Barndoms- og Ungdoms-Minder/1

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
H. Aschehoug & Co. (s. 5-40).

Min Fader, Johan Storm Munch, Søſterſøn af Digteren Edvard Storm, var Feltprovſt Under Krigen med Sverige i 1808 og ſluttede ſig da nøie til den i Norge ſaa elſkede Hærfører, Prinds Chriſtian Auguſt, ſenere Kronprinds af Sverige. Felttoget foregik ſom bekjendt i Smaalehnene, og Hovedqvarteret var ſom ofteſt paa den ſtore Herregaard Hafslund ved Sarpfosſen, dengang eiet og beboet af Marcus Giøe Roſenkranz, ſenere Statsraad. Her førtes et bevæget og interesſant Liv; i de ſtore og nye Interesſer, ſom dengang gjennemſtrømmede Norden og ligeſom vare et Forſpil til det nationale Drama i 1814, fandt her deres Brændpunkt, og Norges betydeligſte Mænd, hvoriblandt førſt og fremmeſt Grev Herman Wedel-Jarlsberg, hvis trofaſte Venſkab min Fader vandt, færdedes her ofte. Kunſt og Videnſkab udelukkedes ikke af de krigerſke Idrætter, der førtes et aandigt Liv mellem Vaabnene, og flere af min Faders bedſte Sange ere fra denne Tid. Det Parti, ſom ſluttede ſig om Chriſtian Auguſt og i ham ſaae Nordens nye Haab, var ilde ſeet af den daværende danſk-norſke Regjering, der havde bragt Norge i en fortvivlet Stilling ved paa engang at erklære Krig mod England og Sverige, hvorved Norge iſoleredes, og alle dets naturlige Hjælpekilder bleve aflukkede, uden at dog Noget gjordes, for i Landet ſelv at fremme det nationale Liv — ikke engang det længe nærede, ſaa berettigede Ønſke om et eget Univerſitet i Norge var dengang blevet opfyldt. Intet Under derfor, at min varmhjertede og patriotiſke Fader ofte aabent yttrede ſit Misnøie med den daværende Styrelſe og faſt ſluttede ſig til de Mænd, af hvis Energi og Fremſyn han haabede bedre Dage for Norge. Men derfor blev han da ogſaa lagt for Had af de Styrende, iſær af den hos Kong Frederik den Sjette næſten altformaaende Kaas, dengang Stiftamtmand i Akerhus Amt, ſiden Kancellipræſident. Da Felttoget var endt, og Prinds Chriſtian Auguſt draget til Sverige, for at modtage Thronfølgen i det Rige, han nylig havde bekjæmpet, blev min Fader, der imidlertid var bleven gift og havde ſtiftet Familie, ſat paa Vartpenge, ſom det kaldtes, det vil ſige, han fik en ubetydelig Penſion udbetalt i de daværende ved Pengereduktionen næſten værdiløſe Sedler. Jeg har hørt ham ſige, at hans Vartpenge neppe engang forſlog til at ſkaffe ham og Familie Skotøi om Aaret. Han ſøgte da adſkillige mindre Præſtekald, hvortil han vel, ſom forhenværende reſiderende Kapellan i Skjeberg og ſenere Feltprovſt, ſamt ſom erkjendt begavet Taler og dygtig Forretningsmand, maatte anſees berettiget. Men han fik Intet; alle hans Anſøgninger bleve henlagte og langt yngre Præſter, ja Kandidater, bleve ham foretrukne. Han maatte da ſelv ad privat Vei ſkaffe ſig og Familie Underhold, og han havde mange Venner, der biſtode ham derved. Han oprettede een privat Skole i Frederikshald, hvor hans Ven, den rige Carſten Tank paa Rød, (ſenere Statsraad) frit overlod ham et Hus til Benyttelſe, og hjalp ham paa alle Maader. Her blev hans førſte Barn, en Datter, født, men døde ſamme Aar. Hans Huſtru, ſom endnu lever i en høi Alder, var Elſe Petronelle Hofgaard, Datter af forhenværende Sognepræſt Andreas Hofgaard, da Eier af Gaarden Fornebo ved Chriſtiania. Efterat hendes førſte Barn var død, fandt Moderen ſig ikke længer vel i Frederikshald, hvorfor min Fader flyttede til Chriſtiania, hvor han ernærede ſig ved privat Underviisning og ved literære Arbeider, f. Ex. en Overſættelſe af Schillers Don Carlos, ſom han udgav paa Subſkription, og i denne deltog hans mange Venner rigeligt, da de vel paa den Maade vilde give ham en ringe Erſtatning for, hvad Regjeringen nægtede ham. Han vedblev imidlertid at ſøge Embede, men beſtandig forgjæves Engang, jeg troer det var i Januar 1810, tilbød der ſig dog vel et Middel til Forſoning med de Herſkende, men ſom hans Overbeviisning ikke tillod ham at modtage. Kaas opfordrede ham, der var en bekjendt og yndet Selſkabsdigter, til at forfatte en Sang til Frederik den Sjettes Fødſelsdag, der ſkulde feires hos Stiftamtmanden. Min Fader ſvarede, uagtet alle min Moders Bønner, Nei. Han kunde ikke ſynge af fuld Overbeviisning for en Konge, der endnu ikke havde givet Norge dets Ret, og hvis Regjering havde bragt det paa Afgrundens Rand, ſelv om han derved kunde bringe Brød til Sine. Kaas blev raſende og ſagde ham rent ud, at, ſiden min Fader ikke vilde opfylde hans Forlangende, ſkulde han nok ſørge for, at heller ingen Anſøgning fra den gjenſtridige Poet ſkulde blive opfyldt af Regjeringen. Dette faldt min Fader ſaameget haardere, ſom han i Hjertet var Frederik den Sjette god og elſkede Danmark, hvor han havde tilbragt ſine lykkeligſte Ungdomsdage, ſærdeles høit. Han viſte ſiden ogſaa, at det kun var Tidsomſtændighederne og Kongens daværende ſlette Raadgivere, ſom forbød ham at ſynge til