B. E. Hildebrand, Anglosachsiska Mynt i svenska Myntkabinettet
1. Anglosachsiska Mynt i Svenska Kongl. Myntcabinettet, funna i Sveriges Jord, ordnade og beskrifna af B. E. Hildebrand. Stockholm 1846. CXXV og 332 S. 40, med 10 Pl. og et Kart.
Den Kongl. Rigsantiqvar[1], Hr. Hildebrand, har under anførte Titel, paa det Kongl. Witterhets, Historie og Antiqvitets Akademies Bekostning, udgivet et Værk, som ikke mindre i historisk end i speciel numismatisk Henseende er af Vigtighed, ved det Lys, det udbreder over de skandinaviske Folks Samqvem med Fremmede i Middelalderen. Forfatteren giver nemlig ikke blot en udførlig Katalog over mere end 4000 St. angelsachsiske Mynter i den kgl. Samling, fra Eadgar (959–975) indtil Edvard Confessor (1042–1066),[2] men i den indholdsrige Indledning leverer han en klar Oversigt over de forskjellige Arter af Mynter, som i Sverige ere fundne, og inddeler dem, efter Hovedmasserne, i 4 Klasser, nemlig: 1, den romerske Klasse, indbefattende næsten udelukkende Sølvmynter fra sidste Halvdeel af 1ste Aarh. og indtil Begyndelsen af 3die Aarh. efter Chr., og sædvanligviis saa forslidte, at baade Indskrifterne og Reversens Figurer ere blevne ukjendelige, og Brystbillederne paa Adversen alene lede til Bestemmelsen af den Person, hvem de maa tilskrives. Disse maa derfor først ad lange Omveie have naaet Sverige. 2. Den romersk-byzantinske Klasse, indbefattende Guldmynter fra 5te Aarh. saavel fra det vestlige som østlige romerske Rige. 3. Den kufiske Klasse, indbefattende Mynter med kufiske (ɔ: gammelarabiske) Indskrifter, fra 8de, 9de og 10de Aarh. efter Chr., paa faa Undtagelser nær prægede i Arabernes Besiddelser i Asien, fornemmelig af Samaniderne i Transoxana[3]. 4. Den angelsachsisk-tydske Klasse, der begynder omtrent midt i 10de Aarh. og strækker sig henimod Slutningen af det 11te. I Forening med de angelsachsiske antræffes en Mængde tydske, nogle danske og enkelte irske, svenske, norske, ungerske og byzantinske samt Levninger af kufiske Mynter. Iblandt denne Klasses Mynter troer Forf. at have opdaget et Par Stykker af den norske Konge Olaf den Hellige. Da Mynter af denne Konge hidtil ere ubekjendte, imødesees med Længsel nærmere Oplysninger om disse. Den Mynt, som i det store danske Myntværk tillægges Olaf den Hell., er, som Prof. Ramus har godtgjort, ikke af ham, men af Olaf Tryggveson.
Til denne Oversigt over de forskjellige Klasser knytter Forf. sindrige Bemærkninger angaaende de Veie, paa hvilke Mynterne have naaet Sverige, og opregner korteligen de Arter af Smykker og andre Oldsager, som jævnligen findes i Forening med dem. Derefter leveres en Fortegnelse over alle de Fund af Mynter og Oldsager i svensk Jord, som ere komne til Forf.s Kundskab, forsaavidt angelsachsiske Mynter deriblandt ere forefundne. Disse Funds Antal beløber sig til 65, forstørstedelen fra Egnene langs Østersøen, og især fra Øen Gottland, hvorfra 23, altsaa mere end Trediedelen af det hele Antal, skrive sig. Tillige leveres en Oversigt over lignende Myntfund i Finland, Estland, Lifland, Kurland, Preussen, Pommern, Mecklenburg, Polen, Danmark, Norge og England.
