Angaaende Forandringer i Lovgivningen om Husmænd

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk
Ö


Angaaende Forandringer i Lovgivningen om Huusmænd.


Indſtilling fra den under 3die Auguſt 1850 til Underſøgelſe angaaende Huusmandslovgivningen nedſatte Commisſion.

Til Kongen!

Ved Deres Kongelige Majeſtæts naadigſte Commisſorium af 3die Auguſt ſidſtleden er det Undertegnede paalagt at ſammentræde i en Commisſion og tage under Overveielſe, ſamt afgive Betænkning om, hvorvidt Lovgivningen om Huusmænd bør undergaae nogen Forandring eller modtage Tillæg eller nærmere Beſtemmelſer, ſamt i bekræftende Fald at afgive motiveret Forſlag til de nye Beſtemmelſer, der maatte antages at burde tilføies de ældre eller afløſe disſe.

Reſultatet af ſit Arbeide, ſom Commisſionen har troet at burde paaſkynde, giver den ſig herved underdanigſt den Ære at forelægge Deres Majeſtæt.

Den beſtaaende Lovgivning, navnlig Kong Chriſtian den Femtes Lovbog, ſamt den i Materien gjennemgribende Forordning af 29de April 1752, har viſtnok ſædvanlig taget Ordet Huusmænd i ſaa vidtløftig Forſtand, at den hele faſt boſatte Befolkning i Landdiſtricterne, ſom lever af ſine Hænders Gjerninger, uden at høre hen enten blandt Grundeiere eller Leilændinge eller blandt Embedsmænd, Beſtillingsmænd eller Kjøbſtedborgere, derunder indbefattes. I mere indſkrænket og egentlig Forſtand forſtaaes derimod ved Huusmænd alene de, ſom leie en mindre Deel af en Gaard, imod til dennes Eier at ſvare Arbeide eller Afgift. Forſaavidt Huusmanden nu i ethvert Fald boer paa anden Mands Grund, til hvem han ſaaledes træder i Forpligtelſesforhold, gaae Huusmandslovgivningens Beſtemmelſer væſentlig ud paa at ordne dette Forhold imellem Huusmanden og Grundeieren, der i Forholdet til Huusmanden almindeligviis benævnes Huusbonde eller undertiden ogſaa Jorddrot. Beſtemmelſer af ſidſtnævnte Art indeholdes i Forordningerne af 29de April 1752 og af 29de Juni 1792, ligeſom i Forordningen af 9de October 1750, forforſaavidt nogen Deel heraf endnu maatte anſees gjældende; hvorimod de øvrige Huusmænd vedkommende Beſtemmelſer, ſom i det Hele gaae ud paa at beſtemme de for denne præſumtiv fattigere Clasſe af Samfundet modererede Afgifter og Byrder af geiſtlig og verdslig Art, findes adſpredte i forſkjellige Dele af Lovgivningen.

Ordningen af Forholdet imellem Huusbond og Huusmænd er imidlertid af Lovgiveren i det Væſentlige overladt til disſes egen indbyrdes fri Overeenskomſt. Ingen indtræder i Huusmandsforholdet, uden ifølge ſin egen fri Villie, ligeſom det er overladt til Grundeieren ſelv, om han vil have nogen Huusmand og i ſaa Fald hvem. Om Huusmanden ſkal overlades Jord at bruge og i ſaa Fald hvormegen, Afgiftens Størrelſe, det pligtige Arbeides Art og Beſkaffenhed, — Alt beſtemmes frit ved de Contraherende ſelv. Kun ihenſeende til Pladſe, der overlades til at opryddes i Udmarken, er det foreſkrevet, at den Huusmand, ſom overlades en ſaadan Plads, eller hans Enke efter ham, ikke maa udſiges og bortjages, ſaalænge de upaaklagelig opfylde de dem foreſkrevne Pligter; en Forſkrift, ſom man, hvis den overhovedet ſkal have nogen Betydning, neppe kan antage Huusbonden berettiget til ved Overeenskomſt med Huusmanden at betinge ſig Ret til at ſætte ſig ud over. Herhos er Huusmandscontractens Skriftlighed krævet med ſaadan Strenghed, at Undladelſen af denne Forms Iagttagelſe giver Huusmanden Ret til at beholde Pladſen for ſin og Enkes Levetid for den Afgift i Penge eller Arbeide, ſom deraf i den ſidſtforløbne Tid har været ſvaret.

Det førſte Spørgsmaal, der frembyder ſig for Commisſionens Overveielſer, maa efter det Anførte upaatvivlelig blive dette: hvorvidt der maatte være Grund til at modificere den beſtaaende Contractsfrihed ihenſeende til Huusmandsforholdet, eller hvorvidt det ſkulde være henſigtsmæsſigt ihenſeende t. Ex. til Pladſens Størrelſe, Fæſtets Varighed, Opſigelſesfriſten m. m. ved Lov at beſtemme visſe Regler, ſom det ikke ſkulde ſtaae til Parterne, Huusbond og Huusmand, at fravige.

Hvad der væſentlig ſkulde anføres for at begrunde nogen Indſkrænkning i Contractsfriheden imellem Huusbond og Huusmand, maatte naturligviis være, deels i Almindelighed Statens Pligt ſaavidt muligt at tage ſig af den Svagere og mindre Oplyſte i Forholdet til den Mægtigere og mere Oplyſte, deels i Særdeleshed den i mange Egne af Landet fremſkridende Udarmelſe af Huusmandsclasſen.

Det er viſtnok en ſørgelig Kjendsgjerning, ſom fremgaaer af de ved Foranſtaltning af det Kongelige Departement for det Indre erhvervede og Commisſionen meddeelte Oplysninger, at Huusmændenes Kaar i mange Egne af Landet ere yderſt mislige. Det er i mange Diſtricter Tilfældet, at den aarlige Afgift af Pladſerne ſtedſe er bleven forhøiet, medens Huusmandens Dagløn, ſaalangt fra at ſtige i ſamme Forhold ſom Afgiften, tvertimod er forbleven ligeſaa lav ſom tidligere, om den ikke endog paa enkelte Steder ſkulde være bleven nedſat. Det erkjendes, at det paa flere Steder ikke hører til Sjeldenhederne, at den Huusmand, der er bleven velſignet med en ſtørre Familie, ſelv under almindelige Forholde, og uden at noget ſæregent Uheld, Sygdom, Misvæxtaar eller deslige indtræffer, end ikke ved ſtørſte Flid og Arbeidſomhed kan erhverve det Fornødne til ſin og Families nødtørftigſte Underholdning, men er nødt til for en Deel at ſøge Fattigvæſenets Biſtand. Det erkjendes ligeledes, at i mange Egne Huusmanden i Baggrunden ſelv af det virkſomſte Liv kun har den lidet trøſtelige Udſigt til Underholdning ſom Fattiglem. Der gives endelig endogſaa Egne af Landet, navnlig ſtore Diſtricter i Robygdelagets og Mandals Fogderier, hvori det opgives, at faſt alle Huusmænd, paa meget faa Undtagelſer nær, have ſtadig Underſtøttelſe af Fattigvæſenet.

Ifølge en ſaadan beſtaaende Tilſtand kan det ikke nægtes, at i Landdiſtricterne Underſøgelſen angaaende Huusmandsforholdene ſynes væſentlig at falde ſammen med den almindelige Underſøgelſe angaaende Pauperismen, dennes Rod, og Midlerne til at ſtandſe ſamme. Det er derfor heller ikke at undres over, at Indhentningen af Oplysninger og Betænkninger angaaende Huusmandsforholdene har fremkaldt en ſtor Mængde Forſlag, ſom have til Henſigt at bevirke Forandring i Huusmændenes Vilkaar. Nogle Forſlag gaae ud paa Opnaaelſen heraf ved directe ad Lovgivningens Vei at ordne Forholdet mellem Huusbond og Huusmand ſaaledes, at denne erholder ſtørre Sikkerhed for at vedblive i ſin Stilling og nyde Frugterne af ſit Arbeide paa Pladſen, ſamt overhovedet ſtørre Rettigheder imod og mindre Forpligtelſer til Huusbonden, end Forholdet for Tiden hyppigſt medfører. Der er ſaaledes foreſlaaet, at Huusmandspladſe alene ſkulde kunne bortfæſtes paa Livstid, eller i alle Fald for et viſt Antal, fem eller flere, Aar, at Opſigelſesfriſten ſkulde forlænges, at der ſkulde beſtemmes et Maximum af aarlig Afgift pr. Maal Jord, eller af Indfæſtningsſummen, eller af aarlige Arbeidsdage, hvortil Huusmanden ſkulde kunne forpligtes; fremdeles at der ſkulde beſtemmes et relativt Minimum af daglig Arbeidsløn for Huusmanden, at Huusbonden ſkulde være forpligtet til at ſkaffe Huusmanden ſtadigt Arbeide eller i alle Fald til at lade denne arbeide hos ſig fremfor Andre, at Huusmanden ſkulde være beretiget til altid at afgjøre ſin Arbeidspligt med Penge, eller i alle Fald i Sygdoms- og Alderdoms Tilfælde ſkulde have Ret til, enten at afgjøre Arbeidspligten med Penge eller at ſende en Anden i ſit Sted, at Huusmanden aldrig ſkulde kunne lønnes med Pater iſtedetfor Contanter, at Huusbonden ſkulde være forpligtet til at laane Huusmanden Heſt eller Heſte i Aannetiderne, forſtrække ham med Sædekorn paa Credit og indeſtaae for Huusmandens Afgifter til det Offentlige, med flere Beſtemmelſer i lignende Retning.

Andre Forſlag gaae ud paa det ſamme Øiemeds Opnaaelſe, eller Forbedring i Huusmandsclasſens Vilkaar, ad den indirecte Vei, nemlig ved at give Fattigvæſenet Adgang til at paalægge den Huusbonde, ſom udſuger ſin Huusmand, eller ved altfor knappe Huusmandsvilkaars Foreſkrivelſe nøder Fattigvæſenet til at yde Huusmanden for hans Arbeide i Huusbondens Tjeneſte den rimelige Godtgjørelſe, ſom Huusbonden nægter ham, forøget Andeel i den almindelige Fattigforſørgelſespligts Byrder. Atter andre af de fremkomne Forſlag gaae ud paa at forekomme letſindig Stiftelſe af Familie og Forarmelſe af Huusmandsclasſen, deels ved directe Forbud imod, deels ved Foranſtaltninger, ſom gaae ud paa at forhindre, at der nedſættes Huusmænd aldeles uden Jord, eller paa altfor ſmaae og til en Families Underholdning utilſtrækkelige Pladſe.

Commisſionen kan imidlertid ikke overbeviſe ſig om Henſigtsmæsſigheden af Lovbud, hvorved der foreſkrives visſe Vilkaar, hvortil Contractsforholdet imellem Huusbond og Huusmand ufravigelig ſkal være bundne. Endog forudſat Muligheden af, at ſaadanne Indſkrænkninger i Contractsfriheden til Huusmændenes Bedſte virkelig lode ſig gjennemføre, frembyder ſig imod en ſaadan Foranſtaltning førſt den Betragtning, deels at ſamme, ifølge de indkomne Oplysninger om Forholdene, ingenlunde vilde kunne agtes paakaldt fra alle Egne i Riget, navnligen ikke fra dem, hvori Skovdrift og Fiſkerie udgjøre væſentligere Næringsveie end Jordbrug, deels at det i alle Fald formedelſt Forholdenes og Næringsveienes Forſkjellighed vilde være ugjørligt, at træffe ſaadanne abſolute Beſtemmelſer angaaende Forholdet imellem Huusbond og Huusmand, ſom kunde gjøres gjældende for hele Riget. Den desforuden kan det ingenlunde indrømmes, at den Omſtændighed, at fornemmelig i de Egne af Riget, hvori Befolkningen har ſin væſentlige eller eneſte Næring af Iordbrug, Vilkaarene for Huusmændene Tid efter anden ere blevne knappere og Armoden blandt dem ſtørre, i og for ſig vilde afgive tilſtrækkelig Grund til at foreſkrive ſaadanne Indſkrænkninger. Det maa dog erkjendes, at ved Iordbruget ſom ved enhver anden Ræringsvei bliver Arbeidets Løn eller Arbeiderens Vederlag for Arbeidet til en vis Grad afhængig af den ſtørre eller mindre Søgning af Arbeidet, og at følgelig jo ſtørre Continrencen om Huusmandspladſe bliver, jo ſtørre Raadighed maa der falde i Huusbondens Lod til at foreſkrive Vilkaarene for Hunsmandens Antagelſe. Det er ſaaledes ſnareſt en ſimpel Følge deraf, at Folkemængden i de Landdiſtricter, der ene have Jordbrug til Ræring, formeres udover det Antal Hænder, Iordbruget paa ſit nærværende StandE punkt i vedkommende Egne kræver, at Huusmænldene nu maae indgaae paa ſlettere Vilkaar, end tilforn. Men hertil virker unægtelig ogſaa deels den ſuccesſive og utvivlſomt i Forbindelſe med lldparcelleringen og Gaardenes Formindſkelſe ſtaaende Tilbagetræden af det næſten patriarchalſke Forhold, hvori tidligere Gaardeieren ſtod til Huusmanden, og det Slægtrækker igjennem deels endelig den Anffnelfef der i Forbindelſe med Iordbrugets Fremſkriden og Udvikling gjør ſig mere og mere gjældende, og navnlig i de i Anledning af nærværende Sag erhvervede Betænkninger, udtales fra de forſkjelligſte Dele af Riget, fra Robygdelaget, Iædderen og Bergenhuus Stift, ſom fra Akershuus og Smaalehnenes Amter, at det nemlig er en koſtbar Driftsmaade at drive ſin Gaard med Huusmænd, og at efter rigtig Beregning vilde i alle Fald i Regelen Huusbonden ſtaae ſig bedre paa at drive ſin Gaard ved Tjeneſtefolk og midlertidig leiede Arbeidere, hvilke i mange Egne af ſig ſelv frembyde ſig fra Broderriget, end ved at paabyrde Gaarden Huusmandsfamilier til ſtadigt Ophold.

Ved Beſvarelſen af Spørgsmaalet, hvorvidt det i og for ſig ſkulde være henſigtsmæsſigt at binde Huusbonden til visſe Vilkaar ved Antagelſen af Huusmænd, burde man formeentlig heller ikke undlade at tage i Betragtning, om ikke den tjenende Clasſe, deels ved Letſindighed ihenſeende til Ægteſkabs Indgaaelſe og Stiftelſe af Familie, deels formedelſt den Slappelſe af Spændkraften( til at anſtrængte ſig for at hjælpe ſig ſelv, ſom lettelig bliver Følgen af en maaſkee altfor meget lettet Adgang til Underſtøttelſe af den almindelige Fattigforſørgelſe, for endeel ſelv maa bære Anſvaret for Hunsmandsclasſens Forarmelſe og ſlettere Vilkaar. Viſt er det, at i den ſtørſte Deel af de indkomne Betænkninger udhæves den arbeidende Elasſes Letſindighed ihenſeende til Families Stiftelſe ſom væſentlig bidragende til dens Forarmelſe, ligeſom den Indſtydelſe, den udvidede Adgang til Fattigforſørgelſe har til at ſløve Sporen for Individerne til ſelv at udſinde Hjælpemidler og ſkaffe ſig Arbeide, paa flere Steder omtales ſom ſaare betænkelig

Er overhovedet Forværrelſen af Huusmændenes Vilkaar i de væſentlig jordbrugende Egne af Riget en Følge af Tingenes naturlige Gang, idet det derhos tillige maa erkjendes, at der ikke fra Lovgivningens Side er gjort noget Skridt, ſom kunde forværre Huusmændenes Stilling, ſaa indſees det ikke, hvorledes det fra en rigtig Statshuusholdnings Standpunkt ſkulde kunne lade ſig forſvare, at Lovgivningen ſkred ind og directe foreſkrev Huusbonden visſe Vilkaar, ſom han ved Huusmandens Antagelſe ikke maatte fravige.

En ſaadan Indſkriden fra Lovgivningens Side lader ſig kun forſvare, deels hvor ſamme maa bruges ſom Modvægt imod andre allerede beſtaaende kunſtige Samfundsindretninger og vilkaarlige Indſkrænkninger i Rærings— og Contractsfriheden, deels ſom et yderligere Rødmiddel under overgaaende Samfundskriſer. Men intet af disſe Tilfælde er her forhaanden. Iordbrugerne maa derfor have Ret til at fordre af Statsſtyrelſen, at denne udfinder andre Midler til at fremme de meeſt trængende Salttfundsclasſers Kaar og forſkaffe dem en Sysſelſættelſe, der er lønnende nok til at ſætte dem iſtand til at kunne hjælpe ſig ſelv uden fremmed Hjælp, end ved at paabyrdeIordbrugerne Arbeidere eller Huusmænd paa andre Betingelſer, end dem, hvorpaa de ſelv ville antage ſaadanne. Ved en Foranſtaltning af ſidſtberøre Art vilde Statsſtyrelſen ubilligen alene ramme Iordbrugerne og paabyrde dem alene Anſvarligheden for en Forarmelſe, der maa erkjendes fremkaldt ved mange af Iordbrugerne uafhængige Aarſager. Iordbrugerne vilde i ſaa Fald tillige med Føie kunne beklage ſig over, at ikke lignende Tvangsbeſtemmelſer foreſkreves for Vilkaarene mellem andre Driftsherrer og deres Arbeidere. Det vilde da til Slutning gaae her, ſom det ſædvanlig gaaer, at den ene Indſkrænkning i Friheden drog til Følge et ubeſtemmeligt Antal af lignende Indſkrænkninger, ledende, ikke til de tilſigtede Goder, men kun til nye Forviklinger af Samfundsforholdene.

Men ſelv om ikke alt det Foranførte holder Prøve, om det ikke maatte anſees i og for ſig ubilligt eller urigtigt at foreſkrive Jordbrugerne visſe Vilkaar, ſom de ved Huusmænds Antagelſe ikke maatte fravige, ſaa frembyder ſig dog ſtrax den Tvivl, om ved en ſaadan Lov Øiemedet virkelig vilde opnaaes, og om man ikke, iſtedetfor, ſom tilſigtet, at ſikre og forbedre Huusmændenes eller Landdiſtricternes tjenende Clasſes Vilkaar, tvertimod udſatte ſig for i høi Grad at forværre ſamme.

Som tilforn berørt er det en allerede i mange Dele af Riget almindelig Anſkuelſe, at Gaardsdriften ved Huusmænd er en uøconomiſk Driftsmaade. Det maa fremdeles bemærkes, at i Rigets egentlig jordbrugende Egne, hvori Huusmandsvæſenet har ſtørſt Betydning, og hvorfra ogſaa de ſtørſte Klager føres over Huusmændenes mislige Vilkaar, træder Huusmanden i et næſten ligeſaa nært og engt Forhold til Huusbonden, ſom egentlige Tyende og Tjeneſtefolk. Heraf bliver det da en nødvendig Følge, deels at det ſærdeles meget maa afhænge af Individernes Perſonlighed, om Huusbond og Huusmand ſkulle være tilfredſe med hinanden, deels at Huusmanden paa mange Maader kan handle Huusbonden imod og tilføie denne Skade, uden at det kan oplyſes og gjøres gjældende ſom Contractsbrud eller objectiv gyldig Grund til at bevirke Forholdets Ophævelſe, om end Contracten imellem Huusbond og Huusmand er affattet med muligſt Nøiagtighed.

Af de anførte Omſtændigheder vil det lettelig indſees, hvor ſtor Anledning der er til at frygte for, at Jordbrugeren, naar man foreſkrev ham visſe Vilkaar, ſom de eneſte, hvorpaa han maatte antage Huusmænd, eller navnligen forſaavidt enten Afgiftens Størrelſe i Forhold til Pladſens blev beſtemt ved Lov, eller det, overeensſtemmende med hvad fra ſaamange Sider er foreſlaaet, blev foreſkrevet, at ingen Huusmand maatte ſættes uden for et længere Tidsrum, eller at Opſigelſesfriſten ſkulde være meget længere end tilforn, vilde foretrække aldeles ingen Huusmænd at have, naar han paa nogen anden mulig Maade kunde faae ſit Arbeide udført. Men i dette Tilfælde vilde Lovbeſtemmelſerne jo ligefrem være til Skade for dem, ſom man vilde forhjælpe til Pladſe paa billigere Vilkaar. Og end forudſat, at Jordbrugeren ſaae ſig nødt til fremdeles at holde Huusmænd, ſaa indſees det dog let, at ſaalænge Concurrencen om Huusmandspladſe vedbliver, vil det, trods alle de Indſkrænkninger, man maatte gjøre i Contractsfriheden mellem Huusbond og Huusmand, ſtaae i Førſtnævntes Magt at omgaae Indſkrænkningerne og benytte andre, udenfor det egentlige Huusmandsforhold liggende Overeenskomſter ſom Midler til at gjøre Huusmanden ligeſaa afhængig af ſig ſom tilforn. Det maa jo heller ikke her tabes af Syne, hvorledes de fra Statens og Lovgivningens Barndom i Chriſtian den 5tes Lovbog overgangne Indſkrænkninger i Contracter om Jordleie, uden at ophæves, ere blevne fortrængte og tilſideſatte ved Omſtændighedernes egen Magt og Forholdenes frie Udvikling; og hvorledes turde man da, paa Samfundets nuværende Culturtrin, og under den nu vundne almindelige Frihed, haabe at opretholde herimod faa ſtridende Beſtemmelſer, ſom de omhandlede?

Om man endog i Forbindelſe med Beſtemmelſer, der indſkrænkede Contractsfriheden ſom berørt, vilde ſkride til den driſtige og overordentlige Forholdsregel, at forbyde Jordbrugerne at nedlægge Huusmandspladſe og at paalægge dem at udleie Pladſerne paa visſe lovbeſtemte Vilkaar, kan det neppe drages i Tvivl, at ſelv denne Forholdsregel ved Lovens føromtalte Omgaaen lettelig vilde kunne betages ſin Virkning Men en ſaa overordentlig og faa at ſige ſelve Eiendomsprincipet angribende Foranſtaltning findes dog ingenſteds optaget i den ſtore Mangfoldighed af Forſlag, de Commisſionen tilſtillede Betænkninger ſom før berørt indeholde, og det var en ubeſindig Agitation forbeholdt blandt flere Projecter, hvormed den ſatte Nationens ſunde Sands paa Prøve, ogſaa at foreſtaae hiin Foranſtaltning, hvis egentlige Betydning og Forhold til hele Samfundsordenen neppe engang klart laae indenfor Agitatorernes Synskreds. Foruden at Alt, hvad der ovenfor er anført imod Indſkrænkninger i Contractsfriheden, gjælder med forøget Styrke imod en Foranſtaltning af ſidſtberørte Art, vil det ogſaa lettelig indſees, at der i ethvert Fald om et ſaadant Skridt fornuftigviis alene i det Tilfælde vilde kunne have været Tale, naar Lovgivningens øvrige Beſtemmelſer tilſigtede eller havde til Følge, deels i andre Retninger at tilſtoppe Næringsveiene for den Uformuende, deels at holde Jordeiendommene ſamlede og lægge Hindringer iveien for Udparcellering eller for Adgang til ſmaae Jordlodders Erhvervelſe af den lidet Bemidlede. Men ſom bekjendt er vor Lovgivning langtfra at være ſaaledes beſkaffen, at den ſkulde paakalde agrariſke Love, eller Love af det betænkelige og farlige Slags, ſom give Ikke-Grundeiere Ret til af Grundeierne at fordre ſig overladt Dele af disſes Jordlodder, det være ſig nu alene til Brug eller til Eiendom.

Flere og flere af de Baand, ſom tilforn paahvilede Næringsfriheden, ere Tid efter anden løsnede, ſaa at Næringsfriheden i ſtørſte Udſtrækning kan ſiges at herſke; og Jordens daglig foregaaende Udparcellering, ſamt Formindſkelſen af de ſtørre Jordegodſet viſer nokſom, hvor ubeføiet det vilde være hos os at beſkylde Lovgivningen for Tendents til at ſpærre Nogen Adgang til Erhvervelſe af Jord. Og det indſees derhos let, at i ſamme Grad ſom Udparcelleringen tiltager, taber Spørgsmaalet om den ikke jordeiende Clasſes Kaar, og om Midlerne til disſes Forbedring, ſin Betydning.

Og hvo kan dølge for ſig ſelv, hvilken Næring et Lovbud af heromhandlede Art vilde give den i visſe Egne ved ubeſindige Agitationer allerede fremkaldte Spænding imellem Grundeiere og den ikke jordbeſiddende Deel af Befolkningen? Loven vilde ligefrem gjøre disſe til hinandens erklærede Fiender. Det i det Væſentlige patriarchalſke Forhold, ſom viſtnok endnu ſaa hyppig finder Sted imellem Huusbond og Huusmænd, udjævner Vanſkeligheder imellem dem og ſkaber gjenſidig Tilfredshed, vilde Loven tilintetgjøre med eet Slag, og efter Tingenes Natur vilde dette komme til at ramme Huusmanden ſelv, ſom den Svagere, førſt og føleligſt.

Af det Foranførte følger ligeſrem, at Commisſionen heller ikke kan billige de Forſlag, ſom gaae ud paa at ſøge Fattigvæſenets Byrder i Landdiſtricterne formindſkede derved, at det forbydes, eller der i alle Fald lægges Hindringer iveien for, at der nedſættes Huusmænd uden Jord eller paa Jordſtykker, der ere altfor ſmaae til at afgive noget tilſtrækkeligt Bidrag til en Families Underholdning.

Saadanne Beſtemmelſer vilde i ethvert Fald klarligen ikke kunne gives uden for de Egne af Landet, hvor Jordbruget udgjør den eneſte Næringsvei, og aldeles ikke pasſe for de Egne, hvor Skovdrift og Fiſkerie udgjøre ligeſaa væſentlige eller væſentligere Næringer. Men ſelv i hine Egne vilde den arbeidende Clasſe, navnligen Haandværkere, gives grundet Anledning til at beklage ſig over ſaadanne Beſtemmelſer, ſom vilde udſætte den Fattigere for ſtor Vanſkelighed ved at erholde Bolig, ja endog maaſkee gjøre dette umuligt for ham. Ikke at tale om, at man ved deslige Beſtemmelſer lettelig vilde kunne komme til at lægge Hindringer iveien for Induſtrianlæg, ſom kræve et ſtørre Antal Arbeidere, og derved væſentlig hemme den almindelige Næringsfrihed, ſamt aabne Adgang for de Byerne omgivende Landdiſtricter til efterhaanden at tvinge deres Arbeidsſtok til at flytte ind til disſe, hvem Byrden af denne Arbeidsſtoks Forſørgelſe i Trangstilfælde i ſaa Fald kom til at paahvile. Ofte kan det endog være i Fattigvæſenets egen Interesſe, at ſaadanne ſmaae Pladſe blive bortleiede; deels kan det ofte heller ikke uden Uretfærdighed forlanges af Huusbonden, at han ſkal undlade at benytte ſin Eiendom paa en ſaadan Maade. Den, ſom bortleier en Plads uden Jord eller med liden Jord, er aldrig derved Aarſag til den Mands Forarmelſe, til hvem han bortleier den. Er det en dygtig Arbeider, kan hans Kaar ofte, ſelv paa en ſaadan Plads, være nokſaa gode; hvis Huusmandens Forfatning bliver mislig, medens han er i Beſiddelſe af Pladſen, ſaa kommer det deraf, at han er en uduelig eller uordentlig Mand, eller, at der ikke er nok Arbeide for ham at faae, eller at Daglønnen er ringe. Men i intet af disſe Tilfælde vilde hans Kaar være blevne bedre, hvis han ei havde faaet en ſaadan Plads. Det maa viſtnok erkjendes, at det ofte kan ſynes ønſkeligt at ſætte en Skranke for Forøgelſen af de jordløſe Huusmandspladſes Antal, idet man derved maaſkee kunde hindre letſindige Ægteſkaber blandt Arbeidsclasſen. Men ſkulde en ſaadan Foranſtaltning faae nogen Betydning i denne Retning, maatte den ſtrække ſig langt videre, idet man ogſaa maatte kunne hindre Inderſters Indtagelſe i de allerede exiſterende Huſe. En dertil ſigtende Lovregel vilde imidlertid aabenbar medføre et Baand paa den frie Samfærſel af altfor farlig Beſkaffenhed. Desuden er det en meget tvivlſom Sag, om man ved et represſivt Syſtem af dette Slags virkelig vilde ſtandſe Pauperismen, da det meget ſandſynlig vilde medføre en tiltagende Uſædelighed blandt Arbeidsclasſen, der, endog bortſeet fra alle dens øvrige fordærvelige Følger, kunde foraarſage Fattigvæſenet ſtørre Byrder, end dem det blev fri for ved at undgaae at forſørge Familier tilhørende Arbeidere, ſom leve i lovligt Ægteſkab. Hvorom Alting er, ſaa er Spørgsmaalet, om Ægteſkabernes Hyppighed og Folkemængdens Forurettelſe bør ſøges forebygget ved ſaadanne Midler, ſaa vanſkeligt, at dets Løsning ikke kunde anbetroes nogen enkelt Autoritet, og kræver ialfald een meget ſtørre Kundſkab om det hele Lands økonomiſke Stilling og en dybere Indſigt i Samfundsforholdene, end den man tør forudſætte hos de fleſte Fattigcommisſioner.

Det er efter alt det Anførte, ifølge Commisſionens Formening, ikke igjennem en tvungen Regulering af Huusmandsforholdet, om ſamme end lod ſig gjennemføre, at man tør haabe at opnaae Roger til Forbedring af den fattigſte Befolknings Kaar. Ethvert Skridt i denne Retning indſees let at ville gribe forſtyrrende ind i den vigtige Green af Samfundets almindelige Huusholdning, ſom ligger i den ligelige Fordeling af Fattigforſørgelſesbyrden. Denne vilde ved ſaadanne Foranſtaltninger i Virkeligheden for en væſentlig Deel kun komme til at blive overført paa de Grundeiere, hvem Huusmænd bleve paatvungne paa Betingelſer, hvorpaa Grundeierne ſelv ikke fandt ſig tjente med at antage dem. Man fik kun en forandret og vilkaarligere Fattigforſørgelſesindretning, idet man herhos høiſt rimelig udſatte ſig for at forringe Huusbøndernes Kaar uden at ſkaffe Huusmændene nogen væſentlig Forbedring i deres.

For at virke med Held og Velſignelſe til Forbedring af de fattigere Clasſers Kaar, og det virkelig med Følge for den nærværende Slægt, vil det efter Commisſionens Medlem Sorenſkriver Motzfeldts Anſkuelſe være nødvendigt at man gaaer en ganſke anden Vei. De i Anledning af Sagen erhvervede Oplysninger viſe nokſom, at det er Arbeidsløshed og Arbeidets altfor uforholdsmæsſig lave Priis, bevirket ved Mangel paa Arbeider og manglende Søgning efter Arbeidere, hvis Antal i vedkommende Diſtrict overſtiger Behovet, ſom er Skylden i den i mange Diſtricter ſtedfindende Forarmelſe og den ſørgelige og nedværdigende Nødvendighed for arbeidsføre Menneſker at falde Fattigforſørgelſen til Byrde. At der træffes Foranſtaltninger, ſom gaae ud paa at udvikle Næringsveiene og lette Adgangen til at deeltage deri, eller paa Iværkſættelſen af Foretagender, der tiltrænge Arbeidskraft og forøge Concurrencen om Arbeidere, formener det nævnte Medlem af Commisſionen at være bleven til en næſten uafviſelig Fordring til Statsſtyrelſen. De fattigſte Clasſer ere de, ſom ere meeſt blottede for Evne til ſelv at forſkaffe og ſikre ſig Arbeide og Næring; og Staten maa, ſaavidt det ſtaaer til den, aabne og lette Adgangen til Arbeide og Erhverv for den, ſom ſøger Arbeide og ſelv ikke veed at ſkaffe ſig ſamme, i alle Fald ikke paa Vilkaar, ſom ſikre ham det endog tarveligſte Udkomme.

Det er efter ſamme Medlems Anſkuelſe en naturlig Fordring til Samfundet, at den Fattige forſørges med det abſolut Fornødne; men med den blotte Fattigforſørgelſe har Samfundet ikke fyldeſtgjort de Krav, ſom udſpringe af Eiendomsforholdenes Vilkaarlighed, og at ſikre den Arbeidsløſe Sysſelſættelſe er en Opgave, hvis Løsning Styrelſen ikke maa ſætte tilſide for den egentlige Fattigforſørgelſe eller idetmindſte maa ſætte i nøieſte Forbindelſe med denne.