Frederik den Sjettes Ære. Noget over et Aar efter, da Kongen endelig havde opfyldt Nationens ſaa længe yttrede Krav og ſkjænket Norge et Univerſitet, ſkrev min Fader i den Anledning et Digt til Frederik den Sjette, hvori han takkede ham for Gaven. Imidlertid var der da, endnu mindre end før, nogen Udſigt til Befordring, og Familien forøgedes. Den 19de Oktober 1811 blev jeg, hans ældſte Søn, født, og min Moder faldt derefter i en langvarig Sygdom. Men min Faders fyrige Aand lod ſig ikke nedbøie af Modgang, han arbeidede raſtløſt for de Kjæres Ophold, og hans Venner biſtod ham troligt. Saaledes fik han i dette Aar flere Brudevielſer at udføre for rige og anſete Par inden hans Vennekreds, og disſe Forretninger blev ham rundhaandet lønnede. Blandt disſe Brudevielſer var der en mellem hans forrige Elev, Baron Eggert Løvenſkjold og dennes Kouſine, Datter af den rige Kammerherre Løvenſkjold i Porsgrund, Fader til den ſenere Statholder i Norge, Severin Løvenſkjold. Da Bryllupet ſkulde ſtaae i Porsgrund, fik min Fader Anledning til at gjøre en Sommerreiſe derhen, hvilken han poetiſk har beſkrevet i ſin 1812 udkomne Digtſamling „Fjeldblomſter.“ Et af Digtene i denne Cyclus er betitlet „Sande“ — det beſkriver hans Indtryk ved at reiſe forbi den yndige Sande Præſtegaard, paa Veien imellem Drammen og Holmeſtrand. Han udtrykker deri ſin Længſel efter en ſtille præſtelig Virkſomhed, og hvor lykkelig han vilde føle ſig ved at kunne opſtaae ſine Pauluner i en ſaadan yndig Egn. Ikke anede han da, hvor ſnart hans Ønſke ſkulde gaae i Opfyldelſe, og det netop paa ſamme Sted, han havde beſunget. I Aaret 1812 døde den gamle Sognepræſt Hammer til Sande, og Grev Wedel, i hvis Grevſkab Jarlsberg dette Præſtegjeld er beliggende, ſkrev ſtrax til min Fader og tilbød ham Embedet, til hvilket han endda havde Kaldsret. Naturligviis blev Tilbudet med Glæde modtaget, Anſøgningen blev indgivet, og den ham fjendtlige danſke Regjering ſaae ſig nødſaget til at bekræfte Grevens Kaldelſe, viſtnok til ſtor Ærgrelſe for Kaas, der vel ikke havde tænkt ſig dette i Norge næſten eneſtaaende Tilfælde, hvorved han maatte bide i det ſure Æble at befordre en Mand, hvis Anſøgninger han havde erklæret aldrig ſkulde komme i Betragtning, ſaalænge han havde Magten.

Mod Slutningen af Aaret 1812 flyttede da min Fader med Familie til Sande. Saaledes kom det, at min vaagnende Bevidſthed modtog de førſte Indtryk fra det ſtille Præſtegaardsliv i denne idylliſke Egn, der ligeſom er et lidet Danmark midt i Norges ellers ſaa alvorlige og ſtrenge Natur. Jeg har ofte tænkt mig, at den ſtille og milde Stemning, der altid har dannet Grundtonen i min poetiſke Produktion, og den de ſenere Kraftpatrioter ſaa tidt har betegnet ſom ikke ram norſk nok, maaſke kan have ſin Grund i de blide, milde Naturomgivelſer, der førſt ſpeilede ſig i Barnets drømmende Sjæl. Sande Præſtegjeld beſtaaer hovedſageligt af en ſtor, vid, frugtbar Dal, der ſagte ſkraaner ſig op mod fjernt omliggende, lave, ſkovklædte Aaſer. Anſeelige Bøndergaarde ligge ſpredte omkring paa den ſlettelignende Dalbund og opad dens Skraaninger, og ſtore rige Kornagre og Enge bølge mellem dem, ſmukt afbrudte ved ſmaa Aſke- og Birkelunde. En blank Elv ſlynger ſig gjennem Dalen, og faaer ſit Udløb ikke langt fra Kirken i den dybe Bugt af Chriſtianiafjorden det ſtrækker ſig ind til den en Mils Vei fra Sande Kirke beliggende lille Kjøbſtad Holmeſtrand. Følger man Veien dertil langs denne Bugt, taber ſig lidt efter lidt det blide danſklignende Naturpræg, og gjør Plads for bratte, maleriſke Klippepartier, der ofte med ſine hængende Løvkrandſe rage ud over den krumme Vei ved Strandkanten, hvorimod Fjordens Bølger ſkvulpe. Men denne meer alvorlige Deel af Landſkabet ſees ikke fra Præſtegaarden, der ligger midt inde paa Sletten, tæt ved den blanke Elv. En ſtor Have K og en ſkyggefuld Lund af høie Aſke- og Lønnetræer omgive paa to Sider den anſeelige, hvidmalede Træbygning, hvis blaa Tage jeg endnu ſeer blinke over Løvkronerne; lige forbi Huſets Façade gaaer Landeveien, hvorfra Jordsmonnet ſkraaner ned til Elven, for atter paa dens modſatte Bred at høine ſig til en anſelig Bakke, hvorpaa Gaarden Bøe’s røde Huſe ligge. Et Par tuſinde Skridt længer nede, ogſaa ved Landeveien, vinker den hvide Steenkirke med Taarn og Spir frem bag de høie Træer rundt om Kirkegaarden Denne ſmukke Kirke er Præſtegjeldets eneſte, en ſtor Sjeldenhed i Norge. Saaledes var altſaa Skuepladſen for min førſte, bevidſte Optræden paa denne Verdens Scene. Men i Førſtningen gik naturligviis min Udſigt ikke ſaavidt engang; det er førſt efter ſenere Erfaring, jeg har ſammenſat dette Billede. Min Verden var i de førſte Aar kun Huſet, Haven og Lunden — og dog ſyntes den mig ſtor nok — hvad der laae udenfor dens Grændſer hørte til det Ubekjendte, Uendelige, ſom det barnlige Sind vel ofte længtes efter, men ogſaa frygtede for at vove ſig ud i.

