Barndoms- og Ungdoms-Minder/1
Min Fader, Johan Storm Munch, Søstersøn af Digteren Edvard Storm, var Feltprovst Under Krigen med Sverige i 1808 og sluttede sig da nøie til den i Norge saa elskede Hærfører, Prinds Christian August, senere Kronprinds af Sverige. Felttoget foregik som bekjendt i Smaalehnene, og Hovedqvarteret var som oftest paa den store Herregaard Hafslund ved Sarpfossen, dengang eiet og beboet af Marcus Giøe Rosenkranz, senere Statsraad. Her førtes et bevæget og interessant Liv; i de store og nye Interesser, som dengang gjennemstrømmede Norden og ligesom vare et Forspil til det nationale Drama i 1814, fandt her deres Brændpunkt, og Norges betydeligste Mænd, hvoriblandt først og fremmest Grev Herman Wedel-Jarlsberg, hvis trofaste Venskab min Fader vandt, færdedes her ofte. Kunst og Videnskab udelukkedes ikke af de krigerske Idrætter, der førtes et aandigt Liv mellem Vaabnene, og flere af min Faders bedste Sange ere fra denne Tid. Det Parti, som sluttede sig om Christian August og i ham saae Nordens nye Haab, var ilde seet af den daværende dansk-norske Regjering, der havde bragt Norge i en fortvivlet Stilling ved paa engang at erklære Krig mod England og Sverige, hvorved Norge isoleredes, og alle dets naturlige Hjælpekilder bleve aflukkede, uden at dog Noget gjordes, for i Landet selv at fremme det nationale Liv — ikke engang det længe nærede, saa berettigede Ønske om et eget Universitet i Norge var dengang blevet opfyldt. Intet Under derfor, at min varmhjertede og patriotiske Fader ofte aabent yttrede sit Misnøie med den daværende Styrelse og fast sluttede sig til de Mænd, af hvis Energi og Fremsyn han haabede bedre Dage for Norge. Men derfor blev han da ogsaa lagt for Had af de Styrende, især af den hos Kong Frederik den Sjette næsten altformaaende Kaas, dengang Stiftamtmand i Akerhus Amt, siden Kancellipræsident. Da Felttoget var endt, og Prinds Christian August draget til Sverige, for at modtage Thronfølgen i det Rige, han nylig havde bekjæmpet, blev min Fader, der imidlertid var bleven gift og havde stiftet Familie, sat paa Vartpenge, som det kaldtes, det vil sige, han fik en ubetydelig Pension udbetalt i de daværende ved Pengereduktionen næsten værdiløse Sedler. Jeg har hørt ham sige, at hans Vartpenge neppe engang forslog til at skaffe ham og Familie Skotøi om Aaret. Han søgte da adskillige mindre Præstekald, hvortil han vel, som forhenværende residerende Kapellan i Skjeberg og senere Feltprovst, samt som erkjendt begavet Taler og dygtig Forretningsmand, maatte ansees berettiget. Men han fik Intet; alle hans Ansøgninger bleve henlagte og langt yngre Præster, ja Kandidater, bleve ham foretrukne. Han maatte da selv ad privat Vei skaffe sig og Familie Underhold, og han havde mange Venner, der bistode ham derved. Han oprettede een privat Skole i Frederikshald, hvor hans Ven, den rige Carsten Tank paa Rød, (senere Statsraad) frit overlod ham et Hus til Benyttelse, og hjalp ham paa alle Maader. Her blev hans første Barn, en Datter, født, men døde samme Aar. Hans Hustru, som endnu lever i en høi Alder, var Else Petronelle Hofgaard, Datter af forhenværende Sognepræst Andreas Hofgaard, da Eier af Gaarden Fornebo ved Christiania. Efterat hendes første Barn var død, fandt Moderen sig ikke længer vel i Frederikshald, hvorfor min Fader flyttede til Christiania, hvor han ernærede sig ved privat Underviisning og ved literære Arbeider, f. Ex. en Oversættelse af Schillers Don Carlos, som han udgav paa Subskription, og i denne deltog hans mange Venner rigeligt, da de vel paa den Maade vilde give ham en ringe Erstatning for, hvad Regjeringen nægtede ham. Han vedblev imidlertid at søge Embede, men bestandig forgjæves Engang, jeg troer det var i Januar 1810, tilbød der sig dog vel et Middel til Forsoning med de Herskende, men som hans Overbeviisning ikke tillod ham at modtage. Kaas opfordrede ham, der var en bekjendt og yndet Selskabsdigter, til at forfatte en Sang til Frederik den Sjettes Fødselsdag, der skulde feires hos Stiftamtmanden. Min Fader svarede, uagtet alle min Moders Bønner, Nei. Han kunde ikke synge af fuld Overbeviisning for en Konge, der endnu ikke havde givet Norge dets Ret, og hvis Regjering havde bragt det paa Afgrundens Rand, selv om han derved kunde bringe Brød til Sine. Kaas blev rasende og sagde ham rent ud, at, siden min Fader ikke vilde opfylde hans Forlangende, skulde han nok sørge for, at heller ingen Ansøgning fra den gjenstridige Poet skulde blive opfyldt af Regjeringen. Dette faldt min Fader saameget haardere, som han i Hjertet var Frederik den Sjette god og elskede Danmark, hvor han havde tilbragt sine lykkeligste Ungdomsdage, særdeles høit. Han viste siden ogsaa, at det kun var Tidsomstændighederne og Kongens daværende slette Raadgivere, som forbød ham at synge til Frederik den Sjettes Ære. Noget over et Aar