Anmeldelse af Lange’s og Unger’s „Diplomatarium Norvegicum“

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Anmeldelse. Diplomatarium norvegicum. Oldbreve til Kundskab om Norges indre og ydre Forhold, Sprog, Slægter, Sæder, Lovgivning og Rettergang i Middelalderen. Samlede og udgivne af Chr. C. A. Lange og Carl R. Unger. Første Samlings første Hefte (Udgivet med Understøttelse af det kgl. norske Vidensk. Selskab i Throndhjem) Christiania. P. T. Mallings Forlagshandel, 1847. 384 Sider st. Oktav. Med to lithograferede Plader.[1]

Hensigten med disse Linjer er ej saameget at levere en formelig Anmeldelse af ovennævnte Skrift, der allerede har været saa længe i Publikums Hænder, at det maa kunne forudsættes almindelig bekjendt, som efter Evne at bidrage til en rigtig Forestilling om et norsk Diplomatariums Værd og Interesse, ej alene for os Nordmænd, hvilke den nærmest vedkommer, men ogsaa for Granskere i nordisk Historie og Lingvistik i Almindelighed. De dygtige Udgiveres blotte Navne indeholde desuden i og for sig saadan Garanti med Hensyn til selve Arbejdets omhyggelige og sagkyndige Udførelse, at det Afsnit, der ellers plejer at være det væsentligste i en Anmeldelse, Afsnittet om den mere eller mindre tilfredsstillende Maade, hvorpaa Forfatter eller Udgiver har løst den Opgave, han har foresat sig, her mestendeels kan bortfalde.

Inddelingen af et Lands Historie i ydre eller indre Historie er bekjendt. Den ydre Historie gjør Rede for Landets eller Nationens Forhold til andre Lande eller Nationer; den bliver ifølge sin Natur mest Krigshistorie, og fordi en krigførende Nation fremtræder som en Renhed, hefter den ydre Historie sig ogsaa nærmest til denne Eenheds Repræsentant; den bliver altsaa forstørstedelen Fyrstehistorie; den indre Historie omfatter derimod Nationens indre Forholde og Indretninger, den følger Skridt for Skridt Folkets politiske og sociale Udvikling, og den er derfor i Ordets egentligste Forstand Folkehistorie. Et Lands Historie er kun da tilfredsstillende behandlet, naar ligemeget og tilstrækkeligt Hensyn er taget til enhver af disse to sideordnede Rækker af Begivenheder, der indbyrdes supplere hinanden. At de fleste Skrifter, der behandle en eller anden europæisk Stats Historie i sin Heelhed, fordetmeste laborere af den Fejl, at de behandle den ydre Historie med større Vidtløftighed og tilsyneladende Forkjerlighed end den indre, kommer vistnok for en ikke liden Deel af de absolut-monarkiske Tendenser, der i forrige Aarhundrede, da den moderne Historiografi blev til, vare forherskende; men Hovedaarsagen er dog den, at de sædvanlige, og lettest tilgjængelige, Kilder, hvilke hine Skrifters Forfattere havde Adgang til at benytte, ikke indeholdt stort andet end ydre Historie. Thi Middelalderens Chronister, som oftest Gejstlige, der levede afsondrede fra det almindelige Folkeliv, holdt sig til de ydre, mest iøjnefaldende Begivenheder, medens de ej kjærede sig stort om de i deres øjne ubetydelige og hverdagslige Ting, der forefaldt i deres Nærhed, ja som de maaskee ej engang bemerkede. Da imidlertid saadanne Krøniker dog have den Fordeel, at de Begivenheder, de omhandle, ere ordnede i fremskridende Række og saaledes i og for sig meddele en historisk Udsigt over længere Tidsrum, kunne de benyttes med Lethed og indeholde sædvanligviis Meget i forholdsviis faa Ord. De laae derfor og nærmest for Haanden, hvor Spørgsmaal var om at redde historiske Kildeskrifter fra Undergang ved at udgive dem, og da nu paa den Maade de fleste europæiske Lande ere komne til at besidde Samlings-Udgaver af deres National-Chronister, har Adgangen til disse i det Hele taget været enhver nyere Historieskriver særdeles let.

