Bør Dronninger salves og krones i Norge?

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Bør Dronninger ſalves og
krones i Norge?
————————
Tvende Skrivelſer
til
Det kongelige Kirke-Departement
fra
Trondhjems Biſkop.

Trondhjem. Trykt af T. A. Høeg.

Under mit Ophold Søndenfjelds indeværende Sommer bragte jeg i Erfaring, at Indholdet af de tvende efterfølgende Skrivelſer i den almindelige Omtale fremſtilledes i flere Henſeender urigtigt, blandt andet ſaaledes, ſom om Forholde vedkommende vort nuværende Kongehuus deri bleve berørte paa en mindre pasſende Maade. Dette bevæger mig til at offentliggjøre dem, ſaa at Enhver, der ønſker det, kan erfare, hvad de virkelig indeholde. Paa nogen yderligere Udvikling finder jeg, ſaaledes ſom Sagen nu ſtaaer, ikke at burde indlade mig. Min Stilling opfordrede mig til uforbeholdent at fremſætte for Hans Majeſtæt Kongen, hvad der efter min Mening er det rette og ſande; jeg har dertil erholdt Adgang, og kan vente, paa Grund af denne min Anſkuelſe at vorde fritaget for den Forretning, der ellers efter mit Kalds Medfør maatte antages at ville tilfalde mig. Videre kan da fra min Side ikke være at foretage, naar ikke ſæregne Omſtændigheder dertil maatte opfordre. Det var ufornødent at offentliggjøre Slutningen af den anden Skrivelſe, da den mere angaaer min perſonlige Stilling, end Sagen, men af Frygt for ny Mistydning har jeg ikke villet udelade Noget.

  Trondhjem, den 21de Auguſt 1846.

Riddervold.
Skrivelſe af 6te Marts 1846.

Ligeſom Grundloven kun beſtemmer, at Kongen ſkal krones, ſaaledes maa det udentvivl anſees ſtridende mod Kroningshandlingens Betydning, at nogen krones, der ikke kan kaldes til Udøvelſe af den kongelige Myndighed. Det forekommer mig derfor urigtigt om man vilde krone Dronninger i vort Land, da de efter vor nuværende Conſtitution ikke nogenſinde kunne udøve eller deeltage i Udøvelſen af bemeldte Myndighed. Vilde man desuagtet foretage en saadan Handling, da vilde man baade lade en med Kirkens Beſtemmelſe ikke overeensſtemmende Act foregaae i ſamme, og tillige derved ſvække Betydningen af Kongens Kroning. Det er i denne Anledning jeg tillader mig gjennem det ærede Departement at henvende mig til den kongelige norſke Regjering. Det ſidſtafholdte Storthing har ligeſom Storthinget i 1833 andraget hos Hans Majeſtæt Kongen om Dronningens Kroning, og det er bekjendt, at Hans Majestæt har, ligeſom Hans kongelige Fader ved lignende Anledning, bevidnet Storthinget ſin Erkjendtlighed; derimod vides ikke med Vished, om der er tagen nogen endelig Beſtemmelſe, om Kroningen for Dronningens Vedkommende, ſkal finde Sted eller ikke. Jeg vover at henſtille til den kongelige norſke Regjering at henlede Hans Majeſtæts Opmærkſomhed paa det ovenomhandlede Forhold, og haaber, at den høie Regjering, ſelv om den ikke maatte bifalde min Anſkuelſe, dog vil lade den komme til Hans Majeſtæts Kundſkab. Endnu er ingen Dronning kronet i Norge efter vor nuværende Forfatnings Indførelſe, og udføres en ſaadan Act eengang, da maa det forudſættes at drage til Følge for en fjern Fremtid. Det er derfor ſaa meget desvigtigere nu at ſøge at ramme det Rette, hvilket da bør følges, uden Henſyn til hvad der er ſkeet ſaavel fra Storthingets Side, som i Broderriget. Ogſaa Storthinget i 1833 gjorde et lignende Skridt, uden at det ledede til Actens Fuldbyrdelſe, og den nuværende Enkedronning blev kronet i Sverige, udenat dette dog ſkeede i Norge. Sagen er for vigtig til, at man med Interesſe for Kirkens ſaavelſom for Statens Anliggender kan være ligegyldig ved dens Behandling, og jeg anſeer mig forvisſet om, at det ikke miskjendes, om man derover yttrer ſig med Frimodighed. At conferere derom med nogen af de øvrige Biſkoper har jeg troet at burde undlade, for at ikke Sagen ſkulde for meget forſinkes.

