Hopp til innhold

Bekjendelser/XLV

Fra Wikikilden

Dagen efter. (Freda 27de Juli 88).

Klokken ni om maarenn har jei faat Schander til aa gaa ned paa Kjøbenhavner-baaten for aa se efter at Bjørck virkeli er ombor og kommer afsted, og skjælvende af angest og spænning gaar jei op og ned inni jernbanesta- tionens vestibule og venter paa at han skal komme tilbake.

— Nej! ingen Bjørck aa se ombor! sier han trist, da han trær derinn og det er som om alting pludseli slukner ut inni mei.

— Da er alt tapt! sier jei stille og tause gaar vi sammen opover til Gravesen og sætter os til me pjolteren — —

— — Om eftermiddan ve firetiden som jei sitter der under telte ve en pjolter sammen me noen fyrer, syk og nervøs saa jei knapt kan sitte paa en stol, kommer Bjørck forretningsmæssi bort og leverer mei et brev. Han gaar igjen me det samme

og jei aapner skjælvende breve og læser:
BREV FRA VERA

Naa skal jei forsøke om jei kan forklare Dem det da: Da jei fik det breve fra Dem om alt dette vonne gale og det, saa tænkte jei, som jei altid gjør — uten aa tænke altsaa —: pyt, han skal nok bli tat a mei! det skal nok bli i orden — og derme var den sak afgjort. Hva vét jei om hva det vil si aa bli helt tat! — Men saa da Di kom, og idetheletaget altsammen kom mei nærmere inn paa live V da ble jei ræd; ræd for at Di naar Di var hos mei om natten, ikke skulle være saa gla i mei som Di trodde, og at det ikke skulle bli noe af. Men saa var det jo iorden det hele, jei syntes og trodde i allefall at det var det V men der var bare det ivejen at jei brydde mei ikke noe om det. Jei var meget mindre gla i Dem den dagen efter, altsaa den dagen Waldemar kom. V Saa var han hos mei om natten — og skjønt jei ikke var saa gla i ham som før, saa... syntes jei det var forfærdeli dejli, og var rent væk saa jei fantaserte — rigtinok om Dem, men det var jo ham. — Det er ikke ofte at jei liker saa forfærdeli gott saan «ligging»; men jei skjønner gott at jei ikke kan holle ut uten — og Waldemar kan altsaa faa mei til aa være «avec».

Derfor er de fleste tingene for at jei gifter mei me Waldemar — ikke sant?

Jei føler at Di staar mei meget nærmere enn andre mennesker — meget; og jei vét at jei kommer til aa bli degraderet uten Dem — jei vét det. Bare nu disse dagene har jei hørt saamegen uforstaaeli snak, men allikevel ikke hat orntli rede paa at det var noe sludder; men saa har jei tænkt paa Dem, og saa — —

Aa ja, alt dette er kjedeli, og jei kan ikke forklare Dem det — saa! —

Men — aldri har noen vært, eller kommer noen til aa bli saa gla i mei som Di er... hvorledes skal jei noengang komme til aa glemme de varme forte haare intense ildtâken og ildkyssene dine, paa min hals og overalt — ossaa saan som du ser paa mei! du som kan lægge hele dei sell i et eneste blik —

og hvis to mennesker kunne komme til aa kjenne hverandre og staa hverandre nær, saa er det du og jei! Men jei tør ikke — for hvis du ikke kan faa tat mei helt, saa kom jei til aa hade dei: —

Jei kom ikke til byn idag heller — de andre ble her. Men kom ikke ned denne uken iallefall, men skriv til mei vil du? — Jei vet du synes jei er en tosk naa efter dette uforstaaelie vrøvle, men det staar ikke klarere for mei ser du; jei vét bare at jei tør ikke hive alting overbor og gifte mei me dei — og at jei blir et umuli menske uten dei. Det er sant som Waldemar sa dengangen, at du kom til aa staa imellem ham og mei — men ikke som en skygge, men som et levene menske som trænger sei inn paa mei og ser mei inn i øjnene — det eneste menske som jei kjenner. Og lever jei kommer det til aa være for din skyll, og skriver jei er det for det du er til — gud hjælpe mei hvis jei kommer til aa gjøre noe uten for din skyll. Men hvis du dør gjør jei ingentinge mere i verden — da hverken gifter jei mei eller noenting.

