Anmeldelse af Ivar Aasens og C. A. Holmboes Sprogarbejder

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Anmeldelse af Ivar Aasens og C. A. Holmboes Sprogarbejder.[1]
1. Ordbog over det norſke Folkeſprog, af Ivar Aaſen. Udgivet efter det Kgl. Norſke Vibenſkabs-Selſkabs Foranſtaltning og paa dets Bekoſtning. Kriſtiania l850. 639 S. 8vo og Fortale XV S.
2. a. Sanskrit og Oldnorsk, en sprogsammenlignende Afhandling, af C. A. Holmboe, Professor i de østerlandske Sprog ved Norges Universitet. Chr. 1846. (Universitetsprogram.) 32 S. 4to og Fortale VI S.
b. Det oldnorske Verbum, oplyst ved Sammenligning med Sanskrit og andre Sprog af samme Æt. Af C. A. Holmboe. Chr. l848. (Universitetsprogram med Forelæsnings-Katalogen for 1ste Halvaar 1848). 34 S. 4to og Fortale IV S.
c. Om Pronomen relativum og nogle relative Conjunctioner i vort Oldsprog. Af C. A. Holmboe. Chr. 1850. (Universitetsprogram for 2det Halvaar 1850). 12 S. 4to.

Vi sammenstille med Flid de ovenfor opregnede Skrifter, da man af en saadan Sammenstilling lettest danner sig et Begreb om den Iver, hvormed vort Nationalsprog nu af vore egne Videnskabsmænd studeres i dets forskjellige stadier. Medens Ivar Aasens Ordbog fastholder det nærværende nationale Sprogstof og viser dets Forhold til det ældre, der gjennem Edda- og Saga-Literaturen forlængst har været Sprogforskerne bekjendt, om end under en fejlagtig Benævnelse, søger Prof. Holmboe at paavise dette ældre Sprogs Slægtskab med et af de ældste endnu bekjendte og forlængesiden uddøde indogermaniske Tungemaal.

Der er imidlertid den Forskjel mellem begge Forfatteres Øjemed, at medens den sidste udtrykkeligen har til Hensigt at paavise og ved Exempler oplyse Slægtskabet mellem vort Oldsprog og hiint ældgamle asiatiske Sprog, er en saadan Paapegelse af vort nyere Folkesprogs Nedstammen fra det Oldnorske ingenlunde Ordbogens egentlige Formaal, hvilket blot er at fremstille Folkesprogets Ord, saadanne som de nu ere, i en reen og uforvansket Form, med nøjagtige Forklaringer. At tilføje ethvert Ord den tilsvarende Form i Oldsproget var her kun en Bisag, strengt taget var det endog overflødigt, eftersom de fleste Ord, rigtigt skrevne, endnu ere de selvsamme, som de vare i Sagatiden, og den nyere Forms tilsyneladende Afvigelse fra den ældre somoftest kun bestaar i en Forandring af dens Orthographi, ikke af dens Udtale. Den hele ordbog er selv saaatsige et Beviis for vort oldsprogs næsten uforandrede Tilværelse iblandt os.

Vi have af Hr. Ivar Aasens Grammatik allerede seet, hvorledes vort Folkesprog med Bibeholdelse af alle de grundvæsentlige grammatiske Former kun har bortkastet de mindre væsentlige, eller dem, hvis Bortkastelse overhoved giver de nyere europæiske Hovedsprog deres egentlige Præg; at det saaledes ganske har fulgt den Udviklingsretning, der gjorde sig gjeldende i Grækenland, Italien og Spanien, saavelsom i Nordeuropa, og som modificerede de ældre germaniske og sydeuropæiske Sprog til deres nuværende Skikkelse. Men vi have tillige erfaret, at den Modification, vort Oldsprog har undergaaet, er langt mindre gjennemgribende end den, der er bleven Latinen i Italien, Frankrige og Spanien, eller Angelsaxisken i England, til Deel. Vi finde, at vort Folkesprogs Forhold til oldsproget i grammatisk Henseende nærmest kan sammenlignes med Nygræskeps til Gammelgræskem den samme umærkelige overgang fra ældre til nyere Former, den samme Vaklen mellem ældre og nyere Former, og den samme Lethed i at ombytte nyere Former med ældre spore vi hos dem begge. Men ordbogen, for hvilken Grammatiken kun var en Forløber, og hvis Udgivelse vi, siden den i Fortalen til Grammatiken var bebudet, med Utaalmodighed ventede, viser tilfulde, at det ogsaa kun er disse grammatiske Former, som vort Folkesprog har aflagt, medens saagodtsom dets hele ordforraad uforandret har vedligeholdt sig. Med andre ord, at den Forandring, oldsproget har undergaaet, ikke engang er saa stor, at nogen Skjelnen mellem det ældre og nyere Sprog anderledes end som blotte Dialekter strengt taget behøvedes. Det er endog et stort Spørgsmaal, om ikke mange af de Former, der ved deres Afvigelse fra hvad der i Oldsproget var det sædvanlige synes at fremstille sig som egne for det nyere Sprog, allerede i Sagatiden vare til som Dialektformer.

Nærværende Ordbog er altsaa, i Forbindelse med Grammatiken, i ordets egentligste Forstand et Nationalverk, for hvis Udarbejdelse enhver fædrelandssindet Mand maa være dens talentfulde og utrættelige Forfatter uendelig megen Tak skyldig, ligesom ogsaa den Liberalitet, hvormed det kgl. norske Videnskabernes Selskab har understøttet Forfatteren, saavel ved Indsamlingen af hans Materialier som ved Verkets Udgivelse, fortjener den største Berømmelse.

I Fortalen til Ordbogen gjør Forfatteren Regnskab for den af ham brugte Fremgangsmaade ved Indsamlingen og Bearbejdelsen af Stoffet. Rummet tillader os ikke her at opholde os synderligt derved; det er saameget mindre nødvendigt, som de fleste Læsere allerede af Fortalen til Grammatiken have erfaret det Væsentligste i denne Henseende. Vi ville blot bemærke, at Forfatteren har gaaet til Værks med en Samvittighedsfuldhed og Forsigtighed, der næsten kunde synes overdreven, forsaavidtsom den har ledet til, at flere Ord ere udeladte, hvilke maaskee enhver anden ikke vilde have betænkt sig paa at optage, men at vi ogsaa just paa Grund af denne Forsigtighed kunne stole desmere paa Egtheden af hvad der er optaget. Forfatterens Plan var kun at optage, hvad han selv havde hørt af Almuen, og denne Plan er strengt gjennemført. Udeladelserne kunne i alle Fald neppe være særdeles mange eller betydelige. Forfatteren, der selv uforbeholdent tilstaar, at Samlingen under en mindre Skrupulositet fra hans Side vilde være bleven fuldstændigere, antager dog, „at det meste og vigtigste af vort Sprogstof er herved bragt for Dagen og sat i en saadan Form, at det kan bruges som Materiale til videnskabelig Granskning“. Han bemærker derhos med Rette, hvorledes en ganske fuldstændig Ordsamling for det første maatte blive en umulig Ting, og at en Bog som denne hører til de Arbejder, hvorom man kan sige, at de aldrig blive rigtig, færdige, men at der nu vil blive saameget bedre Lejlighed til at opdage og samle hvad der endnu mangler.

Antage vi, at der i Gjennemsnit findes 30 Ord eller noget derover paa hver Side — hvilket ikke her kan være langt fra Sandheden — da bliver Antallet af alle i den hele Samling forekommende Ord med et rundt Tal 20,000, hvilket som første Høst af Forfatterens Undersøgelser maa kaldes ret anstændigt. Et engelsk Haandlexikon, der tilfældigviis ligger for os, indeholder omkring 25,000 Ord, og vi have ikke fundet det ufuldstændigt. Bosworths nye angelsaxiske Lexikon, der er omtrent af samme Format og med lidt større Tryk end nærværende ordbog, har dog langtfra saa stort Sidetal. Bjørn Haldorssøns Ordforraad indeholder omtrent 30,000, men de 5,000 af disse kunne vi vistnok fraregne som uegte, fra nyere Dansk laante Ord.

Den samme Klarhed og Præcision, som vi allerede have lært at beundre i Grammatikem udmærker ogsaa i Orrdbogen alle Forklaringer og Begrebs-Udviklinger. Forfatteren udtaler sig herom selv (i Fortalen) med en ængstelig Beskedenhed eller beskeden Ængstelighed, hvortil der for hans Vedkommende allermindst var nogen Grund; thi sandt at sige have vi truffet yderst faa ordbøger, hvis Ordforklaringer, fyndig korthed, Tydelighed og Valget af Udtryk har kunnet maale sig med Forfatterens. Han paapeger forresten med megen Føje, og paa en Maade, der vidner om den Skarpsindighed, hvormed han har undersøgt Sprogforholdene, de Vanskeligheder, Ordforklaringer frembyde. Denne, siger han, „ligger vistnok for en Deel i Sagen selv, idet Sprogenes Retning eller Udvikling er saa forskjellig, at det ene har en Mængde Udtryk for Begreber, som det andet ikke har. Det er ikke blot i de Ord, som betegne Landets særegne Natur eller Folkets særegne Levemaade, at en saadan Forskjel mærkes: ogsaa i mange andre Tilfælde er den kjendelig, og især forekommer det mig, at der ved vore forskjellige Udtryk for Lyd, Bevægelse og Udseende sjelden gives noget rigtigt tilsvarende i skriftsproget. Ogsaa i Begrebernes Omfang synes der at være megen Forskjel, idet Udtrykket for et Begreb i det ene Sprog kun svarer halvvejs eller deelviis til et lignende Udtryk i det andet Sprog“. Disse Bemærkninger indeholde vigtige Vink med Hensyn til Forfattelsen af Almueskriften og overhoved ved Spørgsmaalet om Hensigtsmæssigheden eller Muligheden af at berige eller nationalisere vort nuværende Skriftsprog ved at optage Ord af Nationalsproget.

Med Hensyn til Valget af den Hovedform, under hvilket Ordene bør anføres, er Forfatteren efter megen Overvejelse af de forskjellige Grunde for og imod kommen til det Resultat at det overhoved er raadeligst at holde sig til den virkelige Talebrug og kun at foretrække de Former, som stemme bedst med det gamle Sprog, altsaa at anlægge Sprogformen efter nogle af de bedste Dialekter og søge at faa den saa regelmæssig og conseovent som muligt. Forf. benegter ikke den Fordeel, der kunde være forbunden med at føre Ordene tilbage til den gamle Form, om end denne er sjelden eller ganske tabt; man vilde, det indrømmer han, derved faa en fuldkommen og usvækket Sprogform, der vilde forholde sig til Dialekterne saaledes, som det svenske og danske Skriftsprog forholder sig til den svenske og danske Dagligtale; ved strax at antage denne Plan vilde man saaledes opnaa den Fordeel, at Læseren fra først af blev vant til at see Ordene i deres egentlige Skikkelse og derved til at gjøre sig fortrolig med Tanken om en norsk Sprogform, som staar over de forskjellige Dialekter. Men hvor vigtigt og nødvendigt saadant end kunde være, mener dog Forf., at det neppe var tilraadeligt, fuldstændigt at ville gjennemføre en saadan Plan i en Bog som denne; en Opstilling af forældede Former vilde ansees som en Afvigelse fra Sandheden; Almuen vilde ikke vedkjende sig disse Former, og den Sprogkyndige vilde heller ikke være tilfreds med en Form, som kun staar paa Papiret og ikke bruges, hvorhos ogsaa enkelte Afvigelser, der gaa igjennem alle Dialekter, maatte ansees som Egenheder ved det, nyere Norske, der constituerer det som et eget Sprog, medens endelig en Restitution af de svækkede Former vilde have sin store Vanskelighed især ved de Ord, hvis gamle Form man ikke med Vished kjender.

Alle disse Grunde ere vistnok særdeles vigtige, og man kan ikke gaa i Rette med Forfatteren, fordi han har ladet sig bestemme af dem. Naar vi ikkedestomindre helde til den modsatte Anskuelse og udtale Ønsket om, at den anden Fremgangsmaade havde været fulgt, da er det, deels fordi vi antage den for den i strengvidenskabelig Henseende rigtigste, deels fordi det er den, der under de nærværende Forhold synes at medføre de største praktiske Fordele. Vi have allerede tidligere (i Anmeldelsen af Grammatiken) udtalt os herom og komme nu, efterat have gjort Bekjendtskab med Ordbogen og indseet, hvad den, anlagt efter den af Forf. forkastede Plan, vilde have været for det praktiske Studium af vort Nationalsprog, og hvad den nu med al sin Fortrinlighed ej kan være, med bestyrket Overbeviisning tilbage til det samme. Vi sigte her ej alene til Ordenes Form, men ogsaa til Skrivemaaden. Ethvert Sprog har den Skrivemaade, der i Tidens Løb med organisk Nødvendighed har udviklet sig af Lydforholdene. Da vore Forfædre af Angelsaxerne lærte de latinske Bogstaver og satte dem i Stedet for Runerne, af hvilke dog enkelte bibeholdtes, paa en Tid, da det phonetiske System med dets beundringsværdige Regelmæssighed endnu bestod i sin hele Skarphed, ordnede ogsaa Retskrivningen sig uvilkaarligt overeensstemmende dermed og voxede paa en Maade ganske sammen med Lydforholdene; den vedligeholdt sig i de bedste Skrifter uforandret, endogsaa efterat Sprogets Reenhed i sig selv begyndte at aftage; den var uagtet de mangfoldige Dialekter dog i det Hele taget een og den samme[2] for den dannede Mand paa enhver Kant af Landet, og bidrog saaledes, ved den store Masse af cirkulerende Skrifter, i væsentlig Grad til at fastholde Sprogformen og Forestillingen om Sprogets Eenhed. Vi nævnte forhen, at allerede i Sagatiden rimeligviis de samme Dialektforskjelligheder vare forhaanden, som nu findes: vi have tidligere[3] søgt at godtgjøre det, og kunne nu anføre endnu mere slaaende Exempler paa, at hiin Dialektforskjellighed i alle Fald var tilstede endnu før Middelalderens Udgang.[4] Men denne Dialektforskjellighed virkede ikke til at betage Skriftsproget dets Eenhed, ligesaalidt som den skotske, den northumberlandske, den berkshirske og andre Dialekters indbyrdes Forskjellighed betager det engelske Skriftsprog dets Eenhed. Enhver, som lærer at læse, lærer med det samme at underordne sin Dialekts Egenheder under Skriftsprogets Almindelighed; strengt taget kan intet Skriftsprog i nogetsomhelst Land siges at leve paa Folkets Læber, men det fremstiller kun en Abstraktion fra alle Dialekter, det er det Medium, hvorved de forskjellige Egnes Beboere blive forstaaelige for hinanden indbyrdes. Det maa saaledes være, og Analogierne, efter hvilke Skriftsprogets Former overføres paa Talesproget, læres instinktmæssigt med den største Lethed. Saa og det norske Skriftsprog i Middelalderen. Naar Hardangerboeren sagde adl, Sæterstlølingen add, østlændingen all, saa vidste de dog alle tre meget godt, at den rette Skriftform var all, ligesaavel som Raudlandstrandingen endnu meget godt veed, at den Gaard, han kalder Haddeland, bør „skrives for“ Halleland. Bevidstheden om Skiftsprogs-Formen som den Normale er altid tilstede.