Ved det førſte Glimt af min Tilværelſe her, ſom har fæſtnet ſig i min Hukommelſe, ſeer jeg mig ſidde paa Tærſkelen udenfor Husdøren og lege med ſmaa farvede Stene og Skjæl, ſom jeg opſamlede fra Grusgangen, der gjennem et hvidt Stakit førte ind fra Landeveien til Huſet. Dog ſnart vare de døde Stene, hvormeget Liv end min barnlige Indbildningskraft gav dem, mig ikke mere nok; jeg begav mig paa Opdagelſesreiſer ud i Haven, til de brogede Blomſter og de friſtende Bær — de talte nu et andet og livligere Sprog til mig, og jeg kunde ikke faae nok af dem i mine ſmaa Hænder, men ſtrøede dem rigtignok ſaa ſtrax efter ligegyldigt omkring, for ſtrax efter at gribe efter nye. Et ſtort Fremſkridt var det, da jeg lærte at gjøre Lænker af Løvetandsplantens hule Stængler, eller blæſe deres runde Støvhoveder af. Et førſte Indtryk af Skræk og Sorg har jeg bevaret fra denne Tid. I Lunden, paa den øſtre Side af Huſet, var en cirkelrund Høi, ovenpaa planeret og rundt om beplantet med ſtore Lønnetræer, den forrige Præſts Værk, og derfor kaldet Hammershøi. Derhen blev jeg ofte ført af min Barnepige, en halvvoxen Jente ved Navn Live, ſom var mig meget kjær. En Dag, ſom vi ſad deroppe ved Steenbordet under de ſkyggefulde Kroner, fik jeg Øie paa en ſtor Klaſe af Lønnetræets Frøkapſler, der hang høit oppe i et ſtort Træ. Paa Grund af deres vingedannede Form vare disſe Frøkapſler mig et kjært Legetøi, og jeg dannede deraf Fugle, ſom jeg lod flyve. Jeg bad derfor Live om at klattre op i Træet og hente mig dem, og den gode Pige, der Intet kunde nægte mig, gjorde det ogſaa. Men uheldigviis kom hun til at træde paa en ſvag Gren, denne braſt, og Pigen ſtyrtede ned paa Skraaningen af Høien, ved hvis Fod hun blev liggende, jamrende ſig af Smerte. Den Forfærdelſe, Anger og Smerte, ſom greb mig ved dette Syn, ſkal jeg aldrig glemme; det er ligeſom jeg føler det endnu, ſaa gammel jeg er. Paa mine høie Skrig kom Folk fra Gaarden til, Live blev hjulpet op, men hun beſvimede, hendes ene Arm hang ſlap ned, den var brækket. Bevidſtløs blev hun baaren ind, jeg fulgte bag efter ved min Moders Haand, hulkende af Sorg, ſelv min Moders Kjærtegn kunde ikke trøſte mig, jeg havde en tydelig Fornemmelſe af, at jeg var Skyld i den hele Ulykke; jeg ſyntes, jeg havde dræbt Live. Heldigviis havde Armbruddet ingen videre farlige Følger for hende, hun kom ſig ſnart, og min Sorg, ſaa heftig den end i Førſtningen var, fløi ſnart bort paa det barnlige Sinds lette Vinger. Kun nærede jeg endnu længe en hemmelig Gyſen for Hammershøi, og dog droges jeg forunderligt derop, men naar jeg var der, kom Angſten altid over mig, og jeg ſyntes at vrede Straffeſtemmer hviſkede til mig fra Løvkronerne over mit Hoved. Jeg flygtede da gjerne aandeløs tilbage til Huſet, hvor jeg ved kjærlige Hjerter følte mig ſikret mod al Fare.

Ja, Huſet, med dets mange Rum og dets forſkjellige Beboere, det var ogſaa en Verden for ſig, ſom jeg havde nok med at udforſke, naar den ublide Aarstid forhindrede mig fra at gjøre Udflugter til Lunden og Haven. Iſær mindes jeg det grønpanelede Værelſe mod Haven, i hvilket Familien meſt ſamledes om Vinteren; det var mig ſaa hjemligt og trygt, jeg ſeer endnu den gammeldags, med rødt Plyds betrukne Canapee, hvor min Fader ſad om Aftenen og røg ſin Pibe, medens jeg ſtod mellem hans Knæ og lyttede begjærlig til de morſomme Hiſtorier, han fortalte mig om Mikkel Ræv og Robinſon Cruſoe. To Tællelys i blanke Mesſingplader (man vidſte dengang endnu Intet af Aſtrallamper) ſtod paa Bordet, hvorved min Moder ſad og ſyede. Et ſtort brunt Skab i det ene Hjørne ſkjulte Nedgangen til Kjælderen. Der var engang mit nystændte Livs lys nær blevet udſlukket, efter hvad min Moder har fortalt mig, thi det ſkete, før min Hukommelſe modtog noget varigt Indtryk. En Søſterſøn af min Fader var en Tidlang i Huſet for at nyde dennes Tilſyn og Underviisning. Han var en vild og ondſkabsfuld Dreng, ſom gjorde alleſlags Spilopper. Saaledes havde han engang, da han var ene med mig i Stuen, fundet paa at rulle mig ind i et derliggende Stykke Klæde, og ſtillede ſaa Rullen ind i Skabet, ſom han derefter lukkede. Heldigviis kom min Moder ſtrax efter ind i Stuen og hørte et undertrykt Barneſkrig inde i Skabet. Hun rev Døren op og fandt mig da i Rullen, med Hovedet nedad, næſten kvalt. Mistanken faldt ſtrax paa den rette Gjerningsmand, ſom af min Fader blev drevet til at tilſtaae ſin Udaad, og naturligviis aldrig mere blev ladet alene med mig. Skjøndt denne Begivenhed førſt kom til min Kundſkab længe efterat han atter havde forladt vort Hus, erindrer jeg dog godt, at jeg ſtedſe, medens han var her, nærede en ſtærk Antipathi, en Frygt for den mørkladne, vilde Dreng med de ſtikkende brune Øine og det ravnſorte, kruſede Haar. Desmere følte jeg mig tiltrukken af en anden af min Faders Elever, en ung Engelſkmand, ved Navn Clarke. Forat bøde paa ſine, i Førſtningen knappe Indtægter og ſtore Udgifter ved Gaardens Beſætning og Udſtyr, benyttede nemlig min Fader endnu ſin vundne Anſeelſe ſom Skolemand og Sprogmand til at tage adſkillige unge Menneſker, iſær Udlændinger, i ſit Hus til Opdragelſe og Underviisning. Blandt disſe var den nævnte Clarke, Søn af en engelſk Kjøbmand, der havde udſtrakte Handelsforbindelſer paa Norge og derfor ønſkede, at hans Arving tidlig ſkulde lære det norſke Sprog og leve ſig ind i norſke Forhold. Den unge Clarke var et ſtille, godmodigt Menneſke, med et ſandt engelſk Phlegma over et varmt Hjerte. Han tog ſig meget af mig, og min ſtille Natur ſympathiſerede med hans. Han