Arne/2

Fra Wikikilden
< Arne
Hopp til navigering Hopp til søk
H. J. Geelmuydens Enke Officin og Forlag (s. 9-19).

Oppe på Kampen var det, at Arne blev fødd.

Hans mor het Margit og var eneste barn på plassen Kampen. I sitt attende år blev hun engang sittende forlenge efter ved en dans; følget hennes var gått ifra henne, og da tænkte Margit, at vejen hjæmover blev like lang for henne, enten hun drygde den dansen over eller ej. Og således hendte det sig, at Margit blev sittende der, til spillemannen, Nils skrædder kallet, med et lagde felen, som han plejede, når drikken tok ham, lot andre tralle, trev den vakkreste gente, flyttede foten så sikkert som takten i en vise, og hentede med støvlehælen hatten av den højeste han så. — „Ho!“ sagde han.

Da Margit gik hjæm den kveld, spillede månen så forunderlig vakkert på sneen. Kommen opp på svalen, hvor hun skulde ligge, måtte hun ennu engang se ut. Hun tok av sig livstykket, men blev stående med det i hånden, og så ned på sin barm. Da følte hun, at hun frøs, drog til i hast, klædde sig av og puttet sig langt innunder felden. Den natt drømte Margit om en stor, rød ko, som var kommen borti akeren. Hun skulde jage den derifra, men alt det hun strevde, kunne hun ikke komme af flekken; koen stod rolig og åt, til den blev så rund og mett, og alt imellem så den bort på henne med store, blide øjne.

Næste gang der blev dans i bygden, var Margit der. Hun vilde litet med at danse den kveld; hun blev sittende at høre på spillet, og syntes det henne rart at ikke også andre havde bedre hug til det. Men da det led på, rejste spillemannen sig op og vilde danse. Han gikk like bort til Margit Kampen med en gang. Hun visste næsten ikke av det; men hun dansede med Nils skrædder!

Snart blev det varmere i vejret, og man dansede ikke mere. Den vår tok Margit sig slik av et litet lam som var blevet sykt for dem, at moderen næsten syntes det var for meget. „Det er da bare et lam,“ sagde moren. „Ja; men der er sykt,“ svarte Margit. —

Det var lenge siden hun hadde veret i kirke; hun unte moderen bedre at gå, sagde hun, og nogen måtte være hjemme. En søndag ut på sommeren, det var så vakkert i vejret, at høet gerne kunne stå det døgn over, sagde moren, at nu torde de visst gå beggeto. Margit kunne ikke svare stort til det og klædde sig på; men da de var komne så langt at de kunne høre kirkeklokkerne, skar hun i at gråte. Moderen blev likblek; de gikk videre, moderen foran, hun efter, hørte prækenen, sang salmerne til den sidste, hørte bønnen med og lot det ringe ut, før de gikk. Men da de atter var komne hjem i stuen, tok moderen henne imellem begge sine hender og sagde: „Gem ingenting bort for mig, barnet mitt!“ —

Der kom atter en vinter; da dansede ikke Margit. Men Nils skrædder spillede, drakk mere enn før, og svang altid tilslut den vakkreste genten i laget. Dengang fortaltes det for et visst ord, at han kunde få hvilken han vilde av bygdens gildeste gårdmannsgenter; somme lagde til, at Eli Bøen selv havde friet for sin datter Birgit, der var syk av kærlighet til ham.

Men nettopp på den tid var det, at der blev båret et barn over dåpen for husmannsgenten på Kampen; det fik navnet Arne, men Nils skrædder lagdes ut som fader. —

Samme dags kvæll var Nils i et stort bryllup; der drakk han sig full. Han vilde ikke spille, men dansede bestandigt og tålte neppe nogen annen på gulv. Men da han kom bort til Birgit Bøen og bød henne op, vegrede hun sig. Han lo kort, vendte sig på hælen, og trev fat i den første, den beste. Hun holdt imot. Han så ned, det var en liten sort en, som havde sittet og nidstirret på ham og nu var ganske blek. Han bøjede sig lett over henne og hviskede: „Danser du ikke med mig, Karen!“ Hun svarte ikke. Han spurte en gang til. Da svarte hun hviskende som han spurte: „den dansen kunne gå lenger enn jeg vilde.“ — Han drog sig langsomt tilbake, men kommen midt på gulvet gjorde han et kast og dansede nu hallingen alene. Der var ingen annen som dansede; de stod tause og så på.

Siden gik han bort på låven, og der lagde han sig ned og gret.

