Baron von Münchhausens vidunderlige historier og eventyr/17
Efter deres blikke at dømme vilde jeg nok snarere bli træt av at fortælle end de av at høre om mine merkelige oplevelser. Deres deltagelse er altfor smigrende for mig til at jeg, hvad der delvis var min hensigt, skulde indskrænke min fortæliing til min anden reise til maanen. Saa hør da, hvis de ønsker, en historie likesaa ubestridelig autentisk som den forrige, men som overtræffer den, hvad sælsomhet angaar.
Brydones reisebeskrivelser fra Sicilien hadde indgit mig en levende lyst til at se Etna. Underveis møtte mig intet merkelig, jeg sier mig, ti mange andre vilde la naive tilhørere holde for og fortælle i det vide og brede om alskens ting, som man slet ikke bør opvarte skikkelige mennesker med.
En morgen forlot jeg i god betids en hytte ved foten av fjeldet, fast besluttet paa at undersøke den berømte vulkans indre, selv om det skulde koste mig livet. Efter en yderst anstrengende marsch paa tre timer, naadde jeg bjergtoppen. I tre uker hadde vulkanen uophørlig tordnet. Jeg betviler ikke, mine herrer, at de kjender de talrike beskrivelser over Etna; jeg vil derfor ikke vove at beskrive for dem, hvad de kjender bedre end jeg, og derved sparer jeg dem for en unyttig anstrengelse og mig selv et unødvendig besvær.
Jeg gik tre gange rundt krateret — som de kan gjøre dem en forestilling om ved at tænke dem en umaadelig trakt — og da jeg saa, at jeg blev noget klokere ved det, saa fattet jeg en rask beslutning, nemlig at springe nedi. Neppe hadde jeg gjort det før jeg følte mig som om jeg sat i et svedebad; de glødende kul som uavladelig sprang frem, forbrændte min stakkars krop paa det jammerligste.
Men skjønt den glødende substans blev kastet ut med stor kraft saa sank jeg paa grund av min vegt endnu raskere end den steg op, og efter nogen øieblikkes forløp hadde jeg naadd bunden. Det første som var mig paafaldende var en frygtelig larm, et virvar av hyl, forbandelser og skrik, som steg op rundt omkring. Jeg slog øinene op og hvad saa jeg? Vulkan i egen person omgit av sine kykloper. Disse herrer, som min fornuft forlængst hadde henvist til fantasiens rike, var for tre uker siden kommet i strid om en paragraf i rangforordningen, og den var skyld i denne ophidselse. Synet av mig skapte som ved et under fred og samdrægtighet i det larmende selskap.
Vulkan hinket øieblikkelig hen til sit skap og hentet salve og plaster, som han med egen haand la paa mine saar, og nogen minutter bakefter var de lægt. Saa bød han mig forfriskninger, en flaske nektar og andre kostelige vine, som kun guder og gudinder drikker. Saasnart jeg var kommet mig litt, forestilte han mig for Venus, sin gemalinde, idet han anbefalte hende at skaffe mig al den bekvemmelighet, min tilstand krævet. Det skjønne værelse hun førte mig ind i, den bløte sofa hun bød mig sitte paa, den guddommelige ynde hendes hele væsen eiet, hendes hjertens ømhet — intet ord i sproget kan uttrykke det; mine sanser omtaages endnu, naar jeg tænker paa det!
Vulkan ga mig en meget utførlig beskrivelse av Etna. Han forklarte, at den ikke var andet end en umaadelig askehaug som hans ovn kastet ut; at han ofte var nødt til at straffe sine folk, og at han da i sin vrede kastet glødende kul paa dem som de ofte parerte med stor behændighet saa at de fløi ut paa jorden hvorved hans krigsforraad minket. «Vore uenigheter», tilføiet han, «varer gjerne nogen maaneder, og det som kastes ut paa jorden er det, som dere dødelige kalder utbrudd, eftersom jeg forstaar. Vesuv er likeledes et av mine verksteder. En gang paa trehundrede og femti mil under havet fører mig derhen. Ogsaa der er saadanne uenigheter skyld i lignende utbrudd.
Fandt jeg end behag i mandens belærende underholdning, saa var dog hans gemalindes selskap mig meget kjærere, og jeg hadde maaske aldrig forlatt dette underjordiske palads, hvis ikke onde tunger hadde summet i ørene paa hr. Vulkan, saa skinsyke hadde grepet hans hjerte.
Uten at gi mig et eneste advarende, ord, tok han mig i kraven, da jeg overvar hans henrivende frues toilette og førte mig ind i et værelse, jeg aldrig før hadde set. Der holdt han mig over noget som saa ut som en dyp brønd og sa: «Utaknemmelige dødelige, vend aldrig mer tilbake fra den verden, du kom fra.»