Men allerede ved Ophøjelsen af den svenske Folkungestamme paa Norges Throne, og endmere efter Foreningen med Danmark blev det, som man tydeligt af Diplomerne fra den Tid kan see, etslags Mode for Mænd af fornemmere Klasser at lempe Retskrivningen efter den svensk-danske og optage Ord og Talemaader af det svensk-danske Sprog. Denne Skik greb mere og mere om sig, indtil det danske Sprog ved Reformationstiden heelt og holdent indførtes som Skriftsprog. Det norske Nationalsprogs Forbindelse med Skriftsproget blev saaatsige ophævet: deraf den forunderlige Vaklen og Ubestemthed, der spores i norske Breve mellem 1380 og 1530 saavel hvad Sprog-formen som hvad orthographien angaar. Thi om man end vilde skrive reent Norsk, saa passede dog ikke den danske Lydbetegning dertil. Det danske Sprog med tilhørende Orthographi havde lige siden Christendommens Indførelse udviklet sig aldeles forskjelligt fra det norske Adskillelsen mellem lange og korte Vokaler, mellem Tvelyd og enkelt Lyd, tildeels mellem enkelte og fordobblede Consonanter, havde tabt sig. I dansk Skrift betegnede f. Ex. æ og aabent e den samme korte Lyd; aa udtaltes som kort aabent o; til den norske Omlydsform ö eller o var der ingen tilsvarende, men den engaves oftest ved aa; det norske au, ey, æ (alle tre lange) og y (kort) erstattedes ved den eneste Form, ø; man udtalte og udtaler endnu Sæk som Sekk, blaat som blott, Haand som Hond, aatte som otte, skriver dømme istedetfor dœme, o. s. v. Alt dette er fuldkommen rigtigt, naar vi kun see hen til den danske Sprogudvikling, thi orthographien har der faaet Lov til at udvikle sig uforstyrret med Sproget; men det passer ikke til de norske Lydforhold. Og dette er Grunden, hvorfor Nationalsproget, saaledes som det især fra Edvard Storms Tider begyndte at føres i Pennen, aldrig har villet smage rigtigt, men har faaet et simpelt og ubehageligt Udseende, der endog tildeels har bragt det i Miskredit hos Almuen, idetmindste som Klædedragt for alvorligere, højere Materier; overhoved hvorfor den af Forf. selv med Misbilligelse omtalte „gamle Snak om Bondesprogets Slethed og Styghed“ er opkommen. Skriftsprogets eller det danske Sprogs Lydbetegnelser passe ikke for vort Folkesprog; de ere uorganiske, og uorganiske Lydbetegnelser blive altid tvungne og give det saaledes betegnede et vist løjerligt Udseende. Man tænke sig blot at see Tydsk eller Engelsk skrevet med dansk Lydbetegning! Og man sammenligne blot et eller flere Ord, skrevne efter den normale oldnorske Orthographi, med det samme efter den danske Lydbetegning, og man vil strax føle Forskjellen. F. Ex. Ek kem frá skógi, med dansk Lydbetegning: Æk kjæm fraa Skoogje.

Men nu er det saa uheldigt, at den organiske norske Lydbetegning, siden Nationalsproget for henved halvfjerdehundrede Aar siden ophørte at være Skriftsprog, er forsvunden af det egentlige Folks Bevidsthed, uden at det danske Skriftsprog, som ignorerede Nationalsproget, har kunnet sætte noget ligesaa passende i Stedet. For Hallager og Forf.s øvrige Forgængere der ikke gjorde Fordring paa at fremstille Ord og Talemaader af vort Folkesprog anderledes end som blotte Curiositeter, kunde det være ligegyldigt, ja det passede endog bedst med deres Betragtningsmaade af Forholdene, hvis hine Ord og Talemaader, iførte Skriftsprogets Dragt, optraadte med samme komiske Naivetet som Fjeldbonden i den forfinede Hovedstads-Salon.

Men naar nu ogsaa Forfatteren, der har en langt anden alvorligere Hensigt med sin Bearbejdelse af Folkesproget, bringer de uheldige Omstændigheder et saadant Offer, da kunde man maaskee endnu være berettiget til at kalde det en halv Forholdsregel. Thi foruden at Grammatiken og Ordbogen neppe, som Forf. synes at antage, vil finde sit egentlige Publikum hos Almuesmanden, — der sjelden interesserer sig for Grammatik og Lexikon, — men næsten udelukkende blandt de mere dannede Klasser, saa vil man derhos ogsaa gjøre den Erfaring, at intet Skrift i Nationalsproget, hvor den danske Lydbetegning er lagt til Grunden, nogensinde — man bestræbe sig saameget man vil for at følge et conseqvent System — vil undgaa hiint Plumphedens Præg, der gjør Indholdet selv, naar det træder udenfor Visernes og andre lignende Morskabssagers Sphære, plat og usmageligt endog for Almuesmanden, der her følger en saare rigtig naturlig Takt. Saaledes saa man Færøingerne for endeel Aar siden slaa Vrag paa den i deres egen Dialekt forfattede, men med dansk Lydbetegning skrevne, Bibeloversættelse, uagtet de meget vel kunde trænge til en saadan, da Dansken vel endog er mindre forstaaelig for dem, end for vore Fjeldfolk; men dette Slags Færøisk, som blev budet dem, var ogsaa det væmmeligste Tøj, man kunde see for sine Øjne, og det er først i de seneste Aar, at den færøiske Mundart har faaet en ordentlig Behandling og er fremtraadt i en tækkelig Skikkelse ved at gjengives i Skrift efter det norsk-islandske Lydsystem. Hvis Forf. nu end ved at anvende den danske Lydbetegning havde kunnet undgaa at give nogetsomhelst Bogstav en anden Udtale end den i Skriftsproget sædvanlige, da havde endda noget været vundet, men dette var naturligviis umuligt. Fortalen indeholder saamange Regler for Udtalen, at der ikke vilde være stort flere at mærke sig, om man ligefrem havde brugt den rette oldnorske Retskrivning.

Og dette maa — det paastaa vi — nødvendigviis til, forat føre vort Nationalsprog tilbage til dets rette Standpunkt. Man maa begynde, hvor man slap for femhundrede Aar siden: der hører vort Nationalsprog hjemme; man maa aldeles afkaste den danske Klædning, der hænger om vort Sprog som en stiv, latterlig Confirmationskjole om den raske Bondegut, og iføre det den egte, ældgamle nationale Dragt, der kan fremhæve dets Muskler og vise det i al sin Ynde og kraftfulde Symmetri. Dette klinger vel noget radikalt, men det maa til forat udrette noget klækkeligt; halve Forholdsregler ville ikke kunne løse Opgaven. Det er vel saa, at Nationalsproget under en saadan Behandling i Førstningen vilde forekomme mange fremmed og ukjendeligt, men det vilde ikke forekomme dem plumpt, plat, eller under alvorligere Materiers Værdighed, og naar de første Vanskeligheder vare overvundne, vilde man snart finde altsammen baade let og naturligt. Desuden er der jo nu ikke større Vanskeligheder at overvinde, end i gamle Dage. Naar man dengang, hvor boglig øvelse var langt sjeldnere end nu, kunde gjøre Lærlingen det begribeligt, at f. Ex. lifa skulde læses som „leva“, maatte det vel i vore Dage være endnu lettere, idetmindste ikke vanskeligere, at gjøre Barnet fortrolig med den samme Udtale. Men det er Skriftsproget og dets tyranniske Herredømme over Opinionen, man frygter. Hvis nu Forfatteren, trodsende denne Frygt, havde valgt den radikale Fremgangsmaade og strax ført Sproget tilbage til sit rette Standpunkt, da vilde vi i alle Fald have haft den overordentlige Fordeel at besidde et ypperligt ej alene nyere norsk, men ogsaa oldnorsk Lexikon. Thi saa rene og uforvanskede ere de meddeelte Ordformer, isærdeleshed i Sammenligning med den Masse af uegte, moderne Ord, Bjørn Haldorssøn har optaget i sit Lexikon. Vi finde endog blandt de af I. Aasen meddeelte, endnu dagligdags brugelige, Ord til vor Forundring flere, der allerede forlængst ere aflagte paa Island, og anføres i Skalda som tildeels absolete Digterord, f. Ex. Bekre (Vædder), Tidung (Oxe) og flere andre især blandt Synonymerne for Dyrs Navne.

Hvorledes et nyere Folkesprog, hvis Forskjellighed fra Oldsproget endnu er saa lidet udpræget og saa vanskelig at fastholde, som vort, ved Skribenternes alvorlige Bestræbelser kan føres overordentlig langt tilbage mod sin oprindelige Reenhed, viser noksom et andet, hvilket vi allerede ovenfor have omtalt som befindende sig tildeels under lignende Omstændigheder, nemlig det nyere Græske. Ogsaa dette skiller sig fra Oldgræsken mest deri, at de grammatiske Former ere mere simplifieereda medens nogen bestemt Grændse mellem det gamle og nye forresten her ligesaalidet lader sig drage, som i det Norske. Men man sammenligne kun nygræske Skrifter, udkomne for en 30, 40 Aar siden, under Folkets Fornedrelsestid, med dem fra de senere Aar, og man vil forbauses over Forskjellen! Det elegante Nygræske staar nu Oldsproget langt nærmere, end selv den lærde Korais’s Stiil i 1810. Og nu Orthographien! denne var paa en vis Maade bleven italieniseret, i alle Fald var den uetymologisk og skjødesløs; hvo vilde vel f. Ex. i det kun efter Udtalen (’ftiazo) skrevne φτιάζω gjenkjende εὐϑειάζω af εὐϑός (strax) d. e. skaffe tilveje, istandbringe? Men ligesaavel som en Græker skjønner, at εὐϑειάζω er det Ord, der kun af Skjødesløshed udtales φτιάζω, ligesaavel kunde ogsaa Nordmanden skjønne, at f. Ex. Tjørn eller Tjarn er det Ord, han af Skjødesløshed udtaler Kjørn, Kjern, eller Kjenn.

Vi have udtalt os omstændeligt over denne Sag, fordi vi ansee den af stor Vigtighed saavel for Sprogstudiet i og for sig selv, som for Besvarelsen af det praktiske Spørgsmaal om Anvendeligheden af Folkesproget ved Almuens Underviisning. Det er naturligviis ikke Meningen at fremsætte nogen Dadel, men kun en fra Forfatterens forskjellig Anskuelse. Han har handlet efter modent Overlæg, han har valgt den af ham anvendte Fremgangsmaade, ikke fordi han jo forstod at anvende den anden, men fordi han ej fandt denne hensigtsmæssig. For den erfarne Sproggransker, der blot behøver at kaste øjet paa den anførte Form, for strax at skjønne, hvorledes den efter Oldsprogets Lydsystem vilde see ud, gjør den tilsyneladende Afvigelse intet til Sagen, og Skriftet har for ham ganske densamme Nytte, som om det fremstillede Formerne i sin rette Skikkelse; men vi tro blot, at den større Brugbarhed for Lægfolk, Forfatteren ved sit System har tilsigtet, netop derved forfejles, medens den ved Anvendelsen af det andet System vilde være opnaaet.

Men Sprogstoffet have vi dog under alle Omstændigheder faaet samlet, og det ved en Mesterhaand: dette er Hovedsagen; det er nu en let Sag for enhver nogenledes grundig Kjender af vort Oldsprog at forsøge den anden, af os antydede, Methode. Det varer vel heller ikke længe, førend vi see et nyt Arbejde i den samme Retning fra den arbejdsomme og utrættelige Forfatters Haand; idetmindste vil han vistnok meget snart have gjort en saa rig Efterhøst, at vi kunne vente et Supplement til Ordbogen. Han har allerede tilføjet denne to interessante, og Undersøgelseslysten vækkende Fortegnelser, den ene over Ord af Folkesproget som han har udeladt, fordi han ikke selv har hørt dem, men dog forefundet i ældre Ordsamlinger, den anden over Ord af Oldsproget, hvortil intet tilsvarende hidtil er opdaget i Folkesproget. At godtgjøre alle disse Ords, eller de flestes virkelige Tilværelse i Folkesproget, maatte være en saare interessant Opgave, hvis tilfredsstillende Løsning dog neppe for det første er at vente fra nogen anden Haand end Forfatterens

Vi forlade nu dette, det nuværende Sprogstudium nærmest vedkommende Skrift, for nærmere at betragte Hr. Prof. Holmboes Undersøgelser angaaende vore ældste Sprogforhold. Det kunde maaskee synes noget underligt, at vi anmelde et Skrift, der allerede er fire Aar gammelt og ikke egentlig bestemt til at komme i Boghandelem men da „det oldnorske Verbum“, der udkom i 1848, saavelsom den allersidste, i Aar udkomne, Afhandling om Pronomen relativum m. m. begge slutte sig til det første som fortsatte Undersøgelser i samme Retning, kan man betragte dem alle tre som Brudstykker af et eneste, i dette Aar udkommet, Værk; det er derhos, uagtet det ej er Gjenstand for Boghandelen, beregnet paa en meget stor Udbredelse, og antyder tillige en Methode i de germaniske Sprogs sammenlignende Studium, hvis Gyldighed det er af Vigtighed strax at underkaste en omhyggelig Drøftelse. Det første Stykke (Sanskrit og Oldnorsk) har ogsaa allerede været anmeldt i det svenske Tidsskrift Frey, af hvilken Anmeldelse der er meddeelt et Uddrag i nærv. Tidssk. 1ste Aarg S. 383, men denne Anmeldelse er meget kort og overfladisk.

Forfatterens Plan og Øjemed sees bedst af Fortalen til det første af de ovennævnte Skrifter, af hvilken vi meddele følgende:

„For omtrent et Snees Aar siden vaktes min Opmærksomhed for Sandsynligheden af, at denne Kilde (Sanskrit) maatte kunne benyttes til Fordeel for mit Modersmaal, og denne Sandsynlighed blev snart til Vished. Jeg foretog mig derfor, efterhaanden som jeg læste Værker og Afhandlinger om Sanskritsproget og Sammenligninger mellem det og andre Tungemaal, at optegne og samle Alt hvad der i grammatisk eller lexicalsk Henseende havde nogen Lighed med det norske saavel ældre som nyere Sprog. Det gik hermed meget langsomt, da mine Hovedstudier (de semitiske Sprog) og Embedsforretninger medtoge min Tid saaledes, at kun Fritimer nu og da kunde anvendes til nysnævnte Øiemed. Disse ere imidlertid stadigen blevne anvendte til at gjøre Bekjendtskab med adskilligt af hvad en Colebrooke, Wilkins, Wilson, Bopp, Lassen, Burnouf, Eichhoff, Westergaard og Fl. have udgivet, vedkommende Sanskrit-Sprog og Literatur, samt det Vigtigste af hvad der hidtil er skrevet om Zendsproget af Burnonf og Bopp, og om det Gammelpersiske i Kileindskrifterne af Grotefend, Lassen og Burnouf. Gjennem en lang Aarrække ere mine Samlinger saaledes tilveiebragte og voxede til det Omfang, at jeg formener nu at have over Halvdelen af samtlige Stammeord i vort Oldsprog opstillede med de i Lyd og Betydning tilsvarende i Sanskritsproget og tildeels i andre indiske Dialecter, samt derhos mange andre deels i vort Skriftsprog deels i vore Almuedialecter forekommende Ord paa samme Maade sammenlignede, endelig ikke faa Sammenligningpuncter i Lydlære, Declination, Conjugation, Afledning og Sammensætning af Ord, optegnede. Det er en Sammenstilling og Bearbeidelse af en liden Deel af disse Materialier, som jeg herved forelægger mine Medstuderende, for at give en Idee om Slægtskahet mellem begge Sprog og vække en Anelse om, hvad Udbytte der for Sprogvidenskaben kan være at vente af en gjennemført Sammenligning. Ved Valget af det Stof, som her fremlægges, faldt det af sig selv, at baade Grammatik og Lexicon maatte have Deel deri: men ved Valget af den Lexicalske var der to Veie at gaae, enten at meddele Ordrækker, henhørende til et Par Bogstaver af Alpabetet, eller at meddele Samlinger af Ord, som hørte til samme Sphære af Begreber. Jeg har valgt den sidste, som den jeg formener giver et tydeligere Begreb saavel om Slægtskabets Nærhed som om dets Beskaffenhed. Jeg meddeler saaledes her først af det grammatiske Stof: Bogstavet h i begge Sprog, Halvvocaler og Nasaler, Imperfectum, Futurum og Participium futuri passivi, og dernæst af ordforraadet de Ord, som i begge Sprog ere fælleds for følgende Begrebssphærer: Mennesket i dets Kjøns-, Alders-, Ægteskabs- og Slægtskabsforholde, Dele af det menneskelige Legeme; Herskere, Kamp, Vaaben og dermed beslægtede Begreber; Ild og Lys, og endelig Tid.“

Den anden Afhandling „har ikke alene den Hensigt, end yderligere at begrunde Slægtskabet, men fornemmelig den at lede til en rigtig Anskuelse af adskillige blandt de Former, hvorunder Verb et fremtræder i vort Oldsprog og tildeels endnu i nyere Tale og Skriftsprog.“ Den tredie behandler Relativerne og endeel Conjunctioner paa samme Maade og i samme Øjemed.

