Arne/4
Da nu den tid var kommen, at kreaturene skulde gætes i skogen, vilde han gæte. Faderen satte sig derimot; han havde jo aldrig gætet før, og var nu i det femtende år. Men så godt talte han for sig, at det blev som han vilde, og hele den vår, sommer og høst var han blott hjemme og sov; ellers i skogen med sig selv den utslagne dag.
Ditopp til sig selv tok han sine bøker med. Han leste og skar bokstaver i barken, han gikk og tenkte, lengtes og sang; men når han om kvelden kom hjem, hvor faderen ofte var full, slog hans moder, forbannede henne og bygden, og talte om, at han engang skulde have rejst langt vekk, da kom der også rejselengsel i gutten. Det var ille her, og bøkerne bar ut, og sommetider var det likesom også luften bar ut og over de høje fjelle.
Så var det, at han midsommers møtte Kristian, kaptejnens eldste søn, som fulgte tjenestegutten tilskogs efter hesterne for at få ride hjem. Han var et par år eldre enn Arne, lett og lystig, ustadig i all sin tanke, men midt inn imellem sterk i sine forsett, talte hurtigt og avbrutt, gerne om to ting på en gang, red hester uten sadel, skøt fugler i luften, fiskede med flue, og forekom Arne at vere målet for alt liv. Han havde også hug til at rejse og fortalte Arne om fremmede land, så det strålte omkring dem. Han merkede Arnes lyst til lesning og nu bar han opp til ham de bøker, han selv havde lest; efterhvert som Arne leste undan fikk han nye, han sat selv der om sønndagen og lærte ham at komme tilrette med geografi og landkart, og hele den sommer og høst leste Arne, så han blev blek og mager.
Om vintren fikk han lov til at lese hjemme, da han dels skulde gå til konfirmasjonen næste år, dels alltid visste at omgåes faderen. Han begynte med at gå på skole, men der syntes det ham best, når han fikk lukke øjnene og tenke sig til bøkerne hjemme; heller ikke var nogen bondegut lenger hans kammerat.
Faderens mishandling av moderen tiltok med årene, fkesom hans drikk og legemssmerter. Og når Arne dessuagtet måtte sitte og fornøje ham for at skaffe moderen fred den stund, og da ofte sige ting, han nu foragtede i sitt hjærte, tok han hat til faderen. Dette bar han dypt hos sig, såvelsom sin kærlighet til moderen. Møtte han Kristian, gikk talen fort om de store rejser og bøkerne; selv for ham taug han om, hvorledes det stod til hjemme. Men mangengang når han kom fra de vidfarne samtaler, gikk hjemover alene og tenkte på, hvad han nu måske fikk at møte, gret han og bad Gud mellem sine stjerner at sørge for, han snart måtte få lov at rejse.
Om sommeren blev Kristian og han konfirmerede. Straks efter satte hin igennem sin plan. Faderen måtte late ham slippe avsted for at blive sjømann; han forerede Arne sine bøker, lovede at skrive ham flittigt til, — og rejste.
Nu stod Arne alene.
I denne tid fikk han atter lyst til at skrive viser. Han lappede ikke lenger på gamle, han lagede nye, og lagde i dem, hvad som gjorde ham mest ondt.
Men sinnet blev ham for tungt, og sorgen sprengte viserne for ham. Han lå nui lange søvnløse nætter og gjorde det til visshet hos sig selv, at han ikke lenger kunne holde det ut, men vilde rejse langt bort, søke Kristian — og ikke sige et ord derom til nogen. Han tenkte pas moderen og hvad der skulde blive av henne. Han kunne næsten ikke se henne i ansigtet, og dette uthalede fullførelsen fra stund til annen.
Da sat han en kveld langt utover og leste. Når det blev ham for tungt, var det bøkerne, han tok til, og merkede ikke at de økede giften. Faderen var i bryllup, men væntedes hjem den kveld; moderen var trætt og rædd ham, havde derfor lagt sig. Arne for opp ved et tungt fall i gangen og skramlen av noget hårdt, som slog mot døren. Det var faderen, som kom hjem.
