Anton Martin Schweigaard (Bjørnson)
(I kirken efter sørgetalen)
Giv os, Gud, vi beder såre,
den fulle fryd, den fulle tåre,
og viljens fulle, rene ild!
Hør vor bøn her ved hans båre:
han kunde kun det hele kåre
og give helt sin sjæl dertil.
Ja, giv os store mænn
med kraft at føre hen —
kraft at samle vort folk i råd,
vort folk til dåd,
vort folk i glæde og i gråd!
Du, vor Gud, vor nødtørft kjænte,
til templets rejsning ham du sendte,
en ånd, så lys, så ren, så stor.
Da hans værk i tiden ændte,
du lot ham ømt ved henne hænte,
som med hans bøn mot himlen for.
Og da han løstes av,
en tid gik med i grav.
Som et under om land det lød:
hans liv, hans død
sin Skjønhed over folket gjød.
Hjælp os, Gud, så vi kan lære,
når lys i landet du vil bære,
da dagens time at forstå.
Gud, du vet hvor små vi ere:
o, giv os længsel, folke-ære
så vi det store ej forsmå!
Du sendte mange ud,
o, trættes ej, vor Gud:
lad os skjønne dit kall, dit spor
i mænn, i ord —
din nåde-gjærning i vort Nord!
BRYLLUPSVISE NR. IV
Når et rødmende blod
bøjer ydmygt imod
ham som ejer det prøvede sinn,
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |