Bekjendelser/XLIII
Dagen efter (Onsda 25de Juli 88).
Nok en skrækkeli dag har jei tilbragt paa samme maate, luskende syk og fortvilet om paa vejen mellem Vestby og Hvitsten i haap om aa faa se henne gaa forbi naar hun gik til stationen. Men hun er ikke kommet. Saa mot aften, da der ikke er flere tog aa rejse inn me og jei skjønner at hun ikke kommer, faller jei igjen aldeles sammen — og dødstræt slæper jei mei hjemover mot Emmestad.
— Er hun ennu herute, eller er hun tat me halltobaaten isteden for me toge? — jei aarker ikke tænke paa det, jei faar jo ikke se henne allikevel, la mei bare komme hjem — kansje kan jei naa faa sove, jei syns jei maa stupe om paa sengen og falle i søvn me en eneste gang, bare jei saa sant rækker frem.
— og syk og elendi slæper jei mei afsted gjennem skoven.
Da jei endeli i mørkningen kommer dillende ned a bakken til Jensines hus, opdager jei at det er stængt — altsaa ingen hjemme! — Jei finner nøjlen paa den sædvanlie plass over døren, lukker mei alene inn i det tomme huse og sætter mei i gyngestolen bortve vindue inni den tomme blaamalte stuen — og blir sittende og stirre utover fjoren mens mørke faller paa — aanej jei kan nok ikke sove — saa træt som jei er, jei kan bare vente...
Alt er forbi — forbi paa denne trøstesløse maate!... hvorfor sier hun mei det ikke heller, og lar mei dø?... hvorfor lar hun mei lide mei igjennem disse rædsomme dage og nætter til ingen nytte...
Aah! om jei endda kunne sove mens jei ventet: menjei kan jo ikke sove, før jei har hørt henne si det — aa Vera, si mei det og la mei faa dø!...
Mørkere og mørkere blir det; derute suser blæsten, herinne er det saa tomt og stille — og dødstræt sitter jei der, holt vaaken a denne nagende dirrende pinefulle venten, og stirrer og stirrer utover fjoren, paa alle de hvite skumtoppene som kommer og svinner, kommer og svinner alle steder henover det mørke vann — aa Vera, si mei det og la mei faa dø!...
Men pludseli slaar det ned i mei som et lyn: Først naar han er rejst, vil hun si mei det — og saa me det samme gi mei den ene dagen hun har loft mei! — Da først, naar hun er i fre for ham, kan hun gi mei den hélt og uforstyrret saan som hun har tænkt sei den —: en dejli solskinsdag alene me henne ute i skoven... en dejli dag hvor hun vil øse ut over mei al den kjærlihet hun føler for mei... øse det ut over mei altsammen paa en eneste dag — og saa la mei søvne inn og dø der i hennes arme mitt mens hun er gla i mei... aa Vera! dejlie Vera!...
Og jei ser henne for mei me de store kjærlie øjnene dypt sænket i mine, og hun nikker til mei me et stille smil som vil hun si: «ja det er det jeg vil!» — og en umaadeli længsel svulmer op i mei efter henne som jei elsker, en umaadelig længsel efter aa kaste mei inn til hennes bryst og si henne hvor jei elsker henne, og hvor jei er taknemmeli.
Og op springer jei og griper min hat og skynner mei ut a det tomme huse som jei laaser af efter mei, piler saa ned til bryggen og hopper i prammen, og ror afsted utover i mørke; mens hjerte banker me tonge slag efter henne — aah! la mei faa dø ve hennes bryst!...
Sort og vill ligger fjoren utover i natten, me urolie rader af hvite skumkamme glimtende frem i mørke. Jei ror norover langs lanne. Det hule drøn af bølgelarmen derute ruller som en mægti under-tone inn i den øredøvende larm af bølgerne herinne, som rasende bryter sei mot kystens klipper. I vill flugt jager mørke sønderrevne skyer mot Nord; mot Nord suser vinnen afsted; og mot Nord ruller de tonge hvit-kammete bølger — de løfter prammen højt paa sin ryg og bærer den me tong magt afsted fremover mot henne! og højere og højre banker mit hjerte — aah! la mei faa dø ve hennes bryst!...
Men da jei har gjort fast prammen og hopper ilann paa bryggen ve det lille gule badehuse derinne i bugten hvor hun bor, saa synker me ét hele mit mot —: jei vet jo ikke engang om hun er her! langt mindre om jei faar se henne — og skjælvende vandrer jei op gjennem skoven...
Bâk gavlsiden a det hvite huse deroppe stanser jei og kikker frem om hjørne — jo! hun er her, der skinner lys ut af havestu-vindue — og mit hjerte tar igjen til aa banke. Forsikti sniger jei mei videre opover langs kanten a skoven til jei staar likeoverfor det oplyste vindue. Jei kan ikke se derinn, de har hængt noe for vindue; men dér inne er hun! — og jei gaar noen skritt videre opover og sætter mei i hængekøjen deroppe, som de har spænt ut mellem to træer i skovkanten, og blir sittende og stirre me bankende hjerte ned paa det store oplyste vindue —:
... Dérinne er hun!... kansje sitter hun naa og tænker paa mei, hvor forfærdeli jei har det... og paa den dejlie dagen hun vil gi mei naar han er rejst — aa Vera! dejlie Vera!...
Pludseli hører jei noe og venner nervøst øjnene efter lyden — saa stanser mit hjerte: det er Vera som kommer ut a det hvite huse dernede og gaar langsomt, som i tanker, opover mot havestuen! Jei forsøker aa plystre men kan ikke, alting inni mei staar bævende stille, læperne nægter aa gjøre tjeneste — og mens jei sitter der og kjæmper for aa faa plystret det kjente signale, forsvinner hun bâk hjørne derover, og jei hører havestu-døren bli lukket op og i.