talte ikke meget, men han viſte mig ſmukke Billeder i ſine engelſke Bøger, og timeviis kunde jeg ſidde ſtille hos ham, medens han vendte, Bladene om og paa ſin tauſe Maade aabnede mig Udſigt til fremmede Landes Herligheder. Han ſluttede ſig nøie til vor Familie, og det var med Sorg vi ſaae ham drage bort, da hans Læretid var omme. Førſt mange Aar ſenere ſaae jeg ham igjen i Chriſtiania; han var da bleven en gammel Mand med hvidt Haar, men hans Hjerte ſlog endnu varmt for min Familie og for Norge, og han talte vort Sprog mærkværdig godt. Endnu ſenere, ved den ſtore londonſke Udſtilling i 1862, har jeg beſøgt ham i London, hvor han da levede ſom Privatmand, efter med nogen Formue at have trukket ſig tilbage fra Handelsforretningerne. Han modtog mig med gammel Hjertelighed, var utrættelig i følge mig omkring i Londons Seeværdigheder, og talte endnu altid med Kjærlighed om mine Forældre og om ſit Ungdomsophold paa det venlige Sande. Som vi i Clarke havde en Repræſentant for Englands ſtolte men hjertedybe Rolighed, ſaaledes havde vi ogſaa en Prøve af det muntre Frankrig hos os i en anden ung Elev af min Fader, den lette, livlige Desnouys fra Bordeaux. Han var altid paafærde med Spøg, Lune og ſprudlende Liv, og den ſtille Præſtegaard gjenlød ofte af hans muntre Snakken og hans bløde galliſke Tunges komiſke Fremſtammen af de haarde, nordiſke Ord. Han ſprang vel ofte omkring med mig under Latter og Sang, men kunde ikke ſaaledes fæſte mig til ſig, ſom den med min Natur mere ſamſtemmende Engelſkmand. En eiendommelig Side af hans ſydlandſke, letfængende Natur kunde jeg vel ikke endnu opfatte, men min Moder har ſiden fortalt mig, at han gjorde ſtadigt Cour til Egnens ſmukke unge Piger. Iſær var der en Jomfru Willborn, der tjente i Præſtegaarden ſom Husjomfru, hvis rigtignok ſjeldne Skjønhed han ſværmede for. Han kunde ſidde og betragte hende med beundrende Blikke, medens hun gik om i ſin huslige Gjerning, og ſaa pludſeligt bryde ud: „Du er vel ſmuk,Du!“ — Hun loe af det Hele, thi hun var forlovet med en Skibscapitain fra Holmeſtrand og ſkulde ſnart have Bryllup. Dette ſtod i Præſtegaarden, og ſtor var da Hr. Desnouys’s Sorg, ſom dog ikke forhindrede ham fra at dandſe lyſtigt paa Bryllupsaftenen. Af den hele Herlighed erindrer jeg kun Brudens lyſerøde Silkekjole, ſom gjorde et ſtærkt Indtryk paa mig. — Snart efter forlod ogſaa Desnouys vort Hus, og jeg har ſiden Intet hørt til ham.

Dette var nu de af Huſets Beboere, jeg meſt kan erindre, men til Ingen af dem, naturligviis med Undtagelſe af Fader og Moder, følte jeg mig dog hendraget med ſaadan Inderlighed, ſom til en gammel Bondekone fra Nabolaget, der ofte beſøgte os, Mari Revaa hed hun. Det var et prægtigt Exemplar af en gjæv norſk Bondekone, ſaa mild og ſaa ſtærk paa eengang. Alt til de forrige Præſtefolk havde hun ſluttet ſig med Kjærlighed, og hun gik fra den ligeſom i Arv til os. Mari havde ſelv ingen Børn, men en Moders Hjerte for Andres. Jeg ſeer hende endnu, ſaa ſmuk hun var med det kloge, rene gamle Anſigt, de blaa, trofaſte Øine og det ſtramt opſtrøgne graa Haar under det kruſede, ſneehvide Hovedlin. Hun kom ſjeldent uden at have noget Godt med til os Børn (Familien forøgedes under Opholdet paa Sande med endnu to Drenge) enten Bær og Blomſter fra ſin lille Have, eller lækkert Bagværk, ſom hun var en Meſter i at lave. Derfor kunde heller intet Gilde i hele Sognet rigtig lykkes, uden at hun maatte være der, forat lave Kagerne. Men ikke alene i Kogekunſten gav hun gode Raad, ogſaa i andre vanſkelige Tilfælde blev hun adſpurgt, ſom den, der altid vidſte Raad; Mari Revaa var derfor høit anſeet i hele Egnen og kunde med Rette kaldes dens kloge Kone, at ſige i god Forſtand, thi med Kvakſalverier gav hun ſig aldrig af. Men til Præſtegaarden kom hun dog meſt, der var hun ofte i hele otte Dage ad Gangen og hjalp til, hvor Noget ſkulde ordnes i Huſet. Med Frydeſkrig ſaae vi Børn altid hendes Komme imøde. Stor var ogſaa Glæden, naar jeg undertiden fik Lov til at beſøge hende i hendes Hjem, en af Revaagaardene, der ligge en halv Fjerdingvei fra Præſtegaarden. Det graa, noget forfaldne, Bjælkehus med Svalgange ovenom laae omgivet af en lille, ſmukt holdt Have, en Sjeldenhed hos norſke Bønder. Der var en Rigdom af Ribs og Stikkelsbær, og alle Urtebedene vare indfattede med Abrod, Balſom og Lavendel. Den ſtærke Duft af disſe Planter bringer mig endnu altid Mindet om Mari Revaas lille Have med dens Ildlilier og Dueblomſter. Indenfor i Stuen var der tarveligt og gammeldags, men renligt og net; med nogen Ængſtelſe fulgte jeg dog den kjære Mari derind, thi der ſad gjerne i ſin Kubbeſtol hendes Mand, den gamle Jørgen Revaa, og ſnittede paa et eller andet Træarbeide. Han indgjød mig altid en vis Frygt, thi han var en høi, alvorlig, noget ordknap Mand, med et fraſtødende Ydre; jeg kunde ikke begribe hvorledes den gode, blide Mari hørte ham til. Jeg troer heller ikke, at der var ſynderlig Samſtemning mellem dem, han levede meſt for ſig ſelv, men hun for hele Egnen. Imidlertid var han jo et nødvendigt Onde, naar man vilde gjæſte Revaa, og vi Børn glemte ham ſnart, naar Mari ſatte for os det lækkre Flødegrødsſad, eller førte os ovenpaa til Salen, ſom de kaldte det, et temmeligt ſtort Rum, ſom tjente Mari paa eengang til Stadsværelſe og til Pulterkammer. Der ſtod to med mange Lag af Dyner opredte Senge og flere med brogede Blomſter og Navnetræk bemalede Kiſter, hvis Indhold af mange Rariteter Mari maatte viſe os, og ſom vi aldrig kunde blive trætte af at beundre. Naar ſaa Beſøget var