Kilderne til den indre Historie ere derimod langt anderledes vanskeligt at lære at kjende og siden at ordne til Benyttelse. Her bliver alt, hvad der paa nogen Maade kan tjene til Oplysning om Retstilstanden, Folkeudviklingen, Standsforholdene, den indre Rørelse o. s. v., af væsentlig Nytte; men saadanne Materialier ere baade af heel forskjelligt Slags, og derhos ere de ifølge sin Natur adspredte paa mange forskjellige Steder, saaet ej alene deres Afbenyttelse er vanskelig, men ofte endog Kundskaben om deres Tilværelse kun beroer paa et Tilfælde. Det er for at raade Bod paa disse Vanskeligheder, og saavidt muligt ogsaa at gjøre denne Deel af den historiske Kildemasse tilgængelig, at en Diplomsamling er nødvendig. Thi man vil lettelig indsaa, at hvor forskjelligartede deslige Materialier end kunne være, saa maae de dog mere eller mindre reducere sig til, hvad man under eet plejer at kalde Archivsager. Dette gjælder endnu mere for Middelalderen, da. Bogtrykkerkunsten ej kjendtes, og de forskjellige Grene af Literaturen derfor hel ler ikke vare saa bearbejdede at man — som Tilfældet er i de nyere Tider — alene i et Lands Literatur har den troeste Afspejling af Nationens indre Liv. Archivsager, som Domme, Contrakter, Forhørsakter, Brevvexlinger, diplomatiske Noter, Reskripter, Love og Forordninger o. s. v., vise os saamange Sider af Folkets indre Liv, føre os saaledes ind i alle indre Forholde, at vi deraf, naar vi besidde dem i tilbørlig Fuldstændighed, kunne danne os de klareste Forestillinger em Retstilstanden og den sociale Udvikling af de offentlige Institutioner til enhver Tid, medens de desforuden ligesaa ofte meddele os de nærmere Omstændigheder ved mangen vigtig ydre Begivenhed og aabenbare os den rette Grund dertil, hvilken ellers vilde have været os skjult. Derfor have ogsaa lige til de seneste Tider Stats-Archiverne været bevogtede endog med Ængstelighed og ingenlunde aabnede for hvilkensomhelst Nysgjerrighed thi man har altfor vel vidst, at et eller andet Dokument kunde meddele en Oplysning, der ej alene saarede Nationalfølelsen, men og kunde kompromittere det endnu regjerende Dynasti.

Archivsagerne kunne igjen efter deres Indhold deles i to Hovedklasser, de, der vedkomme den hele Nation, og de, der kun vedkomme Enkeltmand eller en Corporation. Til den første Klasse hører formeentlig alt, hvad der udgjør Landets Lovgivning; den anden Klasse omfatter derimod fornemmelig de saakaldte Diplomer eller Brevskaber, Dokumenter osv.; dog er Grændsen mellem begge Afdelinger umulig at drage med Bestemthed, ligesom en saadan nøjagtig Skjelnen ogsaa er uden Interesse. I Almindelighed kan man sige, at da først er Materialet til en Nations Historie fuldkommen tilgængeligt for Alle og Enhver, naar baade dens ydre historiske Kildeskrifter, som Krøniker, Sagaer o. desl., dens Love i deres hele Række, og dens Diplomer ere fuldstændigt udgivne.