Men som jei saa sitter der og raser imot mei sell og graater a fortvilelse fordi jei ikke har faat stanset henne, opdager jei me ét at der er kommet lys i vindue ovenfor, inni hennes soveværelse, og henne sell ser jei staa mitt paa gulve derinne — men kan ikke faa rede paa hva det er hun bestiller. Jei tænker paa aa springe derover og banke sagte paa ruten men tør ikke, og mens jei sitter der me klappende hjerte og betænker mei, gaar hun pludseli fort hen til kommoden og slukker lyse — og igjen sitter jei der og raser imot mei sell: aah, hvorfor sprang jei ikke derover og banket paa ruten mens det ennu var tid!...
Men saa hører jei igjen havestu-døren gaa — og øjeblikke efter kommer hun rask frem om hjørne dernede. Paa hennes gang ser jei at hun er gla; den er ennu vellystiere enn ellers: Lett og bløtt lægger hun vægten a hele sit legeme paa hvert bén hun sætter frem foran sei, mens hun gaar rask tværsover tune; skræver saa over det lave gjære og gjør et par skritt fremover mot skoven me en forsikti spejdende hodebevægelse, som vet hun ikke enten hun skal gaa opover eller nedover — de nøkne arme lyser i mørke.
Saa rasler mine fottrin paa den tørre skovbunn litt højere oppe — og me armene strakt ut imot mei, og øjne og tænner skinnende i et vidunderli smil kommer hun mei fort imøte — saa dejli har jei aldri set henne! Og jei griper de elskede hænder og trykker dem uten aa kunne si noe — mit hjerte er saa bævende fuldt —, og haann i haann gaar vi stille inn i skoven...
— Det var svært saa du var nær! sier hun om litt og ser paa mei.
— Jamen det er saa mørkt... Det gjore vel ikke noe? spør jei rædd.
— Nej naar ingen har set dei saa!
Og vi stanser derinne i skoven, og jei slaar armene omkring henne, og hun sine om mei ossaa — og jei trykker henne volsomt inntil mei.
— Au! knappene dine gjør vont i bryste mit! hvisker hun ømt — og jei slipper henne forskrækket.
Saa vil jei snakke me henne men kan ikke — hjerte stormbanker i mit bryst — og jei bare holler henne ut fra mei og ser paa henne. Men saa skjønner jei at hun har lyst til aa snakke og at hun blir trist fordi jei bare ser paa henne... ossaa er det kolt og hun fryser saa hun skjælver, hun har jo bare det tynne rø kjolelive, og nøkne armer — og saa ryster jei stille paa hode og sier bedrøvet:
— Herregud, at jei bare kan gjøre dei trist — du som kom saa gla!
— og istedenfor aa snakke gaar jei runt henne, og bâk henne, og ser paa hennes dejlie skikkelse, og stryker me haannen nedover den — og hun læner sei me ryggen op mot mit bryst, og jei kysser henne ømt paa haare og klapper henne paa kinne og sier det stille:
— Jei kan ikke fatte det, at om noen dage til saa skal vi ikke se hverandre mere...
Men saa venner hun sei om me et kast og sier, sikkert og fornøjet, mens hun ser mei inn i ansikte me sit ægte rovdyrsmil:
— Og hvorfor skulle vi ikke se hverandre mer?
— Nej, naa skal jo jei i fængsel, og du skal jo gifte dei me ham — og saa rejser du bort til et sted hvor jei ikke kan komme...
— Aa langtifra! svarer hun rask — jei gifter mei ja! Men — vi gjør hva vi vil!
— og øjne og tænner glinser ennu mere rovdyragti enn før.
Men jei staar der trist — jei vet jo at det er ikke bestandi hun er rovdyr; jei vet jo at hun er omskifteli som skjæbnen — og at jei elsker henne til rædsel!...
— Hu! naa maa jei inn igjen! sier hun saa — ellers fryser jei ihjel!... jei maatte bare se dei — gonatt! Og hun slaar armene omkring mei og trykker mei fast inntil sei —: kjære hvor jei er forfærdeli gla i dei! — men det kan jo ikke nytte aa ta dei me inn naar han er der...
— Naar rejser dere til byn? spør jei da vi gaar tilbake.
— Jei rejser aldeles sikkert imaaren, som jei skrev til dei paa den lappen jei sente me Frithof.
— Jei har ikke faat noen saan lap — der var ingen hjemme da jei var i Emmestad.
— Men hvordan falt du da paa aa komme hit naa klokken hall elve som jei ba dei om paa den lappen?
— Jei holt ikke ut derhjemme for længsel, og saa ville jei heller sitte i hængekøjen deroppe og se paa det vindue hvor jei visste du var innenfor.
Hun slaar igjen armene om mei —: Hu! saa jei fryser, hvisker hun me klapprende tænner — gonatt!
— og hun skræver fort over det lave gjære igjen, skynner sei op til havestuen og forsvinner inn der.
Stille og trist vandrer jei lannevejen hjemover alene — jei gidder ikke ro tilbake mot vinn og sjø slik som det blæser...
Dejli var hun i aften! sier jei skjælvende til mei sell — dejli som jei sjælden har set henne! og gla i mei er hun nok ossaa. Men ikke saan for alvor at hun gidder sætte sei inn i hvordan det maa gaa me mei — hun saa jo tilstrækkeli igaar a den mannen til ellers aa skjønne, at skal hun være gift me ham, saa kan hun ikke være saa meget hos mei at jei kan greje mei... Akjaja — bare han var rejst saa der ialfall kunne bli en enne paa det
og syk og træt og uhyggeli vaaken vandrer jei afsted gjennem skoven i natten, me vinnen susende i trætoppene over mei...