tilende, fulgte Mari os ſelv hjem til Præſtegaarden og blev gjerne hos os om Aftenen. — Siden jeg nu er inde paa de Beſøg, vi undertiden gjorde i Præſtegaardens Omegn, vil jeg nævne et Par andre Steder, ſom har fæſtet ſig i min Erindring Omtrent en Fjerdingvei fra Præſtegaarden, men i mere nordlig Retning end Revaa, laae eller ligger den anſeelige Gaard Valle, i min Faders Tid beboet af en Oberſtlieutenant Schrøder, en corpulent, midaldrende Militair af den gamle Skole. Gaarden, ſom var en Chefsgaard, havde ogſaa været beboet af hans Frues Fader, en fornem Herre, General Grüner, hvis Familie havde boet der i flere Generationer. Huſet var en lav, uregelmæsſig, rød Træbygning, med mange underlige Udbygninger og Karnapper. Den laae lavt, næſten ſkjult af omgivende høie Lindetræer. Indeni var den udſtyret med en vis gammeldags Pragt, ſkjøndt Stuernes Vægge beſtod af de nøgne, blanke, en halv Alen tykke Bjælker, men disſe vare behængte med en Mængde gamle Familie- og Kongeportraiter og ſtore Speile i forgyldte Rammer. Meublementet var ligeſaa uensartet: imellem grønmalede, haarde Pindeſtole ſaae man forgyldte, ſilkebeklædte Canapeer i den rigeſte Rococoſtil og ſimple, brune Slagborde ved Siden af Marmorconſoler. Familien var venlig og gjæſtfri, men dog noget ſtille og afmaalt, der hvilede ligeſom et Fornemhedspræg over det Hele. Intet Under derfor, at mit barnlige Sind følte ſig høilig imponeret ved disſe Omgivelſer, hvor ligeſom en fremmed, høiere Verden aabnede ſig for mig, og at det var med en vis Beklemthed, men dog med uhyre Interesſe, at jeg fulgte mine Forældre paa deres Beſøg til Valle og traadte over den brede Dørtærſkel ind i Storſtuen, hvor forunderlige Skikkelſer i Harniſk og røde Uniformer ſaae ned til mig fra Væggene, og den gamle Generalinde Grüner, ſom da endnu levede, en ſtatelig Dame, formelt bød os Velkommen. Generalindens Svigerſøn, den tykke, joviale Oberſtlieutenant med hans venlige Kone formildede ved deres Hjertelighed dog ſom ofteſt det førſte noget høitidelige Indtryk, og ſnart befandt vi Børn os ganſke ugenert og fortræffeligt, naar vi i et lidet Sidekabinet, med Huſets egne, bleve placerede om et rundt Bord, hvor der var opſtillet det deiligſte Legetøi og Bagværk til vor Afbenyttelſe. Men engang, kan jeg dog huſke, blev vor Glæde ogſaa der forſtyrret paa en forſkrækkelig Maade. Paa Gaarden levede nemlig en gammel ſindsforvirret Frøken, Søſter til den afdøde General. Ofte havde vi hørt Tale om denne „Faſter“, ſom hun kaldtes, og hendes uhyggelige Væſen, men havde endnu ikke ſeet hende; hun var ikke ſaa gal, at hun holdtes indeſpærret, men opholdt ſig dog meſt i et afſidesliggende Værelſe. Som vi nu bedſt ſad i vor Leg ved Bordet, gik en Sidedør pludſelig op, og ind traadte en høi, mager Kvindeſkikkelſe, indhyllet i en lang, ſort, forreven Silkekjole, hendes graa Haar faldt uredt ned over hendes Skuldre, og de mørke, vilde Øine ſtirrede fra det gule Anſigt uhyggeligt hen paa os. Vi ſad ſom forſtenede, medens den frygtelige Skikkelſe nærmede ſig meer og meer, og endelig ſtrakte ſin lange magre Haand ind over Bordet, forat gribe vort Legetøi. Nu udſtødte vi Alle et Rædſelsſkrig, foer op fra vore Sæder og ſtyrtede ind i den anden; Stue, raabende om Hjælp. Familien kom ſtrax til; Oberſtlieutenanten, ſom nok vidſte hvorledes den ſtakkels Vanvittige ſkulde behandles, traadte raſk hen til hende, greb hende faſt under Armen, med de beſtemte Ord: „Kom nu, Faſter, nu ſkal vi tilbords“, og førte ſaaledes den halv Modſtræbende gravitetiſk ud af Stuen, formodentlig tilbage til hendes Kammer, thi vi ſaae hende ikke mere. Det varede imidlertid Noget, inden vi kunde komme os af denne Skræk, og endnu længere inden vi atter turde følge vore Forældre paa Beſøg til Valle. — Omtrent en halv Miil fra Præſtegaarden, oppe under Aaſen, laae Enkeſædet, Gaarden Bonni. Der boede den forrige Præſts Enke, Provſtinde Hammer, allerede dengang en gammel Kone, og blind, men desuagtet rørig og dygtig til al Slags Hus- og Haandgjerning. Hver Søndag kom hun kjørende til Kirke i ſin høiryggede, gammeldags Kariol, og efter Gudstjeneſten kom hun da op i Præſtegaarden, hvor hun tilbragte Reſten af Dagen. Vi Børn kunde dog aldrig rigtig ſlutte os til hende, men betragtede hende med frygtblandet Forundring, ſom hun ſad der i Læneſtolen med de udſlukkede Øine under den grønne Skjærm, medens de travle Hænder uafladeligt vare beſkjæftigede med et ſtort Strikketøi, og hendes noget ſkarpe Snakketøi var i ligeſaa uafladelig Bevægelſe. Undertiden indbød hun da ogſaa mine Forældre og os til et Gjenbeſøg paa Bonni, og dette var en ſtor Begivenhed, thi did kunde vi ikke gaae, men Familievognen maatte for en Dag. Kjøretouren var os ogſaa det fornøieligſte af det Hele, thi oppe paa Bonni kunde vi ikke rigtig finde os tilpas, trods alle de gode Sager, der vankede, og trods det mærkværdige Stueuhr med Skibet, der gyngede ſig op og ned paa Skiven. Mærkeligt var det dog at iagttage, hvorledes Provſtinden, trods ſin Blindhed, kunde gaae ſikkert om i det hele Hus, ſinde alle ſine Nøgler rigtigt, og ſelv beſørge alt en Værtindes Gjøremaal. — Men det er paa Tide, vi fra disſe Udflugter vende tilbage til Præſtegaarden. I dens Indre var der endnu Adſkilligt, ſom ſyntes mit barnlige Sind mærkværdigt, og ſom jeg her vil optegne. Foruden det føromtalte grønne Værelſe var der i den ſtore Bygning endnu adſkillige Rum, hvortil en ſærlig Erindring knytter ſig. Huſet var, ſom de fleſte gamle Præſtegaarde paa Landet, afdelt i Midten ved en ſtor Gang eller