Hvad nu vort eget Fædreland angaar, da ere dets Diplomer endog i flere Henseender af større Interesse, end de fleste øvrige Landes. Det er nemlig en bekjendt Sag, at de egentlige norske historiske Kildeskrifter, Sagaerne, ej naae længere end til noget over Midten af det 13de Aarhundrede eller, hvis man vil regne de islandske Sagaer med, til Begyndelsen af det 14de. Heller ikke besidder man for Tidsrummet mellem 1263 og de nyere Tider nogen ordentlig Krønike; islandske Annaler, der og af og til omtale norske Begivenheder, naae lidt ud i det 15de Aarhundrede, men dette er ogsaa Alt. Resten maa man deels søge hos fremmede historiske Forfattere, deels og fornemmeligen er man for dette lange Tidsrum saagodtsom ene henviist til Diplomerne som den Kilde, hvorfra Stoffet skal hentes. Der er saaledes ej alene til den indre Historie, men ogsaa til den ydre, at Diplomerne her maae tjene som Materiale, og uden dem vilde der selv i denne sidste for Norges Vedkommende være et Hul. Ved et besynderligt Sammentræf begynde netop Diplomerne at være tilstede i en betydelig Mængde fra den Tid, da Sagaerne ophøre; ved deres og Annalernes Hjælp kan man nogenledes fortsætte Traaden, og vil bedre og bedre kunne gjøre det, jo flere Diplomer man opdager. Det er saaledes ej alene som Kildeskrifter ved Siden af de fortællende Historiebøger, men som selvstændige, af andre Fortællinger ikke ledsagede, Kildeskrifter, at vore Diplomer ere os vigtige. En anden Grund, hvorfor vi maae sætte Priis paa vore Diplomer fremfor de fleste andre Lande, er den højst merkelige Omstændighed, som man kan kalde egen i sit Slags, at den største Deel af dem er affattet i Landets eget Sprog, ikke, som Tilfældet er med Diplomerne i de fleste øvrige europæiske Stater, Danmark og Sverige ikke undtagne, paa Latin. Af hvad stor Interesse dette er, ej alene for den Sprogstuderende, der i en Diplomsamling har en fuldkommen praktisk Sprogudviklingshistorie, men ogsaa for Historiegranskeren, for hvem Nationaliteten og det fædrelandske Element her fremtræder med langt anden Klarhed, end om det samme Indhold var tvunget ind i Latinitetens Snørliv, trænger ej til yderligere Udvikling. Denne Hævden af Nationaliteten og Nationalsproget gjennem den latinske Middelalder, denne sunde Takt og Friskhed hos Nationen er noget, hvoraf vi altid kunne være stolte; den er den samme Nationalaand, som fremkaldte Sagaerne, og som friede Norge fra ganske at inddrages i den romersk-tydske politiske Sfære, førend langt hen i Tiden, da uheldige ydre Omstændigheder blandede sig i Spillet. Medens Norge har norske Diplomer, som endnu existere, lige fra Begyndelsen af det 13de Aarhundrede, og har i sin Tid haft nogle endog fra Begyndelsen af det 12te, om ikke før,[2] finder man kun faa svenske og danske fra det 14de, forresten ere de alle paa Latin. Det er derfor ej alene som blotte Vidnesbyrd om bestemte Facta og Personer, ej heller som blotte Sprogprøver, men ogsaa som de troeste og paalideligste Mindesmerker om den norske Nationalitet, om en Nationalitet, der under saa sterk fremmed Paavirkning blev sig selv lig og lige til de sildigste Tider beholdt den urgermaniske Friskhed, at vore Diplomer ere egne i sit Slags fremfor andre, og derfor ogsaa maae byde den udenlandske Culturhistoriker et interessant Materiale. Det er kun Angelsaxerne, der i dette Stykke nogenlunde kunne maale sig med os, og forsaavidt overgaae os, som deres Diplomer ere saameget ældre end vore, dem de dog paa den anden Side have saameget færre; Aarsagen til deres store Ælde er desuden ene den, at Christendommen og tilligemed den den latinske Bogstavskrift indførtes blandt Angelsaxerne 400 Aar, førend den kom til os. Angelsaxerne bragte os Christendommen og den latinske Bogstavskrift kort Tid, førend de selv bleve undertvungne, og det er ikke usandsynligt, at den Agtelse for Nationalsproget, som herskede blandt hiint merkelige Folk, ogsaa har bidraget sit til, at de første Religionslærere i Norge viste Agtelse for Nationens eget Sprog og ej nødede vore Forfædre til at slaae Vrag derpaa. Det er dog et Spørgsmaal, hvorvidt det vilde have lykkets dem, om de havde forsøgt noget saadant, thi det lykkedes dem idetmindste ikke at udrydde Benyttelsen af den gamle Gudelære i Digtekunstens Udøvelse.[3]

Hvad der endvidere gjør en fuldstændig Udgave af norske Diplomer ønskelig, ja uundværlig, er den Omstændighed, at disse ved flere sammenstødende Omstændigheder ere mere adspredte, end et Lands Archivsager ellers pleje at være. I Almindelighed findes et Lands Archivsager ikke udenfor vedkommende Land selv; de norske Diplomer ere derimod ved Unionen med Danmark og andre Omstændigheder blevne adspredte, saaledes at det største Antal maaskee endnu findes i danske Archiver, uagtet Meget er tilbageleveret og indlemmet i vort Rigsarchiv. Noget findes ogsaa i Sverige, Skotland m. v. Overhovedet er det saaledes ulige vanskeligere for den norske Historiegransker, end for Andre, at komme til at benytte sit Fædrelands Diplomer, naar Arbejdet ej ved en udgiven Samling lettes ham.