Margit sat hjæmme med den lille gutten. Hun hørte om Nils, der han for fra dans til dans, så på gutten og gret, så atter på ham og var glad. Det første hun lærte gutten, var at sige papa, men det turde hun ikke, når moderen eller bestemoderen, som hun herefter het, kunne sitte i nærheten. Følgen derav var, at det blev bestemoderen som gutten kalte papa. Det kostede Margit meget at lære ham av med det, og bidrog dette igen til, at hun drog opp et tidligt næmme i ham. Han var ikke meget stor, da han visste at Nils skrædder var hans fader, — og kommen i den alder, at det æventyrlige smakte, fikk han også vite hvad slags karl Nils skrædder var. Bestemoderen havde strengt forbudt enndog at nevne ham; hennes meste idrætt var det at få plassen Kampen lagt ut til gård, så datteren og hennes gut kunne vere omsorgsløse. Hun brukte gårdejerens fattigdom, fikk plassen køpt, avbetalte hvert år, og forestod arbejdet som en mann; ti hun havde veret enke i fjorten år. Kampen var stor og blev utvidet, så den alt nu fødde fire kør, seksten sauder, og ejede helvten i en hest.

Nils skrædder for imidlertid på bygden. Fortjenesten var taken av for ham, dels fordi han havde mindre hug til at skøtte den, dels også fordi han ikke var likt som før. Han slog sig da mere på felespillet, og dette gav oftere drikk, dermed slagsmål og onde dager. Det var dem som havde hørt ham klage sig.

Arne kunne vere såpass som seks år, da han en vinterdag regerte i sængen, hvis åklæde han havde oppe til segl, og sat og styrte med en slev. Bestemoderen sat inne og spant, havde sine egne tanker og nikkede stundom, som skulde det stå fast, det hun tenkte. Da visste gutten han var upåagtet, og nu sang han, som han havde lært den, visen om Nils skrædder, rå og vill som den var:

Dersom du ikke kom til igår,
har du hørt geti han Nils skrædder, så staut han går.

Dersom du ikke kom til her ene dagen,
har du hørt geti, hvor han lagde Knut Storedragen.

Det var oppå låvetaket hans Ola-Per Kviste:
„Næste gang jeg skal hive dig, må du hava med litet niste.“

Hans Bugge var så navngetin en mann,
at det spøkte efter’n både land og strand.

„Sig fort, Nils skrædder, hvor du ligge vil,
så skal jeg spytte på flekken og lægge ho’det ditt til.“ —


„Å, kom mig først så nær, at jeg kann kenne dig på tæften!
— tror nu ikke, du slår nogen mann omkring med kæften.“

Det første taket var bare så som så.
Begge de karlerne vilde have det med at stå.

Det andre taket glapp for han Bugge-Hans.
„Bli’r du trøtt nu, Buggingen? det er en streng dans.“

Det tredje taket for Hans framstupes, så blodet spratt —
„Det var svært, som du spytted, karl!“ — „Å, jøje, hvor jeg datt!“ —

Lenger sang gutten ikke; der var to vers til, som nokk moderen ikke havde lært ham:

Har du set et træ legge skygge på nyfallen sne?
Har du sett han Nils, når han monne mot genten le?

Har du set han Nils sette foten frem i dansen?
Er du gente, så gå; — det er for sent, når du har tapt sansen.

Disse to vers kunde bestemoderen, og kom dem bedre i hug nu, da de ikke blev sungne. Hun sagde intet til gutten, men til moderen sa hun: „lær gutten godt om din egen skamm; glem ikke de to sidste vers.“ —

Nils skrædder havde drikken slåt ned, så han ikke lenger var den samme, som før. Der var dem som mente, at snart var han takende.

Da hendte det sig, at to Amerikanere gestede bygden og hørte om, at der i nærheten var bryllup, som de straks vilde se, forat komme efter skikkene. Der spilte Nils. De gav en daler hvær i spillepenger og bad om hallingen. Ingen vilde by sig til at danse den, så meget han også blev bedt. Nogen og hvær bad Nils selv danse: "han var dog den beste." Han vægret sig, desto stærkere blev opfordringen, tilsist enstemmig, og dette var hvad han vilde. Han gav felen til en annen, tok trøje og hue av, trådte in i kredsen og smilte. Nu fulgte den gamle opmærksomhed ham, og det gav ham også den gamle kraft. Folk trængte så nær sammen som muligt, de bakerste krøp på bord og bænker, nogen jænter stod højt over de andre, og den fremste av dem - høj med lyse, brunt-vækslende hår, men blå øjne dypt under en stærk panne, en langtrukken munn der ofte smilte, og da litt til den ene side - var Birgit Bøen. Nils så henne, idet han kastet øjet op efter biten. Det spilte op, der indtrådte dyp stillhed, og han gav sig i vej. Han slængte sig henad gulvet, gik efter den ene side halvt på skakke, i takt med felen, diltet, kastet benene nu og da i kors under sig, spratt op igjæn, tok stilling som til kast - og gik på skakke som før. Felen førtes av en dygtig hånd. Slåtten tok mere og mere brand, Nils kom mere bakover med hodet - og med ett lå støvlehælen til biten, så støvet drysset ned over dem. Folk lo og skrek omkring ham, jænterne stod, som kunde de ikke drage pusten. Slåtten hujet in imellem dem, ægget på ny med værre og værre rykk. Han stod heller ikke imot, la legemet forover, småsprang i takt, rettet sig som til kast, narret, slæntret som før, og da han så ut som han slet ikke tænkte på sprang, dundret støvlehælen mot biten, og om igjæn, om igjæn, så rundkast forover, bakover, og stod han hvær gang like rank på foten. Han vilde ikke mere. Felen gjorde nogen kåte rænn ut fra slåtten, arbejdet sig ned i en dyp tone, hvor den sittret av og kom bort i et enkelt langt strøk på bassen. Gruppen spredtes, en stærk samtale, hvori rop og skrik avløste stillheden. Nils stod op efter væggen; da kom Amerikanerne med sin tolk bort til ham og gav ham hvær fem daler. Atter stillhed.