Forſtue, paa hvis ene Side laae de daglige Værelſer, paa den anden de, der benyttedes ved ſæregne Leiligheder. Fra denne Gang kom man ogſaa her tilhøire ind i den ſaakaldte Storſtue, hvis Døre kun aabnede ſig, naar der var Selſkab eller naar ſjeldne Gjæſter ankom. Dette meget ſtore Rum, med Vinduer til to Sider, indeholdt viſtnok i ſig ſelv ikke noget videre Mærkværdigt med ſine bare Bjælkevægge og ſimple Birketræs Meubler, men for mig var der dog altid en ſærlig Duft derinde, og naar det lange Bord dækkedes med ſneehvid Dug og blinkende Sølvtøi, vidſte jeg, der var noget Høitideligt paafærde. Og indenfor Storſtuen igjen, mod Gaardspladſen, laae det Allerhelligſte, Bispekammeret, kaldet ſaa fordi Biſkoppen havde havt ſit Natteqvarteer her, naar han kom paa Viſitats. Kun med Væven liſtede jeg mig derind, naar Døren tilfældigviis ſtod aaben, thi om dette Værelſe gik der underlige Sagn; det laae ſaa afſides og var i Regelen ubeboet, og dog troede Folkene derfra undertiden om Natten at høre ſælſom Larm og klagende Stemmer. Dets Udſeende var ogſaa ganſke ſkikket til at nære Foreſtillingen om et Spøgelſekammer; det var langt og ſmalt og meget dunkelt, da kun eet Vindue gik ud til Gaarden, og dette Vindue var udenfor næſten tildækket ved en Svalgang og et ſtort Lønnetræs Grene. Denne Dunkelhed blev endnu forøget ved de mørke Tapeter, hvormed det var betrukket, og hvorpaa der var malet legemsſtore Figurer i Dragter fra det forrige Aarhundredes førſte Halvdel: Mænd med tynde Been, ſorte Kjoler med brede Skjøder og uhyre Allongeparykker paa Hovedet, dertil Damer i Fiſkebeenſkjørter og med høi Friſur. Med ſtrenge Blikke ſaae disſe Billeder ned paa mig, naar jeg liſtede mig derind, og det ſyntes mig ikke utroligt, at det var disſe Spøgelſefigurer, der om Natten ſteg ned fra Væggene og vandrede omkring i Kammeret. Det var vel ogſaa derfor, troede jeg, at nu hverken Biſpen, eller Greven (nemlig Grev Wedel, der undertiden kom forat beſøge min Fader) der turde tilbringe Natten, men foretrak den blaa Sal ovenpaa. Og dog knyttede ſig ogſaa til Blaaſalen et Sagn om, at der ikke ſkulde være ganſke ſikkert for Spøgeri. Dens Udſeende var ikke i Harmoni med ſlige dunkle Skygger, den var lys og venlig og benyttedes ſom ofteſt til Gjæſtekammer. Og dog ſkulde den være Maalet for „den brune Mands“ Vandringer. Denne brune Mand var en Tradition i Præſtegaarden og ſkulde være Gjenfærdet af en forlængſt afdød Præſt, der i ſin Tid havde begaaet en eller anden Udaad, hvorfor dette Værelſe havde været Skuepladſen. Et gammelt Tyende, der pleiede at være længſt oppe om Aftenen forat lukke Gadedøren og ſee til Huſet, naar de Andre vare gaaede til Ro, paaſtod ofte at have ſeet en lille brunklædt Mand gaae ſagte og ſukkende opad Trappen, og forſvinde ved Døren til Blaaſalen, hvorfra der da ſiden hørtes Støi, ſom af Stole og Borde, der bleve flyttede. En Sommer var min Moders Søſter, en halvvoxen Pige, ſamt en anden ung Pige af Familien, i Beſøg hos os, og havde deres Natteqvarteer paa Blaaſalen. Om de nu havde hørt Sagnet om den brune Mand i Forbindelſe med deres Værelſe, og derved deres Phantaſi var bleven ophidſet til at foregjøgle dem Allehaande i den Retning, veed jeg ikke, men viſt er det, at de begge en Nat kom ſtyrtende ind i mine Forældres Soveværelſe, ſom laae i Nærheden, halvt D ude af ſig ſelv af Skræk, og fortalte, at de ikke turde være længer alene i Blaaſalen, der var ſaadan underlig Støi. De paaſtod, at de havde ligget ganſke vaagne, det var lys Sommernat, ſaa de kunde ſee enhver Krog af Værelſet. Ikke desmindre havde de hørt en ſagte Puslen omkring i Værelſet, ligeſom af Nogen der gik med ſlæbende Skridt, men der var dog Ingen at ſee. Tilſidſt kom det ganſke nær hen til deres Seng, og de hørte da ligeſom en ængſtelig Stønnen, derpaa fjernede Skridtene ſig igjen, og nu vilde de have ſeet, at Stolene ligeſom ved en uſynlig Haand bleve flyttede midt ud paa Gulvet. Da kunde de ikke længer udholde det for Angſt, de ſtyrtede ud af Sengen og ind til mine Forældre, forat ſøge Hjælp. Min Fader loe dem ud, foreſtillede dem, at det Hele maatte have været Indbildningskraftens Spil, og ſøgte at overtyde dem derom, ved at følge dem ind igjen i Blaaſalen og der viſe dem, at Stolene endnu ſtod paa deres gamle Plads langs Væggene. Men det hjalp ikkun lidet; de vedblev ſin Paaſtand om at have hørt og ſeet hvad de fortalte. Han forbød dem dog at fortælle deres Drøm, eller hvad det nu var, til Børnene, for ikke at ſkræmme dem med ſlige Indbildninger; men naturligviis kom Hiſtorien alligevel mig for Øren; jeg turde ikke gaae til min Fader med de Spørgsmaal, der brændte indeni mig om dette, men jeg betroede mig til min Moder, ſom beroligede mig, ſaa godt hun kunde, og ſagde, at naar jeg blot læſte ordentligt mit Fadervor om Aftenen ved Sengetid, ſaa kunde hverken den brune Mand eller noget andet Ondt komme mig nær. Dette Raad fulgte jeg da ogſaa troligt, min Moder havde allerede tidligt læſt Fadervor med mig naar hun ſad ved min lille Seng, indtil jeg ſov ind. Sagnet om den brune Mand har fortſat ſig paa Sande ogſaa efter min Faders Tid, indtil det endelig, i hans Eftermands, Provſt Otteſens ſidſte Dage har faaet en Afſlutning. Denne ærværdige Olding, der var i Kaldet over 40 Aar, ſkal nemlig ſelv en Aften, juſt ſom han gik ned fra ſit Studerekammer, have mødt den brune Mand paa Trappen, og da have udſtrakt ſin Haand over ham, med de Ord: „Gak nu bort med Fred i Jeſu Navn.“ Gjenfærdet ſkal da ſtrax være forſvundet og ikke ſiden have viiſt ſig.