Med disse ord lot han mig falde ned i avgrunden uten at unde mig tid til et eneste ord til forsvar.
Jeg faldt med stedse voksende hurtighet til jeg helt mistet bevidstheten. Men pludselig blev jeg vækket av min avmagt, idet jeg følte at jeg dukket ned i en av solens straaler oplyst vandmasse. Da jeg er flink til at svømme, saa var min nuværende stilling et rolighetens paradis sammenlignet med den frygtelige reise jeg netop hadde gjort.
Jeg saa mig om til alle sider, men vidt og bredt saa jeg ikke noget andet end vand. Temperaturen var en helt anden end den jeg hadde vænnet mig til hos hr. Vulkan. Snart opdaget jeg i nogen avstand en gjenstand, der saa ut som et uhyre bjerg, og som syntes at bevæge sig henimot mig; snart saa jeg at det var et svømmende isbjerg. Efter megen søken fandt jeg endelig et sted, hvor jeg kunde klatre op, og det lykkedes mig ogsaa at kravle op paa toppen. Til min store fortvilelse saa jeg intet, som kunde tyde paa at der var land i nærheten. Endelig blev jeg henimot aftenen var et skib som kom henimot mig. Saasnart det var indenfor hørevidde, ropte jeg saa høit jeg kunde. Man svarte mig paa hollandsk. Jeg kastet mig i havet og svømmet hen til skibet, hvor man tok mig ombord. Jeg spurte hvor vi var. «I Sydishavet», blev der svaret. Dermed var gaaden løst. Jeg var kommen midt igjennem jordens centrum og var gjennem Etna faldt i Sydishavet, som var en meget mer direkte vei end den omkring jorden. Ingen hadde før mig forsøkt denne gjennomfart, og naar jeg igjen gjør den reise, saa lover jeg at anstille betragtninger av den høieste interesse.
Jeg lot mig bringe forfriskninger og la mig tilsengs. Men for et ubehøvlet folk hollænderne er! Den næste dag fortalte jeg mandskapet om mit eventyr likesaa nøiagtig og fordringsløs som jeg nu fortæller det til dem, men flere av dem og især kapteinen satte et meget vantro ansigt op. Imidlertid maatte jeg, enten det smakte mig eller ei, finde mig i denne fornærmelse, da de saa gjestevenlig hadde tat mig ombord og frelst mit liv.
Jeg spurte om reisens maal, og de fortalte mig, at de var paa en opdagelsesreise, og at de hadde naadd sit maal, hvis min fortælling viste sig at være sand. Vi befandt os akkurat paa den vei, kaptein Cook hadde slaatt ind paa og kom dagen derpaa til Botany-Bay, et sted, hvor den engelske regjering ikke burde sende de sletteste folk paa straf, men hvor ærlige folk skulde sendes bort til belønning, saa skjønt og rikt er landet utrustet fra naturens haand.
Vi blev bare tre dage i Botany-Bay. Fjerde dag efter vor avreise blev det en vældig storm, som rev alle seilene istykker, brak baugsprydet og slog den store bramstang overende; den faldt ned paa kahytten, hvor kompasset var, saa det blev knust. Den som har været paa havet, vet hvad følger en
saadan hændelse kan ha. Endelig la stormen sig og fulgtes av en fin bris.
Vi hadde faret i tre maaneder og maatte ha tilbakelagt en umaadelig lang vei, da vi pludselig opdaget en eiendommelig forandring. Alle følte sig saa vel tilmote; vore næser fyldtes med den søteste, mest balsamiske vellugt; selv havet syntes at ha forandret farve; det var ikke mere grønt, men hvitt.
Snart efter saa vi land og i nogen avstand en havn, som vi styrte hen imot og som forekom os meget stor. Istedetfor vand var den fyldt av udmerket melk. Vi gik paa land og saa, at hele landet bestod av en umaadelig ost. Vi vilde maaske slet ikke ha merket dette, hvis ikke en besynderlig omstændighet hadde hjulpet os paa spor. Vi hadde ombord en matros som hadde en naturlig avsky for ost. Saasnart han traadte med foten paa land besvimte han. Da han kom til sig selv igjen, bad han om at man maatte ta osten under hans føtter bort; man undersøkte jordbunden, og det viste sig at han hadde ret. Øen var som sagt en eneste enorm ost. De fleste av øens beboere levet av den; om natten blev de avspiste dele erstattet av nye. Vi fandt en masse vinbjerge i landet med saftige druer som kun ga melk naar man perset dem. Øens beboere var av smuk vekst og utseende; de fleste var ni fot høie; de hadde tre ben og en arm, og de voksne hadde et horn i panden, som de betjente sig av med stor behændighet. De foretok veddeløp paa melkens overflate og gik med likesaa stor sikkerhet som vi paa en mark uten at synke nedi.