Betragte vi nu de ved Trykken udgivne Kildeskrifter, der staae vore Historiegranskere til Raadighed, da vide vi for del første, at en Udgave af Lovene med Tilbehør indtil Aar 1387 er paabegyndt og ved Storthingets eg det kgl. norske Vidensk.-Selskabs Liberalitet skrider raskt fremad. Med de egentlige historiske Skrifter eller Sagaer er det vistnok anderledes. Vi savne en fuldstændig Række af de fortrinlige norske Kongesagaer, overhovedet hvad man kunde kalde et Corpus scriptorum rerum Norvegicarum, hvor enhver selvstændig Sagasamling som t. Ex. Flatøbogen, der behandler Norges Historie yderst vidtløftigt fra Harald Haarfagre til 1263, Morkinskinna, den ældste Bearbejdelse af Kongesagaerne fra Magnus den Gode til Magnus Erlingssøn, fuldstændigst og i sin Heelhed var optagen. Men vi have dog det historiske Stof, som disse Bearbeidelser indeholde, nogenledes tilgængeligt i de hidtil udkomne norske Kongesagaer, hvor flere Bearbejdelser paa een Gang ere benyttede, og om saadanne Sammenblandinger end lade meget tilbage al ønske og et Corpus, som det ovennævnte, snart vil blive nødvendigt, saa er dog den allerførste Trang nogenledes afhjulpen, og i alle Fald føle vi allermest Savnet af et Diplomatarium. Thi eftersom Nationalfølelsen efter Norges politiske Gjenfødelse tiltager, og med den Sandsen for Fædrelandets Historie og Oldtidsminder bliver sterkere, Fordringerne til de fædrelandske Historiegranskere større og disses Arbejder mere dybtgaaende, bliver ogsaa en uhindret daglig Adgang til vor Diplom-Skat mere og mere nødvendig. Og denne kan ikke opnaaes uden ved en fuldstændig Udgave af vore Diplomer eller, som de i daglig Tale kaldes, Skindbreve, Kalvskindsbreve.

En Udgave af norske Diplomer paabegyndtes allerede af Thorkelin, hvis Diplomatorium Arnamagnæanum, Tom. II. (Kjøbenhavn 1786), indeholder udelukkende norske Diplomer ældre end 1300, chronologisk ordnede. Men denne Samling synes, hvad Titlen ogsaa viser, egentlig blot at være bestemt til at omfatte de Diplomer, der opbevares i den arnamagnæanske Samling, uagtet rigtignok ogsaa nogle faa andre ere optagne; den er derhos heller ikke bleven fortsat. Endelig kommer dertil den største Mislighed, at Brevene ere højst upaalideligt aftrykte, og det saaledes, at de fleste Fejl ikke engang lade sig henføre til Skjødesløshed ved Afskrift og Korrektur, men til formelig Uvidenhed, f. Ex. naar det bekjendte juridiske Udtryk actio in factum læses actio in futurum, naar Udtrykket minn Judas (ɔ: min Forraader) er læst monnum vidas, der ingen Mening giver, o. a. d. Disse Fejl kunne baade skrives paa Thorkelins Regning og ikke, eftersom man tager det. Thorkelin var vistnok en for sin Tid lærd og indsigtsfuld Mand, men han var skjødesløs og stolede formeget paa fremmed Hjælp, som han formedelst sine mange Arbejder var nød til at benytte. Han har saaledes rimeligviis ladet Afskrifterne og Korrekturen af Diplomerne skee for nøjeste Priis ved Islændinger, hvis tilfældige Egenskab, at forstaae vort ældre Sprog, var den eneste Adkomst til deres Benyttelse ved et Arbejde, paa hvilket de forresten ej havde Forstand, og for hvilket de manglede al Interesse. Men Diplomer taale mindst af alle deslige Sager nogen skjødesløs Behandling. Om derfor Thorkelin end for sin egen Person kan frikjendes for hine Uvidenhedsfejl, saa hviler dog den Anke paa ham, ved overfladisk Behandling at have fordærvet et Arbejde, der ellers kunde blevet saa fortjenstligt. Det norske Diplomatarium er forresten det af hans eget Arbejder, hvis Mangler hidtil have været mindst bekjendte, thi hans capitale Nederlag ved Udgivelsen af det angelsaxiske Beówulf-Digt, uagtet han ej forstod et Ord Angelsaxisk, har fordunklet alle hans øvrige literære Synder. Hans Udgave af de norske Diplomer kan altsaa næsten betragtes, som om den ikke existerede. Det samme kan ogsaa siges om hans Analecta, en lille norsk Diplomsamling, som han tidligere udgav uden nogen bestemt Plan og Orden, og som vrimler af de groveste Fejl.