Forf. udtaler sin Overbeviisning om, at, foruden de af ham opregnede, en stor Mængde Fund af lignende Mynter ere gjorte i Sverige, uden at være komne til Øvrighedens Kundskab, en Omstændighed, som han tilskriver den ældre Lovgivnings Uhensigtsmæssighed og Almuens Uvidenhed om vedkommende Lovbestemmelsers Forandring. Den ældre Lov bestemte nemlig, at indtil 2 af deslige Fund skulde tilhøre Kronen; og uagtet denne Bestemmelse allerede i Landsloven af 1734 blev forandret derhen, at Fund af gamle Mynter, Guld, Sølv, Kobber, Metal eller andre Konststykker, skulle tilbydes Kongen, og at, ifald Indløsning skeer, Finderen skal erholde fuld Værdie tilligemed 1⁄8 derover, varede det dog meget længe, inden Troen paa de ældre Bestemmelsers Gyldighed kunde udryddes af Almuens Tanker. Først i den senere Tid er Vildfarelsen nogenledes fortrængt ved en kongl. Forordning af 7de April 1828, „angående forntida minnesmärkens fredande og bevarande,“ samt ved Underretninger indførte i nogle af de senere Aars Almanakker. Siden 1828 har derfor Antallet af de i lovlig Orden anmeldte Fund været i stadigt Tiltagende.[4]
Af det Ovenstaaende sees, at deri omhandles Forholde, som ikke blot for Sveriges ældre Historie have Værd, men som tillige kaste Lys over Nabolandenes Middelalder. Hvad specielt Norge angaaer, da viser sig her omtrent den samme Variation i de fundne Mynter, som i Sverige; men de bekjendte Fund her ere for faa til paa dem alene at bygge saadanne Slutninger, som først ved Exemplernes store Antal kunne vinde Styrke. Ogsaa her findes enkelte romerske Mynter fra de første Aarhundreder efter Chr. Til den af Hr. H. anførte anden Klasse derimod passe de faa byzantiske Guldmynter, som her findes, ikke saa ganske. Det betydeligste Fund af saadanne, som er bleven mig bekjendt, er et, som i Aaret 1827 anmeldtes fra Raade Sogn i Smaalehnene, og hvoraf 8 Stk. af Keiserne Constantin X og Romanus II (911–959 eft. Chr.) bleve kjøbte af Universitetet[5]. Ogsaa kufiske Mynter findes af og til hertillands, deels enkeltviis, deels samlede, dog i ringe Antal. Saaledes vare i det rige Fund af Guldringe, som gjordes paa Eger, to Mile fra Drammen, i Aaret 1834, 8 Stk. kufiske Mynter af Guld og 1 af Sølv, samtlige fra Aarene 152 til 234 efter Hegira eller 769 til 849 efter Chr.; og i 1844 fandtes paa Gaarden Teisen ved Christiania 16 Stk. hele kufiske Sølvmynter og endeel Brudstykker fra Aarene 160–319 efter H. eller 776–931 eft. Chr. Disse passe saaledes aldeles til Hr. H.s 3die Klasse. Til fjerde Klasse, efter Hr. H.s Inddeling, hører det betydelige Fund ved Egersund i 1836, da dettes Bestanddele ganske stemme overeens med flere af de i Hr. H.s Værk beskrevne. Disse Fund tyde saaledes paa omtrent de samme Overgange i Norges Samqvem med Fremmede, som Hr. H. paaviser for Sveriges Vedkommende.
Paa de Værket ledsagende 10 kobberstukne Plancher fremstilles alle væsentligen forskjellige Mynttyper af Englands Konger fra Eadgar til Edvard Confessor, og paa Kartet, der omfatter den sydlige Deel af Sverige og Norge samt Danmark og de Sverige og Danmark tilhørende Øer i Østersøen, ere alle de Steder antegnede, hvor de i Værket omtalte Mynter ere fundne, forsaavidt disse Lande betræffer.
Til Indledningen slutter sig en Résumé af Indholdet i det franske Sprog, for at gjøre Adgangen til Bogens Benyttelse lettere for Udlændingen.
C. A. Holmboe.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Sverige har under denne Titel en egen Embedsmand, hvis Hverv det blandt andet er at bestyre den kongl. Mynt- og Antiqvitetsamling i Stockholm, og for denne erhverve saadanne Alderdoms Levninger, som have videnskabeligt Værd.
- ↑ Der er ingen Myntsamling saa rig paa disse Arter, som den kongl. Svenske. Selv England, disse Mynters Moderland, har kun lidet at opvise mod Sverige. De rigeste Samlinger, næst Stockholms, med Hensyn til denne Art Mynter, ere saavidt vides British Museum med omtrent 1200 Stk., den kongl. danske Samling med noget over 1100 Stk. og det norske Universitets Samling med noget over 700 Stykker.
- ↑ Over disse, hvoraf mere end 1000 Species opbevares i den kongl. Samling i Stockholm, kan snart ventes en Katalog af Hr. Academie-Adjunct C. J. Tornberg.
- ↑ I Norge gjælder endnu en Lovbestemmelse, om at en Deel af saadanne Fund skal tilfalde Statskassen, og heri ligger visselig en Grund til, at ikke ethvert Fund bliver anmeldt. Vel har Staten i den senere Tid, saavidt vides, stadigen renonceret paa sin Andeel, naar Angivelse er skeet; men saalænge Loven gjælder, vil ikke enhver Finder troe sig sikker paa ved Anmeldelse at bringe saa meget ud af sit Fund, som ved i Smug at gjøre sig det tilgode. En Forandring heri vilde upaatvivlelig skaffe meget for Lyset, som ellers gaaer tabt.
- ↑ Dette maa vel skrive sig fra en hjemkommen Væring, og kan, som enkelt staaende, ikke afgive noget Beviis paa saadanne Mynters almindelige Cours i 10de Aarhundrede.