Førend jeg gaar over til at undersøge, paa hvilken Maade og med hvad Held Forfatteren har søgt at løse den Opgave, han har foresat sig, vil jeg i Korthed forudskikke nogle Oplysninger, der kunne sætte Læseren istand til nogenledes at orientere sig paa dette hos os saa lidet bearbejdede Felt, og at danne sig rigtige Forestillinger om den Methode, der ved dette Slags Undersøgelser bør ansees som den eneste anvendelige.

Til den Sprogklasse, som man har kaldet den indogermaniske, hører foruden Sanskrit, Zend, og andre asiatiske, ogsaa de fleste ældre og nyere europæiske Sprog, der ikke kunne regnes til den skythiske eller turanske Klasse, som f. Ex. Lappisk, Finsk, Magyarisk, Tyrkisk o. s. v. De europæiske Sprog af den indogermaniske Klasse lade sig igjen, som bekjendt, henføre til visse Hovedstammer, nemlig, regnet østenfra, den slaviske, den lettisk-littauiske (thrakiske?), den græsk-latinske, den nordisk-tydske (germaniske) og den keltiske. Til den første høre Oldslavisk, Russisk, Polsk, Bøhmisk o. s. v., til den anden Lettisk og Littauisk, til den tredie Græsk og Latin med dettes nyere Døttresprog[5] til den fjerde de nordiske Sprog, Tydsk, Hollandsk, Engelsk, til den femte Irsk eller Gælisk, Kymrisk (i Wales) og Bretonsk (i Bretagne). En Forestilling om de her nævnte Sprogs indbyrdes Lydforhold vil man allerede nogenlunde kunne danne sig af følgende Fortegnelse paa Tallene fra 2 til 10, hvilken jeg meddeler efter Grimms Sproghistorie S. 240.

2. 3. 4. 5. 6. 7. 8. 9. 10.
Sanskrit: dva tri tshatvâr pantshan shash saptan ashtan (ashtau) navan das’an
Zend: dva thri tshathvâr pantskan esvas haptan astan navan das’an
Slavisk: dva tri tshetyri pjat’ shest’ sedm’ osm’ devjat’ desjat
Littauisk: du trys ketur penki soeszi septyni ashtuni dencyni deszimi
Græsk: δύο τρεῖς τέσσαρες πέντε ἕξ ἑπτά ὀκτώ ἐννέα δέκα
Latin: duo tres quatuor quinque sex septem octo novem decem
Gotisk: tvai þreis fidvôr fimf saihs sibun ahtau niun taihun
Oldnorsk: tveir þrír fjórir fimm sex sjau átta níu tiu
Angelsax.: tvegen þrî feóver fif six seofon eahta nigon tyn
Irsk: do tri ceathair cuig se seacht ocht noi deich
Kymrisk: dau tri pedwar pump chuech saith wyth naw deg


Man overbeviser sig ved første Øjekast om, at der mellem alle Former for hvert enkelt Tal er en Overeensstemmelse, der vidner om Slægtskab og oprindelig Nedstammelse fra en eneste. Endnu større vil man finde Overeensstemmelsen mellem enkelte Rækker, f. Ex. den græske og latinske, naar man erindrer, al den ældste græske Form for 4 ikke er tessarea men det Æoliske pisyres eller petyres, hvortil svarer det Oskiske petora; ligesom quinque paa Oskisk hed pomtis. Da nu Latinen tildeels stammer fra Oskisk, og man tillige i andre Tilfælde, f. Ex. ved Spørgeordene, finder, at Latinen har sat qu istedetfor det oprindelige p (man sammenligne f. Ex. alle de græske Spørgeord ποῖος, πόσος, που, med de tilsvarende latinske qualis, quantus, quî), er man berettiget til, i etymologisk Henseende, at betragte de latinske Tal quatuor og quinque, som om der stod patuor og pimpa, og det græske tessares, som om der stod pettarea. Hvad Gotisken og Græsken angaar, da udtrykkes Lyden af det lange i ved ei, følgelig kan man betragte τρεῖς og þreis som om der stod tris og þrîs. Det er en Egenhed ved Gotisken, at et kort i foran r og h stedse brydes til ai (udtalt e), altsaa kan saihs i etymologisk Henseende betragtes som sihs (udtalt sex), og taihun (udtalt tehun) som tihun. I Oldnorsk blev Diphthongen ai tidligt ved Omlyd forandret til ei; men i de ældste og bedste Runeindskrifter bibeholdes endnu ai, hvorfor tveir kan betragtes, som om der stod tvair; det er tillige charakteristisk for Oldnorsken, i visse Tilfælde at lade de blødere Consonanter (Mediæ og Aspirater) opsluges af foregaaende Vokal, der, hvis den er kort, i dette Tilfælde forlænges, f. Ex. Sví-ar (Svenske) oprindelig Svið-ar, Tydsk Schroed-en, Gotisk Sviþ—ans; det er ligeledes en bekjendt Sag, at Oldnorsken i Begyndelsen af en Stavelse udelader v foran o og u, f. Ex. Óðinn, Tydsk Wodan, Ulfr, tydsk Wolf, Ormr, tydsk Wurm. Det oprindelige fid-vór maatte saaledes efter den simpleste Analogi blive fí-ór, og da det nu tillige er Oldnorskens Skik, at forhærde et í foran en Vokal til j, maatte fí-ór nødvendigvis blive fjór, hvilket med tilføjet Maskulin-Endelse bliver fjór-ir. Det samme Slags Opslugning har foranlediget, at et oprindeligt ahta er blevet átta (rettere áta). Med Hensyn til de littauiske og slaviske Nitals-Former devjat’ og dewyni gjør allerede Bopp (Vergl. Gramm. S. 449) opmærksom paa den Overgang, som saa ofte finder Sted fra en Nasal til dens beslægtede Media, nemlig fra n til d og fra m til b. Man behøver blot at forsøge paa at udtale n og m, idet man holder for Næsen, saa vil man overbevise sig derom (deri bestaar den saakaldte Snøvlen). Bopp sammenholder det græske ῥροτ-ός; med det lat. mort-uus; i Nygræsk udtrykkes oftere den rene B—lyd ved mp; Grækerne kunde ikke skrive ἀκρός af ἀνήρ, men maatte indskyde et d, ἀνδρος; Skrivemaaden „Hendrik“ istf. „Henrik“ er bekjendt nok. Og hvad Littauisken angaar, er Substitutionen af dewyni for et ældre newyni saameget vissere, som Ordenstallet „niende,“ i Oldpreussisk, det ældste Sprog af den lettisk-littauiske Klasse, heder newints, litt. dewintas. Hine Former devjat’ og dewyni kunde saaledes maaskee ansees som opkomne af ndevjat’, ndewyni, nerjat’, newyni. Omskriver man nu nogle af de ovenanførte Rækker til hvad vi her have viist at være det oprindeligere, faar man:

Slavisk: dva tri tshetyri pjat’ (pjant?) shest’ sedm’ osm’ nevjat’ desjat
Littauisk: du trys keturi penki szeszvi septyni asztůni newyni deszimt
Græsk: dyo trís pettares pente (pempe) hex hepta octo ennea deca
Latin: duo tres patuor pimpe sex septem octo novem decem
Gotisk: tvai þrîs fidvôr fimf six sibun ahtau niun tihun
Oldnorsk: tvair þrír fidrór-ir fimm sex sjau (sivu) ahta níu tíu (opr. tih-u)

Af denne Sammenstilling faar man vel en Anelse om, at Sanskrit er beslægtet med alle de europæiske Sprog, hvis Talord ere anførte, men at Gotisken eller Oldnorsken, overhoved de germaniske Sprog, ikke staa Sanskrit nærmere, men snarere fjernere end de sydeuropæiske og især de slaviske, og lettiske Sprog. Og denne Anelse vil man ved et nøjere Studium af de nævnte Sprogs indbyrdes Relationer finde aldeles bekræftet.

Af de anførte Tal vil man allerede have bemærket Exempler paa et for det sammenlignende germaniske Sprogstudium særdeles vigtigt phonetisk Phænomen. I de Talord, der betegne Fem, svarer P i Sanskrit, Zend, Slavisk, Littauisk, Latin og Kymrisk til F i Gotisk, Oldnorsk og Angelsaxisk. Det samme er paa det nærmeste Tilfældet i Talordene for Fire. I Talordene for To og Ti svarer E i de førstnævnte Sprog til T i Gotisk etc.; i Talordet for Tre svarer T i de førstnævnte til þ (Th) i Gotisk. Omhyggelige Undersøgelser have viist, at den Analogi, som allerede herved er antydet, gjør sig gjeldende gjennem alle de tre Klasser af de saakaldte stumme Consenanter i deres forskjellige Grader. Sammenligner man Rodkonsonanten i et Ord af den førstnævnte Sproggruppe med Rodkonsonanten i det tilsvarende Ord af det Gotiske eller Oldnorske, vil man finde, at de tilsvarende Rodkonsonanter i begge Ord ej ere de samme, men at den i Regelen altid befinder sig et Skridt videre, eller længere tilbage (eftersom man regner det) isamme Organklasse, end den anden, og at denne Fremskydning ikke er vilkaarlig, men i enhver Organklasse strengt følger den samme Analogi. Man vil saaledes finde, at

en Tenuis i Sanskrit etc. svarer til en Aspirata i Gotisk og Oldn.
en Aspirata Media
en Media Tenuis

Tager man f. Ex. Tungebogstavernes Klasse, T, Th, D, Og skriver dem i ligestor Afstand og i den samme Orden udenfor Randen af en Cirkel, medens man indenfor Randen ved hver af dem skriver den, der, naar hiin tilhører Latin eller Græsk, vilde blive dens tilsvarende i Gotisk eller oldnorsk, da vilde Figuren see saaledes ud:

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.

Hvis nu den indre Cirkel var bevægelig om sit Centrum, kunde man tænke sig det nærværende Forhold fremkommet derved, at Cirkelen først havde indtaget en Stilling, hvorved enhver Bogstav indenfor Randen svarede til den samme Bogstav udenfor, men at den derpaa havde faaet en Trediedeels Drejning til Venstre, hvorved enhver Bogstav kom til at staa ligeudfor den, som hidtil var den nærmeste paa denne Side. Denne Drejning eller Forskydning af Lyden har foranlediget Grimm til at kalde dette Phænomen „Lautversohiebung,“ hvilket Ord ikke er let at gjengive i vort Sprog med noget ligesaa betegnende. Vi vælge at oversætte det ved „Lydfremskydning.“

Analogien fremtræder renest i Lingval- og Labial-Klassen, fordi de germaniske Sprog have et Tegn for hver af dens tre Grader; mindre tydeligt i Guttural-Klassen, fordi de germaniske Oldsprog egentlig savne et Tegn for Aspirationen, det græske χ, hvorfor de maa hjelpe sig med H; inde i og ved Enden af Stavelser indtræde ofte i de germaniske Sprog, fornemmelig Oldnorsken, særegne, af lokale Forhold foranledigede, Modificationer af samme Slags, som naar f. Ex. i Latin G i Ordet rego bliver i Supin. C, rectum, formedelst det følgende T; ligesaa B i scribo til P i scriptum o. s. v.

Som Exempler kunne vi nu anføre:

Sanskrit, Slavisk, Græsk, etc. P; Gotisk, Oldnorsk, Angelsaxisk F;

Sanskrit pitri, Lat. pater, Got. fadar, Oldn. fàðir; Lat. piscis, Kymr. pysg, Got. fisks, Oldn. fiskr; Lat. pecus, Got. faihu (fihu), oldn. (sammendr. af fehu); Græsk πὺρ, oldn. fýr; Sanskr. pádas, Lat. pes (f. peds, Genit ped-is), Got. fótus, Oldn. fótr; Sanskr. patis, Litt. pats, Gr. πόσις, Got. faþs ɔ: Herre; Sanskr. prathamas, Gr. πρῶτος, Lat. primas, Litt. pirmas, Got. fruma, oldn. (i Sammensætningen frum, Angels. form; Sanskr. pri, Serbisk prijati, Got. frijón, oldn. fría, ɔ: frie til, elske.

Sanskrit etc. Ph (Bh, F); Gotisk, oldnorsk, Angelsaxisk B:

Sanskr. bhrátri, Lat. frater, Got. bróþar, oldn. bróðir; Lat. fagus, oldn. bók; Sanskr. bharámi, Lat. fero, Got. baira (bira), oldn. ber; Lat. frango (eg. en udvidet Form af frago, præt fregi), Got. brika; Lat. flos, Got. blóma, Angels. blósma.

Sanskr. etc. B; Gotisk, oldn. P. Da intet egte gotisk, oldnorsk eller angels. Ord begynder med P, lader denne overgang sig kun paavise inde i Ord.

Sanskrit etc. T; Gotisk, Oldnorsk, Angels. Þ (Th.)

Sanskr. tad, Got. þata, oldn. þat (det); Sanskr. tanus, Lat. tonare, Oldn. þunnr; Lat. tonare, Angels. þunor, Oldn. (sammendragen) þórr (f. þonarr), Tordenguden; Græsk τῶς, Angels. þus (Engelsk thus), saaledes.

Sanskr. etc. Th (Dh); Gotisk etc. D.

Gr. ϑυγάτιρ, Got. dauhtar istf. duhtar, Oldn. dóttir (istf. doh-tir); Gr. ϑήρ, Oldn. dýr.

Sanskrit etc. B; Gotisk etc. T.

Sanskr. dantas, Lat. dens, dentis, Got. tunþus, Oldn. tönn; Sanskr. dakshína, Gr. δεξιά, Lat. dextera, Got. taihsvó (f. tihsvó, udtalt texvó); Gr. δάκρυ Got. tagr, Oldn. tár (f. tagr).

Sanskr. etc. K; Gotisk etc. H.

Lat. calamus, Oldn. halmr; Græsk καρδία, Got. hairtô (hertó), Oldn. hjarta (f. hirta); Lat. cornu, Oldn. horn; Lat. caput, Oldn. hafuð, höfuð.

Sanskrit etc. Kh (Ch, H); Gotisk etc. G.