Udgiverne af den Samling, vi her anmelde, have i Fortalen behørigen omtalt afdøde Professor G. F. Lundhs Fortjenester af det norske Diplomvæsen, ligesom de og have nævnt, at det var ham, der gav det første Stød til Udgivelsen af de gamle Love. Lundhs i 1824 udkomne „Specimen Diplomatarii Norvagici“ var den første Prøve paa, hvorledes et ordentligt Diplomatarium skulde see ud, og han antydede allerede i Fortalen til dette Prøvehefte flere af de Hovedprinciper, som Udgiverne af nærværende Samling have fulgt. Udgivelsen af Lovene maatte imidlertid først bringes istand, og Trangen til Diplomatariet føltes maaskee heller ikke saa levende, som i de allersidste Tider, hvor vor fædrelandske Historiegranskning og Interessen for dens Resultater har gjort saa betydelige Fremskridt, Fremskridt, som vistnok saagodtsom udelukkende skyldes Professor Rudolf Keysers snart tyveaarige Virksomhed,der har bevirket en Revolution i national norsk Historiegranskning og gjennem de hinanden afløsende Kuld af opmerksomme Tilhørere udbredt sundere Begreber om deslige Materier og en stedse stigende Iver for dette Studium over det hele Land. Der ere nu ikke, som forhen, blot to eller tre eller fire, men Mange, der ej alene varmt interessere sig for fædrelandsk Historiegranskning, men have en vægtig Stemme i de fleste derhen hørende Spørgsmaal, og alle disse forene sig vistnok med Udgiverne af nærværende Samling og Undertegnede i Erkjendelsen af den paatrængende Nødvendighed af et Diplomatarium. De diplomatariske Arbejder, Forf. af disse Linier ved det academiske Collegiums Liberalitet har seet sig istand til at udgive, kunne her ej komme i Betragtning, da „Bergens Kalvskind“ hører til de Archivsager, som paa Grund af deres Udstrækning ej kunne indlemmes i et Diplomatarium, hvor diplomatarisk end deres Natur er, og der staar saaledes endnu tilbage at foranstalte særskilte Udgaver af vore tvende andre Jordebøger, „den røde Bog“ for Oslo Stift og Aslak Bolts for Throndhjems Erkestol. Munkelifsbogen indeholder kun en afsluttet Kreds af Diplomer, der vedkomme en enkelt Stiftelse, og intet af disse Diplomer er desuden aftrykt efter Originalerne, der alle ere tabte, men efter de verificerede Afskrifter, saaledes som de ere ordnede i Codex selv.

Det maa saaledes idetmindste ansees for afgjort, at vi ej besidde noget Verk, der midlertidigt kan udfylde Diplomatariets Plads, og hver den, som erkjender Uundværligheden for Historiegranskeren af de Oplysninger, Diplomerne meddele, maa derfor og erkjende Nødvendigheden af at faae en fuldstændig Samling udgiven, saa snart skee kan. Det er derhos vel at betænke, at der ikke altid vil være saa god Anledning dertil som nu, da saa aldeles dygtige, hinanden saaatsige supplerende, ufortrødne og for Sagen ivrige Udgivere tilbyde sig. Sagen er ikke saa betydelig, at jo de fornødne Fonds til at bestride Udgifterne altid uden synderlig Opoffrelse for Staten til ’ enhver Tid ville kunne præsteres, men dygtige Udgivere ere ikke til enhver Tid at finde, og det gjælder at benytte Lejligheden.