„Er det dig, kloke gutten; — kom og hjælp fader din opp.“ Han blev løftet og støttet innover mot benken. Arne tok felekassen, bar inn efter og lukkede døren. „Ja, se på mig du kloke gutten; jeg ser ikke vakker ut nu; det er ikke lenger han Nils skrædder. Det siger — jeg dig, at du — aldrig skal drikke brennevin; det er — djevelen, verden og vort eget kjød - - - han står de hofferdige imod, de ydmyge giver han nåde - - - - - å jøye, jøye mig! — Hvor langt det rett er kommet med mig!“
Han sat en stund stille, så sang han gråtende:
„Herre du milde frelsermann,
hjælp du mig, hviss jeg hjælpes kann;
jeg ligger vel dypt å syndens skarn,
men er dog ditt eget forløste barn!“
„Herre, jeg er ikke verd, at du skal gange ind under mit tag; men sig ikkun et ord - - - -“ Han kastede sig forover, gemte ansigtet i sine hender og gret som i krampe. Lenge lå han slik og da nevnte han ordlydende av Bibelen, som han vel havde lært det for over tyve år siden: „Men han svarede og sagde: jeg er ikke udsendt uden til de fortabte får af Israels hus. — Men hun kom og tilbad ham og sagde: Herre, hjælp mig! — Men han svarede og sagde: det er ikke smukt at tage børnenes brød og kaste det for de små hunde. — Men hun sagde: jo, Herre, de små hunde æde dog af de smuler, som falde af deres herres bord.“
Han taug, men gret nu mere oppløst og stille.
Moderen var våknet for lenge siden, men havde ikke tordet se opp; nu da han gret som en forløst, satte hun sig på albuerne og så opp.
Men neppe blev Nils henne var, før han skrek bortover til henne: „ser du opp, du også, ditt stygge troll! — du vilde vel se, hvorledes du har flidd mig til. Ja, slik ser jeg nu ut, akkurat slik!“ — — Han rejste sig opp og hun gemte sig under felden. „Nej, gem dig ikke, jeg finner dig nokk“ sagde han, idet han strakte den højee hånd famlende frem foran sig med utstrakt pekefinger. — „Krill, krill!“ sagde han, idet han drog felden av og stakk pekefingren på hennes hals.
„Fa’r,“ sagde Arne. —
„Nej, hvor skrumpet og mager du rett er bleven. Her er ikke langt inn. Krill, krill!*“ Moderen tok krampeagtigt om hans hånd med begge sine, kunne ikke slite sig løs og krokede sig sammen i en tull.
„Fa’r,“ sagde Arne.
„Så det kom liv i dig nu. Hvor hun vrider sig, det spektakel! kann du ikke skrike for at innbilde folk at jeg slår dig? krill, krill! — jeg vil bare take pusten fra dig.“
„Fa’r,“ sagde Arne. — Han sprang borti kråen, hvor der stod en øks. —
„Er det bare på tråssighet, at du ikke skriker. Skulde ellers vare dig for det; jeg bar fått slik en underlig lyst. Krill, krill! — nu tror jeg snart jeg er kvitt skriket ditt, jeg.“
„Fa’r!“ skrek Arne og for med oppløftet øks like inn på ham.
Men faderen havde rejst sig, gav et skerende skrik, tok sig for brystet, falt om: „Jesus Kristus!“ sagde han, og lå ganske stille.
Arne stod som naglet fast, og lot øksen litt efter litt synke. Han visste ikke grant hvor han stod, eller hvad han stod over, han væntede likesom at stuen skulde sprenges og sterkt lys fulle inn etsteds. Sålenge stod han, til moderen borti sængen tok på at drage pusten tungt, vende sig litt hit, litt dit, og bere sig, som veltede hun av sig noget tungt. Han syntes likesom hun skulde have litt hjælp, men det kom ham ikke for, som han kunne hjælpe. Hun rejste sig endelig halvt opp, og så da faderen ligge utstrakt på gulvet, sønnen stå ved siden med en øks.