Sanskr. hansa, Gr. χήν, Got. gans, Oldn. gás. Sanskr. hyas. Gr. χϑές, Got. gistra; Gr. χέω, Got. gintan, Oldn. gjóta; Gr. χολή, Oldn. galla.

Sanskit etc. G[6]; Gotisk etc. K.

Sanskr. gaus, Oldn. ; Sskr. ghanus, Gr. γόνυ, Lat. genu: Got. kniu, Oldn. kné; Sskr. ghani, Gr. γυνή, Oldn. kona.

Mange flere Exempler kunde anføres, men Rummet tillader det ikke, og flere behøves ej heller. At der findes enkelte Undtagelser fra denne, som fra alle andre Analogier, kan man ej undres over, men de ere dog yderst faa og have vel fordetmeste en mere eller mindre skjult Special-Aarsag, f. Ex. naar Sanskr. har duhitá (Datter) istedetfor dhuhitá, dvár (Dør) istedetfor dhvár; thi det er overhoved Tilfældet, at Ord, der retteligen skulde begynde og i Græsk eller Latin virkelig begynde med Aspirat, i Sanskr. og endnu mere i Zend, Slavisk, Littauisk og Keltisk begynde med Media. Nogle Undtagelser ere kun tilsyneladende, f. Ex. naar de oftere omtalte Assimilationer finde Sted i Oldnorsk og Angelsaxisk; eller naar Littauisk, der ikke besidder Aspirater, er nødt til at bruge Tenuis, hvor Sskr. har stærk Aspirat, Media, hvor den har svag Aspirat, f. Ex. Sskr. rathas, Vogn (Oldn. reið), Litt. ratas, Hjul; Sskr. bhavishyármi, Litt. búsu, jeg skal blive. Endelig er det at mærke, at Sskr. meget ofte har zh, hvor Lat. og Græsk have k, og hvor Lyden vistnok oprindelig var k; i de samme Tilfælde har ogsaa Littauisk stadigt sz, og Slavisk ofte Lyden s, der saaledes her kommer til at svare til Got. og Oldn. h. Et Exempel have vi allerede seet i Talordet dazhan, Litt. deszimts, Græsk δέκα, Got. taihun; fremdeles zhvá, Hund, Gen. zhunas, Litt. szuo, Gen. szuns, Gr. κύων, Got. hunds; azhvas, Hest, Litt. aszwa, Hoppe, Lat. equus, Got. aihvus (udt. ehvus, opr. ihvus); Sskr. zhvétas, reen, snehvid, Zend zhpenta, Litt. szwentas (i Bet. hellig), Slav. svjatu (ligeledes „hellig“); Got. hveits Oldn. hvítr.

Den germaniske Sprogstamme viser en saadan Tilbøjelighed til denne Lydfremskydning, at et af dens vigtigste Tungemaal, Oldhøjtydsn endog har skudt Rækken endnu et skridt videre, saaledes at f. Ex. „Broder“ heder pruotar, „Dag“ tag, „Grav“ krap o. s. v. Endnu i det nuværende Højtydsk finder man mange Levninger deraf, f. Ex. Tag, Tugend (Angels. däg, duguð), og fornemmelig Ombytningen af Got. Oldn. T i Begyndelsen af Ord med Z, i Enden med S eller Ss, begge oprindelig for at udtrykke Lyden af th. Dog er ikke denne yderligere Lydfremskydning ganske eller conseqvent gjennemført i alle oldhøjtydske Haandskrifter, og man kunde deraf slutte, at den ved den Tid, da de ældste Haandskrifter førtes i Pennen, endnu var i sin Begyndelse og aldrig ret er kommen til fuldstændig Udvikling. Hvorvidt den almindelige germaniske Lydfremskydning har udviklet sig, efterat de germaniske Stammer havde indtaget deres nuværende Sæder i Mellemeuropa, eller den allerede var egen for det fælles germaniske Ursprog, der engang maa have været talt etsteds i det nordvestlige Asien, er et Spørgsmaal, hvis Afgjørelse er saare vanskelig, for ikke at sige umulig, uagtet den vilde være af overordentlig Vigtighed til at oplyse enkelte Tvivlsmaal i Folkevandrings-Historien. Jacob Grimm helder i sin Sproghistorie til den Mening, at Germanisken ved Indvandringen og længe efter befandt sig i det samme Stadium, som Sanskrit og Græsk o. s. v.; men vel at mærke kan han, uden at dette antages, ej ret faa bestyrket sin Yndlingssætning at Geter og Daker ere de samme som Goter og Daner, hvilket igjen staar i Forbindelse med hans velbekjendte politiske Anskuelser om Tydskernes Fordringer paa Herredømmet. Han fører dog ikke noget egentligt Beviis for sin Paastand, uden man dertil skal regne, at han antager Navnet paa den dakiske Konge Decebal for det samme, som det et Aarhundrede yngre Taiphali, hvormed en gotisk Stamme benævntes. Dog indseer man lettelig, at allerede D i Dacia og G i Getæ strider mod hans Paastand, thi efter Lydfremskydningen skulde jo Navnet Dan i det første Stadium begynde med Th, Got med Ch; men Thaker og Cheter omtales ingensteds. Desuden levede Decebal paa Trajans Tid, samtidig med Tacitus og senere end Plinius, men allerede Tacitus og Plinius omtale tydske Navne, der befinde sig i det sædvanlige Stadium, f. Ex. Asciburgium, altsaa burg, ikke furh, Burchana, Tuisco (f. Tiviskô), Burgundiomes, framca (rettere franca), Frisii, Langobardi, Gotones. Er der altsaa intet, der beviser, at Germanerne ved deres første Fremtræden i Europa stode paa Latinens Lyd-Stadium, bliver det dog i sig selv rimeligere at antage, at de medbragte Fremskydningen allerede fra Asien, med andre Ord, at en saadan Modification af Consonantlyden allerede var egen for det germaniske Ursprog, der tilligemed Oldpersisk og Zend har været et Systersprog af Sanskrit og netop skjelnet sig fra dette ved hiin Egenhed. En Bestyrkelse for denne Mening ligger deri, at allerede Zend, der hørte hjemme i en Egn nordligere end den, hvor der taltes Sanskrit, stundom istedetfor Sskr. T og D har D og Dh (Sskr. tri = Zend thri, Sskr. páda = Zend pâdha). Spores allerede en saadan Tendens i Sanskritlandets nærmeste Naboland mod Nord, kunde vel i et endnu nordligere Strøg (hvor vi netop maa søge Urgermaniskem den samme Tendens have vundet fuldkommet Raaderum. Ja vi have seet, at ikke engang Sanskrit frembyder saa urokkelige Analogien som Latin og Græsk, følgelig heller ikke som det Sprog, der laa til Grunden for disse, og som vel maa have været talt i et sydvestligere eller vestligere Strøg, rimeligvviis i Lilleasien (Phrygien). Da Hovedretningen af Udvandringerne fra Asien til Europa gik i Vest, er det sandsynligt, at ogsaa Sprog-Indflydelsen gik i samme Retning, og saaledes at Indflydelsen af eller Slægtskabet med et asiatisk Oldsprog maa have været stærkest i den Egn af Europa, som laa dette Oldsprogs egentlige Hjem nærmest. Nu have vi seet, at Littauisk og Slavisk unegtelig ligge Sanskrit nærmere, end baade Græsk samt Latin i Syd, og Germanisk i Vest og Nord. Er nu Græsk og Latin blevet paavirket af et sydvestligere Ursprog, der beherskede det sorte Havs sydlige Kyster, er det ganske i sin Orden, at Sanskrit virkede tilligemed Zend langs Nordkysten af det sorte Hav, altsaa nærmest paa Slaver og Littauer, og endelig, at et tredie eller fjerde Oldsprog, Germaniskens Modersprog, med fuldstændig Lydfremskydning, virkede i Retningen nordenfor Slaverne, forbi Østersøens Kyster indtil Havet. Saameget bliver i alle Fald udenfor enhver Tvivl, at Sanskrit nok er beslægtet med, men aldeles ikke Modersprog eller Stammesprog for Græsk og Latin, endnu mindre for Gotisk og Oldnorsk. Man kan sige, at dette eller hiint latinske, græske, gotiske Ord er beslægtet med et tilsvarende i Sanskrit, eller at det, etymologisk betragtet, er det samme, men ikke, at det er ligefrem dannet deraf.

Man vil lettelig skjønne, hvilken Sikkerhed Lydfremskydningslæren giver det etymologiske Studium. Grimm siger meget betegnende: „Das Lautverschiebungsgesetz hilft wilde Etymologie bändigen und ist für sie zum Prüfstein geworden.“ Medens man tidligere, ja endnu i Adelungs Dage, etymologiserede fra Germanisk til Latin eller Græsk, og omvendt, efter den umiddelbare Lyd-Identitet, er det nu blevet klart, at fuldkommen Identitet af Lyd mellem Ord, som tilhøre Sprog paa forskjelligt Lydtrin, netop vidner om, at de sammenlignede Ord ikke ere beslægtede og at Ligheden blot er tilfældig, medens Slægtskabet tvertimod erfares af den med Fremskydningslærens Regler overeensstemmende Ulighed. Her kunne vi anføre flere slaaende Exempler. Naar vi hos os finde Ordet Frugt, i Latin fructus, kunde man ved første Øjekast let finde paa at ansee det af fælles Oprindelse med „Frø.“ Men det latinske fructus er, som bekjendt, afledet af Ordet fruor, fructus scum, jeg nyder, bruger; Formen fructus viser, at Verbet oprindelig har hedet frug-or, og saaledes været beslægtet med frug-es, Korn, og frug-i, brav, dygtig. Efter Fremskydningslæren svarer Lat. F til German. B, og Lat. G til Germ. K; til Roden frug svarer altsaa fuldkommen regelmæssigt det germ. bruk-, hvoraf det got. brukjan, ɔ: bruge. Ordet har saaledes intet med „Frø“ at bestille, og vort „Frugt“ saavelsom det tydske „Frucht“ er ligefrem optaget af Latinen; det findes aldrig i vore Oldskriftein „Frø“ er heller ikke paa sin Side dannet af „Frugt“; det hed i vort Oldsprog fræ eller frjóf, hvoraf Verbet frjóf-ga, befrugte. Frjóf staar igjen paa sædvanlig Viis istedetfor Friof. Men til F i Germ. svarer P i Latin; til friof vilde altsaa en lat. Form Priop svare, og da det nu ej kommer saameget an paa Vokalerne, indseer Enhver lettelig, at det samme Begreb, deri Oldn. har dannet Ordet friof, i Latinen ligger til Grund for Navnet paa Befrugtningens velbekjendte Guddom Priapus. Vi have i Oldn. Ordet fölnr, Acc. fölv-an, Tydsk falb (ɔ: guulbleg); nu kunde det synes mangen En rimeligt, at dette svarede til det latinske fulvus, og dog er det ikke saa, thi Roden i fölr er fal-v er blot en Afledningsbogstav; til fal- svarer det latinske pal- der findes i pall-eo, pall-or, pall-idus. Det latinske glacies ville vistnok de fleste stille sammen med vort Glas, fordum gler, gles. Men glacies svarer aabenbart til vort klaki (Iis), der endnu bruges i Folkesproget og i Svensk (see I. Aasens Lexikon); vistnok skulde ikke c gjengives med k, men inde i Ordene er, som ovenanført, Analogien mindre fremtrædende; derhos er det ligesaa sandsynligt, at glacies kan staa istf. det opr. glagies, som vicies f. vigies (af viginti) og Caius istedetfor Gaius. Efter al Rimelighed er glacies vel endog sammendraget af gel-acies, af fælles Rod med gel-u og gel-idus, ligesom klaki af kal-aki, af fælles Rod med kal-u (kjøle) og kal-dr (kold). Af det her anførte maa det være endog den i Sprogsammenligning mindre bevandrede Læser klart, at enhver Etymologiseren af germaniske Ord fra de beslægtede Sprogstammer, der ikke bygger paa Lydfremskydningslærem men paa Bogstavernes umiddelbare Identitet, virkelig er hvad Grimm kalder vild, famlende paa Slumpetræf istedetfor at følge bestemte Regler, og leder til vrange urimelige Resultater.

Ved Siden af den her angivne, for hele Sprogstammen fælles Analogi yttrer sig ogsaa for hvert enkelt Sprog særegne Tilbøjeligheder til at lade Consonanterne i visse Stillinger eller indbyrdes Berørelser undergaa regelmæssige Modificationer. Nogle faa Exempler have vi ovenfor anført. Allerede Gotisken, der ellers overhoved fremstiller Formerne renest og mindst afslebne, røber en Tendens til, regelmæssigen i Enden af Ord og foran visse Consonanter, som t og s, at lade en Media gaa over til Aspirata, f. Ex. graban, grave, Præter. gróf; biudan, præt. bauþ; mahts af magan. Det er den samme Tendens, der endnu bringer Menigmand hos os til at udtale „Kaptein“ og „Ægypten“ som „Kaftein“ og „Ægyften“. I Angelsaxisk findes den samme Tendens; i Oldnorsk er den gaaet endnu videre, da dette Sprog ikke engang i Midten af Ord i Enden af en Stavelse taaler Mediæ, men altid ombytter dem med Aspirater, undtagen efter l, m og n; f. Ex. grafa eller grava, bjóþa eller bjóða. Kun i Gutturalklassen beholdes g, fordi der ej gives noget eget Tegn for gh; men dette ombyttes ofte med h, der, overalt hvor det kommer efter en Vokal, opsluges af denne og gjør den lang; saaledes f. Ex. mátt-r = Got. maht-s,[7] slá (eg. slaha) Got. slahan, (eg. feh) Got. faih-u. Denne Opslugningstendens overvinder endog stærkere Hindringer end h; den betvinger saaledes hv, f. Ex. séa, sjá (see) egentlig sehva, Gotisk saihv-an; á (Aa) eg. ahv, Got. ahv-a; den assimilerer aiv til æ eller á, f. Ex. sæ-r (Sø), Got. saiv-s; sær har i Genitiv sæv-ar, hvor saaledes V’et kommer frem igjen; snæ-r (Snee), Gotisk snaiv-s, sál (Sjæl) egentl. sával, Angels. sávol, Gotisk saival-a. I disse og lignende Tilfælde, hvor en saaatsige inden det enkelte Sprogs egne Grændser virkende Aarsag har gjort sig gjeldende, eller med andre Ord, hvor flere Former have mistet deres oprindelige, skarpere Omrids og ere blevne afslidte og forkortede, er det ikke disse forkortede Former, hvortil man ved Sammenligning med Sprog udenfor Stammen har at tage Hensyn, men Formerne, saadanne som de vare paa Sprogets ældre Standpunkt. Man vil ellers hvert Øjeblik være udsat for at gjøre falske Slutninger, idet man fra en blot tilfældig ydre Lighed slutter til en indre væsentlig Identitet og omvendt fra en tilsyneladende ydre Forskjellighed slutter til en væsentlig Forskjellighed hos Former, der i sig selv ere identiske. For den, der sammenligner Oldnorsk eller hvilketsomhelst andet germanisk Tungemaal med Sanskrit, Latin eller andre udenfor den germaniske Stamme staaende Sprog, maa saaledes alle Assimilationer og indre Modifioationer tænkes borte; den ovenanførte Form á maa f. Ex. opfattes, som om der stod ahv,[8] sær, som om der stod saiv-r, sál, som om der stod sával, o. s. v., ellers vil Fremgangsmaaden blive ligesaa vild, planløs og famlende, som den ovenomhandlede Lydsammenligning uden Hensyn til Lydfremskydningen. Staar dette endnu ikke ret klart for den med vort Oldsprog mindre fortrolige Læser, saa prøve man Exempler, der ligge nærmere. Naar vi i daglig Tale udtale Formen „havde“ som „hadde“, falder det dog ikke nogen ind at anvende den sidste som den rette til Sammenligning med fremmede Sprog Navnet paa en bekjendt Fos ved Kongsberg, Laurbro-Fossen (der har sit Navn af Elven Laagen, ligesom Laurdal og Laurvig) lyder i daglig Tale skjødesløst „Labrofossen“ eller „Labrefossen;“ naar nu en udenlandsk Philolog fandt paa at udlede dette „Labre“ af det græske labros ɔ: heftig, voldsom, vilde en saadan Etymologi maaskee for et halvt Aarhundrede siden høres med Rolighed, maaskee endog med Bifald; nu vil Enhver lee deraf.[9] Det er bekjendt, at Spanierne ofte forandre et F i Begyndelsen af Ord til H og saaledes sige Hernando istedetfor Fernando; saavelsom at de inde i Ord ombytte li, det italienske gli, med j; det er altsaa ganske simpelt og regelmæssigt, at de gjengive det latinske filius, det italienske figlio, ved hijo, ligesom folium, ital. foglia, bliver hoja; hvor afsindigt var det nu ikke at udlede hijo (Søn) af det græske hyios? Enhvers sunde Sands tilsiger ligeledes, at man f. Ex. ikke sammenligner det franske âme, âne umiddelbart med et tilsvarende Ord af en anden Sprogstamme, saa længe man har det latinske anima og asinus som de oprindelige, uforvanskede Former. Man kan sammenligne den franske Form med den spanske, italienske, fordi de alle tre staa i lige fjernt eller nært Afledningsforhold til det Latinske; men gaa vi udenfor Stammen, maa de afledede Sprog lade sig repræsentere af Modersproget, der nu som Individ optræder i deres Sted. Sammenligner Naturforskeren en Hund med en Kat, da sammenligner han ikke denne eller hiin enkelte Hund med en enkelt, bestemt Kat; han seer bort fra det Tilfældige, hvilket han ved Sammenligning af mange til een Art hørende Individer har lært at kjende som saadant; han vogter sig for at lade sig vildlede deraf og erklærer f. Ex. ikke en Skjødehund for at være af Løveart, fordi den tilfældigvis har en Man, der ligner Løvens, eller en Kat, der har mistet Halen, for at være af Hare-Slægt. I Forhold til Overafdelingens Mærker maa altid Underafdelingens ansees som uvæsentlige Tilfældigheder, og saaledes sees bort fra, hvor enten en Underafdeling sammenlignes med en anden, der hører under en anden Overafdeling, eller hvor en Underafde1ing sammenlignes med en Overafdeling. Men da i det sidste Tilfælde alle den enkelte Underafdelings særegne Artsmærker træde ud af Betragtning, er det klart, at Sammenligningen vilde blive meget mangelagtig, hvis man ikke udfyldte Mangelen ved ogsaa at tage Hensyn til de øvrige, under samme Kategori henhørende Underafdelinger. Med andre Ord, Sammenligningen vil ikke fuldstændigt kunne finde Sted uden mellem sideordnede Led. Den maa skee, som Juristerne kalde det, in stirpes, ikke in capita.