Saaledes ſom oftere offentlig er bleven ytret, og med Grundighed og Varme findes udviklet i flere af de indkomne Betænkninger, t. Ex. afgangne Amtmand Heidmanns, Amtmændene Theſens og Møinichens, Sognepræſt Dahls (til Evindvig) Lensmændene Ørums og Holſts, Gaardbruger Ole Mikkelſen Herjuaas (i ſøndre Throndhjems Amt) vil efter Sorenſkriver Motzfeldts Formening fra Statsſtyrelſens Side til Forbedring i de fattigere Clasſers Kaar Meget kunne udrettes ved at anviſe og ſelv ved pecuniære Offere fremme Opdyrkningen af de mangfoldige dyrkbare Strækninger i Riget, hvorover Staten tilkommer Raadighed. Meget vil og kunne udrettes ved Vækkelſe og Underſtøttelſe af den huuslige Induſtri, ſom i mange Egne aldeles ikke er til, medens den i andre Diſtricter viſtnok allerede har naaet en temmelig Grad af Udvikling. Indretning af Arbeidshuſe, hvorhen Arbeidsløſe kunne henviſes for at erholde Arbeide, formener han ogſaa mere og mere at paakaldes af Nødvendigheden. Men forſaavidt det, ſom førberørt, af de erhvervede Oplysninger ſynes at fremgaae, at der i flere af de Diſtricter, ſom ikke have andre Næringsveie end Jordbrug, er en Overbefolkning eller en ſtørre Masſe Arbeidskraft, end der til Arbeidets Forrettelſe i Diſtrictet paa Jordbrugets nuværende Standpunct udkræves, ſaa at deels Arbeidet formedelſt den altfor ſtore Concurrence af Arbeidere lønnes altfor ſlet, deels endeel Kræfter endog blive henliggende aldeles ørkesløſe og ubenyttede, Samfundet til Byrde, formener ſidſtnævnte Medlem af Commisſionen fremdeles, at det vil være en vigtig Opgave for Statsſtyrelſen at ſøge at bortlede den overflødige Befolkning og de overflødige Kræfter fra et ſaadant Diſtrict hen til andre Diſtricter, hvor Kræfterne kunne finde tilſtrækkeligt og lønnende Arbeide. Og tillader han ſig i denne Henſeende at paapege Ufuldkommenheden af den nuværende Organiſation af Fattigvæſenet, idet de enkelte Fattigvæſensdiſtricters Beſtyrelſer virke aldeles iſoleret, uden at der gives nogen høiere Styrelſe, ſom kunde have Anledning til fra et høiere Stade og ved mere omfattende Foranſtaltninger at medvirke Pauperismens Fremgang i det enkelte Diſtrict. De locale Fattigvæſensbeſtyrelſer ſavne for Tiden endog Kundſkab om, hvor den arbeidsløſe Deel af Befolkningen ſkal vende ſig hen for at erholde Arbeide, hvoraf Følgen er at ſaagodtſom Intet gjøres i denne Retning, og den, ſom mangler Arbeide, ſimpelthen i ſin Hjembygd bliver tilſtaaet Forſørgelſe uden Arbeide. Dette formenes idetmindſte i mange Tilfælde at ville kunne undgaaes, naar de locale Fattigvæſensbeſtyrelſer vare ſatte iſtand til at henviſe de Arbeidsſøgende efter Omſtændighederne ogſaa til Steder udenfor vedkommende Fattigvæſensdiſtrict, og følgelig at nægte Underſtøttelſe, naar de Arbeidſøgende vægrede ſig for at benytte Anviisningen.

En Minoritet af Commisſionen, nemlig Fuldmægtig Aſchehaug og Gaardbruger Lysgaard, ere viſtnok komne til det ſamme Reſultat ſom Commisſionens øvrige Medlemmer med Henſyn til de Forandringer, ſom den egentlige Huusmandslovgivning antages at burde undergaae, men kunne ikke være enige med dem i den forhen udviklede Anſkuelſe angaaende den væſentlige Grund til Arbeidsclasſens og deriblandt ogſaa Huusmændenes mindre heldige økonomiſke Vilkaar, og heller ikke ubetinget tiltræde de af Commisſionens Formand fremſatte Antydninger til gjennem offentlige Foranſtaltninger udenfor Forandringen af den egentlige Huusmandslovgivning at ſøge Arbeidsclasſens Kaar forbedrede. Denne Forſkjel i Synsmaader er efter den ovennævnte Minoritets Formening ikke af anden Beſkaffenhed, end at enhver af de divergerende Anſkuelſer kunde været gjort Fyldeſt i en fælles ſammenhængende Fremſtilling af den Samfundsclasſes Forholde, med hvis Underſøgelſe Commisſionen har været beſkjæftiget. Da imidlertid en Pluralitet inden Commisſionen, nemlig Sorenſkriver Motzfeldt, Sognepræſt Besſeſen, Gaardbrugerne Lysgaard og Valſtad, har anſeet det henſigtsmæsſigt at paaſkynde dens Arbeide ſaameget ſom muligt, har man maattet opgive denne viſtnok henſigtsmæsſigere, men længere Tid udfordrende Behandlingsmaade, og der ſtaaer derfor den ovennævnte Minoritet ingen anden Udvei aaben end igjennem en ſærſkilt Udvikling at gjøre Rede for ſin Opfatning af de her omhandlede Spørgsmaale, ihvorvel man derved løber Fare for at fremſtille Differentspuncterne mellem de forſkjellige inden Commisſionen ytrede Anſkuelſer ſom mere indgribende, end de i Virkeligheden ere.

Det forekommer Commisſionens Minoritet, at det er mindre ſtemmende med en rigtig Betragtning af Forholdene, at ſøge Roden til Arbeiderſtandens ringere Velvære, navnlig i de væſentlig jordbrugende Diſtricter, i en formodet Overbefolkning af disſe Diſtricter og en deraf flydende altfor ſtærk Concurrence mellem Arbeiderne, der ſkulde lede til, paa den ene Side, at de Arbeidere og Huusmænd, ſom erholde Sysſelſættelſe, opnaae en Løn, der er mindre end den forhen har været, og altfor ringe til Tilfredsſtillelſen af deres virkelige Behov, og paa den anden Side, at en mere eller mindre betydelig Deel af Arbeidsſtokken ved Forholdenes egen Magt bliver tvungen til at gaae ørkesløs. Det maa nemlig her for det Førſte erindres, at det visſelig er yderſt faa Egne, hvor Jordbruget er Hovedſag, i hvilke ikke den hele exiſterende Arbeidsſtok paakræves til enkelte Aarstider, hvoraf følger, at en Formindſkelſe af dens Antal uden tilſvarende Forøgelſe af dens Arbeidsdygtighed nødvendig maatte medføre en Indſkrænkning i Jordbruget. Dernæſt er der efter Minoritetens Formening ligeſaalidt ifølge de fremkomne Oplysninger om Arbeidsclasſens Tilſtand i de forſkjellige Egne af Riget, ſom efter Minoritetens egen perſonlige Erfaring tilſtrækkelig Grund til at antage, at det virkelig forholder ſig ſaaledes, at Arbeidernes og navnlig Huusmændenes Vederlag for deres Arbeide, naar der tages Henſyn til det gjennemſnitlige Forhold i ſtørre Diſtricter, er bleven formindſket i den ſenere Tid. Hvad Daglønnen angaaer, ſaa er det visſelig yderſt ſjeldne Undtagelſer, der ikke fortjene at komme i Betragtning, naar der handles om Forholdene i det hele Rige eller engang i nogenlunde ſtore Diſtricter, at dens Pengebeløb er bleven nedſat. Det er imidlertid mindre paa den daglige end paa den aarlige Fortjeneſtes Størrelſe, det kommer an for Dagleieren. Naar Daglønnen er forbleven uforandret, beroer hans aarlige Fortjeneſtes Størrelſe paa Adgangen til ſtadigt Arbeide. Det maa nu vel tilſtaaes, at om endog mange Individer af Arbeidsclasſen her tillands undertiden uden egen Brøde gaae arbeidsløſe gjennem kortere eller længere Tidsrum, ſaa finder dette langtfra Sted i ſamme Grad ſom forhen. Dette formenes ſaavel ſtemmende med den almindelige Erfaring ſom flydende af Tingenes egen naturlige Udvikling. Det i Forhold til forbigangne Tider ſtore Opſving, ſom Jordbruget i de ſenere Aar har taget ſaavel med Henſyn til Extenſitet ſom fornemmelig med Henſyn til Intenſitet, og det netop i de Egne, hvor Jordbruget er den allervigtigſte eller endog eneſte Næringsvei, maa nødvendigviis have bevirket, at ſærdeles mange Gaardbrugere baade ſysſelſætte flere Arbeidere end forhen og give dem, de bruge, ſtadigere Beſkjæftigelſe. Viſtnok har Tærſkemaſkinernes udbredte Brug gjort meget Vinterarbeide overflødigt; men paa den anden Side giver Kjørſel af Jord, af Steen, ſom er opbrudt i Ager- og Englandet og ſkal bortføres, eller ſom ſkal anvendes til Diger, og andre lignende med Jordens omhyggeligere Behandling følgende Arbeider, en forhen ukjendt Anledning til Sysſelſættelſe endog om Vinteren, der formeentlig fuldkommen opveier den paapegede formindſkede Adgang til Fortjeneſte ved Tærſkning. Desuden har der nu, tildeels for offentlig, tildeels for private Asſociationers Regning været drevet Arbeide i en Udſtrækning, hvorom man forhen ikke engang havde nogen Tanke; Befæſtningsarbeider, Communicationsanlæg, Skibsværfter og Fabrikker ſysſelſætte nu en Mængde Hænder, der forhen vare ubeſkjæftigede. Commisſionens Minoritet kan derfor ikke betvivle, at om end hver enkelt Dags Fortjeneſte for Arbeidsmanden ikke nominelt er forhøiet, ſaa maa hele Aarets Indtægt gjennemſnitlig for hver Arbeider paa Grund af hans ſtadigere Beſkjæftigelſe antages at være forøget, og det endog om der kun tages Henſyn til denne Indtægts Pengebeløb. Arbeidsmandens Velvære beroer imidlertid ikke paa hvormange Dalere han tjener Aaret rundt, men paa hvormeget af Livets Fornødenheder og Bekvemmeligheder han kjøber for dem. Og fortſætter man Underſøgelſen i denne Retning, ſaa ſees det let, at Forholdet ſtiller ſig ſaameget gunſtigere for ham nu ſammenlignelſesviis med Fortiden, at det bliver ganſke klart, at ogſaa Arbeidsclasſen har deeltaget i Samfundets økonomiſke Fremſkridt. Selv om man vilde ſætte ud af Betragtning, at det Pengerepræſentativ, hvormed Arbeiderne af den nulevende Slægt gjennem hele deres Tid ere blevne betalte, ſiden 1822 i indre Værdi er ſteget til det Dobbelte, uden at Daglønnen nominelt er falden, — hvilket naturligviis er en betydelig Gevinſt for Arbeiderſtanden, ſaa maa det dog erindres, at ſelv i det ſiden Seddelværdiens Conſolidation forløbne Tidsrum er Priſen paa mange Artikler, der ere i udbredt og tiltagende Brug mellem Arbeids- og Huusmandsclasſen, ſom f. Ex. Bomuldsvarer, Caffe og Tobak, falden ikke ubetydeligt.

Imod denne Betragtningsmaade vil det maaſkee blive anført, at denne Tidsomſtændighedernes gunſtige Indvirkning paa Arbeidsclasſens Vilkaar for de jordbrugende Huusmænds Vedkommende er bleven fuldkommen eller endog mere end opveiet ved den Forhøielſe af Afgiften for Huusmandspladſene, ſom i de allerfleſte Diſtricter har fundet Sted. Det kan nu viſtnok ikke benægtes, at denne Forhøielſe har gjort Huusmændenes Stilling mindre heldig, end den ellers vilde have været; men der er dog neppe Grund til at anſee deres nuværende Kaar forværrede i Sammenligning med deres tidligere. Endnu anſees nemlig de jordbrugende Huusmænd ligeſom det fra gammel Tid af har været Tilfældet, for at være den Deel af den med Jordbrug beſkjæftigede Arbeidsmand, — hvis Indtægter dog uimodſigeligen gjennemſnitviis ere ſtegne, — ſom har opnaaet den ſikreſte og fordeelagtigſte Stilling, en Stilling, der eftertragtes af alle Arbeidere paa Landet — enkelte Haandværkere maaſkee undtagne — og ſom i Regelen Ingen med ſin gode Villie forlader for at nedſtige i de jordløſe Arbeideres Rækker. Det maa heller ikke overſees, at den omhandlede Forhøielſe i mange Tilfælde ingen Ubillighed indeholder; ofte har en Plads forhen været bortleiet til en Bruger for en meget ringe Afgift, fordi den var lidet opdyrket, men bliver, naar den betydelig forbedret atter kommer til Eierens Raadighed, bortſat til en ny Huusmand for en meget høiere Leie. Sammenligner man nu denne Stilling med Oprydderens i de ſidſte Aar, i hvilke denne var i Beſiddelſe af Pladſen, ſaa ſynes det rigtignok ſom om den var ufordeelagtigere, men dette vilde dog ſom ofteſt være en uberettiget Sammenligning, der maa lede til feilagtige Reſultater. Man maa nemlig, hvis man i ſaadanne Tilfælde vil anſtille en Jævnførelſe, tage Henſyn til Oprydderens Stilling i det hele Tidsrum, hvori han har beſiddet Pladſen, og det tør da mangengang hænde, at Sammenligningen ei vil falde ud til hans Fordeel, idet en Contract med en Huusmand, om en lidet opryddet Plads, maa være beregnet paa, at han ſkal underkaſte ſig Savn og Anſtrængelſer i Begyndelſen af ſin Beſiddelſestid for ſenere hen at høſte Fordelene, Noget, der ikke gjælder om hans Eftermand, ſom modtager Pladſen i opdyrket Stand. Endelig maa det erindres, at Huusbonden nu aabenbar er berettiget til at kræve en høiere Afgift af ſin Plads, da ſaavel Forandringerne i Brugsmaaden overhovedet, ſom navnlig Potetesavlens Udvidelſe gjør den til et meget betydningsfuldere Redſkab i Productionens Tjeneſte, end den nogenſinde forhen har været.

Desuden maa Commisſionens Minoritet gjøre opmærkſom paa Conſeqventſerne af den Anſkuelſe, hvortil Pluraliteten bekjender ſig. Hvis Forholdene i de ſtore og vigtige Diſtricter af Landet, hvor Jordbruget er den væſentligſte Næringsvei, virkelig berettigede til den Slutning, at Arbeidsſtokkens Antal allerede er for ſtort i Forhold til den forhaandenværende Anledning til Erhverv, og at der ikke gaves anden Udvei end de af Commisſionens Formand og tildeels af Pluralitetens øvrige Medlemmer antydede Foranſtaltninger, nemlig Oprettelſen af Arbeidshuſe, hvor man ſkulde ſkaffe Arbeidsclasſen Sysſelſættelſe, naar ſaadan var uerholdelig udenfor ſamme, Organiſationen af en Overbeſtyrelſe for Fattigvæſenet, ſom kunde ſørge for at flytte Arbeidere fra de Egne, hvor der er Mangel paa Beſkjæftigelſe, til ſaadanne, hvor Adgangen dertil er ſtørre, ſamt Underſtøttelſe af Foretagender ſigtende til Opdyrkningen af uryddede Strækninger og Opmuntring af Huusfliden, ſaa maatte det erkjendes, at Udſigterne for Landets Fremtid vilde være ſærdeles nedſlaaende, eller rettere ſagt aldeles trøſtesløſe. Thi det ſees let, at alle disſe Foranſtaltninger vilde være fuldkommen utilſtrækkelige til at afhjælpe de ſtore Onder, ſom maatte flyde af en Overbefolkning, hvis denne iſandhed fandt Sted. Erfaring fra andre Lande har tilfulde godtgjort, at Arbeidshuſe, betragtede ſom Værkſteder for Productioner, ikke ſvare til deres Henſigt, da Udgifterne ved ſamme regelmæsſig overſtige Indtægterne; Huusfliden kan viſtnok afgive ikke ſaalidet Bidrag til Arbeidsclasſens Underholdning, og Commisſionens Minoritet anſeer det gavnligt, at den ſkjænkes ſaamegen Opmærkſomhed, ſom kan beſtaae med andre Henſyn; men deels ville derhen ſigtende Foranſtaltninger ikke være tilſtrækkelige til Opnaaelſen af det Maal, man maa have for Øie, nemlig en gjennemgribende Forbedring af Arbeidsſtandens Stilling, idet Huusflid altid maa blive en Binæring for den for Capital blottede Arbeider, og det ſaaledes ikke kan være paa denne Side af hans Virkſomhed, men paa hans Hovednæringsvei, Arbeidet for hans Driftsherre, man fremfor Alt maa have Opmærkſomheden henvendt, deels har det altid viiſt ſig, at det er meget vanſkeligt at ſkabe Huusflid, hvor den ikke findes og fra ældre Tider har fæſtet Rod i Folkets Sædvaner, Noget, der gjælder dobbelt under nuværende Forholde, da Huusfliden finder en ſaa farlig Concurrent i Fabrikdriften, at man endog der, hvor den fra gammel Tid af har udgjort en ſtadig Biindtægt for Ardeiderfamilierne, og hvor Tilſtanden altſaa er den gunſtigſt, oftere har troet ſig nødt til at beſkytte den ved overdrevent høie Toldſatſer, en Fremgangsmaade, der hyppig kun er at tage fra een Deel af den fattige Clasſe — den conſumerende, — hvad man giver en anden Deel, — den producerende —, og ſom ialfald Commisſionens Minoritet ikke anſeer henſigtsmæsſig hos os. Omflytten af Arbeidere fra een Deel af Landet til en anden hører til det Slags Forholdsregler, der ikke kunne yde ſynderlig Hjælp, men meget let kunne gjøre Ondt værre. Det hænder vel nemlig ikke ſaa ofte, at der i Egne, ſom have ſamme Næringsvei, paa ſamme Tid forefindes Arbeidsløshed paa eet Sted og ſtærk Efterſpørgſel efter Arbeide paa et andet; det Diſtrict, hvor ſaadan Efterſpørgſel finder Sted, har gjerne ſæregne Næringsveie, ſom Fiſkerie eller Skovdrift, eller der er inden ſamme ſat et eller andet ſtørre Byggeforetagende eller Communicationsanlæg i Gang. Da Jordarbeidere i Regelen ere ubevante med eller uſkikkede til det Slags Arbeide, hvorom der ved deslige Anledninger ſpørges, vilde det mangengang være et meget voveligt Foretagende at henflytte dem til ſaadanne Egne, og Noget hvorpaa hvilkenſomhelſt Autoritet vilde have ondt for at indlade ſig, da det kun i ſjeldneſte Tilfælde vilde være den muligt at danne ſig et ſaa nøiagtigt Begreb om hvormange Arbeidere der udfordredes til vedkommende Egns Behov, at den kunde ſikre ſig for ikke at tilføre ſaa ſtort et Antal, at en Deel af de fremmede eller af Egnens egne Arbeidere kom til at ſavne Beſkjæftigelſe. At organiſere en Autoritet til Iværkſættelſen af ſaadanne Foranſtaltninger ſynes derfor utilraadeligt, da Samfundet herved deels kom til at paatage ſig Forpligtelſer, ſom det ikke kunde opfylde, deels vilde riſikere at forvolde Ulemper, ſom kunde have været undgaaede, hvis dets Mellemkomſt ikke havde fundet Sted. Heller ikke anſeer man directe pecuniær Underſtøttelſe af Oprydning af udyrkede Strækninger for at medføre Nytte; Udviklingen af de Grunde, hvorpaa denne Anſkuelſe er bygget, anviſes imidlertid henſigtsmæsſigſt ſin Plads i det Følgende og forbigaaes derfor paa dette Sted. Hvis man altſaa gaaer ud fra den Synsmaade, at Aarſagen til Arbeiderclasſens uheldige økonomiſke Stilling er at ſøge i dens Talrighed, og ikke kan anviſe andre Midler til Ulykkens Afhjælpelſe, end de ovenfor omhandlede, kommer man til at anſee enhver fremtidig Forøgelſe af dens Antal for et Onde, hvis Frygtelighed bliver ſaameget ſtørre, ſom det efter de menneſkelige Forholdes naturlige Gang maa imødeſees ſom uundgaaeligt, og ſom det maa erkjendes, at det eneſte radikale Middel til Ulykkens Lindring, nemlig Folkeformerelſens Standsning, eller endog Folkemængdens Formindſkelſe, om en ſaadan enten ved Tingenes egen Gang eller poſitiv Indſkriden lod ſig bevirke, maatte ledſages af ſaamegen menneſkelig Elendighed og Demoraliſation, at Curen ſnart ſagt blev værre end Sygdommen. Men Commisſionens Minoritet kan ikke for et Øieblik antage, at Forholdene hos os eller i noget andet Samfund, hvor Religion læres og Ret pleies, hvor Oplysnings Fremme er et offentligt Øiemed og den retlige Adgang til ethvert for Moralitetens Domſtol forſvarligt Erhverv i det Hele taget ſtaaer aaben for Alle, og hvor altſaa Samfundet opfylder ſine væſentligſte Forpligtelſer, ſkulde geſtalte ſig ſaaledes, at enten Masſen af dets Medlemmer maa ſynke dybere og dybere ned i Armod, eller at en ſaa ſtor Deel af dem maa forſage Udſigten til at leve i Ægteſkab og forplante ſin Slægt, ſom det maatte udfordres for at en Formindſkelſe af Folkemængden ſkulde finde Sted. Og allerede denne Betragtning maa lede Minoriteten til at betvivle Rigtigheden af den Anſkuelſe, ſom ſøger Roden til den arbeidende Clasſes Fattigdom i dens Talrighed.

Det vægtigſte Beviis for Urigtigheden af denne Anſkuelſe med dens Følgeſætninger, at det er en altfor ſtor Concurrence om Arbeide og om Huusmandspladſe, ſom har bevirket en Nedſættelſe af Arbeidspriſen og en Forhøielſe af Huusmandsafgiften, finder imidlertid Commisſionens Minoritet i følgende Betragtning.

Hvis det iſandhed forholdt ſig ſaaledes, at Arbeidernes og navnlig Huusmandens Vederlag for hans Arbeide nu ved Concurrence var nedtrykt under den Maaleſtok, hvorefter det forhen erlagdes, ſaa maatte, da Arbeidet nu idetmindſte er ligeſaa productivt og følgelig ligeſaameget værd ſom i ældre Tider, et af to nødvendigviis være Tilfældet: enten giver Driftsherren nu Mindre for Arbeiderens og Huusmandens Arbeide, end det virkelig er værd, eller ogſaa har han forhen betalt ſamme over dets Værd. At det Sidſte ikke har fundet Sted, er temmelig indlyſende, aldenſtund Driftsherrens Stilling ogſaa i Fortiden afkaſtede god Profit; men om end denne Forudſætning maatte være urigtig, følger det af Tingens Natur, at det maatte være ligeſaa umuligt ſom lidet ønſkeligt, at en ſaa forkeert Ordning af de økonomiſke Forholde ſkulde vedvare i længere Tid. Paa den anden Side er det en Sandhed, om hvis Ubeſtridelighed enhver Arbeidsherre bedſt kan overbeviſe ſig ſelv, at han efter at have betalt Renter af ſin Driftscapital og ſine Arbeideres nuværende Lønninger ikke beholder Mere tilbage, end der netop behøves for at afgive tilſtrækkelig Opfordring for ham til at vedblive ſin Virkſomhed, eller med andre Ord, at ikke Driftsherrens Andeel af Samfundets Production er ſaa ſtor eller deres Stilling ſaa uforholdsmæsſig fordeelagtig, at Arbeideren billigen kan gjøre Krav paa, at hans Andeel af Udbyttet ſkal forøges paa deres Bekoſtning. At et ſaadant Krav for Huusmandsclasſens Vedkommende vilde være ubeføiet, bliver ſaameget klarere, naar man erindrer, at der, ſom allerede af Commisſionens Pluralitet er paapeget, fra mange Egne af Landet erklæres, at netop Huusmændene ere de koſtbareſte Arbeidere. Bortſeet fra enkeltſtaaende Tilfælde eller endog muligens enkelte Diſtricter, hvor Forholdene have udviklet ſig paa en abnorm Maade, antager Commisſionens Minoritet det derfor ſom ganſke afgjort, at ſaavel Arbeidsmanden i Almindelighed ſom Huusmændene erholde deres Arbeide betalt med, hvad det virkelig er værd. Hvis man imidlertid for Underſøgelſens Fuldſtændigheds Skyld vil tænke ſig, at denne Anſkuelſe var feilagtig, og at altſaa Driftsherrerne i Almindelighed kunne taale at afgive noget Mere til deres Arbeidere, uden at deres Stilling derved blev ſaameget forværret, at de vilde ſøge at indſkrænke deres Virkſomhed og bruge ſaa faa Arbeidere ſom muligt, ſaa vilde dette viſtnok være et Onde, men et Onde, ſom maatte medføre ſit eget Correctiv, idet det under Forudſætning af, at Driftsherrernes Stilling var ſaa uforholdsmæsſig begunſtiget, baade vilde være givet dem en ſaa rig Anledning til at opſamle ny Capital og være ſaa fordeelagtigt at ſysſelſætte flere Arbeidere, at Efterſpørgſelen efter disſe maatte ſtige meget ſtærkt, i hvilket Tilfælde Concurrencen ſnarligen vilde forbedre Arbeiderens Stilling Det fremgaaer heraf, at Commisſionens Minoritet med med dens Pluralitet maa anſee det uretfærdigt at træffe nogen Foranſtaltning ſigtende til en Forbedring af Huusmændenes Kaar paa Gaardbrugernes Bekoſtning. En ſaadan Forholdsregel vilde desuden aabenbar være unyttig; thi hvis man tvang Gaardbrugeren til under een eller anden Form at give Arbeiderne et ſtørre Vederlag for deres Arbeide, uden at dettes Productivitet forøgedes, ſaa vilde man gjøre Gaardbrugerens allerede nu ofte trykkende Stilling endnu misligere, formindſke hans Evne til i Fremtiden at ſkaffe Arbeidsclasſen Sysſelſættelſe og altſaa i Længden endog ſkade dem, man havde til Henſigt at hjælpe.

Arbeideren erholder vel det Vederlag, ſom hans Arbeide virkelig er værd, men han føler ſig ikke deſtomindre fattig, fordi dette Vederlag ikke er ſtort nok til at tilfredsſtille hans Behov. Der frembyde ſig følgelig, naar man vil fortſætte Underſøgelſen om, hvad der danner den ſidſte og endelige Aarſag til Arbeidsſtandens trykkende Kaar og Midlerne til at forbedre dem, paa dette Sted to Momenter, ſom kræve en ſærſkilt Udvikling, idet det nemlig for det Førſte maa prøves, om Arbeidsſtanden i det Hele gjør ſtørre Fordringer til Livet, end det er ønſkeligt baade for dens egen og Samfundets Skyld, og om det altſaa er ved at bibringe den forandrede Begreber om hvad der danner dens Behov, at man ſkal lære den at forbedre ſin Stilling, og dernæſt maa underſøges, hvad der er Aarſag til, at dens Arbeide kun har en ſaa ringe Værdie, og om heri kan ſkee nogen Forandring.

Hvad enten man vil betragte et ſaadant Phænomen ſom et Gode eller ſom et Onde, ſaa ſtaaer det ikke til at nægte, at vor Arbeidsſtand i den ſenere Tid kræver langt Mere til Tilfredsſtillelſen af ſit Behov og gjør Fordring paa en langt ſtørre Andeel af Livets Nydelſer, end den forhen har gjort. Det løſeſte Blik paa vore Indførſelstabeller viſer, at Conſumtionen af mange Artikler, der for ikke lang Tid ſiden var indſkrænket til de mere bemidlede Clasſer, nu er trængt ned i Folkets Masſe og endog er bleven den en Fornødenhed. Dens Føde er maaſkee bedre, eller ialfald en ſtørre Kilde til Nydelſe, end den har været; den boer og klæder ſig bedre end forhen; Bøger, viſtnok af det billigſte Slags, og Aviſer begynde at finde deres Vei til Huusmandens Hytte. Men denne Trang til forøget Livsnydelſe har at kjæmpe med ſtore økonomiſke Vanſkeligheder; den er høiſt ſandſynlig tiltaget i høiere Grad, end Arbeidsclasſens Indtægter, om disſe endog, ſom Commisſionens Minoritet antager, ere ſtegne. Med ſtørre Fordringer til Livet og med Indtægter, ſom ei ere ſtegne forholdsviis, føler Arbeidsclasſen ſig nu fattigere end forhen, da dens Indtægter viſtnok vare mindre, men bedre afpasſede efter dens Behov. Dette Misforhold bevirker, at mange flere Familier end forhen fra Begyndelſen af ſtifte Gjeld, ſom de med andre Livsvaner vilde have undgaaet, og ſom de ſenere ikke række at betale, hvoraf Følgen bliver, at de efterhaanden ſynke ſtedſe dybere ned i Armod og omſider, naar Antallet af deres Børn tiltager eller Familiefædrenes Arbeidskraft aftager, falder Fattigvæſenet til Byrde. Commisſionens Minoritet kan her ikke undlade at bemærke, at den ikke lægger Arbeidsclasſen tillaſt, at den har forøget ſine Fordringer paa Livets Bekvemmeligheder og Nydelſer; den anſeer det ikke ubetinget ſom en Feil, ligeſom det ogſaa, hvis det maatte betragtes ſom en ſaadan, ikke vilde være en Feil, der kunde foreholdes Arbeiderſtanden af de mere bemidlede Clasſer, hos hvem netop det ſamme Phænomen har viiſt ſig. Commisſionens Minoritet kan ikke engang betragte det ſom et Onde; thi ihvorvel en ſaadan Stræben af det hele Folk efter at gjøre ſig Tilværelſen behageligere og rigere paa Nydelſer kan medføre meget betænkelige Følger, naar den tager en ſkjæv Retning, ſaa indeholder den dog en ſaadan Spore til forøget phyſiſk og aandelig Anſtrængelſe, at den ſynes at være en i det Store taget nødvendig Betingelſe for Folkets Fremadſkriden i økonomiſk Velvære, ja endog i aandelig Dygtighed. Tanken om at forbedre en Samfundsclasſes Stilling ved at bibringe den et andet og mere indſkrænket Begreb om, hvad der udgjør dens Behov, end den ſelv allerede har dannet ſig, tilhører en forbigangen Tid og fortjener neppe at gjenoptages, ligeſom ogſaa al Erfaring viſer, at enhver Beſtræbelſe i ſaadan Retning har været ſpildt Umage. Med disſe Ytringer vil Commisſionens Minoritet viſtnok ikke have ſagt, at Tarvelighed ikke ſkulde være en Dyd ogſaa for den arbeidende Clasſe, der ikke nokſom kan indſkjærpes den, eller at det ſkulde være forſvarligt at leve over Evne; men ſom det let vil ſees indeholder den rette økonomiſke Sands ingen Hindring for en i Forbindelſe med Oplysningens Fremadſkriden ſtaaende og derfor berettiget Stræben efter at ſkaffe ſig en ſtedſe ſtørre Andeel af Civiliſationens materielle Goder. Er det ſaaledes hverken retfærdigt eller henſigtsmæsſigt at forlange af Arbeiderſianden, at den ſkal indſkrænke ſit Behov, ſaa kan der intet andet Middel anviſes til at forbedre dens Stilling, end at ſætte den iſtand til at erhverve Mere. Grunden til, at dens Erhverv for nærværende Tid ikke er ſtørre, kan, efter hvad der forhen er udviklet, ikke ſøges i en Undertrykkelſe fra Driftsherrernes Side, men alene deri, at dens Arbeide ikke er mere værd, end hvad det virkelig betales med, eller med andre Ord, at det ikke er productivt nok. Spørgsmaalet bliver da, hvad der er Aarſagen til denne Arbeidets Mangel paa Productivitet. En Sammenligning mellem de forſkjellige menneſkelige Samfunds Productionsevne viſer tilſtrækkeligt, at enhver Forſkjel i denne hovedſagelig betinges af den Grad, i hvilken Arbeidet underſtøttes af Intelligents og Capital; hvor Civiliſationen har gjennemtrængt Folkets Masſe, har begavet den med Dygtighed til at forrette dens Gjerning med Foretagelſesaand, og med den Omtanke, og med det Blik paa Fremtiden, der er Capitaldannelſens Kilde, der er Arbeidsclasſens Stilling den bedſte, ſelv om det kun er med forholdsviis karrig Haand, Naturen har tildeelt det Land, et ſaadant Folk beboer, ſine Gaver; derimod ere Jordens frugtbareſte og meeſt velſignede Egne beboede af Folk, hvis Arbeide er lidet værd, fordi deres Arbeidsſtand er uoplyſt og ſløv, og fordi hver Slægtfølge næſten fuldkommen fortærer det Ubetydelige, den frembringer, og ikke efterlader ſine Efterkommere Andet i Arv, end en Jordbund ſaa rig og et Clima ſaa gunſtigt, at de benyttede af en intelligent Slægt maatte blive uudtømmelige Riigdomskilder. Det gjælder upaatvivlelig ogſaa hos os, at det er Savnet af aandelig Dygtighed, af Foretagelſesaand og Capital, ſom hindrer endog vor ſimpleſte Arbeidsmands Anſtrængelſer fra at være ſaa productive ſom ønſkeligt og muligt. Denne Mangel føles fra mange Sider og paa mange Maader. Den er tilſtæde hos Driftsherren; ihvorvel det nemlig ſom allerede bemærket maa erkjendes, at Jordbruget hertillands har taget et, iſær i Forhold til den forhen ſtedfindende Stagnation, ikke ſaa ubetydeligt Opſving, ſaa ſavner dog endnu den ſtørſte Deel af vore Gaardbrugere den ønſkelige techniſke Uddannelſe, og dette er aabenbart ikke alene til Skade for dem ſelv, men ogſaa for Arbeiderne; thi med jo ſtørre Kyndighed disſes Hænder beſkjæftiges, deſto ſtørre bliver Udbyttet af deres Gjerning og deſto ſtørre vil følgelig den Andeel kunne blive, ſom Arbeidsherren taaler at afſee til ſine Folk. Hvis man vil fortſætte denne Betragtning ind i en ſpeciellere Retning, ſaa kan det anføres, at mange af de ſædvanlig brugte Agerdyrkningsredſkaber efter Kyndiges Paaſtand ere uhenſigtsmægtige og tidsſpildende. Dette gaaer naturligviis ud ikke blot over Gaardbrugeren, men ogſaa over Arbeidsmanden; thi det Product, ſom bliver at dele mellem begge, bliver ſaameget mindre. Det maa ogſaa i denne Forbindelſe gjenkaldes i Erindringen, hvad der allerede forhen er nævnt, at det er en erkjendt Sag, at et rationelt Agerbrug medfører langt ſtadigere Sysſelſættelſe for Arbeidsſtanden, end det mindre udviklede.