efter, da Kongen endelig havde opfyldt Nationens saa længe yttrede Krav og skjænket Norge et Universitet, skrev min Fader i den Anledning et Digt til Frederik den Sjette, hvori han takkede ham for Gaven. Imidlertid var der da, endnu mindre end før, nogen Udsigt til Befordring, og Familien forøgedes. Den 19de Oktober 1811 blev jeg, hans ældste Søn, født, og min Moder faldt derefter i en langvarig Sygdom. Men min Faders fyrige Aand lod sig ikke nedbøie af Modgang, han arbeidede rastløst for de Kjæres Ophold, og hans Venner bistod ham troligt. Saaledes fik han i dette Aar flere Brudevielser at udføre for rige og ansete Par inden hans Vennekreds, og disse Forretninger blev ham rundhaandet lønnede. Blandt disse Brudevielser var der en mellem hans forrige Elev, Baron Eggert Løvenskjold og dennes Kousine, Datter af den rige Kammerherre Løvenskjold i Porsgrund, Fader til den senere Statholder i Norge, Severin Løvenskjold. Da Bryllupet skulde staae i Porsgrund, fik min Fader Anledning til at gjøre en Sommerreise derhen, hvilken han poetisk har beskrevet i sin 1812 udkomne Digtsamling „Fjeldblomster.“ Et af Digtene i denne Cyclus er betitlet „Sande“ — det beskriver hans Indtryk ved at reise forbi den yndige Sande Præstegaard, paa Veien imellem Drammen og Holmestrand. Han udtrykker deri sin Længsel efter en stille præstelig Virksomhed, og hvor lykkelig han vilde føle sig ved at kunne opstaae sine Pauluner i en saadan yndig Egn. Ikke anede han da, hvor snart hans Ønske skulde gaae i Opfyldelse, og det netop paa samme Sted, han havde besunget. I Aaret 1812 døde den gamle Sognepræst Hammer til Sande, og Grev Wedel, i hvis Grevskab Jarlsberg dette Præstegjeld er beliggende, skrev strax til min Fader og tilbød ham Embedet, til hvilket han endda havde Kaldsret. Naturligviis blev Tilbudet med Glæde modtaget, Ansøgningen blev indgivet, og den ham fjendtlige danske Regjering saae sig nødsaget til at bekræfte Grevens Kaldelse, vistnok til stor Ærgrelse for Kaas, der vel ikke havde tænkt sig dette i Norge næsten enestaaende Tilfælde, hvorved han maatte bide i det sure Æble at befordre en Mand, hvis Ansøgninger han havde erklæret aldrig skulde komme i Betragtning, saalænge han havde Magten.
Mod Slutningen af Aaret 1812 flyttede da min Fader med Familie til Sande. Saaledes kom det, at min vaagnende Bevidsthed modtog de første Indtryk fra det stille Præstegaardsliv i denne idylliske Egn, der ligesom er et lidet Danmark midt i Norges ellers saa alvorlige og strenge Natur. Jeg har ofte tænkt mig, at den stille og milde Stemning, der altid har dannet Grundtonen i min poetiske Produktion, og den de senere Kraftpatrioter saa tidt har betegnet som ikke ram norsk nok, maaske kan have sin Grund i de blide, milde Naturomgivelser, der først speilede sig i Barnets drømmende Sjæl. Sande Præstegjeld bestaaer hovedsageligt af en stor, vid, frugtbar Dal, der sagte skraaner sig op mod fjernt omliggende, lave, skovklædte Aaser. Anseelige Bøndergaarde ligge spredte omkring paa den slettelignende Dalbund og opad dens Skraaninger, og store rige Kornagre og Enge bølge mellem dem, smukt afbrudte ved smaa Aske- og Birkelunde. En blank Elv slynger sig gjennem Dalen, og faaer sit Udløb ikke langt fra Kirken i den dybe Bugt af Christianiafjorden det strækker sig ind til den en Mils Vei fra Sande Kirke beliggende lille Kjøbstad Holmestrand. Følger man Veien dertil langs denne Bugt, taber sig lidt efter lidt det blide dansklignende Naturpræg, og gjør Plads for bratte, maleriske Klippepartier, der ofte med sine hængende Løvkrandse rage ud over den krumme Vei ved Strandkanten, hvorimod Fjordens Bølger skvulpe. Men denne meer alvorlige Deel af Landskabet sees ikke fra Præstegaarden, der ligger midt inde paa Sletten, tæt ved den blanke Elv. En stor Have K og en skyggefuld Lund af høie Aske- og Lønnetræer omgive paa to Sider den anseelige, hvidmalede Træbygning, hvis blaa Tage jeg endnu seer blinke over Løvkronerne; lige forbi Husets Façade gaaer Landeveien, hvorfra Jordsmonnet skraaner ned til Elven, for atter paa dens modsatte Bred at høine sig til en anselig Bakke, hvorpaa Gaarden Bøe’s røde Huse ligge. Et Par tusinde Skridt længer nede, ogsaa ved Landeveien, vinker den hvide Steenkirke med Taarn og Spir frem bag de høie Træer rundt om Kirkegaarden Denne smukke Kirke er Præstegjeldets eneste, en stor Sjeldenhed i Norge. Saaledes var altsaa Skuepladsen for min første, bevidste Optræden paa denne Verdens Scene. Men i Førstningen gik naturligviis min Udsigt ikke saavidt engang; det er først efter senere Erfaring, jeg har sammensat dette Billede. Min Verden var i de første Aar kun Huset, Haven og Lunden — og dog syntes den mig stor nok — hvad der laae udenfor dens Grændser hørte til det Ubekjendte, Uendelige, som det barnlige Sind vel ofte længtes efter, men ogsaa frygtede for at vove sig ud i.
