Anton Martin Schweigaards Barndom og Ungdom/Breve fra Udenlandsreisen (1833–35)

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
III.
Breve fra Udenlandsreisen.
(1833–35).

Strømstad, 1 Novbr. 1833.

Hr. Studios. theol. Joh. Welhaven!

Dimidium facti qvi bene coepit habet, kan jeg nu med fuld Ret sige, da jeg i de sidste Dage halvt om halvt frygtede for, at der intet skulde blive af min Reise i Høst. Da Choleraens Overhaandtagen[1] næsten syntes at spærre enhver Adgang tillands, forandrede jeg min Reiserute først til at tage søværts til Frankrige; men ogsaa denne Beslutning maatte jeg opgive paa Grund af de vedholdende storme fra Syden. Nu ser De, at jeg lykkeligen er kommen til Strømstad, og det mod min egen Forventning uden at hindres ved Karantæne. Imorgen Kl. 5 tiltræder jeg min lange svenske Reise. Da det allerede er saa langt paa Aaret, agter jeg at gaa lige til Ystad. Kjøbenhavn faar jeg da at tage med paa Tilbageturen. Disse faa Linier, som jeg med en Staalpen skriver i et spidsborgerligt Værtshus Kl. 12 om Aftenen efter tvende med megen Møisommelighed paa Søen tilbragte Dage, maa gjælde som en Afskedshilsen til Dem og mine Venner i Kristiania. Mer siden. Lev vel.

Deres

A. Schweigaard.

(Til J. Welhaven).

Berlin, 5 December 1833.

De har maaske allerede en Tid ventet Underretning om mine Fata i den Forudsætning, at jeg forlængst maatte have naaet min Reises første Hovedbestemmelsessted. Imidlertid er min Rutes første Afsnit blevet adsplittet i saa mange mindre Afdelinger, at jeg først for en Uge siden er ankommen her til Berlin, og efter min Ankomst har jeg udsat disse Meddelelsers Affærdigelse for under et ogsaa at kunne give nogle Bemærkninger om mit Ophold og mine Forretninger i denne celebre Stad. Fra Strømstad underrettede jeg Dem om min Ankomst paa svensk Grund, og de efter Omstændighederne heldige Auspicier, hvorunder min Reise begyndte har hidindtil ikke spaaet feil. Veien langs den svenske Kyst til Engelholm, et Par Mile fra Helsingborg, tilbagelagde jeg i 4 Dagsreiser, fra Strømstad til Uddevalla, derfra til Gøtheborg, fra Gøtheborg til Warberg og endelig til Engelholm. Fra Uddevalla var det min Agt at tage en Omvei til Gøtheborg for at bese sluserne ved Trolhætta; men da jeg om Morgenen skulde drage ud, regnede det saa gyselig, at jeg var glad ved at naa Gøtheborg ad den lige Vei. Her tilbragte jeg Natten og den følgende Formiddag og besaa Byen og især det elegante nye Badehus under Ledsagelse af Boghandler Gumpert, til hvem jeg uden videre adresserede mig, ledet af en Anelse om at finde et Analogon af lille Dahl. Forresten havde denne By under et tidligere forbigaaende Besøg paa min Kjøbenhavnsreise[2] gjort et Indtryk paa mig, hvis Gjenopvaagnen ikke lovede mig nogen Interesse af et længere Ophold. Iøvrigt er denne Rute ikke uden Interesse; især er det mærkværdigt at iagttage Naturens konsekvente overgang fra Fjeld til Sletteland i en saa stor Skala som strækningen fra det nordlige Bahus til det sydlige Skaane og den dertil med beundringsværdig Følgestrenghed korresponderende Forandring i Indvaanernes Holdning, Fysiognomi, Levemaade, Bygningsmetode og Haandteringer og især Dialekternes mangfoldige Afvexlinger. Den største Uleilighed for Reisende er den i Sverig herskende Urenlighed. To Nætter var det mig umuligt at gaa til Sengs, omendskjønt jeg altid overnattede i Byer. Fra Engelholm gik jeg lidt ud af den lige Vei for i det mindste en Dag at opholde mig i Lund, da jeg efter min Beregning ellers maatte komme en Dag for tidlig til Ystad. Men da jeg kom til Lund, blev jeg saa vel modtagen, at jeg besluttede at tilbringe endnu otte Dage der. Jeg introducerede mig selv hos Boghandler Gleerup, og denne introducerede mig igjen hos den eneste lundske Prof. juris, Holmbergson[3], med hvem jeg strax blev saa vel kjendt, at han bad mig til sig om Aftenen og anmodede mig om at udsætte min Afreise. Holmbergson er en jevn, gammeldags Mand, der har stor Anseelse blandt sine Kolleger for sin Redelighed, Frimodighed, Lærdom og Iver for at fremme det juridiske Studium, der i Sverig er i en meget maadelig Forfatning. Han viste mig en særdeles og næsten uforklarlig Velvillie og meddelte mig med Beredvillighed alle de Oplysninger, jeg ønskede, uden at skjule de mange Brøstfældigheder, som den svenske respublica literaria lider af. Forøvrigt lærte jeg under mit Ophold i Lund mere eller mindre flygtig tilfældigvis ved Besøg og selskabelige sammenkomster en Mængde Professorer, Adjunkter, Docenter og Magistre [at kjende], hvoraf De ved, Sverige har en saadan Overflødighed. Især følte jeg mig meget hendragen til Adjunctus theologiæ Reuterdahl[4], en Mand med dyb videnskabelig Anelse og Indignation over nedarvede Pedanterier. Han tog sig meget af mig og introducerede mig paa flere Steder[5]. Han er bekjendt af Udgivelsen af et theologisk Kvartalsskrift, som han redigerer i Forening med sin Kollega Thomander[6], som er en meget energisk og klarttænkende Mand, ligeledes ved et Skrift om Theologiens Tilstand i Sverige, der er recenseret i det danske Maanedsskrift for Literatur. En anden livlig og interessant Mand, som jeg lærte at kjende, er Prof. i Naturhistorie, Nilsson[7], der har gjort tvende Reiser i Norge og var meget enthusiastisk for alt norsk. Jeg var i et lille Middagsselskab hos ham, som jeg vist tror han gjorde for at ytre sin Velvillie mod Norge. Hos Prof. theol. Bergqvist[8] var jeg Aftenen før min Afreise i et talrigt Aftenselskab, hvor ogsaa Norges Skaal blev udbragt. Blandt de yngre havde jeg især megen Omgang med docens æsthetices Lindeblad[9], en Coævus og Bekjendt af vor fælles Ven Ekdahl[10]. Han har udgivet en lille Samling af Digte, hvoriblandt «Främlingen» er belønnet af det svenske Akademi. Hele Samlingen er kun en ubetydelig Efterklang af Tegnér. Det er den samme, som har paa Tryk udgivet sine Forelæsninger over den svenske Poesi, som han kaldte den svenska sången, der med Ret er blevne haardt medtagne i Heimdal. Lund er en lavtliggende og nedtrykt By, hvor den gammeldags Simplicitet og Nøisomhed endnu er herskende. Universitetsinstitutionerne (?), den theologiske Professions uforholdsmæssig stærke Besætning. Bibliotheket, Akademibygningerne, Kathedralskolen – gjør tilsammen et Totalindtryk, hvori den svundne Tid synes at staa lys levende for Beskuelsen. Under mit Ophold der fik jeg mangfoldige Oplysninger om svenske Institutioner, tildels ogsaa om den svenske Literatur, og skulde gjerne have opholdt mig der længere, hvis ikke Vinterens Nærmelse saa eftertrykkeligen havde mindet mig om Nødvendigheden af at komme paa fast Land. Men tænk Dem min Fortvivlelse, da jeg ved min Anmeldelse paa Pakkepost-Kontoret i Ystad fik det Svar, at Postfartøiet allerede var expederet og afseilet. Lykkeligvis var det saa vindstille, at det endnu ikke var kommet til Søs. Jeg blev i en Baad endnu sat ombord og havde nu bagefter den Ærgrelse, at vi maatte vende tilbage til Bryggen og endnu vente i 4 Dage efter Vind. Disse Dage var de kjedeligste eller rettere sagt de eneste kjedelige paa min hele Reise. I Ystad var naturligvis intet beslægtet Væsen at opdrive, og jeg maatte efter Omstændighederne takke Gud for, at det nyligen indrettede Postfartøi havde en saa bekvem og elegant Kajytte, at jeg kunde opholde mig ombord, hvor en ung og ganske antagelig Skibskaptein, der er tydsk og derfor selv fremmed, saa meget heller sluttede sig til mig, og en god Kamin gjorde Opholdet udholdeligere, end det vilde have været i Land. Dog var jeg i Ystad paa et Bal eller Assemblé. Tænk Dem paa Bal i Ystad. Og dog gik alting meget ordentlig til. I Christiania er det vanskeligt paa Bal paré hos Premierministeren at arrangere en Kvadrille; her hørte den til de gjængse Danse. Da endelig Vinden føiede sig og vi skulde afseile, kom den franske Minister St. Simon, der paa Grund af en Misforstaaelse med det svenske Hof efter Anmodning er bleven rappelleret. Jeg var saaledes ikke længere ene Passager. Denne St. Simon er en temmelig ridicul Person. Paa overfarten til Greifswalde, der medtog 4 Dage, havde han næsten uafladeligen travelt med at gjøre sit Toilette og koge Kaffe, hvortil han havde alle Apparater med sig. Samme Dag, som jeg kom til Greifswalde, gik Posten til Berlin, saa at jeg ufortøvet kunde have fortsat min Reise; men da ogsaa her, som De ved, er et Universitet, saa ansaa jeg det for Umagen værdt at hospitere Byen i nogle Dage, saa meget mere som det øvrige Stykke af Veien nu uden Vanskelighed kunde tilbagelægges, naar det skulde være. Jeg havde Anbefalingsbrev fra Holmbergson i Lund til Professor Schildener[11] i Greifswalde. Denne modtog mig med Hjertelighed og gav mig Adresse til hans Medkolleger Barkow[12], Niemeyer, Putter[13] og Tigerström. Jeg besøgte den gamle Schildener ofte; jeg kan aldrig tænke paa ham, uden at tillige Rektor Ørn rinder mig i Hu, fordi han paa en saa besynderlig, jeg kan næsten sige faderlig, Maade gav mig saa mange Raad og Veiledninger. Han er bekjendt af flere Skrifter, især over den gamle skandinaviske Ret[14]. Hos Niemeyer, en Søn af den bekjendte Theolog, var jeg i et lidet Aftenselskab og med Pütter paa et Assemblé eller, som man i Tydskland kalder det, en Resource. Greifswalde har en meget anselig Universitetsbygning og en smuk Bogsal; men Professurerne er tildels tyndt og svagt besatte. Endelig reiste jeg efter fem Dages Ophold derfra og kom den 27de November til Berlin. Fra Greifswalde havde jeg Adresse til Professorerne juris Klenze[15] og Homeyer[16], som har været mig behjælpelige med Veiledning i adskillige Punkter. Dog hvad skal jeg skrive Dem om Berlin? Her er paa en Gang saa meget og saa lidet. Alt er paa en Gang expectatione superior(a) og inferior(a). Hvilken Masse af stort og gediegent, men hvilket endnu større Chaos af Trug und Schein. Jeg har allerede seet meget, hørt meget, men lidet med Beundring, meget med Ligegyldighed og maaske mest med Indignation. Dog, jeg er maaske noget for stærk i mine Udtryk, fordi jeg endnu er for meget paavirket af et nyligen modtaget Indtryk. Jeg har besøgt en hel Del Forelæsninger, iblandt andre ogsaa en Gans[17], som er jurist og et Stykke af en Hegelsk Filosof. Han var mig forhen ikke ganske ubekjendt og forekom mig allerede af de faa Udtalelser, jeg kjendte af ham, at være en yderst mistænkelig Person, og denne Mistanke har allerede fuldeligen stadfæstet sig. At saa plump en Charlatan skal staa paa et Katheder og spille en af de første Roller ved Europas første Universitet, er dog at fortvivle over. Jeg har hørt ham tvende Gange, hvor han udspyede en saadan Masse af Usands med en saa grændsesløs Frækhed og Selvbehag, at min moralske Følelse oprørtes i sit Inderste. Man fordrer dog af en Markskriger, at han ved en vis Behændighed i sine Kunstgreb skal skjule Bedrageriet; men her ligger Charlataneriet saa aabenbart, at man kan føle paa det ved hver en Glose, som gaar ud af hans Mund, og det vil dog sige meget at være en Tydsker og have dette Sprog, der er saa vel skikket til Mystifikationer, at man kan gjøre sig rent usynlig ved barokke og sesquipedale Sammensætninger – og dog spille sin Rolle saa slet. Manden har et proppet Auditorium, der villigen applauderer ham. En anden Hegelianer, Henning, Redaktør af Jahrs. f. wiss. Cr., har jeg ogsaa hørt, dog ikke over nogen streng filosofisk Materie. Han havde dog en ganske fornuftig Tankegang og saa ud til at være et ganske sundt organiseret Hoved, men havde dette ulyksalige Hang til at sige de ringeste Bagateller i abstruse Vendinger og skjæve Terminologier. Forresten en homo sordidus. Dog jeg er paa gale Spor, idet jeg af selvforglemmelse forbigaar det, som kunde have mere Interesse for Dem end de obscure Personer. Hos Steffens har jeg naturligvis først og fremst aflagt Besøg At dog store eller rettere sagt mærkværdige Personer taber saa meget ved personligt Bekjendtskab! Dog hos mig har Steffens egentlig intet tabt; thi jeg har forhen ikke havt andre Tanker om ham end for Øieblikket. Naar De tænker Dem Øhlenschlægers Hang til at docere, hans visse Besked om alt, hans barnlige Selbstgefalligkeit, men ogsaa hans Humanitet og Velvillie, saa har De et omtrentligt Billede af Steffens. Men jeg er vis paa, at Steffens selv ikke vilde være fornøiet med den Rang at være den største Filosof blandt Digterne eller den største Digter blandt Filosoferne, og dog havde man vel da heller givet ham for meget end for lidet. Ogsaa hans Forelæsninger har jeg hørt, først noget, som skulde være Indledning til Naturfilosofien, hvor han saa ex tempore fremsatte, hvad Aanden gav ham at tale – men Aanden var den Gang ikke ret villig – en anden Gang over den saakaldte Anthropologi for et talrigt Auditorium, ikke uden Interesse. Naar jeg tænker mig Heines sidste Skrift om den tydske Digtekunst, saa kan jeg saa fuldkommen sætte mig ind i hans Tankegang og er saa forvisset om, at han har skrevet ud af sit Hjertes inderste Overbevisning, at jeg høiligen respekterer hans moralske Charakter, og var Heine her, skulde jeg blive hans Bekjendt og Ven, hvad det saa skulde koste[18]. Ellers venter jeg mig et rigt Udbytte af Erfaring, Menneskekundskab og Indsigt af mit Ophold her i Berlin. Jeg har nu det bedste Otium, som nogensinde er faldet i min Lod, og her er rig Anledning til at benytte det. Af en Billedhugger Berges, til hvem jeg havde Adresse fra Heftye i Christiania, kan jeg faa alle ønskelige Oplysninger om Kunstsamlinger og det techniske ved Billedhuggerkunsten. Jeg har et Par Gange besøgt ham i hans eller rettere i det kongelige Atelier, hvor han arbeider, hvor han har vist mig den hele rige Samling af Modeller, Gibsafstøbninger og ufuldendte Arbeider lige fra den rene Marmorblok til det fuldendte Værk i alle mellemliggende Gradationer i Metamorfosen. Det kongelige Kunstmusæum staar hver Dag aabent. Antiksamlingen er mere extensiv end intensiv mærkværdig. Hos mig opstaar ved Betragtningen ofte en lignende Følelse, som naar jeg hører de saakaldte gamle klassiske Skribenters Forgudelse. Maadeligheden er hos de fleste iøinefaldende, og jeg er vis paa, at i den hele Antiksamling ikke findes et eneste saa fuldendt Værk som de bedste, der gaar ud af Billedhuggerakademiet. Lev vel og hils alle mine Venner.

Deres

A. Schweigaard.

(Til Pastor Koeppen).

Berlin, 8 Januar 1834.

Vor mehreren Jahren deutete ich es als eine Möglichkeit an die äusseren Bedingungen zu einer Reise ins Ausland zu verwirklichen. Was damals Möglichkeit war, ist jetzt Wirklichkeit, die Hoffnung zu That geworden. Von unserer Regierung mit einem Stipendium von 850 Thlr. preussisch jährlich unterstützt trat ich vor zwei Monaten meine Reise an und bin nach einem Aufenthalt in Schweden und Greifswalde von einigen Tagen hier angekommen. Durch gegenseitige Unterbrechung unserer brieflichen Mittheilungen sind Sie mit meinen Verhältnissen und meiner Lage fremd geworden, während es Ihnen vielleicht nicht ohne einiges Interesse ist die wesentlichen Data zu einem skizzirten Bilde von der äusseren Geschichte meines Lebens zusammen zu fassen. Sie wissen, dass ich 1828 die Universität zu Christiania bezog, wo ich vor zwei Jahren die juristischen Studien vollendet habe. Seitdem habe ich mich unter sehr angenehmen und interessanten Verhältnissen in Christiania aufgehalten, als Privatdocent der Jurisprudenz und ausserdem mit der Theilnahme an der Redaction einer wissenschaftlichen Zeitschrift beschäftigt. Seit einem Jahre bin ich mit einem zarten Mägdlein, Caroline Homann, verlobt, und diese Verbindung würde vielleicht meinen ganzen Reiseplan vernichtet haben, wenn ich nicht schon vorher die Sache initiirt hätte und nicht gern re jam non integra zurücktreten wollte. Jetzt bin ich, wie Sie sehen, in Berlin. Wäre diese Reise in eine frühere Periode meines Lebens gefallen, würde ich mich in meinen Erwartungen sehr getäuscht gefühlt haben; jetzt aber habe ich meine Erwartungen bedeutend herabzusetzen gelernt, so dass ich alles so vorfinde, wie ich es mir vorstellte. Wer Deutschland aus seiner Literatur kennt, kennt es von seiner schlechtesten, aber auch von seiner besten Seite. Wer die Riesenwerke des menschlichen Geistes in Seinen aüsseren Gestaltungen bewundern will, ziehe nach England; wer die imponirende Kraft einer bedeutenden Persönlichkeit, die durch That und Gegenwart wirkt, gehe nach Frankreich; der Ausländer in Deutschland aber muss wissen, dass er die Lichtseite schon vor der unmittelbaren Anschauung kennt, oder, wenn er diese nicht vorher kennt; wird er ungerecht werden und selbst das Gute schief und einseitig auffassen und beurtheilen. Indessen werde ich diesen Winter in Berlin nicht ohne vielfaches Interesse zubringen. Ich bin mit mehreren der hiesigen Professoren bekannt. Einige, die neulich Christiania besucht haben[19], waren mir vorher schon nicht fremd, und an andere bin ich empfohlen. Der hiesige Professor Steffens will in seinen Schriften immer für einen Norweger gelten, ist es wohl auch im buchstäblichen Sinne, insofern er in der That in Norwegen geboren ist; aber der blosse Geburtsort begrundet noch nicht an und für sich die Nationalität. Sonst habe ich einen wahren Landsmann hier, den Legationssecretair[20] bei unserer Gesandtschaft am preussischen Hofe; und ausserdem sind hier auch zwei junge dänische Gelehrte, die einen gemeinschaftlichen Zweck mit mir haben, und im Auslande ist der Unterschied zwischen Dänen und Norwegern gehoben durch den Gegensatz, den die gemeinschaftliche Sprache zu den fremden Tonen bildet. Ich will Ihnen einen Umriss meines Reiseplans geben. Im Frühlinge gehe ich über Leipzig, Dresden, Prag, Wien, München nach Paris. Diese Reise wird wahrscheinlich ein Vierteljahr mitnehmen, da ich an den angegebenen Oertern etwas verweilen werde. In Paris werde ich mich ein halbes Jahr aufhalten und von da über Hamburg und Kopenhagen wieder nach Christiania züruckkehren. Auf diesem Rückwege hoffe ich Ihnen das letzte Lebewohl sagen zu können; denn schwerlich werde ich jemals die Gelegenheit bekommen den Boden so mancher meiner jugendlichen Thaten (?) und idyllischen Erinnerungen wieder zu betreten. Meine Reise wird in anderthalb Jahren vollendet sein werden. Den classischen Boden, wo die Zitronen blühen, wird mithin mein Fuss nicht beruhren, dagegen hoffe ich von Wien aus einen Theil der nördlichen Schweiz besuchen zu können. In den letzten sieben Jahren habe ich nie Deutsch gechrieben, obgleich ich es nicht selten gesprochen und täglich gelesen habe: es würde mich daher nicht wundern, wenn Sie in meinem Ausdrucke eine gewisse Ungewandtheit und eine nichtdeutsche Farbe finden, die mir selbst nicht fühlbar ist; denn so wie ich schreibe geht es mir eben so leicht als in meiner Muttersprache; aber (?) diese Geläufigkeit verbürgt mir die Aechtheit des Ausdruckes nicht. Ich komme auf dise Bemerkung durch die Erinnerung an einen Besuch, den ich dem Professor Heinsius[21] abgestattet habe, dessen grammatische Arbeiten Sie, wie Sie sich erinnern werden, bei meinem Unterrichte in der deutschen Spache gebrauchten. Die Ursache, warum dieser Brief unter der Obhut einer fremden Adresse[22] an Sie gelangt, errathen Sie leicht; sie liegt in meiner Ungewissheit, oh Sie nicht von Westerholt versetzt sind. Wenn diese räumliche Annäherung zur Wiedemnknüpfung unserer unterbrochenen Mittheilungen Gelegenheit geben wird, so werden Sie es gewiss nicht unterlassen mich von den Veränderungen Ihrer äusseren Verhältnisse zu benachrichtigen, da Sie leicht muthmassen können, wie sehr es mich interessiren muss besonders von Ihnen, aber auch von den vielen anderen Personen etwas au erfahren, die mir einst mit Gemüthlichkeit und Güte entgegen kamen und des gerade auf der Stufe meines Lebens, wo das herzliche den herzlichsten Eindruck macht. Leben Sie wohl und grüssen Sie besonders und nahmentlich Ihre Gattin und die Schurmannsche Familie.

Ergebenst

A. S.

Berlin, 7 Februar 1833.

Til Den kgl. norske Regjerings Departement for Kirke- og Undervisningsvæsenet.

Da jeg, i Mangel af bestemt Forskrift angaaende Regnskabs Aflæggelse for Anvendelsen af det mig bevilgede Reisestipendium, maa anse det kongelige norske Regjeringsdepartement for Kirke- og Undervisningsvæsenet for min nærmeste Foresatte, har jeg ikke taget i Betænkning at adressere denne min foreløbige Indberetning umiddelbart til denne høie Autoritet.

Min Reises første Hovedbestemmelsessted, Berlin, naaede jeg i Slutningen af November forrige Aar. Underveis opholdt jeg mig en Uge i Lund og ligesaa længe i Greifswalde, et Ophold, der skaffede mig Bekjendtskab med de fleste af disse Universiteters Lærere og derved en Del Adresser til Professorer her i Berlin, der især ved mit første Arrangement var mig til megen Nytte, indtil jeg lidt efter lidt kom i flere Forbindelser, der har lettet mig Adgangen til de Oplysninger, jeg ønskede.

De Maaneder, jeg har tilbragt i Berlin, har jeg især anvendt til at blive bekjendt med Men preussiske Ret, ikke alene den egentlige Privatret, men ogsaa fornemmeligen den hele organiske Lovgivning, som: Justits-, Finants-, Kommunal-, Skatte-, Skole-, Kirke-, Forstvæsen, Militærforfatning o. s. v., til Studium af den romerske Ret efter Monografier og til at skaffe mig en Oversigt over den juridiske, filosofiske og statsøkonomiske nyere Literatur. Universitetet har jeg jevnligen besøgt og bivaanet Forelæsninger i alle de Fag, der ikke ligger ganske udenfor min Sfære; men til noget vist Kollegium har jeg ikke bundet mig for at gjennemgaa et helt Kursus, fordi Forelæsningerne, i det mindste i Lovkyndighed, er indrettede efter en saa kompendiarisk Plan, at jeg i den romerske Ret ikke fik at vide andet, end hvad der forhen var mig fuldstændigen bekjendt, og i den preussiske Kildestudium med de rige Hjælpemidler, som her staar til min Tjeneste, er mig langt frugtbarere end den blot oversigtlige Fremstilling, der gives fra Kathedret. Derimod har jeg især havt til Hensigt at danne mig et klart Billede af Studiets Methode, Plan, Omfang, Foredrag og Standpunkt ved dette Tydsklands fornemste Universitet, der fra disse Synspunkter ikke ubetydeligen afviger fra den hos os herskende Methode. Ved vor chargé d’affaires, Kammerherre Løvenskiolds, Medvirkning har jeg at det preussiske Ministerium faaet Anvisning og Anbefaling til at undersøge Straffe- og Undervisningsanstalterne i Berlin og Spandau, hvorved det har været mig ligesaa interessant som lærerigt at blive bekjendt med Organisationen af de herværende Realgymnasier og de, under det beskedne Navn af Gewerbeschulen indrettede, polytekniske Skoler, der faktisk beviser Udførligheden af en Plan, hvis Uiværksættelighed man saa ofte har paaberaabt sig som Grund for Bibeholdelsen af det almindelig Undervisningssystem. Overalt maa jeg rose den Beredvillighed og Velvillie, hvormed selv fremmede og ubekjendte Personer har meddelt mig Oplysninger og Anvisning; navnligen har Professorerne Homeyer, Beneke og Klenze været mig til megen Tjeneste.

Med den bevilgede Sum forudser jeg, at jeg kan komme ud. Da Grunden, hvorfor jeg i min oprindelige Ansøgning bestemte Opholdet i Berlin saa uforholdsmæssig længe, ene var Frygt for, at den ansøgte Sum ikke vilde være tilstrækkelig medmindre jeg økonomiserede ved at forlænge Opholdet paa hvert Sted, saa forventer jeg, at der fra mine høie Foresattes Side saa meget mindre er noget imod, at jeg tidligere forlader Berlin, hvis Fondet slaar til, som utvivlsomt min hele Reise bliver gavnligere og frugtbarere ved at udstrække sig til flere Lande; Wien og München vilde da fornemmeligen være de Steder, som jeg skulde ønske at besøge noget længere, førend jeg gaar til Paris.

Ærbødigst

A. Schweigaard.

(Til Boghandler Johan Dahl).

Leipzig, 4 Mai 1834.

Bedste Dahll – – – – Jeg har saa meget at takke Dem for, at jeg ikke ved, hvor jeg skal begynde. Paa min Reise har jeg oftere gjort Brug af Deres Konnexioner og altid fundet den blotte Anførelse af Deres Navn at være en Anbefaling. Men for ikke at fortabe mig i Erkjendtlighedsbevidnelser for ældre Venskabsbevisninger, gaar jeg strax over til Deres sidste Brev. Aubert[23] bragte mig det den 11te April tilligemed Pakken, der indeholdt de mange rare Sager. De har vidst at træffe min Smag og mit Savn ved at meddele mig saa mange Notitser af Christianias Chronik, der interesserer mig mere end Ministerskiftet i Frankrig og Opstanden i Lyon. Fougstads Bog[24] synes jeg meget godt om; min Dom er imidlertid ganske vægtløs, om ikke af andre Grunde, saa fordi han har gjort mig til et villigt Vidne. At Rimbrevet til A. Munch[25], dette lille Mesterstykke af Lune og Gratie, var afskrevet af Munchs egen Haand, kunde jeg, skjønt jeg saa de velbekjendte Skrifttegn med egne Øine, ikke overtale mig til at tro, førend jeg i hans eget Brev var bleven overbevist derom, fordi det syntes mig at gaa udenfor Grændserne selv af hans Godmodighed ved egen Medvirkning at bidrage til dets Divulgation. – – – – Derfra (ɔ: Potsdam) gik jeg til Halle, hvor jeg indhentede Deres Landsmand, Dr. Bendz[26], med hvem jeg skal gjøre Reisen sammen til München. Den 2den Mai kom jeg hid og forlader Leipzig iovermorgen. Dette lille Brudstykke af min forestaaende større Reise har været høist interessant. Lutter Afvexling og Bevægelse. Fra Berlin var jeg godt forsynet med Adresser, og disse forøger sig mere og mere, saa jeg nu har min Portefeuille ganske fuld af Visitkort med Introduktioner og Adresser til Personer paa de forskjellige Steder, som jeg agter at besøge. I Leipzig har jeg været omkring hos Notabiliteterne og Professorer; de øvrige venter jeg at træffe imorgen Aften hos Brockhaus[27], hvor jeg er indbuden til en stor Soiré, som han nu ved Messens Slutning afholder for de her forsamlede Lærde og Boghandlere. Til Brockhaus havde jeg Anbefaling fra Professor Gruber[28] i Halle, og Brockhaus har vist sig meget artig mod mig. Forøvrigt er Hr. Brockhaus, som De ved, en tykhovedet og slet ikke indtagende Personlighed. Aubert har gjort Reisen med og følger os, jeg tror, til Töplitz, hvorfra han gaar til Paris. Ogsaa en anden Landsmand traf jeg i de sidste Dage i Berlin, nemlig Musikeren Skramstad[29], som nok agter at nedsætte sig der. Han har i de senere Aar været Musiklærer i Lausanne. – – – – – – – – – – – – – – – – En anden Landsmand af Dem, Kand. jur. Lehmann fra Kjøbenhavn, som ogsaa en Tid var min Kontubernal, forlod os nylig, og Aubert indtog den ved hans Bortgang ledig blevne Plads i vor forhen fælles Bolig. – – – – – – Jeg har tilbragt mange behagelige Timer i Selskab med disse Deres elskværdige Landsmænd. I Berlin, kan jeg formode, De aldrig har været. At Deres Affærer aldrig har ført Dem derhen, kan jeg nok vide; thi Berlins Boghandlere er just ikke bekjendte for deres Unternehmungsgeist, og naar man sammenligner dem med Leipzigerne, saa er det kun for at lade dem føle deres Afhængighed og Uvirksomhed i Entrepriser. Imidlertid føler jeg liden Lyst til at give Dem et Miniaturbillede af denne Kongestad.