„Vorherre den forbarmende, hvad har du gjort?“ — Hun for opp av sængen, kastede stakken om sig og kom frem. Da var det, som han fikk løse målet. „Han falt om av sig selv.“ „Arne, Arne, jeg tror dig ikke,“ sagde moderen med stor straffende røst: „nu vere Jesus med dig!“ og hun kastede sig over liket i megen jammer. Men gutten kom ut av duset, slapp øksen og falt også på sine kne: „såsant jeg vænter nåde for Gud, jeg har ikke gjort det. Jeg tenkte næsten at gøre det; det gikk sort for mig: men så stupte han, og her har jeg stått siden.“ Moderen så på ham og trodde ham. „Så har Vorherre selv veret her,“ sagde hun stille, satte sig på huk og stirrede.
Nils lå ganske som før, stiv, med åpne øjne og munn. Henderne havde nærmet sig som vilde de foldes, men havde ikke orket. Det første nu moderen gjorde var at sammenføje den. — „Lat oss dog se nøjere på ham,“ sagde hun, og gikk bort til gruven, hvor ilden var påvej åt gå ut. Arne torde ikke stå der alene, gikk efter. Moderen gav ham en tendt furuspik at holde, hun stillede sig atter på den ene side av liket, gutten på den annen og lyste over. „Ja, han er ganske død,“ sagde moderen; litt efter: „og død i en ond stund, er jeg rædd for.“ Men gutten skalv slik på hånden, at der dryppede av flisen og ned på faderens klædning, tendte den, men han så det ikke, moderen heller ikke; ti hun gret. Hun blev det dog først var på den stygge lukt og skrek forskrekket. Gutten så, at faderen likesom brann, slapp spiken ned på ham, falt om og var borte. Stuen gikk opp og ned og rundtomkring, bordet gikk, sængen gikk, øksen hugg, faderen rejste sig og kom, og alt valt like inn på ham. Da kom der i det samme en mild svalning over hans ansigt; han fikk skrike for sig og våknede. Men det første han så efter, var faderen, om han også ennu lå trygt.
Og da han så det, og mintes tilgagns, rigtigt tilgagns, at nu var hån død, blev gutten så glad, at han rejste sig som til et nytt liv!
Moderen havde slukket, og holdt na på at stelle om den døde; hun redte opp i sængen: „tak i fader din, du som er sterk, og hjælp mig at han kann ligge vakkert.“ Og de tok i og lagde ham; hun lukkede hans øjne og munn, strakte ham og foldede atter hans hender.
De stod da begge og så på ham. Det var litt over midnatt, og de skulde nu vere der med ham, til dagen kom. Arne gikk hen og gjorde stor ild på gruven, moderen satte sig ved den. Og som hun nu sat der, rant det henne i hug, hvor mangen ond dag hun havde havt med Nils, og de takkede hun Gud for hvad han havde gjort. „Men jeg har rett havt nogle gode også,“ sagde hun en stund efter.
Arne satte sig likeover henne. Moderen begynte igen: „så var det slik ende, det skulde take! har han ikke levet som han burde, så har han rett også fått lide derfor.“ Hun så dit bort. „Men nu vil vel Vorherre, at jeg skal få litt løn for alt det, jeg har gått igennem med ham. — Arne, du må hugse, det er for din skyld jeg har tålt altsammen.“ Gutten tok også på at gråte. „Derfor må du heller aldrig forlate mig,“ hulkede hun; „du er nu min eneste glede.“ „Jeg vil aldrig forlate dig, det lover jeg dig for Gud,“ sagde gutten så sterkt, som havde han i flere år tenkt på at sige det. Han vilde likesom bort til henne, men var ikke god til.
Moderen blev roligere: hun så godmodigt bort til liket. „Der var då meget godt i ham iblandt; men verden var hård med ham - - - - - Vorherre er vel bedre med ham, der han nu er.“ — Og som hun fortsatte denne tanke hos sig selv, føjede hun siden til: „vi må bede for ham. Var jeg god til det, vilde jeg synge over ham; men du har slikt et vakkert mål, du må sette dig bort og synge for fader din.“
Arne gikk efter salmeboken, tendte sig en spik, og med spiken i den ene hånd og salmeboken i den annen, satte han sig bort ved hovedgerdet og sang med klar røst salmen 127 av Kingo:
Vreden din avvend, Herre Gud av nåde,
riset ditt blodigt, som oss overmåde
plager så ræddelig av en vredes brynde,
fordi vi synde.