Ved det første Glimt af min Tilværelse her, som har fæstnet sig i min Hukommelse, seer jeg mig sidde paa Tærskelen udenfor Husdøren og lege med smaa farvede Stene og Skjæl, som jeg opsamlede fra Grusgangen, der gjennem et hvidt Stakit førte ind fra Landeveien til Huset. Dog snart vare de døde Stene, hvormeget Liv end min barnlige Indbildningskraft gav dem, mig ikke mere nok; jeg begav mig paa Opdagelsesreiser ud i Haven, til de brogede Blomster og de fristende Bær — de talte nu et andet og livligere Sprog til mig, og jeg kunde ikke faae nok af dem i mine smaa Hænder, men strøede dem rigtignok saa strax efter ligegyldigt omkring, for strax efter at gribe efter nye. Et stort Fremskridt var det, da jeg lærte at gjøre Lænker af Løvetandsplantens hule Stængler, eller blæse deres runde Støvhoveder af. Et første Indtryk af Skræk og Sorg har jeg bevaret fra denne Tid. I Lunden, paa den østre Side af Huset, var en cirkelrund Høi, ovenpaa planeret og rundt om beplantet med store Lønnetræer, den forrige Præsts Værk, og derfor kaldet Hammershøi. Derhen blev jeg ofte ført af min Barnepige, en halvvoxen Jente ved Navn Live, som var mig meget kjær. En Dag, som vi sad deroppe ved Steenbordet under de skyggefulde Kroner, fik jeg Øie paa en stor Klase af Lønnetræets Frøkapsler, der hang høit oppe i et stort Træ. Paa Grund af deres vingedannede Form vare disse Frøkapsler mig et kjært Legetøi, og jeg dannede deraf Fugle, som jeg lod flyve. Jeg bad derfor Live om at klattre op i Træet og hente mig dem, og den gode Pige, der Intet kunde nægte mig, gjorde det ogsaa. Men uheldigviis kom hun til at træde paa en svag Gren, denne brast, og Pigen styrtede ned paa Skraaningen af Høien, ved hvis Fod hun blev liggende, jamrende sig af Smerte. Den Forfærdelse, Anger og Smerte, som greb mig ved dette Syn, skal jeg aldrig glemme; det er ligesom jeg føler det endnu, saa gammel jeg er. Paa mine høie Skrig kom Folk fra Gaarden til, Live blev hjulpet op, men hun besvimede, hendes ene Arm hang slap ned, den var brækket. Bevidstløs blev hun baaren ind, jeg fulgte bag efter ved min Moders Haand, hulkende af Sorg, selv min Moders Kjærtegn kunde ikke trøste mig, jeg havde en tydelig Fornemmelse af, at jeg var Skyld i den hele Ulykke; jeg syntes, jeg havde dræbt Live. Heldigviis havde Armbruddet ingen videre farlige Følger for hende, hun kom sig snart, og min Sorg, saa heftig den end i Førstningen var, fløi snart bort paa det barnlige Sinds lette Vinger. Kun nærede jeg endnu længe en hemmelig Gysen for Hammershøi, og dog droges jeg forunderligt derop, men naar jeg var der, kom Angsten altid over mig, og jeg syntes at vrede Straffestemmer hviskede til mig fra Løvkronerne over mit Hoved. Jeg flygtede da gjerne aandeløs tilbage til Huset, hvor jeg ved kjærlige Hjerter følte mig sikret mod al Fare.
Ja, Huset, med dets mange Rum og dets forskjellige Beboere, det var ogsaa en Verden for sig, som jeg havde nok med at udforske, naar den ublide Aarstid forhindrede mig fra at gjøre Udflugter til Lunden og Haven. Især mindes jeg det grønpanelede Værelse mod Haven, i hvilket Familien mest samledes om Vinteren; det var mig saa hjemligt og trygt, jeg seer endnu den gammeldags, med rødt Plyds betrukne Canapee, hvor min Fader sad om Aftenen og røg sin Pibe, medens jeg stod mellem hans Knæ og lyttede begjærlig til de morsomme Historier, han fortalte mig om Mikkel Ræv og Robinson Crusoe. To Tællelys i blanke Messingplader (man vidste dengang endnu Intet af Astrallamper) stod paa Bordet, hvorved min Moder sad og syede. Et stort brunt Skab i det ene Hjørne skjulte Nedgangen til Kjælderen. Der var engang mit nystændte Livs lys nær blevet udslukket, efter hvad min Moder har fortalt mig, thi det skete, før min Hukommelse modtog noget varigt Indtryk. En Søstersøn af min Fader var en Tidlang i Huset for at nyde dennes Tilsyn og Underviisning. Han var en vild og ondskabsfuld Dreng, som gjorde alleslags Spilopper. Saaledes havde han engang, da han var ene med mig i Stuen, fundet paa at rulle mig ind i et derliggende Stykke Klæde, og stillede saa Rullen ind i Skabet, som han derefter lukkede. Heldigviis kom min Moder strax efter ind i Stuen og hørte et undertrykt Barneskrig inde i Skabet. Hun rev Døren op og fandt mig da i Rullen, med Hovedet nedad, næsten kvalt. Mistanken faldt strax paa den rette Gjerningsmand, som af min Fader blev drevet til at tilstaae sin Udaad, og naturligviis aldrig mere blev ladet alene med mig. Skjøndt denne Begivenhed først kom til min Kundskab længe efterat han atter havde forladt vort Hus, erindrer jeg dog godt, at jeg stedse, medens han var her, nærede en stærk Antipathi, en Frygt for den mørkladne, vilde Dreng med de stikkende brune Øine og det ravnsorte, krusede Haar. Desmere følte jeg mig tiltrukken af en anden af min Faders Elever, en ung Engelskmand, ved Navn Clarke. Forat bøde paa sine, i Førstningen knappe Indtægter og store Udgifter ved Gaardens Besætning og Udstyr, benyttede nemlig min Fader endnu sin vundne Anseelse som Skolemand og Sprogmand til at tage adskillige unge Mennesker, især Udlændinger, i sit Hus til Opdragelse og Underviisning. Blandt disse var den nævnte Clarke, Søn af en engelsk Kjøbmand, der havde udstrakte Handelsforbindelser paa Norge og derfor ønskede, at hans Arving tidlig skulde lære det norske Sprog og leve sig ind i norske Forhold. Den unge Clarke var et stille, godmodigt Menneske, med et sandt engelsk Phlegma over et varmt Hjerte. Han tog sig meget af mig, og min stille Natur sympathiserede med hans. Han talte ikke meget, men han viste mig smukke Billeder i sine engelske Bøger, og timeviis kunde jeg sidde stille hos ham, medens han vendte, Bladene om og paa sin tause Maade aabnede mig Udsigt til fremmede Landes Herligheder. Han sluttede sig nøie til vor Familie, og det var med Sorg vi saae ham drage bort, da hans Læretid var omme. Først mange Aar senere saae jeg ham igjen i Christiania; han var da bleven en gammel Mand med hvidt Haar, men hans Hjerte slog endnu varmt for min Familie og for Norge, og han talte vort Sprog mærkværdig godt. Endnu senere, ved den store londonske Udstilling i 1862, har jeg besøgt ham i London, hvor han da levede som Privatmand, efter med nogen Formue at have trukket sig tilbage fra Handelsforretningerne. Han modtog mig med gammel Hjertelighed, var utrættelig i følge mig omkring i Londons Seeværdigheder, og talte endnu altid med Kjærlighed om mine Forældre og om sit Ungdomsophold paa det venlige Sande. Som vi i Clarke havde en Repræsentant for Englands stolte men hjertedybe Rolighed, saaledes havde vi ogsaa en Prøve af det muntre Frankrig hos os i en anden ung Elev af min Fader, den lette, livlige Desnouys fra Bordeaux. Han var altid paafærde med Spøg, Lune og sprudlende Liv, og den stille Præstegaard gjenlød ofte af hans muntre Snakken og hans bløde galliske Tunges komiske Fremstammen af de haarde, nordiske Ord. Han sprang vel ofte omkring med mig under Latter og Sang, men kunde ikke saaledes fæste mig til sig, som den med min Natur mere samstemmende Engelskmand. En eiendommelig Side af hans sydlandske, letfængende Natur kunde jeg vel ikke endnu opfatte, men min Moder har siden fortalt mig, at han gjorde stadigt Cour til Egnens smukke unge Piger. Især var der en Jomfru Willborn, der tjente i Præstegaarden som Husjomfru, hvis rigtignok sjeldne Skjønhed han sværmede for. Han kunde sidde og betragte hende med beundrende Blikke, medens hun gik om i sin huslige Gjerning, og saa pludseligt bryde ud: „Du er vel smuk,Du!“ — Hun loe af det Hele, thi hun var forlovet med en Skibscapitain fra Holmestrand og skulde snart have Bryllup. Dette stod i Præstegaarden, og stor var da Hr. Desnouys’s Sorg, som dog ikke forhindrede ham fra at dandse lystigt paa Bryllupsaftenen. Af den hele Herlighed erindrer jeg kun Brudens lyserøde Silkekjole, som gjorde et stærkt Indtryk paa mig. — Snart efter forlod ogsaa Desnouys vort Hus, og jeg har siden Intet hørt til ham.
Dette var nu de af Husets Beboere, jeg mest kan erindre, men til Ingen af dem, naturligviis med Undtagelse af Fader og Moder, følte jeg mig dog hendraget med saadan Inderlighed, som til en gammel Bondekone fra Nabolaget, der ofte besøgte os, Mari Revaa hed hun. Det var et prægtigt Exemplar af en gjæv norsk Bondekone, saa mild og saa stærk paa eengang. Alt til de forrige Præstefolk havde hun sluttet sig med Kjærlighed, og hun gik fra den ligesom i Arv til os. Mari havde selv ingen Børn, men en Moders Hjerte for Andres. Jeg seer hende endnu, saa smuk hun var med det kloge, rene gamle Ansigt, de blaa, trofaste Øine og det stramt opstrøgne graa Haar under det krusede, sneehvide Hovedlin. Hun kom sjeldent uden at have noget Godt med til os Børn (Familien forøgedes under Opholdet paa Sande med endnu to Drenge) enten Bær og Blomster fra sin lille Have, eller lækkert Bagværk, som hun var en Mester i at lave. Derfor kunde heller intet Gilde i hele Sognet rigtig lykkes, uden at hun maatte være der, forat lave Kagerne. Men ikke alene i Kogekunsten gav hun gode Raad, ogsaa i andre vanskelige Tilfælde blev hun adspurgt, som den, der altid vidste Raad; Mari Revaa var derfor høit anseet i hele Egnen og kunde med Rette kaldes dens kloge Kone, at sige i god Forstand, thi med Kvaksalverier gav hun sig aldrig af. Men til Præstegaarden kom hun dog mest, der var hun ofte i hele otte Dage ad Gangen og hjalp til, hvor Noget skulde ordnes i Huset. Med Frydeskrig saae vi Børn altid hendes Komme imøde. Stor var ogsaa Glæden, naar jeg undertiden fik Lov til at besøge hende i hendes Hjem, en af Revaagaardene, der ligge en halv Fjerdingvei fra Præstegaarden. Det graa, noget forfaldne, Bjælkehus med Svalgange ovenom laae omgivet af en lille, smukt holdt Have, en Sjeldenhed hos norske Bønder. Der var en Rigdom af Ribs og Stikkelsbær, og alle Urtebedene vare indfattede med Abrod, Balsom og Lavendel. Den stærke Duft af disse Planter bringer mig endnu altid Mindet om Mari Revaas lille Have med dens Ildlilier og Dueblomster. Indenfor i Stuen var der tarveligt og gammeldags, men renligt og net; med nogen Ængstelse fulgte jeg dog den kjære Mari derind, thi der sad gjerne i sin Kubbestol hendes Mand, den gamle Jørgen Revaa, og snittede paa et eller andet Træarbeide. Han indgjød mig altid en vis Frygt, thi han var en høi, alvorlig, noget ordknap Mand, med et frastødende Ydre; jeg kunde ikke begribe hvorledes den gode, blide Mari hørte ham til. Jeg troer heller ikke, at der var synderlig Samstemning mellem dem, han levede mest for sig selv, men hun for hele Egnen. Imidlertid var han jo et nødvendigt Onde, naar man vilde gjæste Revaa, og vi Børn glemte ham snart, naar Mari satte for os det lækkre Flødegrødssad, eller førte os ovenpaa til Salen, som de kaldte det, et temmeligt stort Rum, som tjente Mari paa eengang til Stadsværelse og til Pulterkammer. Der stod to med mange Lag af Dyner opredte Senge og flere med brogede Blomster og Navnetræk bemalede Kister, hvis Indhold af mange Rariteter Mari maatte vise os, og som vi aldrig kunde blive trætte af at beundre. Naar saa Besøget var