I Leipzig er De vist langt mere hjemme end jeg. De har uden Tvivl selv drukket Vin i Auerbachs Kjælder, hvor Faust red ud gjennem Vinduet paa et Vinfad, har selv seet den ægte Afbildning paa Væggen, spist i den brillante Sal i Hotel de Pologne, selv kjæmpet Dem gjennem den brogede Vrimmel af polske Jøder, armeniske Kjøbmænd med lang Kaftan og rød Turban, Vinfade, Lastvogne, Markedsboder, Ekvipager og andre Obstakler, som spærrer de i sig selv trange Leipzigergader i Markedstiden. Leipzig er ellers en høist venlig og agtværdig By; mig har den interesseret meget. – – – Jeg ønsker, at vi maa træffes i Paris, at Deres Boghandling maa gaa godt, at Deres Forlag maa voxe, at De maa kunne læse dette Brev, og at De ikke vil regne det saa nøie med Bogstavering og Skilletegn, hvoraf jeg ikke tror her findes et eneste i disse Linier, efter gammel Vane. – –

(Til J. Welhaven).

Leipzig, 4 Mai 1834.

Jeg forudser, at disse Linier ikke alene i Befordringsmaade, men ogsaa i Indhold kun bliver et Appendix til mit Brev til Dahl. I Grunden har jeg under mit lange Ophold i Berlin oplevet saa meget, at jeg kunde have Stof nok til mere end en selvstændig Epistel; men det fjernere forgangne træder altid saa langt i Baggrunden for det senest oplevede, at det i det mindste for Referenten har mindre Interesse. Det første Afsnit af min forestaaende Reise, hvor jeg i 7 Dage kun har tilbagelagt 30 tydske Mil, har været en sand Lysttur. Lige indtil Reiseselskab har jeg fundet alt interessant. Preussiske Arkitekter, Warschauer Boghandlere og schlesiske Grever har afløst hinanden, og hele Turen har været en væddekamp i at overbyde hinanden i at ironisere og sige Sarkasmer. I Potsdam saa jeg med egne Øine alle de Snurrepiberier af Friedrieh den andens Liv og Historie, hvorom der er saa mange Anekdoter i Omløb. Endnu ligger hans Bøger opslagne og i samme Stilling, som han ved sin Død forlod dem. Forrest paa Bordet ligger et Kvartbind af Kongens egne Digte med Voltaires egenhændige Rettelser. Versene og Rettelserne er lige ubetydelige. Paa det opslagne Sted stod følgende Linier:

De ça la pensée prend une autre tournure
Chiche de mots mais pleine de sens.

Dette «chiche de mots» havde Voltaire forandret til: «de mots pauvre»; chiche betyder nok ogsaa fattig. Det Værelse, som Voltaire beboede paa Sanssouci, staar ogsaa urørt. Dets Vægge er dekorerede med Allegorier, der har Hensyn paa Voltaires indre og ydre Personlighed: Aber for at betegne hans Styghed, Alliker som Symbol paa hans Geschwätzigkeit o. s. v. Paa den ene Side af Slottet staar den berygtede Mølle endnu og hindrer Udsigten, paa den anden Side ligger alle hans Favorithunde begravne. Det hele Slotspersonale er uudtømmeligt i at fortælle seynsollende Mærkværdigheder vom grossen Könige, der knytter sig til hvert Punkt, som man træder paa. I slottet er et Billedgalleri, som man ved Dannelsen og Samlingen af det nyligen oprettede Pinakotek i Berlin af Respekt for dets stifter ganske har skaanet, hvorfor det indeholder langt flere ægte og gode Sager end den mere end fire Gange saa talrige Samling i Berlin, der er et Pulterkammer af alle Slags Kuriositeter af Malerkunsten og mere er skikket til Studium og til at blive bekjendt med Kunstens Udviklingshistorie og Fluktuationer end rig paa Nydelser for Skjønhedssandsen. Fra den første Side har jeg ogsaa altid betragtet den og havt stor Nytte af at gjennemgaa den saa ofte med en Katalog i Haanden, at jeg nu næsten i Tanken kan gjenkalde, hvad der hænger paa hver Væg, og reproducere Billedet. – I Halle havde jeg en interessant Aften hos en ung Professorenke[30], der næsten havde reist hele Verden om. Hun var noget i Karoline Diriks’[31] Smag, og jeg tror, at vi skiltes ad som udmærket gode Venner, skjønt den hele Aften var en uafbrudt Disput, især om tydsk Literatur, hvori hun var meget hjemme. Ellers var jeg der hos Prof Laspeyres[32], Gruber (Ersch & Gruber) og Pläcker (?); til Gesenius havde jeg tvende Adresser; men han var syg. I Halle er der for Tiden ingen Notabiliteter. Underbarnet Witte[33], som De vel har hørt Tale om, er nylig forflyttet fra Breslau til Halle som Prof. juris; men han var endnu ikke kommen derhen. Siden han blev voxen, er der dog ikke blevet synderligt af ham, i det mindste ikke andet end det ganske almindelige. Her i Leipzig har jeg besøgt Wächter[34] (Jurist), Pølitz[35], Hermann, Krug[36] og Weisse, alle Professorer, til hvem jeg havde Adresser fra forskjellige Steder. Hermann[37] er, som De ved, den berømteste Filolog i Verden. Det er, som Svensken siger, en kvik Mand, liden og næsten ridicule af Holdning og Udvortes. Den Weisse[38], som jeg har anført, er Hegelianer. De kjender ham af hans Æstetik. Trods min uovervindelige Modbydelighed og Indignation over det hele Hegelthums Schülerhaftigkeit og Aandløshed maa jeg tilstaa, at Weisse gjorde et godt Indtryk paa mig. Han er den smukkeste tydske Professor, jeg har stødt paa, og skjønt han i sine Skrifter er ligesaa forkjert som de øvrige, saa er han dog mindre absprechend og siger ganske resigneret: Ich wenigstens glaube an die Wahrheit der Idee, des Begriffes. Jeg var anbefalet til ham af Hegelianernes skarpeste Modstander, Prof. Beneke[39] i Berlin, dem ich sehr befreundet bin. – Det glædede mig meget af Krug at høre, at Beneke sandsynligvis bliver kaldet her til Leipzig som Ordinarius i Filosofi i Krugs Sted, som nyligen har nedlagt sin Post. Ogsaa dette viser, hvad jeg ogsaa middelbart og umiddelbart har havt Anledning nok til at erfare, at denne Hegelske Retning i det hele staar paa meget svage Fødder. Weisse er kun Extraordinarius, og det har nok ikke engang været Spørgsmaal om at lade ham faa Hovedposten. I Benekes Skjæbne tager jeg megen Del. Han har havt megen Modstand at bekjæmpe, har i Berlin maattet taale megen Tilsidesættelse og seet andre sig foretrukne uden at skifte Mening eller at opofre Klarhedens og Analysens ligefremme Metode for den moderne Mystifikation. For mig har han megen Interesse, fordi jeg aldrig har truffet nogen, med hvem jeg saa fuldkommen stemmer overens i visse videnskabelige Grundbetragtninger, som vel ogsaa har været Aarsagen til hans høist venskabelige Benehmen mod mig under mit Ophold i Berlin. Jeg vil især anbefale Dem blandt hans mange Skrifter hans næstsidste («Kant und die philosophische Aufgabe unserer Zeit von Edvard Beneke», som, jeg er overbevist om, vil interessere Dem høiligen. Foruden disse Professorbekjendtskaber her i Leipzig har jeg havt stor Interesse af at træde nærmere til en af de reaktoriske og originalere Hoveder i den nyere tydske Literatur, nemlig Heinrich Laube, Redaktør af Zeitung für die elegante Welt. Laube hører til den Børne-Heine-Menzelske Retning og maa utvivlsomt tage sin Plads efter enhver af disse tre; men næst efter dem ved jeg ingen i hele Tydskland, der mere fortjener at nævnes. Til denne Zeitung für die elegante Welt udkommer som Bilag et Literaturblatt, ad modum det tübingske Morgen- und Literaturblatt, der i det væsentlige er i Menzels Aand. Hovedforskjellen er, at Laube foruden den politiske Side især udhæver den æstetiske Formskjønhed og saaledes mere nærmer sig Heine, medens Menzel er mere praktisk, mere materiel, trænger Formdannelsen mere i Baggrunden for Djervheden og Dygtigheden i Tankegang og Muskelkraft i Raisonnement og saaledes igjen mere helder over til Börnes Side. Laube paastaar ogsaa, at denne reaktoriske Tendents allerede afgjørende, skjønt ikke polemisk, har delt sig i tvende Forgreninger. Jeg maa tilstaa, at, ligesom Laube var mig ganske ubekjendt, førend jeg kom til Tydskland, saaledes er den Interesse, som jeg har fattet for hans schriftstellerische Personlighed, alene grundet paa min egen Dom om det kritiske Blad, som han udgiver, og senere stadfæstet ved et Par Udsagn i andre Blade; thi Tydskerne er som andre Folk temmelig indolente for, hvad der foregaar omkring dem, og de saakaldte eller sig selv kaldende vornehmere Geister synes at sætte en Ære i at være ubekjendte med, hvad der ytres i disse nyere og mod alle Tings Fornyelse sigtende Blade. Jeg har tilbragt hele Formiddagen hos ham med samtale om deres fælles Bestræbelse, om Menzel, om Tydskheden. Det har glædet mig at finde ham enig om visse Skyggesider, som jeg har fundet hos Menzel, især hans Forkjærlighed for Jacob Bøhme, Schelling, Eschenmayer, de Seherinn von Prevorst[40] og denne hele teosofisk-mystiske Retning, der kontrasterer saa skjærende med Menzels stærke Forstand og Kjærlighed for det klare. Laube er forresten en Mand paa en 35 Aar[41], med et uskjønt Ansigt, men med megen Holdning og ikke uelegant. Som respektabel Medarbeider i den Retning, hvorpaa Tydskland nu maa ind, hvis der skal blive noget af det, maa han altid ansees, og disse Folk er sig ogsaa altid bevidste, at de har et Maal for Øie. Han gjorde en Bemærkning, som ligger enhver meget nær: «Vor Virksomhed og Stræben er endnu kun negativ, har endnu ikke baaret nogen egentlig Frugt; men det kan heller ikke være anderledes, fordi den Hovedfeil, hvoraf vi lider, er, at Kræfterne har taget en skjæv Retning, og denne Forkjerthed maa først gjøres almen indlysende, førend der kan blive Spørgsmaal om et positivt Resultat i det store». Imorgen skal jeg spise hos ham til Middag og træffer ham om Aftenen i et Selskab hos Brockhaus. Iovermorgen reiser jeg til Dresden, fra Dresden den 15de Mai, fra Wien den 15de Juni. Lev vel og hils mine gode Venner, Svoger og Fætter.

(Til J. Welhaven).

Wien, 13 Juni 1834.

Aubert har pludseligen faaet i Sinde imorgen at reise hjem igjen her fra Wien istedetfor at følge med til München. For at han derfor ikke skal komme ganske tomhændet hjem, maa jeg i Hast affærdige nogle Linier, omendskjønt de vil komme en Maaned senere frem, end om jeg havde skrevet med Posten, som var min Hensigt. Deres meget velkomne Brev laa allerede og ventede mig ved min Ankomst til Dresden og gjorde samme Indtryk som, naar man overraskes ved at træffe en kjær Landsmand. Fra Leipzig sendte jeg Dem for en Maaneds Tid siden en Epistel indesluttet i et Brev til Dahl, der vel er kommen rigtig frem. De ser af Overskriften, at jeg har tilbagelagt den ene Halvdel af min Rundtur; den anden vil jeg ogsaa snart have fuldendt. Fra Dresden reiste vi den 19de Mai, var en Dag i Pirna og anvendte de tre følgende Dage til en Fodtur gjennem det sachsiske Schweiz og det nordlige Bøhmen til Töplitz. Naar De læser disse Meddelelser, formoder jeg, at De allerede vil have talt med Professor Dahl[42], der ved vor Afreise fast havde besluttet sig til ogsaa at tage Christiania med paa sin Tur til Norge, skjønt hans Plan først var kun at gaa til Bergen. Dahl er dog en høist fortræffelig Mand; jeg er meget nysgjerrig efter at vide, hvilke Honneurs der er viste ham i Christiania; jeg har halvt om halvt Grund til at formode, at man ved hans forrige Besøg i vor Hovedstad ikke har vist ham den megen Opmærksomhed som han fortjente. Dresden svæver mig venligt i Minde. Byens venlige Beliggenhed, Indvaanernes Humanitet, Sammentræffet med norske og danske Landsmænd og Vaaren i sin skjønneste Udvikling gjorde mit 14 Dages Ophold meget behageligt. Forresten bærer Byen synlige Spor af Tilbageskridt og en svunden Betydenhed, der ogsaa let forklares af, at Sachsens Territorium er blevet saa beklippet. Alle Bygninger og Mindesmærker, hvori det offentlige fremtræder med Pragt og Overdaad, er fra en ældre Periode, medens i Berlin de fornemste Anlæg er fra den nyeste Tid. Aubert og jeg gjorde Visit hos Tieck[43] og blev indbudne til en Aften, hvor han ikke som sædvanligt læste, men, jeg kan gjerne sige, holdt en Forelæsning, fordi han næsten kun talte og førte Ordet alene. Tieck er en mærkværdig Mand og det hverken som Digter eller Filosof, men fordi han har gjennemgaaet alle de Omskiftninger og Revolutioner i Anskuelser og Verdensbetragtning, som henimod et halvt Aarhundrede har afløst hinanden i Tydskland, og nu næsten kan siges ene at staa tilbage paa scenen fra hin Tid. Hans nærværende Standpunkt er en fuldkommen Indifferentismus med, hvad der foregaar i Literatur og Virkelighed, uden at han kan siges at hænge ved sin ældre Retning med Kraft og Liv. Der er vist ingen, som i sit Hjerte er al Romantik, Mystik, Kunstsværmeri mere imod end Tieck. Jeg har aldrig hørt en Mand, der saa ganske har talt den ligefremme Forstandigheds Sprog og forfægtet dens Sag som Tieck. Han sagde blandt andet: «Jeg fortjente Civil-Fortjenestens Orden, fordi jeg tre Gange har gjennemlæst Messiaden; thi jeg tror neppe, der var en eneste paa Klopstocks Tider og endnu mindre nu, der har holdt ud at læse den en Gang helt ud». Han roste Wieland meget, ogsaa Voltaire, men især Englænderne og stiklede meget paa Tydskheden. Han er en fuldkommen Modsætning til Steffens, der endnu saa gjerne sværmer om i hin gamle Taagebegeistring og beklager, at de skjønne Dage er forbi, da den fandt Gjenklang. Jeg har senere læst hans nyere Noveller for at se, om hans Forfatterpersonlighed stemmer overens med hans i Tale udtrykte Anskuelser, og fundet, at en saa bestemt polemisk-didaktisk Tendents gaar gjennem de fleste af dem, at deres poetiske Værd og Interesse ganske forsvinder, medens de som Konfessioner af en erfaren Veteran er høist mærkværdige og bestyrkende om just ikke instruktive for den, der søger at trænge noget dybere ind i Tydskhedens mange Lyder og Brøst. – I Wien er alting ganske anderledes end i Nordtydskland. Literatur, Journalistik og Bogvæsen har et meget indskrænket Territorium, og Forfatterskab som Haandværk er langt sjeldnere. Studenterne hører deres lovbestemte Forelæsninger, og Universitetslærerne er lønnede af Staten uden at oppebære noget af deres Tilhørere. Den hele Indretning har meget godt ved sig, skjønt den i Nordtydskland er meget udskreget. Naar man tilbunds har overbevist sig om, hvormange nye Teorier der bliver støbte, hvormeget genialt og überschwenglich Nonsens der fra Katedret bliver præket, hvor megen charlatanisk Bombast der bliver deklameret for at lokke Tilhørere og derved Penge til sig, saa kan det nok ikke synes af Veien, at en overordnet Autoritet ser dem noget paa Fingrene. Saa er dog tildels Indretningen i andre Lande hvor man aldrig har seet saa mange sublime Trivialiteter og ufordøielige Kruditeter fremvoxe som i den Del af Tydskland, der evig og altid kalder sig den mest dannede og literære. Vi udgjør for Øieblikket her i Wien en lille Koloni af Norske og Danske, foruden Overbringeren og Skriveren af disse Linier ogsaa vor Landsmand Kaptein Ramm[44], der søger Lægedom for sine svage Øine, og af Danske foruden min Reisekammerat Bendz en anden dansk Doktor ved Navn Thune[45], og Digteren Andersen, der for et Par Dage siden er kommen hid fra Italien. Andersen er det naiveste Menneske jeg nogensinde har seet, et rent Naturstudium. Om denne Naivetet for en Del skulde være affekteret, har jeg i den korte Tid ikke kunnet erfare; men det er ikke usandsynligt, at den Erfaring, at denne Farve klæder ham bedst og skaffer ham mest Yndest, har givet hans Simplicitet Næring eller i det mindste modarbeidet denne Barnligheds Overgang til Modenhed og – Voxenhed; thi Grændserne mellem det affekterede og det naturlige, det umiddelbart givne og det ved fri Bestræbelse erhvervede og tilvante flyder dog saa over i hinanden, at selv den, der kontrollerer sig selv nøie, ofte har vanskeligt ved at sige, hvad der er af det ene eller det andet. At et saadant Menneske som Andersen efterlader et vist venligt og behageligt Indtryk, har jeg selv følt; men hvad der vilde blive af dette Indtryk ved en længere Omgang, eller hvad der i det hele bliver af saadanne Naturbørn, naar de fysisk gaar i Frø, medens de psychisk staar ganske grønne, derom har jeg ingen klar Forestilling. Han har i Rom været sammen med Hertz, hvor de har familiariseret sig med hinanden. Om saadanne Gjenstande som Hertz’s ubarmhjertige Angreb paa ham er det morsomt at høre Andersen tale; han ytrer sig ganske, som om Sagen skulde angaa Trediemand, og taler om sin egen Person som et fremmed objekt ligesom Børnene, der betegner sig ved deres eget Navn. Den danske Kaptein Tscherning[46], som De vel har hørt tale om, var ogsaa her i Wien under vort Ophold, men er reist for et Par Dage siden. Bendz og jeg gaar iovermorgen afsted til Salzburg for at se Egnen opad til Hallein og derfra til München. Jeg formoder, at jeg tager derfra over Zürich til Genf og først da styrer Kursen nordover til Paris. Muligt er det ogsaa, at jeg gaar direkte over Straszburg; thi i Begyndelsen af August vil jeg være i Paris. Wien har som Stad og som et helt ingen Charakter. Bygningerne er kastede om hinanden i et chaotisk Virvar, som det er vanskeligt at rede sig ud af. Derimod er Bygningerne enkeltvis og hver for sig opførte ikke alene med megen Pragt, men ogsaa med megen Smag; men, som sagt, det forvirrende i Byens Grundrids har til Følge, at Ensemblet forstyrres. Selv de prægtigste offentlige Bygninger gaar man forbi uden at bemærke dem, fordi der ikke er Plads til at overse dem i et Vue. Derimod hviler der en vis Godmodighed over det hele, der ogsaa er Præget af Folkets Charakter. Omegnen staar i Udraab for at være uforlignelig skjøn. Jeg maa sige, at jeg ikke ved, hvori dette fortryllende skulde bestaa. Af Donauen ser man kun en lille Arm. De tvende Hovedstrømme flyder i en betydelig Afstand fra Byen, og Floden taber i det hele alt imponerende ved denne Søndersplittelse. Jeg skulde have Lyst til at gjennemreise de berømteste Egne i Europa blot for at faa en paalidelig Kundskab, om Virkeligheden svarer til Ryet; jeg er i dette Punkt ved mine Erfaringer hidtil ledet ind paa betydelige Tvivl. Hvormange deilige Rifter og Kløfter og Dale er der ikke hos os, som ingen lægger Mærke til, medens paa besøgtere Steder det hverdagslige hæves til Skyerne. Men denne Tanke indeholder intet sørgeligt; thi det hemmelighedsfulde, isolerede og fra Nysgjerrighedens Vanhelligelse fjernede er en nødvendig Bestanddel i en fuldkommen Naturnydelse, og jeg har paa min korte Reise allerede maattet føle det kvalfulde i at besøge Egne, der snart sagt er indrettede til at besøges, og hvor det ikke et Øieblik er muligt at blive kvit den pinende Tanke om Offentlighed og Torvmæssighed, som man just higede efter at undfly. Jeg er nu næsten mæt af Tydskland og føler en desto større Appetit paa Frankrig eller rettere Paris. Hovedstæderne er dog de eneste fornuftige Gjenstande for en Reise; at flakke om i Smaabyer giver lidet Udbytte og har liden Interesse, skjønt man altid der bliver modtagen med en større Kordialitet. Jeg er atter meget nysgjerrig efter at høre noget fra Christiania, f. Ex. om 17de Mai iaar har givet Anledning til offentlige Optrin, men endnu mere om, hvad der imidlertid er passeret i de Forholde, som nærmere berører og interesserer mig. De har den Evne, at alt, hvad der kommer fra Deres Mund eller Deres Pen, under Fremstillingen bliver interessant, og derfor beder jeg Dem en Gang imellem at erstatte mig savnet af Deres personlige Omgang ved skriftlige Meddelelser; endnu mere beder jeg Dem stadigen at lade Frugterne af Deres skjønne Talent fremtræde offentligen og under alle de Former, hvori Deres Originalitet kan fremtræde paa en eiendommelig Maade. De tror ikke, hvor ofte jeg tænker paa Dem, naar jeg ser Uvittigheden og Smagløsheden fremtræde i Skrift og Tale, hvor kun Vid og Salt burde herske, og en af Stolthed og Bedrøvelse blandet Følelse opstaar hos mig, naar jeg overveier, hvor uendelig meget De kan præstere paa denne Mark. Det er vist nok, at Forestillingen om at blive misforstaaet eller i det mindste ikke erkjendt maa virke lammende paa Dem; men saa er det overalt, og denne Mangel paa Receptivitet hos publikum har ofte bragt Göthe og Schiller til Fortvivlelse. Jeg har ofte i Tankerne sammenlignet Dem med Hertz og har altid været enig med mig selv i, at De i en beslægtet Retning maatte kunne præstere langt mere end han. Andersen fortalte mig, at Hertz havde sagt ham, at han arbeidede meget langsomt, og at hans Versifikation kostede ham megen Møie og Arbeide. Dette forekommer mig meget naturligt; thi Folk, der vil frembringe noget, der helt igjennem er rent, og ikke har Overbærelse nok med sig selv til at ryste modne og umodne Frugter af sig og mænge dem sammen i en Dynge, vil vist aldrig dølge, at al Frembringelse er forbunden med Kamp og Selvovervindelse. Jeg ved ikke, om De har læst Göthes og Schillers Brevvexling in extenso. Jeg maa sige, at den indeholder den dybeste Fundgrube af sjælelige Erscheinungen og Ytringer af alle de hæmmende og tilskyndende Motiver, der under den aandelige Produktion viser sig virksomme, som jeg nogensinde har opdaget. Jeg glæder mig ved[47] at se Deres Sonnetkrands, om hvis kunstneriske Gedigenhed jeg er overbevist ved Deres Ytring, at De ikke selv var utilfreds med den; thi Personer med Deres Aandsretning lider virkelig derunder, at de er for strenge mod sig selv i Bedømmelsen af deres Frembringelser, og derved er Verden berøvet mangt et ypperligt Produkt. Jeg skulde inderligen ønske, at De kunde komme til at gjøre en Reise i Udlandet, om og kun for en kort Tid, ikke fordi jeg tror, at man derved samler en saa stor Rigdom paa nye Anskuelser, men fordi det til at fixere sit Verdensbillede og modarbeide en vis ubestemt Higen er af stor Vigtighed at overbevise sig om, at det, som man søger, egentlig intetsteds findes og dog findes overalt, at en med Smerte og Indignationens Begeistring udtalt Protest mod Forkjertheden ikke alene overalt møder Modstand og Misforstaaelse, men, hvad der er endnu haardere, kvæles ved Kulde og Ligegyldighed. Men selv denne Erfaring indeholder samme Trøst som Visheden overhoved om, at man ikke er den eneste, som lider, eller af ganske særegne og lokale Grunde. Jeg drømmer ofte om, at, naar det var muligt at bringe en nøiere videnskabelig Forening istand mellem Norge, Danmark og Sverig, saa maatte der hos os i Literaturen kunne udrettes adskilligt; i det mindste ved jeg intetsteds, hvor der for Tiden kunde ventes et bedre Udfald, fordi disse Folk paa den ene Side næsten synes at være mindre apatiske end andre, og paa den anden Side Bogvæsenet mindre er udartet til Haandværk og Spekulation, men paa den anden Kant er den usalige Politik, der forvirrer Folks Gemytter; «vires unitæ agunt». Kunde man blot faa et vist Samhold, saa var alt meget vundet. Aubert gaar tilbage samme Vei, som han kom hid paa. De kjender ham vel ligesaa lidt, som jeg forhen kjendte ham. Han er efter min Erfaring et ganske elskværdigt Menneske med mange solide Kvaliteter og instrueret mange Retninger. Vi mødte hinanden maaske med nogen gjensidig Fordom, der imellem har givet Anledning til Kontroverser, der ved mere Tilnærmelse er forsvundne. I München venter jeg at amusere mig godt, og Reisen derhen, tænker jeg, skal frembyde mere Afvexling end Turen fra Prag hid gjennem den vidtløftige og charakterløse Bøhmerdal. Paa at træffe interessant Reiseselskab kan jeg just ikke gjøre Regning, da jeg for at spare maa tage med Lohnkutscher og ikke kan gjøre Turen med Schnellpost, hvor man ellers, skjønt just ikke sædvanligt, finder det bedste Kompagni. Sandsynligvis har De eller en anden i Christiania Brev fra mig gjennem Posten, førend dette kommer frem. For nogle Dage siden skrev jeg til Chr. Egeberg[48]. Munch skulde jeg ogsaa skrive til. Hils mine Slægtninger og Venner, forsaavidt som De overkommer dem, og undskyld Papirets Malhonnettitet og Dualisme, Skriftens Slethed og Indholdets Mangel paa Sammenhæng ved den Vanskelighed, som det urolige Reiseliv lægger i Veien for at have ydre og indre Rekvisiter paa rede Haand til enhver Tid.

München, 4 Juli 1834.

Til Den kongelige norske Regjerings Departement for Kirke- og Undervisningsvæsenet.

I min forrige Indberetning til det høie Departement ytrede jeg den Forhaabning, at den mig af Hans Majestæt naadigst bevilgede Sum vilde sætte mig i Stand til at gjøre min Reise i Udlandet frugtbarere og flersidigere, ved at give den et større Omfang, end jeg oprindeligen af Frygt for det ansøgte Stipendiums Utilstrækkelighed havde vovet at opgive. Da jeg derfor efter en nøiagtig Undersøgelse af Forholdet mellem Udgifterne ved Opholdet paa et Sted og de forøgede Bekostninger ved en vidtløftigere Tur havde overbevist mig om, at jeg ikke vilde komme i Forlegenhed, om jeg end ei indskrænkede min Reise til de tvende opgivne Hovedbestemmelsessteder, forlod jeg Berlin den 29de April, da Universitetssemesteret just da var tilende og jeg ved et Ophold af henved et halvt Aar i denne Stad, der med en afgjort Forrang staar som Repræsentant for den tydske Videnskabelighed baade fra dens Lys- og Skyggeside, havde erhvervet mig en Oversigt over de Kundskabsgrene, der i Besynderlighed paa det Sted gik ind under mit nærmeste Øiemed, nemlig især den preussiske Stats Lovgivning og organiske Institutioner, med stadig Afbenyttelse af den rige Anledning til en større Detailkundskab i den romerske Lovkyndighed og de forskjellige statsøkonomiske Systemer, samt til at blive bekjendt med den tydske Literatur i Almindelighed i dens nyere og nyeste Skikkelse, – som Berlin ved sine mange private og offentlige Indretninger, Samlinger og Foreninger fuldstændigere end noget andet Sted frembyder. Fra Berlin gik jeg over Halle og Leipzig til Dresden, derfra den 20de Mai over Prag til Wien, hvorfra jeg den 19de Juni ankom hid til München. Det er vist nok, at der under de hyppige Afbrydelser og Stedforandringer, der er forbundne med en Reise af halvandet hundrede Mil i to Maaneder, ikke kan være Tale om noget Studium i streng Forstand eller lader sig opvise noget enkelt videnskabeligt Udbytte som et bestemt vundet Resultat; men paa den anden Side er det ogsaa vist, at den almindelige videnskabelige Interesse og Belærelse, som flyder af et i et kortere Tidsrum afvexlende Besøg paa flere literære Centralpunkter, fuldstændigen, skjønt paa en anden Maade, opveier den speciellere Fordel af et statarisk Ophold paa et enkelt Sted, og at Anvendelsen af i det mindste en sjette Del af den mig bevilgede Reisetid til en mere kursorisk Reise snarere er for lidet end for meget. Især i Halle, Leipzig, Dresden og München har jeg havt Anledning til dels at komme i personlig Berørelse med, dels fra Katedret at høre Tydsklands betydeligste Videnskabsmænd og ved mundtlige Meddelelser, ved Besøg i Stænderforsamlinger og Læsning af temporære og lokale Skrifter at blive bekjendt med flere Forgreninger af disse tydske Staters indre Økonomi, deres statsretslige Forholde og videnskabelige Indretninger, en Kundskab, der, skjønt adspredt i Enkeltheder, dog ved sin umiddelbare Anskuelighed tjener til at kaste Lys paa det hele. Ligesom jeg derfor dagligen mere har overbevist mig om, at min Reise i Tydskland ogsaa med Hensyn til sit Øiemed vilde være bleven halv og ufuldstændig, hvis jeg ikke havde været i Stand til at give den en større Udstrækning, og det især paa Grund af den indgribende Modsætning, som hersker mellem de nordlige og sydlige tydske Stater, saaledes anser jeg det at ligge udenfor Grændserne af min Beføielse at gaa længere mod Syden eller endog paa den anden Side af Alperne, og afreiser imorgen fra München for over Innsbrück, Zürich og enten Basel eller Genf at gaa til Paris, hvor jeg vil ankomme i Begyndelsen af August. – – –

Ærbødigst

Anton Schweigaard.

(Til J. Welhaven).

Paris, 14 August 1834.

– – Min Reise er i Udførelsen bleven noget vidtløftigere, end den var i Planen; dette er et ganske sædvanligt Tilfælde, og jeg er ganske vel tilfreds med, at jeg under Umuligheden af at bestemme dette hvor langt og hvor ved min Reises Tiltrædelse udkastede min Rute saaledes at Afvigelsen blev en Udvidelse og ikke en Indskrænkning. Den temmeligen afbrudte og uregelmæssige Linie af min Reiserute fra Wien til Paris kan jeg omtrentligen betegne Dem ved følgende Punkter: Fra Wien til Linz, Salzburg, München, derfra til Innsbrück gjennem det nordlige Tyrol til Lindau, som ligger ved den sydlige Bred af Bodensøen, med Dampskib paa denne Indsø til Konstanz og derfra paa Rhinen til Schaffhausen, herfra til Zürich, fra Zürich til Fods over Zug og Rigifjeldet til Luzern over Vierwaldstädtersøen til Stanz, Samen og i det saakaldte Berner Oberland til Alpespidserne Wetterhorn, Schreck, Eiger og Jomfruen, derfra ned til Lauterbrunnen over Thunersøen til Thun. Her er den egentlige Schweizerreise til Ende. Veien fra Thun til Bern, Lausanne og Genf er jevn, omgivelserne skjønne, men uden Schweizercharakter, og Befordringsmetoden som andetsteds. Fra Genf til Paris er kun tre Dages Reise, der uafbrudt fortsættes Nat og Dag. – Naar jeg i Tankerne gjør et Revue over de mangehaande Indtryk, som en saadan Masse af Paavirkninger efterlader og som i Erindringens Sublimation tager sig bedre ud end under Tilstedeværelsen selv, er det just ikke de berømteste og besøgteste Egne, hvorved Mindet helst fæster sig. Den hele Tur fra Wien til Genf er, naar man lægger Veien gjennem Tyrol, en uafbrudt Række af fuldendte Landskaber, hvor man ikke et Øieblik taber Alpespidserne af Syne. Vel kulminerer det hele i Schweiz, hvor det grandiose rykkes saa nær under Øinene, at man ligesom modtager Indtrykket gjennem alle Sandser paa en Gang; her er Relieferne saa kolossalt udhugne og sammentrængte i saadanne Masser, at Mennesket og alt menneskeligt fortaber sig og bliver borte; men paa den anden Side afbrydes den rolige og uforstyrrede Hensynken og Selvfortabelse i de majestætiske Omgivelser ved saa mange fremmede og pinlige Paavirkninger, at Stemningen bliver blandet og uklar. Man kan sige, at alt, hvad der i Schweiz er mærkværdigt og interessant, er gjort til Gjenstand for Spekulation og Udhøkring. Vil man t. Ex. se Rhinfaldet og endelig er bleven fri for den betyngende Lettelse at lade sig lede derud af en Fører ved det uimodsigelige Argument, at man dog ikke kan forfeile Vandfaldet, naar man stedse følger Bredden af Floden, saa har man først en Mængde paatrængende Gadedrenge og Stoddere at bekjæmpe, der endeligen vil vise deres Tjenstvillighed ved at gjøre Følge blot for at forebygge Feiltagelse, hvor Veien tager af. Endeligen er man dem kvit og tænker i god Ro at kunne kaste sig hen paa Bredden for uforstyrret at kunne fæste sin Opmærksomhed paa Vandfaldet; men man skuffer sig høist ubehagelig. De Punkter, hvorfra man kan overse det hele, er saaledes indhegnede og aflukkede, at man nødvendigen maa betale Adgangen som Entrée til hvilketsomhelst Skuespil og betale sin Taxt, der ikke betragtes som en frivillig Gave, men som en fast Indtægt, der ved Godsets Bortforpagtning er en væsentlig Del af Afgiften. Det er ørkesløse og pengestolte Englændere, der har fordærvet Schweiz og paa samme Maade vil fordærve alle interessante Egne, hvis de ikke med Tiden tvinges til at indrette sig paa samme Fod som andre Folk. Vil man i Schweiz tænke paa at gjenfinde noget af den oprindelige Naivitet og Enfoldighed, saa maatte man reise i de fjernere Kantoner Graubünden, Uri og Wallis; men til at reise i disse afsides og uveisomme Egne udfordredes megen Tid og mange Forberedelser. Paa mig har Tyrol efterladt et langt friskere og [mere] velgjørende Indtryk end Schweiz. Min Tur var den almindelige og af Reisende i tusindvis besøgte, i det saakaldte Berner Oberland ved Gletscherne til nogle af Aars Bifloder mellem Wetterhorn, Schreckhorn og Jomfruen. Naar man i hine Egne ikke havde tabt alt Øiemaal for relative Størrelser, saa vilde man end mere forbauses over disse Snehaves uhyre Masser; man gaar ellers let over fra Forbauselse til Forundring over deres Leie og deres fortsatte Alimentation, der synes at være høist mystisk. Naar man ikke har seet dem, forestiller man sig dem som hængende op paa Fjeldryggene, i det mindste henimod Snelinien; men dette gjælder ingenlunde om de egentlige Steig-Gletscher, der ligger saa dybt, at de yppigste Græsmarker kan ligge i en Afstand af en Snes Skridt fra Gletscherens Fod, der med et begynder med en Høide af et enetages Hus. Jeg gjorde min Schweizerreise til Fods og ganske alene. Min Reisekammerat Bendz skilte jeg mig fra i Zürich, hvorfra han først en 14 Dage senere i Forening med en Landsmand, Kaptein Tscherning, og en anden dansk Doktor skulde gjøre Turen gjennem Schweiz noget sydligere end jeg. Jeg havde kun et Reisekart og en Reiseplan af en Kaptein Bollmann i Zürich, til hvem jeg var adresseret, til Veiviser. I Zürich opholdt jeg mig i 3 Dage. Zürich er i politisk Betydning Hovedstaden i Schweiz, Sædet for de mægtigste og mest charakteristiske Faktioner, og derfor just for Øieblikket af en vis Interesse, fordi de stridende Partier, bragte i Harnisk ved Nabomagternes truende Stilling og alt længe æggede ved indbyrdes Had og indre Tvistigheder, ytrer sig med en Voldsomhed og en Radikalisme i Skrift, Ord og Gjerning, der synes at maatte ende med Opløsningen af det hele slet sammenføiede Aggregat. Jeg indtraf tilfældigvis i Zürich under en Skydefest, der forsamlede Folk i tusindvis fra alle Kantoner. De magnifike Tilberedelser, Triumfbuer, Pavilloner, med Emblemer af deres glimrende Historie, dannede kun en altfor skjærende Kontrast med deres nærværende Søndersplittelse, halvanarkiske Tilstand og Afhængighed af fremmede Magters Intriger. Intetsteds er Aristokrati og Republikanismus eller Sanskulotismus skarpere afprægede end i Schweiz, intetsteds Aristokratiet mere stødende i sin Form, fordi den nybagte Selvadling og efemere Overlegenhed, som et lidet Fortrin i Formue eller selv kun en heldigere Sukces i Udøvelsen af et Haandværk eller Fabrik giver i et Land, hvor intet er stabiliteret og gjennemorganiseret, fremtræder med en Mangel paa Moderation og Værdighed, der gjør Fordringsfuldheden endnu utaaleligere end, naar den ligesom grunder sig paa gammel Hævd. Jeg har i det hele været meget heldig eller uheldig i at træffe store Feste. Til Wien kom jeg Dagen før den i den katholske Kirke saakaldte Frohnleichnamsfest, hvor Indbyggernes Sammenstimlen indenfor de trange Mure spærrede alle Passager i denne labyrintiske By; til Paris Aftenen før Julidagene. Høitideligholdelsen af disse Dage er fra Regjeringens Side, der foranstalter Festlighederne, et rent Spilfægteri, en Hyldest bragt Folkefriheden under Opsyn af hundrede tusinde Linietropper. Julirevolutionen er en Saturnus, som opsluger sit eget Afkom. Kun et Par Dage senere kaldte et af Regjeringens Organer disse Julidage, som Regjeringen selv skylder sin Ophøielse, i Kammeret et Onde, hvorfor den nærværende Konge ikke kunde bære Skylden. Hvori bestod nu disse Festligheder, hvori Kongen høitideligholdt Mindet om hint Tidsrum? Lutter Børneleg, beregnet paa et nysgjerrigt og ørkesløst Publikum. Et Par Timers Baadfægtninger paa Seinen, 200,000 Mands Marsch gjennem Gaderne, Opstigningen af en Luftballon, Fyrværkeri o. s. v., uoverseelige Folkeskarer, kjede, søndagsklædte, graadige paa Amusement, først med ubestemte, siden med skuffede Forventninger. I Paris er ingen Plads rummelig nok, ingen Gade lang nok; – om det saa kun er en Gadestryger, der foreviser en hvid Mus eller en Abe med rød Trøie paa, eller en Stymper, hvis hele Færdighed bestaar i at staa paa Hovedet, er Kredsen dog altid spærret og sammentrængt saa langt, som den ene kan se den anden over Hovedet. Men ved saadanne Anledninger som offentlige Fester er Broer, Gader, Kaier, Torve og Pladse saa overfyldte, at man er lykkeligere ved at holde sig bagved og intet at se end [ved] at træde Skuespillet nærmere og udsætte sig for at blive kvalt, miste Uhr, Pung og Tegnebog uden at have nogen Retirade, om det saa gjælder Livet. I denne jammerlige Celebration finder Dagbladene et uudtømmeligt Stof til Spot, satire og Ytringer af Ringeagt for Regjeringen, bliver stævnte for Retten, dømte til Pengebøder og Fængsel. En Pariserjournal maa for at opretholde sin Kredit altid være indviklet i Fiskalsager. Intet er lettere end at faa en Stymper til at paatage sig det personlige Ansvar, og Pengeboden erstattes rigeligen ved Tilstrømningen af nye Abonnenter. – Jeg blev i Paris overrasket ved at træffe sammen med Landsmænd og Landsmændinder, som jeg mindst havde anet. De ved sandsynligvis, at Chr. Egeberg tog lige hid uden som sædvanligt at gjøre Turen i Tydskland først. Han er for et Par Dage siden reist til Würzburg, hvor han havde abonneret paa et Kollegium, før han havde bestemt sin Reiserute; om et Par Maaneder kommer han tilbage igjen til Paris. Træffer De inden kort Tid nogen af hans Slægt, saa kan De sige dette; han sagde, at han først kom til at skrive hjem fra Würzburg, og saaledes kan maaske Efterretningen om hans Exkursion komme hurtigere paa denne middelbare Maade. Provsten Wergeland og Datter[49], ved De vel, ogsaa er her. Det er altid en behagelig Overraskelse i Udlandet at træffe saa smukt et Exemplar af en Landsmandinde som denne Eidsvoldiana. Saavidt jeg har kunnet slutte af hendes adspredte Ytringer, tror jeg, hun har lidt af noget, som jeg i Mangel af at kunne i Hast finde et mere betegnende Udtryk, kalder en ubestemt Anelse om en Fuldkommenhedstypus, som hun vel har troet at kunne tilegne sig eller i det mindste finde udtrykt i denne Samlingsplads for alle Fuldendtheder. Nu har hun vistnok ikke fundet den, men maaske overbevist sig om, at den overhovedet ikke existerer in rerum natura, og dette er en Lærdom af stort Værd for visse og just de bedste Gemytter. Har hendes Fader tænkt sig Sammenhængen og Udfaldet saaledes, saa maa han være en skarpseende Sjælesørger. Berg[50] er her ogsaa; han har gjort en lang Reise, været helt i Neapel og vist reist som en forstandig Mand. Han lader til at have megen justesse i Øiet og Rolighed i sindet – jeg mener dette nil admirari i Horats’s Betydning – og med disse Egenskaber kan man ikke alene tilegne sig meget, som er værdt at beholde, men ogsaa, hvad der er vigtigere, gaa fri for al den smitte paa Charakteren, som den selvbehagelige Tanke et ego ibi saa let efterlader. De erindrer, at vi paa det sidste har havt et høist pirrende Exempel i en fælles Ven, der havde foretaget en Reise fra Haderslev til Kiel. «De Danske i Paris» er endnu langt talrigere. Herz er en lille Mand uden markeret Fysiognomi, men af et blødt og elskværdigt Væsen, desværre lidt tunghørt og derfor, som det synes, undertiden lidt forstemt. Jeg ved heller intet Forhold, hvori man saa let og saa smertelig mindes om en Svaghed i en Sands, som paa Reiser. Blandt andre er her ogsaa en Maler Rørby, Broder af den danske Fru Collett, en Medaljør Christensen, en Gravør Eckersberg og flere unge Kunstnere. Hvad skal jeg ellers i en Hast sige Dem om et saa umaadeligt Emne som Byen Paris? Paris er helt igjennem markeret og charakteristisk og det just fra Ydersiden. Her er alle Meninger, alle Farver og Nuancer, alle futile Retninger repræsenterede, ikke ved enkelte sjeldne Exemplarer, men ved hele Masser. Her er alle Interesser Gjenstand for Spekulation, reducerede til Pengeværdi og gaar i Handel og Vandel som anden Vare. Saaledes er f. Ex. Adgangen til de Deputeredes Kammer fri; men ingeniøse Dagdrivere har dog vidst at gjøre sig en Industri deraf. Tidlig om Morgenen besætter de Indgangen; thi Regelen prius occupanti overholdes med ufravigelig Strenghed Henimod Tiden, da der skal aabnes, kommer de, der af virkelig Interesse vil være tilstede ved Forhandlingerne, og maa enten kjøbe Expektancen paa at komme ind blandt de første ved at træde i Stedet for den, der er kommen tidligere, eller udsætte sig for en endeløs Venten. Nu aabnes Indgangen; men der er kun Plads for Halvdelen af Forsamlingen; de øvrige maa vente, indtil Pladse bliver ledige ved de indladtes Udtrædelse. Nu kommer der en gammel Mand; han har aldrig seet Kammeret, tror at kunne gaa lige til; men man betyder ham, at han maa stille sig bag som sidst ankommen. Han har hundrede foran sig og altsaa kun svagt Haab om at komme ind. De 18 første Pladse er alt bortsolgte, og Indehaveren af den 19de trænger sig bort til den gamle Mand, tilbyder ham sin nærmere Plads for 2 Francs med en ustandselig Ordstrøm om vigtigheden af Dagens Forhandlinger og Umuligheden af at komme ind, hvis han ikke faar hans nærmere Plads. Manden er fra Provindsen og har vanskeligt for at sætte sig ind i dette Anciennitetssystem, men giver sine 2 Francs og lader sig føre bort paa den nærmere Plads. Han bliver utaalmodig, fordrer strax at blive indladt, da han har betalt Entrée, men bliver udleet, fordi han ikke kan forstaa, hvad han har kjøbt; han venter endnu en Stund; nu kan han ikke holde ud at staa længere, han fordrer sine Penge tilbage mod at afstaa Pladsen til sin Sælger, men maa tilsidst gaa sin Vei uden at have andet for sine Penge end Udmattelse og Forhaanelse. Nu opstaar der en vanskelig Kvæstion. Sælgeren vil træde tilbage i sin Plads; han paaskyder, at den fratrædende har givet ham sin Ret; almindelig Protest fra de efterfølgende, der derved hver rykker en Plads længere tilbage end, naar Vakancen bliver ubesat. Vagten som den eneste Dommer opfordres til at skifte Ret. Prætendenten kalder en af sin Bande til Vidne paa, at dem forangaaende har givet ham Pladsen; han faar den igjen, skjønt hver Mand ved, at det er Løgn. Nu tager han Hævn; han ser, at hans nærmeste Eftermand, der som mest interesseret i Sagen ivrigst og med de fleste Skjældsord paastod hans Udelukkelse, er i Skjorteærmer. Han opfordrer Vagten til at jage ham væk, da ingen kan komme ind, der ikke fuldstændigen er paaklædt. Han protesterer, han vil ikke ind selv, han vil kun sælge sin Plads til en, der har Kjole eller Frak. Man indvender herimod, at han ikke kan sælge en større Ret, end han selv har, at han ikke kan overdrage en Expektance, hvorfra han selv er udelukket. Vagten synes at blive slaaet ved dette Argument og gjør Mine til at jage ham væk med Geværkolben. Nu bliver Stymperen bange, han anraaber Vagtens Medlidenhed, siger, det er for at fortjene Livsophold (c’est pour gagner ma vie), han har endnu ikke havt Frokost og faar ingen Mad den hele Dag, hvis han ikke maa gjøre sin Plads i Penge. Man lader ham staa. Imidlertid, medens Forsamlingen med Opmærksomhed har lyttet til Proceduren, har en anden Stymper sneget sig ind i en af de forreste Pladse, han opdages øieblikkeligen, gjør nogle svage Indsigelser, der kun besvares med et ubarmhjertigt Stød, der bringer ham til at tumle ned af Trapperne under Tilskuernes Haanlatter. – Hils Slægt og Venner. Min Adresse er Hotel des hautes Alpes, rue de Richelieu No. 12.

Paris, 10 October 1834.

Kjære Trine!

For 14 Dage siden fik jeg dit Brev; senere har jeg havt en glædelig og en sørgelig Efterretning fra samme Kant. Den første, at Lina er i Kjøbenhavn, den anden, at Choleraen er i Kragerø. Jeg haaber, at den der som andetsteds gjør Forskjel paa sine Folk; i det mindste har jeg ingen anden og bedre Trøst at berolige mig med. For faa Aar siden kunde man ligesaa lidt være bekjendt at have været i Udlandet uden at have boet sammen med Choleraen som at have været i Rom uden at have seet Paven. Nu er den Slags Ambition forbi, siden alle har været dette gaadefulde Spøgelse saa nær. – – Siden jeg sidst skrev hjem, har jeg gjort en lang Reise. Fra Genf af har jeg betragtet mig som paa Tilbageturen hjemad. Der var min halve Vei, min halve Tid og min hele Illusion forbi; Reiser er alle Illusioners Grav, senere hen ser man overalt alting lige graat eller lige gyldent. Det er heller ikke mod Syden, men mod Vesten, vi i vore Dage maa drage hen for at finde noget saa godt eller bedre end det, man selv har. Man maa nu følge Solens og ikke Trækfuglenes Gang. I Preussen er der for meget Pedanteri, i Østerrige for meget Munkevæsen, i Bayern for meget Bayerøl og i Schweiz for megen Bondeselvgodhed; det er først i Frankrig eller i Paris, man finder noget interessant, mangfoldigt og afvexlende, noget, som man i det mindste kan more sig over og lære noget af. Naar jeg skal sige, hvad der amuserer mig mest i Paris, saa maa jeg tilstaa, at det er Gadepøbelen. Paris har en velopdragen og dannet Pøbel, en Pøbel, der faar sin Undervisning paa Gadehjørner og Broer, som ikke kan stave i en Bog, men læser med Færdighed i Folks Ansigt, Miner, Dragt og Gebærder. Den har strenge Grundsætninger og begaar aldrig andre Synder end dem, som henhører til dens Fag; den stjæler aldrig, hvis den ikke har gjort det til sin Profession og Næringsvei at drive Tyvehaandværket, og disse Næringsveie kommer aldrig i Kollision med hinanden. En lever af det, han finder paa Gaden, en anden af det, han finder i Folks Lommer. Den har sine Sympatier, vil gjerne se, hvad Tiden lider paa anden Mands Uhr, og tørre sig paa hans Lommetørklæde. Dens mest glimrende Egenskab er Veltalenhed. Hvad er det for en Folkestimmel paa den nye Bro? Man trænger sig for at faa Plads og komme Taleren nær; man skulde tro, der prædikedes et ottende Korstog eller holdtes Foredrag over Arvesynden, saa begeistret og tordnende er Fremstillingen, – og Pøbelen elsker Tyrken; det er kun Russen og Paven, den hader. Men det er hverken mere eller mindre end en, der sælger Svovelstikker skjorteærmet. «Mine Herrer», siger han, «De ved, at en stor Mangel ved alle hidtil bekjendte Arter af Svovelstikker er deres ubehagelige Lugt, en Mangel, som det først er lykkets mig at afhjælpe. De sædvanlige Arter Svovlstikker er meget skadelige; de angriber Brystet og Lungerne; smaa Børn og Husdyr kvæles næsten ved deres Antændelse. (Han tænder en stikke og holder den for Næsen af en liden Hund, som han til dette Brug har hos sig). Og dog kan man ikke undvære deres Brug; snart skal man tænde et Lys, snart skal man have Ild i en Tobakspibe, snart forsegle et Brev. Denne Feil har mine stikker ikke. Jeg har udfundet et Middel til at gjøre dem vellugtende. De kan ogsaa tjene til Røgelse; De kan selv overbevise Dem derom, mine Herrer.» Han antænder i et Øieblik et halvt Snes efter hinanden, holder dem for Næsen af den nærmeststaaende og kaster dem brændende fra sig; man aander kun Svovl og svedne Klæder. Med alt dette er det et Folk af Æresfølelse. Der er Tumult, og Pøbelen er bragt til at vige ved Bajonetten; man ser en vende sig om og trænge sig lige mod Soldaterne. Han savner sin Hue – og maa tilbage for at søge den op, skjønt han snarere kan vente sig en Kugle gjennem end sin Hue paa sit Hoved. Han elsker Broen, som man kalder den nye, fordi den kun er lidt over 200 Aar gammel. Her lever han godt af stegte Potetes og Kastanier; den ene Haand er Fod, den anden Gaffel; han brænder sig ikke, skjønt de tages glødende ud af Panden – han har tyk Hud i Hænderne og lang Øvelse. Fra den nye Bro kan han ogsaa holde et vaagent Øie med, hvad der foregaar paa Floden, og paa Floden træffer der altid noget, der amuserer ham. Hvad er det, man trækker op af Vandet, som er saa tungt? Aa, det er vel en druknet Mand (homme – Menneske – Mand). Da er det vel heller en druknet Kvinde; det er just paa denne Tid, Kvinderne er saa gale efter at drukne sig. Ja, er det en Kvinde, saa er hun ikke alene, de drukner sig aldrig, førend de er to i et. Latter. Men de har taget feil. Denne Gang er det to Personer, en Mand og et Fruentimmer, druknede i hinandens Favn og bundne til hinanden med et Skjærf. Det er derfor, det var saa tungt at trække op. Et Stykke Pergament oplyser, at de for et Par Timer siden har badet deres Kjærlighed i Seinen for i det mindste at blive uadskillelige i Døden, da de ikke saa noget Middel til at blive det i Livet. Dette rører Pøbelen, og deri deler jeg endnu i dette Øieblik dens Følelser. Han har smukke Øine, siger en, et Par gode Mustacher, siger en anden. Hun har vist været Kokkepige, bemærker et Fruentimmer, hun har saadanne krumme Hænder. Paa den nye Bro er det, Folket driver sine Haandteringer og har deres Bureauer. Her læser man: «Perrin med Kone, klipper Hunde, drukner Katte og Hundehvalpe, holder Hospital for syge Hunde og Katte eller tager dem i Kur i Byen.» En fremviser Børn med to Par Ben, en anden læsker sig i smeltet Bly og afkjøler sig i sydende Olie for at fortjene to Skilling, en tredie er Boghandler; han har ordnet sine Varer efter Størrelsen, 2, 4 lige til 12 Skilling Stykket, og al Forfatterstolthed ender tilsidst paa den nye Bro. Her ligger Heloise ved Siden af «Anvisning til altid ufeilbarligen at vinde i Lotteriet» og «Middel til at fordrive Rotter af Spiskammere». Ellers er den tilstede overalt, undtagen i Kirkerne, hvor den ikke morer sig. Især har den stor Forkjærlighed for Edsvorne- og Politiretterne; der finder den altid en Ægteskabsbruds-Historie eller anden Skandale, her lærer den, hvordan man bærer sig ad for at blive greben, og glæder sig over sin Behændighed, og om han end undertiden kjeder sig, saa finder han dog om Vinteren en varm Ovn, og om Sommeren er det kjøligere at sove paa en Bænk under Tag end at slænge sig hen paa Stenbryggen i Solskinnet.

Men nu tænker jeg, at Du har nok af dette Slags Folk; jeg maa sige, at jeg finder megen Interesse i, ikke at omgaaes med dem, men at gaa om blandt dem og gjerne standser ved deres Gadeoptog. Det er det Slags Skuespil, som jeg foretrækker for alle øvrige Theatre i Paris. – – Kanske Lina har fortalt Dig, at jeg i Paris har truffet adskillige Landsmænd. Jeg bor i Hus – ikke i Værelse – sammen med en af dem, Konow fra Bergen, der en Tid har været syg, men nu er i Bedring. Mine eneste Bekjendte her er, foruden adskillige Svenske, Danske og Tydske, to Advokater i Paris. Alting er her saa offentligt, de fremmedes Antal saa umaadeligt, at Privatforbindelser ikke saa let sluttes. Jeg staar som sædvanligt op noget sent; har til Frokost Kl. 10 en Kop Bouillon og et Hvedebrød, som jeg maa gaa over Gaden for at nyde; med det samme ser jeg, om der er noget nyt i Dagens Aviser; gaar derfra sædvanlig bort at høre en Forelæsning; derfra til Domstolene eller paa Biblioteket, indtil Klokken er henimod 5, da jeg som andre spiser til Middag eller, hvorledes jeg skal kalde dette Hovedmaaltid, der efter mange Variationer frem og tilbage i Paris endelig har antaget Tiden mellem 5 og 7, og jeg tror, man tilsidst vil ende med samme Skik hos os. Denne Indretning har det gode, at Dagen bliver mindre kløvet, og at man spiser til Aftenen med det samme. Om Aftenen er jeg af og til paa Komedie, tager en Spadsertur med, hvem det kan træffe, men er sædvanlig hjemme. Forresten er her saa mange Ting at se, at man næsten aldrig bliver færdig. – – – Du bringer mig adskillige af mine gamle Kammerater og Bekjendte i Erindring; det bedrøver mig, at det ikke gaar adskillige af de første saa godt, som jeg ønsker dem det. Paa Skien tænker jeg ofte og altid med glædelige Erindringer; dens Omegn gjorde samme Indtryk paa mig som paa Dig; det var den første skjønne Natur, jeg havde seet; senere har mange smukkere Landskaber gledet forbi mit Øie; men dette Øie var senere mere mættet, og det er Hungeren, der krydrer Spisen. – – Christian kan vel tale lidt Fransk, da han har været en Stund i Frankrige; forresten er dette et Sprog, som ikke er let at gaa til. Jeg kjender neppe mere end en Udlænding, der taler det godt, blandt de mange, som jeg hører udtrykke sig deri. Denne ene er nu langtifra ikke mig selv, som man ikke behøver at høre fem Minuter for at sige, at der ikke er en Draabe fransk Blod i mig, skjønt jeg sjusker rask nok i Vei. – – – Gid dette Brev maa finde alle, til hvem det er skrevet, i en Stemning, der ikke altfor meget afviger fra min; det er Choleraen, jeg ved dette Ønske har for Øie, der kanske kan blive nedslaaende nok i en lille By, hvor enhver kjender alle de øvrige og medføler i deres Lidelser. Nu, siden Lina er reist, bliver Du vel min staaende Korrespondent; hvis Du er forsømmelig, skal jeg snart gjøre Dig tilskamme ved at komme Dig i Forkjøbet; foruden alle andre glædelige Interesser, som frembringer Længsel efter Efterretninger hjemmefra, kommer endnu den sørgelige Cholerainteresse til. Hils alle dem, som ikke læser mit Brev og bryder sig om mig. De, der læser det, hilses af Brevet selv.