Der vokset ogsaa paa øen eller rettere sagt paa denne ost en mængde korn, hvis aks saa ut som sop og som indeholdt bakt brød færdig til at spises. Paa vore vandringer over øen kom vi til syv elve av melk og to av vin.
Efter en reise paa seksten dage naadde vi kysten paa den motsatte side. Paa denne del av øen fandtes hele sletter av den gammeldags blaa ost, som kjendere sætter saa stor pris paa. Men istedetfor at finde orme saa man prægtige frugttrær som kirsebær, aprikoser, ferskener og tusen andre sorter som vi slet ikke kjender. Disse trær som er overordentlig store og tykke huset en uhyre masse fuglereder. Vi saa blandt andet et isfuglerede som var fem gange saa stort som St. Paulskuplen i London. Det var yderst kunstig sammensat av kjæmpetrær og indeholdt — vent litt, jeg maa tænke mig om for at være korrekt — femhundrede eg, og det mindste var ikke mindre end et oksehode. Vi kunde ikke se ungen inde i det, men vi hørte den pipe. Da vi med meget besvær hadde faat slaatt hul paa et av eggene, saa vi en liten fjærløs fugl komme ut, omtrent tyve gange saa stor som vore gribbe. Neppe hadde vi set den fugleungen slippe ut, før den gamle isfugl styrtet ned paa os, grep vor kaptein i en av sine klør, fløi en god mil op i luften med ham, slog heftig med vingene og lot ham falde i havet.
Hollænderne svømmer som vandrotter, saa kapteinen snart støtte til os igjen og vi vendte tilbake til skibet. Men vi slog ind paa en anden vei, hvad der indbragte os nye overraskelser. Blandt det vildt, vi fældte, var ogsaa to bøfler av en ganske besynderlig art, som kun hadde et horn og det mellem øinene. Vi beklaget senere meget at vi hadde dræpt dem, da vi fik rede paa at indbyggerne tæmmet dem og benyttet dem som trækdyr og rideheste. Man forsikret os, at kjøttet skulde være udmerket, men fuldstændig overflødig som føde for et folk som bare levet av melk og ost.
To dage før vi naadde skibet saa vi to mennesker, som var hængt op i store trær efter benene. Jeg spurte dem hvilken forbrydelse der hadde drat en saadan straf efter sig, og fik da høre, at disse to hadde gjort en utenlandsreise og ved sin tilbakekomst hadde fortalt en masse løgne, idet de beskrev lande, som de aldrig hadde set og eventyr, som de aldrig hadde oplevet. Jeg fandt straffen vel fortjent, for den første pligt for en reisende er den, aldrig at fjerne sig fra sandheten.
Da vi igjen kom ombord, lettet vi anker og forlot dette eiendommelige land. Alle trær ved stranden, hvorav mange var store og omfangsrike, bøiet sig to gange i samme takt for at hilse os, saa indtok de igjen sin forrige stilling.
Da vi hadde tumlet om i tre dage, Gud vet hvor, for vi hadde jo ikke noget kompas — kom vi til et hav, som syntes ganske sort. Vi smakte paa dette tilsyneladende skidne vand og fandt, at det var den herligste vin. Vi hadde den største møie av verden for at avholde matroserne fra at drikke sig fulde. Men vor glæde varte ikke længe; ti nogen timer senere saa vi os omgit av hvalfiske og andre ikke mindre kjæmpefiske; der var en av dem hvis
længde vi ikke kunde se enden paa, selv med vor kikkert. Ulykkeligvis blev
vi ikke var uhyret, før det var os ganske nær; det slukte os i ett drag hele vort skib med alle dets master og seil.
Efterat vi hadde ligget en stund i halsen paa uhyret aapnet det svælget for at sluke en umaadelig masse vand; vort skib blev revet med av strømmen og svømmet ned i dyrets mave, hvor vi saa laa for anker i fuldstændig vindstille. I maven saa vi ankere, kabler, baater, barke og en hel del skibe, nogen tomme, andre med last; det var gaat dem som os. Vi maatte bestandig holde lanternerne tændt, ti for os gaves der hverken sol eller maane eller stjerner. Som regel var vi to gange om dagen paa høivande og to gange paa bunden. Naar bæstet drak, var vi paa høivande, naar den slap vandet ut, stod vi paa grund.