tilende, fulgte Mari os selv hjem til Præstegaarden og blev gjerne hos os om Aftenen. — Siden jeg nu er inde paa de Besøg, vi undertiden gjorde i Præstegaardens Omegn, vil jeg nævne et Par andre Steder, som har fæstet sig i min Erindring Omtrent en Fjerdingvei fra Præstegaarden, men i mere nordlig Retning end Revaa, laae eller ligger den anseelige Gaard Valle, i min Faders Tid beboet af en Oberstlieutenant Schrøder, en corpulent, midaldrende Militair af den gamle Skole. Gaarden, som var en Chefsgaard, havde ogsaa været beboet af hans Frues Fader, en fornem Herre, General Grüner, hvis Familie havde boet der i flere Generationer. Huset var en lav, uregelmæssig, rød Træbygning, med mange underlige Udbygninger og Karnapper. Den laae lavt, næsten skjult af omgivende høie Lindetræer. Indeni var den udstyret med en vis gammeldags Pragt, skjøndt Stuernes Vægge bestod af de nøgne, blanke, en halv Alen tykke Bjælker, men disse vare behængte med en Mængde gamle Familie- og Kongeportraiter og store Speile i forgyldte Rammer. Meublementet var ligesaa uensartet: imellem grønmalede, haarde Pindestole saae man forgyldte, silkebeklædte Canapeer i den rigeste Rococostil og simple, brune Slagborde ved Siden af Marmorconsoler. Familien var venlig og gjæstfri, men dog noget stille og afmaalt, der hvilede ligesom et Fornemhedspræg over det Hele. Intet Under derfor, at mit barnlige Sind følte sig høilig imponeret ved disse Omgivelser, hvor ligesom en fremmed, høiere Verden aabnede sig for mig, og at det var med en vis Beklemthed, men dog med uhyre Interesse, at jeg fulgte mine Forældre paa deres Besøg til Valle og traadte over den brede Dørtærskel ind i Storstuen, hvor forunderlige Skikkelser i Harnisk og røde Uniformer saae ned til mig fra Væggene, og den gamle Generalinde Grüner, som da endnu levede, en statelig Dame, formelt bød os Velkommen. Generalindens Svigersøn, den tykke, joviale Oberstlieutenant med hans venlige Kone formildede ved deres Hjertelighed dog som oftest det første noget høitidelige Indtryk, og snart befandt vi Børn os ganske ugenert og fortræffeligt, naar vi i et lidet Sidekabinet, med Husets egne, bleve placerede om et rundt Bord, hvor der var opstillet det deiligste Legetøi og Bagværk til vor Afbenyttelse. Men engang, kan jeg dog huske, blev vor Glæde ogsaa der forstyrret paa en forskrækkelig Maade. Paa Gaarden levede nemlig en gammel sindsforvirret Frøken, Søster til den afdøde General. Ofte havde vi hørt Tale om denne „Faster“, som hun kaldtes, og hendes uhyggelige Væsen, men havde endnu ikke seet hende; hun var ikke saa gal, at hun holdtes indespærret, men opholdt sig dog mest i et afsidesliggende Værelse. Som vi nu bedst sad i vor Leg ved Bordet, gik en Sidedør pludselig op, og ind traadte en høi, mager Kvindeskikkelse, indhyllet i en lang, sort, forreven Silkekjole, hendes graa Haar faldt uredt ned over hendes Skuldre, og de mørke, vilde Øine stirrede fra det gule Ansigt uhyggeligt hen paa os. Vi sad som forstenede, medens den frygtelige Skikkelse nærmede sig meer og meer, og endelig strakte sin lange magre Haand ind over Bordet, forat gribe vort Legetøi. Nu udstødte vi Alle et Rædselsskrig, foer op fra vore Sæder og styrtede ind i den anden; Stue, raabende om Hjælp. Familien kom strax til; Oberstlieutenanten, som nok vidste hvorledes den stakkels Vanvittige skulde behandles, traadte rask hen til hende, greb hende fast under Armen, med de bestemte Ord: „Kom nu, Faster, nu skal vi tilbords“, og førte saaledes den halv Modstræbende gravitetisk ud af Stuen, formodentlig tilbage til hendes Kammer, thi vi saae hende ikke mere. Det varede imidlertid Noget, inden vi kunde komme os af denne Skræk, og endnu længere inden vi atter turde følge vore Forældre paa Besøg til Valle. — Omtrent en halv Miil fra Præstegaarden, oppe under Aasen, laae Enkesædet, Gaarden Bonni. Der boede den forrige Præsts Enke, Provstinde Hammer, allerede dengang en gammel Kone, og blind, men desuagtet rørig og dygtig til al Slags Hus- og Haandgjerning. Hver Søndag kom hun kjørende til Kirke i sin høiryggede, gammeldags Kariol, og efter Gudstjenesten kom hun da op i Præstegaarden, hvor hun tilbragte Resten af Dagen. Vi Børn kunde dog aldrig rigtig slutte os til hende, men betragtede hende med frygtblandet Forundring, som hun sad der i Lænestolen med de udslukkede Øine under den grønne Skjærm, medens de travle Hænder uafladeligt vare beskjæftigede med et stort Strikketøi, og hendes noget skarpe Snakketøi var i ligesaa uafladelig Bevægelse. Undertiden indbød hun da ogsaa mine Forældre og os til et Gjenbesøg paa Bonni, og dette var en stor Begivenhed, thi did kunde vi ikke gaae, men Familievognen maatte for en Dag. Kjøretouren var os ogsaa det fornøieligste af det Hele, thi oppe paa Bonni kunde vi ikke rigtig finde os tilpas, trods alle de gode Sager, der vankede, og trods det mærkværdige Stueuhr med Skibet, der gyngede sig op og ned paa Skiven. Mærkeligt var det dog at iagttage, hvorledes Provstinden, trods sin Blindhed, kunde gaae sikkert om i det hele Hus, sinde alle sine Nøgler rigtigt, og selv besørge alt en Værtindes Gjøremaal. — Men det er paa Tide, vi fra disse Udflugter vende tilbage til Præstegaarden. I dens Indre var der endnu Adskilligt, som syntes mit barnlige Sind mærkværdigt, og som jeg her vil optegne. Foruden det føromtalte grønne Værelse var der i den store Bygning endnu adskillige Rum, hvortil en særlig Erindring knytter sig. Huset var, som de fleste gamle Præstegaarde paa Landet, afdelt i Midten ved en stor Gang eller