Antegnelser om den Schrøderske Sag

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Antegnelſer
om den
Schrøderſke Sag.
————————
(Aftrykt af Morgenbladet No. 222 for 1859).
————————
Chritiania 1859.
Trykt i R. Hvids Enkes Bogtrykkeri
ved A. S. Elling.
Af Bjerregaards Antegnelſe over Gjenſtande vedkommende Norges Hiſtorie fra 1814.[1]

Et ſkjændigt Bevis paa udartet militær Laugsaand, militært Despoti, Samvittighedsløshed og Misbrug af Magt gave de Forfølgelſer, ſom afdøde Kavallerilieutenant Schrøder i ſin Tid var underkaſtet, og ſom ogſaa bleve en Anledning til hans tidlige Død. Vel have Vedkommende for en Del ſøgt at kaſte et Skjul over deres Brøde ved at paapege, at Schrøder ſom Menneſke ikke duede meget, og viſtnok var han ikke i alle Dele ſom man kunde ønſke. Men dels var det, man bebreidede ham, mindre nogen umoralſk Karakter, end Mangel af tilbørlig Konduite, hvilket finder en grundet Undſkyldning i hans forſømte Opdragelſe, da han var Søn af en forhenverende Underofficer og af en yderst forvorpen Kvinde af Moder, dels retfærdiggjør disſe mindre fordelagtige Sider ikke en Tilſideſættelſe af alle Retfærdighedsregler, paa hvis Iagttagelſe enhver Borger og Embedsmand og iſær i en konſtitutionel Stat har ſaa billigt Krav. Saameget er viſt, at Schrøder af ſin Korpschef Oberſtleiutenant Seierſtedt og ſin Eſkadronschef Ritmeſter, ſenere Amtmand Heidmann, havde de bedſte Vidnesbyrd om Opførſel i og udenfor Tjeneſten. Jeg vil forſøge at give et kort Afrids af hans Hiſtorie iſær med Henſyn til ſaadanne Omſtændigheder, ſom ei af Akterne i de mod ham anlagte Sager kunne være bekjendte.

Schrøder ſtod førſt som Premierlieutenant ved daværende ſøndenfjeldſke Regiment. Ved Reduktionen i 1817 indgav han Anſøgning om at forſættes til Kavalleribrigaden. Da de yngre Kavalleriofficerer ſaa dette med ſkjæve Øine, ſatte de alle Hjul i Bevegelſe for at modarbeide det. Der blev til den Ende meldt Reduktionskommisſionen, at Schrøder havde havt en formentlig vanærende Affaire med en Lieutn. Werenſkjold, der engang paa et Billardhus ſkulde givet ham et Slag af Queuen. Kommisſionen paalagde derfor Schrøder at beviſe, at denne Sag var ſtandsmesſig afgjort, og denne, ſom imidlertid var bleven ſatisficeret af Werenſkjold, indſendte ogſaa herom en Atteſt fra 2 Officerer, — hvorefter han ogſaa blev anſat som Premierlieutenant i Kavalleribrigaden og det throndhjemſke ridende Jegerkorps.