Det følger af Sagens Natur, at hvis Arbeidsherren, ſom er Arbeidernes rette Lærer, ſavner den Duelighed i ſin Dont, ſom man kunde ønſke hos ham, ſaa maa dette endnu meget mere gjælde om Arbeideren ſelv. Det er bekjendt nok, at grundigen oplærte Jorddyrkere finde det vanſkeligt at ſkaffe ſig Folk, ſom forſtaae at udføre deres Arbeide ſaa godt, ſom man forlanger i de Lande, hvor Agerbruget ſtaaer høiere. Det er denne Omſtændighed, der f. Ex. har bevæget mange af vore Landhuusholdningsſelſkaber til at udſætte Præmier for de bedſte Plovmænd. Dertil kommer, at det ikke alene er techniſk Duelighed, ſom Arbeideren mangler, han ſavner overhovedet i mange Retninger den aandelige Udvikling, ſom kunde gjøre hans Arbeide mere productivt. Der klages af Flere over Mangel paa Omtanke ved, hvad han tager ſig fore, paa Interesſe for hans Arbeidsherres Tarv og paa Flid, naar han ikke ſtaaer under ſtadig Opſigt. Hvormeget eller hvorlidet der i disſe Klager er grundet, vil man ikke indlade ſig paa at bedømme; det Sandſynlige er, at forſaavidt angaaer en Stand, hvem Oplysningens forædlende Frugter ikke er kommet mere tilgode, end Tilfældet desværre endnu er med vor Arbeidsclasſe, kunne ſaadanne Klager ikke ſaa ganſke ſjeldent være beføiede nok, medens vor Almues hidtil ufordærvede Characteer, ofte ſtærke Æresfølelſe og ſunde Sands borger for, at det ikke kan være ſaa vanſkeligt for den, ſom vil behandle ſine Folk vel, at ſkaffe ſig hengivne Medhjælpere. Saameget er imidlertid viſt, at hvor de paapegede Mangler exiſtere, gives der intet andet Middel til deres Afhjælpelſe, end at ſørge for Arbeiderſtandens ſande Oplysning, ſom foruden at ſkjærpe dens Pligtfølelſe, maa aabne dens Øine for det Rigtige i den Betragtning, at hvad der tjener til dens Driftsherres Tarv, ikke i Længden kan undlade at blive den ſelv til Fordeel, og at hvad der bidrager til at gjøre Udbyttet af den Virkſomhed, hvorom de ere fælles, ringe, i Længden maa formindſke dens egen Andeel af ſamme, og at dette maa blive en uundgaaelig Følge af dens Mangel paa Flid og Interesſe for ſin Gjerning, ſom naturligviis derved taber i Værdie.

Det er klart, at hvis det gjælder om Arbeidsclasſen i Almindelighed, at Roden til dens trange Kaar ligger i Mangel paa Capital og techniſk Dygtighed hos dens Driftsherrer, og i Mangel paa Duelighed og aandelig Udvikling hos den ſelv, ſaa gjælder dette med dobbelt Styrke om Huusmandsclasſen. Thi Huusmanden er i Regelen ialfald i de Egne af Landet, ſom hovedſagelig ernære ſig ved Jordbrug, i ſtadigt Arbeide hos een og ſamme Mand, og det er altſaa for en ſtor Deel paa dennes — Huusbondens — Duelighed og hans Evne og Villie til at indrette ſig paa den rette Maade at det beroer, om ſelv den lærenemme, villige og redelige Huusmand ſkal komme i en god Stilling. Viſer Huusmanden disſe Egenſkaber, og Huusbonden er ſit Kald voxen, ſaa lærer ogſaa Erfaring at Huusmanden i Regelen lønnes anſtændigt, fordi en Mand, ſom forſtaaer at bruge ſine Arbeidsfolk, ſætter Priis paa at have dygtige Medhjælpere, og for at ſikre ſig ſaadanne, tilſtaaer dem gunſtige Vilkaar. Dertil kommer, at Huusmanden, naar han har Jord, har ſelvſtændig Anledning til at drage Nytte af ſin Duelighed. Huusmandens ſædvanlige Behandling af hans Jordvei her hos os er ſærdeles ſkikket til at ſætte det i det klareſte Lys, at det i Virkeligheden er Orden, Driftighed og Indſigt til at benytte de forhaandenværende Erhvervskilder til ſin Fordeel, der ſkorte ham, og at Grunden til hans uheldige Stilling hovedſagelig maa ſøges i denne Mangel. Paa faa Undtagelſer nær bruges nemlig Huusmandspladſene paa en meget mislig Maade, og hvor det Omvendte er Tilfælde, ſkyldes det næſten altid en Indſigt, der ikke oprindelig tilhører Huusmandsclasſen, men ſom ſkriver ſig fra en Gaardbrugers Exempel og Veiledning. Er Behandlingen af Englandet ofte ſlet paa Gaardene, ſaa er den i Almindelighed endnu meget uhenſigtsmæsſigere paa Pladſene, ligeſom Tilbøieligheden til at holde for mange Kreature der er endnu ſtørre end hos Gaardbrugerne, og overhovedet kan det vel ſiges, at alle de Ufuldkommenheder, ſom klæbe ved disſes Driftsmaade, i endnu høiere Grad findes hos Huusmændene og hindre deres Velvære. For kun at nævne endnu eet Exempel, ſaa behøves det blot at bemærkes, hvor lidet man benytter det Element til en kraftig Driftsmaade af Pladſene, ſom den Omſtændighed medfører, at enhver af dem, hvor ubetydeligt end dens Areal er, tjener til Bolig for en ofte talrig Familie. Thi heraf følger, at der paa en Huusmandsplads ofte haves en i Forhold til dens Udſtrækning langt ſtørre Anledning til at ſamle Gjødningsſtof, end paa Gaardene, en Anledning, det, ſom bekjendt nok, ſom ofteſt forſømmes Commisſionens Minoritet er viſtnok opmærkſom paa, at Huusmandspladſenes mislige Brug for nogen Deel kan antages at ſkrive ſig fra den Omſtændighed, at Loven ikke hjemler Huusmændene nogen Ret til Erſtatning for de af dem paa ſamme udførte Forbedringer, — en Mangel, ſom Commisſionen agter at foreſtaae fjernet ved en dertil ſigtende Beſtemmelſe i dens Lovudkaſt; — men at den forhen udviklede Betragtning paaviſer Hovedaarſagen til det Mangelfulde i Pladſenes Brugsmaade, formenes ikke deſtomindre tilſtrækkelig godtgjort derved, at den neppe i det Hele taget er ſynderligt bedre i de ſærdeles hyppige Tilfælde, i hvilke Huusmanden har fæſtet ſin Plads paa Levetid, og i hvilke han altſaa i Regelen vil finde ſig tjent med at bruge den ſaa godt ſom det ſtaaer i hans Magt. Det kan heller ikke nægtes, at Huusmanden ſjelden forſtaaer at gjøre ſig den viſtnok ofte i og for ſig ubetydelige, men i Forhold til Udſtrækningen af hans Plads ingenlunde foragtelige Arbeidskraft, hvoraf hans hjemmeværende Børn ere i Beſiddelſe, ſaa nyttig, ſom det kunde ønſkes baade for hans og deres Skyld.

Commisſionens Minoritet anfører ikke dette ſom en Bebreidelſe mod Huusmands-, eller Arbeidsſtanden. Der kan ikke være Spørgsmaal om at tilregne denne Clasſe, ſom har dannet ſig under Nationens Kamp med alle de økonomiſke Vanſkeligheder, ſom dens Adſpredelſe over et vidtſtrakt og afſidesliggende Land med et haardt Clima og geologiſke Forholde, der ſom ofteſt ere Opdyrkningen ugunſtige, have lagt den i Veien, dens Mangel paa aandelig Dygtighed og Indſigt. Thi man kan ikke beſkylde den for i høiere Grad, ene almindelig menneſkelig Skrøbelighed maatte medføre, at have undladt at benytte ſig af den Adgang til at erhverve disſe Goder, ſom har ſtaaet den aaben; man maa tvertimod erkjende, at den iſær i den ſenere Tid har viiſt baade utvetydige Tegn paa, at den begynder at blive ſig dette ſit Savn bevidſt, og en Stræben efter at afhjælpe det, der fortjener, at Samfundet gjør de Anſtrængelſer, hvortil det er iſtand, for at underſtøtte den, og at bevare den for at ledes vild af Agitatorer, ſom ikke have Evne eller Villie til at lede den paa ret Spor. Hvad der her paakræves, er et kraftigt Underviisningsvæſen ſaavel univerſel ſom techniſk Retning, Folkeſkrifters Udbredelſe og andre Foranſtaltninger til Oplysningens Fremme. Disſe Midler ere ſikkert virkende og radicale; de ere viſtnok forſaavidt angaaer deres umiddelbare Virkninger beregnede paa en fjernere Fremtid, men det kan vel neppe betvivles, at de indirecte ville bære Frugter allerede for den nuværende Slægt, deels fordi en mere udbredt techniſk Underviisning paa mange Maader ſnart kan komme Arbeiderne tilgode, deels fordi det maa haabes, at Arbeiderſtanden, ſom er bleven urolig over ſin Stilling og har begyndt at underſøge og discutere ſine Savn, vil finde Trøſt og Beroligelſe i den Udſigt til en bedre Fremtid, ſom Staten ſøger at aabne den ved kraftig Virkſomhed i en Retning, hvorpaa man heldigviis i Overeensſtemmelſe ſaavel med Videnſkaben om Lovene for det menneſkelige Samfunds Udvikling ſom med Arbeidsſtandens eget Ønſke er berettiget til at lægge den ſtørſte Vægt. Commisſionens Minoritet kan naturligviis ikke indlade ſig engang paa en ſkizzemæsſig Behandling af Detaillen af et ſaadant Underviisningsſyſtem ſom det, der efter dens Formening tiltrænges. Denne Opgave ligger over dens Kræfter og formeentlig udenfor dens Hverv; det er desuden fra dens Standpunct overflødigt at indlade ſig herpaa, da det er den bekjendt, at den Kongelige Norſke Regjerings Kirke-Departement, byggende paa en Opfatning af de heromhandlede Forholde, ſom Commisſionens Minoritet har Grund til at troe i alt Væſentligt ſtemmer med den ovenfor udviklede, er beſkjæftiget med Ordningen af det høiere og lavere Almueſkolevæſen ſamt Realſkolevæſenet, og da den techniſke Underviisning, navnlig for Landalmuen, er ſat i Gang ved Landbrugsſkolerne og kan ventes videre fremmet ved Oprettelſen ſaavel af flere ſaadanne ſom af et Centralagerdyrkningsſeminarium. Commisſionens Minoritet er nemlig fuldkommen opmærkſom paa, at man ved Ordningen af den techniſke Underviisning for Landalmuen ifølge de ſtedfindende Forholde, ialfald for den nærmeſte Fremtid, maa lade ſig nøie med at lægge an paa at ſkaffe Driftsherrerne ſtørre Dygtighed, idet det nærmeſt maa være disſes Sag at gjøre Arbeiderne deelagtige i deres forøgede Indſigt, Noget hvortil deres egen Fordeel formeentlig vil afgive tilſtrækkelig Opfordring. Den kan ſaaledes kun efterat have gjort Rede for, af hvilke Grunde den tillægger det Underviisningsſyſtem, man har begyndt at organiſere, en ſaa ſtor Vigtighed ogſaa for Arbeidsclasſen, yttre det Ønſke, at man maa fortſætte i denne Retning med ſaa ſtor Kraft, ſom Forholdene tillade, for at Arbeidsclasſen og navnlig de jordbrugende Huusmænd ſnareſt muligt kunne høſte Nytte deraf.

Det er forhen udhævet ſom Aarſag til Arbeidets Mangel paa Productivitet og ſaaledes til Arbeidsſtandens mislige Stilling, at det ikke i ønſkelig Grad er underſtøttet af Capital. Det ligger imidlertid formeentlig ogſaa udenfor Commisſionens Hverv at underſøge, hvorvidt dette Savn kan afhjælpes. Dens Minoritet kan dog ikke tilbageholde den Bemærkning, at man ogſaa her fornemmelig maa ſtole paa en forøget aandelig Kraft hos Folket. I et Land ſom vort, hvor Crediten er ſaa overmaade ſtærkt benyttet, ligger der nemlig viſtnok ſaaliden Qvotadeel af Landets allerede opſamlede Capital ledig, at kun ubetydelig Lettelſe er at vente af Creditanſtalter af noget Slags, ſom have til Henſigt at ſætte den indenlandſke Capital i ſtørre Bevægelſe. Det er derfor til Nationens Kraft til i Fremtiden at ſkabe ny Capital, man maa ſætte ſit Haab, og denne Kraft beroer aabenbart paa Folkets aandelige Udvikling, der ſkal ſætte de enkelte Individer iſtand til, hver i ſit Kald, med ſtørre Indſigt at forrette deres Gjerning og derigjennem at gjøre den mere indbringende, til at omgaaes med det ſaaledes Erhvervede med ſtedſe ſtørre Orden og Sparſommelighed, og til at forſtaae baade at ſpare i rette Tid og at gjøre nyttige Udlæg i rette Anledning.

Førſt her kan Commisſionens Minoritet med fuld Styrke imødegaae det af afdøde Amtmand Heidmann med Flere fremſatte Forſlag om, at Staten ſkulde ſætte ſig i Spidſen for en Coloniſation af Landets mange og ſtore udyrkede Strækninger ved at indkjøbe ſaadanne, ſamt forſaavidt den foreløbige Bearbeidelſe, der udfordredes til at gjøre dem ſkikkede til Dyrkning, maatte kræve betydelig Capital og omfattende planmæsſigt Arbeide, f. Ex. hvor der var Spørgsmaal om Udtapning af ſtørre Myrer, at lade den foretage for offentlig Regning, for ſenere paa billige Vilkaar at ſælge de ſaaledes i nogen Grad ryddede Strækninger til Arbeidere. Det forekommer Commisſionens Minoritet, at Iværkſættelſen af denne Plan ikke kan lede til nogen Forbedring af Arbeidsſtandens Kaar. Naar Landets Jordbrugere ere i Beſiddelſe af tilſtrækkelig Capital og Intelligents, ſaa vil Rydningen kunne foregaae til ſtørſt Fordeel baade for det Almindelige og de Enkelte gjennem disſes private Foretagender. Men mangle disſe Betingelſer, og Rydningen ſaaledes ikke med Fordeel kan foretages af Private, ſaa kan den neppe haabes at blive et lønnende Foretagende derved, at Staten ſtiller ſig i Spidſen for ſamme. Bortſeet fra de meget ſjeldne Tilfælde, i hvilke man er ſaa heldig at ſikre ſig en Arbeidsbeſtyrer, ſom baade er i Beſiddelſe af den fornødne techniſke Dygtighed, Evnen til at behandle og føre Opſyn med de mange ſimple, ham tildeels ubekjendte Arbeidere, ſom maa antages, og er beſjælet af en Interesſe for ſit Hverv, der bringer alle andre Henſyn til at vige, maa ſaadanne Foretagender, naar de drives for offentlig Regning, ventes at blive udførte uden fuldſtændig Iagttagelſe af den ſtrenge Sparſommelighed og uden det nøiagtige Opſyn med Arbeiderne, der betinge Muligheden af, at de ſkulle kaſte af ſig en Fordeel, ſom kan anſees tilſtrækkeligt lønnende, hvortil kommer, at Staten ved ſaadanne Leiligheder nødvendig maa føre en langt koſtbarere Control med Anvendelſen af ſine Capitaler, end den Private behøver. At anvende Capital i ſaadanne Foretagender kunde imidlertid vel lade ſig forſvare, hvis den uden ſaadan Anvendelſe vilde blive liggende ufrugtbringende. Men det er ikke Tilfældet; de Midler, hvormed Staten ſkulde iværkſætte det omhandlede Forſlag, maa tages fra Skatteyderne, ſom hvis de havde faaet beholde dem, ſelv i Regelen vilde anvende dem paa en Maade, ſom om den end paa Grund af manglende Indſigt ikke bliver ſaa lønnende, ſom ønſkeligt kunde være, dog i det Hele taget vil afgive ſædvanligt Udbytte, i hvilket Tilfælde ſaavel disſe Midler, ſom den forøgede Capital, man ved deres productive Anvendelſe ſkaber, mere eller mindre umiddelbart komme Arbeiderne tilgode. Bemægtiger Staten ſig derimod gjennem Skattepaalæg disſe Midler for at concurrere med Privatmænd om Opdyrkningen af uryddet Jord, et Foretagende, ſom disſe have ſaameget bedre Udſigt til at kunne udføre med Fordeel, ſaa fratager den altſaa vore Skatteydere en Capital, ſom de ſelv behøve og anvende paa lønnende Maade, for at ſætte den i et mindre lønnende Foretagende; men deraf vil aabenbart flyde Tab ikke alene for Samfundet i Almindelighed, men ogſaa for Arbeidsclasſen, ſom herved i Længden nødvendigviis maatte tabe mere Beſkjæftigelſe, end man ſkaffede den. Commisſionens Minoritet kan heller ikke tilbageholde den Bemærkning, ſom baade oftere høres udtalt af vore kyndigſte Landmænd og formenes at være begrundet i en rigtig theoretiſk Betragtning, at det er langt mere til intenſiv end til extenſiv Udvidelſe, vort Agerbrug trænger, for at det ſkal yde ſaavel Driftsherre ſom Arbeider ſtørre Udbytte. Men til den heri indeholdte Sandhed vilde der ikke tages Henſyn ved Befølgelſen af den omhandlede Plan, hvorimod det er i ſtreng Overeensſtemmelſe med ſamme, at Commisſionens Minoritet har lagt ſaamegen Vægt paa det Ønſkelige i at ſkaffe alle med Jordbruget Sysſelſatte ſtørre Dygtighed i deres Bedrift. Det kunde imidlertid, ſelv om man anerkjendte, at ſaadanne Foretagender, ſom de af Amtmand Heidmann med Flere foreſlaaede, ikke i Regelen vilde være lønnende, naar de drives for offentlig Regning, være Spørgsmaal, om det ikke deſtomindre maatte anſees for nødvendigt at ſkride til ſaadanne, hvis man nemlig med Commisſionens Formand maatte antage, at det er en Opgave for Samfundet at ſkaffe den Arbeidsløſe eller den, ſom ikke veed at ſkaffe ſig Arbeide paa Vilkaar, ſom ſikre ham endog det tarveligſte Udkomme, Sysſelſættelſe, og at Samfundets Pligter i faa Henſeende ikke ere opfyldte ved den blotte Fattigforſørgelſe. Commisſionens Minoritet kan dog ikke dele denne Mening. De ſæregne Pligter, ſom paahvile Samfundet i Forhold til Arbeidsclasſen, beſtaae efter Minoritetens Anſkuelſe kun i at yde den Trængende Underſtøttelſe til Livsophold og Opdragelſe af hans Børn, og at yde denne Underſtøttelſe paa en Maade, ſom ſaavidt muligt ſikret Arbeidsclasſen for Demoraliſtion. Staten er endvidere i denne Henſeende forpligtet til at ſørge for, at Adgangen til ethvert moralſk tilladeligt Erhverv ſtaaer Alle aaben, og til at give Enhver Anledning til at udvikle de Evner, hvormed Forſynet har udruſtet ham, ſaameget, at han kan bruge dem til ſit eget og Samfundets Tarv; at ſtrække dens Forpligtelſer i den omhandlede Henſeende videre, forekommer Minoriteten baade at ſavne Berettigelſe i Forholdenes Natur og at maatte være uudførligt. Den ſkal imidlertid ikke videre forſøge at begrunde denne Anſkuelſe, idet den haaber allerede at have godtgjort det uhenſigtsmæsſige i de paa den modſatte Synsmaade byggede Forſlag om offentlige Foranſtaltninger til Arbeidsløshedens Afhjælpelſe, nemlig Coloniſation af udyrkede Strækninger ved Statens Mellemkomſt og Underſtøttelſe, Omflytning af arbeidsløſe Perſoner fra den ene Egn af Landet til den anden og Oprettelſe af Arbeidshuſe i den Henſigt i ſamme at ſkaffe Arbeiderne lønnende Sysſelſættelſe.

I de Commisſionen tilſtillede Betænkninger findes der fremſat forſkjellige Forſlag til Forbedring i Arbeidsclasſens Kaar, ſom ihvorvel de ſkjelne ſig fra hverandre i Detaillen, idet nogle gaae ud paa Oprettelſen af Penſionsindretninger for trængende Huusmænd og deres Efterladte, hvortil Bidragene for en ſtor Deel ſkulde indkomme ved tvungne Indſkud fra Huusmændene ſelv, medens andre gaae ud paa ved Lov at forpligte Huusbønderne til af deres Tjeneſtefolks Løn at indeholde en vis Qvotadeel, der ſkulde udbetales disſe ved visſe Forandringer i deres Stilling, navnlig naar de gifte ſig, dog ere byggede paa en og ſamme Grundſætning, nemlig at det Offentlige bør paatvinge den fattigere Samfundsclasſe en ſtørre Sparſommelighed, end den nu viſer, og ere foranledigede ved ſamme Kjendsgjerning, nemlig at Arbeiderne, navnligen de ugifte, viſe ſaare liden Omtanke for Fremtiden, og under gode Tider, eller medens de kun have deres egne Perſoner at forſørge, ikke lægge Noget op, hvoraf følger, at de ikke alene ikke have nogen Nødſkilling at gribe til, naar et eller andet økonomiſk Uheld rammer dem, men at de i Regelen ogſaa ſtifte Gjeld, naar de indgaae Ægteſkab og ſætte Boe, en Gjeld, ſom de ofte ſenere ikke kunne betale. Alle Forſlag af denne Art møde imidlertid meget ſtore practiſke Vanſkeligheder. Hvis Lovgivningen vilde indlade ſig paa ſaadanne Foranſtaltninger, maatte den ſørge for tilſtrækkelig Control, ſaavel med at de indſkudspligtige Huusmænd betalte deres Contributioner og at Huusbønderne indeholdt den befalede Qvotadeel af deres Tjeneres Lønninger, ſom med at de ſaaledes for Arbeidsclasſen opſparede Summer bleve forvaltede paa en betryggende Maade. Men da denne Samfundsclasſe er ſaa overmaade talrig og de Summer, ſom paa denne Maade ſkulde indſamles og beſtyres, dog i Forhold til de Interesſeredes Antal maatte blive ubetydelige, vilde en ſaadan Control foranledige et altfor koſtbart Regnſkabsvæſen og et for Adminiſtrationen uoverkommeligt Beſvær. At tvinge Huusbønderne til at indeholde en vis Deel af deres Tjeneres Lønninger, vilde kun være iværkſætteligt ved at lade den offentlige Myndighed blande ſig ind i enhver Mands Huusvæſen paa en Maade, ſom ſnart vilde gjøre den hele Foranſtaltning til Gjenſtand for almindeligt Had. En ſaadan Tvang vilde desuden virke hæmmende paa den i mange Diſtricter allerede nu beklageligviis ringe Lyſt til at tage faſt Tjeneſte. Vægtige ſom disſe Indvendinger efter Commisſionens Minoritets Formening ere, danne de dog ikke den væſentligſte Betænkelighed ved at indgaae paa Forſlag af den omhandlede Art. Det er ikke paa Forhaand, og forinden man ſeer et i Detaillen udarbeidet Forſlag, let at dømme om, hvorvidt practiſke Vanſkeligheder, ſom de ovenfor udviklede, kunne lade ſig overvinde. Men det følger af Minoritetens hele Opfatning, at den antager disſe Forſlag og iſær det ſidſtnævnte for at lide af en Feil, ſom aldrig kan fjernes, nemlig en Feil i ſelve Principet, hvorpaa de ere byggede. Staten bør formeentlig ikke paatage ſig et ſaadant Formynderſkab for den mindre oplyſte, men dog ſom myndig anerkjendte Perſon. Maa det erkjendes, at en heel Samfundsclasſe mangler den fornødne Intelligents til at beſtyre Anliggender, der ialfald umiddelbart ere dens egne i ſaa høi Grad, ſom Tilfældet er med Raadigheden over hvad den ſelv erhverver ved ſit Arbeide, bør det Offentlige ikke berøve den denne Raadighed enten i det Hele eller for en Deel, men ſørge for at bibringe den, hvad den ſavner, nemlig den fornødne Oplysning, og at vælge den modſatte Vei maa visſelig lede til alvorlige Ulemper. Grunden, hvorfor man overlader voxne Menneſker i Almindelighed eller en af ſaadanne beſtaaende Samfundsclasſe fri Raadighed over deres perſonlige og økonomiſke Anliggender, ligger ikke alene i Sandſynligheden for, at de i Regelen ſelv bedſt ville beſørge dem, men ogſaa i den Betragtning, at det er gjennem den ſelvſtændige Virkſomhed, ſom udfordres hertil, de bedſt og hurtigſt i enhver Retning ville udvikle deres aandelige Kraft. Naar Arbeideren ſelv ſparer, ſaa er det Reſultat af en Selvfornægtelſe og en Omtanke for Fremtiden, ſom ogſaa i andre Retninger ville bære Frugter baade før ham ſelv og Samfundet i det Hele. At den uoplyſte Arbeider ikke oftere lægger disſe Egenſkaber for Dagen, er fordi han er ſløv for mange af de Paavirkninger, ſom med ſaa ſtor Magt gjør ſig gjældende hos den dannede Clasſe, og ſaameget deſto mere magtpaaliggende er det ikke at ſvække de Sporer til ved egne Anſtrængelſer at forbedre ſin Stilling, ſom Arbeideren drives af. Men dette vilde man netop gjøre ved gjennem offentlige Foranſtaltninger at tvinge ham til at ſpare. Førſt og fremſt vilde heraf efter al Sandſynlighed blive Følgen, at den Lyſt til ſelv at ſpare, ſom dog i nogen Grad forefindes hos Arbeideren, vilde forſvinde, og dernæſt maatte det befrygtes, at den Capital, ſom det Offentlige beſørgede opſparet for de ugifte Arbeidere, uden at deres egen fri Villie deri havde nogen Deel, i Virkeligheden kun lidet vilde komme dem tilgode, idet det er at forudſee, at den lettelig vilde bevirke en forøget Concurrence om Huusmandspladſene, og at der for ſamme kom til at erlægges Indfæſtningsſum, eller i Egne, hvor ſaadan er ſædvanlig, at den blev beſtemt til et høiere Beløb, end det, hvortil den nu faſtſættes. I ſaa Tilfælde vilde Arbeidernes Kaar ikke engang tilſyneladende være forbedrede, og Udſigten for dem til at komme i en ſorgfriere Stilling ſaameget mindre, ſom deres Sands for uden ydre Tvang at ſpare maatte være ſløvet. Overhovedet kan der efter Minoritetens Formening ikke nokſom lægges Vægt paa den Sætning, at enhver ſand og gjennemgribende Forbedring i Arbeidsſtandens økonomiſke Stilling nærmeſt maa fremgaae af dens egen paa en høiere moralſk og intellectuel Kraft ſtøttede fri Virkſomhed. Førſt hvad den i Kampen, ikke med de øvrige Samfundsclasſer, men med Ukyndigheden og Sløvheden har tilegnet ſig, bliver dens ſande Eiendom, ſom ikke ſenere kan berøves den.