Forstue, paa hvis ene Side laae de daglige Værelser, paa den anden de, der benyttedes ved særegne Leiligheder. Fra denne Gang kom man ogsaa her tilhøire ind i den saakaldte Storstue, hvis Døre kun aabnede sig, naar der var Selskab eller naar sjeldne Gjæster ankom. Dette meget store Rum, med Vinduer til to Sider, indeholdt vistnok i sig selv ikke noget videre Mærkværdigt med sine bare Bjælkevægge og simple Birketræs Meubler, men for mig var der dog altid en særlig Duft derinde, og naar det lange Bord dækkedes med sneehvid Dug og blinkende Sølvtøi, vidste jeg, der var noget Høitideligt paafærde. Og indenfor Storstuen igjen, mod Gaardspladsen, laae det Allerhelligste, Bispekammeret, kaldet saa fordi Biskoppen havde havt sit Natteqvarteer her, naar han kom paa Visitats. Kun med Væven listede jeg mig derind, naar Døren tilfældigviis stod aaben, thi om dette Værelse gik der underlige Sagn; det laae saa afsides og var i Regelen ubeboet, og dog troede Folkene derfra undertiden om Natten at høre sælsom Larm og klagende Stemmer. Dets Udseende var ogsaa ganske skikket til at nære Forestillingen om et Spøgelsekammer; det var langt og smalt og meget dunkelt, da kun eet Vindue gik ud til Gaarden, og dette Vindue var udenfor næsten tildækket ved en Svalgang og et stort Lønnetræs Grene. Denne Dunkelhed blev endnu forøget ved de mørke Tapeter, hvormed det var betrukket, og hvorpaa der var malet legemsstore Figurer i Dragter fra det forrige Aarhundredes første Halvdel: Mænd med tynde Been, sorte Kjoler med brede Skjøder og uhyre Allongeparykker paa Hovedet, dertil Damer i Fiskebeenskjørter og med høi Frisur. Med strenge Blikke saae disse Billeder ned paa mig, naar jeg listede mig derind, og det syntes mig ikke utroligt, at det var disse Spøgelsefigurer, der om Natten steg ned fra Væggene og vandrede omkring i Kammeret. Det var vel ogsaa derfor, troede jeg, at nu hverken Bispen, eller Greven (nemlig Grev Wedel, der undertiden kom forat besøge min Fader) der turde tilbringe Natten, men foretrak den blaa Sal ovenpaa. Og dog knyttede sig ogsaa til Blaasalen et Sagn om, at der ikke skulde være ganske sikkert for Spøgeri. Dens Udseende var ikke i Harmoni med slige dunkle Skygger, den var lys og venlig og benyttedes som oftest til Gjæstekammer. Og dog skulde den være Maalet for „den brune Mands“ Vandringer. Denne brune Mand var en Tradition i Præstegaarden og skulde være Gjenfærdet af en forlængst afdød Præst, der i sin Tid havde begaaet en eller anden Udaad, hvorfor dette Værelse havde været Skuepladsen. Et gammelt Tyende, der pleiede at være længst oppe om Aftenen forat lukke Gadedøren og see til Huset, naar de Andre vare gaaede til Ro, paastod ofte at have seet en lille brunklædt Mand gaae sagte og sukkende opad Trappen, og forsvinde ved Døren til Blaasalen, hvorfra der da siden hørtes Støi, som af Stole og Borde, der bleve flyttede. En Sommer var min Moders Søster, en halvvoxen Pige, samt en anden ung Pige af Familien, i Besøg hos os, og havde deres Natteqvarteer paa Blaasalen. Om de nu havde hørt Sagnet om den brune Mand i Forbindelse med deres Værelse, og derved deres Phantasi var bleven ophidset til at foregjøgle dem Allehaande i den Retning, veed jeg ikke, men vist er det, at de begge en Nat kom styrtende ind i mine Forældres Soveværelse, som laae i Nærheden, halvt D ude af sig selv af Skræk, og fortalte, at de ikke turde være længer alene i Blaasalen, der var saadan underlig Støi. De paastod, at de havde ligget ganske vaagne, det var lys Sommernat, saa de kunde see enhver Krog af Værelset. Ikke desmindre havde de hørt en sagte Puslen omkring i Værelset, ligesom af Nogen der gik med slæbende Skridt, men der var dog Ingen at see. Tilsidst kom det ganske nær hen til deres Seng, og de hørte da ligesom en ængstelig Stønnen, derpaa fjernede Skridtene sig igjen, og nu vilde de have seet, at Stolene ligesom ved en usynlig Haand bleve flyttede midt ud paa Gulvet. Da kunde de ikke længer udholde det for Angst, de styrtede ud af Sengen og ind til mine Forældre, forat søge Hjælp. Min Fader loe dem ud, forestillede dem, at det Hele maatte have været Indbildningskraftens Spil, og søgte at overtyde dem derom, ved at følge dem ind igjen i Blaasalen og der vise dem, at Stolene endnu stod paa deres gamle Plads langs Væggene. Men det hjalp ikkun lidet; de vedblev sin Paastand om at have hørt og seet hvad de fortalte. Han forbød dem dog at fortælle deres Drøm, eller hvad det nu var, til Børnene, for ikke at skræmme dem med slige Indbildninger; men naturligviis kom Historien alligevel mig for Øren; jeg turde ikke gaae til min Fader med de Spørgsmaal, der brændte indeni mig om dette, men jeg betroede mig til min Moder, som beroligede mig, saa godt hun kunde, og sagde, at naar jeg blot læste ordentligt mit Fadervor om Aftenen ved Sengetid, saa kunde hverken den brune Mand eller noget andet Ondt komme mig nær. Dette Raad fulgte jeg da ogsaa troligt, min Moder havde allerede tidligt læst Fadervor med mig naar hun sad ved min lille Seng, indtil jeg sov ind. Sagnet om den brune Mand har fortsat sig paa Sande ogsaa efter min Faders Tid, indtil det endelig, i hans Eftermands, Provst Ottesens sidste Dage har faaet en Afslutning. Denne ærværdige Olding, der var i Kaldet over 40 Aar, skal nemlig selv en Aften, just som han gik ned fra sit Studerekammer, have mødt den brune Mand paa Trappen, og da have udstrakt sin Haand over ham, med de Ord: „Gak nu bort med Fred i Jesu Navn.“ Gjenfærdet skal da strax være forsvundet og ikke siden have viist sig.
