm men Læte lyddest saa nouende væl, at døm kunde høyre de va Langleik de va laate paa. I de saamaa Leiken va Slutt, høyrde døm ein Stor-Skratt ende uppi Høgt og saa va allt heilande stillt me Eingong umkring døm. Baae Bone lærde Springleiken og de va Bess-Leikan i kaart eit einaste Strøk.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |