Baron von Münchhausens vidunderlige historier og eventyr/1
Jeg tiltraadte min reise til Rusland midt om vinteren, da jeg var fornuftig nok til at beregne at veiene gjennem Nord-Tyskland, Polen, Rusland og Lifland som efter reisendes beskrivelser skulde være endnu vanskeligere at færdes paa end veien til dydens tempel, vilde være mere fremkommelig paa sneføre uten nogensomhelst omhu fra regjeringens side. Jeg reiste til hest, visselig den allerbehageligste befordringsmaate, forutsat at hest og rytter er flinke. Paa den vis risikerer man ikke at komme i forviklinger med nogensomhelst tysk postmester, heller ikke blir man tvungen til unytte at bli opholdt ved enhver kro paa grund av postillonens uslukkelige tørst. Jeg var let antrukken, hvad jeg senere maatte bøte haardt for, jo længer jeg reiste mot nordost.
Skrækkelig var det i det raakolde veir og i den skarpe kulde at finde en mand liggende paa den bare landevei i Polen, utsat for den isnende vind og ikke mer paa kroppen end han saavidt kunde skjule sig med.
Synet av den stakkars mand snørte hjertet sammen paa mig, og skjønt jeg selv frøs, da kulden gik mig til marv og ben, kastet jeg dog min reise kappe over ham. I samme øieblik hørte jeg en røst som ropte til mig paa grund av denne barmhjertighetsgjerning: «Ta mig fanden, min søn,
om denne gode gjerning ikke skal faa sin løn».
Jeg red videre til mørke og nat overfaldt mig. Der var ikke et lys eller en lyd som kunde tyde paa at der var en landsby i nærheten, hele egnen var vidt og bredt begravet i sne og jeg saa hverken sti eller vei.
Træt og utkjørt bestemte jeg mig til at stige av; jeg bandt hesten til noget som stak op av sneen, og som saa ut som toppen av et træ. For sikkerhets skyld tok jeg en av mine pistoler under armen og strakte mig ut i sneen, og jeg sov saa godt at det var lys dag da jeg vaagnet. Jeg blev yderst forbauset da jeg fandt mig selv liggende midt i landsbyen paa en kirkegaard. Til en begyndelse saa jeg slet intet til hesten min, men pludselig hørte jeg den knægge over hodet paa mig. Jeg saa op og overbeviste mig om at mit gode dyr hang paa veirhanen paa kirketaarnet. Da blev jeg paa en gang klar over, hvorledes det hele var gaat til. Jeg hadde fundet landsbyen ganske nedsnedd; om natten var veiret pludselig slaatt om, og jeg var litt efter litt eftersom sneen smeltet faldt ned paa jorden, og det som jeg i mørket hadde antat for en trætop, det var intet andet end veirhanen paa kirketaarnet. Uten at hefte mig større ved dette, tok jeg en av mine pistoler, sigtet efter tømmen og kom saaledes igjen i lykkelig besiddelse av hesten min og fortsatte reisen.
Alt gik godt like til jeg kom til Rusland; men der bruker man ikke at reise tilhest om vinteren. Da det altid er mit princip at man skal rette sig efter skikkene i det land man er i, saa tok jeg en liten slæde med en hest for og kjørte vel tilmote avsted til St. Petersburg. Jeg kan ikke rigtig nøie huske enten det var i Estland eller i Ingermanland, men jeg husker sikkert, jeg midt i en mørk skov blev forfulgt av
en frygtelig ulv som sulten jog avsted. Den hadde snart indhentet mig; det
var umulig at undkomme. Mekanisk la jeg mig flat ned i slæden og overlot det til hesten at klare saken. Hvad jeg ønsket, men ikke turde haabe paa, skedde dog. Ulven sprang rasende løs paa hesten uten at bry sig om min ringe person og i løpet av nogen minutter hadde den flænget istykker hele bakdelen paa det stakkars dyr som av angst og smerte bare løp desto fortere. Jeg var reddet. Jeg stjal mig til at stikke hodet frem og saa til min forfærdelse at ulven formelig hadde ædt sig ind i dyret; det gjaldt at nytte øieblikket, før den kunde smutte bort; jeg betænkte mig ikke længe, men grep pisken og begyndte at bearbeide ulven av alle mine kræfter; denne uventede efterret skræmte den; den styrtet fremover med hele sin tyngde; skelettet av min hest sank sammen og — ja det er forbausende — ulven krøp ind i dens skind.
Jeg prylte bare mere paa og da dens rasende løp ikke stansed, saa kom vi meget hurtig og velbeholden til St. Petersburg, til stor forbauselse for alle som møtte os og ganske imot min formodning.
Jeg vil slet ikke kjede dem, mine herrer, med lange historier om sæder og kunst og videnskab og andre ting i denne Ruslands straalende hovedstad, endnu mindre skal jeg plage dem med de intriger og eventyr som møter en i den elegante verden hvor husets dame altid møter den fremmede med likør eller med et kys til velkomst. Jeg vil heller rette deres opmerksomhet paa vigtigere og ædlere ting, f. ex. heste og hunde, som jeg altid har hat en særegen forkjærlighet for, og videre paa ræve, ulve, bjørne, som Rusland, der jo er rikt paa alslags vildt har en overflod paa, mere end alle andre lande i verden; og endelig vil jeg fortælle om de fornøielser, ridderlige idrætter og glimrende bedrifter som klær en adelsmand bedre end alle franske skjønaanders stakkars brokker græsk og latin eller alle parfumer og grimaser og krumspring. Da der gik nogen tid før jeg kunde faa tjeneste i arméen saa hadde jeg i flere maaneder fuld frihet og raadighet til at bli kvit min tid og mine penge paa den nobleste maate. Mangen nat blev tilbragt med spil og mangen nat ved bægrenes lystige klang. Det kolde klima og folkeskikken har indrømmet flasken en overordentlig vigtig social stilling, som den ikke har i vort nøgterne Tyskland, og jeg fandt i Rusland mennesker som kunde gjælde for fuldkomne virtuoser i drikkekunsten; de var dog bare stympere sammenlignet med en gammel major med graa bart og kobberrødt ansigt som spiste med os ved table d’hôte. Denne tapre mand hadde i et slag med tyskerne mistet det øverste parti av sin pandeskal, saa han hvergang han blev forestilt for en fremmed paa det høfligste bad om undskyldning for at han maatte beholde hatten paa ved bordet. Under maaltidet hadde han for vane at drikke nogen flasker kirsebærvin og efterpaa at tømme endnu en flaske arak, efter omstændigheterne kunde han stundom fordoble denne dosis, og dog var det umulig at merke selv det ringeste tegn til at han var beruset. Det synes De vel lyder utrolig; det syntes jeg selv, og det varte længe før jeg kunde komme efter hvorledes dette var mulig, indtil jeg en dag tilfældigvis fandt nøklen til den sælsomme gaate. Den gode general hadde nemlig den vane fra tid til anden at løfte paa hatten; det hadde jeg set flere gange, men uten at lægge vegt paa det. Der var jo ikke noget rart i det, naar han var varm, endnu mindre rart var det at hans hode trængte luft. Men tilslut la jeg merke til at hver gang han tok hatten av løftet han med det samme paa en sølvplate som tjente ham som pandeskal og da dampen av de sterke drikke han hadde tat til sig, steg op som lette skyer. Gaaten var løst. Jeg fortalte min opdagelse til to av mine venner, og jeg tilbød mig at bevise dem sandheten av min iagttagelse. Jeg stilled mig derfor i den hensigt bak generalen med min pipe og i samme øieblik han løftet hatten av stak jeg et stykke brændende papir hen til den opstigende damp og vi nød et like saa nyt som beundringsværdig skuespil. Jeg hadde forandret røksøilen til en ildsøile, som steg op over generalen, og de dampe som hang sig fast i den gamles haar dannet en blaalig glorie som jeg aldrig har set skjønnere paa noget helgenhode. Mit eksperiment kunde ikke bli skjult for generalen, men han ærgret sig saa litet over det, at han endogsaa flere gange tillot mig at gjenta forestillingen, da det ga ham et saa ærværdig utseende. Saa ofte der kom en ny gjest til vort bord, fik han da se dette skuespil, og for at gjøre det endnu mere festlig blev der væddet om den ene flaske arak efter den anden, som vi da lot generalen vinde og som han alene maatte drikke. Tilsidst blev hans helgenglorie saa stor, at himlen fandt det for godt at flytte ham over til de hellige og jeg glæder mig til engang at finde ham igjen blandt dem.