————————
Skrivelſe af 4de Mai 1846.

Ved den af Hans Majeſtæt Kongen under 11te f. M. naadigſt afgivne og ved det ærede Departements Skrivelſe af 20de f. M. mig meddeelte Reſolution i Anledning af min Foreſtilling af 6te Marts d. A. angaaende Dronningens Kroning har Hans Majeſtæt naadigſt aabnet mig Adgang til nærmere at erklære, om jeg maatte have nogen religieus Betænkelighed ved den omhandlede Kroning, i hvilket Fald det er paalagt den norſke Regjering at indkomme med underdanigſt Betænkning angaaende min Fritagelſe for derved at fungere. Jeg vover i Underdanighed at bevidne Hans Majeſtæt gjennem den kongelige norſke Regjering min Taknemmelighed for den Naade, der ſaaledes viſes mig ved at Foranſtaltning træffes til min Fritagelſe for at deeltage i en Forretning, hvorved jeg efter den Overbeviisning, jeg fremdeles nærer, ikke bør fungere. Jeg ſkylder derhos i Anledning af de i det ærede Departements underdanigſte Foredrag af 21de Marts d. A. meddeelte Oplysninger nærmere at udvikle min Anſkuelſe af Sagen, haabende at Hans Majeſtæt Kongen, naar Høiſtſamme ved det Foredrag, ſom den norſke Regjering ifølge bemeldte Reſolution afgiver, derom bliver underrettet, naadigſt vil finde min Fremgamgsmaade derved retfærdiggjort, hvorledes end Sagen forøvrigt maatte betragtes. Da dette efter det Pasſerede maa blive Hovedmaalet for den Fremſtilling, hvormed jeg her tillader mig atter at uleilige høie Foreſatte, vil her ikke være Stedet for nogen udførlig Deduction, om ogſaa den Tid, udover hvilken jeg efter Omſtændighederne ikke antager at burde opholdt Sagen, og de Midler, der ſtaae til min Raadighed, vilde tillade en ſaadan.