Hvad der gjelder de enkelte Former i et Sprog, gjelder ogsaa naturligviis de større Analogier i Sproget, eller kort sagtv det hele Sprog. Og i Medhold deraf tager jeg ikke i Betænkning at udtale den Mening, at en Sammenligning mellem Oldnorsk og hvilketsomhelst andet Sprog udenfor den germaniske Stamme, følgelig og med Sanskrit, bliver ufuldkommen og utilfredsstillende, ja endog vildledende, hvis ikke ogsaa de sideordnede og overordnede germaniske Sprog tages med, saaledes at man ved en foreløbig Sammenligning mellem de germaniske Sprog indbyrdes udsondrer det Fælles, det Charakteristiske, det Oprindelige, fra det Specielle eller Tilfældige og saavidt muligt søger at bringe enhver Form tilbage til dens ældste Skikkelse i hvad der engang maa have været det germaniske Fællesprog. Dette lettes meget derved, at det gotiske Sprog endnu fremstiller saamange urgermaniske Former, eller Former som i alle Fald maa komme de urgermaniske meget nær. Ved at benytte Gotisken udsætter man sig mindst for at forvexle væsentlige med uvæsentlige Former. Bopp har derfor ogsaa i sin sammenl. Grammatik nærmest holdt sig til det Gotiske, idet han dog, hvor dette ej slaar til, har søgt Oplysning fra andre Mundarter, især den Oldhøjtydske. Men at ville sammenligne Oldnorsk umiddelbart med Sanskrit, springende Gotisken forbi eller uden at reducere de oldnorske Former idetmindste til samme Stadium som de gotiske, maa efter det ovenfor Udviklede ansees som en forfejlet Bestræbelse og som neppe kan antages forenelig med det lingvistiske Instinkt, den sproglige Takt, der uomgængelig udfordres til en Sprogsammenligning af dette Slags, naar den skal blive tilbørlig, og som alene erhverves ved grundigt Studium af og udtømmende Kjendskab til det Sprogs indre og ydre Relationer og etymologiske Analogier, man ved Sammenligningen vil belyse.

Spørge vi nu, hvorvidt Forfatteren af de ovenanførte sprogsammenlignende Skrifter er gaaen frem efter den her betegnede Methode, eller har lagt en saadan sproglig, paa Fortrolighed med Sprogets Analogier grundet Takt for Dagen, da maa vi besvare dette Spørgsmaal ligefrem benegtende. Vi skulle i det Følgende anføre Exempler, der, som det forekommer os, tilfulde godtgjøre den her fremsatte Dom, eller at den i de foreliggende Skrifter anvendte Fremgangsmaade med Føje kan henføres til det Slags Etymologiseren, vi i det Foregaaende have betegnet som vild og følgelig vildledende.

Her møder os for det første den, som det forekommer os, saare vigtige, Ffs. Methode i Almindelighed betegnende Omstændighed, at Oldnorskens Former ere underkastede en umiddelbar Sammenligning med Sanskrit, uden at noget Forsøg er skeet paa at reducere dem til deres ældste Form, eller idetmindste ved Hjelp af Gotisken og de øvrige oldgerm. Tungemaal at udfinde, hvorledes de omtrentligt have seet ud, førend den for Oldn. charakteristiske Aflednings- og Assimilationsproces fandt Sted. Vistnok anfører Ff. i Skriftet litr. b S. 28, 29 nogle gotiske Verbalflexioner og i litr. c. det relative Pronomens og endeel relative Conjunctioners Former saavel i Gotisk som i andre oldgermaniske og indogermaniske Sprog; men deels ere disse Sammenstillinger saa faa, at de næsten forsvinde i Forhold til den øvrige Masse; deels viser det sig aabenbart, at de ikke skyldes den inderlige Overbeviisning om Nødvendigheden af saadanne Sammenstillinger overalt, hvor de paa nogen mulig Maade kunne finde Sted, men alene tilfældige Omstændigheder, fornemmelig den, at de ere lettere at faa istand, end Sammenstillinger af Lexicalia; deels ere de endog ikke altid rigtige.[10] Endelig maa det ogsaa erindres, at de kortere Pronominal- og Partikelformer have forholdsviis været mindre udsatte for Afslibning og Assimilation, og at Sammenstillingen saaledes for deres Vedkommende giver mindre Udbytte og bedre kunde savnes, end ved de langt vigtigere Nominal- og Verbal-Former, hvor hiin Proces har haft videst Raaderum, og hvor man allermindst kan undvære de Oplysninger, som de beslægtede Sprog give. Og dog er det netop her, hvor Ff. har betragtet de øvrige oldgermaniske Sprog næsten, som om de ikke existerede. Ff. har her baaret sig ad, omtrent som han vilde bestemme en Mynts Lighed med en anden efter et ved langvarig Brug afslidt Exemplar, istedetfor at benytte et, hvor Præget endnu har sin fulde Skarphed. At rigtignok flere Ligheder paa hiin Viis fremkomme, er unegteligt, thi et halv afslidt Profil, der kun frembyder de tarveligste Omrids af det menneskelige Hoved, kan ofte siges at ligne hvad Ansigt det skal være, men en saadan Lighed har naturligviis intet at betyde. Nogle Yttringer af Forf. i den ovenomtalte Fortale blive her af megen Interesse, forsaavidt de oplyse det Stadium af Kjendskab til Oldnorskens og Gotiskens indbyrdes Forhold, hvorpaa han hefinder sig. „Bopp“, siger han, „har i flere Skrifter, især sin „Vergl. Grammatik etc.“ afhandlet de grammatiske Forhold hvori Sanskr. stemmer overeens med det Gotiske, og, da dette er nærbeslægtet med det oldnorske, haves her allerede vigtige Bidrag til Sammenligning mellem dette og Sanskrit; men paa den ene Side er der, uagtet Slægtskabet, endnu mange og betydelige Differenspunkter mellem Got. og Oldn., og paa den anden Side er den oldn. Litteratur saa meget rigere end den gotiske, at den baade giver de grammatiske Regler langt større Sikkerhed og tillige byder et rigeligere Vederlag for de Oplysninger, som Oldn. erholder fra Sanskrit.“ Hvorfor Bopp netop har holdt sig væsentligst til Gotisken og gjort ret i indtil Videre især at holde sig til den, ja hvorfor enhver Sammenligning af dette Slags nødvendigviis vil komme til at dreje sig om Gotisken som Udgangssproget, er ovenfor viist. De mange og betydelige Differenspunkter mellem Got. og Oldn., hvilke Forf. omtaler, ere ikke virkelige, men kun tilsyneladende, og grundede i den ofte omtalte omstændighed, at Gotisken endnu har beholdt mangt og meget, der i Oldn. er bleven afslidt. Det sande Forhold er, at der, paa faa Undtagelser nær, ej gives en eneste væsentlig grammatisk eller lexikalsk Form i det Gotiske. der jo kan gjenkjendes i det oldnorske, modificeret efter Sprogets Analogier; og trods den oldnorske Litteraturs større Rigdom er det dog saa langt fra, at Oldnorskens grammatiske Regler derved erhverve saameget større Sikkerhed end Gotiskens, at tvertimod de Analogier, efter hvilke Oldnorskens grammatiske Regler have formet sig, alene gjennem Gotisken kunne læres tilfulde at kjende (f. Ex. Afledningen med j og v, den stærke og svage omlyd, og især Reduplicationen, foruden meget anden. Den omstændighed altsaa, at Forf. ej har formaaet at indsee dette i Tingenes sande Forhold, eller, om han end har indseet det — see Fortalen til „det oldnorske Verbum,“ S. I. — dog ikke har rettet sin Fremgangsmaade derefter, synes allerede at vidne om, at hans Fortrolighed med oldnorsken og dets Systersprog ej har været saa stor, som den til et Arbejde af nærværende Slags burde være. Det er tydeligt at see, at han med Hensyn fil Oldnorsken m. m. endnu befinder sig paa det Standpunkt, hm man uden Skrupler tager Formerne, som de ere, uden at underkaste dem den tilbørlige kritiske Granskning. Ellers vilde han ikke engang have indrettet sin Sammenligning, som skeet er, eller han vilde have erkjendt, at det idetmindste ikke kan kaldes nogen mærkelig Opdagelse, at Oldnorsk ligner Sanskrit, naar det allerede forlængst er godtgjort, at Gotisk ligner Sanskrit; men at det tvertimod kun er et overflødigt Foretagende, yderligere exempelviis at godtgjøre hiin allerede fuldstændigt anerkjendte og i de germaniske Sprogforskeres Erkjendelse befæstede Sandhed.

Ordsammenligningerne i det første af de tre Skrifter godtgjøre fuldstændigt, hvad jeg her har yttret. Der gives faa af de anførte oldn. Ord, som ikke tillige findes i Gotisk og de øvrige oldtydske Sprog; men den Omstændighed, at dette ej er bemærket, kan ikke andet end hos den i slige Sager Uindviede vække en aldeles falsk Forestilling om, at Oldnorsken og intet andet, eller at idetmindste Oldnorsken fremfor de øvrige germaniske, Sprog staar i hiint Slægtskabsforhold til Sanskrit. Vi tage endeel af Ordene i den Orden, hvori de forekomme: maðr, Got. manna; verr, Mand; Gotisk vair; koner, Kone, Got. kvinô; karl, Angels. ceorl; mær (Mø), beslægtet med mey, Got. mavi; geta, faa, avle, Got. gitan; hjón, Egtefolk, Got. heiv, Angels. hiv; ej at tale om Slægtskabsord som „Fader, Moder, Broder, Syster, Datter.“ Men dette lade vi endda gaa hen som en mindre heldig Redactionsform; større Anke maa vi føre over mange af Sammenligningerne selv som aldeles urigtige, dernæst over Valget af de saakaldte oldnorske Ord, hvoraf mange kun ere Afledsord, ikke Stammeord, (mange aldeles uegte, nyere islandske Former, tagne lige ud af Bjørn Haldorssøns Lexikon), endelig over den fejlagtige Maade, paa hvilken mange af Ordene ere skrevne. Besynderligt nok, at Forf. her ikke heller har benyttet den paalidelige Samling af Rodord, der findes i den nyeste Udgave af Grimms deutsche Grammatik, 1ste Bind, hvor tillige de øvrige germaniske Sprogs Rbdformer findes anførte.

Exempler: Kvendi, Fruentimmer. Kun en afledet Form af kona (eg. kvina, ligesom koma, komme, af kvima). Her burde der altsaa kun være Tale om det sidste, Gotisk kvinô At Sskr. kanjâ og Zend kainé, Pige, skulde have noget dermed at skaffe, strider mod Lydfremskydnings-Reglerne, efter hvilken man istf. K i Got.-Oldn. skulde søge G, eller Gh i Sanskr., G i Gr.-Latin, hvorfor ogsaa det af Forf. senere omtalte ghani bliver den rette Form, svarende til det græske γυνή (eg. gvine) = kvina, Kone. Saameget er vist, at det med G begyndende genta, Gjente, i alle Fald ikke kan sammenstilles med kona, som hos Forf.

Mey f. en Mø, meyda (skulde være megða) f. et lidet Pigebarn, kunne ej sammenstilles, da mey svarer til det got. maei; megða er afledet af en Form svarende til Got. magaþs, Tydsk Magd. At dette megaþa ej det afledede megða, bliver at sammenholde med Sanskr. mugdhâ, en ung og elskværdig Kvinde, u er altsaa klart.

Beðja, Hustru, sætter Forf. sammen med Sskr. badhû, en Kvinde. En stor Fejltagelse, thi ej at tale om, at Sskr. B i Regelen ej har noget tilsvarende i Got. eller Oldn. som Begyndelsesbogstav, er beðja kun en Afledning af beð, Seng, Gotisk badi, Angels. bedd, hvoraf ogsaa det angels. gebedda, aldeles svarende til beðja, egentl. Sengkammeratinde, conthoralis', ἄλογος, σύευνας. Her er altsaa en tilfældig, afledet Betydning tagen for den oprindelige, og Ord, der intet have at bestille med hinanden, urigtigen sammenstillede.

Geta, avle. Geta, Got. gitan, er egentlig kun at faa, erhverve, har saaledes intet at bestille med Sskr. Ghan, at avle, (hvoraf ghâti, Slægt), hvilken Rod derimod svarer til det lat gigno, genui, det gr. γένος Gotisk kuni, Oldn. kyn.

