Arne/12
Eli var såre matt efter sykdommen, moderen sat over henne natt og dag og var aldrig nede. Faderen var da oppe sin sedvanlige tur på hosesokkerne og med huven lagt efter utenfor døren. Arne var ennu på gården, han og faderen sat sammen om kveldene og han begynte at holde av Bård; ti Bård var en vellært dyptenkt mann, men var likesom litt rædd for det, han visste. Når nu Arne hjalp ham tilrette og fortalte ham hvad han før ikke visste, blev også Bård glad i Arne, skønt på sin måte.
Eli kunne snart sitte oppe stundimellem, og efter hvert som det nu gikk fremad, fikk hun flere innfall; således var det en kveld, at Arne sat i stuen nedunder hvor Eli lå, og sang viser med høj røst; da kom moderen ned og bad fra Eli, om han ikke vilde komme ditopp og synge, så hun kunne få høre ordene. Arne havde nokk sittet og sunget for Eli der han sat; ti da moderen nu sagde dette, blev han rød og rejste sig, som vilde han negte, hvad han havde gjort, skønt ingen havde sagt det. Han tok sig snart og sagde undvikende, at det var så litet han kunne synge. Men moderen mente, det lot ikke så, når han sat alene.
Arne gav efter og gikk. Han havde ikke sett Eli, siden den dag han hjalp til at bere henne opp; han følte at hun nu måtte vere meget forandret, og det gjorde ham likesom litt rædd. Men da han sakte åpnede døren og trodte inn, var det stumende mørkt i verelset og han så ingen. Han stansede ved døren: „hvem er det?“ spurte Eli klart og sakte. „Det er Arne Kampen,“ svarte han varsomt for at ordene skulde falle blødt. „Det var snildt du kom.“ — „Hvorledes står det til med dig Eli?“ — „Takk, nu er det bedre.“
„Du får sette dig ned, Arne,“ sagde hun en stund efter, og Arne følte sig fremover til en stol, som stod ved sængefoten. „Det var så godt at høre dig synge, du må synge litt for mig heroppe.“ — „Bare jeg kunne noget som passede her.“ Der blev stilt en stund, da sagde hun: „syng en salme,“ og det gjorde han, det var noget av en konfirmasjonssalme. Da han sluttede hørte han at hun gret, og derfor torde han ikke synge mere; men om litt sagde hun: „syng en sådan en til,“ og han sang en til, næmlig den som almindeligst brukes på kirkegulvet. „Hvormange ting jeg har tenkt på, medens jeg har ligget her,“ sagde Eli. Han visste intet at svare og sat og hørte henne gråte stille derinne i mørket. Et ur kakkede borte på veggen, drog opp til slag og slog så; Eli drog langsomt pusten et par ganger, som vilde hun lette brystet, og så sagde hun: „en vet så litt; kenner hverken fa’r eller mo’r. — Jeg har ikke veret god mot dem, jeg, — og derfor er det så underligt nu at høre den konfirmasjonssalmen.“
Når man taler i mørket bliver man alltid mere sannferdig enn når man ser hverrandres ansigt; man siger også da mere.
„Det var godt at høre de ord,“ svarte Arne, han tenkte på hvad hun havde sagt dengang hun blev syk. Det forstod også hun og derfor sagde hun: „var nu ikke dette hendt mig, så Gud vet, hvorlenge jeg havde gått, før jeg havde funnet mo’r.“ — „Hun har talt med dig nu?“ — „Hverr dag; hun har ikke annet gjort.“ — „Da fikk du nokk meget at høre.“ — „Du kann så sige.“
„Hun talte nokk om min fa’r.“ — „Ja.“ — — „Tenker på ham ennu?“ — „Hun tenker på ham.“ — „Han var ikke god mot henne.“ — „Stakars mo’r!“ — „Han var dog verst mot sig selv.“
Den ene tenkte hvad han ikke vilde sige den annen. Eli var den som først bant ord imellem dem. „Du skal vere lik din fa’r.“ — „De siger så,“ svarte han undvikende; hun lagde ikke merke til tonen, og derfor kom hun igen om en stund: „kunne også han lage viser?“ — „Nej.“ —
„Syng en vise for mig — — en, som du selv har laget.“ Men Arne havde ikke for skikk at tilstå det var egne viser han sang. „Jeg har ingen,“ sagde han. „Du har nokk, og du synger dem nokk også, når jeg beder om det.“ — Hvad han aldrig havde gjort for andre, det gjorde han nu for henne. Han sang næmlig følgende vise:
Treet stod ferdigt med blad og med knopp.
„Skal jeg ta’ dem?“ sa’ frosten og pustede opp.
„Nej kære, lat dem stå,
til blomster sitter pa!"“ —
bad treet og skalv ifra rot og til topp.
Treet fikk blomster, sa fuglerne sang.
„Skal jeg ta’ dem?“ sa’ vinden og vifted og svang.
„Nej, kære, lat dem stå,
til beret sitter på!“ —
bad treet, i vinden det dirrende hang.
Og treet fikk ber under soløjets glød.
„Skal jeg ta' dem?“ sa’ genten så ung og så rød.
„Ja, kære, du kann ta’,
såmange du vil ha’!“ —
sa’ treet, og grenen det bugnende bød.
Den vise tok næsten vejret fra henne. Han sat også bakefter som havde han sunget mere enn han vilde sige.