Naar Profesſor R. Keyſer efter ovennævnte underdanigſte Foredrags Udviſende angiver Kroningens Betydning at være den, at derved paa en ſymbolſk Maade ſkal udtrykkes den Idee, at den Kronede har ſin Værdighed af Guds Naade og derfor er Pligtig til at røgte ſit høie Kald til Guds og hans Kirkes Ære, ſamt til ſine Underſaatteres ſande Tarv, da finder jeg ikke deri Noget, der væſentlig afviger fra eller kan foranledige Forandring i min Anſkuelſe; jeg har aldrig betragtet Kroningen ſom en Act, hvorved den Kronedes Rettigheder i Staten udvidedes, eller hvoraf hans egentlige Regjeringsmyndighed var afhengig, og formener, at en ſaadan Anſkuelſe heller ikke paa nogen Maade indeholdes i min Foreſtilling af 6te Marts, uagtet Profesſoren ſynes derpaa at hentyde. Naar jeg har erklæret det ſtridende mod Kroningshandlingens Betydning, at nogen krones, der ikke kan kaldes til at udøve den kongelige Myndighed, da har jeg havt for Øie den Forbindelſe, ſom denne Handling — ogſaa efter den af Profesſor Keyſer fremſtillede Idee — ſtaaer med Røgtelſen af det kongelige Kald, hvorfor jeg har antaget, at Handlingen kun pasſer paa de Perſoner, der have et ſaadant Kald at røgte eller kunne vorde deri deelagtige, og at man, naar man med Tilſideſettelſe af dette Henſyn lod en ſaadan Handling foregaae i Kirken, foretog en Act, der ikke har eller kan have den Betydning, den efter ſin Idee ſkal have, og ſaaledes bliver tom Ceremonie, hvilket da ogſaa er ſtridende mod Kirkens Beſtemmelſe. Vel tilføier Profesſoren, at Kroningen derhos er bleven betragtet ſom en gjennem Kirken udtalt guddommelig Stadfeſtelſe af den kongelige Værdighed, men ſelv om denne Anſkuelſe har været gjeldende udenfor Middelalderens Tid, og, hvilket Profesſoren ſynes at antage, er bleven overført paa Forholdene i den nyere Tid, endog i de Lande, hvor den proteſtantiſke Kirke er den herſkende, da forekommer dette mig dog heller ikke at kunne lede til at betragte Kroningens Betydning paa en ſaadan Maade, at man uden at krenke dens Idee, eller at forvirre Begrebet om dens, ſaavelſom om Kirkens Beſtemmelſe, kunde udſtrække den til Perſoner, der ikke kunne kaldes til Udøvelse af den kongelige Myndighed. Men jeg maa tilføie, at jeg, efter min Synsmaade af den proteſtantiſke Kirkes Væſen, ikke kan erkjende, at Kroningen kan have Betydningen af en ſaadan Stadfeſtelſe, hvorimod det pasſer paa den catholſke Kirkes Foreſtilling om den guddommelige Myndigheds Udøvelse igjennem Kirken ogſaa ſom verdslig Magt og Høihed, en Foreſtilling, hvis Conſeqvenſer med Henſyn til den kongelige Myndighed paa de Tider, da den i ſin fulde Udſtrekning kunde gjøre ſig gjeldende, ere af Hiſtorien de kjendte, formeentlig endog af vort Fedrenelands Hiſtorie. Vilde man overføre et ſaadant Begreb af Kroningen paa den proteſtantiſke Kirke, da vil man uden Tvivl handle mod den augsburgſke Confesſions Beſtemmelſe (Art. 28) om ikke at blande verdſligt og geiſtligt Regimente i hverandre. Ved at tillegge Kirken, hvad der ikke tilkommer den, ſvækker man Betydningen af det, der virkeligen tilhører den, og det i ſamme Grad, ſom man legger Vægt paa det Førſte; man forvirrer derved lettelig Begrebet om Kirkens Beſtemmelſe og Værdighed, ſaaledes at ſelv de alvorligere Tænkende friſtes til at betragte Handlingen ſom et betydningsløſt Spil, hvori man maaſkee deeltager, ſkjøndt Følelſen tilſiger, at dette ikke er Ret. Saadant er hverken overensſtemmende med Kirkens eller den ophøiede Perſons Værdighed, der er Hovedgjenſtanden for Handlingen. Jeg tør ogſaa antage, at Profesſor Keyſer ikke har villet legge nogen særdeles Vægt paa denne Deel af Udviklingen af Kroningens Betydning, men