Amerikanerne talte litt med tolken; derpå spurte denne om han vilde drage med som deres tjener; han skulde få hvad han vilde. "Hvorhen?" spurte Nils; folk trykte sig på tæt in på dem som muligt. "Ut i værden," blev der svaret. "Når?" spurte Nils, så sig om med lysende ansigt, traf Birgit Bøens og slap det ikke siden. - "Om en uke, når de kommer tilbake," blev der svaret. "Det kunde hænde jeg var færdig," svarte Nils, vejende sine to femdalere. - Han hadde støttet den ene arm på en hosstående manns skulder, og den skalv så mannen vilde sætte ham i bænk.

"Det er visst ingenting," svarte Nils, gjorde nogen svigtende skridt bortover gulvet, derpå nogen faste, vændte sig og bad om en springdans.

Alle jænter hadde stillet sig frem. Han så sig også om, længe og langsomt, gik så bent over til en i mørk stakk, og det var Birgit Bøen. Han rakte hånden frem, og hun gav begge sine; da lo han, veg tilbake, tok en ved hennes side og danset overgiven avsted. Blodet fór Birgit op i hals og åsyn. En høj mann med et blidt ansigt stod like bak henne; han tok henne ved hånden og danset avsted - efter Nils. Denne så det, og kanske det var av vanvare, at han danset så hårdt imot dem, at mannen og Birgit væltet overænde med stort fall. Latter og skrål rejste sig rundt omkring. Birgit kom sig ændelig op, gik avsides og gråt meget.

Mannen med det blide ansigt rejste sig langsommere, gik like bort til Nils, som ænnu danset. "Du får stoppe litt," sa mannen. Nils hørte ikke, og da tok mannen ham ved armen. Nils slet sig fra ham og så på ham. "Jeg kjænner dig ikke," sa han med smil. "Nej, men nu skal du få kjænne mig," sa mannen med det blide ansigt, og la til ham like over det ene øje. Nils, der ikke væntet slikt, stupte med tungt, svært fall like over den skarpkantede gruesten, vilde straks rejse sig, men kunde ikke; hans rygg var brutt.

På Kampen var foregåt en forandring. Bestemoren hadde skrantet på det siste, og straks hun begynte dermed, fik hun travlere æn ellers med at samle penger til den ændelige utløsning av gården. "Så har du og gutten hvad I trænger. Og slipper du nogen in at ødelægge det for eder, så vænder jeg mig, der jeg ligger." Ut på høsten hadde hun også hat den glæde at kunne rusle op til den forrige hovedgård med den siste rest av skyllen, og glad var hun, da hun sat på bænken igjæn og kunde sige: "Nu er det gjort." Men i samme stund fik hun også sin helsott; hun vilde straks til sengs, og rejste sig ikke mere. Datteren grov henne ned, hvor plass var ledig på kirkegården, og en vakker hovedstav fik hun, hvorpå hennes navn og alder stod, samt et salmevers av Kingo. Fjorten dager efter den dag hun fik jorden, var hennes sorte søndagskjole gjort om til klær for gutten, og da han stod i dem, blev han så alvorlig, som om bestemoren var kommet igjæn. Av sig selv gik han bort til den storstilede spænnebok, som bestemoren hadde læst og sunget av hvær søndag; han åpnet den, og inne i lå hennes briller. Dem hadde aldrig gutten fåt lov at røre i hennes levende live; nu tok han dem rædd op, satte dem på næsen, og så igjænnem dem ned i boken. Alt blev tåke. Det var dog underligt, tænkte gutten; i dem var det bedstemor kunde læse Guds ord. Han holdt dem højt mot lyset, for at se hvad fejlte, og - der lå brillerne på gulvet!

Han blev meget rædd, og da døren i det samme åpnedes, var det ham, som bestemoren skulde komme inn; men det var moderen, og bak henne seks mann, der med megen trampen og støj førte en beresæng mellem sig, som de satte midt på gulvet. Døren stod lenge åpen efter dem, så det blev koldt i stuen.

I sængen lå en mann med mørkt hår og blekt ansigt; moderen gikk omkring og gret; „legg ham varligt bort på sængen,“ bad hun og hjalp selv til. Men alt som mennene flyttede sig med ham, skrek det i noget under deres føtter. „Å det er bare bestemo’rs briller,“ tenkte gutten; men han sagde det ikke.