SVAR PAA VERAS BREV:

Jei sitter her paa Gravesen, utenfor, under telte, alene mitt imellem disse vill-fremmede fyrene som jei harkjent og omgaas i saamange aar. Alene. Uten Dem, som jei kjenner saa lite, det er sant — men som allikevel er mei saa uendeli meget mindre fremmed enn alle andre mennesker i verden. Jei sitter her ve en pjolter, og later som ingenting — og ikke én a dem aner, hvor jei sitter og fryser invendi fordi Di ikke er her. — «Nej se der har vi jo maleren Bjørck!» sier pludseli en a dem léende, jei lægger ikke mærke til hvem — jei bare venner hode og skyver hatten bâk i nakken og ser op. Og Bjørck kommer hen til mei, stiv og fremmed, og sier i en ulasteli forretningstone: «Jei har et brev til dei» — og leverer mei det og gaar igjen. Og jei sætter mei til aa læse breve mens de andre snakker videre om gud vet hva. — «Ubehagelie efterretninger?» spør Olaf Krohn da jei er færdi — «du ser saa mørk ut?» — «Nej, jei bare maa tænke mei litt om hva jei skal svare paa dette breve». — Og jei rejser mei fra pjolterbore og gaar tværsover gaten og inn i kaféen og sætter mei hen til hjørnevindue og faar pen blæk og papir, og vil nu forsøke om jei kan skrive noen glasklare or om de tingene som kansje alt har afgjort, og i hvert fall vil komme til aa afgjøre min skjæbne.

Hør naa —: jei var hos Dem en nat og Di «syntes og trodde» at for mit vedkommende var alt i orden — der var bare det ivejen at Di ikke brydde Dem noe om det: Di ble slet ikke tat. — Nej hvordan skulle Di ossaa kunnet bli det! Alting var jo saa lite i orden som noensinne fra min side — og Di laa jo desuten der og tænkte paa om det var i orden eller ikke. Og naar man ligger og tænker, saa blir man ikke engang tat, selv om alting er i orden. For at Di skal kunne bli helt tat, saa maa jo baade virkeli alting komme i orden, og Di maa i den grad vite at det er i orden at Di slet ikke mere tænker paa den ting. Og for at muliens de to ting skulle intræde, saa ba jei Dem altsaa om otte nætter — for hvem kunne vite! jei følte mei jo saa ong og stærk, at jei syntes jei maatte kunne fornyes. Men de otte nætter, jei fik dem ikke, Di ga mei dem ikke, og vil ikke heller gi mei dem later det til. Di tør ikke, sier Di, for hvis jei da ikke fik tat Dem helt, saa kom Di til aa hade mei. Javel Vera, det tror jei ossaa. Og Di vét hva det vil si for mei aa løpe den risiko, ikke sant, Di som forsto hva jei hadde litt den natten jei vildret om i skoven dernede og trodde at Di hadet mei og ville bli ve aa hade mei sell efter at jei var dø. Men jei vil heller løpe den risiko allikevel; for i den halle tilstann jei er i naa kan jei jo ikke bli — forstaar Di ikke det? — Og derfor saa ber jei Dem ennu engang: tænk over dette naa Vera: om Di ikke heller vil la det komme an paa en prøve — enn saan me egen haann aa slaa mei det slag, som jei vel har ventet og frygtet skulle ramme mei, men herregud, ve tingenes egen magt, ikke ve Deres haann. For mei, som undertiden virkeli biller mei inn, at fik jei lov aa prøve skulle jei kansje endda vinne Dem — for mei føles dette som aa dømmes uten aa bli hørt, som aa dø bunnen uten aa kunne forsvare sei. Og derfor er det jei ber Dem — og Di blir ikke vonn paa mei for det, blir Di vel? — derfor er det jei ber Dem ennu engang aa tænke over dette, og ikke altfor længe; for jei har jo saa liten tid. Kansje er det alt for sént naa, for efter denne lille sjofle, Morgenblads-notisen, som jei lægger inni her, saa blir det vel ikke saa længe, før lensmannen kommer for aa hente mei —:

LIGHET FOR LOVEN.

Naar en straffældt Forbryder ved Rømning unddrager sig Udholdelsen af den ham ilagte Straf, bliver han, saafremt man faar fingre i ham, enten uden videre Ophold straffet, eller — hvis der af en eller anden Grund sker Udsættelse med Exekutionen — belagt med Varetægts-arrest, for at afskjære ham Muligheden af fornyet Absentation.

Hvordan kan det da gaa til at den altfor bekjente Hans Jæger fremdeles sees at gaa frit om i vore Gader, uagtet han jo har faaet Afslag paa en Ansøgning, som han havde den — lad os sige Freidighed — at indgiveom yderligere Henstand med Udholdelsen af den Straf, hvis Exekution han efter Domfældelsen umuliggjorde ved at begive sig til Udlandet.

Hr-Byfogden i Kristiania, som formentlig er rette Vedkommende, anmodes om at besvare dette Spørgsmaal.

Bl.