at han har anført den for den hiſtoriſke Fuldſtændigheds Skyld, og at han derved fortrinlig har havt Middelalderen eller den catholſke Kirke for Øie. Profesſoren holder ſig, naar han gaaer over til at handle om Dronningers Kroning ligeledes nærmeſt til det Hiſtoriſke, hvilket han formeentlig ogſaa efter ſin Stilling har anſeet det for ſit Hverv hovedſagelig at fremhæve og belyſe, i det han uden Tvivl har forudsat, at Kirkedepartementet i fornødent Fald vilde behandle den kirkelige Side af Sagen. Af den paapegede almindelige, gjennem Hiſtorien gaaende Anſkuelſe af Kroningens Væſen, mener han, at den Skik let forklares, ogſaa at ſalve og krone Dronninger. Disſe ſkulle efter hans Foreſtilling derved deelagtiggjøres i den ſamme Kirkens Velſignelſe, som Kongerne, og ſtilles under det ſamme Religionens Værn. Jeg formener dog, at det af det Ovenanførte vil være tydeligt, at Kirkens Velſignelſe her ikke kan blive den ſamme, ſom med Henſyn til Kongerne og at man ikke ved en Handling, der har den Betydning, ſom Salving og Kroning, kan paa en pasſende Maade deelagtiggjøre Perſoner, der ei kan udøve kongelig Myndighed, i Kirkens Velſignelſe. Denne ligger i den Naade og Kraft, ſom af Kirkens Herre ved en høitidelig Act og igjennem de Midler, hvorved han i Kirken virker, tildeles den, der krones, til at røgte ſit høie Regjeringskald værdigen; dette Kalds overordentlige Vigtighed, idet ſaa Manges baade timelige og aandelige Vel deraf er afhængigt, gjør det pasſende og ønskeligt, at ogſaa Kirken, ved en ſaadan ſæregen, høitidelig Handling træder til med det aandelige Gode, der ſtaaer til dens Raadighed, og forſtærker den moralſke Garantie for, at den Værdighed, hvoraf Kongen er i Beſiddelſe, anvendes efter ſin høie Beſtemmelſe. Velſignelſen vil visſelig ikke udeblive, naar ikke uforudſættelige Mangler hos dem, der nærmeſt deeltage i Handlingen, ſvække dens Virkning, men noget Værn kan Kirken ikke ved denne Handling forſkaffe den Kronede; han ſidder lige trygt paa Thronen, enten han krones eller ikke; ligeſom han ikke behøver Kirkens Anerkjendelſe og Stadfæſtelſe, ſaaledes behøver han ei heller dens Beſkyttelſe, hvilken den, efter det Begreb, vi have om den, heller ikke kan yde; derimod ſvarer det viſtnok til det catholſke Begreb om Kirken, og i dennes blomſtrende Periode kunde eller vilde ikke lettelig kongelige Perſoner undvære Kirkens beſkyttende Arme; muligens kan man ved Dronningers Kroning have havt dette for Øie og da tillige, som Profesſoren paapeger, have foreſtillet ſig, at dette vel ogſaa vilde komme den kongelige Afkom tilgode. At denne Skik optoges i nogle proteſtantiſke Lande, kan kun forklares af en uklar Foreſtilling, ſaavel om Kroningshandlingens Betydning, ſom om det kirkelige Standpunct, hvorpaa man efter Proteſtantismens Begreb ſtod, navnligen om Kirkens Forhold til Staten og Kongen, en Gjenſtand, hvorom Foreſtillingerne i de proteſtantiſke Lande have været og tildeels endnu ere meget vaklende. Viſt er det imidlertid, at endnu ingen Dronning er kronet i det proteſtantiſke Norge, og man bør da heller ikke, blot for at efterligne vore proteſtantiſke Nabolande, indføre en Skik, ſom der, paa Grund af Fortidens Begivenheder, vanſkeligere kan fraviges, ſkjøndt dette udentvivl vil ſkee, naar Erkjendelſen af dens Uforenelighed med Kroningshandlingens Betydning og vor Kirkes Beſtemmelſe bliver almindeligere og klarere; thi at man desuagtet ſkulde ville beholde den ſom en tom Ceremonie, den man, for muligens at tilfredsſtille Enkeltes Fordomme, troede gjerne at kunne lade foregaae i Kirken, kan ikke tenkes uden paa Tider, hvori Sandſen for Kirkens Betydning er aldeles ſløvet.