Imidlertid er Commisſionens Minoritet ingenlunde blind for, at Samfundets Beſtræbelſer for at hæve Arbeidsclasſen og Huusmandsſtanden kunne underſtøttes gjennem represſive Foranſtaltninger af et pasſende Slags. Den har allerede forhen ytret, at den anſeer det for at være Samfundets Pligt at ſørge for, at Fattigunderſtøttelſen meddeles paa en Maade, ſom ikke medfører Fare for Arbeidsclasſens Demoraliſation, og kan ikke dølge for ſig ſelv, at den nærværende Fremgangsmaade ved Fattigforſørgelſen faſt overalt paa Landet kan have, og høiſt ſandſynlig paa mange Steder allerede har havt, ſkadelig Virkning i denne Henſeende. Den ſtedſe ſtigende Humanitetsfølelſe og Sands for borgerlig Orden bevirker, at Fattigbeſtyrelſen er langt mere rundhaandet med ſin Underſtøttelſe, end den forhen har været. Arbeideren veed dette, og regner, naar hans Trang til at tilfredsſtille ſine Tilbøieligheder kommer i Strid med hans Evne dertil, lettelig herpaa, idet det Individ, hvis Æresfølelſe eller hvis Herredømme over ſig ſelv ikke er ſaameget deſto ſtørre, aabenbart har meget mindre Opfordring til at undlade at ſtifte Familie eller ſætte ſig i Gjeld, naar han veed, at det Offentlige ikke vil lade ham, hans Huſtru eller Børn ſulte ihjel eller engang lide nogen høi Grad af Mangel. Derfor klages der ogſaa, ſom af Commisſionens Pluralitet allerede anført, fra ſaamange Kanter over, at Antallet af letſindigen indgaaede Ægteſkaber tiltage og at Fattigvæſenets Udgifter aarligen ſtige. Det kan ikke lægges Fattigbeſtyrelſen tillaſt, at den med ſtørre Beredvillighed yder den Trængende Underſtøttelſe; dens Medborgere vilde bebreide den det ſom oprørende Haardhed, om den lod endog den Brødefulde og Letſindige eller hans Børn ſavne Livets førſte Fornødenheder, og den har derfor intet andet Valg end, enten at underſtøtte ſaadanne Perſoner, eller at lade dem overtræde Loven ved at tilbetle ſig af ſin Næſtes Barmhjertighed, hvad der i ſaadanne Tilfælde ſjelden bliver dem nægtet, og den mere udviklede Sands for borgerlig Orden medfører, at Fattigcommisſionen her vælger det førſte Alternativ. Det er ikke Commisſionens Minoritets Mening, at det ſkulde være ønſkeligt, at den offentlige eller private Godgjørenhed tildeelte den Trængende ſin Skjærv med et knappere Maal; men den antager, at det offentlige Fattigvæſen kan yde Underſtøttelſen paa en Maade, ſom indeholder langt mindre Friſtelſe for Arbeideren til at henvende ſig til Fattigvæſenet og langt ſtørre Opfordring til at indrette ſig ſaaledes, at han i det Længſte kan finde ſit Ophold ved egne Anſtrængelſer. Det her omhandlede Onde har ligeſaavel exiſteret i andre Lande ſom her, og overalt har man fundet, at næſt Udbredelſen af en ſtørre Oplysning og Moralitet, har det virkſomſte Middel derimod været Oprettelſen af Arbeidshuſe i Forbindelſe med ſtreng Opretholdelſe af den Regel, at der ikke maa tilſtaaes den arbeidsføre Trængende Underſtøttelſe i hans Hjem, men kun i Arbeidshuſet. Det vil ſees, at hvad der her omhandles, ikke er Oprettelſen af Arbeidshuſe for at ſkaffe den Arbeidsløſe Sysſelſættelſe, — mod hvilken Foranſtaltning Commisſionens Minoritet forhen har udtalt ſig, — thi disſe maae for at ſvare til Henſigten være lønnende, — men det er Arbeidshuſe, hvis Hovedhenſigt er at give Underſtøttelſe i en Form, ſom gjør Arbeideren utilbøielig til at modtage den, naar ikke virkelig Nød tvinger ham dertil, og derfor er det ikke alene Iſtandbringelſen af ſaadanne Indretninger, men ogſaa ſaavidt muligt en ſtreng Overholdelſe af den omhandlede Regel ikke at give den arbeidsføre Fattige Biſtand uden ved at optage ham i Arbeidshuſet, ſom paafordres. Thi naar en ſaadan Indretning beſtyres henſigtsmæsſigen, ſaa vil den efterladne, uordentlige og dovne Arbeider, ſom forhen har foretrukket at aftrygle Fattigvæſenet ſaameget, at han har kunnet leve uden at arbeide mere, end det faldt ham beleiligt, blive meget tilbøieligere til at anſtrænge ſig for ſelv at fortjene ſit Brød, iſtedetfor at gaae ind i Arbeidshuſet, hvor han ſkilles fra Huſtru og Børn og tvinges til Orden, Reenlighed og muligens vedholdende Arbeide. Og førſt naar en Trængende undſlaaet ſig for at modtage Underſtøttelſe i denne Form, kan Fattigbeſtyrelſen og den Private, hvem han anraaber om Hjælp, med frelſt Samvittighed lade ham gaae ſin Skjæbne imøde. Commisſionens Minoritet er imidlertid opmærkſom paa, at de locale Forholde i mange af dette Lands Diſtricter vilde lægge Oprettelſen af Arbeidshuſe overmaade ſtore Hindringer i Veien, og at i endda flere Opretholdelſen af den omhandlede Regel vilde blive noget nær en Umulighed, deels paa Grund af det ſtore Areal, hvorover Befolkningen er ſpredt, deels paa Grund af det eiendommelige Forhold, hvori den norſke Huusmand ſtaaer til ſin Huusbond. Ikke deſtomindre troer man dog, at Oprettelſen af Arbeidshuſe i Forbindelſe med en tilnærmelſesviis nøiagtig Iagttagelſe af den nævnte Regel paa mange Steder baade vilde være iværkſættelig og nyttig, i det man dog kunde nægte at underſtøtte arbeidsføre Fattige, ſom ikke ſtaae i faſt Forhold til nogen Huusbond, i deres Hjem, naar de ikke vilde gaae ind i Arbeidshuſet, og det er unægtelig denne Deel af Arbeidsſtanden, ſom er meeſt udſat for at paavirkes demoraliſerende af den nu ſtedfindende Fattigunderſtøttelſe, deels troer man, at det ialfald maatte være muligt gjennem andre i Principet med Arbeidshuusindretningen beſlægtede Midler at ſørge for, at den arbeidsføre Trængende maatte tilkjøbe ſig Fattigunderſtøttelſen med Anſtrængelſer, ſom gjorde ham utilbøielig til at ty til Fattigvæſenets Hjælp, ſaalænge han paa nogen Maade kunde underholde ſig ſelv. Men Commisſionens Minoritet antager i Overeensſtemmelſe med Erfaringen ſaavel i vort eget Land, ſom i andre Lande, at der er liden Udſigt til at faae Arbeidshuſe oprettede eller nogenlunde omfattende planmæsſige Foranſtaltninger trufne til henſigtsmæsſig Underſtøttelſe af arbeidsføre Trængende, ſaalænge ſom Fattigdiſtricterne ere ſaa ſmaae ſom Tilfældet nu er, og der ingen overordnet Autoritet gives, der kan paalægge flere af dem at forene ſig om ſaadanne Foretagender, og paaſee at ikke manglende Opmærkſomhed paa det her omhandlede Onde ſkal bevirke det ringeagtet, eller at ikke Frygt for at paatage ſig en øieblikkelig Udgift ſkal medføre en uforholdsmæsſig ſtor, men ved Anſtrængelſe i rette Tid afvendelig Byrde for kommende Slægter. Commisſionens Minoritet betragter det derfor ſom en Opgave for Lovgivningen at foretage Forandringer i Fattigvæſenets Organiſation, ſom kunne ſikre en ſtørre Kraft og Forudſeenhed i denne vigtige Deel af Adminiſtrationen.

De anſtillede Betragtninger lede viſtnok ſamtlige til den Erkjendelſe, at der ved en Reviſion af den ſpecielt Huusmændene vedkommende Lovgivning kun Lidet lader ſig udrette til Forbedring af Huusmændenes Kaar, og at der ſaavel af denne Grund, ſom overhovedet i og for ſig neppe ſkulde ſynes at være ſærdeles Anledning til nu at tage hiin Lovgivning under Reviſion fremfor nogen anden Deel af Lovgivningen.

Denne Formening findes ogſaa udtalt i en ſtor Deel af de indkomne Betænkninger, og det fra de forſkjelligſte Egne af Landet; ja det bør maaſkee heller ikke lades ubemærket, at Mænd, der ſom til Exempel Paſtorerne Caſtberg (i Sandeherred) og F. Ingjer (i Ramnæs), ſamt Sorenſkriver Feyer (i Jæderen og Dalerne), viſe ſig at have omfattet og behandlet Gjenſtanden med ſærdeles Varme og Grundighed, ere komne til en benægtende Beſvarelſe af Spørgsmaalet om, hvorvidt Noget ihenſeende til Huusmandslovgivningen bør foretages. Det er ogſaa en væſentlig og af Mange udhævet Betragtning, at Huusmandslovgivningen ikke lader ſig behandle uden i Forbindelſe med den Lovgivning, ſom vedrører Arbeidsclasſen i Almindelighed og Tyende- og Løsgjænger-Lovgivningen i Særdeleshed, ſamt at man, ved iſoleret at behandle Lovgivningen om Huusmænd, iſær forſaavidt de derunder vakte Spørgsmaale væſentlig ville være af almindelig pauperiſtiſk Art, udſætter ſig for, ved eenſidigen at fremhæve Huusmændenes Interesſer, at paadrage ſig Beſkyldning for Tilſideſættelſe af Henſyn til andre Clasſer, hvis Kaar i ligeſaa høi Grad, ſom Huusmændenes, kunde tiltrænge Lovgiverens Opmærkſomhed, hvorhen til Exempel ogſaa de ſmaae Grundbeſiddere paa Landet, hvilke maae ſøge deres Erhverv væſentlig paa ſamme Maade ſom Huusmanden, unægtelig maae henregnes.

Det er ogſaa paa flere Steder i de indkomne Betænkninger viſtnok ikke uden Føie bleven udhævet, at aldenſtund det maa erkjendes, ſaavel paa den ene Side hvor forældet hele vor Landboeret er, og hvormeget nye og tidsſvarende Lovbeſtemmelſer i denne Materie udkræves, ſom paa den anden Side i hvilken aldeles væſentlig Forbindelſe Huusmandsvæſenet ſtaaer med Jordbruget i de fleſte Dele af Riget, maatte det ſynes mindre henſigtsmæsſigt at foretage nogen Reviſion af Huusmandslovgivningen uden i Forbindelſe med Landboerettens almindelige Reviſion.

Naar Commisſionen, uagtet alt det forhen Anførte, ikke desmindre har troet at Noget fra Lovgivningens Side nu med Henſyn til Huusmandsvæſenet kunde blive at foretage, ſaa er den hertil bleven ledet ved følgende Betragtninger.

De Huusmænd og Huusmandsvæſenet vedkommende Beſtemmelſer findes ſom forberørt adſpredte i forſkjellige Dele af Lovgivningen, og de væſentligſte af dem ere, klarligen paa Grund af Concipienternes Mangel paa Bekjendtſkab med og Overſigt over de virkelige Forhold, tildeels affattede uden indre Sammenhæng ſamt vanſkelig at forſtaae og anvende, og tildeels i ſig ſelv lidet henſigtsmæsſige. At ſamle Beſtemmelſerne vedkommende Huusmandsvæſenet til et klart og let overſkueligt Heelt, maatte ſaaledes viſtnok allerede betragtes ſom et legislativt Fremſkridt. Men herunder vilde Lovgiveren tillige have Anledning til ved forſkjellige Beſtemmelſer deels nærmere og nøiagtigere at faſtſætte Huusmandens juridiſke Begreb og det almindelige retlige Forhold mellem ham og Grundeieren, deels indirecte at virke til billigere Vilkaars Erholdelſe for Huusmændene, deels endelig ligefrem yderligere at lette de disſe for Tiden paahvilende, om end ikke betydelige Byrder. At udſætte enhver partiel Bearbeidelſe af en enkelt Deel af Lovgivningen til at foretages i Forbindelſe med mere omfattende Lovreviſioner, er en Grundſætning, der formeentlig altfor ofte vilde ſtandſe nødvendige Lovforbedringer; og forſaavidt Lovgivningen om Huusmænd maa erkjendes i visſe Henſeender at ſtaae i en ſaadan organiſk Forbindelſe med andre Dele af Lovgivningen, navnligen til Exempel angaaende Arbeidsclasſen i Landdiſtricterne i Almindelighed, at det var umuligt at ſamle og modificere Huusmandslovgivningen uden tillige at modificere de berørte andre Dele af Lovgivningen, har Commisſionen ikke undladt tillige at bringe i Forſlag de formeentlig fornødne Forandringer heri.

Den Ubeſtemthed, Navnet og Begrebet Huusmand hidtil i Lovgivningen ſom i daglig Tale har været underkaſtet, og hvoraf oftere Vanſkeligheder opſtaae, har Commisſionen antaget at burde afhjælpes ved den nye Lov. Hvad der i denne Henſeende burde anſees for det Væſentlige i Huusmandens Begreb, er viſtnok tvivlſomt; men Commisſionen formener, at man ikke kan vinde nogen Beſtemthed i Begrebet, uden ved at holde ſig til Arbeidspligten ſom det Væſentlige ved Huusmanden. Det er igjennem Huusmandens Arbeidspligt til Grundeieren, Huusmandsforholdet har ſin egentlige Betydning; og at den conventionelle Sprogbrug ogſaa tillægger den, ſom leier en Plads uden Arbeidspligt, Navn af Huusmand, bør formeentlig ikke være iveien for at give det juridiſke Begreb af Huusmand den Indſkrænkning, der ene ſikret Begrebet den fornødne Holdning.

Commisſionen kan ikke andet end bifalde den gjældende Lovgivnings Grundſætning at befordre Huusmandscontracters Oprettelſe i ſkriftlig Form. Derimod kan Commisſionen ingenlunde billige det Middel, hvorved Lovgiveren i Forordningen af 29de Juni 1792 har ſøgt at fremtvinge Huusmandscontracternes Skriftlighed. At Grundeieren for Undladelſen af ſkriftlig Contracts Meddelelſe ſkal anſees at have leiet Huusmanden den Plads, hvorpaa denne i nok ſaa kort Tid har ſiddet, for Mands og Kones Levetid, er aabenbar en altfor haard Straf for hvad der hyppig kun er Følge af Uvidenhed om Loven, Mangel paa Eftertanke eller endog ſlethen altfor god Troe til Næſten. Den anførte Lovbeſtemmelſe kan, naar den kommer til Anvendelſe, ikke Andet end fremkalde og nære Mistroe og Had mellem Jorddrotter og Huusmænd; og forſaavidt den i Virkeligheden ikke ſjelden benyttes af den ſlue Huusmand til at beſnære den godtroende Jorddrot, blive herved, formeentlig uden nogen af ſelve Sagen paakaldt Nødvendighed, Lovgivningens Beſtemmelſer nedværdigede til den laveſte Egennyttes og Underfundigheds Redſkaber. Commisſionen har derfor troet, at man burde indſkrænke den for Jorddrotten af den ſkriftlige Forms Undladelſe flydende Følge til hvad der formeentlig endda maatte indeholde tilſtrækkeligt Motiv for ham til at oprette Contracten ſkriftlig, at nemlig Huusmanden, der havde ſiddet paa Pladſen i fire Maaneder uden ſkriftlig Contract, derved vandt Ret til at beholde Pladſen i eet Aar udover den Tid, han ellers havde maattet vige efter Opſigelſe. Naar herhos, ſom ſiden nærmere ſkal omtales, Contractens Skriftlighed betinger Gyldigheden af enhver Forening om Vilkaar, ſom ſtaae i Strid med hvad Lovgivningen beſtemmer at ſkulle gjælde for det Tilfælde, at ingen modſat Forening er truffen, formenes al fornøden Opfordring fra Lovgivningens Side at være givet Huusbond og Huusmand til at oprette deres indbyrdes Contract i ſkriftlig Form. I de Tilfælde hvori Varigheden af Huusmandens Beſiddelſesret ikke er gjort afhængig af Opſigelſe, vil desuden den da indtrædende Nødvendighed af Contractens Thinglæsning formeentlig i og for ſig være tilſtrækkelig til at bevirke dens Skriftlighed.

Commisſionen antager nemlig at forſaavidt Contracten ei ſimpelthen lyder paa Huusmandens Fravigelſe efter Opſigelſe, bør Contracten ei alene oprettes i ſkriflig Form, men ogſaa thinglæſes. Ligeſom nemlig den Tvivl, den gjældende Lovgivning efterlader ihenſeende til Huusmandens Ret til Pladſens Beſiddelſe i Tilfælde af Strid med Andres over Eiendommen erhvervede reelle Rettigheder, antages at burde hæves ved en ny Lov, ſaaledes formenes Spørgsmaalet ogſaa at burde til Eiendomsforholdenes Betryggelſe afgjøres overeensſtemmende med vort Thinglæsningsvæſens almindelige Grundſætninger. Det er viſtnok Huusmanden, Thinglæsningens Forſømmelſe i Tilfælde af nysberørte Strid vil komme til at gaae ud over; men den Fare, Huusmanden herved ſkulde kunne ſtaae med Henſyn til Berøvelſen af ſin Ret, er ſikkerlig temmelig fjern, aldenſtund den nye Lov tydeligen opfordrer ham til at iagttage Thinglysningen, og Betalingen for denne, ligeſom for Contractens Forfattelſe, faſtſættes ſaa billig, at Betalingen ikke lægger ham nogen Hindring iveien for at ſikre ſig ſin Ret. Commisſionen troer, at dette vil opnaaes ved de nedenfor desangaaende foreſlaaede Beſtemmelſer. Ligeſom formeentlig allerede ifølge den beſtaaende Lovgivning (jfr. Forordningen af 4de December 1795) Regler, lig de anførte, ville anſees gjældende for Thinglæsning af Contracter, afſluttede mellem Grundeiere og Rydningsmænd, hvilke ikke ere at anſee ſom Huusmænd, ſaaledes antages de ſamme Beſtemmelſer ogſaa udtrykkelig at burde erklæres gjældende for Leie af blotte Huustomter, om end dermed ingen Arbeidspligt er forbunden. I Forbindelſe hermed antages ogſaa Lovgivningens Uklarhed (ſee Forordningen af 29de April 1752 § 4 i Slutningen) ihenſeende til Forſtaaelſen af Foreninger om Leie af Huustomter at burde hæves, og det overeensſtemmende med Sagens Natur formeentlig i den Retning at Huustomten anſees leiet for beſtandig ſaafremt angaaende Leiens Varighed Intet udtrykkelig er bleven ſtipuleret.

Hvad angaaer Faſtſættelſen af ſelve Vilkaarene eller de gjenſidige Pligter og Rettigheder imellem Huusbond og Huusmand, erkjender Commisſionen, ſom tilforn anført, at Lovgivningen ei bør befatte ſig med at binde Hænderne paa Contrahenterne, men i denne Henſeende bør lade dem fuld Frihed. Forſaavidt navnligen det Samme antages med Henſyn til Foreningen om Forholdets Varighed og Opſigelſesfriſten, tilføies her yderligere, at i de Egne af Landet, hvor de ſtørre Jordbrug findes, og hvor en mere udvidet og rationel Drift af Jordbrugene er begyndt, ere Livsfæſtecontracter med Huusmænd fordetmeſte allerede opgivne ſom uhenſigtsmæsſige, og ſelv i de Egne af Landet, hvor Livsfæſte i Huusmandscontracter endnu er det Sædvanlige, vilde et Lovbud, der forbød at fravige Livsfæſte, upaatvivlelig ved ſin Vilkaarlighed vække Uvillie og ſkade det gode Forhold imellem Huusbond og Huusmand. Commisſionens Pluralitet antager endogſaa, at den forberørte Beſtemmelſe i den gjældende Lovgivning hvorefter Pladſe til Rydning i Udmarken ikke kunne fæſtes uden paa Huusmandens og Kones Levetid, bør ophæves. Bortſeet fra den i mange Tilfælde ſtedfindende Vanſkelighed deels ved at ſkjelne mellem Indmark og Udmark, til hvilken Forſkjel ellers Beſtemmelſens Anvendelſe ſlutter ſig deels ved at afgjøre hvor ſtor en Deel af Pladſen der maa være uopryddet for at Pladſen ſkal blive at behandle ſom Rydningsplads, formenes det naturligſt og henſigtsmæsſigſt at overlade til den, der ønſker at erholde en Rydningsplads fæſtet, ſelv at afgjøre, hvorvidt og paa hvilke Betingelſer han finder ſig tjent med at modtage Pladſen paa Aaremaal, iſtedetfor ved en vilkaarlig Beſtemmelſe, ſaaledes ſom i den gjældende Lovgivning maaſkee at ſpærre ham aldeles Adgangen til at erholde nogen Rydningsplads fæſtet. Commisſionens Pluralitet vil ſaaledes foreſtaae det i Forordningen af 29de April 1752 § 4 indeholdte Lovbud ophævet. Aldenſtund det imidlertid maa erkjendes for at være det Naturlige, at naar en Plads overlades til Rydning, den overlades for et længere Tidsrum, og forſaavidt der ved Ophævelſen af hiint Lovbud vilde, i Mangel af ſpeciel Overeenskomſt, ſavnes nogen legal Regel for Varigheden af den Rydningsmands Beſiddelſesret, der ikke har paataget ſig nogen Arbeidspligt, har Commisſionen med Henſyn til at det alene er Arbeidspligten, ſom begrunder det nærmere Forhold til Huusbonden og dennes deraf flydende Interesſe af let Adgang til at ſkille ſig ved Huusmanden, ikke taget i Betænkning at foreſlaae det beſtemt ved Lov, at i Mangel af anden udtrykkelig Overeenskomſt ſkal den ikke arbeidspligtige Rydningsmand anſees at have erholdt Fæſte for ſin og Huſtrus Levetid.

Commisſionens Minoritet, beſtaaende af Paſtor Besſeſen og Gaardbruger Valſtad, antager derimod, at der er overveiende Grund til i ſin Heelhed at bibeholde den i Faveur af Huusmændene i den nuværende Lovgivning opſtillede Grundſætning og henviſer i denne Henſeende til vedlagte disſenterende Votum.

Uagtet Commisſionen ſom anført antager, at Contractsfriheden ihenſeende til Huusmandscontracter ikke bør indſkrænkes, har den dog troet det henſigtsmæsſigt, at Loven opſtiller visſe Vilkaar, der ſkulle være gjældende i Forholdet mellem Huusbond og Huusmand for det Tilfælde, at disſe ikke udtrykkelig og ſkriftligen forenes om noget Modſat. Foruden at det i ſig ſelv er en billig Fordring til Loven, at denne under Contrahenternes Taushed dicteret de ſaakaldte naturlige Vilkaar i Forholdet, og at Contrahenterne følgelig i visſe Punkter trygt kunne henholde ſig til Loven, ſaaledes troer Commisſionen heller ikke at ſkuffe ſig ſelv i det Haab, at Lovgiveren, ved ſelv at opgive visſe Vilkaar ſom naturlige og de i ſig ſelv billigſte i et viſt Forhold, allerede herved vil udøve en væſentlig Indflydelſe herpaa og bevirke, at det i Regelen ordnes efter disſe Vilkaar, om det end ikke formenes Contrahenterne gyldigen at afvige derfra.

Som deslige declaratoriſke Lovbud har Commisſionen troet at burde foreſlaae forſkjellige Beſtemmelſer, ſom gaae ud paa deels at ſikre Huusmanden ſtadigen ſaamegen Frihed for Arbeidspligten til Huusbonden, at han kan faae Noget arbeidet for ſig ſelv og paa ſin Plads, ſamt Ret til i Forfalds- og Alderdoms-Tilfælde at lade ſit Pligtarbeide udføre ved Andre, i hvilket ſidſte Fald det i Lovens 3—21—7 indeholdte Forbud imod at indtage Inderſter, til Huusmandens Fordeel foreſlaaes modificeret, deels at anordne aarligt Regnſkabsopgjør mellem Huusmand og Huusbond inden en vis Tid og under en vis Tvang, at faſtſætte ſaavel de Betingelſer, under hvilke Huusmanden fortaber ſin contractmæsſige Ret til Pladſen, ſom den legale Opſigelſesfriſt imellem Huusbond og Huusmand, ſamt Fraflyttelſestiden for den Sidſte, ſamt endelig ogſaa hvad der ved Huusmandens Fraflytning ſkal gjælde ſaavel ihenſeende til Afføring ſom ihenſeende til Godtgjørelſe for Forbedringer paa Pladſen, eller, i Tilfælde af at Indfæſtningsſum er givet, ihenſeende til hvor ſtor en Deel af denne der efter Omſtændighederne bør tilbagebetales Huusmanden. Den foreſlaaede Beſtemmelſe om Godtgjørelſe for Forbedringer, der efter ſit Væſen nærmeſt vedkommer Rydningsmænd, har man ogſaa troet at Loven burde erklære gjældende uden Forſkjel for Enhver, ſom overtager en Plads til Rydning, om han endog, ſom den der ikke tillige har paataget ſig nogen Arbeidspligt, ikke maatte henhøre blandt egentlige Huusmænd; og ligeſaa har Commisſionen fundet det henſigtsmæsſigt, at der faſtſættes en udtrykkelig Regel angaaende hvorledes der ſkal forholdes med Udredelſen af den nysberørte, Huusmanden tilkommende Godtgjørelſe for Forbedringer, forſaavidt Gaarden, hvorunder vedkommende Huusmandsplads hører, bruges af nogen Anden end Eieren ſelv.

Specielt at fremſtille Grundene for de foreſlaaede Beſtemmelſer af ſidſtberørte declaratoriſke Art, anſeer Commisſionen mindre fornødent. Kun forſaavidt angaaer Beſtemmelſen af den legale Opſigelſesfriſt ſkulde Commisſionen ikke undlade at bemærke, at det vel, i Huusmandens Interesſe og for at han kunde gives betimelig Anledning til at ſøge ſig anden Plads eller Bolig, har været foreſlaaet at rykke Opſigelſesfriſten endnu længere tilbage i Aaret, end til Michaeli, ſaaledes ſom af Commisſionen foreſlaaet, nemlig endog lige til St. Hansdag; men Commisſionen har ingenlunde driſtet ſig til at foreſlaae nogen yderligere Forlængelſe af Opſigelſestiden, end ſom anført. Det er nokſom erkjendt, at naar Huusmanden er opſagt, er han i Regelen Huusbonden en langt mindre nyttig Arbeider, end tilforn, og Erfaringen har lært, hvormegen Skade Huusmanden efter Opſigelſen ofte har paaført Huusbonden, deels ved misligt Forhold med Skoven, deels i andre Maader, — Tab og Skade, hvorfor Huusbonden efter Tingens Natur ſaare vanſkelig har kunnet gjøre noget Anſvar gjældende. Yderligere, end foreſlaaet, at forlænge Opſigelſesfriſten, vilde ſaaledes formeentlig kun lede til, at Huusbonden i ſin Interesſe vilde i ethvert Tilfælde paaſee den legale Opſigelſesfriſt forandret.

Man tør imidlertid ikke dølge for ſig ſelv, at det ſikkert ofte vil forekomme, at de foreſlaaede declaratoriſke Beſtemmelſer i mange Tilfælde blive fravegne, idet Commisſionen heller ikke nægter, at dette hyppig vil kunne være i begge Parters Interesſe. Men paa den anden Side maa det indrømmes, at Fravigelſen af de foreſlaaede declaratoriſke Lovbud ogſaa kan være begrundet alene i den overlegne Stilling, ſom Huusbonden ifølge Forholdenes egen Magt under Afſlutningen af Contracter om Huusmandspladſer indtager ligeoverfor den, ſom ſøger ſaadanne tilleie, og at Huusmanden desuden, ſelv om den foreſlaaede Lov ikke ved Contracten bliver fravegen, kan blive i høi Grad forfordeelt, idet nemlig denne Lov ikke opſtiller nogen Beſtemmelſe, ſigtende til hans Betryggelſe, om hvor ſtore Pladſerne ſkulle være, om Afgiftens og Daglønnens Størrelſe, om at Huusmanden bør have Ret til Havnegang, Brændſel o. ſ. v. paa Huusbondens Eiendom. Skulde dette kun indtræffe i enkelte ſjeldnere Tilfælde, ſaa er det viſtnok haardt for vedkommende Huusmand, og er allerede et Onde, ſom Lovgivningen, forſaavidt det ſtaaer til den, og det kan ſkee uden at medføre overveiende Ulemper i anden Retning, bør ſøge at forebygge. Men ſkulde disſe Tilfælde for ſtørre Diſtricters Vedkommende blive Regel og ikke Undtagelſe, og ſkulde Ondet ſtige til den Grad, at Arbeidsfolk af ubetænkſom Lyſt til at komme i Beſiddelſe af Huusmandspladſe ofte paatage ſig Forpligtelſer, hvis Opfyldelſe ei levner vedkommende Huusmand, uagtet fuldkommen arbeidsfør, Tilſtrækkeligt til Livsophold for en ikke mere end almindeligt talrig Familie, ſaa bliver dette endnu betænkeligere og kan unægtelig medføre farlige Følger, ikke alene for den hele Arbeidsclasſe, men ogſaa for Samfundet i Almindelighed og navnlig for dets Repræſentant i disſe Forholde, Fattigvæſenet. Det maatte nemlig herved blive mere og mere hyppigt, at arbeidsføre Huusmænd bleve nødſagede til ſtadigen at ſøge Hjælp hos Fattigvæſenet, et Exempel der i ſaa Tilfælde upaatvivlelig vilde blive fulgt af den øvrige Arbeidsflok, der efter Tingenes Natur i Regelen maa beſinde ſig i en mindre god Stilling end Huusmændene. Det er bekjendt nok og behøver ikke her at udvikles, hvilken overordentlig ſkadelig Indflydelſe en ſaadan Udvikling af Forholdene maatte øve paa den hele Arbeiberſtand, ſom i ſaa Fald ſnart ganſke vilde tabe den Overbeviisning, at det væſentligen er en Mands eget Erhverv, der ſkal befri ham for Mangel og Nød, en Overbeviisning, ſom ingen Samfundsclasſe kan give Slip paa uden at tabe baade i moralſk og øconomiſk Kraft, men ſom dog Ingen mindre kan undvære end netop Arbeidsſtanden, der baade nærmeſt er udſat for at lide Mangel, og hvem det paa Grund af dens Talrighed er vanſkeligt at holde oppe. Det er ligeledes klart nok, hvilken betænkelig Forøgelſe af Fattigbyrderne eller Betleriet det vilde lede til, om Huusmandsclasſens Kaar forværredes paa den omhandlede Maade. Om end Commisſionen efter de den ihændekomne Oplysninger ikke tør ſige, at der i det Hele taget er umiddelbar Fare for et Onde ſom det ovenfor udviklede, ſaa maa den dog gjøre opmærkſom paa, deels at der fra de fleſte Steder ankes over, at enkelte Huusmænd undertrykkes, deels at Beſkrivelſen over Tilſtanden i mange Diſtricter ikke tillader, at man foreſtiller ſig en ſaadan Fare ſom liggende udenfor Mulighedens Grændſer. Commisſionens Pluralitet maatte derfor befrygte, at det vilde blive den bebreidet, at den ikke havde løſt ſin Opgave endog blot nogenlunde tilfredsſtillende, hvis den ikke enten vidſte at bringe i Forſlag Forebyggelſesmidler mod dette Onde, eller kunde godtgjøre Umuligheden af at udfinde ſaadanne. Commisſionen har ogſaa ſom Følge heraf efter Evne omhyggeligen overveiet, hvorvidt det ſkulde være muligt ved Lov at opſtille nogen Hindring mod et ſaadant Misbrug af Contractsfriheden uden at træde andre Billigheds og Retfærdigheds Henſyn for nær. Den har allerede forhen forklaret, at den ikke har kunnet overbeviſe ſig om Henſigtsmæsſigheden af diricte Indgreb i Contractsfriheden til dette Øiemeds Opnaaelſe. Heller ikke ſeer den ſig iſtand til at paapege nogen Udvei, hvorved man gjennem indirecte Paavirkning fuldkommen ſkulde kunne hindre det omhandlede Misbrug af Contractsfriheden. Imidlertid har Commisſionens Pluralitet dog troet at burde bringe i Forſlag en Beſtemmelſe, ſom, naar den anvendes paa en rigtig Maade, efter dens Formening uden ſynderlig Ulempe i anden Retning, i ikke ſaa ringe Grad vil kunne modvirke dette Misbrug, nemlig at Fattigcommisſionen ſkal have Ret til ved Udligningen af Fattigſkatten at ilægge den Huusbonde, ſom ved at paalægge ſin Huusmand uſædvanlig ſtrenge Forpligtelſer eller ved at gjøre Huusmandens Forpligtelſer gjældende mod ham paa en uſædvanlig haard Maade, udſætter Fattigvæſenet for forøgede Byrder, forhøiet Bidrag til Fattigvæſenet.

Commisſionens Pluralitet erkjender villigen Vægten af de Grunde, ſom have hindret dens Minoritet i at tiltræde dette Forſlag, men den har dog ikke kunnet finde dens Grunde overveiende.