Man maa nu ikke troe, at disſe uhyggelige Hiſtorier gjorde noget Afbræk i vort lykkelige Familieliv paa Sande, tvertimod, de ere kun den dunkle Grund, hvorfra mit lykkelige Barndomshjem ſtraalet des lyſere frem. Mine Forældre befandt ſig ſærdeles vel i Sande, de levede ſig mere og mere ind i Forholdene der og vare meget afholdte i Bygden. Min Fader har ſenere fortalt mig, at det dengang var hans fulde Agt at blive hele ſin Livstid paa Sande, i en Landsbypræſts beſkedne, men fredelige og idylliſke Stilling. I den Tanke gjorde han flere Forbedringer ved Præſtegaardens Jordbrug og Bygninger, ligeſom han og virkede for dens Forſkjønnelſe. Saaledes plantede han med egen Haand en Allee af ſmaa Birketræer fra Huſet op til den føromtalte Hammershøi, og han ſaae allerede i Aanden, hvorledes han i ſin Alderdom ſkulde vandre under disſe Træers løvrige Buer. Men det kom anderledes. I Foraaret 1818 blev Slotspræſt Pavels i Chriſtiania forflyttet til Bergens Biſpeſtol. Min Fader var nu ligeſaameget i den daværende Regjerings Gunſt, ſom han havde været ildeſeet af den Forrige; han var dertil vidt bekjendt ſom en begavet Taler og Digter og ſom en fortjenſtfuld Skribent ogſaa i hiſtoriſk Retning; han havde ſaaledes paa Sande begyndt Udgivelſen af Fjerdingaars-Skriftet Saga, ſammen med den lærde og patriotiſke Jernverkseier Jacob Aall. Intet Under altſaa, at man ønſkede ham forſat til en ſtørre og mere iøinefaldende Virkſomhed end den, han nu indehavde i det ſtille Sande. Høiere Vedkommende lod ham derfor underhaanden vide, at hvis han i betimelig Tid indgav Anſøgning om det nu ledige Akershus Slotskald, vilde han uden Tvivl erholde det. Dette Embede, hvoraf den nuværende Garniſonsmenighed i Chriſtiania kun er en ringe Levning, var dengang meget betydeligt. Dertil hørte, foruden det egentlige Slotskald, hvortil foruden de Militaire ogſaa Regjeringens og Høieſterets Perſonale ſognede, tillige det ſtore Aker Landsſogn, nu delt i to Præſtegjeld. Indtægterne vare altſaa meget rigelige, men Arbeidet ogſaa ſtort, ſkjønt der i Aker var anſat en reſiderende Capellan. Naar nu hertil kom Opholdet i Hovedſtaden med dens lettere Adgang til literairt Samqvem og Arbeide, ſaavelſom til Sønnernes Opdragelſe, er det forklarligt, at hint Tilbud havde meget Friſtende for min Fader, der dengang var i ſin fulde Manddoms Kraft og vel følte ſig Opgaven voxen. Men at forlade det yndige Sande og det rolige Liv der, forat kaſte ſig ind i mere bevægede Tilſtande, det var ham ogſaa en tung Tanke, og min Moders ſtille Natur hang ogſaa ved dette blide Hjem, ſaa hendes Ønſke lagde naturligviis ogſaa et ſvært Lod i Vægtſkaalen, der fik den til at hælde mod den Beſlutning, at forblive, hvor han var. Saaledes ſkred Maaneder frem, uden at noget afgjørende Skridt var taget. Og det var ligeſom den frugtbare og yndige Egn, hvori vi levede, gjorde alt Sit, forat holde mine Forældre tilbage. Aldrig havde Agrene ſtaaet ſaa yppige, aldrig havde Skov og Mark klædt ſig i ſaa rig en Dragt, ſom juſt denne Sommer. Min Faders væſentlige Indtægt af Kaldet kom fra den ſtore og frugtbare Præſtegaard, hvis Marker næſten havde en danſk Herregaards Udſtrækning. Og juſt nu, da der var Spørgsmaal om at forlade den, tegnede Høſten til at blive den rigeſte, der var oplevet i min Faders Tid. Han har fortalt mig, hvorledes han, en Dag før Anſøgningsfriſten var udløbet, gik omkring paa ſine Marker, og glædede ſig i den Grad ved de rigt bølgende Agre og de frodige Enge, at da han kom hjem, ſagde han til min Moder: „Nei, jeg kan ikke forlade Sande, vi blive her.“ Derover glædede hun ſig nu ſaare. Men Glæden varede ikke længe. Næſte Nat drog der et frygteligt Tordenveir over Egnen, ledſaget af en Hagelbyge, faa voldſom og ødelæggende, ſom man ikke i Mands Minde kunde erindre Mage til. Da min Fader Morgenen efter Uvejret gik ud for at ſee til ſine Marker, fandt han den hele rige Sæd nedſlaaet og fordetmeſte ødelagt af de ſvære Hagelkorn, der endnu, ſaa ſtore ſom Valnødder, laae masſeviis i Grøfter og Furer. Alt hans rige Haab for Høſten var paa een Nat tilintetgjort, og hvis han blev paa Sande, ſaae han nu Mangel imøde for Vinteren. Han anſaae nu dette for et Tegn fra oven, at han ſkulde bort — gik hjem, ſkrev ſin Anſøgning om Slotskaldet og afſendte den med næſte Poſt. Det varede ikke længe, før han havde ſin Udnævnelſe. Nu, da Sagen var afgjort, var min Fader atter freidig tilmode, og min Moder fandt ſig med ſædvanlig Blidhed og Taalmod deri. Hvad os angik, eller rettere mig, thi de andre Børn vare for ſmaa til at modtage noget blivende Indtryk af Sagen, da ſaae jeg naturligviis paa Barneviis kun det Fornøielige og Interesſante ved Forandringen, glædede mig til Reiſen, til at ſee den i mine Tanker faa ſtore og prægtige Hovedſtad, til det nye, forunderlige Liv, der ſkulde opgaae for mig derinde. Det Eneſte der gjorde mig Ondt, var at ſkilles fra Mari Revaa, men hun kunde jo følge med ind til Byen, mente jeg. Ja det gjorde hun da ogſaa, den tro Sjæl; da Familien paa Vinterføret drog afſted, ſad hun med det næſtældſte Barn paa Skjødet i en af Slæderne og var hos os nogle Dage i det nye Hjem, men ſaa maatte hun jo rigtignok, trods alle mine Bønner og Taarer, forlade os, forat drage tilbage til Sande og til ſin gamle Jørgen, hvilket ſyntes mig høiſt ubegribeligt og uretfærdigt.