Efter denne Anſkuelſe finder jeg, at jeg ikke bør fungere ved nogen Dronnings Kroning, medens jeg anſeer denne Act ſaa pasſende paa Kongernes Kald efter vor Statsforfatning, at jeg finder det i ſin Orden, at Grundloven derom indeholder Beſtemmelſe. Det vilde derfor have været mig en meget kjær Forretning, om det havde været mig beſkikket at deeltage i denne Acts Fuldbyrdelſe med Henſyn til vor nuværende Konge, og ſaaledes efter det Kald, der er betroet mig i Kirken og efter den Naadekraft Herren maatte forunde mig, at bidrage til at bringe Velſignelſen over vort Fædrelands elſkede Drot til hans ophøiede Kald, til at forſtærke Forvisningen om, at dette ved Guds naadige Biſtand ſkal blive til Guds Ære, Folkets Gavn og Kongens egen Glæde paa den store Regnſkabsdag.

I Forbindelſe med denne min yderligere Udvikling tillader jeg mig at benytte den Anledning, det ærede Departement ved at nævne mig i Fremſtillingen af Forhandlingerne angaaende den nuværende Enkedronnings Kroning, giver mig til nærmere at forklare min Stilling til Sagen, og hvorledes den Anſkuelſe, jeg nu har yttret, efterhaanden har udviklet ſig, hvilket jeg undlod at berøre i min Foreſtilling af 6te Marts d. A. ſom noget, der ene eller hovedſagelig vedkom min Perſon. Jeg tør nu vente, at det i det mindſte vil undſkyldes. Jeg var Medlem af ſaavel 6te ſom 7de ordentlige Storthing og det er en Forvexling, naar jeg i min oftnevnte Foreſtilling nevner 1833 Aars Storthing, ſom det, der oprindelig fattede Beſlutningen, en Følge af at det ſidſtnevnte Storthings Forhandlinger, hvorved jeg, ſom det ærede Departement har bemærket, blev udnævnt til Ordfører for den Deputation, der ſkulde overvære Kroningen, ſtode meeſt levende for min Erindring. Af de Forhandlinger ved Storthinget i 1830, der gik forud for Beſlutningen om en Adresſe i denne Anledning, mindes jeg kun med Beſtemthed, at der forefaldt Debatter, hvorunder Enkelte talede imod det af Præſidenten fremſatte Forſlag, for hvilket formeentlig ſom Hovedgrund anførtes, at man ikke fra norſk Side burde ſtaae tilbage i at viſe Kongehuſet Opmærkſomhed paa ſamme Maade, ſom allerede var ſkeet i Sverige; ligeſom jeg imidlertid ikke deeltog i disſe Debatter, ſaaledes var jeg heller ikke blandt de Enkelte, der fjernede ſig for Voteringen, for ikke ved deres Stemmer at tilintetgjøre Eenſtemmigheden, hvorpaa der fra den anden Side lagdes Vægt. Sagen blev dog dengang hverken drøftet fra det hiſtoriſke eller det kirkelige Standpunct. I den Adresſe, ſom Storthinget indgav, er heller ikke noget udtalt, der tydelig viſer det Begreb, man dannede ſig om Kroningens Betydning; det ſynes, ſom man har villet anſee ogſaa Dronningens Kroning ſom en Act, der ſtod i Forbindelſe med Norges Selvſtændighed. Efter den Anſkuelſe, jeg nu har, maa jeg tilſtaae, at jeg finder det mere ſvarende til Selvſtændigheten, deri at følge den Foreſtilling, hvortil Sagens Natur leder, uden Henſyn til hvad der foretages i Naborigerne; men jeg tilſtaaer tillige, at jeg hverken dengang eller længe efter overveiede Handlingens Betydning i de forſkjellige Retninger; min Stilling førte det ikke ſaa nøie med ſig, og naar man ikke er kommen til nogen klar Bevidſthed om en Sags Urigtighed, kan det vel ogſaa undſkyldes, om man følger den Mening, der er den almindelige og hyldes af Mænd, hvis Overlegenhed i Indſigt man erkjender. Det er fornemmelig ved den mig nu betroede Stilling, hvorved jeg maatte vente et Hverv ved Actens Udførelſe, jeg er bleven ledet til at gjøre mig nøiere Rede for dens Betydning, og at jeg af Mistro til den Anſkuelſes Rigtighed, hvortil disſe Overveielſer førte mig, ogſaa i denne Stilling længe tøvede, førend jeg med Beſtemthed erklærede den for min, vil viſt undſkyldes, naar henſees til hvad der ved Storthinget var forhandlet og af Hans Majeſtæt i denne Anledning yttret, ihvorvel det ikke var mig bekjendt, at Hans Majeſtæt allerede havde afgjørt, at Handlingen ogſaa for Dronningens Vedkommende ſkulde foregaae. Jeg har heller ikke undladt, ſaavidt Anledning dertil gaves, at høre Andres Mening om denne Sag, men jeg har derved fundet beſtyrket, at Sagen ikke er ſynderlig overtænkt og drøftet, hvilket, ſaavidt vides, heller ikke i offentlig Skrift har været Tilfældet. Mod mine Betænkeligheder har jeg ikke hørt nogen Indvending af Betydenhed; de, der anſee Kroningshandlingen i det Hele ſom en Ceremonie, der blot iagttages for Skiks Skyld, ialfald kun af politiſke Henſyn, finde viſtnok, at der omtrent ligger lige megen eller lige liden Betydning i en Konges og en Dronnings Kroning. Om end denne Anſkuelſe for Tiden maatte deles af mange, ſaa er den dog ikke og kan ikke, efter det Ovenanførte, være min. Ved de hiſtoriſke Bemærkninger, ſom det ærede Departement har havt den Godhed, at meddele mig, er min Overbeviisning heller ikke i noget Væſentligt forandret, og jeg bør da følge den, hvormeget jeg end kunde ønſke at forholde mig anderledes.