Det er ſandt, at en ſaadan Beſtemmelſe ſom den af Commisſionens Pluralitet foreſlaaede danner et Slags Indgreb i Contractsfriheden. Det kan viſtnok herved bemærkes, at denne Frihed ikke er mere abſolut end alle andre, og at det er bekjendt nok, at den i mange Henſeender maa taale Modificationer; men det maa dog indrømmes, at Contractsfriheden er et ſaa væſentligt Princip i den menneſkelige Samfunds-Ordning, at den blotte Omſtændighed, at en Lov gjør Indgreb i ſamme i de fleſte Tilfælde vækker en Præſumtion mod dens Gavnlighed. Men de tilforn anførte Grunde imod Indgreb i Contractsfriheden kunne ikke gjælde i nærværende Tilfælde. Den indirecte Maade, hvorpaa den foreſlaaede Beſtemmelſe ſøger at ramme den Uretfærdighed, ſom ſkal forebygges, medfører, at Lovens Former ikke lettelig ville ſtille Hindringer iveien for dens Virkſomhed. Og hvad Beſtemmelſens materielle Retfærdighed angaaer, ſaa kan Commisſionens Pluralitet, hvis Loven bringes i Anvendelſe efter dens Henſigt, ikke anſee den tvivlſom. Det er den Betragtning, at myndige Mænd, der kun have ſig ſelv at ſtole paa, og ſit eget Tarv at tage Henſyn til, i Almindelighed ſelv bedſt forſtaae at bedømme, hvad der er dem tjenligt eller ikke, og at deres egen Interesſe vil lede dem til ei at indlade ſig i Overeenskomſter, hvorved de forfordeles, ſom danner Hovedargumentet for Contractsfrihedens Ukrænkelighed. Denne Betragtning har imidlertid ingen ubetinget Gyldighed, naar Parterne paavirkes af Henſyn, ſom ikke Tingenes egen naturlige Magt, men Statens kunſtige Syſtem paatvinger dem, og gjælder aldeles ikke, hvor det Tab, ſom ſvarer til en ved Overeenskomſten den ene Part indrømmet uforholdsmæsſig Fordeel, i væſentlig Grad gaaer ud, ikke over Medcontrahenten, men over en ved Overeenskomſten urepræſenteret Trediemand. Og dette er netop Tilfældet i de Forhold, for hvilke den af Commisſtonens Pluralitet foreſlaaede Beſtemmelſe er ſkreven. Thi naar en Mand indgaaet en Huusmandscontract, hvorved han paatager ſig Forpligtelſer, ſom ei levne ham det Tilſtrækkelige til en Families Underholdning, ſaa maa han enten betle eller ty til det offentlige Fattigvæſen, der, hvis det godtgjøres, at han virkelig befinder ſig i en ſaa trængende Stilling, maaſkee engang ikke har legal Adgang til at nægte ham Underſtøttelſe, og ialfald ikke uden de betænkeligſte Følger kan antage det Princip at unddrage ſaadanne Perſoner ſin Biſtand. Ved alle Overeenskomſter mellem Arbeidere og Driftsherrer, Huusmænd og Huusbønder ſom ſaadanne, er ſaaledes det offentlige Fattigvæſen, om ikke i Formen, ſaa dog i Virkeligheden Part; en af Contractsfrihedens væſentligſte Forudſætninger er ikke tilſtæde i dette Forhold, og det er derfor i Principet fuldkommen retfærdigt at give det offentlige Fattigvæſen nogen Adgang til at influere paa deslige Overeenskomſter. Det maa, forekommer det Commisſionens Pluralitet, tilſtaaes, at det en Huusbond i ſaadanne Tilfælde paalignede extraordinære Bidrag kun er ſimpel Refuſion for Udgifter, for hvilke han uretteligen har unddraget ſig, og ſom ikke burde komme Fattigvæſenet tillaſt. Det er viſtnok anført, at en Beſtemmelſe ſom den foreſlaaede vanſkelig kan blive iværkſat overeensſtemmende med ſin Henſigt, da den Myndighed, ſom den nedlægger hos Fattigcommisſionen, er altfor vilkaarlig, og da det er umuligt at finde nogen Maaleſtok for den Ubillighed, ſom ſærſkilt ſkal beſkattes. Dette kan imidlertid Commisſionens Pluralitet ikke erkjende. Det kommer nemlig, ſaaledes ſom den har tænkt ſig Beſtemmelſen affattet, ikke blot eller engang hovedſagelig an paa, om der i det givne Tilfælde falder Huusbonden nogen Ubillighed tillaſt; kan Huusmanden under ſædvanlige Omſtændigheder, — hvis han altſaa er en ſund og arbeidsſom Mand, hvis han ikke har en mere end almindeligt talrig Familie, hvis ikke ſæregne Ulykker overgaae ham, — ernære ſig og Familie uden at han falder Fattigvæſenet tilbyrde, og uden at det er overveiende Sandſynlighed for, at ſaadant vil indtræffe, ſaalænge han er arbeidsdygtig, ſaa indeholdes der, ſelv om Huusbonden maatte have foreſkrevet ham haarde Vilkaar, i den foreſlaaede Beſtemmelſe ingen Hjemmel til at paalægge Huusbonden extraordinær Afgift. Heller ikke findes ſaadan Hjemmel, hvis en Huusmand vel har maattet paakræve Fattigvæſenets Biſtand, men dette ikke er foraarſaget ved haard Behandling fra Huusbondens Side, men ved tilſtødende Uheld eller derved, at Huusmanden har en uſædvanlig talrig Familie at forſørge, eller ved ſlet Huusholdning. Loven vil kun blive anvendelig under følgende Betingelſer, nemlig naar Huusmanden har henvendt ſig til Fattigvæſenet for at erholde Underſtøttelſe og har erholdt ſaadan, eller han ikke har paakaldt den offentlige, men den private Goddædighed gjennem Betlerie, eller der er øienſynlig Fare for, at han ſnart maa gribe til en af Delene, men kun hidtil har undladt det, fordi han f. Ex. har erholdt Laan til ſin øieblikkelige Trangs Afhjælpelſe, ſamt dernæſt at Huusmandens Trang er foraarſaget derved, at Huusbonden har paabundet ham altfor ſtrenge Forpligtelſer i Forhold til de ham indrømmede Rettigheder. At Afgjørelſen af Spørgsmaalet om disſe Betingelſer kunne ſiges at være tilſtede, ſkulde være forbundet med ſtørre eller engang med ſaa ſtor Vilkaarlighed, ſom finder Sted i mange andre Tilfælde, hvor man er nødt til at ty til Skjøn af en eller anden Autoritet, kan man vel neppe ſige, og navnlig maa det paapeges, at det ei kan falde vanſkeligt at bedømme, om Huusmandens Forpligtelſer ere for byrdefulde i Forhold til hans Rettigheder, naar begge ere faſtſatte ved en almindelig bekjendt Contract, — hvilket vel ſom ofteſt vil indtræffe hvis nærværende Lovudkaſt antages, — og aldenſtund Huusmandscontracterne baade ere ſaa eensartede, ſom de almindelig pleie at være i ſamme Egn, og ſaa talrige, at man ei mangler Anledning til gjennem Sammenligning at udfinde, hvad ſædvanlig anſees ſom pasſende Vederlag i dette Forhold, en Maaleſtok, ſom neppe lettelig vil blive fravegen. Det indeholder nemlig upaatvivlelig en Garanti for, at Myndigheden til at iligne en extraordinær Forhøielſe af Fattigſkatten, ſom den omhandlede, ikke vil blive brugt uden i Tilfælde, hvor Misforholdet mellem Huusmandens Rettigheder og Forpligtelſer er ſærdeles ſkrigende, at den efter Forſlaget henlægges til en Autoritet, ſom Fattigcommisſionen, der i Regelen beſtaaer af Gaardbrugere, og ſom, hvis den forudſættes bevidſt eller ubevidſt at ledes af eenſidige Sympathier, naturligviis ſnarere maa være tilbøielig til at bringe Lovbudet i Anvendelſe med for ſtor Mildhed end med for ſtor Strenghed, idet dens Medlemmer, ved i et givet Tilfælde at characteriſere en Huusmands Forpligtelſer ſom altfor ſtrenge, afſkjære ſig ſelv, ſine Venner og Naboer Adgangen til at paabinde deres Huusmænd lignende.

Det er fremdeles indvendt, at et Lovbud ſom det heromhandlede, ſandſynligviis vil medføre Huusmandsclasſens Undergang, idet det maa antages, at Gaardbrugerne, for at unddrage ſig den Control fra Fattigvæſenets Side, ſom et ſaadant Lovbud medfører, vilde inddrage deres Huusmandspladſe. Denne Frygt deler imidlertid ikke Commisſionens Pluralitet. Saavidt vides er nemlig ikke en ſaadan Følge indtraadt paa de enkelte Steder f. Ex. Ringsaker, hvor Fattigcommisſtonen af egen Magtfuldkommenhed allerede nu har optaget den heromhandlede Regel iblandt ſine reglementariſke Beſtemmelſer og bragt den i Anvendelſe. Desuden antager Commisſionens Pluralitet, at den Driftsherre, ſom lægger an paa at drive ſit Landbrug eller øvrige øconomiſke Bedrift paa Landet paa den meeſt rationelle og indbringende Maade, ogſaa i Fremtiden i de fleſte Egne vil finde ſig bedſt tjent ved at holde Huusmænd iſtedetfor at ſkaffe ſig den fornødne Arbeidsſtyrke paa anden Maade. Dette maatte nemlig ſkee ved at fæſte flere Tjenere eller ved at leie Daglønnere. Men Folk af Arbeidsclasſen viſe allerede nu ikke ſynderlig Begjærlighed efter at erholde faſt Tjeneſte eller megen Ængſtelighed for at forlade en ſaadan Stilling. Det er tvertimod en meget hyppig Klage, at den Tjener, af hvem der kræves ſaa vedholdende og anſtrængt Arbeide, ſom en voxen Perſon baade kan præſtere og ſom det af Henſyn til Productionens Forøgelſe i det Hele er ønſkeligt, at der maa affordres ham, forlader ſin driftige Huusbond og ſøger Tjeneſte hos en Anden, der lader Alt gaae i den gamle Slendrian, og denne Ulempe vil neppe blive mindre følt, hvis Efterſpørgſelen efter Tjeneſtefolk paa Grund af Huusmandspladſernes Inddragning ſkulde blive endnu ſtørre. Og hvad angaaer Tænkeligheden af, at Daglønnere ſkulde kunne træde i Huusmændenes Sted, da er det vel neppe troligt, at nogen betydelig Deel af til fremmed Arbeidshjælp trængende Jordbrugere i et Land ſom vort, hvor den vigtigſte Deel af Markarbeidet træffer ind i Løbet af et Par Maaneder, ſkulde falde paa i den Grad at give ſin Næringsvei i Tilfældighedens Vold, ſom det vilde være at ſtole paa at erholde den tilſtrækkelige Arbeidsſtyrke i Aannetiderne ved at leie Daglønnere. Derfor erklære allerede nu mange af de Landmænd, ſom lægge meeſt Vind paa at forbedre deres Jordbrug, at Huusmænd, ſom behandles vel, og ſtaae i tilbørligt Afhængighedsforhold af deres Huusbønder, og for hvem det derfor er en Velfærdsſag at berøves deres Stilling, ere, om end de koſtbareſte, ſaa dog tillige de paalideligſte og meeſt medgjørlige Arbeidere. Det er paa Styrken af denne Betragtning, ſom Huusmandsſtandens fremtidige Exiſtence beroer; den vinder imidlertid aabenbar i Vægt ved det af Commisſionen foreſlaaede Lovudkaſt, forſaavidt ſom dette giver Huusbonden meget lettere Adgang, end han hidtil har havt, til at fjerne den Huusmand, med hvem han af en eller anden Grund er misfornøiet, og ſvækkes ingenlunde ved den af Commisſionens Pluralitet foreſlaade Myndigheds Overdragelſe til Fattigcommisſionen; thi den Huusbond, ſom lægger an paa ved god Behandling af ſine Huusmænd at ſkaffe ſig dygtige, flittige og redelige Arbeidere, har Intet at frygte af en ſaadan Myndigheds Udøvelſe.

At et Lovbud, der overdrager Fattigcommisſionen en Myndighed ſom den omhandlede, ſkulde indeholde en Erkjendelſe af Huusmandsclasſens Uformuenhed til at beſkytte lig ſelv og derfor ſkulde have en farlig Indflydelſe paa denne Clasſes Selvſtændighedsfølelſe, kan heller ikke Commisſionens Pluralitet indrømme. Det er nemlig ikke Huusmændene, men Fattigvæſenet, Lovbudet vil beſkytte, og ſelv om det maatte opfattes anderledes, ſaa indſees det ikke, at det kunde have nogen ſkadelig Indflydelſe paa Huusmandsclasſens moralſke Kraft, at man aabent erkjender, hvad der er vitterligt nok, nemlig at Huusmændene i enkelte og det ikke ſaa ganſke ſjeldne Tilfælde ere udſatte for Overgreb fra Huusbondens Side, Noget der desuden efter Tingenes egen Natur altid maa finde Sted. Den ſærlige moralſke Indflydelſe, ſom den poſitive Lovgivning i denne Henſeende øver, ligger egentlig i Fattiglovgivningens Beſtemmelſer om at arbeidsdygtige Folk, og altſaa ogſaa Huusmænd, i Trangstilfælde tilkomme offentlig Underſtøttelſe; dette Lovbud er man imidlertid vel tiltrods for de betænkelige Følger, det uomtvivſteligen kan have, nødt til at lade ſtaae.

Commisſionens Pluralitet antager ikke, at et Lovbud, ſom det her omhandlede hyppigen vil blive bragt i Anvendelſe. Men det kan vel neppe ſlaae feil, at det desuagtet vil have ſin ſtore Nytte, da Kundſkaben om, at den ved ſamme Fattigcommisſionen indrømmede Myndighed kan bringes i Udøvelſe mod ham, vil afholde den Enkelte, ſom maatte være tilbøielig til paa egennyttig Maade at benytte ſig af en Huusmandsfamilies øieblikkelige Forlegenhed for at faae Plads, fra at ſkaffe ſig Fordele paa denne Families eller Fattigvæſenets Bekoſtning. Lovbudet vil virke hæmmende paa den gradviſe Forhøielſe af Afgiften for Huusmandspladſe, ſom i ſenere Tid har fundet Sted, og overhovedet holde ſaavel Fattigcommisſionens ſom ſamtlige Gaardbrugeres Opmærkſomhed ſtadigen henvendt paa det Betænkelige og uretfærdige i at benytte ſig af Arbeidernes fri Concurrence om Boliger til en Forværrelſe af deres Kaar.

Hvis Beſtemmelſen antages i den af Commisſionens Pluralitet foreſlaaede Form, bliver den kun anvendelig, naar det af Huusmanden givne Vederlag ſtaaer i et Misforhold til de ham tilſtaaede Rettigheder, der udſætter Fattigvæſenet for deelviis at maatte overtage hans Forſørgelſe. Den bliver altſaa ikke anvendelig, naar de Huusmanden indrømmede Fordele ere ringe, men hans Forpligtelſer ligeledes ere ubetydelige, altſaa f. Ex. naar Huusmandens Plads vel er liden eller ſlet, eller der er nægtet ham Ret til Havnegang og Brændſel af Huusbonden, eller han har maattet give Slip paa den i Lovudkaſtet omhandlede Fridag eller andre Rettigheder, ſom enten ſædvanlig tilſtaaes ham, eller ſom Lovgivningen forudſætter at tilkomme ham, naar han kun paa Grund heraf nyder pasſende Nedſættelſe i ſin Afgift. Lovbudet bliver altſaa heller ikke anvendeligt, fordi en Jordeier indtager jordløſe Huusmænd, hvis han kun ikke betynger dem med ubillig Afgift eller andre overdrevne Byrder, heller ikke, hvis han fordriver en Huusmand, der gjør ſig ſkyldig i en Handling, ſom efter Lovudkaſtet eller den mellem dem oprettede Contracts Beſtemmelſer drager Fæſtets Fortabelſe til Følge, ſelv om ſaadant i det concrete Tilfælde kan ſynes haardt. Endnu mindre rammer Loven den Huusbond, ſom iſtedetfor at bortleie en ledig Plads, nedlægger den. Det kan ſaaledes viſtnok bemærkes, at Pluralitetens Forſlag langtfra ſtrækker til at afhjælpe alle Onder ved Huusmandsforholdet, og ſpørges, hvorfor den ikke er gaaet videre i den Retning, hvorpaa den her er ſlaaet ind. Commisſionens Pluralitet erkjender viſtnok, at Grundeierne kunne benytte ſig af ſine Rettigheder paa mange Maader, der ere ligeſaa fordærvelige for den arbeidende Klasſes Velvære og ligeſaa betyngende for det offentlige Fattigvæſen, ſom den i Lovudkaſtets omhandlede Paragraph nævnte Maade, og at det kunde være ønſkeligt nok at forebygge Misbrug i ſaa Henſeende. Den vover dog ikke til Opnaaelſe af denne Henſigt at foreſlaae nogen yderligere Udvidelſe af Fattigcommisſionens Myndighed til at iligne extraordinært Bidrag til Fattigvæſenet. Der er nemlig en gjennemgribende Forſkjel paa de i den af Pluraliteten foreſlaaede Beſtemmelſe omhandlede Tilfælde og de udenfor ſamme liggende. I hine beſtaaer nemlig det, ſom lægges Huusbonden tillaſt, deri, at han Fattigvæſenet til Skade betinger ſig Mere end han giver. Dertil bør man ikke lettelig indrømme en Mand Ret, hvis det er muligt at hindre det. I alle andre Tilfælde beſtaaer det for Fattigvæſenet Farlige deri, at en Eier enten ganſke nægter at fortſætte eller indlade ſig i et for Samfundet gavnligt Contractsforhold, eller kun vil indlade ſig i ſamme i en mindre Udſtrækning, end det maaſkee for Samfundet kan være ønſkeligt, og denne Frihed bør man lade ubeſkaaret. Dette er heller intet Brud paa Conſeqvenſen, thi der kan være fuld Føie til at overlade en Mand fuldkommen fri Raadighed til at beſtemme, hvorhvidt han enten ganſke vil undlade at indtræde i et viſt Retsforhold, eller til at afgjøre, i hvilken Udſtrækning han vil indlade ſig deri, medens man dog, forſaavidt han indtræder i ſamme, hindrer ham fra at gjøre ſig directe Fordele paa Andres Bekoſtning. Det flyder derfor ikke af den logiſke Sammenhængs Love, at man ſkal hindre en Huusbond i frit at beſtemme, hvorvidt han vil bortleie en Plads, eller hvor ſtor den Plads, han beſlutter at bortleie, ſkal være, fordi man indrømmer Fattigcommisſionen Ret til, forſaavidt han bortſætter Pladſen mod et uforholdsmæsſigt Vederlag, at paalægge ham at erſtatte Fattigvæſenet de Udgifter, han herved forvolder det. Ved Gjennemgaaelſen af de vigtigſte Tilfælde, ſom ikke gaae ind under den af Commisſionens Pluralitet foreſlaaede Paragraph, vil det ogſaa viſe ſig, deels at det i og for ſig vilde være mindre retfærdigt at udvide den derſteds opſtillede Beſtemmelſe til ſamme, deels at dette vilde være forbundet med overveiende practiſke Vanſkeligheder. Angaaaende Uhenſigtsmæsſigheden af at foreſkrive Grundeieren Størrelſen af de Pladſe, han kan bortleie, er tilforn talt. Heller ikke kan det være tilraadeligt paa den omhandlede indirecte Maade at ſøge at forebygge Misbrug af Huusbondens legale Ret til at fjerne ſin Huusmand. Thi medens Spørgsmaalet, om der exiſterer Misforhold mellem Huusmandens Rettigheder og Forpligtelſer, ſamt om hans Armod er foraarſaget derved, efter Pluralitetens Mening uden Vanſkelighed maa kunne bedømmes af Fattigcommisſionen, antager den, at Spørgsmaalet, om der har været Grund for Huusbonden til at fjerne ſin Huusmand, i den Grad maa bero paa Omſtændigheder, ſom ikke rettelig kunne opfattes uden af dem, der daglig ere Vidner til deres Samvær, at man ikke kan overlade Fattigcommisſionen Myndighed til at afgjøre det. Endnu mindre bør der blive Spørgsmaal om en ſaa voldſom Indſkrænkning af Eiendomsretten, ſom det vilde være at paaføre en Eier forøgede Byrder, fordi han inddrager en under hans Gaard beliggende Plads.

Idet Commisſionens Minoritet, Sorenſkriver Motzfeldt og Gaardbruger Lysgaard, erklærer ſig uenig i den forſlaaede Beſtemmelſe, hvorved Fattigcommisſionerne ſkulde bemyndiges til at iligne dem, der ved at foreſkrive ſine Huusmænd altfor ſtrenge Betingelſer udſætte Fattigvæſenet for forøgede Byrder, forhøiet Fattigforſørgelſesbidrag, tillader den ſig at bemærke Følgende.

Er man førſt enig om at det ikke gaaer an ved Lov ligefrem at foreſkrive de Betingelſer, hvorpaa Huusmænd ſkulle antages, formenes det at være en klar Inconſeqvence, at man ſøger ved indirecte Tvang at fremtvinge andre Betingelſer, end dem, hvorom Parterne ſelv ville forene ſig. Contractsfriheden bliver ad den indirecte Vei paa ſamme Maade indſkrænket, ſom ad den directe. Der er heri kun den Forſkjel, at Indſkrænkningen ad den directe Vei maa knyttes til beſtemte Puncter, medens den indirecte Indſkrænkning bliver af en almindlig og aldeles ubeſtemt Beſkaffenhed, da Vedkommende aldrig kunne vide, hvilke Vilkaar Fattigcommisſionen vil finde for godt at erklære altfor ſtrenge. Faren for Grundeiernes Misfornøielſe og den deraf følgende Inddragelſe af Huusmandspladſe bliver altſaa formeentlig ſaameget ſtørre ved den indirecte, end ved den directe Indſkrænkning i Contractsfriheden. Det ſidſte turde ogſaa forſaavidt med Føie paaſtaaes at ville blive Tilfældet, ſom Afgjørelſen af, hvorvidt Huusbonden er billig imod ſine Huusmænd, overlades til Fattigcommisſionens vilkaarlige Skjøn, og det er en gammel Sætning, at man hellere finder ſig i den Vilkaarlighed, Lovens egne Forſkrifter medføre, end i den Vilkaarlighed, Loven overdrager Ens Lige i det enkelte Tilfælde at gjøre gjældende.

Det er fremdeles, ſaavidt Minoriteten ſkjønner, ikke blot en i vor ſenere Lovgivning aldeles ukjendt Forholdsregel, men ogſaa en ſærdeles farlig Vei, hvorpaa det omhandlede Forſlag vilde føre Lovgiveren ind. Det tilhørte en forgangen Tid, at overdrage til den geiſtlige Cenſur og Straf at revſe ſom det hedder i Kong Chriſtian den Femtes Lov 2—9—8 “ubillig Fordeel i Kjøb og Salg, ulovlig Aager og Gjerrighed“, og Samfundets fremſkridende Udvikling har af ſig ſelv tilintetgjort hiin Cenſur; men nu, i det nittende Aarhundrede, ſkulde Fattigcommisſionerne overdrages en ligeartet vilkaarlig Cenſur? Al Skatteligning medfører i ſit Væſen Vilkaarlighed nok, og en legal Udvidelſe af vilkaarlige Henſyn ſom Grundlag for Ligningen vilde kun endnu yderligere forøge det i Ligningen liggende rige Tønder til Misnøie og gjenſidigt Had imellem Medborgere.

Conſeqvencen maatte derhos aabenbart lede til en lignende Cenſur og forhøiet Skattepaalægning ikke blot paa den Grundeier, ſom viſte en ſaakaldet Ubillighed ved at udſige ſine Huusmænd af deres Pladſe, men ogſaa i Anledning af ſaakaldet Ubillighed og Strenghed imod Ræſten, der gik i andre Retninger, men maatte erkjendes at medføre ſamme Følger, nemlig Fattigdommens og Fattigforſørgelſesbyrdens Forøgelſe, ſom t. Ex. Aagring og deslige. I Mangel af Grundſætningens Udvidelſe vilde Huusbonden, der undergik Cenſur for Behandlingen af ſin Huusmand, med ſtørſte Føie kunne beklage ſig over, at hans Naboe, ſom udſugede Ræſten langt mere, ei ligeſaaavel ſom han derfor paalagdes forhøiet Fattigforſørgelſesbidrag. Men hvilken Forſtyrrelſe i den borgerlige Samhandel et ſaadant almindeligt Syſtems Indførelſe paa den anden Side vilde medføre, hvilket utaaleligt Deſpotie Loven paa ſaadan Maade vilde hjemle Fattigcommisſionerne at udøve, dette tiltrænger formeentlig ingen Udvikling. Grundeierne vilde imidlertid upaatvivlelig ſøge at undgaae at underkaſte ſig Fattigcommisſionernes Cenſur, og den foreſlaaede Beſtemmelſe vil, efter al psychologiſk Beregning, lede til at Grundeierne undlade at fæſte Huusmænd, naar de paa nogen Maade kunne undvære dem.

Den foreſlaaede Beſtemmelſes Følge maatte i alle Fald blive den, at den forſigtige Huusbond, før han afſluttede nogen Huusmandscontract, foreſpurgte ſig hos Fattigcommisſionen angaaende hvorvidt Contracten vilde blive anſeet ſom altfor ſtreng. Fattigcommisſionen fik altſaa i ſin Magt det, ſom Lovgiveren ſelv ikke fandt det tjenligt at foreſkrive; og det troer man for Alvor, at Grundeierne i Tidens Længde vilde underkaſte ſig? Og hvilken Maaleſtok ſkulde her kunne lægges til Grund? Hvad er det, ſom under en almindelig Contractsfrihed beſtemmer hvad der er billigt eller ubilligt, uden ſelve Concurrencen, og ere ikke de enkelte Factorer, af hvis Sammenſtilling en Vares eller et Arbeides Gjennemſnitspriis udbringes, virkelige frie Overeenskomſter, ſaa giver jo hiin Sammenſtilling ſelv kun et falſkt og ſkuffende Reſultat.

Og hvad hjælper det, til Forſvar for den foreſlaaede Beſtemmelſe, at fremhæve ſom dennes væſentlige Øiemed, at den gaaer ud paa at paalægge Huusbonden at erſtatte Fattigforſørgelſen den Deel af hans Huusmænds Arbeidsløn, ſom han ved altfor ſtrenge Vilkaars Foreſkrivelſe kaſter over paa Fattigvæſenet? Ikke at tale om, at Beſtemmelſen ſkal have Virkning, om Huusmanden endog ikke i Virkeligheden falder Fattigvæſenet tillaſt, ſaa er det dog for det Førſte en i ſig ſelv høiſt beſynderlig og urimelig Forudſætning, at Huusbonden ved Huusmandens Antagelſe ſkulde ſpeculere paa at faae en Deel af ſine Arbeideres Lønning udredet af Fattigvæſenet.

Men endog dette uanſeet, hvorledes kan den Omſtændighed, at Huusbonden, iſtedetfor at inddrage eller undlade at beſætte Pladſen, har antaget Huusmanden og hos ſig ladet ham faae Levebrød, om end altfor knapt, give Fattigvæſenet en Ret til at holde ſig til Huusbonden for det Bidrag, det maatte yde Huusmanden, medens Fattigvæſenet havde maattet føde den arbeidsløſe Huusmand fuldtud, og ikke kunde have ſøgt Regres hos nogen Huusbond for Bidraget, i det Tilfælde, at Huusmanden ſlet ikke havde erholdt Anſættelſe eller Plads hos Nogen? Maatte ikke Fattigvæſenet, hvilket arbeidsløſe Huusmænd henſadde tillaſt, være Grundeierne taknemmelige for at disſe dog ſkaffede Fattigvæſenet nogen Lettelſe ved at Huusmændene erholdt en nok ſaa liden Arbeidsfortjeneſte hos dem, og vil man da, at Fattigvæſenet, til Tak for at Grundeierne ſaaledes gave ledige Huusmænd Arbeide, herpaa ſkulde iligne de ſamme Grundeiere forhøiet Fattigvæſensbidrag, fordi de ikke betalte Arbeidet høit nok? Og ſkede ikke dette, ſom vel heller ikke Fattigcommisſionerne vilde falde paa, ſaa behøvede jo Huusbønderne, for at undgaae det foreſlaaede Lovbuds Virkning kun at undlade at fæſte Huusmændene ſelv, og bie indtil Fattigvæſenet blev nødt til, for dog ſaavidt muligt at formindſke Fattigvæſenets Byrder, at tilbyde dem de arbeidsløſe Huusmænds Arbeide til enhver Priis.

Hvo indſeer desuden ikke, at forſaavidt Nogen ved den Trudſel, den foreſlaaede Beſtemmelſe indeholder, lader ſig beſtemme eller tvinge til at antage Huusmænd paa fordeelagtigere Vilkaar, end han ellers kunde eller vilde tilſtaae dem, maa han, ſom tilforn bemærket, betragtes ſom den, der allerede i Forſkjellen imellem det Vederlag, han giver for Arbeidet, og hvad han uafhængig af hiin Trudſel vilde have givet, bærer en forøget Fattigvæſensbyrde, kun i en ſæregen Form. Syſtemet viſer ſig ſaaledes ogſaa fra denne Side ſom det, der kun medfører en vilkaarlig Forandring i Fordelingen af Fattigforſørgelſesbyrden; men i ſelve Tingens Væſen er man derved ikke rykket det Maal, at formindſke Pauperismen, et Skridt nærmere, man har ikke paaviiſt et eneſte nyt Middel til virkeligt ſelvſtændigt Udkomme for Huusmandsklasſen, og iſtedetfor at hæve dennes Mod og Tillid til at hjælpe ſig ſelv, har man kun i Lov udtalt deres Umyndighed til at contrahere med Grundeierne.

Paa Grund af den under den nuværende Lovgivning, navnlig med Henſyn til Udtryksmaaden i Forordningen af 29de April 1752 § 3, beſtaaende Tvivl angaaende hvorvidt Huusmandsfolk henhøre under Huusbondens Huustugtsret, anſees det fornødent i en ny Lov angaaende Huusmandsvæſenet derom at indtage en Beſtemmelſe; og forſaavidt en almindelig Regel maatte gives, kunde Commisſionen ikke betænke ſig paa at foreſlaae Huustugten erklæret uanvendelig paa Huusmanden eller hans Huſtru.

Den Tvivl og de Vanſkeligheder, ſom efter den gjældende Lovgivning, og navnlig paa Grund af Beſtemmelſen i Lovens 3—14—1, finde Sted med Henſyn til Grundeierens Adgang til uden Lovmaal og Dom at fjerne en Huusmand fra Pladſen, formenes det at maatte være den ny Lovs Sag at hæve. Ingen bør kunne tiltrodſe ſig en Beſiddelſe og Brug af fremmed Eiendom, hvortil han aldeles ingen Hjemmel har, eller Beſiddelſen og Brugen udover den Tid, til hvilken han ſelv contractmæsſigen har forbundet ſig til at flytte. Samme Adgang formenes der ogſaa at burde tillægges Grundeieren til uden Proces og Vidtløftighed at kunne fjerne en Inderſt, ſom ſidder tilhuſe hos Huusmanden uden lovlig Hjemmel. At Udkaſtelſesforretningers Udførelſe i deslige Tilfælde overdrages til Lensmanden, formenes uden nogenſomhelſt Ulempe for Retsſikkerheden at kunne ſkee, og Omkoſtningerne blive derved formindſkede. Overeensſtemmende hermed har Commisſionen foreſlaaet Beſtemmelſer indtagne i Loven.

Da Huusmanden efter Tingens Natur og Lovgivningens Analogier ikke vilkaarligen kan overdrage ſin Plads til nogen Anden, anſees det ogſaa henſigtsmæsſigt, for at forekomme Forviklinger og Tviſt, i Loven at indtage en Beſtemmelſe om, at der i Huusmandens Beſiddelſesret ikke kan tages Udlæg for Gjeld.

Den gjældende Lovgivning indeholder ingen udtrykkelige Beſtemmelſer angaaaende Leilændingens Raadighed med Henſyn til Huusmænds Antagelſe, ſamt Huusmandspladſes Oprettelſe eller Nedlæggelſe. Til Betryggelſe for alle Vedkommende, navnligen ogſaa Huusmanden, foreſlaaer Commisſionen derfor en Beſtemmelſe, der i forberørte Henſeender indſkrænker Leilændingens Ret til at ſætte Huusmand for ſin og Enkes Beſiddelſestid. Den i Lov af 25de Auguſt 1848 med Henſyn til Huusmandspladſe paa civile og militære Embedsgaarde givne Forſkrift tillader Commisſionen ſig at foreſlaae udvidet til at gjælde for alt Jordegods, ſom er henlagt til Embeder eller Beſtillinger.

En udtrykkelig Regel maa ogſaa anſees fornøden for det Tilfælde, at Huusmanden eller hans Boe tilkommer Godtgjørelſe for Forbedringer paa en Plads, beliggende under en Eiendom, ſom bruges af en Anden end dens Eier. Sidſtnævnte maa i dette Fald viſtnok Godtgjørelſens Udredelſe paaligge, men forſaavidt tillige Eiendommens Bruger vinder ved Pladſens Forbedring, er det billigt, at han med en vis aarlig Qvotadeel, formeentlig rigtigſt i Lighed med den i Lov af 17de Auguſt 1821 §§ 2—4 indeholdte Forſkrift angaaende Udſkiftningsomkoſtningers Refuſion, igjen godtgjør Eieren Udlægget.

Loven bør formeentlig heller ikke undlade at afhjælpe Odelslovgivningens Ufuldſtændighed med Henſyn til hvilken Indflydelſe en Odelsmands Indløsning af hans Odelsgods har paa de paa dette ſiddende Huusmænds Beſiddelſesret. Commisſionen antager i denne Henſeende ikke at Loven bør ſlutte ſig til nogen af de vilkaarlige Diſtinctioner, Odelsloven af 26de Juni 1821 § 31 opſtiller, hvorimod til Betryggelſe for Huusmændene Odelsløsningen formenes at burde være disſe uvedkommende, undtagen forſaavidt de vare blevne antagne af Beſidderen, efterat allerede Løsningsſøgsmaalet var indledet. Faren for, at Odelsmanden herved ſkulde udſættes for nogen væſentlig Hindring i den fri Benyttelſe af Godſet ved dets Tiltrædelſe, er formeentlig altfor fjern til at kunne komme i nogen Betragtning imod Vigtigheden for Huusmanden ved Odelsløsningen ikke at blive forſtyrret i Beſiddelſen af ſin Plads.

I Sager imellem Huusmand og Huusbond formenes det, for at Huusmanden ſkal kunne værne om ſin Ret, at Loven ligefrem bør tilſtaae Huusmanden Fritagelſe for Gebyrer af hvilkenſomhelſt Art, ſaaledes at ogſaa Omkoſtningerne ved Aaſtedsbehandling, naar den forlanges af Huusmanden og Dommeren finder den fornøden, udredes af det Offentlige. At tilſtaae Huusmanden Ret til at forlange opnævnt Sagfører for ſig til Sagens Udførelſe, formenes lettelig at ville kunne forvolde det Offentlige altfor ſtore Omkoſtninger, medens Sagførers Benyttelſe paa Grund af den ifølge Lovgivningen Dommeren paaliggende Pligt tildeels at veilede den Almuesmand, ſom ſelv udfører ſin Sag, anſees mindre fornøden. Til Fordeel for Huusbonden at ſkjelne mellem deslige og andre Sager, hertil indſees der derimod ikke at være Grund, ſaameget mindre, ſom Sager af denne Art i ſig ſelv ofte angaae temmelig vanſkelige Spørgsmaale.