Man maa nu ikke troe, at disse uhyggelige Historier gjorde noget Afbræk i vort lykkelige Familieliv paa Sande, tvertimod, de ere kun den dunkle Grund, hvorfra mit lykkelige Barndomshjem straalet des lysere frem. Mine Forældre befandt sig særdeles vel i Sande, de levede sig mere og mere ind i Forholdene der og vare meget afholdte i Bygden. Min Fader har senere fortalt mig, at det dengang var hans fulde Agt at blive hele sin Livstid paa Sande, i en Landsbypræsts beskedne, men fredelige og idylliske Stilling. I den Tanke gjorde han flere Forbedringer ved Præstegaardens Jordbrug og Bygninger, ligesom han og virkede for dens Forskjønnelse. Saaledes plantede han med egen Haand en Allee af smaa Birketræer fra Huset op til den føromtalte Hammershøi, og han saae allerede i Aanden, hvorledes han i sin Alderdom skulde vandre under disse Træers løvrige Buer. Men det kom anderledes. I Foraaret 1818 blev Slotspræst Pavels i Christiania forflyttet til Bergens Bispestol. Min Fader var nu ligesaameget i den daværende Regjerings Gunst, som han havde været ildeseet af den Forrige; han var dertil vidt bekjendt som en begavet Taler og Digter og som en fortjenstfuld Skribent ogsaa i historisk Retning; han havde saaledes paa Sande begyndt Udgivelsen af Fjerdingaars-Skriftet Saga, sammen med den lærde og patriotiske Jernverkseier Jacob Aall. Intet Under altsaa, at man ønskede ham forsat til en større og mere iøinefaldende Virksomhed end den, han nu indehavde i det stille Sande. Høiere Vedkommende lod ham derfor underhaanden vide, at hvis han i betimelig Tid indgav Ansøgning om det nu ledige Akershus Slotskald, vilde han uden Tvivl erholde det. Dette Embede, hvoraf den nuværende Garnisonsmenighed i Christiania kun er en ringe Levning, var dengang meget betydeligt. Dertil hørte, foruden det egentlige Slotskald, hvortil foruden de Militaire ogsaa Regjeringens og Høiesterets Personale sognede, tillige det store Aker Landssogn, nu delt i to Præstegjeld. Indtægterne vare altsaa meget rigelige, men Arbeidet ogsaa stort, skjønt der i Aker var ansat en residerende Capellan. Naar nu hertil kom Opholdet i Hovedstaden med dens lettere Adgang til literairt Samqvem og Arbeide, saavelsom til Sønnernes Opdragelse, er det forklarligt, at hint Tilbud havde meget Fristende for min Fader, der dengang var i sin fulde Manddoms Kraft og vel følte sig Opgaven voxen. Men at forlade det yndige Sande og det rolige Liv der, forat kaste sig ind i mere bevægede Tilstande, det var ham ogsaa en tung Tanke, og min Moders stille Natur hang ogsaa ved dette blide Hjem, saa hendes Ønske lagde naturligviis ogsaa et svært Lod i Vægtskaalen, der fik den til at hælde mod den Beslutning, at forblive, hvor han var. Saaledes skred Maaneder frem, uden at noget afgjørende Skridt var taget. Og det var ligesom den frugtbare og yndige Egn, hvori vi levede, gjorde alt Sit, forat holde mine Forældre tilbage. Aldrig havde Agrene staaet saa yppige, aldrig havde Skov og Mark klædt sig i saa rig en Dragt, som just denne Sommer. Min Faders væsentlige Indtægt af Kaldet kom fra den store og frugtbare Præstegaard, hvis Marker næsten havde en dansk Herregaards Udstrækning. Og just nu, da der var Spørgsmaal om at forlade den, tegnede Høsten til at blive den rigeste, der var oplevet i min Faders Tid. Han har fortalt mig, hvorledes han, en Dag før Ansøgningsfristen var udløbet, gik omkring paa sine Marker, og glædede sig i den Grad ved de rigt bølgende Agre og de frodige Enge, at da han kom hjem, sagde han til min Moder: „Nei, jeg kan ikke forlade Sande, vi blive her.“ Derover glædede hun sig nu saare. Men Glæden varede ikke længe. Næste Nat drog der et frygteligt Tordenveir over Egnen, ledsaget af en Hagelbyge, faa voldsom og ødelæggende, som man ikke i Mands Minde kunde erindre Mage til. Da min Fader Morgenen efter Uvejret gik ud for at see til sine Marker, fandt han den hele rige Sæd nedslaaet og fordetmeste ødelagt af de svære Hagelkorn, der endnu, saa store som Valnødder, laae masseviis i Grøfter og Furer. Alt hans rige Haab for Høsten var paa een Nat tilintetgjort, og hvis han blev paa Sande, saae han nu Mangel imøde for Vinteren. Han ansaae nu dette for et Tegn fra oven, at han skulde bort — gik hjem, skrev sin Ansøgning om Slotskaldet og afsendte den med næste Post. Det varede ikke længe, før han havde sin Udnævnelse. Nu, da Sagen var afgjort, var min Fader atter freidig tilmode, og min Moder fandt sig med sædvanlig Blidhed og Taalmod deri. Hvad os angik, eller rettere mig, thi de andre Børn vare for smaa til at modtage noget blivende Indtryk af Sagen, da saae jeg naturligviis paa Barneviis kun det Fornøielige og Interessante ved Forandringen, glædede mig til Reisen, til at see den i mine Tanker faa store og prægtige Hovedstad, til det nye, forunderlige Liv, der skulde opgaae for mig derinde. Det Eneste der gjorde mig Ondt, var at skilles fra Mari Revaa, men hun kunde jo følge med ind til Byen, mente jeg. Ja det gjorde hun da ogsaa, den tro Sjæl; da Familien paa Vinterføret drog afsted, sad hun med det næstældste Barn paa Skjødet i en af Slæderne og var hos os nogle Dage i det nye Hjem, men saa maatte hun jo rigtignok, trods alle mine Bønner og Taarer, forlade os, forat drage tilbage til Sande og til sin gamle Jørgen, hvilket syntes mig høist ubegribeligt og uretfærdigt.