Udgiverne have i Fortalen til dette Bind eller Hefte, som de kalde et Prøvehefte, og til hvis Udgivelse saavel det kgl. norske Videnskabers Selskabs Liberalitet, som Hr. Bogtrykker Mallings Foretagelsesaand har sat dem istand, gjort Rede for den Plan, de have fulgt og ved Arbejdets Fortsættelse agte at følge. De opfordre ogsaa dem, der interessere sig for Sagen, til at udtale sin Dom derover. Dette er overhovedet en let Sag, thi et Verk, der er saa fortrinligt behandlet, som nærværende, trænger ej til nogen vidtløftig Ros. Med Hensyn til Planen kan jeg ikke andet, end i alt det Væsentlige at være enig med Udgiverne, fornemmelig i det vigtige Punkt, hvori dette Diplomatarium adskiller sig fra lignende Arbejder i andre Lande, at hvert Bind inddeles i en særskilt Samling af Diplomer fra hele den Aarrække, Diplomatariet skal omfatte. Foruden de mange vægtige Grunde, som Udgiverne have opstillet for denne Fremgangsmaade kunde man i Korthed udvide det Side VI. antydede derhen, at man, hvis man vilde vente med Udgivelsen, indtil det hele Forraad af Diplomer, om end blot for de første Decennier, var indsamlet, aldrig vilde komme til at paabegynde Verket, thi de norske Diplomer ere endnu ikke paa langt nær sammenstimlede, men findes, foruden paa de omtalte Steder udenlands, ogsaa endnu i Mængdeviis rundt om i Landet, ja flere ere endnu uopdagede eller ulæste, da vedkommende Besiddere, enten af Frygt for at miste dem eller af andre overtroiske eller dem selv og andre uforklarlige Bevæggrunde, ofte vægre sig, ej alene ved at afgive dem til Rigsarchivet, men og ved at lade dem afskrive eller overhoved blot undersøge af kyndige Mænd.[4] Hvert Aar gjøres der saaledes en ny Høst af hidtil uopdagede Skindbreve, endog meget gamle, f. Ex. det merkelige gamle Brev af 1292, i Udgaven S. 74, der først ifjor kom for Lyset. Det alfabetiske Sag- og Navn-Register, som Udgiverne love for hvert Bind, vil gjøre Samlingen saa brugbar, som man paa nogen Maade kan ønske det, og naar den engang erklæres for sluttet, kan man jo, som Udgiverne bemerke, lade en fuldstændig chronologisk Fortegnelse over alle Diplomerne følge, med Henviisninger til deres Pagina i de forskjellige Bind; derved vil aldeles samme Formaal være opnaaet, som om Diplomerne selv havde været ordnede paa samme Maade.

Mere kunde dere maaskee være at sige derpaa, at Udgiverne ikke aftrykke Brevene med de Forkortninger, som findes i Originalen, men derimod opløse disse. At en saadan fremgangsmaade meget vilde fordyre Verket, da en Mængde nye Typer dertil maatte støbes, og Sætterens Arbejde blive utroligt større, kan ej nægtes, men at Skriftet derved, som S. IX er yttret, vilde faae et utækkeligt Ydre, kan ej erkjendes, thi der gives en Mængde engelske Diplomsamlingen trykte paa den Maade, der ere saa langt fra at see utækkelige ud, at de meget mere uvilkaarligen tiltrække Læserne ved den slaaende Overbeviisning om deres Akkuratesse, som de bibringe ham. I Udgaver af Diplomer kommer det ogsaa mere an paa Forkortningerne og deres Opløsning, end i Udgaver af Verker, hvor selve Indholdet er Hovedsagen og Sprogformens Gjengivelse kun er at ansee som en Bihensigt. Paa den anden Side kan der igjen svares, at det er bedre, at Forkortningerne engang for alle blive opløste af sagkyndige Mænd, end at det skulde overlades enhver Fusker at forsøge paa deres Udtydning. Det er derfor altid saameget, der taler for Udgivernes fremgangsmaade, at man, om man end maaskee selv vilde gaae noget anderledes tilverks, ingensomhelst Anke kan fremsætte i den Anledning.

Brevene ere, forsaavidt Undertegnede har haft Anledning til at sammenligne dem med Originalerne, aftrykte med den yderste Nøjagtighed, og Korrekturen saa omhyggelig, at det, uagtet jeg nøje har gjennemlæst de fleste Breve, ej har været mig muligt at opdage flere end to eller tre Trykfejl, og disse højst ubetydelige. Ved den vanskelige Opgave, i Overskriften over hvert Brev at meddele Indholdet i faa Ord, have Udgiverne skilt sig særdeles vel. Overhovedet er det Hele ordnet og indrettet paa den nemmeste og brugbareste Maade. Om Valget af de meddeelte Diplomer kan naturligviis intet være at sige, da det, hvorpaa det her mest kommer an, kun er at fordele Brevene i de forskjellige Bind nogenlunde regelmæssigt paa hvert Aar. De fleste nys erhvervede Diplom-Afskrifter fra det pavelige Archiv ere i dette Hefte meddeelte og indeholde mange interessante Oplysninger, f. Ex. naar Pave Clemens VI tillader Eilif Eilifssøn 1347 at egte den mægtige Erling Vidkunnssøns Datter Gyrid, uagtet de vare hinanden beslægtede, fordi det ellers ikke var ham muligt indenlands at øre noget standsmæssigt Parti; den pudseerlige Erklæring fra Gregor IX 1241 til Erkebiskop Sigurd, der i den Anledning havde forespurgt sig, at den Skik i Norge i Mangel af Vand at døbe Børn i Øl, maatte ansees utilladelig, o. s. v. Af mest almindelig Interesse blive dog altid de fra Sysselmændene til Kongen indsendte Beretninger om Omstændighederne ved begangne Drab, hvor man ofte skulde tro at læse Stykker af Sagaer.

Skriftet er udstyret med en udenfor England og Frankrige sjælden Elegants, og de tre Facsimiler, der ledsage det, saa godt udførte, at de intet give efter for de mesterlige Facsimiler i det kgl. nordiske Oldskriftselskabs Verker, hvilket vil sige meget.

Jeg har opfyldt en kjer Pligt, idet jeg herved har udtalt mig om dette Verk, til hvis Fortsættelse jeg ønsker dets Udgivere al mulig Opmuntring og Understøttelse.

  1. ↑ „Morgenbladet“ 1848, No. 11, 12.
  2. ↑ Endnu i 1622 havde man ifølge en derover optagen Fortegnelse i Archivet paa Akershuus Slot flere Breve, fornemmeligen vedkommende Hovedøens Kloster, hvoriblandt de ældste fra første Halvdeel af 12te Aarhundrede. Disse Breve ere forsvundne, uden at man veed, hvor der er blevet af dem. Alle Undersøgninger have hidtil været frugtesløse; nogle tro, at de ved et uheldigt Tilfælde ere opbrændte i Danmark, andre, at de maaskee kunde findes i et eller andet dansk Archiv.
  3. ↑ Man kunde vel paa en vis Maade ansee Rune-Indskrifter for en Art af Diplomer, i saa Fald besidde Sverige og Danmark diplomatariske Sager, der ere langt ældre end vore; de ere vistnok ogsaa af den højeste Interesse, men Enhver indseer dog let, hvor stor Forskjel der er mellem et heelt Diplom og en kort Notits i Lapidarstil. Runemonumenternes Interesse er hovedsagelig den sproglige.
  4. ↑ Vi benytte her Anledningen til at gjøre vedkommende Diplom- eller Skindbrev-Ejere opmerksomme paa, at enhver saadan Frygt for at udlevere eller fremvise Diplomerne er højst utidig. For det første er den Kunst eller Færdighed at læse eller afskrive Skindbrevene nu bragt til en saadan Fuldkommenhed, at en paalidelig Afskrift ganske kan træde i Originalens Sted, saaat Ejeren af Brevet ikke engang behøver at frygte nogen Anmodning om at udlevere det, naar han helst ønsker at beholde det paa sin Gaard. For det andet kan han, hvis han indleverer det i Rigs-Archivet, altid, om han ønsker det, faae en aldeles paalidelig og bekræftet Afskrift og Oversættelse tilbage, som han kan opbevare i Diplomets Sted, og som har den Fordeel, at han selv og den Øvrighedsperson, for hvem han maaskee en sjælden Gang i en Proces kan komme til at fremlægge den, kan forstaae Indholdet, medens Skindbrevene selv ere dem uforstaaelige. Endelig behøver han ej at frygte for, at Diplomet vil forkomme i Rigs-Archivet, men han kan være sikker paa, at det her vil blive bedre opbevaret end hjemme hos ham selv, og hans Navn som Giver, samt Gaarden, hvortil det hører, bliver indtegnet i en Bog, hvor det staar at læse for alle kommende Slægter.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Anmeldelse_af_Lange’s_og_Unger’s_„Diplomatarium_Norvegicum“&oldid=75788»