Endnu engang i min ſenere Barndom gjenſaae jeg Sande, nemlig i November 1823, da jeg med mine Forældre var paa Flytningen til Chriſtiansſand, hvor min Fader var bleven anſat ſom Biſkop. Hele Familien tilbragte da en Raſtdag paa Sande, hos min Faders Efterfølger, den førnævnte Provſt Realf Otteſen, hans Ungdomsven og Univerſitetskammerat. Ved den Anledning fik jeg da Leilighed til at opfriſke mine tidligere Indtryk fra Præſtegaarden, og fandt da Alt ſaa temmelig uforandret der, med Undtagelſe naturligviis af, at vi nu befandt os ſom Gjæſter, hvor vi før havde været hjemme, hvilket gav mig en underlig Følelſe. Mari Revaa gjenſaae jeg da ogſaa, hun var kommet op til Præſtegaarden forat hilſe paa ſine gamle Præſtefolk og hendes Yndlinger, deres Børn Hun døde ikke længe efter.

Siden har jeg ikke gjenſeet mit tidligſte Barndomshjem, før over 30 Aar ſenere, ſom ældre Mand. Sommeren 1854 laae jeg nemlig ved Søbadet i Holmeſtrand med et ſygt Barn, den eneſte Levning af min tidligt nedbrudte huslige Lykke. En Søndag Morgen foretog jeg derfra en Vandring langs den romantiſke Kyſtvei ind til Sande. Det var en deilig, klar Sommermorgen, Fjorden laae blank og ſtille, og de bratte Klippeſkrænter, hvorunder Veien ſlynger ſig, ſpeilede ſig med deres hængende Løvkrandſe i den blanke Flade. Jo længere jeg kom ind mod Sande Bygd, des tydeligere dukkede det ene Sted efter det andet op af min Erindring. Lidt efter lidt ſvandt de ſteile Klipper, den velbekjendte, vide, frugtbare Dal aabnede ſig for mig, og laae der atter i ſin blide Skjønhed og Sommerfrodighed, ligeſaa friſk og rig, ſom da mit barnlige Øie førſtegang ſaae den. Nu kom jeg til Revaagaardene, men ingen Mari Revaa var (det vidſte jeg) mere der at ſøge, og jeg gik ſtille forbi. Snart ſaae jeg den hvide Kirke, og længere borte glimtede Præſtegaardens blaa Tag frem mellem tætte Løvkroner. Da jeg nærmede mig Kirken, begyndte netop Klokkerne at ringe til Høimesſe, deres Toner lød mig ſaa velkjendte over Egnen, det var ligeſom hvert Klokkeſlag bragte mig et Billede fra min Barndom. Almuen valfartede fra alle Kanter til Kirken — jeg ſaae mig om efter et bekjendt Anſigt, men fandt naturligviis intet. Dog jo, der kom en høirygget Kariol, ſom jeg ſkulde ſynes at kjende, og i den ſad en ſammenkrummet gammel Kvinde, med en grøn Skjærm for Øinene Kunde det være Provſtinde Hammer? Ja virkeligt, det maatte være hende — nu hjalp en Karl hende ud af Kariolen, og ledede hende ind i Kirken. Jeg fulgte efter. Kirkedørene ſtode aabne, og det fulde Sommerlys ſtrømmede ind i det ſvale Skib, hvis Gulv var beſtrøet med friſke Granknopper, der udſendte en liflig Duft; de ſært udſkaarne Kirkeſtole til begge Sider vare fuldt beſatte med Kvinder og Mænd, og paa det ophøiede Trin under Chorbuen ſad i en Læneſtol den gamle Provſt Otteſen, hvis blide Aaſyn jeg vel gjenkjendte, uagtet det nu var furet af den høie Alders Spor og omgivet af ſølvhvide Lokker. Han var nu for ſvag til ſelv at forrette Gudstjeneſten, men den gamle Menighedens Hyrde ſad dog endnu der, ſom en Fader mellem ſine Børn, lig en levende Velſignelſe, og ledede med kraftig Røſt Pſalmeſangen. Jeg tog Plads i en af de nederſte Stole, og deltog med underligt bevæget Hjerte i Gudstjeneſten. Jeg var ſaa henſunket i Fortidens Minder, at jeg næſten blev forundret, da ikke min Fader, men en ung Capellan beſteg Prædikeſtolen og tolkede Ordet med Simpelhed og Varme. Efter Gudstjeneſtens Slutning gik jeg op i Sakriſtiet til den gamle Provſt og gav mig tilkjende for ham. Han omfavnede ſin gamle Vens Søn med Hjertelighed og indbød mig til at følge med op i Præſtegaarden og tilbringe Dagen der. Dette gjorde jeg naturligviis gjerne og blev venligt modtaget af den hyggelige Præſtefamilie, der beſtod af Provſten, Huſtru og tre Døttre. De førte mig omkring i Haven og i Værelſerne, ſom rigtignok vare meget forandrede fra min Tid, men Dagligſtuen kunde dog endnu godt gjenkjendes. Det ſkumle Biſpekammer var blevet moderniſeret og havde faaet et lyſt Betræk iſtedenfor de mørke Spøgelſetapeter, og Storſtuen, hvori vi ſpiſte til Middag, havde ligeledes faaet et lyſt Papirtapet over ſine Bjælker, og dertil elegante Meubler. Under Maaltidet ſamtaledes der om de Forandringer, der vare ſkete i Bygden ſiden min Faders Tid; de vare ikke mange, naar undtages dem, Døden havde foraarſaget i Familierne. En nye Generation havde afløſt den gamle, men nogle af den levede dog endnu. Det var virkelig Provſtinde Hammer, jeg havde ſeet i Kirken; hun var dog nu for ſvag til, efter gammel Sædvane, at komme op i Præſtegaarden efter Tjeneſten. Oberſtens og den gamle Generalinde paa Valle vare bortgangne, ligeſom den gale Faſter, men Valle var dog endnu i Familien og beboedes af den ældſte Søn, Capitain Schrøder. Tiden ſtrakte ikke til for mig til at gjøre et Beſøg derned, hvor Alt ſkulde være ſaa temmelig uforandret, ſom i de Gamles Dage, og Urden for mit ſyge Barn drev mig tilbage til Holmeſtrand endnu ſamme Aften. Om Eftermiddagen gik jeg op til Hammershøi; hvor var det mig underligt paa Veien derhen at vandre gjennem Birkealleen, ſom min Fader havde plantet, og ſom nu var bleven til ſtore, mægtige Træer, hvis Løvkroner nu ſuſte over hans Søns Hoved, medens hans alt længe hvilte under Furutræet paa den gamle Kirkegaard i Chriſtiansſand. Da Aftenen faldt paa, tog jeg bevæget Afſked fra de venlige Præſtefolk, og vandrede i den lyſe Sommernat ad den deilige Strandbred tilbage til Holmeſtrand, med den vemodige Fred i Hjertet, ſom Barndommens gjenopfriſkede Erindring kan give ſelv den ældre, prøvede Mand.