Da Vedkommende ſaaledes ikke havde naaet deres Henſigt, maatte de altſaa tenke paa nye Machinationer. Endel unge Kavalleriofficerer indberettede altſaa til Brigaden, at Sagen ei var afgjort med Werenskjold, i det Mindſte ikke ved Duel, og ved Oberſt Baron Wedel-Jarlsbergs noble Beſtræbelſer blev ogſaa Schrøder beordret ind til Chriſtiania, hvor en Krigsret blev nedſat over ham under Forſæde af Generalmajor Aubert. Som Auditør fungerede Fabricius, der formodentlig ſom lydig Tjener lod ſig ſin Indſtilling diktere af Baron Wedel. Den gik ud paa Kasſation, hvilket og Krigsretten bifaldt, da de taabelige militære Fordomme vare for ſtærke til at Lovenes og Fornuftens Stemme kunde blive hørt. Imidlertid ſtemte blandt Rettens Membre Præſes ſamt Lieutenanterne Sevahl og Unger for Frifindelſe, og Lieutn. Unger endog for 4 Maaneders Arreſt for Klagerne. Sagen blev indſtevnet for Høieſteret, hvor Overauditør Sem var Aktor og Hjelm Schrøders Defenſor. Sem var meget ivrig og gik endog ſaavidt aabenbar i Rettens Skranke at yttre, at Schrøder burde have duelleret, hvorimod Hjelm, der beſtandig har næret det beſtemte Had mod al Misbrug af Magt og Vilkaarlighed, ligeſaa ivrig med ſit herlige Talent forſvarede den Forfulgte. Udfaldet blev ſom man kunde vente, at Krigsretsdommen blev frafaldt og Schrøder aldeles frifunden, og at de af Sem mod ham brugte fornærmelige Udtryk mortificerede, noget hvorved Hjelm ikke i liden Grad tildrog ſig Baronens Unaade og Had. Efterat Dommen i Høieſteret var falden, lod Sem indrykke i Rigstidenden en Artikel, der gjentog de Forhaanelſer mod Schrøder, ſom han under Sagen havde brugt, og betjente ſig blandt andet, af det Udtryk, at da de kun vare mortificerede, men han ei derfor mulkteret, maatte man antage, at Retten havde fundet dem adæqvate, et Udtryk, formedelſt hvilket Høieſteret ſkal have delibereret, om ikke Sem burde tiltales. Da Schrøder vilde indrykke i ſamme Blad et Svar paa Sems Avertisſement, vare Rigstidendens Udgivere, blandt hvilke det gjør mig ondt at maatte nævne min Ven M. C. Hanſen, ſvage nok til at nægte at modtage ſamme.

Nu ſkulde man have troet, at Forfølgelſerne vare forbi, og al Anledning til yderligere Chicaner belaget Vedkommende, men nei, — den militære Nidkjærhed ſlipper ikke ſaa let ſit Bytte. Da Dommen, ſom det kaldes, var publiceret og Schrøder begav ſig hjem, blev han af Klagerne forfulgt lige til ſit Logis med Forhaanelſer, der ſnarere Pasſede for Gadedrenge end for dannede Menneſker og Officerer. Baron Wedel erklærede, til Trods for Høieſteretsdommen, at han ei anſaa Schrøder for Officer, og da Schrøder meldte ſig for at begive ſig til ſin Poſt og igjen tiltræde ſin Tjeneſte, blev det ham nægtet, hvorimod han fik Ordre til at forblive i Chriſtiania, uden at nogenſomhelſt Virkſomhed blev ham anviſt. Paa hans gjentagne Anmodning om enten at blive gjenindſat i Tjeneſten eller, hvis han ſkulde betragtes ſom kommanderet, da at nyde de dermed forbundne Emolumenler, ſaa man ſig nødſaget at tilſtaa ham disſe, for derved dog at give den fortſatte ſkrigende Uretfærdighed et Skin af Lovlighed. Saavel dette henſigtsløſe Ophold i Chriſtiania ſom Vedkommendes øvrige Adferd gik ellers øienſynlig ud paa, ved idelige Krænkelſer enten at nøde Schrøder til at gaa ud af Tjeneſten, eller ærgre Livet af ham, og heri deltoge — til liden Ære for dem — høie og lave Militære. Cheferne forbøde deres Subalterne al Omgang med Schrøder, og de fleſte føiede ſig ogſaa deri. Hæderlige Undtagelſer gjorde Lieutenanterne Sevahl og Hanſen, der vare de eneſte, hvis Deltagelſe ſkjænkede ham nogen Opmuntring. Hans nidkjære Defenſor ſtod ham og bi med Opmuntring og Raad, ſom vel behøvedes. Efter en Overenskomst mellem Officererne var det vedlaget, at de, naar de gik ham forbi, ei alene ikke hilſede, men endog tilkjendegave deres Ringeagt ved at ſpytte ad ham. Saaledes hengik en rum Tid, i hvilken man øienſynlig kun lurede paa en Leilighed til paany at anfalde den Ulykkelige, hvis Sind og Legeme ved de mange tilføiede Krenkelſer allerede begyndte haardt at lide. Endelig indtraf en Begivenhed, ſom igjen oplivede Komplottens Haab.