Hjón, Egtefolk = Sskr. jug, et Par, af jugh, at forene. Atter en Fejl af det værste Slags, thi hjón, hjún, Angels hiv, familia, Got. heiv (hvoraf heivafrauja, paterfamilias), staar regelmæssig for hivn, eller hívun, hvor n er den gamle Neutralendelse, der endnu er tilbage i det oldsvenske þøn, Oldn. þau. At man i det Bergenske udtaler hjún som Jun, er ikke underligere, end at vi udtale Hjul som Jul. I den kyndige Sprogforskers Øjne viser hjón sig altsaa strax som en Repræsentant for den oprindelige Rod hiv, og hvad Lighed denne frembyder med jug, give vi enhver at betænke. Jug svarer desuden ganske til det lat. jugum, ligesom jugh til jungo; til jug og jugum svarer regelmæssig det Russ. igo, det gotiske juk, Angels. geoc, Nytydsk Joch, Oldnorsk ok,[11] Dansk „Aag.“ Det er altsaa ok, ikke hjón, som burde have været sammenstillet med jug, og dette viser blandt andet, hvor fremmed Forf. er for den oldnorske Lydlæres første Elementer.[12]

Systkin og feðgin (Syster og Broder, Fader og Datter) ere saamegetmindre at antage fremkomne ved en Sammensætning med kyn, Slægt, hvilket Forf. antager, som man har de tilsvarende Ord feðgar ɔ: Fader og Søn, mæðgur, Moder og Datter. Endelsen -in, er kun Neutralendelsen, og g kun den samme Afledningsbogstav, der findes i Verbalendelsen -ga, som vin-ga, gjøre til Ven, frjóf-ga, befrugte. Sit Udsagn, at hiint gin eller kin skulde komme af kyn, tilintetgjør Forf. strax efter ved at sige, at g i det paa samme Maade som feðgin dannede feðgar er beholdt fra Roden geta. Thi kyn og geta have dog intet at bestille med hinanden.

Sál, Sjæl, sammenstilles af Forf. med sâra, den væsentligste Deel af en Ting. Men sál er efter det foreg. sammendraget af saival, Got. saivala, Angels. sávol, Eng. soul, og Ligheden med sâra saaledes kun tilfældig, Sammenstillingen følgelig aldeles falsk.

Geð, Sind, sammenst. med tschétas, kétah, Sind, Forstand. Men til geð svarer det angels. geohðu, hvoraf Sprogforskeren strax med Sikkerhed slutter, at geð er sammendraget af gehð, gotisk gaihþa, opr. gihþa, der saaledes bliver heel uligt kétah.

Gap, troer Ff., er beslægtet med kjaftr. Begyndelsesbogstaverne vise netop Umuligheden deraf. Til gap maatte i Sskr. det tilsvarende Ord begynde med H; dette findes ogsaa i , gabe; jfr. oldn. gína, Tydsk gähnen, Gr. χάω, χαίνω, Lat. hio.

Gaupn, den hule Haand, Angels. geápen, kan umuligt komme af kupâni, der er sammensat af ku, slet, og pâni, Haand, og betyder „kroghændet,“ thi K i Sanskr. gaar ej over til G i Oldn. Ved gaupn tænker man sig nærmest Haanden halv udbredt til Greb, hvorfor gaupn oftest bruges i Betydningen „Haandfuld“; det er det gribende, graadige, man derved har haft for Øje; dette fremgaar klart nok af Slægtskabet med Ordet Gaupa, Gaupe, et glubende Rovdyn

Skati bruges ikke af Skalderne, som Ff. siger, alene om Konger, men om Krigere i Almindelighed, især de gavmilde, see Skalda S. 195. Det har saaledes neppe noget med det zendiske kshaéta at bestille. Nedenfor, S. 23, forekommer skatnar.

Kongr, Konge, er en urigtig, moderniseret Form; konungr er den rette, afledet af kon, kyn, Slægt. Da nu dette svarer til Sskr. ghani, indsees saameget mere, at det ikke kan have noget at gjare med Sskr. kungrâ, legemsstærk, og at Ligheden mellem kungrâ og kongr ene er tilfældig og desuden bortfalder, naar man istedetfor kongr sætter den rigtige Form.

Fólkjaðarr (ikke folkjadar), Folkestyren sammenstiller Ff., for det sidste Sammensætningsords Vedkommende, med Sskr. jatr, underkaste sig, beherske. Men det oldn. jaðarr staar ved en regelmæssig Analogi, den saakaldte Brydning, istedetfor iðarr, Angels. eodor; Formen vilde paa Got. være idars; jaðarr betegner egentl. Bræm, Yderkant; siden bruges det poetisk om hvad der styrker, værner, saaledes i Sammensætninger om en Fyrste, ligesom vi sige „Folkets Værn.“ Angelsaxerne bruge det paa samme Maade, saaledes i Beovulf 850: eodor Scyldinga, Skjoldungernes Værn, Fyrste; 2081: eodor Ingvina, Ingvinernes Herre. Ligheden med jatr gjelder her altsaa kun for oldnorsken; havde det været Angelsaxiskem der sammenlignedes med Sskr., vilde aldeles ingen Lighed have frembudt sig. Det burde ogsaa strax have været Ff. indlysende, at A i jaðarr kun repræsenterer et I.

Ræsir, Skaldeord paa Konge, sammenstiller Ff. med ireska Konge, men ræsir er egentlig et Subst. verbale, regelmæssigt dannet af rás, Fart, altsaa egentlig den, som sætter i Fart; og rás er igjen sammendraget af rans, der kommer af renna, aldeles ligesom ást (Gotisk ansts) er sammendraget af anst, der kommer af unna, at elske, og gás af gans, Tydsk Gans. Da nu renna intet har med irêsha at skaffe, viser Sammenstillingen sig som aldeles falsk.

Hilmir, ligeledes et Digternavn paa Konge, sammenstiller Forf. med Sskr. kila, en Landse. Men hilmir er regelmæssigt afledet af hjálmr, opr. hilmr, en Hjelm.

Jöfurr (urigtigt skrevet jøfr) udleder Forf. deels af uparai over, deels, betingelsesviis, af göfugr, anseelig, hvilket han igjen sætter sammen med Zend shévista, d. e. gjæveste. Tilhobe Misviisninger. Jöfurr er Omlydsform istedetfor jafurr, der ofte findes, og dette Brydningsform for ifurr, der paa Gotisk maatte lyde iburs, Angelsaxisk cofor, Oldtydsk epar, Nytydsk Eben. Ordet betegner egentlig Vildbasse og er efter Lydfremsk identisk med Lat. aper, men da de ved sin Styrke bekjendte Dyrs Navne oftere i Digtersproget overførtes paa Helte og Fyrster, blev jöfurr i Oldn. et udelukkende Digternavn paa Fyrste, ligesom beorn (Bjørn) i Angelsaxisk paa „Kriger.“ I England fandtes ikke Bjørne, i Norge ikke Vildsviin, denne Omstændighed begunstigede begge Ords uegentlige Brug. Det maa erindres, at en af Langobardernes første Høvdinger hed Ibor.

Gotnar, hvilket Ff. sammenligner med jôdhta en Kriger, er kun Fleertal af Goti, Got. Guta, egentlig en Gote.

Guðr (ikke guður) er kun en Variantform for gunnr, Got. gunþe har altsaa intet med Sskr. judh at bestille.

Det vilde føre til altfor stor Vidløftighed, om vi vilde gjennemgaa Resten af de meddeelte Ord paa samme Maade. Det være nok at anmærke, at Sammenstillingerne deels ere ligesaa fejlagtige som de allerede omhandlede, deels, hvor: de ej ere fejlagtige, somoftest passe ligesaa godt paa Gotisk, Angelsaxisk, Oldhøjtydsk eller Oldsaxisk, som paa oldnorsk.

Hvad Ordsammenligningen særskilt angaar, da er den, for Gotiskens Vedkommende, allerede særdeles omfattende og ret methodisk behandlet i Eichhoffs Parallèle des langues d’Europe et de l’Inde, Paris 1836. Hvad Ff. i nærværende Skrift for Oldnorskens Vedkommende har præsteret, maa saaledes under enhver Omstændighed kaldes overflødigt.

Vi nævne som en Besynderlighed, at Ff., uagtet han maatte føle Grunden saa usikker under sine Fødder, dog har vovet at at afvige fra sine Forgængere, hvor de allerede have opdaget det rette, f. Ex: naar han, som før omtalt, sætter oldn. gap sammen med kjaftr og begge disse med Sskr. ghap, tale, uagtet Verbalformen , sammenstillet med Lat. hio og Gr. χάω findes hos Eichhoff; ligeledes naar han (see ovenfor) stiller hjún sammen med Sskr. jugh, uagtet Eiehhoff ved denne Rod nævner det got. juk og det tydske Joch.

Om Sætningerne af Lydlæren gjelder det samme. Allerede den Bemærkning, der forekommer i de første Linjer, „at det af den Grund ej er paafaldende i Sanskr. ofte at finde K, hvor Oldn. har H, at dette sidste Bogstav i Oldnorsk udtaltes haardere end nutildags,“ antyder en fejlagtig Opfattelse af Lydfremskydningslæren, thi det er netop fordi H udtaltes forskjelligt fra K, at K i Sanskr., Græsk og Latin i Regelen svarer til H i Gotisk og Oldnorsk. — Naar hala (S. 2). sammenstilles med arðr en Plog, af erja (eg. aria), fordi Ordet nu ofte paa Østlandet udtales med det for rd sædvanlige tykke l, Al (ligesom Gaal f. Gaard og Jol for Jord) og derfor af Usprogkyndige skrives Al istedetfor Ard, medens man dog aldrig skriver Gaal istedetfor Gaard, da er det en stor Misviisning, thi saadanne, paa en falsk Opfatning af Lyden grundede Skrivfejl have dog intet med Sanskrit at gjøre. — Naar det (S. 2) heder, at „enkelte Exempler synes at tyde paa, at H ogsaa kan gaa over til J,“ og dette belægges med barh = beria (rettere berja), prygle, synes Ff. ej at have skjønnet, at ia eller ja i berja kun er den for en Mængde lignende Afledsverber (som temja af tam, selja af sal, vekja af vakr, hylja af HUL) fælles Afledsendelse, og at Rodformen kun er BAR. — Ff. mener, at „den Nominalendelse -ði, som i Oldn. bruges ved flere Derivater af Rødder, der ende paa lang Vokal eller Diphthong, synes at kunne udledes af et oprindeligt H.“ Men dette -ði i Oldn. er egentlig paa anden Haand afledet af det adjectiviske Þ, hvilket det af Forf. selv anførte Ex. dauði, Død, viser, der nærmest kommer af dauðr, død, Got. dauþs; denne Afledningsbogstav staar heller ikke udelukkende efter lange Vokaler, men ogsaa efter Consonanter, kun skjuler den sig der ofte under en Assimilation, f. Ex. sinni, Ledsager, Got. ga-sinþ-ja. Og Bemærkningen, „at Verba, hvis Rod ender paa en aceentueret Vokal eller Diphthong, i Oldn. i mange Former indskyde G foran Form-Endelsen,“ er af den Grund aldeles falsk, at det er netop dette i Roden liggende G, ofte svækket til H, som har bevirket hiin Accent eller Vokalforlængelse ved at assimileres, og som derfor kommer igjen, saasnart det ved en paafølgende Vokal kan understøttes; saaledes det af Forf. selv anførte Ex. slá, der er sammendraget af slake f. slaga, Got. slahan, Tydsk schlagen. Der er altsaa her intet G. som indskydes, men et udeladt G, som kommer tilbage. Ff. forklarer Titlerne sira og herra af et og samme Sskr.-Ord, srê, „a prefix of respect to proper names of persons.“ Men St. Augustins bekjendte Oversættelse af Kyrie eleison ved Sihora armên[13] viser, at sihora er den opr. Form for síra, hvilket ogsaa bekræftes ef det franske sieur. — „N indskydes,“ siger Ff., „i Oldn. i Gen. Plur. foran A i de Neutra og Feminina, som endes paa A, f. Ex. augna, tungna. Det indskydes i Got., Oldht., Angels., Oldsaxisk i alle Casus obl. af den svage Nominalflexion og er charakteristisk for denne; man har i Oldn. ogsaa Levninger af den i Mask., der ej ender paa a, f. Ex. gumi, Gen. gumna, Angels. gumena; goti, Gen. gotna, Angels. gotena. Ff. har her overseet en heel Flexionsklasses mest charakteristiske Mærke.

At Skriftet saaledes maa siges at være udgaaet fra en mindre rigtig Forestilling om, hvad Forkundskaber der til et saadant Arbejde udfordres, saavelsom at det maa kaldes vildledende for den uindviede, staar ikke til at negte. Imidlertid kunde det dog som første Arbejde forsaavidt ansees som fortjenstfuldt og gjøre Fordring paa Overbærelse, hvis man virkelig kunde sige, at det allerførst har aabnet Øjnene for Slægtskabet mellem de tvende Sprog, som dets Titel nævner. Men dette er, ifølge hvad jeg ovenfor har paapeget, ingenlunde Tilfældet, eftersom Bopp og andre Sproggranskere allerede for over 30 Aar siden tilfulde havde efterviist Sanskrits Slægtskab med de germaniske Sprog i Almindelighed, følgelig ogsaa med hvert enkelt af dem, hvoriblandt da og Oldnorsk.