Nogen Beſtemmelſe angaaende Skifte og Deling af Huusmandsfolks Boer formener Commisſionen ikke at burde indtages i den heromhandlede Lov. Beſtemmelſerne desangaaende henhøre under en almindnlig Reviſion af Skiftelovgivningen, og medens Forſlag dertil findes indtaget i det af en anden naadigſt nedſat Commisſion udarbeidede Udkaſt til nye Lovbeſtemmelſer om Skiftevæſenet, formenes det ubetimeligt i nærværende Lovudkaſt at indtage Noget herom. Forſaavidt derhos de i denne Henſeende Huusmændene for Tiden tilſtaaede Begunſtigelſer allerede have beſtaaet i mere end et halvt Aarhundrede og ſaaledes maa anſees tilſtrækkelig bekjendte, formenes det ufornødent i den heromhandlede Lov at gjentage dem.

Ihenſeende til directe Paalæg erkjender Commisſionen, at Huusmandsklasſen tiltrænger yderligere Begunſtigelſe, end den gjældende Lovgivning tilſtaaer den. Saaledes anſees der ikke at være Grund til, ſom der er beſtemt i Veiloven af 28de Juli 1824 § 43, at paalægge Huusmændene nogen Andeel i Veivæſensbyrden. Det Huusmændene ifølge Lovens 2—12—7 og Lov af 14de Juni 1816 § 3 paaliggende Høſtdagsarbeide er ogſaa en for denne Klasſe uforholdsmæsſig ſtor Byrde. Lovbudet i 2—12—7 har ſædvanlig været givet den Fortolkning, der og nylig har erholdt Stadfæſtelſe af Rigets Høieſteret, at begge Egtefæller paa en Huusmandsplads have at præſtere en Høſtdag til Præſten; og Værdien heraf vil endog lettelig overſtige det Offer, der ydes af mindre Parceleiere i de Egne, hvor fra gammel Tid den i Offerſkjeppens Sted trædende Offerſau eller lignende Præſtation fordeles paa de forſkjellige Opſiddere under ſamme Matrikulnummer. Forſaavidt Arbeidet præſteres in natura, falder Byrden ogſaa aldeles uligelig paa Yderne, idet den Veilængde, der maa tilbagelægges for at komme frem til Præſtegaarden, kommer i væſentlig Betragtning.

Commisſionen formener derfor, at Huusmændenes Høſtdagspligt bør bortfalde. De mindre Præſtekald, hvis Indtægter herved ſkulde blive altfor ringe, antages der at være Anledning til at holde ſkadesløſe ved Tilſkud af det beneficerede Gods’s Midler.

Hvad der allerede for Øieblikket er Tilfældet, at nemlig Huusmænd ere frie for Deeltagelſe i Fattig- og Skolevæſenets Byrder, formener Commisſionen ogſaa at burde gjøres til almindelig Regel, ſaaledes at det kun bliver undtagelſesviis og forſaavidt Huusmanden kan ſkjønnes at være i en bedre Formuesforfatning, han ſkal kunne ilignes Bidrag til Fattig- eller Skolevæſenet. Den i Anordningen af 2den December 1741 Capitel V § 9 for Chriſtiania Stift indeholdte Forſkrift om Huusmænds aarlige Ydelſe af 8 ß til Fattigvæſenet vil ſaaledes bortfalde.

Forſaavidt Huusmændene deeltage (ſee den trykte Betænkning o. ſ. v. udarbeidet af den under 13de November 1813 angaaende Geiſtlighedens Lønning naadigſt nedſatte Commisſion pag. 65—7) i Ydelſe af Klokkertolden, der væſentlig maa anſees ſom en Deel af Skoleſkatten, formenes de ogſaa at burde fritages for denne Byrde.

Derimod finder Commisſionen, at det vilde være betænkeligt at løſe Huusmændene fra enhver Forpligtelſe til at yde Noget til Kirken og Præſten. Den Huusmændene, ſkjønt ei ubetinget (jvnfr Forordningen af 13de Auguſt 1734 § 10), paahvilende Afgift til Kirken er og ſaa ubetydelig, at der ikke ſkjønnes at være Grund til i Beſtemmelſerne desangaaende at foretage nogen Forandring. Hvad Offeret angaaer vil det erindres, at for reſiderende Capellaners Vedkommende (dog Chriſtianſands Stift herfra undtaget) er Offeret lovbeſtemt, nemlig 12 ß om Aaret af mandlige og 6 ß af qvindelige Individer, medens Offerets Størrelſe for Sognepræſtens Vedkommende overalt er ulovbeſtemt, forſaavidt angaaer dem, der ikke høre blandt Gaardbrugerne.

Commisſionen formener, at det lovbeſtemte Capellanoffers Størrelſe er pasſende for Huusmandsfolks Vilkaar, og at der ſaaledes er Grund til at beſtemme Offeret til Sognepræſten til det Samme, idet Huusmanden fritages for Høſtarbeidet. Dog formenes Huusmanden i det Aar, han nyder Underſtøttelſe af Fattigvæſenet, at burde fritages for enhver Ydelſe til Geiſtligheden og til Kirken. Forſaavidt det hidtil paa flere Steder derimod har været Regel, at den militære Stilling har fritaget Huusmanden for Offerpligten, formenes dette ikke at have tilſtrækkelig Grund for ſig og ſaaledes at burde udtrykkelig ophæves.

Ved at foreſtaae Lovforſkrifter overeensſtemmende med det Foranførte har Commisſionen tillige bragt i Forſlag, ſaavel en tranſitoriſk Beſtemmelſe til Forbehold af de ved den nye Lovs Bekjendtgjørelſe i Embede eller Beſtilling værende Sognepræſters eller Kirkeſangeres men ſom ogſaa en Beſtemmelſe, der giver de med Henſyn til Huusmænds Afgifter og Byrder foreſkrevne Regler Anvendelſe til Fordeel for Enhver, ſom i berørte Henſeender i den gjældende Lovgivning er ſat ved Siden af Huusmænd.

Huusmandsvæſenet ſtaaer i en faa nær Forbindelſe med Ordningen af Næringsfriheden i Landdiſtricterne i Almindelighed, at Commiſisonen ikke kan undgaae, ved at foreſtaae Lovbeſtemmelſer angaaende Huusmandsvæſenet, tillige at foreſtaae Lovgivningen om Næringsfriheden i Landdiſtricterne i et viſt Punct modificeret. Det er nemlig ſom bekjendt foreſkrevet ſom almindelig Regel, at Alle af Bondeſtanden, Mands- og Qvindsperſoner, der ei bruge Gaard eller Huusmandsplads, eller leve af et ſtadigt Haandværk, ſkulle tage faſt aarlig Tjeneſte, naar ſaadan er at bekomme, og de ikke ved Svaghed ere forhindrede. I Overeensſtemmelſe hermed er det endog forbuden Gaardmænd af Bondeſtanden at have flere af ſine Børn hjemme hos ſig, naar de ere 18 Aar gamle, end de til deres Næringsdrift behøve, og ligeledes Huusmænd af ſine ſexten Aar gamle Børn at beholde hjemme hos ſig flere end i Regelen een Dreng og een Pige, da de øvrige Gaardmænds ſom Huusmænds Børn ſkulle imod aarlig Løn antage Tjeneſte hos Andre, ihvorvel ikke længere nu, ſom tidligere var paabuden, udelukkende i Diſtrictet eller Sognet, hvor de hørte hjemme (ſee Lovens 3—21—4, 5 og 16, Forordningen af 9de Auguſt 1754 §§ 1—4, ſamt endelig Loven af 12te September 1818).

Enhver erkjender viſtnok, at disſe Baand paa den naturlige Frihed lidet harmonere med de Grundſætninger, der for Tiden mere og mere gjøres gjældende i Lovgivningen. Det ſynes at maatte være Enhver overladt ſelv at afgjøre, om han ſtaaer ſig bedſt paa at tage Arbeide for kortere eller længere Tidsrum; og Loven gjør ſig endog forhadt, naar den tvinger Forældre til at ſende deres Børn fra ſig, uagtet de kunne og ville forſørge dem hjemme. Beſtemmelſernes Strid med liberalere Lovgivningsgrundſætninger har ogſaa bevirket, at de ſjeldnere og ſjeldnere bringes i Anvendelſe, og faſt aldrig uden i de Tilfælde, hvori et Individ fra andre Sider giver Anledning til at man ønſker det fjernet eller revſet.

Der ſynes ſaaledes at være fuld Grund til nu at ophæve de omhandlede Lovbud. Det har vel udtrykkelig været anført, at det er Tilværelſen af de løſe henſiddende Dagarbeidere, ſom gjør Huusmandsclasſen det ſtørſte Afbræk i Adgangen til ſtadigt Arbeide hos Huusbonden, og at ſaaledes det netop maatte være i Huusmændenes Interesſe, at de Beſtemmelſer, ſom gaae ud paa at forhindre løſe Dagarbeidere, bibeholdes og indſkjærpes. Men heri ligger neppe mere end en Skuffelſe. De omhandlede Beſtemmelſers fuldkomne Overholdelſe maatte jo medføre Forøgelſen af Tyendeforholdet; det Arbeide, der nu blev forrettet ved Tyendet, fragik altſaa Huusmændene, og for dem maatte det blive det Samme, enten det var løſe Dagarbeidere eller faſte Tjeneſtefolk, ſom concurrerede med dem om Arbeide.

At der i enkelte Egne ved hine Beſtemmelſers Ophævelſe vilde kunne opſtaae Vanſkelighed for at erholde de fornødne Tjeneſtefolk, kan vel erkjendes muligt; men dette kan formeentlig ikke afgive nogen tilſtrækkelig Grund til at bibeholde unaturlige Indſkrænkninger i den almindelige Næringsfrihed. Væſentligere Indvendinger imod de omhandlede Beſtemmelſers Ophævelſe kunde vel hentes deels fra den ſtørre Fare, hvorfor Moraliteten blandt den løſe Arbeidsſtok ſkulde være udſat fremfor blandt Individer, ſom ere i faſt Tjeneſte, deels fra Frygten for at Fattigvæſenets Byrder ved Uſikkerheden af Dagarbeidernes Fortjeneſte ſkulde forøges. Men heller ikke disſe Henſyn kunne hjemle ſaa væſentlige Indgreb i Individernes naturlige Frihed, og det ſaameget mindre, ſom Beſtemmelſerne allerede forſtørſtedelen have tabt deres Anvendelſe, og deres Ophævelſe i det Væſentlige kun ſtadfæſter den beſtaaende Tingenes Orden, medens netop Forandring i og Forrykkelſe af denne vilde blive Følgen af Beſtemmelſernes Indſkjærpelſe og Overholdelſe.

Forſaavidt de omhandlede Lovbud imidlertid i ſenere Tid ſom bekjendt have været anvendte til at udfylde Huller i den beſtaaende Lovgivning om Løsgjenger- og Fattigvæſenet, eller været benyttede ſom Correctiver imod Lediggjængere, der falde Fattigvæſenet til Byrde, og imod Omſtreifere, der plage Diſtricterne og ſtadigen maae være Gjenſtand for Sikkerhedspolitiets Opmærkſomhed, maa det viſtnok erkjendes at ville være betænkeligt at ophæve Beſtemmelſerne uden at ſætte Lovbud iſtedet, ſom hjemle Samfundet lige Ret imod de nysomtalte Slags Individer. Ved at foreſtaae de omhandlede Lovbud ophævede har Commisſionen derfor tilladt ſig at bringe i Forſlag Beſtemmelſer, i Kraft af hvilke de i Lov om Fattigvæſenet af 20de September 1845 § 51 indeholdte Forſkrifter angaaende Løsgjængere erklæres anvendelige paa Enhver, ſom foretrækker at falde Fattigvæſenet tillaſt fremfor at arbeide, eller ſom ſtreifer om uden at kunne oplyſe, paa hvilken Maade han lovligen ernærer ſig.

Blandt de Huusmændene vedkommende Lovbud, hvilke Commisſionen antager at burde udtrykkelig ophæves, er Budet i Fattigvæſensanordningen for Chriſtiania Stift af 2den December 1741 Capitel VI § 5. At Huusbonden, og det endog for ſin egen Skyld, forſtrækker Huusmanden med Sædekorn, naar hiin har det ſelv, og denne mangler det, er viſtnok ligeſaa almindelig Tilfældet, ſom at Huusbonden yder Huusmanden anden Hjælp ved Pløining m. m.; men om at gjøre nogen juridiſk Forpligtelſe gjældende imod Huusbonden i hiin Henſeende, er der nok allerede forlængſt ikke mere Tale. Hele den anførte Beſtemmelſes Form ſynes heller ikke at antyde nogen egentlig juridiſk. Ret for Huusmanden til at fordre Forſtrækningen; og under den mere udviklede Ordning og nøiagtigere Fordeling af Fattigforſørgelſesbyrden indſees det let, at der endnu mindre bør være Spørgsmaal om en ligefrem Anvendelſe af hiint Lovbud. For imidlertid at hæve al Tvivl herom, formenes det rigtigſt, at Lovbudet udtrykkelig ophæves.

Commisſionen anſeer det ufornødent og derhos i ethvert Fald uforeneligt med den indſkrænkede Plan, den for haſtigere at kunne tilendebringe ſit Arbeide, har maattet lægge for nærværende Motivers Udarbeidelſe, at gjennemgaae Detaillen af de mangfoldige Forſlag, ſom i de Commisſionen meddeelte Betænkninger findes fremſatte, men ſom Commisſionen ikke har troet at kunne tiltræde. Kun forſaavidt fra flere Sider Forſlage ere blevne fremſatte angaaende at paalægge Individer af Arbeidsclasſen tvungne Bidrag, Tjeneſtefolk til Sparekasſer, for at de kunne have en opſparet Skilling ved deres Boſættelſe, og Huusmænd til Hjælpekasſer eller Penſionsfond, for at de kunne idetmindſte for en Deel ſikre ſig imod at ſøge den mere ydmygende Underſtøttelſe af det almindelige Fattigvæſen, ſkulde Commisſionen ikke undlade at bemærke Følgende. Det maa viſtnok erkjendes, at det Princip, ſom ligger til Grund for hine Forſlag, er i ſig ſelv høiſt gavnligt og velgjørende, ligeſom det formeentlig er ubeſtrideligt, hvilken heldbringende Indflydelſe hiin Grundſætnings fuldſtændige Gjennemførelſe i alle Borgerclasſer vilde have ikke alene paa hele Nationens øconomiſke Velvære, men derigjennem tillige paa dens moralſke Tilſtand. Men aldenſtund et ſaadant Syſtem endnu ikke er gjennemført blandt de mere bemidlede Clasſer, formenes det ikke at være billigt, at paalægge de Individer, ſom have den mindſte Indtægt, at opſpare eller lægge tilſide Noget deraf, til yderligere Savn ved deres daglige Fornødenheders Tilfredsſtillelſe. Det maatte i alle Fald overlades til private Overeenskomſter at indrette ſaadanne Spare- eller Hjælpekasſer, og Loven maatte alene, om fornødent, komme Borgerne til Hjælp ved Ordningen deraf. Men forøvrigt vil ſikkerlig i ſmaae Diſtricter, hvor der findes faa Individer udruſtede med fornødne Evner til ſaadanne Fonds Indretning og Beſtyrelſe, Vanſkelighederne herved lægge uovervindelige Hindringer iveien for Principets almindelige Gjennemførelſe over hele Riget, og maaſkee netop der, hvor det efter Næringsveienes Beſkaffenhed iſær burde have ſin Anvendelſe.

I enkelte af de Commisſionen tilſtillede Betænkninger findes det ogſaa antydet, at Huusmændene burde tilſtaaes Deelagtighed i eller Indflydelſe paa Communalbeſtyrelſen, og er herfor anført ſom væſentlig Grund, at det maatte anſees ubilligt at nægte dem hiin Ret, aldenſtund Communens Byrder dog for en Deel ogſaa hvile paa dem.

Commisſionen har ikke fundet ſig foranlediget til at foreſtaae nogen Lovbeſtemmelſe i den berørte Retning Efter den nyere Lovgivning er Deelagtighed i Communalbeſtyrelſen eller Stemmeret i Communens Anliggender ſtadigen knyttet til de ſamme Betingelſer, ſom activ Borgerret, hvoraf Huusmænd ſom ſaadanne ikke ere i Beſiddelſe; og efter hvad der er Commisſionen tilkjendegivet hører Spørgsmaalet om Henſigtsmæsſigheden af at udvide den grundlovmæsſige Adgang til Stemmeret ikke for nogen Deel ind under den Commisſionen til Behandling overdragne Sag. Men endog uanſeet dette, kan Commisſionen ikke finde, at der er tilſtrækkelig Grund til at tilſtaae Huusmændene den omhandlede Ret. Ligeſaalidt i Communen, ſom i Staten, gjælder den Regel, at Afgifters Erlæggelſe til Communen eller Staten i og for ſig giver Adgang til Deelagtighed i Communens eller Statens Fællesformues Beſtyrelſe, — t. Ex. den blotte Capitaliſt bliver beſkattet, men har derfor ingen Stemmeret. Hvad Huusmænd angaaer, er det for det Førſte ſaavel efter den gjældende Lovgivning, ſom endnu mere, hvis Commisſionens Forſlag bliver til Lov, meget Ubetydeligt, hvad Huusmændene yde til Communen, hvorfor de have ſaameget mindre Føie til at beklage ſig over ikke at være ſtedte Adgang til Deelagtighed i Communens Beſtyrelſe. Forſaavidt Huusmanden er opſigelig, ſtaaer han i et Afhængighedsforhold til Huusbonden, der giver liden Anledning til at tillægge ham den fornødne Selvſtændighed. Iøvrigt danne Huusmændene heller ikke nogen ſaa ſæregen Clasſe af Arbeidere, at der kunde være Grund til i den her omhandlede Henſeende at gjøre nogen Forſkjel imellem dem og andre Arbeidere. Men uagtet Spørgsmaalet om almindelig Stemmeret i Communeanliggender neppe heller kan anſees at høre hen under nærværende Commisſions Underſøgelſe, vil Commisſionen dog ikke tilbageholde Yttringen af den Formening, at der for Communebeſtyrelſen Intet vilde være at vinde, men lettelig Meget at tabe ved Indførelſen af almindelig Stemmeret i Commune-Anliggender.

I Henhold til Foranførte giver Commisſionen ſig herved underdanigſt den Ære at forelægge Deres Kongelige Majeſtæt følgende

Udkaſt
til
Lov angaaende Huusmandsvæſenet.
§ 1.

Enhver Huusmandscontract eller Contract, hvorved Nogen for en Tid af idetmindſte eet Aar leier Plads beſtaaende af Huus eller Jord imod Arbeidspligt til Udleieren, ſkal af denne beſørges oprettet ſkriftlig i Overvær af tvende Vidner, ſom medunderſkrive til Vitterlighed, og det i tvende Exemplarer, hvoraf Huusmanden bekommer det ene. I Mangel af denne Forſkrifts Iagttagelſe har Huusmanden Ret til at beholde Pladſen i et Aar udover den førſte Faredag efter ſkeet Opſigelſe, eller i ſaa lang Tid, ſom han oplyſer ved mundtlig Overeenskomſt at være tilſagt Pladſen.

§ 2.

For at Huusmanden ſkal beholde ſin Ret i Tilfælde af Strid med Panteret eller andre Trediemand tilkommende Rettigheder, maa Contracten være thinglyſt overeensſtemmende med Lovgivningens almindelige Forſkrifter.

§ 3.

Gebyret for Skrivningen ligeſom for Thinglysningen af en Huusmandscontract er 16 — ſexten — Skilling.

§ 4.

Huusmanden tilkommer een Søgnedag i Ugen fri for Arbeidspligten, og det efter eget Valg, forſaavidt ikke Dagen ſeneſt i den foregaaende Uge af Huusbonden er bleven beſtemt. Det Samme gjælder ogſaa om Huusmandens Huſtru, ſaafremt hun er arbeidspligtig.

§ 5.

Under Alderdomsſvaghed ſamt i Tilfælde af Sygdom eller andet lovligt Forfald er ſaavel Huusmanden ſom hans Huſtru berettiget til at lade ſit Pligtarbeide hos Huusbonden udføre ved en anden antagelig Arbeider.

§ 6.

Efter det opnaaede 60de Aar ſamt i Tilfælde af Sygelighed eller Udcommandering i militær Tjeneſte kan Huusmanden til Pligtarbeidets Udførelſe eller til Pladſens Drift indtage en eenslig Perſon, eller et Par Ægtefolk, af hvilke den ene er hans eller hans Huſtrus egen Afkom, tilligemed disſes Børn. Dog maa i dette Tilfælde, ſaafremt Huusmanden er tilſtaaet Ret til at tage Brændſel paa Huusbondens Eiendom, paa Pladſen kun føres een Huusholdning. At holde Tjeneſtefolk er ikke Huusmanden formeent.

§ 7.

Ved hvert Nytaar og ſeneſt inden ſex Maaneder derefter maa Huusbonden opgjøre Regnſkab med Huusmanden. I manglende Fald taber Huusbonden hvad han efter Opgjør maatte faae tilgode hos Huusmanden, og det for hele den ſiden ſeneſte Opgjør forløbne Tid, forſaavidt ſaadant tidligere er foregaaet. Dog gjælder dette ikke Tilgodehavende, hvorfor Huusbonden har modtaget ſæreget Gjeldsbrev, ligeſom Huusbonden heller ikke taber ſit Krav, ſaafremt Huusmanden har undladt efter Tilſigelſe at indfinde ſig til Regnſkabs Opgjørelſe.

§ 8.

Huusmanden forbryder ſin Beſiddelſesret, naar han gjør ſig ſkyldig i

a) trods Huusbondens foregaaende Advarſel og uden Hjemmel af den i § 6 givne Beſtemmelſe at beholde nogen Inderſt tilhuſe paa Pladſen;

b) trende Gange i Løbet af eet Aar at forſømme Arbeidspligten;

c) ni Maaneder over den betingede Betalingstid at udeblive med Afgiften;

d) Bortførelſe af Høe, Halm eller Gjødſel fra Pladſen;

e) Foretagelſe af Handlinger, ſom i Huusmandscontracten udtrykkelig ere ham forbudne, eller en uden Hjemmel og til Huusbondens Skade hemmeligen eller til Trods for hans foregaaende Advarſel foretagen Benyttelſe af hans Eiendom;

f) Opſætſighed, Æresfornærmelſe, Trudsler, voldelig eller bedragerſk Adfærd imod Huusbonden, dennes Huſtru eller den ſom ſtaaer i Huusbondens Sted;

g) ſtrafbar Omgang med Ild i eller ved Huusbondens Skov, eller ſtrafbar Mishandling af Huusbondens Kreature;

h) ulovligt Brændeviinsſalg paa Pladſen eller Tyverie; eller

i) naar han henſættes til Strafarbeide.

k) Endelig forbrydes Fæſtet ogſaa forſaavidt Huusmandens Huſtru gjør ſig ſkyldig i Noget af det under Litr. a til h Omhandlede, eller Huusmanden trods Huusbondens Advarſel beholder tilhuſe en med Hjemmel af den i § 6 givne Beſtemmelſe eller med Huusbondens Tilladelſe indtagen Inderſt, der har gjort ſig ſkyldig ſom anført.

§ 9.

At Huusmanden eller hans Huſtru gjøre ſig ſkyldige i nogen af de i foregaaende § omhandlede Forſeelſer, medføre ikke Fæſtets Forbrydelſe, naar den fornærmede Foreſatte kan anſees dertil at have givet Anledning ved utilbørlig eller voldſom Adfærd imod Huusmanden, uforſvarligt Koſthold, utilbørlig Undladelſe af at udbetale Huusmanden hvad denne faaer tilgode, vilkaarlig Indſkrænkning i de Huusmanden tilkommende Rettigheder, eller overhovedet ved Contractsbrud fra ſin Side.

§ 10.

Opſigelſe er i Tilfælde af Fæſtes Forbrydelſe ufornøden, da Huusmanden i ſaa Fald er forpligtet til ſtrax at fravige Pladſen.

Ellers maa imellem Huusbond og Huusmand Opſigelſe finde Sted inden 29de September og Fraflyttelſestiden eller Faredag for Huusmænd er den 14de April.

§ 11.

Ved Pladſens Fravigelſe, uanſeet af hvilken Grund denne finder Sted, tilkommer Huusmanden eller hans Boe Godtgjørelſe for de Fordele, der forhøie Pladſens Værdie og, hvis den bibeholdtes ſom Huusmandsplads, vilde tilflyde Huusbonden ved Rydning, Opbyggelſe af Huſe og andre Forbedringer, der fra Huusmandens Side oplyſes ved ham at være foretagne. Ved Afgjørelſen af Spørgsmaalet, om der tilkommer Huusmanden nogen Godtgjørelſe, og i ſaa Fald ved Faſtſættelſen af dennes Størrelſe, bliver at tage i Betragtning, hvorvidt Vederlaget for Pladſens Beſiddelſe paa Grund af Nødvendigheden for Huusmanden af at rydde eller bygge paa Pladſen har været anſat uſædvanlig ringe, eller hvorvidt Huusmanden ved i længere Tid at have beſiddet Pladſen har erholdt Erſtatning for den foretagne Rydning eller Forbedring. Godtgjørelſen beſtemmes i Tilfælde af Tviſt ved Skjøn af tvende Laugrettesmænd, opnævnte af Fogden eller Sorenſkriveren uden Betaling. I Tilfælde af Paaanke afgjøres Tviſten ved lovligt Overſkjøn, ſom inden 4 Uger bliver at reqvirere hos Dommeren. Huusbonden kan i Fraflyttelſestilfælde forlange det paa Pladſen værende Foder ſig overdraget efter Taxt, hvormed forholdes efter de ovenfor angaaende Skjøn givne Regler. Gjødſelen er han berettiget til at beholde uden Betaling.

§ 12.

Har Huusmanden erlagt Indfæſtningsſum ved Tiltrædelſen af Pladſen, og denne paa Grund af Opſigelſe fra een af Siderne eller Fæſtes Forbrydelſe fratrædes inden femten Aar derefter, godtgjøres Huusmanden en Femtendedeel af Indfæſtningsſummen for hvert Aar, ſom mangler i den femtenaarige Beſiddelſe af Pladſen.

§ 13.

Enhver af de i §§ 4—12 indeholdte Beſtemmelſer kunne Huusbond og Huusmand forene ſig om at fravige; dog gjælder dette kun forſaavidt det ſkeer med udtrykkelige Ord i ſkriftlig Contract.

§ 14.

Hvis Fattigcommisſionen finder, at nogen Huusbond udſætter Fattigvæſenet for forøgede Byrder ved at paabinde ſin Huusmand Forpligtelſer, der i Forhold til Størrelſen og Godheden af hans Plads og til de med ſamme forbundne Rettigheder ere for ſtrenge, kan den ved Fordelingen af Fattigforſørgelſesbyrden ilægge ham forhøiet Bidrag til Fattigvæſenet.

§ 15.

Den i L. 6—5—5 omhandlede Huustugt tilkommer ikke Huusbonden over Huusmanden eller dennes Huſtru.

§ 16.

Ikke blot ifølge Dom eller Forlig, men ogſaa efter contractmæsſig Opſigelſe kan Huusmanden, hvad enten han har Jord at bruge eller ikke, udkaſtes, naar han ikke godvilligen flytter. Det Samme gjælder og, naar Huusmanden for Stævnevidnerne ved Opſigelſen har vedtaget at flytte under Udkaſtelſes Tvang. Den, ſom vitterlig ikke har nogenſomhelſt Hjemmel til Beſiddelſen af det Huus eller den Plads, hvorpaa han ſidder, og ligeledes den, der uden Medhold af denne Lovs Beſtemmelſer eller Huusbondens Samtykke opholder ſig hos en Huusmand, kan efter Huusbondens Forlangende til enhver Tid uden Lovmaal og Dom udkaſtes. Udkaſtelſen forrettes af Lensmanden imod ſamme Gebyr og Godtgjørelſe, ſom er beſtemt for ham i Lov (angaaende hvad der ſkal betales ved Retterne m. m.) af 13de September 1830 § 113.

§ 17.

I den Huusmanden tilkommende Beſiddelſesret kan ikke tages Udlæg for Gjeld.

§ 18.

Leilændingen maa ikke paa den bygslede Jord nedlægge eller oprette nogen Huusmandsplads, eller bortfæſte nogen ſaadan for et længere Tidsrum end ſin og Enkes Beſiddelſestid. I Tilfælde af Overtrædelſe heraf har Leilændingen forbrudt ſin Bygſelret, hvorhos det Pasſerede er ugyldigt. Ligeſaa ſkal den i Lov om civile og militære Embedsgaarde af 25de Auguſt 1848 § 24 givne Forſkrift være gjældende for enhver Embeds- eller Beſtillingsmand med Henſyn til den Jord, der er henlagt til hans Embede eller Beſtilling.

§ 19.

Forſaavidt der bliver Spørgsmaal om den i § 11 omhandlede Godtgjørelſe for Forbedringer paa en Plads, henhørende under en Gaard, ſom bruges af nogen Anden end Eieren, paaligger det denne at udrede Godtgjørelſen, hvilken han igjen kan fordre erſtattet af den, ſom bruger Eiendommen, med en Tyvendedeel aarlig.

§ 20.

Den, ſom indløſer ſit Odelsgods, er kun berettiget til at udſige de paa ſamme ſiddende Huusmænd, forſaavidt en ſaadan Ret tilkom den forrige Beſidder, eller Huusmanden maatte være ſat, efterat Klage til Forligelſescommisſionen i Anledning af Godſets Indløsning er udtagen.

§ 21.

I Sager imellem Huusmænd og Huusbønder betræffende deres gjenſidige Rettigheder er Huusmanden fri for at erlægge noget Gebyr til Stævnevidnerne, Forligelſescommisſionen eller Retten. Forlanger Huusmanden Sagens Behandling paa Aaſtædet, og Dommeren finder ſamme fornøden, udredes Omkoſtningerne ved hans Skyds og Diæt ſom Omkoſtningerne i offentlige Sager.

§ 22.

For Afgift til Skole- og Fattigvæſenet ere Huusmandsfolk frie, medmindre de ere i en ſaadan Formuesforfatning, at Fattigcommisſionen eller Skolevæſenets Beſtyrelſe finder Grund til at iligne dem Afgift. Fremdeles bortfalder den dem hidtil paahvilende Forpligtelſe til at ſvare Arbeidsdage til Veivæſenet og Høſtdag til Præſten. Ligeſaa ſkulle de være fritagne for at erlægge Klokkertold.

I Offer til Sognepræſt og reſiderende Capellan pligter Huusmanden, og det hvad enten han ſtaaer i militær Tjeneſte eller ikke, 12 — er tolv — og hans Huſtru eller en Huusmandsenke 6 — er ſex — Skilling aarlig til hver. For det Aar, hvori Vedkommende nyder nogenſomhelſt Underſtøttelſe af Fattigvæſenet, bortfalder Pligten til at ſvare Offer ſaavelſom den Huusmænd overeensſtemmende med L. 2—22—12 paahvilende Afgift af 8 Skilling aarlig til Kirken, hvilken ſidſtbenævnte Ydelſe ifølge Forordningen af 13de Auguſt 1734 § 10 ligeledes bortfalder, forſaavidt Huusmanden ei erholder Plads i Kirken.

De ved nærværende Lovs Bekjendtgjørelſe anſatte geiſtlige Embedsmænd beholde imidlertid, ſaalænge de i ſamme Embede forblive, Ret til af Huusmandsfolk at kræve Høſtdag ſom tilforn, hvorimod de, naar de kræve denne, ikke tillige kunne fordre Offer ſaaledes ſom foran beſtemt. Ligeſaa forbeholdes de ved nærværende Lovs Bekjendtgjørelſe anſatte Kirkeſangere Ret til, ſaalænge de i Beſtillingen forblive, at opkræve Klokkertolden ſom tilforn.

§ 23.

Forſkrifterne i foregaaende § blive at anvende til Fordeel for Strandſiddere, Inderſter og overhoved Enhver, ſom ihenſeende til de i denne § omhandlede Afgifter hidtil have været ſatte ved Siden af egentlige Huusmænd.

§ 24.

De i §§ 2 og 3 med Henſyn til Huusmandscontracter givne Forſkrifter gjælde ogſaa Contracter om Leie af Huustomt, hvorved Leietageren ikke paatager ſig nogen Arbeidspligt. Saafremt der i ſamme ikke indeholdes nogen Beſtemmelſe om Leietidens Varighed, anſees Grundſtykket at være bortleiet for beſtandig.

§ 25.

De i §§ 11 og 19 givne Forſkrifter ere ogſaa anvendelige med Henſyn til Forbedringer, foretagne at Rydningsmænd, der ikke have paataget ſig Arbeidspligt, medmindre Retten til Erſtatning med udtrykkelige Ord i ſkriftlig Contract er opgivet. Forſaavidt Varigheden af en ſaadan Rydningsmands Beſiddelſesret ikke er bleven beſtemt, anſees han at have erholdt Fleſte for ſin og Huſtrus Livstid.

§ 26.