Naar jeg ſaaledes haaber, at det ærede Departement og den kongelige norſke Regjering vil finde ſig foranlediget til efter den kongelige naadigſte Reſolution at indgaae til Hans Majeſtæt med Bætenkning om min Fritagelſe for at fungere ved Kroningen, tillader jeg mig at antage, at der ikke ved ſamme Indſtilling vil komme under Overveielſe, hvad der i Anledning af denne Fritagelſe skal videre foretages, og det ſaa meget des mindre, da den Reparation, ſom efter Architect Schirmers Plan ſkal foregaae ved Domkirken, vil bevirke, at Kroningen udſættes til 1848, eller i det mindſte til Høſten 1847, inden hvilken Tid, der ſaaledes lettelig kan indtræffe Omſtændigheter, ſom af ſig ſelv medføre, at en Anden kommer til at udføre den Function, hvilken efter min Stilling nærmeſt vilde tilfalde mig. Det tilkommer heller ikke mig at yttre nogen Formening om de ſaaledes fornødne Foranſtaltninger, uden forſaavidt min Erklæring maatte æſkes; imidlertid giver den Yttring af det ærede Departement i Slutningen af dets Foredrag, at der neppe vil være noget Afgjørende til Hinder for min Fritagelſe, mig Grund til at antage, at Departementet formener, at der dog derved vilde opſtaae Ulemper, ſom man helſt maatte ønſke at undgaae. I det jeg maa beklage, at jeg, ſkjøndt mod min Villie, dertil maaſkee vil give Anledning, anſeer jeg det for min Pligt at bidrage efter Evne til at hæve eller formindſke disſe Ulemper. Da Biſpevielſen formeentlig efter det proteſtantiſke Begreb ikke er til Hinder for, at en Biſkop træder over i en lavere geiſtlig Stilling, vil jeg, hvis det tør antages at være efter Hans Majeſtæts Ønſke, gjerne ved Leilighed ſøge naadigſt Anſættelse i en ſaaden Stilling. Jeg ſkal derfor ogſaa tillade mig at tilføie, at ſaafremt der endnu ikke er ſkeet Indſtilling til Beſættelse af Chriſtiania Stiftsprovſtie og det dermed forbundne Sognekald, eller Indſtillingen dog endnu ikke fra den Norſke Regjering er afgaaen, og det ærede Departement i de her berørte Omſtændigheder maatte finde tilſtrækkelig Grund til at bevirke Indſtillingens Afſendelſe opholdt, indtil der kan ſkee Continuations-Indſtilling angaaende en af mig om bemeldte Embede indgivendes Anſøgning, da ſkal en ſaadan, paa nærmere Underretning, ſtrax blive indſendt.