Paris, 24 Decbr. 1834.

Kjære Welhaven!

Jeg lykønsker Dem af ganske Hjerte med Deres Digt. Hvad De nu ikke alene maa være overbevist om, men ogsaa vide at bruge som en Talisman under alle de Anfægtelser af Forsagthed, som midlertidige Slappelser og Nedspændelser foranlediger, er, at De nu besidder et modent og mandigt Talent, der under Udførelsen producerer mere, end De ved Planens Udkastelse selv havde vovet at vente. Hvad De nu har at befrygte, er ikke at ødelægge Deres Fond ved altfor gigantiske Entrepriser, men at De af Frygt for Udfaldet lader store Partier af Deres Kapital ligge ubenyttet. Jo mere De vover, desto sikrere er De paa at vinde; thi jo mere De vover, desto friere udvikler det originale sig hos Dem, og deraf har De faaet en rig Gave. Det er besynderligt, at man just har sagt om Dem, som De selv ved, at De især havde Deres Force i Udtryksmaaden, at Deres Talent især var semiotisk; jeg erklærer, at jeg aldrig har fundet saa einhaltsschwere Vers som Deres, og dette gjælder ikke blot om de sidste, men ubetinget om alt, hvad jeg har seet af Dem. Dersom De vedbliver i denne ponderose (?) Frembringelse, saa vil De tilsidst tiltvinge Dem en vægtig Autoritet ved Deres Pen; thi det er en Erfaring, som jeg selv har gjort, at, naar De rigtig hæver Hammeren med begge Hænder, saa antager Deres Vers en vis orakelmæssig Vægtfylde, der virker som svært Skyds, der bedøver og beseirer. Jeg betragter Dem som en voxen Mand, og derfor sideordner jeg Dem med, hvem det skal være; jeg siger, at, hvad De nu har leveret, er klassisk, at det vil staa og blive nævnt i Tidens Løb ved Siden af de faa Produkter, som bliver Literaturens stadige Eiendom. De har paalagt Dem utrolige Baand ved at gjennemføre Sonnetformen gjennem en saa stor Række af Vers; jeg indser godt den store Fordel, De derved har opnaaet; men jeg forstaar ikke, hvorledes De har holdt det ud, og jeg kan godt indse, at De mangen Nat har lagt Dem halv fortvivlet; men De bør skrive noget i en lettere Verseform for ikke at vænne Dem til saa store Fordringer, at Overgangen senere bliver umulig. Jeg har ikke noget at befrygte for, at De nogensinde skulde kaste Dem paa det, som man kalder den høie Poesi; jeg hader den høie Poesi af ganske Hjerte; med den høie Poesi er det Gudskelov ude overalt; det er, fordi Publikum nu har begyndt at faa et Skjøn selv og ikke lader sig sige, hvad det skal synes om, og saaledes er det meget bedre; thi alle disse «lange Jødedigte» om Paradis og Jerusalem og Messias[51] er i Grunden kun til at gjøre Folk Livet surt. Den høie Poesi gaar til Grunde, fordi den er alt for triviel, – thi de sublimeste Folk er altid de trivielleste – ligesom overhovedet al Hypokrisie (?). De skal have Tak for Deres Brev; det var morsomt, omtrent som naar vi har siddet sammen og ræsonneret. Jeg faar det ganske interessant, naar jeg kommer hjem, ved at se, hvorledes en og anden har taget sig op. De er den eneste, som skriver saa esoterisk, at jeg kan danne mig en Forestilling om denne Frem- og Tilbageskriden hos en og anden. Dette Surrogat for et Brev er jeg i Tvivl, om jeg sender afsted, da det intet indeholder. Imidlertid er det bedst at lade det gaa, da jeg nu ikke faar Leilighed til at skrive, førend jeg kommer til Kjøbenhavn, og Reisen derhen tiltræder jeg imorgen Eftermiddag Kl. 4, uden at jeg endnu fuldstændig har arrangeret mig. Jeg er bleven opholdt fra at skrive Breve af en lignende Grund som De. For nogle Uger siden kom jeg ved en samtale med Heine paa den Ide at skrive en Artikel om den tydske Filosofi; det er næsten 14 Dage, siden den var færdig; men min ulæselige Haand gjorde det nødvendigt at faa den afskrevet, efterat den var antagen efter det, som jeg læste op for Redaktionen, og denne Kopiering har optaget saa megen Tid og indgivet mig en saadan Ækelhed for at skrive, at jeg virkelig har været saa undskyldt som noget Menneske. Først idag blev jeg ganske færdig med den. Konow, Berg og Egeberg har skrevet hver sit Stykke, og Resten er bleven kopieret ude i Redaktionens Bureau, hvor jeg har maattet været tilstede. Nu bliver den trykt i Begyndelsen af Januar i Maanedsskriftet «France literaire». Jeg er hjertelig glad, at jeg er ganske færdig. med dette Arbeide. Her er koldt at skrive, da de her brugelige Kaminer i det høieste er tjenlige til at varme sine Fødder ved; ingen Skrivepult har jeg heller, havde De seet mig sidde skrivende i min gamle Kavai, saa vilde De have havt ondt af mig; imidlertid er Artiklen bleven varm nok under denne ydre Uhyggelighed. Jeg tror, at jeg var bleven endnu en Stund i Paris, hvis ikke Vinterleiligheden var saa mislig i disse Pariserværelser for den, som vil bestille noget om Aftenen, thi til at sidde og snakke ved er disse Kaminer ganske gode. I Kjøbenhavn ved jeg, jeg vil faa det godt. Naar jeg er kommen i Orden der, skriver jeg Dem noget fuldstændigt; men for Tiden har jeg virkelig Modbydelighed for at føre en Pen. Men en Ting maa jeg lægge Dem paa Hjertet, det er, at De søger Reisestipendiet efter mig; jeg kan ikke tro, man kan nægte Dem det efter alt, hvad der er passeret, og der er ikke en Person i hele Norge, der vilde have saa stor Fordel af at komme ud end De[52]. De ved maaske, at Konow[53] for Tiden opholder sig i Paris; vi bor sammen i et Hotel; han er meget artig mod mig, og jeg lider ham ikke ilde. Der kunde blive en brugbar Mand af ham, naar han kun var kommen i en fast Etat; nu har han ingen anden end den at reise, og en peregrinatio perpetua er en daarlig Profession. Vi vier Norweger er ofte sammen. Berg er en høist fortræffelig Mand; han siger langt mindre, end han ved, han er den diametrale Modsætning til ham, som taler i den «bekjendte røde Maneer». De har anført et Par charakteristiske Ytringer af denne vor fælles Ven. Tænk, om han var kommen til at gjøre en stor Reise i Udlandet i sine yngre Dage, hvad tror De da, at der var blevet af ham? Vi, som er et fjernt Folk, et Folk med liden selvtillid og megen Respekt for Autoriteter, hvad skal der blive af os, naar Toneangiverne ikke engang er redelige? De maa tro, at jeg har en ganske kjedsommelig Tur, førend jeg kommer til Kjøbenhavn. Jeg gaar over Brüssel, Löwen, Aachen, Düsseldorf, Münster, Göttingen til Hamburg og tænker underveis at tage indenom til den Præst i Nærheden af Bremen, hvor jeg var som Dreng; imidlertid bliver dette en betydelig Krog[54]. Jeg er ganske glad, at der ikke er mere Papir igjen, saa uhyggeligt er det at skrive paa mit Værelse. Lev vel og hils fra mig. De faar snart Brev fra mig paa nyt.

(Til Kirke-Departementet).

Paris, 24 December 1834.

Siden min seneste Indberetning til det høie Departement har jeg fuldendt den deri fremsatte Reiseplan. Fra München gik jeg gjennem Tyrol til Schaffhausen, derfra gjennem Schweiz over Genf til Paris, hvor jeg ankom den 23de juli. Opholdet i Paris har været den frugtbareste Del af min Reise; ikke desto mindre er det vanskeligt at gjøre nøiagtig Rede for Anvendelsen deraf, fordi jeg i Grunden her ikke har faaet saa meget at vide som meget mere berigtiget meget, som jeg vidste før. Forelæsninger har jeg kun lidet besøgt, desto i mere Retterne. Jeg tror at have erhvervet mig en sammenhængende Oversigt over den franske Literatur i dens nyeste Periode, der for os, der altfor udelukkende slutter os til Tydskland, indeholder meget lærerigt. Til det af Advokat Foelix i Paris redigerede juridiske Maanedsskrift, «revue étrangère de legislation», har jeg leveret en Artikel over Kvindernes Retstilstand hos os, der foranledigede, at jeg for Eftertiden kommer til at figurere blandt de faste Medarbeidere. Videre har jeg i det i Kjøbenhavn udkommende juridiske Tidsskrift indrykket en Artikel om Retsstudiets Tilstand i Tydskland og i Parisermaanedskriftet «France literaire» en Afhandling om den tydske Filosofi og Muligheden af dens Optagelse i Frankrige. Efter nu omtrent at have opholdt mig i Paris i den bestemte Tid og efter at have faaet saa megen Besked om Frankrig som jeg behøver, tiltræder jeg imorgen Reisen hjemover og lægger Turen over Brüssel, Löwen, Aachen, Göttingen og Hamburg til Kjøbenhavn. Naar jeg ankommer til Kjøbenhavn, vil bero paa, om og hvor længe jeg opholder mig paa de mellemliggende Steder, hvor Udbyttet ikke kan være stort uden med Hensyn til Brüssel og Hamburg; thi til tydske Universiteter kjender jeg allerede mere end nok. Derimod ved jeg vist, at jeg kommer tilbage til Norge med første Dampskib. Disse Meddelelsers aktmæssige Tørhed og deres Ufuldstændighed maa jeg bede undskyldt med det generende, som der tilsidst ligger i den Nødvendighed gjentagne Gange at rapportere om sig selv.

Kjøbenhavn, 29 Januar 1835.

Kjære Trine!

– – – Med forrige Post fik jeg gjennem Professor Motzfeldt fra Universitetet Forespørgsel, om jeg vilde sukcedere Stang. Da jeg bliver ene indstillet, saa kan der vel intet være i Veien for, at jeg bliver udnævnt. Saavidt jeg har mærket, er det Skik og Brug hos os, at ved Indstillinger til Poster, som ikke kan eller som allenfals ikke pleier at ansøges. Vedkommende selv og hans Forbindelser skal anstille sig, som om de næsten ikke vidste, at saadant var i Gjære; deri skal nok ligge et Slags Beskedenhed.

Her i Kjøbenhavn har jeg det godt; jeg kommer daglig i flere Forbindelser, fordi jeg daglig er ude. Med flere af de egentlige Notabiliteter er jeg kommen i Berøring; de har været venskabelige, givet mig Opmuntringer og god Mad. I min gode Ven Lehmann har jeg en stadig Anfører; han er med i alting og er mig derfor til stor Nytte.

Tellef beundrer jeg meget; hans Skibskjøb er mig til stor Opbyggelse; det er kun Kompagniskabet i Rederiet, som jeg i hans Sted vilde have betænkt mig noget paa; dette har han vel ogsaa gjort, og jeg kan nok vide, at det kun er hans Pengekræfters Utilstrækkelighed, som har bevæget ham til det, som Hollænderne kalder Maskepi. Der bliver sjelden noget godt af Medrederskab, medmindre alle paa en nær er rene Faare- og Kyllinghoveder; men det er jo desværre ikke Tilfældet her. Der maa være gjort store og uventede Fremskridt i Menagen, siden jeg var hjemme, siden I har kunnet præstere et Bal; der skal dog ved saadanne Leiligheder noget til at sidde paa og sidde ved, til at sætte Lys i, til at spise og drikke at, og hvorfra i en Hast tage saa meget staaende, liggende og hængende Fæ, selv med laante Resourcer? – –

Jeg var ganske nær ved at forglemme noget, som jeg ikke kan forbigaa. Jeg kommer ikke ud med mine Penge; jeg har reist for meget og for langt udenfor Planen til, at selv det Tillæg, jeg selv har kunnet gjøre, blev tilstrækkeligt; jeg har desværre ogsaa maattet give bort og laane bort Penge, paa hvis Tilbagebetaling til rette Tid jeg ikke kan stole; især har Turen fra Paris til Kjøbenhavn været forholdsvis kostbar. Spørg Tellef, om han kan lade mig faa 200 Mark Banco eller 150 eller 100. Der er vel noget tilbage af Arven[55]. – – –

Kjøbenhavn, 15 Marts 1835.

Kjære Welhaven!

Skriftligen er Deres Digt blevet recenseret i sidste Hefte af Maanedsskriftet[56]; mundtligen er det hernede vist ligesaa ofte blevet recenseret som oppe hos os, da siden Gjengangerbrevenes Tid neppe noget Digt har vakt saa megen Opsigt i Kjøbenhavn. Anmeldelsen er af Ørsted, Fysikeren; jeg troede, at den var af Paul Møller, fordi deri findes berørt et Par ubetydelige Punkter, som Møller ikke havde forstaaet, og som han spurgte mig om. I denne Forudsætning ytrede jeg mig noget ufordelagtigt om Recensionen til Ørsted selv, der, som jeg senere tror at have bemærket, ikke tog det godt op. Paa denne Maade har jeg flere Gange været uheldig. Recensionen synes jeg ikke stort om. Den er vistnok skreven med megen Velvillie for Dem, og er i det hele meget fordelagtig; men dels burde han enten have undladt alle Udsættelser eller fundet nogle mere træffende end de paaankede, dels er den hele Nutzanvendung om Videnskabernes Nytte skolemesteragtig og triviel og en høist indskrænket og skjæv Konklusion af Deres Præmisser. Kommer De til Sommeren ned til Kjøbenhavn, som jeg finder høist sandsynligt, enten De bliver min Stipendiesukcessor eller ikke, saa kan De gjøre Regning paa en meget velvillig Modtagelse. De har desuden det meget sjeldne Fortrin, at Deres personlige Nærværelse forhøier den fordelagtige Dom, som Deres literære Fremtræden har vakt; min Erfaring har, jeg kan sige uden Undtagelse, lært mig det modsatte. I Gierlew[57] har De en utrættelig Udbasuner; for ham er De allerede en Autoritet; han gjemmer paa Deres Repliker og Bemærkninger og anbringer dem, naar Leilighed gives. Mig pousserer han ogsaa frem saa godt, han kan, og roser mig for andre i min Nærværelse; Gud ved, om jeg deraf har havt nogen Hjælp. For den Mand har jeg aldrig givet stort, allermindst nu, da han kun sætter sig nogle Procent over Pari. Af ham har jeg faaet Morgenbladene for December tillaans, saa at jeg kjender lidt til Skjærmydslerne, som Deres «Dæmring» har fremkaldt. Han beskylder mig for deraf at have bortkastet eller forkommet fire Numere, saa at jeg ikke har villet bede om de sildigere. Ligesaa ulykkelig var jeg med et Exemplar af Deres Digt, som jeg fik tillaans af Paul Møller, saa jeg ikke kan siges at have været fri for Uheld i den senere Tid. – – – – –

– – – Øhlenschlægers ældste Datter, som var gift med skuespiller Phister, er død i disse Dage. Hans sidste Drama: «De italienske Røvere», har været givet to Gange. Dets Skjæbne ved la seconde représentation, der efter den kjøbenhavnske Skik som Præjudikat træder i Stedet for første Forestilling andetsteds, har nok været tvivlsom, da Hyssen og Klappen nogenlunde holdt hinanden i Ligevægt. Øhlenschlæger taler altid om Dem med megen Hengivenhed. Deres Digt, syntes han, var altfor polemisk og bittert. Han har selv en vis Angest for Feider af alle Slags, da han selv altid deri kommer tilkort og staar sig bedst ved fredelige Tilstande. Alle de Bevægelser, som Davids[58] Sag har fremkaldt, kjender De vel af Aviser, da «Kjøbenhavnsposten» deri er meget fuldstændig. David havde nok Lyst til at slaa sig ned hos os, naar han kunde faa et eller andet Engagement, og det selv uden Hensyn til hans Sags Udfald. Han er en redelig og forstandig Mand, der kanske kunde være til nogen Nytte deroppe. For nogle Dage siden fik Stemann[59] under Processionen ved Høiesterets Aabning et Pereat af Pøbelen; Dagen efter blev Kongens Reskript paa Kjøbenhavnernes Petition om at blive fri for Censur opslaaet paa Ulfeldsstøtten, og iforgaars havde en hel Mængde Studenter forsamlet sig i Studiegaarden for om Aftenen at bringe Stemann et Pereat og slaa hans Vinduer ind. Imidlertid skilte de sig ad paa Ørsteds og Sibberns Forestillinger. At bygge Sandsynligheden for et energisk og afgjørende Skridt paa alle disse Rørelser vilde være overilet. Kjøbenhavnerne har altid taget sig den Frihed at give deres Misfornøielse Luft ved smaa Udfald. Regjeringen er her desuden mere nationalt sindet og ikke tyrannisk af lutter Ængstelighed som i Tydskland, hvor Sværdet hænger i et Haar. De kan nok tænke, at jeg har det godt her. Hvad jeg mangler mest, er godt Veir. Her er altid det samme. Regn for oven og Søle for neden. Min Kjæreste var farlig angreben af Mæslinger, da jeg kom hid. Hendes Helbredelse standsedes ved et Feberrecidiv; dog er det allerede længe, siden hun blev saa brav, at hun kunde gaa ud. For Theatervæsen har jeg aldrig sværmet; her har jeg kun faa Gange været paa Komedie. De musikalske Kræfter er ikke store ved Kjøbenhavns Theater. Dekorationer, Dans og anden øienslyst er heller ikke bragt vidt. I det rent dramatiske kan det vistnok maale sig med de bedre og bedste; men dette Terrain bliver temmelig indskrænket for den, som af Naturen har en vis Vammelhed for det sentimentale. Gjennem Gierlew faar jeg at vide, hvad der passerer i Christiania. Han har nok en officiel Korrespondent i sin Fuldmægtig. Foruden Deres Digts Chronik indskrænke disse Efterretninger sig hidtil til nogle mandlige og kvindelige Dødsfald. Med første Dampskib kommer jeg hjem. Terminen er saaledes noget ubestemt, da Dampfartens Aabning nok hører til de bevægelige Feste. Her er adskillige Landsmænd, som har overvintret i Kjøbenhavn. Konow[60] fra Bergen med Familie; med hans Brodersøn boede jeg under fælles Tag i Paris, hvor vi «vier Norweger» havde vort Tilhold, da han boede elegant og er et ganske leutseligt Menneske; men Onkelen her har ikke taget videre Notits af mig, skjønt han er en Protektør af Videnskabsmænd og selv regner sig til denne Klasse af Folk. Skramstad, den musikalske Bonde, som De nok har hørt om; vi kom hid sammen fra Hamburg og kjendte hinanden fra Berlin. Han skal om nogle Dage give en Koncert, som han har havt Møie nok med at faa i Stand. Min Ven Lehmann, som jeg blev bekjendt med i Berlin, gaar omkring paa Gulvet, medens jeg skriver; han beder mig at hilse Dem, om hvem han har store Tanker. Kommer De til Kjøbenhavn, saa kan De i ham faa et fast Tilhold, – som man just behøver, naar man er blandt Fremmede, hvor man altid har en Mængde disponible Øieblikke, der let bliver til Byrde, naar man ikke har en saa intim Bekjendt, at man uden videre kan henvende sig til ham til alle Tider. Hils mine Venner. Vil De skrive mig til, førend vi sees igjen, saa maa De helst adressere Brevet til: Professor Drejer[61].

Christiania, 25 Mai 1835.

Kjære Lehmann!

Dette Brev skal paa en Gang tjene til Takskrivelse for mit Ophold hos Dig i Kjøbenhavn og som Introduktion for Overbringeren. Denne er min gamle og gode Ven Munch, der for at forberede Udgivelsen af vore gamle Love skal opholde sig et Par Aar i Kjøbenhavn. Han har sin unge Kone med sig, der baade er smuk og elskværdig og har bragt det til et usædvanligt Mesterskab i Sang og paa Fortepiano. Gjør for dem, hvad Du kan; lad dem optage den Plads hos Dig, som jeg og min Kjæreste efterlader vakant; jeg er vis paa, at Du akcepterer denne Vexel, som jeg til Fordel for min kjære Munch har trukket paa dit Venskab. Ingen er bedre i Stand til at sætte Dig ind i Dagens Historie oppe hos os end han; vi har i mange Aar omgaaets hinanden daglig og havt fælles Omgangsvenner, saa at Du fra nogle Sider kan betragte hans Ophold i Kjøbenhavn som en Kontinuation af mit. – Lina og jeg kom uden noget Slags Søskade til Frederiksværn, hvor mange af vor Familie kom os imøde for at hente os hjem til Kragerø, hvor jeg blev i 14 Dage. Først den 17de Mai kom jeg med Dampskibet til Christiania vestenfra paa samme Tid, som min Udnævnelse indløb i modsat Retning fra Stockholm. Om nogle Dage skal her være juridisk Examen; naar den er endt om et Par Maaneders Tid, reiser jeg hjem til Kragerø, da Lina ikke har Lyst til at komme til Christiania om Sommeren, hvor vi har det meget bedre paa Berg[62]. Med Undtagelse af de heftige stridigheder og Partisondringer, som Welhavens «Norges Dæmring» har fremkaldt, der har underholdt Publikum et halvt Aars Tid, er her ingen Bevægelse i Skrift eller Tale. Din Pakke har jeg bragt til sit Bestemmelsessted trods alle Farer for Konfiskation; til sin Adresse skal den med det snareste blive besørget. Jeg er altfor nylig kommen fra Kjøbenhavn og har altfor lidet orienteret mig hjemme til, at jeg skulde kunne meddele noget udførligt; jeg sender Dig i P. A. Munch indtil videre et levende Brev fra mig. Lina og jeg talte ofte om Dig, medens vi var sammen. Nu beder vi Dig leilighedsvis at overbringe vor Tak og vor Hilsen til vore Konnexioner, blandt hvilke jeg navnligen udhæver din Fader og dine Sødskende.

Din

A. Schweigaard.

  1. Choleraen rasede da i Christiania.
  2. I 1829.
  3. 1764–1842.
  4. Den senere Erkebiskop (1795–1870).
  5. S. lod sig bl. a. i Lund indmelde i det gamle St. Knuts Gilde.
  6. Den senere bekjendte Domprovst og Biskop (1798–1865).
  7. Den endnu levende Sven Nilsson, født 1787.
  8. Bekjendt prædikant (1785–1847).
  9. Assar Lindeblad (1800–48).
  10. Nils Johan E. (1799–1870), Historiker og Præst; opholdt sig 1831–34 i Christiania for at afskrive Christian II’s Arkiv.
  11. Karl Schildener (1777–1843), fra 1813 Prof. i Greifswalde, for hvis selskabelige Liv hans Hus var et Middelpunkt.
  12. A. F. Barkow (1791–1861), Prof. i Greifswalde fra 1819, Retshistoriker.
  13. K. Th. Pütter, 1832 Professor i Greifswalde, † 1873, især bekjendt som Forfatter af en juridisk Encyklopædi (1846).
  14. Af hans Skrifter er hans Udgave af «Guta Lagh» med Oversættelse (Greifswalde 1818) mest bekjendt.
  15. Født 1795, Prof. jur. i Berlin 1826, † 1838.
  16. Den bekjendte Retshistoriker (1795–1874), Prof. i Berlin 1824.
  17. Født 1798, Professor i Berlin 1825, † 1839. En af den historiske Skoles Hovedmodstandere.
  18. Se nedenfor Brev fra Paris af 24de December 1834.
  19. Schleiermacher havde besøgt Christiania i 1833; der vides ikke, hvem der her ellers kan være sigtet til.
  20. Adam Løvenskiold, senere Minister i Haag; nu bosat paa Næs ved Tønsberg.
  21. Bekjendt tydsk Sprogforsker (1770–1849); fra 1801 Professor ved et Gymnasium i Berlin.
  22. Brevet var adresseret til Kjøbmand Schurmann i Dornum.
  23. Otto Aubert (1809–1838), Lærer for Oskar I.s Sønner.
  24. Om Storthinget 1833; jfr. Bogens S. 66, hvor F. kalder S. (i Anl. af det af Storthinget bevilgede Stipendium) een af Landets haabefuldeste Ynglinger».
  25. ɔ: P. A. Munch. Rimbrevet er maaske et Skjemtedigt af Welhaven.
  26. H. C. B. Bendz, bekjendt dansk Veterinær, f. 1806.
  27. Den bekjendte Boghandler.
  28. Født 1774, † 1851 som prof. i Filosofi i Halle; Medudgiver ar den bekjendte «Allg. Encyklopædie der Wissenschaften» (Ersch og G.).
  29. En Violinspiller fra Thoten, der i Tyverne og Trediverne gav Koncerter i Udlandet, tildels i et Slags Nationaldragt.
  30. Ifølge velvillig Meddelelse fra en Professor i Halle ligger det her nærmest at gjætte paa den som Forfatterinde under Navnet Talvj bekjendte Professorinde Robinson (f. 1797); hun blev imidlertid først Enke langt senere, og man maatte da her forsaavidt forudsætte en Feiltagelse fra Brevskriverens Side.
  31. Fougstads Hustru.
  32. Laspeyres (1800–09), Professor i Halle 1831–44.
  33. Tydsk Retslærd og Sprogforsker; født 1800, Student 1810, 1829 Professor. † som Prof. i Halle 6 Marts 1883.
  34. Den berømte Romerretslærer C. C. Wächter (1797–1880).
  35. Statsretslærer (1772–1838).
  36. 1770–1842; 1834 maatte han nedlægge sin filosofiske Professorpost paa Grund af Liberalisme.
  37. 1772–1848.
  38. C. H. Weisse (1801–66) skilte sig siden afgjort fra Hegelianismen.
  39. Født 1798; bekjendt filosofisk Forfatter. Holdt 1820–22 i Berlin Forelæsninger over Filosofi, hvilke forbødes som stridende mod Hegel. Blev efter dennes Død extraordinær Prof. i Berlin 1832 og forblev i denne meget tarvelige Stilling til sin Død (ved et ulykkeligt Tilfælde) 1 Marts 1854.
  40. Sigter til en i sin Tid bekjendt Søvngjængerske, hvem Justinus Kerner skildrede i et Skrift under denne Titel (1829).
  41. Heinrich Laube, den bekjendte Politiker, Digter og Skuespil-Direktør, er født 1806.
  42. Den norske Maler I. C. Dahl (1788–1857), Professor ved Akademiet i Dresden.
  43. Den berømte Ludvig Tieck (1773–1853).
  44. N. A. Ramm, ansat ved den topografiske opmaaling 1818–32, † 1839.
  45. † i Kjøbenhavn 1869 som Dr. med. og Brigadelæge; udmærkede sig i de dansk-tydske Krige.
  46. Den bekjendte Politiker.
  47. Meningen maa være «til»; her sigtes til «Norges Dæmring».
  48. Bekjendt norsk Læge (1809–1876).
  49. Forfatterinden Camilla Collett.
  50. Jens Fredrik Berg, født 1807, død 1847 som Kathechet i Kragerø; reiste 1833–35 i Tydskland, Italien, Schweiz og Frankrige. Hans Reisebreve til Hjemmet blev trykte som Manuskript.
  51. Her sigtes til Klopstock Messiade og dens Efterfølgere.
  52. W. kom ud, men ikke som Stipendiat.
  53. Dr. Wollert Konow, Øhlenschlægers Svigersøn.
  54. S. opgav dette Besøg.
  55. Efter Bedstemoderen; der var paa Skifte efter hende udlagt Schweigaard og hans søskende hver et Par Hundrede Spd.
  56. Det danske M. for Literatur.
  57. A. C. Gierlew (1774–1845) var fra 1831 Generalkonsul i Christiania.
  58. Den bekjendte Politiker og Statistiker.
  59. Dansk Statsminister (1767–1855).
  60. Konsul August K., der levede meget længe i Kjøbenhavn.
  61. Søn af Provst Drejer i Kragerø, Læge i Kjøbenhavn, titulær Professor; S.’s Forlovede boede hos ham.
  62. Hans svigerfaders Landsted ved Kragerø.