Enhver, ſom iſtedetfor at ſøge Arbeide eller modtage ſaadant, naar det tilbydes ham, henligger ørkesløs og derved bevirker, at han eller hans Familie falder Fattigvæſenet til Byrde, ligeſom Enhver, der ſtreifer om, uden at kunne oplyſe, paa hvilken Maade han lovligen ernærer ſig, kan indſættes i Tvangsarbeidshuus eller ſtraffes med Fængſel overeensſtemmende med Lov (om Fattigvæſenet paa Landet) af 20de September 1845 § 51, hvorimod den ved Lovbogens 3—21—4, 5 og 16 ſamt Forordningen af 9de Auguſt 1754 §§ 1—4 paalagte Forpligtelſe til at tage faſt Tjeneſte bortfalder.

§ 27.

Fattigvæſensanordningen for Chriſtiania Stiſt af 2den December 1741 Capitel VI § 5, Forordningen af 9de October 1750, forſaavidt den endnu maatte være gjældende, Forordningen af 29de April 1752 §§ 1—5 incl. ſamt Forordningen af 29de Juni 1792 ophæves.

Chriſtiania i den angaaende Huusmandsvæſenet ved Kongelig naadigſt Reſolution af 3die Auguſt 1850 nedſatte Commisſion den 14de Februar 1851,
underdanigſt


U. A. Motzfeldt. Besſeſen. T. H. Aſchehoug, A. Lysgaard. O. Walſtad.
Disſenterende Votum.

Undertegnede Medlemmer af den af Deres Majeſtæt anordnede Commisſion til at underſøge Lovgivningen angaaende Huusmandsvæſenet, hvis Anſkuelſer i enkelte Puncter afvige fra de i foranſtaaende Betænkning og Indſtilling udtalte Betragtningsmaader og Forſlag, tillade ſig hermed underdanigſt at fremſætte ſine derfra afvigende Meninger og Forſlag i nærværende Votum.

Ligeſom de Iagttagelſer, vi have kunnet anſtille, og de Erfaringer, vi have gjort, foranledige os til at antage, ſaaledes fremgaaer det af de Oplysninger, der indeholdes i de af den Kongelige Norſke Regjering indhentede og Commisſionen tilſtillede Betænkninger og Erklæringer angaaende Huusmandsvæſenet i Rigets forſkjellige Egne, at den arbeidende Clasſes Kaar, i de Egne af Rigets Landdiſtrikter, hvor Jordbrug er Beboernes fornemſte og vigtigſte Næringskilde, i de ſenere Tider ere forværrede og for nærværende Tid — hvad idetmindſte adſkillige af disſe Diſtricter angaaer — ere af en ret mislig og ſørgelig Beſkaffenhed. At denne Tilſtand for en Deel er fremkaldt ved Aarſager, ſom ere Arbeidsklasſen ſelv tilregnelige, ſtaaer viſtnok ikke til at nægte, aldenſtund der føres en ligeſaa velgrundet ſom almindelig Klage over den Letſindighed, hvormed unge Menneſker af denne Samfundsklasſe, med liden eller ingen Udſigt til at vinde et nødtørftigt Udkomme i Fremtiden, indgaae ægteſkabelige Forbindelſer og ſtifte Familie, hvoraf Følgen for Mange bliver, at de ſnart maae friſte en kummerlig Tilværelſe og overlade en af ſine førſte og helligſte Pligter, Omſorgen for ſit Afkom, i Fattigforſørgelſens Hænder. Det er imidlertid ligeſaa viſt, at man høiligen vilde feile, hvis man i ſaadanne tilregnelige Misgreb vilde ſøge den fornemſte, end ſige den eneſte Aarſag til det Tryk, hvorunder denne Samfundsklasſe ſukker. At denne Deel af Samfundet med den ſtigende Civiliſation, ſom ogſaa den har tilegnet ſig ſin Andeel af, efterhaanden har gjort ſtørre Fordringer paa Livets Nydelſer og Goder, end forhen har været Tilfældet, vil ſikkert erkjendes at være begrundet i Forholdenes Natur, ligeſom dette Phænomen ſtemmer overeens med, hvad Erfaring har viiſt til alle Tider i lignende Tilfælde at have fundet Sted. Den Gang, ſom vore Forholdes Udvikling igjennem de ſenere Tider har taget, har ſaaledes for Arbeideren og hans Familie medført flere og ſtørre Fornødenheder, uden imidlertid at have levnet ham tilſtrækkelige Midler til deres Tilfredsſtillelſe. Daglønnen har, allenfals paa ganſke faa Undtagelſer nær, holdt ſig paa det ſamme lave Standpunkt, ſom for en lang Række af Aar ſiden; Huusmandspladſenes Antal er kun i ringe Grad bleven forøget, og Adgangen for den fattige Arbeider til at erholde Jord til Dyrkning og Afbenyttelſe — denne Hovedbetingelſe for den i Landsdiſtricterne værende Arbeidsklasſes ydre Velvære — ſaaledes langtfra at være udvidet i ſamme Forhold ſom Befolkningen er forøget, medens denne ſidſt berørte Omſtændighed har fremkaldt en Concurrence om Huusmandspladſene, ſom i Forening med Jordeiernes efterhaanden tiltagende Fornødenheder har i mange Egne bevirket en Forhøielſe af den aarlige Afgift, hvorved denne, ſelv for den ſtræbſomſte og ordentligſte Huusmand, nødvendig maa falde trykkende. Af Grunde, ſom i Commisſionens Betænkning og Indſtilling ere udviklede, vil det formeentlig findes indlyſende, at der ved poſitive Lovbeſtemmelſer ikke vil kunne udrettes ſynderligt til at ophjelpe den arbeidende Clasſes Kaar og kalde en tidligere og bedre Tingenes Orden tilbage. Det maa overlades til Foranſtaltninger, ſom Folkets intellectuelle og moralſke Forædling paakalder, paa indirecte Maade efterhaanden at raade Bod paa disſe Onder. I denne Henſeende tillade vi os at bemærke, at, da det er en ſørgelig Kjendsgjerning, at der for nærværende Tid, da den Fattiges Underſtøttelſe og Forſørgelſe ikke længer betragtes ſom en chriſtelig Barmhjertigheds-Gjerning, men ſom en borgerlig, af den verdslige Lovgivning foreſkreven Pligt, ikke ſjelden yttrer ſig en betydelig moralſk Slaphed hos Individer af den Clasſe, ſom hyppigſt og i ſtørſt Grad maa paakalde Fattigforſørgelſens Biſtand, idet Saadanne, blindt hen ſtolende paa Fattigvæſenets Hjelp, undlade ved Flid og Omtanke at tilkjæmpe ſig en ſelvſtændig og hæderlig Tilværelſe, og foretrække det under ſaadane Omſtændigheder lidet agtværdige Leveviis, at lade ſig føde af Andre, ſaa turde Oprettelſen af Tvangsarbeidshuſe i Landdiſtrikterne, hvor deslige Perſoner kunde henviſes, og hvor de kunde tvinges til ved Arbeide at gjøre Fyldeſt for den Underſtøttelſe, Fattigvæſenet maatte yde dem, anſees ſkikket til at afgive et virkſomt Correctiv mod Dovenſkaben, Letſindigheden og Ryggesløsheden, disſe Kilder, hvoraf en ikke ringe Deel af den almindelige Armod og Nød udvælder, og at være en en værdig Gjenſtand for Statsſtyrelſens Opmærkſomhed. Medens vi imidlertid erkjende, at ſelv ſaadanne Indretninger, ved Siden af en med Forſtandighed ledet almindelig Fattigforſørgelſe, kun i ringe Grad vilde kunne hæve det Tryk, hvorunder den arbeidende Clasſe lider, og blot vilde være et Palliativ mod et Onde, hvis Overvindelſe alene kan haabes, naar det angribes i ſin Rod, ſaa maa vi, efter nøieſte Overveielſe af dette almenvigtige og ſtore Spørgsmaal, henviſe til Folkeoplysningens Fremme og et chriſteligt Livs Udbredelſe i vort Samfund ſom den Vei, hvortil alle andre Foranſtaltninger maa ſlutte ſig, for at kunne virke til Gavn og Velſignelſe, og ſom alene kan føre Folket til bedre og lykkeligere Tider. Vi lægge i ſaa Henſeende mindre Vægt paa den Betragtning, at Arbeiderens ſtørre Oplysning og techniſke Dygtighed vil ſætte ham iſtand til at vinde et ſtørre Udbytte af ſin Flid og af det Stof, han bearbeider, ſkjønt vi villigen indrømme, at heller ikke denne Betragtning er uden Vigtighed Langt ſtørre og ſikkrere materielle Fordele vil Folkets intellectuelle Forædling derimod medføre for Arbeideren ved den Indflydelſe, den vil udøve paa Eiendomsbeſidderne, af hvis Tænke- og Handlemaade hans Vel og Vee i ſaa høi Grad er afhængigt. Raae og udyrkede Landſtrækningers Omſkabelſe til frugtbærende Marker, Ager- og Englandets bedre og fuldkomnere Dyrkning og mangehaande Naturprodukters Forædling vil i alt høiere og høiere Grad tiltrække ſig Eiendomsbeſiddernes og Driftsherrernes Opmærkſomhed og fremkalde en Virkſomhed i vore Landdiſtrikter, ſom i en ſtigende Progresſion vil kræve arbeidsdygtige Hænder. Medens en tiltagende Oplysning efterhaanden baner nye Veie før Virkſomheden og Vindſkibeligheden og aabner Eiendomsbeſideren og Driftsherren nye Hjelpekilder under hans Virken, vil det være en af de uudeblivelige Velſignelſer af en ſaadan Tingenes Gang, at Arbeidet, altſom Forholdene udvikle ſig, mere og mere vil indtræde i ſine ſande Rettigheder og vorde lønnet efter ſit Værd Ledſages Oplysningen af Humanitet og Chriſtelighed, — og med den ſande Oplysning vandrer et ſaadant Sindelag Haand i Haand — ſaa vil ei blot Klogſkaben, men ogſaa Retfærdighes- og Billigheds-Følelſen gjøre ſine Henſyn og Fordringer gjældende hos de Mægtigere i Forholdet til de Underhavende, medens Fliid og Nøiſomhed vil bringe Arbeideren det daglige Brød, og Agtelſe for hverandres Rettigheder indbyrdes, ſamt gjenſidig Tillid og Velvillie vil gjøre den Ene ſaavelſom den Anden tilfreds med ſin Stilling i Verden og med Forſynets Anordning.

Man har ſøgt at gjøre det tvivlſomt, om en Underſøgelſe af Lovgivningen angaaende Huusmandsvæſenet, uden at foretages i Forbindelſe med Reviſion af andre dermed beſlægtede Lovgivningsgjenſtande, ſkulde kunne anſees for betimelig og henſigtsmæsſig Vi kunne ikke dele en ſaadan Tvivl. Ere Klagerne over Huusmandsclasſens mislige Tilſtand i en ikke ringe Deel af Landets Egne grundede, og er der, ſom det efter vort Bekjendtſkab til Forholdene og vore Anſkuelſer af Sagen maa antages, Grund til at nære Bekymringer for denne Samfundsclasſes fremtidige Skjæbne, ſaa forekommer der os at have været fuld Føie til at undergive denne Sag, der griber ind i Samfundets inderſte Dele, en omhyggelig Underſøgelſe. Er det end ſaa, at der paa Lovgivningens Vei, paa Grund af Sagens ſæregne Beſkaffenhed og de Forholdes Natur, ſom man paa ſaadan Vei ſkulde forſøge at ordne, ikke vil være ſærdeles meget at opnaae til det Bedres Fremme, ſaa maa dog efter vor Formening allerede dette betragtes ſom en ikke ſaa ganſke ubetydelig Vinding, at Sagen af Statsſtyrelſen er bragt paa Bane og paa denne Maade har tildraget ſig Almeenhedens Opmærkſomhed Det maa anſees ſom utvivlſomt, at Spørgsmaalet af de Samfundsclasſer, hvis Interresſe det ligefrem ſtaaer i Forbindelſe med, er omfattet med levende Deeltagelſe. Hvad Udfaldet derfor end forøvrigt bliver af den iværkſatte Underſøgelſe, ſaa vil Følgen af, at Sagen er bragt ind i Tankernes Verden, nødvendigen blive, at der vil udvikle ſig en mere almindelig og beſtemt Mening, end forhen har været Tilfældet, om, hvilke Fordringer Huusmanden ihenſeende til de Vilkaar, ſom foreſkrives ham, og den Behandling, ſom vederfares ham, i Retfærdighedens og Billighedens Medfør kan gjøre til ſin Huusbonde, en Mening, ſom naturligviis i nogen Grad vil gjøre ſig gjeldende. Paa det Standpunkt, hvorfra undertegnede betragte de omhandlede Forholde, maa den af den Kongelige Norſke Regjering iværkſatte Underſøgelſe af Sagen viſe lig ſom en ſaa meget mere henſigtsmæsſig og heldig Foranſtaltning, ſom den derved vakte Opmærkſomhed og Interesſe for Sagen maa antages ſærdeles ſkikket til at underſtøtte de gamle, om Huusmandsforholdene gjældende Lovbeſtemmelſers Anſeelſe, Beſtemmelſer, ſom det efter vor Formening vilde være utilraadeligt at ophæve, og ſom vi derfor nu ſkulle tillade os nærmere at omhandle.

I adſkillige Dele af Fædrenelandet, i Særdeleshed i Chriſtiania Stift, er det i den ſenere Tid efterhaanden bleven ſædvanligt, at Huusmænd kun erholde Jord til Brug og Beboelſe paa Aarmaal, eller med Forpligtelſe at forlade ſamme, naar vedkommende Huusbonde finder for godt at opſige dem. Man har ſaaledes i disſe Egne ophævet et Forhold, ſom i ældre Tider var og i flere Egne af Landet — de veſtlige og norlige Diſtrikter — endnu er det almindelige at give Huusmanden Fæſte paa ſin og Huſtrues Levetid, og dermed fjernet ſig fra en Tingenes Orden, ſom ei allene ſikkrede Huusmændene for vilkaarlig Behandling og i ikke ringe Grad værnede om deres Velvære, men ogſaa frembragte et godt og ønſkeligt Forhold imellem Eiendomsbeſidderne og deres underhavende indbyrdes, og ſaaledes, i ſin Almindelighed betragtet, uden Tvivl maatte anſees for velgjørende for Samfundet i det Hele. Det er ikke at vente, at Huusmanden med ſynderlig Kjærlighed ſkal kunne betragte det Opholdsſted, ſom han ikke tør anſee ſom et blivende Hjem for ſig og Sine eller at han med Iver ſkulde opdyrke og forbedre den Jordplet, ſom han bruger det ene Aar, og hvorfra en Andens Forgodtbefindende, endog uden Brøde fra hans Side kan fordrive ham i det andet. Ligegyldighed for Familieforſørgerens Pligter, Dorſkhed og Armod vil kun altfor let kunne blive Følgen af den Uſikkerhed, der hviler over hans Stilling i Samfundet, medens disſe Onder i ſamme Grad, ſom de udvikle ſig, ville ſlappe det moralſke Baand imellem ham og hans Huusbonde og berøve denne Fordelen af en ham hengiven, i ſin Stilling tilfreds og lykkelig Underhavendes Tjeneſte. Ligeſom dette fremgaaer ganſke naturligt af Forholdets Beſkaffenhed, ſaaledes er den Erfaring, man har gjort i Egne af Landet, hvor dette Forhold i de ſenere Tider har udviklet ſig og er bleven til Regel, kun ſkikket til at beſtyrke os i den her udtalte Anſkuelſe. Almindeligen udbrede kunde derfor et ſaadant Syſtem ikke blive heldbringende for vort Fædreneland, men tvertimod med Tiden letteligen lede til ſkadelige Følger af en meget alvorlig Beſkaffenhed. Et ikke ringe Areal Jord vilde derved være en mislig Dyrkning undergivet; en ſtor Deel Kræfter vilde gaae tabt, for det almene Bedſte, og en talrig Samfundsclasſe vilde efterhaanden gives til Priis for Armoden og for de moralſke Onder, der faa ofte ere Armodens Ledſagere Det er viſtnok ſaa, at man bør være varſom med at faſtſætte Lovbeſtemmelſer, der gjøre Indgreb i den enhver Borger tilkommende Frihed til at ſkalte og valte over ſin Eiendom, og at Ordningen af deslige private Forholde i Almindelighed bør overlades til vedkommende Perſoner ſelv og til Tidsomſtændighedernes Medfør, ſom den naturlige Vei for ſaadanne Forholdes Udvikling. Men ligeſom der ofte gives Tilfælde hvor disſe almindelige Sætninger ikke kunne anvendes i ſin hele Udſtrækning, idet Henſyn til det Almindeliges og Heles Vel fordrer Indſkrænkninger i den Enkeltes Frihed, ſaaledes maa det ikke glemmes, at der her er Spørgsmaal om, hvorvidt en talrig Samfundsclasſe, der med Henſyn til det forholdsviis lavere Trin, den befinder ſig paa ſaavel i oeconomiſk ſom i intellectuel Henſeende maa anſees ude af Stand til ſom Contrahent ligeover for den anden Part tilſtrækkelig at varetage ſit Tarv, bør tages under Armene af Loven og af denne ſikkres, ſaavidt muligt, for Vilkaarlighed, eller om den ſkal overlades til ſig ſelv, for efterhaanden, ſom Erfaringer fra ſenere Tider giver Grund til at befrygte, at nedſynke i Armod. Os forekommer der i de omhandlede Forholdes Natur at ligge en Opfordring til den lovgivende Myndighed til at arbeide imod hiint Syſtems videre Udbredelſe ſaavidt ſom Saadant uden ubillige Indgreb i Contractsfriheden kan ſkee.

Forordningen af 29de April 1752 beſtemmer, at Pladſe i Udmarker ſkulle bortfæſtes paa Huusmandens og hans Huſtrues Levetid. Denne Beſtemmelſe har tydeligen til Henſigt at ſikkre Rydningsmanden Frugterne af den Fliid og Møie han har anvendt paa Pladſens Opdyrkning, og da Oprydningen af et Stykke raa og udyrket Mark for den fattige Nybygger maa anſees for et ſærdeles beſværligt og koſtbart Arbeide, forekommer Billigheden i hiin Lovbeſtemmelſe os at være indlyſende. Vel indeholder Commisſionens Lovforſlag Beſtemmelſe om, at der i ethvert Tilfælde af Fravigelſe fra Pladſen ſkal ydes den bortflyttende Huusmand eller hans Arvinger Godtgjørelſe for de paa Pladſens Jordvei og Huſe m. v. udførte Forbedringer; og det kunde derfor ved førſte Øiekaſt ſynes mindre fornødent i den forventede nye Lov at optage Beſtemmelſen i den citerede Forordning, for at betrygge Rydningsmanden mod vilkaarlig Behandling fra Huusbondens Side og mod Velfærdstab ved Pladſens Fravigelſe. Men det vil dog ved Sagens nøiere Betragtning forhaabentlig erkjendes, at Lovens Tilſagn om Godtgjørelſe for udførte Forbedringer er langtfra at afgive den ſamme Betryggelſe for Huusmanden ſom Fæſie paa Levetid. Man foreſiille ſig, at det efter Aars Møier og Anſirængelſer har lykkes ham at oprydde og frede et Stykke Iord, ſom han havde modtaget i udyrket Stand. Hans kraftfulde Aar, hans bedſte Alder er imidlertid henrunden; han er efterhaanden bleven omringet af en talrig Familie hvis Underholdning og Livsophold ſkal udvindes af den med ſtore Opofrelſer forædlede Jord; og nu benytter Jordens Eier en contractsmæsſig Ret til at fordrive ham derfra. Da der ved Beſtemmelſen af den Godtgjørelſe, ſom i et ſaadant Tilfælde ſkal ydes Vedkommende, ifølge Commisſionens Lovforſlag ſkal tages i Betragtning, hvorvidt Huusmanden kan anſees for at have erholdt Erſtatning for den foretagne Rydning og de udførte Forbedringer derved, at han i længere Tid har havt Pladſen i Brug, ſaa vil det let indſees, at Vederlaget kan blive Lidet eller Intet. Men lad endog Forholdet efter Omſtændighederne ſtille ſig gunſtigt for ham, ſkal det dog ikke kunne nægtes, at han i en fremrykket Alder, fordreven fra Huus og Hjem og ude af Stand, til med Lyſt og Kraft at begynde forfra paa Rydningsmandens møiefulde Arbeide, vil i den Godtgjørelſe, ſom ſaaledes tildeles ham, kun finde et usſelt Vederlag for tilintetgjorte Livsforhaabninger, og befinde ſig i en uden Sammenligning ſlettere Stilling, end om han med Familie var forbleven paa ſit Hjemſted. Naar hertil føies den Betragtning, at Reſultatet af det Skjøn, hvorved Godtgjørelſen ſkal faſtſættes, ligeſom af Skjøn i Almindelighed, er afhængigt af de Perſoners Indſigt og Retſindighed, ſom ſkulle afgive det, og at ſaaledes den opſagte Rydningsmand i ſit vigtigſte Velfærds Anliggende altid i nogen Grad vilde være udſat for Tilfældets Luner, ſaa ſynes der ikke at være Grund til at opgive den hidtil gjældende ubetingede Beſtemmelſe om Livsfæſte for Rydningsmænd, og dermed at løſe et Baand, ſom ældre Tiders Lovgivning, beſjelet af ædel Omſorg for den fattige Arbeider, har lagt paa Contractsfriheden, et Baand, under hvis betryggende Indflydelſe ſaa mangen Plet af vort Land er bleven opdyrket og forædlet til Nytte og Velſignelſe for Menneſker, ſaamangen ſtræbſom Familie har arbeidet med Kraft og Haab og levet i Fred og Lykke. Det er ſaaledes vor underdanigſte Formening, at den omhandlede Beſtemmelſe bør optages i den nye Lov angaaende Huusmandsvæſenet, kun ſaaledes modificeret, at den kommer til at gjælde og omfatte alle Huusmænd, der nedſættes paa uopryddet og udyrket Jord, hvad enten denne ligger inden- eller udenfor Gaardens Hjemrøſer eller Hegn.

Hvad de Huusmænd angaaer, ſom nedſættes paa dyrket Jord, var det efter vor Mening ønſkeligt, om ogſaa disſe, ſaaledes ſom i ældre Tider overalt i Landet har været ſædvanligt, kunde erholde ſine Pladſe paa Levetid. Men da det maa antages, at en Lovbeſtemmelſe, ſom gjorde ſaadant til ufravigelig Regel, i de Egne, hvor Fæſte paa Aaremaal eller paa ubeſtemt Tid efterhaanden er bleven gjængs, vilde blive modtaget med Misnøie og foranledige mange Gaardbrugere til at inddrage ſine Pladſe under Gaardene og lade disſe drive ved løſe Arbeidere, for ikke at underkaſte ſig en ſaadan Tvang, ſaa vove vi, af Henſyn til Huusmandsclasſens Tarv, ſom kun altfor meget turde komme til at lide ved en ſaadan Fremgangsmaade, ikke at foreſlaae en ſaadan Beſtemmelſe, ſom ubetinget Forſkrift. Paa den anden Side forekommer det os af Grunde, ſom vi ovenfor have tilladt os at antyde, ſærdeles magtpaaliggende, at den Vedtægt, at give alle Huusmænd uden Forſkjel Fæſte paa Levetid, bliver underſtøttet og vedligeholdt ſaa godt, ſom muligt, i de vidtſtrakte Egne af Landet, hvor den endnu hører hjemme, og hvor Fæſte paa Aaremaal enten aldeles ikke eller kun i ringe Grad kjendes og bruges. Til den Ende bør Loven efter vor Formening udtale ſom ſin Vilie, at alle Pladſe uden Undtagelſe ſkulle bortfæſtes paa Brugerens Levetid, at ſaaledes ogſaa opdyrkede Pladſe ſkulle være denne Regel underkaſtede, forſaavidt ikke anderledes ved ſkriftlig Contract udtrykkeligen er faſtſat. Medens Lovbeſtemmelſen, ſaaledes formet, levnet dem, der ikke ville vide af Livsfæſte, al den Frihed, de i denne Henſeende kunne ønſke, og ikke binder Hænderne paa Nogen, kan den formeentligen antages, ved ſin moralſke Indflydelſe at ville give hiin Vedtægt en ikke ringe Underſtøttelſe.

Det kunde viſtnok ſynes tvivlſomt, om et ſaadant blot declaratoriſk Lovbud vil være iſtand til igjennem Tiden at værne om Almindeligheden af det livsvarige Fæſte, hvor dette endnu er det Sædvanlige, efterat den ældre Lovgivnings Beſtemmelſer, hvis Henſigt øienſynligen har været, ſaameget ſom muligt, at ſikkre alle Huusmænd en uforſtyrret Beſiddelſe af deres Pladſe, i adſkillige Egne af Landet have viiſt ſig uformuende dertil; og en Beſtemmelſe, ſom den ovenfor antydede kunde ſaaledes ved førſte Øiekaſt maaſkee ſynes unyttig. Det maa dog herved bemærkes, at den ældre Lovgivnings Beſtemmelſer angaaende denne Gjenſtand findes atſpredte blandt mangfoldige Lovbud, og kunne ſaaledes blot i ringe Grad antages at have været de Clasſer af Samfundet bekjendte, for hvilke de nærmeſt vare ſkrevne. At Lovens moralſke Virkning, dens Indflydelſe paa Opinionen og paa Sædvanen under ſaadanne Omſtændigheder maatte udeblive, og Veien ſtaae aaben for andre Synsmaader, for hvilke de ældre Tiders patriarkalſke Forhold imellem Huusbonde og Huusmand ikke fandt nogen Sympathie, til hiſt og her at gjøre ſig gjældende, var derfor ikke at undres over.

Ganſke anderledes vil derimod Loven indvirke paa den almindelige Mening om, hvad der i omhandlede Henſeende er rigtigt og tilbørligt, naar den paa en kort og tydelig Maade, ſaaledes at Enhver vil kunne læſe ſig til dens Mening, udtaler ſine Beſtemmelſer angaaende Huusmandsforholdene, og disſe Beſtemmelſer, ſamlede til et Heelt, finde Vei til hele den Deel af Folket, for hvis Skyld de ere ſkrevne. Man ſkuffer ſig neppe med noget ugrundet Haab, naar man antager, at den da, ſom et Udtryk af Statsſamfundets Villie og med den Anſeelſe, den i ſaadan Egenſkab altid vil nyde, efterhaanden vil komme til at lede og beſtemme den almindelige Mening om, hvad der er retfærdigt, billigt og gavnligt i Forholdet mellem Jorddrot og Huusmand, og i Forening med Sædvane og chriſtelig Kjærlighed i mange af vort Fædrenelands Egne vil opretholde den Regel, at give alle Huusmænd Fæſte paa Livstid, en Regel, der efter vor Overbeviisning fortjener at opretholdes Heller ikke maa det forglemmes, at Commisſionens Lovforſlag, ſaavel ved at beſtemme Forbrydelſe af Fæſtet ſom Straf for visſe Pligtforſømmelſer og Overtrædelſer, Huusmanden maatte gjøre ſig ſkyldig i, ſom ved at faſtſætte en med forholdsviis ringe Omkoſtninger forbunden Rettergangsmaade for de Tviſtigheder, der opſtaae mellem Huusbonde og Huusmand ſom ſaadanne, i en ikke ringe Grad vilde lette Adgangen for den Førſte, til at vorde befriet for den Huusmand, der viſer ſig ſom en utro eller opſætſig Underhavende, og at ſaaledes den Fare for Ubehageligheder og Skade, ſom en Huusmands Antagelſe med Livsfæſte kan medføre for vedkommende Jorddrot, vil, naar nærværende Forſlag ophøies til Lov, i en langt ringere Grad end forhen være tilſtede.

Da vi anſee det for magtpaaliggende, at Livsfæſte fremmes i den ſtørſt mulige Udſtrækning, have vi ogſaa ihenſeende til Beſtemmelſerne betræffende Retstviſtigheder imellem Jorddrotter og Huusmænd fundet os foranledigede til at afvige fra Pluralitetens Forſlag, der gaaer ud paa at fritage Huusmanden for at erlægge Gebyhr til Stævnevidnerne, Forligelſescommisſionen og Retten. En ſaadan Beſtemmelſe forekommer os nemlig ikke tilraadelig. Den kunde let forlede den vrangvillige og egennyttige Huusmand til at bringe faſt enhver Tviſt, der maatte opſtaae imellem ham og hans Huusbonde, ind for Retten, og ſaaledes efterhaanden lede til at gjøre Huusmandsvæſenet forhadt, og afſkrække Jorddrotter fra at knytte Huusmænd til ſine Eiendomme med andre Baand end ſaadanne, ſom til enhver Tid vilde ſtaae til dem ſelv at opløſe. Medens vi derfor anſee det for billigt og pasſende, at Adgangen lettes baade for Huusbonde og Huusmand til at paakalde Dommerens Mellemkomſt i de Tviſtigheder, ſom maatte opkomme imellem dem, anſee vi en Nedſættelſe af Gebyhrene til Halvdelen af, hvad der for Tiden er lovbeſtemt, for en pasſende Middelvei, lige ſkikket til at bevirke den nys ommelte Lettelſe og til at fjerne den Fare, ſom vi ovenfor have antydet.

Paa Grund af det ſaaledes Anførte tillade vi os underdanigſt at indſtille, at det naadigſt maatte behage Deres Majeſtæt iſtedetfor de Beſtemmelſer, ſom indeholdes i §§ 1, 11 og 21 af det af Commisſionen udarbeide Udkaſt til Lov angaaende Huusmandsvæſenet, at foreſlaae for Storthinget følgende Beſtemmelſer:

iſtedetfor § 1 i Commisſionens Udkaſt:
§ 1. Naar udyrket Mark overdrages Nogen til Brug og Beboelſe, hvad enten Arbeidspligt til Udleieren betinges eller ikke, ſkal ſaadan Huusmandsplads bortleies for Huusmandens og hans Huſtrues Levetid.
Beſtaaer Marken baade af dyrket og udyrket Jord, ſkal den anſees ſom en udyrket Plads, ſaafremt den opdyrkede Deel ikke er over 2 Maal eller 5000 Qvadratalen. I modſat Fald anſees Pladſen ſom dyrket.
§ 2. Overdragelſe af en Plads, beſtaaende af Huus eller dyrket Jord, mod Arbeidspligt til Udleieren, ſkal anſees ſom Bortfæſtelſe for Huusmandens og hans Huſtrues Levetid, hvis ikke anderledes ved ſkriftlig Contract inden 1 — eet — Aars Forløb bliver beſtemt.
Contracten ſkal underſkrives i 2 Vidners Overvær, ſom medunderſkrive til Vitterlighed, og i tvende Exemplarer, hvoraf Huusmanden beholder det ene. Er ſkriftlig Contract efter et Aars Forløb ikke oprettet, beholder Huusmanden Pladſen paa ſamme Vilkaar, ſom i den forløbne Tid have været gjældende.
§ 3. Vægrer Huusmanden ſig ved inden 1 — eet Aars Forløb at underſkrive en Contract, der lyder paa livsvarigt Fleſte og forøvrigt kun indeholder de Vilkaar, ſom til den Tid have været gjældende, ere Livsfæſtet dermed forbrudt og Huusmanden forpligtet til at fravige Pladſen efter Opſigelſe.

Opſtaaer der Tviſt imellem Huusbonden og Huusmanden angaaende de hidtil gjældende Vilkaar, ſkal Huusmandens Paaſtand være gjældende, forſaavidt Huusbonden ikke kan beviſe det Modſatte. Iſtedetfor § 11 i Commisſionens Udkaſt følgende Beſtemmelſe, der, hvis nærværende Forſlag bifaldes, bliver

§13. Ved Pladſens Fravigelſe tilkommer Huusmanden eller hans Boe Godtgjørelſe for de Fordele, der forhøie Pladſens Værdie og vilde, hvis den blev bibeholdt ſom Huusmandsplads, tilflyde Huusbonden ved Rydning, Opbyggelſe af Huſe og andre Forbedringer, der fra Huusmandens Side oplyſes ved ham at være foretagne. Dog tilkommer ikke den Huusmands Boe, ſom har havt Fæſte paa Livstid og har brugt Pladſen til ſin Død, nogen ſaadan Godtgjørelſe.
Ved Afgjørelſen af Spørgsmaalet o. ſ. v. (efter Commisſionens Forſlag.)

Iſtedetfor § 21 følgende Beſtemmelſe, der bliver

§ 23. I Sager imellem Huusmænd og Huusbønder betræffende deres gjenſidige Rettigheder ſkal til Stævnevidnerne, Forligelſescommisſionen og Retten kun betales Halvdelen af det nu lovbeſtemte Gebyhr. Forlanger Huusmanden Sagens Behandling o. ſ. v. (efter Commisſionens Forſlag).