Efter de nøiagtige beregninger vi foretok vilde den vandmasse den tok ind i et sluk ha været stor nok til at fylde Genfersjøen, hvis omfang er omtrent tredive mil.
Anden dag av vort fangenskap i dette mørke rike vovet jeg mig paa en liten utflugt sammen med kapteinen og et par av officererne mens vi var paa grund. Vi hadde utstyrt os med fakler og traf efterhaanden tæt paa ti tusen mennesker som befandt sig i den samme situation som vi. De raadslog netop om midler til igjen at kunne bli fri. Nogen av dem hadde allerede været i uhyrets mave i flere aar. Men netop i selvsamme øieblik som præsidenten forklarte os hvad der blev forhandlet blev vort forbandede dyr tørstig og begyndte at drikke. Vandet styrtet ind med slik voldsomhet at vi neppe fik tid til at naa tilbake til vore skibe. Enkelte som var sene i vendingen
maatte redde sig ved svømning.
Da dyret hadde tømt sig igjen, mødtes vi paany. Man valgte mig til præsident. Jeg foreslog, at man skulde føie sammen de to største master og saasnart bæstet lukket gapet op, skulde man anbringe dem saadan at den ikke kunde lukke gapet igjen. Dette forslag blev enstemmig vedtat, og hundre av de sterkeste blev valgt for at sætte det iverk. Neppe var de to master efter min anvisning lavet istand, før der tilbød sig en gunstig leilighet. Uhyret begyndte at gape og vi reiste øieblikkelig begge mastene op saaledes at den ene ende blev sittende under tungen, den anden boret sig ind i dyrets gane; nu var det umulig for den at lukke kjæverne.
Saasnart vi igjen fik høivande bemandet vi nogen baate som skulde befordre os ut til verden igjen. Det var en ubeskrivelig glæde da vi saa solens lys igjen som vi hadde været berøvet under vort fjorten dages fangenskap. Da alle hadde forlatt den uhyre mave, dannet vi en flaate paa omtrent fem og tredive skibe av alle nationer. Vi lot begge masterne bli staaende plantet i fiskens gap for at beskytte andre som vilde bli slynget i denne avgrund fra et lignende uheld som vort.
Vort første ønske, da vi saa os befridd var at faa vite i hvilken verdensdel vi befandt os. Det varte længe før vi kunde faa vishet herom. Endelig kjendte jeg mig igjen, takket være tidligere erfaringer; vi var i det kaspiske hav. Da dette hav er omgit av land paa alle sider og ikke staar i forbindelse med noget andet vand, kunde vi ikke begripe hvorledes vi var kommen dit. En indbygger fra osteøen, som jeg hadde tat med mig, forklarte sammenhængen paa en meget fornuftig maate. Efter hans mening var uhyret, i hvis mave vi hadde været, naadd hit ad underjordiske veie. Kort sagt; vi befandt os nu engang der og var meget tilfreds dermed; med alle seil op, styrte vi til kysten, og jeg var den første som steg paa land.
Neppe hadde jeg sat foten paa landjorden, før jeg blev antastet av en tyk bjørn.
«Ha», tænkte jeg, «du kommer mig netop tilpas!»
Jeg tok den i begge forlabberne og rystet dem saa den begyndte at hyle. Jeg lot mig ikke forstyrre av dens brøl, men holdt den fast saalænge at den sultet ihjel. Herved skaffet jeg mig en saadan respekt hos alle bjørne, at siden den tid har ingen vovet at anfalde mig.
Jeg reiste saa til St.Petersburg, hvor jeg av en gammel ven fik en gave, som jeg satte stor pris paa, nemlig en jagthund som nedstammet fra den prægtige hund som jeg fortalle dem om, som ynglet da den forfulgte en hare. Ulykkeligvis blev hin hund dræpt av en klodset jæger, da han skjøt efter en flok akerhøns. Jeg lot mig lave en vest av det gode dyrs skind som de ser her og som jeg paa jagt altid fører mig til de steder hvor jeg er sikker paa at finde vildt. Hvis jeg da er nær nok til at kunne skyte, springer en av vesteknappene hen til det sted hvor vildtet er, og da jeg bestandig er forsynt med bøsse og krudt, saa slipper det aldrig fra mig.
Som de ser, har jeg endnu tre knappe i behold; saasnart jagten begynder igjen, skal jeg la to nye rader sy i. Hvis de da vil besøke mig, skal det ikke mangle paa underholdning.
Men for denne gang vil de tillate mig at trække mig tilbake og ønske dem god nat!