Endnu engang i min senere Barndom gjensaae jeg Sande, nemlig i November 1823, da jeg med mine Forældre var paa Flytningen til Christianssand, hvor min Fader var bleven ansat som Biskop. Hele Familien tilbragte da en Rastdag paa Sande, hos min Faders Efterfølger, den førnævnte Provst Realf Ottesen, hans Ungdomsven og Universitetskammerat. Ved den Anledning fik jeg da Leilighed til at opfriske mine tidligere Indtryk fra Præstegaarden, og fandt da Alt saa temmelig uforandret der, med Undtagelse naturligviis af, at vi nu befandt os som Gjæster, hvor vi før havde været hjemme, hvilket gav mig en underlig Følelse. Mari Revaa gjensaae jeg da ogsaa, hun var kommet op til Præstegaarden forat hilse paa sine gamle Præstefolk og hendes Yndlinger, deres Børn Hun døde ikke længe efter.
Siden har jeg ikke gjenseet mit tidligste Barndomshjem, før over 30 Aar senere, som ældre Mand. Sommeren 1854 laae jeg nemlig ved Søbadet i Holmestrand med et sygt Barn, den eneste Levning af min tidligt nedbrudte huslige Lykke. En Søndag Morgen foretog jeg derfra en Vandring langs den romantiske Kystvei ind til Sande. Det var en deilig, klar Sommermorgen, Fjorden laae blank og stille, og de bratte Klippeskrænter, hvorunder Veien slynger sig, speilede sig med deres hængende Løvkrandse i den blanke Flade. Jo længere jeg kom ind mod Sande Bygd, des tydeligere dukkede det ene Sted efter det andet op af min Erindring. Lidt efter lidt svandt de steile Klipper, den velbekjendte, vide, frugtbare Dal aabnede sig for mig, og laae der atter i sin blide Skjønhed og Sommerfrodighed, ligesaa frisk og rig, som da mit barnlige Øie førstegang saae den. Nu kom jeg til Revaagaardene, men ingen Mari Revaa var (det vidste jeg) mere der at søge, og jeg gik stille forbi. Snart saae jeg den hvide Kirke, og længere borte glimtede Præstegaardens blaa Tag frem mellem tætte Løvkroner. Da jeg nærmede mig Kirken, begyndte netop Klokkerne at ringe til Høimesse, deres Toner lød mig saa velkjendte over Egnen, det var ligesom hvert Klokkeslag bragte mig et Billede fra min Barndom. Almuen valfartede fra alle Kanter til Kirken — jeg saae mig om efter et bekjendt Ansigt, men fandt naturligviis intet. Dog jo, der kom en høirygget Kariol, som jeg skulde synes at kjende, og i den sad en sammenkrummet gammel Kvinde, med en grøn Skjærm for Øinene Kunde det være Provstinde Hammer? Ja virkeligt, det maatte være hende — nu hjalp en Karl hende ud af Kariolen, og ledede hende ind i Kirken. Jeg fulgte efter. Kirkedørene stode aabne, og det fulde Sommerlys strømmede ind i det svale Skib, hvis Gulv var bestrøet med friske Granknopper, der udsendte en liflig Duft; de sært udskaarne Kirkestole til begge Sider vare fuldt besatte med Kvinder og Mænd, og paa det ophøiede Trin under Chorbuen sad i en Lænestol den gamle Provst Ottesen, hvis blide Aasyn jeg vel gjenkjendte, uagtet det nu var furet af den høie Alders Spor og omgivet af sølvhvide Lokker. Han var nu for svag til selv at forrette Gudstjenesten, men den gamle Menighedens Hyrde sad dog endnu der, som en Fader mellem sine Børn, lig en levende Velsignelse, og ledede med kraftig Røst Psalmesangen. Jeg tog Plads i en af de nederste Stole, og deltog med underligt bevæget Hjerte i Gudstjenesten. Jeg var saa hensunket i Fortidens Minder, at jeg næsten blev forundret, da ikke min Fader, men en ung Capellan besteg Prædikestolen og tolkede Ordet med Simpelhed og Varme. Efter Gudstjenestens Slutning gik jeg op i Sakristiet til den gamle Provst og gav mig tilkjende for ham. Han omfavnede sin gamle Vens Søn med Hjertelighed og indbød mig til at følge med op i Præstegaarden og tilbringe Dagen der. Dette gjorde jeg naturligviis gjerne og blev venligt modtaget af den hyggelige Præstefamilie, der bestod af Provsten, Hustru og tre Døttre. De førte mig omkring i Haven og i Værelserne, som rigtignok vare meget forandrede fra min Tid, men Dagligstuen kunde dog endnu godt gjenkjendes. Det skumle Bispekammer var blevet moderniseret og havde faaet et lyst Betræk istedenfor de mørke Spøgelsetapeter, og Storstuen, hvori vi spiste til Middag, havde ligeledes faaet et lyst Papirtapet over sine Bjælker, og dertil elegante Meubler. Under Maaltidet samtaledes der om de Forandringer, der vare skete i Bygden siden min Faders Tid; de vare ikke mange, naar undtages dem, Døden havde foraarsaget i Familierne. En nye Generation havde afløst den gamle, men nogle af den levede dog endnu. Det var virkelig Provstinde Hammer, jeg havde seet i Kirken; hun var dog nu for svag til, efter gammel Sædvane, at komme op i Præstegaarden efter Tjenesten. Oberstens og den gamle Generalinde paa Valle vare bortgangne, ligesom den gale Faster, men Valle var dog endnu i Familien og beboedes af den ældste Søn, Capitain Schrøder. Tiden strakte ikke til for mig til at gjøre et Besøg derned, hvor Alt skulde være saa temmelig uforandret, som i de Gamles Dage, og Urden for mit syge Barn drev mig tilbage til Holmestrand endnu samme Aften. Om Eftermiddagen gik jeg op til Hammershøi; hvor var det mig underligt paa Veien derhen at vandre gjennem Birkealleen, som min Fader havde plantet, og som nu var bleven til store, mægtige Træer, hvis Løvkroner nu suste over hans Søns Hoved, medens hans alt længe hvilte under Furutræet paa den gamle Kirkegaard i Christianssand. Da Aftenen faldt paa, tog jeg bevæget Afsked fra de venlige Præstefolk, og vandrede i den lyse Sommernat ad den deilige Strandbred tilbage til Holmestrand, med den vemodige Fred i Hjertet, som Barndommens gjenopfriskede Erindring kan give selv den ældre, prøvede Mand.