Det andet af de ovenanførte sprogsammenlignende Skrifter, om det oldnorske Verbum, røber unegtelig større Anelse om Methode, end det foregaaende; imidlertid træffe vi ogsaa der saadanne Anstød mod de germaniske Sprogs inderste Analogier, som, ret indseede, nødvendigviis fra Grunden af maa ryste den af Ff. opstillede Bygning. Vi maa her først og fremst henlede Opmærksomheden paa et Sted i Fortalen, hvor en saadan error in substantialibus saare skarpt fremtræder. Efterat Ff.. rigtigt har bemærket, at vort Oldsprog selv i den ældste Skikkelse, hvori det ligger for os, allerede har tabt meget af sin oprindelige fuldkomnere Dannelse, vedbliver han: „men ligesom Reminiscenser fra Ungdommen ofte med en forunderlig Klarhed fremstille sig for Oldingen, saaledes sees ofte Sprogene undertiden igjen at optage forlængst forsømte Former, som det synes uden tydelig Bevidsthed om, at de forhen have været i Brug. Det er saaledes et paafaldende Phænomen, at vort nyere Sprog i nogle Enkeltheder tydeligen slutter sig nærmere til Kilden end det Oldnorske, som dette optræder i Literaturen, hvilket dog i alt Væsentligt ligger de gamle Frændesprogs Sanskrit og Zend langt nærmere.“ Denne Paastand om Gjenoptagelsen af forsømte Former og sammenligningen med Ungdomsminders Opdukken for Oldingen klinger jo vistnok for een Gangs Skyld ret godt, men ved nærmere Eftertanke vil man dog finde, at hverken en saadan Gjenoptagelse nogensinde finder Sted, med mindre den gjentagne Form virkelig har holdt sig ubemærket den hele Tid (f. Ex. ital. battere af det obsolete latinske batuere), eller at Sammenligningen holder Stik, hvilket alene kunde siges at være Tilfældet, hvis Erindringen om, hvad Tipoldefaderen havde gjort, ubevidst dukkede op i Sønnesøns-Sønnesønnens Tanker. Aarsagen, hvorfor vort Skriftsprog har enkelte Former, der komme de ældste nærmere end oldnorskens, er den, at vort Skriftsprog, saaledes som jeg ovenfor yttrede i Aal. af Ivar Aasens ordbog, er det danske Skriftsprog, og det danske Skriftsprog har umiddelbart udviklet sig af det olddanske, der virkelig har beholdt enkelte mere antike Former. Blandt disse høre de af Ff. anførte Exempler paa nd, hvor Oldn. har nn. Gotisken har her , hvilket er bibeholdt som nd i Dansk, men er gaaet over til nn i oldnorsk; f. Ex. tunþus, Dansk Tand. Oldn. tönn; anþar, D. anden, Oldn. annarr. Ligeledes ogsaa Got. , Dansk ld, oldn. ll, som vilþeís, Dansk vild, oldn. villr.[14] Dette er ingen Opdukken, det er Bibeholdelse. Flere af Forfatterens Exempler ere desuden falske, eller grundede paa et forunderligt Ubekjendtskab til de anførte Ords Oprindelse, f. Ex. Oldn. granni, Nabo, hvilket han sammenstiller med Sskr. gandha. Men granni er en Sammendragning af ga-ranni, oprindelig ga-rasni, hvilket noksom sees af det tilsvarende Gotiske garazna, Nabo. Garazna er paa en i Gotisk og de øvrige tydske Mundarter ikke sjelden Sammensætningsmaade dannet af raen, Oldn. rann, Huus, og Præfixet ga-, svarende til det latinske cen; garazna betyder altsaa egentlig den i samme Huus boende, siden „Nabo.“ Saaledes og i Gotisk gadaila, Meddeeltager, af dails, Deel, gasinþja, Rejsefælle, af sinþs, Rejse; Angelsaxisk ligeledes gesíð, Rejsefælle, af sið, Rejse; gebedda, Sengkammerat, geréfa, Ledsager (comes) af hróf, Tag.[15] og at det gamle vita, sveiti, o. s. v. nu skrives „vide,“ „Sved,“ er kun en Yttring af den danske Udtales Tendens til efter en Vokal altid at blødgjøre P til B, T til B, K til G, og det er visselig ingen Reminiscens af den gamle Sanskritform. Ff. anfører ogsaa nogle ord af en i sin Tid ved Stiftamtmand Christie istandbragt Samling af ord og Talemaader, der bruges af Almuen især i Bergens Stift hvilke ord han troer at have gjenfundet i Sanskrit, men om disse gjelder det samme, som vi oftere have haft Anledning til at yttre, deels, at ordene selv ikke udelukkende tilhøre den Mundart, hvorfra de siges at være tagne, deels at Ligheden kun er tilsyneladende, ja grunder sig vel endog stundom kun paa fejlagtig opfatning af Lyden. Saal. f. Ex. „bælla,“ formaa. ordet er meget sædvanlig i Oldnorsk, baade i denne Betydning og i den mere omfattende „at vise Kraft,“ drive paa, som f.Ex hvor Hild Rolfsdatter i Anledning af hendes Søn Gangerolfs Forviisning siger til Kong Harald: hví bellát því, stillir? (hvi driver I saa heftigt paa den Sag, Konge)? Men bella er afledet af ballr, det gotiske balþs, og den oprind. Form af Verbet har altsaa været balþja. Om nu dette bal-, der ligger i balþs, kan sammenlignes med det af Ff. anførte Sskr. bala, sterk, er en anden Sag; maaskee, skjønt reent B i Sskr. ej efter Regelen skal svare til reent B i oldnorsk. — Bøka, vaske Klæder i stærk Lud, er et ogsaa her saare alm. Udtryk; det er aabenbart udledet af baka, hede (siden bage). Dæmma, Pøl, Møgdam, er det i Iv. Aasens Ordbog forekommende Demma, afledet af Damm; Sskr. dama, Søle, er vel snarere det lat. lama. Lydne, Herligheder ved en Gaard, er det i saamange Diplomer forekommende hlunnindi, lunnindi (i Talemaaden með lutum ok lunnindum, der i yngre Skjøder gik over til „Lotter og Lunder),“ og har naturligviis intet med Sskr. lina (fasthængende ved) at bestille. Det besynderlige Ord „bollek,“ et nyfødt Lam, har det ej været mig muligt at finde i den omtalte Ordfortegnelse.

Afsnittet om Verbalstammer er den Deel af nærværende Skrift, hvor man, som jeg ovenfor nævnte, finder mest Antydning til Methode; det er saaledes uimodsigelig den bedste. Imidlertid forekomme ogsaa her en heel Deel, om Mangel paa Indsigt i de germaniske Sprogs indre Forhold vidnende, Urigtigheder, hvoraf jeg, saavidt Rummet tillader, skal paapege enkelte. Ff. antager, at de oldn. verbale Afledningsendelser paa -ga, -ja, -ka, -ta, -da, -la, -ra, -pa, -fa, -sa (f. Ex. i blóðga, gjøre blodig, temja, tæmme, minka, minke, rupla, plyndre, bifsa, ryste o. s. v.) egentlig nedstamme fra Hjelpeverber, hvoraf flere ere obsolete og blot kunne udfindes ved Sammenligning med Sanskrit, f. Ex. -ja af f. ganga, ga og ka af gera, gjøre, ta og da af Sskr. dhâ, sætte, ra og la af Sskr. rah, Hjelpeverbum til at danne Continuativa, pa og fa af Sanskr. âp, at opnaa, sa af Sskr. ish, at gjøre noget ofte. Meget heraf er i sig selv heel sandsynligt og de givne Antydninger værd at lægge nøjere Mærke til, men her gjelder atter, hvad jeg tidligere har bragt i Erindring, at disse Afledningsendelser ikke ere udelukkende for Oldnorsk, men i det Hele taget fælles for alle germaniske Tungemaal, hvis Former her saaledes burde være tagne med, forat den nødvendige Oversigt over det hele System kunde erhverves, og enkelte Phænomener forklares, der af eet enkelt Sprog ej ganske lade sig oplyse. Dertil kommer den slemme Omstændighed, at Ff. paa en vildledende Maade har sammenblandet Rodverber med afledede Verber, naar de første kun tilfældigviis endte med en Combination af Bogstaver, der for de afledede Verber er sædvanlig. Enhver vil saaledes lettelig skjønne, at f. Ex. bleyta, bløde, af blaut-r, blød, intet har med den denominative, ofte iterative Afledsendelse -ta at bestille, der forekommer i heim-ta, hente, bringe hjem, skem-ta, fornøje, eg. korte Tiden, af skammr, kort; thi man siger heim, hjem, skammr, kort, men ikke blau, istedetfor blautr, ligesaalidt som man nu siger blø istedetfor blød. At Ordet blaut ender med t maa her kun ansees som en Tilfældighed; lød det f. Ex. blauk, da var det forbi med den hele Lighed i Endelsen. Endelsen -ta svarer desuden til den got. Endelse -atjan, Oldhøjtydsk -azan, f. Ex. tropfazam: dryppe idelig; Angels. -etan eller ettan, s. dropetan, d. s. s. tropfazan: Nytydsk -zen, f. Ex. grunzen, duzen o. s. v. Saa og f. Ex., naar Ff. regner frjálsa, frelse, blandt Fregventativa paa -sa, thi enhver veed, at Roden er frjáls, frels, egentlig sammendragen af frí-hals (collum liberum), som det da og heder paa Oldhøjtydsk. Ff. taler vel (S. 5) om Vanskeligheden i at drage Grændsen mellem den radikale og servile Endelsekonsonant og anfører Exempler paa Endelser, der ere servile, skjønt de ved første Øjekast synes radikale, f. Ex. hvor fljót- i fljóta (flyde) svarer til Sskr. plu. Men dette viser kun, at allerede Rodformen har tilføjet et T, uden at dette T har noget at bestille med den verbale Afiedningsform -ta. Forskjellen mellem disse forskjellige Slags Afledninger viser Grimm aldeles udtømmende i sin Grammatik. Den ene henhørertil Roddannelsen, eller den primære retledning, og ligger saaatsige udenfor Sproget, den anden til den secundære.

Fremdeles er der og i Sammenstillingen mellem Aflednings endelserne -ja, -ka og -ga en iøjnefaldende Mangel paa Parallelisme. Afledningsendelsen -ja, oprindelig -ia, hører til den vokaliske eller rene Vokal-Afledning, der er charakteristisk for alle germaniske Sprog og foregaar med en saa beundringsværdig Regelmæssighed og Symmetri, at der opstaar den sterkeste Formodning for, at den tilhører Germanisken efter dens Adskillelse fra Urstammen og saaledes ikke engang har noget med Sanskritformerne at bestille. Thi man finder, at denne vokaliske Afledning skeer ved en af de tre Urvokaler, A, I, eller U, af hvilke A, som fordrer den største Udvidelse af Mandens aldrig kan hærdes til en Consonant, hvorimod J og U gaa over til J og V. Saaledes f. Ex. hat-a (eg. hat-a-a) af hat, præt. hat-a-ða; men temja (af tamr, tam, med Omlyd, eg. tam-i-a); V bruges mere til en Udvidelse af den oprindelige Form, uden at forandre dens Betydning, som sökk-v-a (eg. sink-u-a), Got. sigkvan, synke; den bruges derfor oftest ved sterke Verber og Substantiver. I Gotisk, hvor AA sammendrages til ô, viser A-Afledningen i Verber sig ved Infinitivendelsen -ôn, præteritum óda, J-Afledningen sig ved Inf. -jan, Præter. -ida, s. salbôn (salve), salbôda, sôkjan (søge), sôkida. Det er tillige en regelmæssig Egenhed ved Oldnorsken, at Endelsen -ja, naar den skal tilføjes en Rod, kun forekommer som -ja efter en kort Stavelse, men assimileres, med bibeholdt omlyd, efter en lang, f. Ex. temja (tam-), setja (sat-), men dæma (dóm-), Got. dómjan, ræða (róð-), Got. ródjan. Det er saaledes ogsaa af denne Grund urigtigt, naar Ff. antager bleyta (at blødgjøre), skelfa (at skræmme) for at have noget med Afledsendelsen -ta og -fa at bestille, thi Formerne ere aldeles regelmæssige Modificationer af blautja, skalfja; ligeledes antager han urigtigt (S. lo) fylla (fylde) at staa for fylja, thi allerede Roden lyder full, og Theorien om Endeconsonantens Fordobling, som paa dette og lignende Phænomener grundes, falder altsaa ganske bort.[16] Ligeledes er det urigtigt, naar Ff. anseer Endelsen -va i fölva, gjøre bleg, dökkva, formørke, o. s. v., for en særegen Verbalendelse, thi V (eller Aflednings-V) er allerede forhaanden i Adjectivet, hvoraf Verbet er dannet: fölr (eg. fal-v-r), Accus fölv-an, Angels. fealu; dökkr (eg. dakk-v-r), Acc. dökkv-an. Endelsen -ga er endnu mere secundær end de ovenanførte, man kunde kalde den en Afledningsendelse af tredie Grad, thi den er selv afledet af den adjectiviske Afledningsendelse paa -igr, -ugr, Gotisk -ags, Nytydsk -ig, f. Ex. blóðugr, blodig, deraf blóðga (f. blóðuga), gjøre blodig, nauðga (f. nauðiga), nødsage; i Tydsk bliver Endelsen -igen, s. nöth-igen, begnadigem reinigen, hvilken Endelse ofte i Vers sammendrages til ’gen, s. erled’gen, beend’gen; paa samme Maade bruger man i Oldn. at forkorte enkelte Casus, der tilføje en Stavelse, f. Ex. Accus. nauðgan, blóðgan. Saaledes bortfalder ogsaa her al Tanke om den af Ff. forslagsviis antydede Udledelse, nemlig af -gera. Den uomgængelige Nødvendighed af at tage de øvrige germaniske Tungemaal paa Raad med, og de forfærdelige Fejltagelsen hvilke man uden en saadan Raadspørgen udsætter sig for at begaa, bliver af dette Exempel frem deles indlysende.

Fejltagelsen med -ga bliver end mere iøjnefaldende derved, at denne Endelse, uagtet en saa secundær eller tertiær Afledsform, endog anvendes til at forklare de sterke intransitive Verber som Passivformer, f. Ex. renna, som om det opr. havde lydt renga, sleppa s. slepga. Men allerede Got. har jo rinnam brinnan, o. s. v., og alle disse Verber have sterke Præterita, rann, brann, ikke rennaða, sleppaða.

S. 17, hvor Exempler anføres paa dobbelte Præterita, ved Verber af 1ste svage Conjugations 2den Klasse, f. Ex. valiðr og valinn, stilles ved Siden af disse kunnr og kuðr: en overvættes stor Fejltagelse, eftersom kunnr og kuðr for det første er een og samme Form, ligesom gunnr (Krig) og guðr, sannr' (sand) og saðr, efter den velbekjendte Regel, at nn i Oldn. ofte i archaiserende Stiil ombyttes med ð, saaledes at undertiden begge Former bruges ved Siden af hinanden, undertiden kun den ene, som maðr, ikke mannr; dernæst er kuðr dannet af det oprindeligere kunnr, medens valinn derimod er en i Sprogets sildigere Stadium ved en saaatsige overdreven tilbagevirkende Analogi dannet Variantform af valiðr, som er det oprindelige. Man har følt, at ð istedetfor nn i det hele taget har haft noget archaiserende ved sig og saaledes ogsaa, for at undgaa dette Præg, forandret valiðr til valinn, uagtet ð her er oprindeligt. Paa nogen Sammenhæng med Sanskrit er her altsaa ej at tænke.

Alt hvad der forresten bemærkes om Verbalflexionen, gjelder atter ligesaameget Gotisken (af hvilken her ogsaa Exempler ere anførte) og de øvrige germ. Sprog, som Oldnorsken, med Undtagelse af den for Oldn. egne Reflexivform paa -umk, om hvilken Ff. antager, at den i enkelte Tilfælde, hvor den sædvanlige Forklaring af sammendr. mik ej slaar til, kan være beslægtet med Sanskritformen i 1 Pers. paa -mi; hvad han anfører, har unegtelig meget for sig og fortjente en nærmere Undersøgelse. Hvad der fornemmelig taler derimod, er den af Ff., som det synes, ikke nok paaagtede Omstændighed, at i Oldn. ogsaa l Pers. Sing. i Præteritum har denne Form, medens Endelsen -mi her ikke findes i Sanskrit. Man synes derfor enten at maatte vende tilbage til Forklaringsmaaden -mik, eller tænke paa en Analogi med den i franske Dialekter ikke usædvanlige Brug, efter je at sætte en Pluralisform s. j’avons istf. j’ai.

I det sidste af de nævnte Skrifter har Forf., som vi ovenfor bemærkede, taget mere Hensyn til de øvrige germaniske Sprog, end i de to foregaaende. Men dette var her saameget lettere, som netop denne Materie er saa mesterligt og udtømmende behandlet i Grimms deutsche Gramm. III. S. 22, 163 fgg. og 283 fgg., at der ikke lader sig stort tilføje derom. Ff. har her med Rette antydet Slægtskabet af Partiklerne er, ef, at og en med Sanskr. pr. Rel. jas, jâ, jat; en Paapegelse, der dog allerede tildeels er skeet ved Bopp, forsaavidtsom denne (S. 554) paapeger Slægtskabet mellem Got. jabai, Oldn. ef, og hiin Sskr.-Partikel; at Bopp ej kommer til at nævne Oldn. er, at og en, har den Grund, at han overhoved ej befatter sig saameget med Oldnorsken, maaskee og at hans Verk endnu ikke har naaet til Partiklerne Forfatteren og Bopp afvige her vistnok med Rette fra Grimm, der antager, at jabai er en Sammendragning af jaibai, og dette en Dat. s. af et iba, Tvivl, thi snarere maatte man vel antage, at Oldn. ef, Svensk jäf, Tvivl, er udledet af Partikelen ef, og saaledes og et Gotisk jaba (ikke iba) af jabai. Fra Bopp afviger Ff. igjen deri, at han sammenholder jabai med Sskr.-Instrumental-Endelsen i Plur. bhis, det græske φι, det lat. -bus, og saaledes anseer det for et opr. Instr. Plur. af Relativformen. Denne Anskuelse er vistnok ogsaa fuldkommen rigtig; den bliver isaafald, mærkeligt nok, den eneste rigtige, Ff. paa egen Haand har fremsat. Forresten fejler han som ovenanført i at sætte Got. jabai og ibai som eenstydige, da det første betyder „om,“ det andet „om ikke,“ Græsk μή.