En Dag i Auguſt 1819 mødte Schrøder en Lieut. Staib af Artilleriet, ſom idetmindſte forekom Schrøder at gjentage hint Spyttemanøvre, ihvorvel Staib har benegtet at have gjort det idetmindſte med nogen for hin fornærmelig Henſigt. Opbragt herover ſkal Schrøder da med et Spanſkrør have givet ham et Rap over Ryggen, hvilket denne dog har benegtet at have været Tilfældet. Da Staib fortalte nogle Kamerater, hvad der var pasſeret, raadte disſe ham, med den ſædvanlige militære Raſkhed, til næſte Gang han mødte Schrøder paa Stedet at hugge ham ned. Kort efter mødtes de atter i Dronningens Gade, hvor da Schrøder, efter Staibs Forklaring inden Forhøret, ſkal have yttret en Truſel, ſom dog ogſaa af hin er benegtet. Imidlertid tror jeg gjerne, at det har været Tilfældet, da jeg kjender Staib ſom et godt Menneſke, der neppe vilde forebringe en Uſandhed, og ſom neppe havde indviklet ſig i denne Affære, naar ei hans egen Hidſighed og Andres ubeſindige Raad havde forledet ham dertil. Da han imidlertid blev forbittret Ved Synet af Schrøder, og tillige formodentlig erindrede hint gode Raad, trak han øieblikkelig ſin Sabel og vilde anfalde Schrøder, ſom, da han var civil og ubevæbnet, maatte ſøge ſin Redning i Flugten. I blind Hede forfulgte Staib ham, hentede ham ind og hevede Sverdet for med et Hug at give ham ſin Reſt, da Schrøder for at forſvare ſig, maatte afbøde Hugget med Haanden, ſom koſtede ham et ikke ubetydelig. Saar i ſamme, men hvorved han tillige afvæbnede ſin Forfølger. En Lieutenant Bühring havde imidlertid været Vidne til det Pasſerede, løb ned i Byens Vagt og indfandt ſig ſtrax efter med en Kommando, ſom arreſterede — ikke Staib, men Schrøder, ikke Angriberen, men den Angrebne! — Paa hans Proteſt mod denne mod Formerne ſtridende Arreſt af en Officer, ſvaredes atter, at Schrøder ei kunde erkjendes derfor. Paa hans Forlangende maatte imidlertid ogſaa Staib følge med til Vagten, hvor Schrøders gode Ven, Baron Wedel, Stedets Kommandant, indfandt ſig. Uagtet han nu ei kunde paaſkyde ikke at kjende Schrøder, blev denne nu, imod ſin Proteſt, alligevel atter, ſtridende mod alle Former, ført til Hovedvagten af en Gefreider og 2 Mand, hvorimod atter Angriberen gik fri og frank hjem. I Vagten blev Schrøder, ſkjønt intet graverende mod ham var fremkommet, behandlet med en Strenghed, ſom om han havde været den groveſte Forbryder, da Ingen fik Tilladelſe at komme til ham, Brugen af Skrivematerialier blev ham negtet, og endog den ham tilbragte Mad paa det Strengeſte viſiteret. Da man imidlertid indſaa, at Uretfærdigheden i denne Fremgangsmaade maatte ſtikke altfor meget i Øinene, fandt man ſig nødſaget til ogſaa at lade Staib arreſtere, ſkjønt mere overensſtemmende med de militære Former, ligeſom han heller ikke i Arreſten blev behandlet med Strenghed, ſom man fremdeles vedblev at udøve mod Schrøder. — Et Forhør, ſammenſat efter Baronens Hjerte, blev nu nedſat, og fulgte trolig ſin Inſtruktion, med ſmaalig Omhyggelighed at fremhæve Alt, hvad