Mørket ligger tungt over dem, som sitter sammen deri og ikke vil tale; de er aldrig nærmere hinannen enn da. Han hørte, blott hun vendte sig, blott hun drog hånden over åklædet, blott hun engang pustede litt sterkere enn ellers. —
„Arne, — kunne du ikke lære mig at lage viser?“ — „Har du aldrig prøvet?“ — „Jo, nu de sidste dager; men jeg får ingen til.“ — „Hvad har du da villet have i dem?“ — „Noget om mo’r, som holdt så av din fa’r.“ — „Det er et tungt emne.“ — „Jeg har også gråtet over det.“ — „Du skal ikke søke emner ; de kommer.“ — „Hvorledes kom mer de?“ — „Som annet kært: når du minst vænter.“ — De taug begge. „Det undrer mig, at du, Arne, lenges bort, som berer så meget vakkert hos dig.“ — „Vet du, at jeg lenges?“ — Hun svarte ikke herpå, hun lå stille som i tanker. „Arne, du må ikke rejse bort!“ sagde hun, og det kom varmt til ham. — „Sommetider har jeg også mindre lyst.“ — „Din mo’r må holde meget av dig. Jeg maa få se din mo’r!“ — „Kom bort på Kampen engang du bliver frisk.“ Og nu tænkte han henne med eengang sitte i den lyse stue på Kampen og se på fjellene; brystet begynte at gå i ham, blodet for ham til hovedet. „Her er varmt herinne,“ sagde han og rejste sig.
Hun hørte det: „Kære, vil du gå?“ — og han satte sig.
— — „Du må komme oftere hit til oss; — mo’r holder så meget av dig.“ — „Jeg har også selv lyst; — — men jeg må dog have ærinde.“ — Eli taug litt, som tenkte hun sig om. „Jeg tror,“ sagde hun, „at mo’r har noget, hun vil bede dig om.“ — — — —
Varmen i verelset blev dem begge så overhendig; selv tørrede han sveten av sin panne og han hørte henne rejse sig i sængen. Ingen lyd var i kammeret eller nedenunder, uten klokken, som kakkede på veggen; mørket var tett uten måne; når han så gennem det grønne vindu var det som han så ut i en skog; bent foran sig så han ingenting, men straks tanken gikk dit igen bankede brystet, som hørte han selv dets slag. Det begynte at tindre og funke for øjet, det suste for øret, tettere bankede det i brystet; han måtte rejse sig eller sige noget; da brøt hun ut:
„Gud give det var sommer!“
„At det var sommer?“ og det drog opp for hans tanke med fuktigt løv og bjelleklang, hauking fra fjellene, sang fra dalerne, Sortevatnet lå der og sken i solen, gårderne vuggede deri. Eli kom ut og satte sig likesom hin kveld. „Var det sommer,“ sagde hun, „og jeg sat på bakken, tror jeg visst, at jeg nu kunne synge en vise!“ —
Han lo, så glad blev han, og spurte: „hvad skulde den da gå om?“ — „Om noget, som var lett, om — ja, jeg vet ikke selv — —,“
„Sig det, Eli!“ han rejste sig i gleden, men hugsede sig om og sat.
„Jeg vil ikke sige dig det for alt i verden!“ — hun lo. „Jeg sang for dig, da du bad.“ — „Det er sant; men nej, nejl!“ — „Eli, tror du jeg gør narr av det lille verset, du har diktet?“ — „Nej, det tror jeg ikke, Arne; men det er ikke noget, jeg selv har gjort.“ — „Er det da av en annen?“ — „Ja, det kom således farende.“ — „Så kann du jo sige mig det.“ — „Nej, nej, det er ikke noget sådant heller. Arne, bed mig ikke mere!“ hun gemte visst hovedet i sængen; ti det sidste kom næsten bort. „Eli, nu er du ikke snild mot mig, sådan som jeg har veret mot dig!“ han rejste sig. „Arne, det er forskel . . . du forstår mig ikke . . . men det var . . . jeg vet ikke . . . en annen gang . . . ikke bliv sint på mig, Arne! gå ikke fra mig!“ hun begynte at gråte.
„Eli, hvad fattes dig?“ der falt som sollys over ham. „Er du syk?“ han trodde det ikke selv. Hun gret ennu; han syntes han måtte gå frem eller tilbake: „Eli!!“ han lyttede; „Eli!!“ — „Ja,“ hun holdt gråten inne. Men han visste ikke hvad han mere skulde sige og taug. „Hvad vil du?“ hviskede hun og vendte sig halvt. „Det er noget —“ målet skalv, derfor holdt han inne. „Hvad er det?“ — „Du skal ikke sige nej . . nu jeg beder, . .“ — „Er det om visen?“ — „Nej . . . Eli jeg vilde gerne . . .“ — han hørte henne drage ånden fort og tungt . . . „Jeg vilde gerne . . få holde en av de henderne dine!“ Hun svarte ikke, han lyttede, skarpt, kort, — følte sig frem over åklædet, og fikk en varm, liten hånd, som lå bar!
Da gikk det i trapperne, det kom nærmere, ennu nærmere, det tok i døren og de slapp hinannen! Det var moderen, som kom med lys: „I sitter nokk forlenge i mørket“ sagde hun og satte staken på bordet. Men hverken Eli eller han tålte lyset; hun vendte sig mot puten, han holdt for øjnene. „Å ja; det gør litt ondt i førstningen,“ sagde moderen, „men det plejer at gå over.“
Arne lette nede på gulvet efter noget, som han ikke havde mist, og så gikk han.
Dagen efter hørte han, at Eli vilde komme ned litt efter middag. Han samlede sitt verktøj, og sagde farvel. Da hun kom ned, var han gått.