Jeg slutter her disse Bemærkninger, hvilke Mangen vistnok allerede vil finde altfor vidløftige i Sammenligning med det ubetydelige Omfang af de Skrifter, hvortil de ere knyttede. De vilde ogsaa, idetmindste i deres nuværende Skikkelse, have været aldeles paa urette Sted, hvis de blot havde haft til Hensigt at paapege det unødige eller overflødige i at udgive Skrifter over en allerede bearbejdet Materie, naar disse Skrifter, om de end forresten vare udadlelige, ikke indeholdt mere, end hvad der allerede var oplyst, og saaledes ikke bragte Studiet noget Skridt videre. Saadant er en Smagssag, der egentlig blot vedkommer Forfatteren, og som Publikum kan betragte med Ligegyldighed. Men dette er her ikke Tilfældet. Her gjaldt det at forebygge Ulempe for Videnskaben. Det gjaldt hverken mere eller mindre end strax i Begyndelsen at indlægge en alvorlig Protest mod en Methode eller rettere Mangel paa Methode, der, hvis den skulde gribe om sig og ikke i Tide blive hemmet, vilde virke saare skadeligt paa den germaniske Sprogforskning og bringe den tilbage til et forældet, allerede tilbagelagt Standpunkt, istedetfor at gavne den og bringe den videre fremad. Ikke at jeg jo villigen erkjender, at det, naar de tre foreliggende Skrifter indbyrdes sammenlignes, maa indrømmes, at det tredie i Rækken er bedre eller mindre mangelfuldt end de to foregaaende. Men der er dog intet Spor af, at dette Fortrin hos det sidste Skrift skyldes nogen bestemt, til Klarhed bragt Overbeviisning hos Ff., deels om den af ham tidligere anvendte Fremgangsmaades absolute Uholdbarhed overhoved, deels om at han — hvad nærværende Skrifter noksom lægge for Dagen — mangler de tvende til et saadant Arbejde aldeles nødvendige Reqvisiter, grundigt Kjendskab til de germaniske Oldsprog i Almindelighed og Oldnorsk i Særdeleshed. Der findes ingensteds nogen udtrykkelig Tilbagekaldelse af hvad der tidligere er fremsat; i Fortalen til Skriftet af 1848 (det tredie Skrift har ingen Fortale) henholder Ff. sig endog ligefrem, uden Reservation, til sit første Skrift af 1846; den større Fuldstændighed i Skriftet af 1850 synes virkelig, som vi ovenfor yttrede, hovedsageligt at skyldes den større Lethed ved at tilvejebringe det nødvendige Apparat, og allermindst synes den at kunne betragtes som nogen stiltiende Desavouering af det Foregaaende, eller at afgive nogen Garanti for, at Ff., hvis han fremdeles skulde være tilsinds at behandle det samme Emne, ej vilde komme til at begaa de samme Ukyndighedsfejl og forsynde sig mod Grundreglerne paa samme Maade som hidtil. Man maa i alle Fald indrømme, at de Fremskridt, hvorom maaskee det tredie Skrift kunde synes at vidne, ej staa i nogensomhelst Forhold til de andre fastklæbende Mangler, og vi kunne ej tilbageholde det Ønske, at Ff. endnu havde taget sig nogle Aar til at trænge dybere ind i Materien, eller tilidetmindste at lære Oldnorsk nogenlunde tilstrækkeligt, forinden han skred til at offentliggjøre sine første Forsøg. Denne Opsættelse kunde her saameget heller have fundet Sted, som nærværende Skrifter, efter hvad vi ovenfor have viist, ikke oplyse om andet end forlængst bekjendte Sager, og hvad de indeholde af tilsyneladende nye Opdagelser, fordetmeste er grundet paa fejlagtige Forudsætninger og saaledes i større eller mindre Grad urigtigt.

I Forbindelse hermed maa vi ogsaa ligefrem udtale det Ønske, at den Oversættelse paa Fransk, hvilken Prof. Garcin de Tassy ifølge dette Tidsskrifts 1ste Aarg S. 383 skal have paabegyndt af „Sanskrit og Oldnorsk“ i Journal asiatique, ej havde seet Dagens Lys, eller at Ff. selv vilde forebygge, at mere deraf blev oversat, forinden han, efterat have trængt tilbunds i Materien, havde underkastet det Hele en gjennemgribende Omarbejdelse. Thi ved at meddeeles et større europæisk Publikum, der naturligviis antager en norsk Videnskabsmand for en aldeles utvivlsom Autoritet i alt, hvad der angaar det oldnorske Sprog,[17] ville alle de ovenomhandlede grundfalske Anskuelser og Fejltagelser faa en langt anden Udbredelse og større Raaderum, end saalænge de ere indskrænkede til et norskt Skrift; og naar de engang have slaaet Rødder, vil deres uheldige Indflydelse paa det germaniske Sprogstudium ikke undlade at gjøre sig gjeldende.[18]

————————

Efterskrift. Ved senere at eftersee Journal asiatique har jeg erfaret, at den hele Oversættelse af „Sanskrit og Oldnorsk“ (i No. 43 og 48 for l847) virkelig er tilendebragt, men at de to paafølgende Afhandlinger endnu ikke have været oversatte. Hiin Oversættelse er imidlertid ikke meddeelt af Prof. Garcin de Tassy, som det i den ovenberørte Notits i nærv. Tidsskr. 1ste Aarg. S. 383 heder, men af Abbé Bertrand. Fejltagelsen skriver sig derfra, at Oversætterens eller Meddelerens Navn først følger som Underskrift ved Opsatsens Ende og saaledes endnu ikke fandtes i No. 43, der indeholder Begyndelsen, hvorimod enkelte Noter hist og her vare tilføjede af Garcin de Tassy.

Jeg benytter derhos denne Lejlighed til at fremsætte en Undskyldning, som egentlig burde have været forudskikket, og som jeg ogsaa vilde have forudskikket, hvis jeg, da Trykningen af denne Opsats paabegyndtes, havde troet at skulle behøve at fremkomme med en saadan. Undskyldningen gjelder de uadæqvate, Tegn, jeg har sat istedetfor de Sanskritbogstaver, som man har vedtaget at gjengive i latinsk Skrift ved accentuerede og punkterede Consonanter. Da saadanne ikke fandtes i Trykkeriet og Accent ikke kunde anbringes til de sædvanlige Consonant-Typer, uden at man tillige maatte gjøre Afstanden mellem den Linje, hvor de forekomme, og den næstforegaaende, uforholdsmæssig bred, og paa den Maade vanzire den hele Side, foretrak jeg at hjelpe mig paa anden Maade, om denne end ikke strengt taget var aldeles rigtig, nemlig ved at udtrykke den omspurgte Lyd ved en Combination af Bogstaver, f. Ex. det underprikkede R ifølge Bopps Vergl. Gramm. S. 1 ved ri, det svagt aspirerede s ved zh, det stærkt apirerede med sh, Aspiraterne overhoved ved et tilføjet h, dog saaledes, at ogsaa det palatine eller hvislende G er betegnet med gh, uagtet det ikke er aspireret. Dette er vistnok ikke rigtigt, men det gjaldt her kun at finde en Betegnelse for Bogstaven, der betegnede den som et oprindeligt G. Da dette ej kunde sees af Betegnelsesmaaden j eller dsch, og der i den hele Afhandling ikke var Brug for det egentlige Gh eller for Jh, valgte jeg at skrive Gh.

  1. „Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur,“ IV. S. 335—390. (1850).
  2. Det ligger i Sagene Natur, at dette Udtryk ej kan tages i den samme Udstrækning, som naar Talen er om Retskrivningen i nyere, trykte Skrifter; i en blot og bart haandskreven Literatur maa Retskrivningen altid være mere svævende, og der kan egentlig blot være Tale om den Retskrivning, hvilken Afskriveren tydeligt har tilsigtet at følge, men fra hvilken han formedelst Uvaner gjør altfor hyppige Undtagelser. Dog kunne vi i vor Oldliteratur paavise Skrifter med ligesaa regelbunden Orthographi, som noget trykt Skrift, f. Ex. Fragmenterne af Olaf d. hell. Saga, Annalas regii. Hanksbøgerne m. m.
  3. Langes Tidsskr., 2den Aargang, S. 286, [denne Udgave I. S. 363—64.
  4. See f. Ex. Brevet No. 970 (fra 1491) i Dipl. Norvegium I, hvor Gaarden Halleland i Raudlands Sogn i Thelemarken skrives Haddeland efter den for Vest-Thelemarken og Sætersdalen charakteristiske Udtale af ll som dd, medens den samme Gaard i Brevet No. 868 (fra 1464) skrives rigtigen Hallaland. Altsaa var hiin Dialekt-Egenhed allerede tilstede i anden Halvdeel af det 15de Aarhundrede.
  5. Det Illyriske eller Albanesiske lade vi ud af Betragtning som lidet udbredt og endnu ikke tilfulde undersøgt.
  6. Sanskrit har her oftere Gh (udt. som fransk J), medens det for den græske Χ oftere, som ovenfor viist, paa latinsk Viis har H.
  7. Jeg adskiller for Tydeligheds Skyld den blotte Flexions-Endelse fra Roden ved et Bindetegn.
  8. Dette Ord kan blandt andet anføres som Exempel paa den Sikkerhed, hrorved man ved Hjelp af Lydfremskydningslæren i Forbindelse med Asaimilations-Analogien endogsaa paa Forhaand ofte af en Rodforms Udseende i Latin og Græsk kan bestemme, hvorledes den tilsvarende i hvilkensomhelst germanisk Mundart vil see ud. Vi vide, at K-Lyden i Latin skal svare til H-Lyden i Germanisk. Altsaa maa aqv- i Latin svare til ahm i Germanisk, og Ordet er, som vi see, ahv-a i Gotisk, der fremstiller de oprindeligste, mindst afslebne Former. Men hv skal altid i Oldn. opsluges af den foregaaende Vokal, følgelig maa ahv- der blive á (vort Aa). I Angelsaaisk er det en Regel, at a foran h altid skal forandres til en, følgelig bliver ah- til eahv-; men da Angels, derhos følger den samme Assimilationslov som Oldnorsken, bliver eahv- til ed, hvilket er Ordets brugelige Form i Angelsaxisk. Da i Angels. ellers bruges til at udtrykke Urgermaniskens au, bliver det saamegetmere indlysende, at den hele Forandring af ahv til maa vært foregaaen saaatsige inden Angelsaxiskens egne Enemærker, eller efter at Angelsaxisken allerede som særegen Mundart havde afsondret sig fra Hovedstammen; men heraf følger altsaa, at den specielle Form er Sammenligningen med hvilketsomhelst Sprog udenfor Stammen uvedkommende og ved en saadan Sammenligning stedse maa betragtes som ahv. — Et lignende Exempel afgiver det latinske eqv-us, der ifølge Fremskydningsloven i Germ. bliver ehv- eller ihv-. I Gotisk maa en kort i- eller e-Lyd forandres til ai foran h, altsaa bestemmes allerede paa Forhaand den gotiske Form til aihv-; og aihvs er paa Gotisk „en Hest.“ Paa Oldn. bliver ihv- eller ahv- sammendraget til í eller é, dog fordrer Maskulinendelsen r, at v her bibeholdes som u; Formen bliver altsa íur eller éur, der igjen efter den constante Lov, at íu, éu, forandres til ; ía, éa til o. s. v., her bliver til jór, der er det i Eddadigtene oftest forekommende Navn paa en Hest.
  9. Ved saadanne Sammenstillinger maa vi tænke paa vor Christiania-Almues Forklaring af Corps de Garde ved Kortergaarden, Escarpe du Nord ved Skarpsno, Sverdfegerbakken ved Svartfejerbakken og lignende.
  10. F. Ex. naar Forf. S. 6 uden Videre nævner got. íbai og jabai som begge svarende til Oldn. ef, og Pag. 4 anfører det angels. Demonstrativ se, seo, þät, som om det brugtes til ogsaa at betegne Relativum, uagtet det aldeles ikke kan faa relativ Betydning uden ved Tilføjelsen af encl. þe, der her ganske svarer til Oldn. er, saaledes Angels se þe, seo þe, þätte [f. þät þe) = Oldn. sá er, sit er, þat er. [Sml. dog Prof. Holmboes Svar Side 9.]
  11. Oldn. udelader nemlig altid et oprindeligt J i Begyndelsen af Ord, f. Ex. ungr Tydsk jung, Angels. geong; ár, Tydsk Jahr, Angelsx gedr. o. s. v.
  12. Den germaniske Rod heiv: er ogsaa anvendt i det velbekjendte tydske Ord „Heirath“ (eg. „det Foretagende at stifte Familie“).
  13. Holtzmann har (Germania II. 448) vist, at Augustinus har skrevet Frêja armês og at der ikke har existeret noget Ord sihora.]
  14. [Det er paavist, f. Ex. af Lyngbye, at nd og ld i saadanne Ord i Dansk kun er en anden Skrivemaade for nn og ll.
  15. [Geréfa, oht. grâve, grêfe afledes nu af lat. (gr.) graphio.]
  16. I Angelsaxisk, hvor j altid efter en kort Stavelse assimileres med Endekonsonanten, der fordobles, som sittan, f. sitjan, fyllan f. fealljan, er det en anden Sag
  17. Jeg maa ved denne Bemærkning reservere mig mod de Indvendinger, som man maaskee ellers knude ville hente mod den af mig fældte Dom fra de opmuntrende Yttringer, hvormed den ovennævnte Recension i „Frey“ har omtalt Ff.s første og uheldigste Arbejde. Thi Ff. af denne Recension, der tydeligt kan skjønnes at være Orientalist ex professo, indlader sig aldeles ikke paa at fælde nogen Dom om den af Prof. Holmboe for Dagen lagte Kyndighed i Oldnorsk eller Oldgermanisk. Hvad han anbefaler, er selve Foretagendet i Almindelighed, at sammenligne Sanskrit med de germaniske Sprog; forresten tager han det, indtil det Modsatte bevises, som givet, at Prof. Holmboe, idetmindste hvad Oldnorsk angaar, har været sin Opgave voxen.
  18. [Til Svar paa M.s Kritik lod Prof. Holmboe trykke: „Gjenmæle af Prof. C. Holmboe mod Prof. Munchs Kritik“ (l5 S. 8vo) og lod det følge med næste Hefte af Langes Tidsskrift. M. paaviste derpaa i „Morgenbladet“ for 1851, No. 141, 142, 144 (21de—24de Mai) Berettigelsen af sin Kritik og Anledningen til, at han havde udtalt den. Derefter fulgte et Svar fra Prof. Holmboe i „Christianiaposten“ No. 1l1 (for 5te Jnni), med en Efterskrift af Bladets Redaktion, og Polemikken endte med Gjensvar fra M.: „I Anledning af Prof. Holmboes og Christianiapostens Svar paa mine Opsatser“ (i „Morgenbladet“ No. 170 for 19de Juni).]


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.