der kunde gravere Schrøder, og fare løſelig over Alt, hvad der talte imod Staib. En inkviſitoriſk Strenghed og Sluhed brugtes for at hilde den Førſte; Alle, ſom paa fjerneſte Maade kunde vidne noget imod ham, bleve indkaldte, men med megen Møie var man at formaa til at afhøre Nogen, der kunde forklare ſig for ham, og nogle af disſe, der godvilligen indfandt ſig, maatte ordentlig indlade ſig i Procedure med Asſesſorerne for at faa deres Depoſition rigtig tilført Protokollen. Endelig vare Forhørene taliter qvaliter ſluttede, og begge de Arreſterede bleve nu løsladte. En Krigsret blev nedſat, hvor man omtrent gik frem efter ſamme Grundſætninger. Da Schrøder forlangte nogle Vidner afhørt om de Befalinger, der vare Officererne givne om ikke at omgaaes ham, blev dette ham negtet, ligeſom og hans Begjering om, da han ſaa ſig omringet af lutter Fiender, hvor han kunde vente upartiſke Dommere, at tillades at møde ved en Sagfører. Dom blev omsider afſagt, hvorved Schrøder igjen blev dømt til Kasſation (det var det, man vilde!) og Staib til 3 Maaneders Arreſt i 1ſte Grad. Sagen blev indſtevnet til Høieſteret, hvor Aars mødte som Aktor, Hjelm ſom Schrøders og Sem ſom Staibs Defenſor. Ved dette Tribunals Dom blev Sagen hjemviſt til Afhørelſe af de af Schrøder opgivne Vidner og for at han kunde lade møde ved Sagfører. Hjelm mødte nu for ham, og Vidnerne bleve afhørte. Uagtet Sagens Udſeende nu var bleven meget forandret, blev dog Dommen ſom før. Sagen indankedes igjen til Høieſteret, hvor tilfældige Omſtændigheder dog gjorde, at den ei ſaa haſtig kunde forelages. Den ved Chikaner og Græmmelſe nedbøiede unge Mand, ſom var Kabalens Offer, var imidlertid ſtedſe bleven ſvagere og ſvagere, og i Foraaret 1821 endte en tærende Sygdom hans unge, af Sorg og Ulykker formørkede Liv. Over Graven pleie ellers Hadet og Bagvaſkelſen at tie, men ſelv Døden formanede ikke at ſlukke hans umenneſkelige Bødlers Hævntørſt. En Befaling eller Anmodning forbød igjen Officererne at følge ham til Graven, og man ſaa nu det nedværdigende Skueſpil af en norſk Officeer, hvis Baare kun tre blandt hans Kamerater fulgte, et Syn, ſom hos enhver Følende vakte Harme og Smerte. De tre Officerer, der fulgte, vare den Afdødes Broder, hans Eſkadronschef Heidman og Lieutenant Nicolai Hanſen, en Broder af Digteren Mauritz Hanſen.

Sagen faldt imidlertid ei bort, men blev foretagen i Høieſteret, hvor den Afdødes Minde nød den Fyldeſtgjørelſe, at Krigsretsdommen for hans Vedkommende blev frafaldt, hvorimod Staib blev idømt 1 Maaneds Arreſt i 3die Grad, hvilken Straf dog ſenere ved kongelig Reſolution blev eftergivet.


  1. Manuſkriptet indeholder: 1) Den 17de Mai 1824, 25 og 26. 2) Anekdoter. 3) Antegnelſer om den Schrøderſke Sag. 4) Valgkabaler 1826 og 27 i Chriſtiania. 5) Noticer om 17de Mai 1827, 28, 29, 30, 31, 32. 6) Om Kommitteen til Bedſte for de udvandrende Polakker. Manuſkriptet beſtaar af 47 tætſkrevne Blade i Kvart, med Forfatterens Haand. Det er afſluttet 4de Marts 1833.