Hopp til innhold

Autobiographi/Indledning

Fra Wikikilden
J. W. Cappelens Forlag (s. 7-8).

De svundne Dages Minde har skjænket mig nogle af mit Livs behageligste Nydelser. Af Naturen begavet med en god Hukommelse, søgte jeg allerede fra min Barndom omhyggeligen at bevare i Erindringen enhver Begivenhed i mit Liv, som havde mere end Øieblikkets Interesse for mig, og det lykkedes mig, uden skriftlige Optegnelser, at bevare adskillige af dem i en Orden og Detail, som om Historien kun var et Par Dage gammel.

I August 1791 begyndte jeg at føre en Dagbog, der uafbrudt fortsattes til April 1793, da min Befordring til Præstekald og Reise fra Kjøbenhavn for det første gjorde en Standsning i Arbeidet. Disse Dagbøger, elleve i Tallet, gjemte jeg til Efteraaret 1805, da jeg skulde forlade Kjøbenhavn og tiltræde mit nærværende Embede. Da tilintetgjorde jeg dem – jeg veed ikke selv af hvad Aarsag. Kun eet Bind, det niende, reddedes tilfældigviis fra Ødelæggelsen. Efterat jeg var kommen i Rolighed i Brevig, begyndte jeg igjen det afbrudte Arbeide; og vedblev et Par Maaneder, men da kunde jeg ikke mere. Alt havde forandret sig omkring mig. Alle Opmuntringer inden- og udenfra manglede jeg. Hvad havde jeg at optegne? Det tomme, frydløse Liv jeg førte blandt denne ucultiverede Slægt; hvilke flaue Hverdagsmennesker jeg hver Dag havde talt med eller spiist hos o. dsl., det var mig en Aandsfortærelse at optegne alt dette, hvorved jeg dog idelig maatte anstille Sammenligning med det Liv, jeg for et Aar siden havde ført i Kjøbenhavn, og de Venner, jeg der havde efterladt. Det meest interessante, jeg kunde skrive om, var mine Venners Breve og de Bøger, de sendte mig, men begge Dele beholdt jeg, og behøvede altsaa ikke at fortælle om dem i min Dagbog. Ogsaa det var mig saare tungt, at der i hele Norges Land ikke var et Menneske, hvem jeg kunde vise min Dagbog eller forelæse enkelte Stykker deraf. Siden den Tid har jeg ikke ført Dagbog.

Naar jeg nu har besluttet at udarbeide min Biographie indtil jeg blev Slotspræst i Christiania, (videre kan jeg for det første ikke gaae, da næsten alt hvad der er mødt mig her, det Forbigangne og Nærværende smelter sammen, og meget af hvad dog allerede er skeet, kan endnu ikke fuldstændigen fortælles eller rigtigen bedømmes), skeer det ikke fordi jeg har store og forunderlige Begivenheder at meddele. Jeg har ikke gjennemreist fremmede Lande, jeg har ikke havt romantiske Eventyr; mit Liv har efter den almindelige Maalestok været et ganske almindeligt Hverdagsliv. Men jeg har nøie givet Agt paa mig selv, og paa Menneskene og Tingene omkring mig; jeg har søgt at pleie og nære Følelser, Andre omhyggeligen bestræbe sig for at qvæle; jeg har gjort mig Umage for intet at glemme, hvad der for mig selv i Fremtiden kunde have ringeste Interesse. Og saaledes kunde vel enhver dannet Mand skrive sin Biographie, saa at den – om den just ikke var skikket til at forelægges Publikum – dog kunde være høiligen interessant for ham selv, i nogen Grad ogsaa for hans fortroligste Venner.