Iſtedetfor § 24 følgende Beſtemmelſe, der bliver

§ 26. De i §§ 4 og 5 med Henſyn til Huusmands-Contracter o. ſ. v. (efter Commisſionens Udkaſt).

§ 25 i Commisionens Udkaſt udgaaer.


Chriſtiania i Commisſionen angaaende Huusmandsvæſenet, den 14de Februar 1851.

Besſeſen. O. Walſtad.


Rettelſe:
Side 39, Spalte 2, Linie 5 fra neden: ”inden” læs ”efter”
Den Norſke Regjerings underdanigſte Indſtilling af 9de Juli 1851.

Chefen for Departementet for det Indre, Statsraad Stang, har underdanigſt foredraget Følgende:

I Slutningen af Aaret 1849 udfærdigede Departementet et Circulaire til Rigets ſamtlige Amtmænd, hvori disſe anmodedes om at meddele Departementet deres paa Localforholdene ſtøttede Formening om, hvorvidt der maatte være Grund til at underkaſte Lovgivningen om Huusmænd Reviſion, og i bekræftende Fald i hvilken Retning denne fornemmelig maatte anſees ønſkelig. Efterat disſe Betænkninger, tildeels ledſagede af Erklæringer fra underordnede Embedsmænd og Formandſkaber, vare indkomne, fandt Departementet ſig foranlediget til at andrage om at en ſærſkilt Commisſion maatte blive nedſat til Underſøgelſe og Behandling af dette Anliggende. Dette bifaldtes ved naadigſt Reſolution af 3die Auguſt ſ. A., ved hvilken Sorenſkriver i Rakkeſtads Sorenſkriverie, R. St. O. O. Ulrik Anton Motzfeldt, Sognepræſt til Næs Præſtegjeld Bernt Tobias Besſeſen, Fuldmægtig i Finants- og Told-Departementet Thorkil Halvorſen Aſchehaug og Gaardbrugerne A. Lysgaard af Birid og Ole Chriſtenſen Valſtad af Næs Præſtegjeld paalagdes at ſammentræde i en Commisſion for at tage under Overveielſe ſamt afgive Betænkning om, hvorvidt Lovgivningen om Huusmænd bør undergaae nogen Forandring eller modtage Tillæg eller nærmere Beſtemmelſer, ſamt i bekræftende Fald at afgive et motiveret Forſlag til de nye Beſtemmelſer, der maatte antages at burde tilføies de ældre eller afløſe disſe.

Denne Commisſion, til hvis Benyttelſe de ovenmeldte af Departementet erhvervede Erklæringer have været overgivne, har under afvigte 14de Februar overſendt Departementet et af den udarbeidet Udkaſt til Lov angaaende Huusmandsvæſenet med tilhørende Motiver.

Departementet har paa Grund af denne Sags indgribende Vigtighed, de ſæregne Vanſkeligheder, ſom dens Ordning medfører, og de mange Berørelſer, hvori den kommer med de locale Forholde, anſeet det nødvendigt at foranledige Commisſionens Arbeide undergivet Drøftelſe af de civile Overøvrigheder ſaavelſom vedkommende Departementer, med hvis Resſort de af Commisſionen behandlede Gjenſtande ſtaae i Forbindelſe.

Saaſnart derfor Commisſionens Indſtilling var bleven beſørget aftrykt, tilſtillede Departementet ved Circulaire af 27de Marts ſidſtl. ſamtlige Amtmænd med Undtagelſe af Amtmændene i de tvende nordligſte Diſtricter Aftryk af ſamme, med Anmodning om at afgive deres Betænkning over Sagen ſamt tillige at give de i deres Diſtricter anſatte Embedsmænd eller Corporationer, fra hvem det maatte anſees af ſærlig Interesſe at erhverve Erklæringer, Anledning til at yttre ſig over ſamme, hvorhos man gjorde opmærkſom paa det Ønſkelige i at det omhandlede Anliggende kunde bringes under Behandling af det nu forſamlede Storthing, og at til den Ende Erklæringerne kunde afgives ſaa betimeligt, ſom Sagens grundige Drøftelſe maatte tillade.

Ligeledes anmodede man under ſamme Dato Juſtits-Departementet og Kirke-Departementet om at afgive deres Betænkning over Sagen i Almindelighed, og navnlig angaaende de Dele af ſamme, ſom henhøre under de nævnte Departementets Resſort. Da de forlangte Erklæringer, med Undtagelſe af ganſke enkelte, ikke ere indløbne til Departementet førend ved Slutningen af Mai Maaned, og tildeels endog ſenere, har det ikke været Departementet muligt førend nu at fremkomme med underdanigſt Indſtilling i Anledning af Commisſionens Arbeide.

Commisſionen har — ſom af vedlagte Aftryk naadigſt vil erfares — forudſkikket dens Lovudkaſt endeel mere almindelige Bemærkninger angaaende Aarſagerne til den mindre heldige Tilſtand, hvori den arbeidende Clasſe, og deriblandt Huusmændene, paa mange Steder i Riget antages at befinde ſig, ſamt angaaende de Foranſtaltninger, ved Hjælp af hvilke det antages, at nogen Forbedring i disſe Forholde ſkulde kunne ventes. Der har i Henſeende til disſe Spørgsmaale gjort ſig gjældende tvende væſentlig divergerende Synsmaader inden Commisſionen; men Departementet finder ikke Opfordring til her at dvæle ved de forſkjellige inden Commisſionen forſaavidt fremſatte Anſkuelſer, efterſom det for Tiden foreliggende Spørgsmaal i Anledning af Commisſionens Arbeide alene er, hvorvidt der bør ſøges iſtandbragt nogen ny Lov angaaende Huusmandsvæſenet, i det Væſentlige bygget paa Commisſionens Udkaſt. Commisſionen har eenſtemmigen, og det væſentlig af formelle Henſyn, udtalt ſig for Udfærdigelſen af en ny Lovgivning angaaende Huusmandsvæſenet. I enkelte af de til Departementet indkomne Erklæringer er derimod vakt Tvivl om det vil være henſigtsmæsſigt at gjøre disſe Forholde til Gjenſtand for nogen ny Lovbehandling; medens dog Fleerheden af de indkomne Betænkninger erklære ſig for den bekræftende Mening. Departementet troer at burde opſætte med at yttre ſig angaaende dette Spørgsmaal, indtil man har gjennemgaaet Commisſionens Lovudkaſt og fremſat de Bemærkninger ved dette, hvortil man finder Opfordring Faar det ſaaledes førſt har viiſt ſig, i hvad Skikkelſe en Lov, ſom den paatænkte, efter Departementets Formening maatte udkomme, vil det falde beqvemmere at gaae til Underſøgelſe af, hvorvidt der tør ventes noget Udbytte for det almindelige Vel af det Lovarbeide, hvorom her handles.


Forinden Departementet gaaer over til at omhandle de enkelte her i Commisſionens Lovudkaſt, ſkal man udtale ſin Formening angaaende det Omfang af Begrebet om Huusmænd, ſom Commisſionen har troet at burde lægge til Grund for bemeldte Udkaſt, og hvilket i § 1 er angivet ved en Definition. Ifølge denne § ſkal nemlig ved Huusmandscontracter forſtaaes ſaadanne Contracter, hvorved Nogen for en Tid af idetmindſte eet Aar leier Plads, beſtaaende af Huus eller Jord, mod Arbeidspligt til Udleieren. Som Grund for at optage i Definitionen, at der maa paahvile Leietageren Arbeidspligt til Udleieren, anfører Commisſionen, at Begrebet ikke paa anden Maade kan vinde nogen Beſtemthed, og at det er gjennem Huusmandens Arbeidspligt til Grundeieren, at Huusmandsforholdet har ſin egentlige Betydning. I Overeensſtemmelſe med den ovenanførte Definition angaae Udkaſtets Beſtemmelſer Huusmænd, hvem Arbeidspligt til Jorddrotten paahviler. Den eneſte væſentlige Undtagelſe herfra er, at ifølge § 23 ſkulle de i § 22 indeholdte Beſtemmelſer betræffende Huusmandsfolks Ydelſer til Skole-, Fattig- og Veivæſen, Præſt, Klokker og Kirke, ogſaa komme til Anvendelſe paa Enhver, der i Henſeende til de nævnte Ydelſer tidligere have været ſatte ved Siden af Huusmænd i Udkaſtets Betydning.

Departementet maa anſee det urigtigt paa denne Maade at indſkrænke Begrebet om Huusmænd, og, ſom Følge deraf, Virkſomheden af den paatænkte nye Lov. Commisſionen har uden Tvivl, ved ſaaledes ſom anført at begrændſe Begrebet, havt Forholdene for Øie i den Deel af Landet, hvori det Almindelige i Huusmandsforholdet er, at Arbeidskraft derigjennem ſøges ſikkret paa den Maade, at Huusmanden ligefrem forbinder ſig til Arbeide. Men i mange Egne af Landet, fornemmelig i de veſtlige, er det jevnlig Tilfældet, at Huusmandens Afgift beſtaaer i Penge alene, hvilket blandt Andet fremgaaet af de fra Amtmændene i Liſter og Mandals, Stavanger og Nordre-Bergenhuus Amter indkomne Betænkninger. Amtmanden i Stavanger Amt anfører endog, at det paa den Kant af Landet er det Sædvanligſte, at Afgiften beſtaaer i Penge alene. Naar Commisſionen anfører, at det er gjennem Huusmandens Arbeidspligt til Grundeieren, at Huusmandsforholdet faaer ſin rette Betydning, ſaa er herved at mærke, at locale Forholde i mange Egne af Riget jevnligen maa lede til at ſøge et andet Øiemed opnaaet ved Bortfæſtelſen af en Plads end Sikkerhed for Arbeidskraft. Hvor nemlig Pladſen er langt fraliggende eller Trangen til Biſtand ved Arbeide paa Gaarden, efter dennes Beſkaffenhed, liden, er den naturlige Henſigt med at bortfæſte en Plads den, at forſkaffe ſig gjennem Indfæſtningen eller den aarlige Afgift eller begge Dele tillige en Hjælp til Udredſlerne af Gaarden. Men endog forſaavidt Øiemedet med at bortfæſte Huusmandspladſe ſættes i at tilveiebringe Arbeidskraft for Gaardens Drift, er det unægteligt, at dette, idetmindſte til en vis Grad, kan opnaaes og virkelig ſøges opnaaet ved Nedſættelſen af Huusmænd, ſelv om Arbeidspligt ikke paalægges disſe; thi Huusmanden og hans Familie afgiver en Arbeidskraft, ſom efter frivillig Accord kan paaregnes. Denne Skikkelſe af Huusmandsforholdet, ifølge hvilken Huusmanden for ſin Plads ikkun pligter Afgift i Penge, og kan accordere om ſit Arbeide ſom fri Mand, har endog, fra flere Sider, ſaa meget Anbefalende ved ſig, at det ingenlunde kunde være henſigtsmæsſigt ved ſelve Lovgivningen at modarbeide den, hvilket maatte blive Tilfældet, om man i en ny Lov om Huusmandsvæſenet ikke erkjendte den ſom henhørende under Gjenſtanden, og derved ſtillede den udenfor alle de legale Forudſætninger, hvorpaa den for Tiden hviler.

Den hidtil gjældende Lovgivning er nemlig langtfra at opſtille ſom noget Nødvendigt i Begrebet om en Huusmand, at der ſkal paahvile ham . Tvertimod forudſætter den Forordning, der indeholder en af de væſentligſte Sætninger i den gjældende Huusmandsret, nemlig Frd. 29de Juni 1792, udtrykkelig, at Huusmænd kunne pligte Afgift i Penge alene (ſee Frd.s Ord: “den Afgift i Penge eller Arbeide, ſom i den ſidſt forløbne Tid har været ſvaret“). Ligeſom det derfor ikke kan omtvivles, at denne Frd.s Beſtemmelſer ere anvendelige ogſaa paa ſaadanne Huusmænd, der ikke pligte Arbeide til Grundeieren, ſaaledes maa det Samme antages om den Regel, der fremgaaet af Frd. 9de October 1750, ſammenholdt med Frd. 29de April 1752, § 4, angaaende Nødvendigheden af Livsfæſte paa Huusmandspladſe i Udmarken; thi ligeſom Udtrykkene ikke indeholde Noget til Hjemmel for at undtage de Huusmænd fra Beſtemmelſen, der alene ſvare Afgift i Penge, ſaaledes er det netop med Huusmænd i Udmarken, at det hyppigſt vil være Tilfældet, at der ikke er ſtipuleret nogen Arbeidspligt til Jorddrotten. Modſætningen mellem at pligte Afgift i Penge alene og at pligte Arbeide er ogſaa i mangfoldige Tilfælde ikke i ſig ſelv ſaa væſentlig, ſom det kan ſynes for den, der fornemmelig har for Øie Forholdene i de meeſt jordbrugende Egne af Landet, og derfor tænker ſig Arbeidspligten i Regelen at gaae ud paa at forrette Arbeide, ſaa ofte Jorddrotten kræver det. Mangfoldige Huusmandscontracter, der virkelig paalægge Huusmanden en Arbeidspligt og ſaaledes nødvendigen maatte gaae ind ſelv under den i udkaſtet opſtillede Definition, beſtemme Arbeidspligten ſaaledes, at Forſkjellen mellem ſamme og en modſvarende Afgift i Penge, om den end efter Omſtændighederne i Forhold til Jorddrottens Interesſe kan være ganſke væſentlig, dog ikke kan ſiges at indflyde i nogen mærkelig Grad paa Beſkaffenheden af Retsforholdet mellem Parterne, ſaaſom naar Arbeidspligten, hvad der iſær i de veſtligere Egne er ſædvanligt, alene beſtaaer i aarlig at udføre et viſt beſtemt Arbeide, f. Ex. at ſlaae eller ſkjære visſe Maal Eng eller Ager, eller i at præſtere et viſt beſtemt Antal Dagvirke i hver Aannetid o. d. l. Det Unaturlige i at udelukke alle Fæſtere af Huusmandspladſe, hvem ikke Arbeidspligt paahviler, fra Begrebet og Lovgivningen om Huusmænd, vil ogſaa indſees ved blot at tænke ſig det Tilfælde, at en Huusmand formedelſt Alderdom eller Sygelighed har faaet tidligere ham paahvilende Arbeidspligt ombyttet med en Afgift i Penge. At han fra nette Øieblik ſkulde anſees ophørt at være Huusmand, vil neppe Nogen finde naturligt.

Som oven bemærket bevirker den i § 1 af Commisſionens Udkaſt optagne Definition, at, paa de i § 22 indeholdte Beſtemmelſer nær (ſee § 23), Udkaſtets øvrige Indhold udelukkende eller — om Henſyn tages til de partielle Udvidelſer af et Par enkelte Forſkrifter, hvorom handles i §§ 24 og 25, — ſaagodtſom udelukkende kommer til at angaae de Huusmænd, ſom for deres Pladſe pligte Arbeide. At dette vil ſtride aldeles mod Almuens tilvante Foreſtillingsmaade og bevirke en unaturlig Indſkrænkning i Lovens Virkſomhed, er iſær udhævet af Amtmanden i Nordre-Bergenhuus Amt, der exempelviis paapeget en heel Deel af Lovens Beſtemmelſer, hvis Indſkrænkning til ikkun at gjælde Huusmænd med Arbeidspligt han formener at ſavne antagelig Grund. Som ogſaa af bemeldte Amtmand bemærket, bliver Sagen end betænkeligere derved, at de hidtil om Huusmandsvæſenet gjældende Anordninger af 9de October 1750, 29de April 1752 og 29de Juni 1792 efter Udkaſtets § 27 ſkulde ophæves, hvoraf vilde følge, at Huusmandsforholdet, forſaavidt ikke i ſamme er optaget Arbeidspligt, vilde være at anſee ſom ikke behandlet i Lovgivningen fra det Øieblik, at den nye Lov var udkommen. Navnligen vilde den Beſkyttelſe, den gjældende Lovgivning har ſøgt at yde Huusmændene ved de før berørte Beſtemmelſer i Frd. 9de October 1750, 29de April 1752 § 4 ſamt 29de Juni 1792, eller, ſom den nye Lov, ved at gjentage disſe Beſtemmelſer med eller uden Forandring, fremdeles maatte ville i ſamme Retning yde Huusmandsclasſen, ikke komme nogen Huusmand tilgode, hvem ikke Arbeidspligt paahviler. En ſaadan i den ældre Lovgivning ukjendt Forſkjel mellem to Slags Huusmænd i Henſeende til Noget af det, der væſentligſt beſtemmer deres retlige Kaar, maatte Departementet anſee utilraadelig.

Departementet tør antage, at hvad der har bevæget Commisſionen til at optage i udkaſtet en legal Definition paa Huusmænd netop er Henſynet til at faae udtalt i Loven den nærmere Beſtemmelſe af Begrebet, hvilken man i det Foregaaende formeentlig har godtgjort ikke at være henſigtsmæsſigt eller ſtemmende med Forholdene, nemlig, at der maa paahvile Huusmanden Arbeidspligt til Grundeieren. Man antager derfor ogſaa, at naar denne nærmere Beſtemmelſe af Begrebet opgives, bør Definitionen i dens Heelhed udgaae af Loven, og at følgelig denne, ligeſom den tidligere Lovgivning om Huusmænd, bør forudſætte Begrebet ſom givet og ikke indlade ſig paa nogen legal Definition deraf. Foruden de almindelige Betænkeligheder ved legale Definitioner fremſtille ſig her de ſæregne, der hidrøre fra Begrebets egen Beſkaffenhed. Dette har nemlig uddannet ſig ſædvansmæsſig, og maa i Indhold variere adſkilligt efter locale Forhold og de forſkjellige Øiemed, ſom med Nedſættelſe af Huusmænd tilſigtes. Medens Vanſkelighederne ved at gjengive Begrebet i en klar og uomtviſtelig Definition herved forøges, kan Departementet heller ikke erkjende, at det ſkulde være practiſk fornødent at optage en ſaadan i den paatænkte Lov. Ligeſom Lovgivningen om Huusmænd hidtil har fundet ſin Anvendelſe, ſkjøndt ingen legal Definition af en Huusmand har været given, ſaaledes formener Departementet, at det ikke er i den Anvendelſe, hvori det egentlig kommer an paa at faſtholde Begrebet i ſin Strenghed, at nogen Tvivl eller Uklarhed om hvo der er at henføre til Huusmænd hidtil har viiſt ſig. Hvad nemlig angaaer ſelve Retsforholdet mellem Huusmanden paa den ene og Jorddrotten eller Pladseieren paa den anden Side og de Spørgsmaal, ſom deraf reiſe ſig, vide uden Tvivl begge Parter ligeſom Domſtolene heelt vel at ſkjelne Huusmænd fra Inderſter, Strandſiddere, Leietagere af Huustomter o.d.l. Det er uden Tvivl ſnareſt naar Spørgsmaal opſtaaer om Pligter mod det Offentlige, navnlig med Henſyn til de i Udkaſtets § 22 omhandlede Ydelſer, at der har været Tvivl om hvo der i denne Henſeende var at henføre til eller rettere at ſtille ved Siden af Huusmænd; men forſaavidt fornødiges ingen legal Definition, da Udkaſtets § 23 indeholder, at hvad i § 22 er beſtemt ogſaa 1751 komme til Anvendelſe paa Strandſiddere, Inderſter og overhovedet Enhver, ſom i Henſeende til de omhandlede Afgifter tidligere har været ſtillet ved Siden af Huusmænd.


Departementet ſkal dernæſt gaae over til under Eet at omhandle §§ 1 og 2 i Commisſionens Udkaſt, og i Forbindelſe dermed §§ 1, 2 og 3 i det af en Minoritet inden Commisſionen afgivne Votum.

Ifølge den gjældende Lovgivning om Huusmandsvæſenet ſkal Fæſte paa Huusmandspladſe i Udmarken, idetmindſte de, der bortfæſtes til Oprydning, gives paa Huusmandens og Enkes Levetid. Derhos ſkulle Huusmandspladſe inden Gaardens Indhegninger, om ikke ſkriftlig Huusmandsſeddel af modſat Indhold er oprettet, anſees at være fæſtede Huusmanden paa hans og Enkes Levetid for den Afgift i Penge eller Arbeide, ſom deraf i den ſidſtforløbne Tid har været ſvaret. See Frd. 9de October 1750, Frd. 29de April 1752 § 4 og Frd. 29de Juni 1792. Begge disſe Beſtemmelſer foreſlaae Commisſionens Pluralitet ophævede. Hvad angaaer den ſidſtanførte, der indeholdes i Frd. 29de Juni 1792, anfører Commisſionen i det Væſentlige, at den Regel, at Grundeieren for Undladelſen af ſkriftlig Contracts Oprettelſe ſkal anſees at have leiet Huusmanden Pladſen for hans og Enkes Levetid, aabenbar er en altfor haard Straf for hvad der hyppig kun er en Følge af Uvidenhed om Loven eller Mangel paa Eftertanke eller endog ſlethen god Tro til Næſten, at den, naar den kommer til Anvendelſe, fremkalder Had og Mistro mellem Jorddrotter og Huusmænd, og ikke ſjelden leder til, at Lovgivningen bliver benyttet ſom Redſkab for Egennytte og Underfundighed. Paa Grund heraf foreſlaaer Commisſionens Pluralitet Regelen ombyttet med en Beſtemmelſe af Indhold, at Mangel paa ſkriftlig Contracts Oprettelſe ſkal medføre, at Huusmanden beholder Pladſen i et Aar udover den førſte Faredag efter ſkeet Opſigelſe, eller i ſaa lang Tid, ſom han oplyſer ved mundtlig Overeenskomſt at være tilſagt Pladſen.

Med Commisſionens Minoritet, hvis Grunde findes anførte i det vedlagte Aftryk, Pag. 38, og med Fleerheden af de afgivne Betænkninger maa Departementet anſee en ſaadan Forandring i den gjældende Lovgivning utilraadelig. Det er uundgaaeligt, at Lovregler, der gives i den ſærſkilte Henſigt at beſkytte den Uoplyſte og Fattige mod den præſumtiv mere Oplyſte og Formuende, af og til maae medføre ſine Ulemper; men Lovgiveren kan ikke af Henſyn hertil opgive dem, naar dog Nytten af deres Tilværelſe maa erkjendes overveiende. Og at Frd. 29de Juni 1792 har hindret megen Vilkaarlighed og Uretfærdighed, betvivler Departementet ikke. Ligeſom den i ſin Tid ſikkerlig har været fremkaldt ved Erfaring om, at Huusmandsclasſen, uden ſaadan Underſtøttelſe fra Lovgivningens Side, var priisgiven for en ubegrændſet Vilkaarlighed, ſaaledes formaaer Departementet heller ikke at indſee rettere, end at ſelve Forholdets Natur maatte lede til Erkjendelſen heraf; thi naar Mangel paa fuldgyldigt Beviis fra Huusmandens Side for de ham tilſagte Rettigheder uden videre medførte, at ikke flere eller bedre Rettigheder anſaaes at være ham tilſagte end de, Jorddrotten indrømmede, maatte dette i Virkeligheden falde ud derhen, at Huusmændene, der i Regelen ikke kunne formodes at have enten den fornødne Indſigt, Evne eller Indflydelſe paa Medcontrahenten til at faae ſine Rettigheder tilbørligen formelt ſikkrede, bleve aldeles afhængige af Pladseierens Vilkaarlighed. Det kan derfor ingenlunde betragtes ſom nogen paafaldende Afvigelſe fra de almindelige Regler om Contracts-Stiftelſer, naar Lovgivningen med Henſyn paa de her omſpurgte ſæregne Contracter, paa hvilke en præſumtiv uoplyſt og fattig Families Velfærd beroer, har gjort det til Pligt for Jorddrotten at give Retsſtiftelſen en Form, der gjør dens Indhold klar og utvivlſom, eller i modſat Fald at taale, at Contracten antages indgaaet paa de eneſte Vilkaar, der ikke gjøre Huusmanden afhængig af hans Godtbefindende. Dette vilde ikke blive Tilfældet, om den Regel, ſom af Commisſionens Pluralitet er foreſlaaet, blev ſat iſtedetfor den, ſom indeholdes i den gjældende Lovgivning; thi det vilde være til liden Hjælp for den Huusmand, der mod den virkelige Mening af den i ſin Tid indgaaede Contract blev pligtig at forlade ſin Huusmandsplads eller finde ſig i de forøgede Byrder, Jorddrotten maatte ville paalægge ham, at der ved Loven var tilſagt ham Ret til at blive paa Pladſen i eet Aar udover den førſte Faredag efter ſkeet Opſigelſe. De Ulemper, Commisſionens Pluralitet har paapeget at flyde af den angjældende Lovregel, ere derhos, efter Departementets Formening, af det Slags, at de ialfald ikke nu, efterat Frd. 29de Juni 1792 har været gjældende i over et halvt Aarhundrede, kunne tilkomme nogen afgjørende Vægt; thi nu maa ialfald Forordningens Regel antages at være tilſtrækkeligen bekjendt i de Egne af Landet, hvor den efter Forholdene har nogen egentlig Betydning, det vil ſige i de Egne, hvor ikke det Sædvanlige endnu er, at Huusmandsfæſte betragtes ſom indgaaet for Huusmandens og Enkes Livstid. Ligeſom den af Commisſionens Pluralitet antydede Ubillighed mod Jorddrotten herved for den væſentligſte Deel bortfalder, ſaaledes vilde det ialfald være overveiende ubilligt af Henſyn til ſamme at berøve Huusmandsclasſen en Beſkyttelſe, hvortil den fra ſin Side i høi Grad er trængende, og ſom Lovgivningen, om man endog ſætter de ældre Lovbud af 1750 og 1752 ud af Betragtning, i mere end et halvt Aarhundrede har ydet den.

Hvad dernæſt angaaer den hidtil gjældende Regel, at Fæſte paa Huusmandspladſe, opryddede i Udmarken, ſkal gives paa Huusmandens og Enkes Livstid, da maa Departementet erkjende, at den nu beſtaaende Diſtinction mellem de Pladſe, i Henſeende til hvilke der contraheres frit om Fæſtets Varighed, og de, der ſkulle bortfæſtes for Huusmandens og Enkes Levetid, nemlig efterſom Pladſen er beliggende i Udmarken eller indenfor Gaardens Indhegninger (Frd. 29de Juni 1792), deels i ſin Grund er vilkaarlig, deels paa mange Steder uanvendelig. Men med Commisſionens Minoritet og Fleerheden af de indkomne Betænkninger maa Departementet erklære ſig imod Ophævelſen af Det i den gjældende Lovregel, der egentlig udgjør Hovedtanken i ſamme, nemlig at Pladſe, der bortfæſtes til Oprydning fra Nyt af, bør ſikkres Huusmanden for hans og Enkes Levetid. Den Grund, hvoraf Commisſionens Pluralitet væſentligſt har ladet ſig beſtemme til at foreſtaae den gjældende Lovgivning i den her omhandlede Henſeende ganſke ophævet, beſtaaer — bortſeet fra den nys berørte unægtelige Ufuldkommenhed i den nu beſtaaende legale Diſtinction imellem de forſkjellige Slags af Huusmandspladſe-i den Betragtning, at det formenes naturligſt og henſigtsmæsſigſt at overlade til Den, der ønſker at erholde en Rydningsplads fæſtet, ſelv at afgjøre, hvorvidt og paa hvilken Betingelſe han finder ſig tjent med at modtage Pladſen paa Aaremaal, iſtedetfor ved en vilkaarlig Beſtemmelſe maaſkee at ſpærre ham aldeles Adgangen til at erholde nogen Plads fæſtet. I Overeensſtemmelſe hermed har Commisſionen foreſlaaet Rydningsmænd behandlede efter ſamme Regler ſom Huusmænd i Almindelighed, og ikkun i § 25 med Henſyn til Rydningsmænd, der ikke maatte have paataget ſig Arbeidspligt, og hvilke ſaaledes ikke vilde være Huusmænd i Udkaſtets Betydning, foreſlaaet, at der ſkal være en legal Formodning for, at Fæſtet er givet for Huusmandens og Enkes Levetid, naar ikke Varigheden af Beſiddelſesretten beviisligen anderledes er bleven beſtemt. Commisſionens Minoritet har herimod anført, at den nu gjældende Beſtemmelſe har til Henſigt at ſikkre Rydningsmanden Frugterne af den Flid og Møie, han har anvendt paa Pladſens Opdyrkning, og da Oprydningen af et Stykke raa og udyrket Mark for den fattige Nybygger maa anſees for et ſærdeles beſværligt og koſtbart Arbeide, forekommer Billigheden i denne Lovbeſtemmelſe Minoriteten indlyſende. Vel indeholder — yttres der videre — Commisſionens Lovforſlag Beſtemmelſe om, at der i ethvert Tilfælde af Fravigelſe fra Pladſen ſkal ydes den bortſlyttende Huusmand eller hans Arvinger Godtgjørelſe for de paa Pladſens Jordvei og Huſe m. v. udførte Forbedringer, og det kunde derfor ved førſte Øiekaſt ſynes mindre fornødent i den nye Lov at optage den omſpurgte Beſtemmelſe for at betrygge Rydningsmanden mod vilkaarlig Behandling og Velfærdstab ved Pladſens Fravigelſe. Men det vil dog ved Sagens nøiere Betragtning forhaabentlig erkjendes, at Lovens Tilſagn om Godtgjørelſe for udførte Forbedringer er langtfra at give den ſamme Betryggelſe for Huusmanden ſom Fæſte paa Livstid. I denne Henſeende bemærker Minoriteten, at der ved Beſtemmelſe af den Godtgjørelſe for Forbedringer, ſom ſkal ydes Vedkommende, ifølge Commisſionens Forſlag ſkal tages i Betragtning, hvorvidt Huusmanden kan anſees at have erholdt Erſtatning for ſamme derved, at han i længere Tid har havt Pladſen i Brug, og at Vederlaget ſaaledes kan blive lidet eller intet. Men endog om Forholdet efter Omſtændighederne ſtiller ſig gunſtigt for ham, kan det dog ikke nægtes, at han i en fremrykket Alder, fordreven fra Huus og Hjem og ude af Stand til med Lyſt og Kraft at begynde forfra paa Rydningsmandens møiefulde Arbeide, vil i den Godtgjørelſe, ſom ſaaledes tildeles ham, kun finde et usſelt Vederlag for tilintetgjorte Livsforhaabninger og befinde ſig i en uden Sammenligning ſlettere Stilling, end om han med Familie var forbleven paa ſit Hjemſted. Hertil kommer, at Reſultatet af det Skjøn, hvorved Godtgjørelſen ſkal faſtſættes, ligeſom af Skjøn i Almindelighed, er afhængigt af de Perſoners Indſigt og Retſind, ſom ſkulle afgive det, og at ſaaledes den opſagte Rydningsmand i ſit vigtigſte Velfærds-Anliggende altid i nogen Grad vilde være udſat for Tilfældets Luner. Minoriteten har derfor fraraadet at opgive den hidtil gjældende ubetingede Beſtemmelſe om Livsfæſte for Rydningsmænd og derved at løſe et Baand, ſom ældre Tiders Lovgivning af Omſorg for den fattige Arbeider har lagt paa Contractsfriheden, et Baand, under hvis betryggende Indſkydelſe mangen Plet af Landet er bleven opdyrket og mangen ſtræbſom Familie har arbeidet med Kraft og Haab og levet i Fred og Lykke.

Departementet, der, ſom anført, maa tiltræde Minoritetens Formening, kan ikke lægge nogen afgjørende Vægt paa den af Commisſionens Majoriret fremſatte Bemærkning, at det er naturligſt at overlade til Vedkommende ſelv at afgjøre, hvorvidt han finder ſig tjent med at overtage Oprydningen af en Plads, mod ikkun at ſikkres den paa et viſt Aaremaal, og at man ved at gjenoptage den gjældende Regel om Nødvendighed af Livsfæſte paa Rydningspladſe udſætter Vedkommende, der attraaer en ſaadan Plads, for ſlet ingen at erholde. Man formener nemlig, at nogenlunde billigt Henſyn til Rydningsmandens Tarv i ſaa høi Grad taler imod, at Frugten af hans anvendte Flid og Møie efter nogle Aars Forløb ſkulde kunne berøves ham, at ikkun den dybeſte Trang kan tænkes at bevæge ham til paa ſaadanne Vilkaar at modtage et Stykke Mark til Oprydning. Men erkjendes dette, og, ſom Følge heraf, at det er en agtværdig Tænkemaade hos Folket, der har fundet ſit Udtryk i den nugjældende Regel om at Fæſte paa deslige Pladſe ſkal være Livsfæſte, formener Departementet det utilraadeligt ved Ophævelſen af denne Regel at bidrage til at ſvække en Erkjendelſe, der paa eengang er human og practiſk gavnlig, ſom ledende til i noget Mon at forebygge Pauperisme. At en og anden Arbeider derved udſættes for ikke at faae en Plads fæſtet til Opdyrkning, ſom han, om det var tilladt at give ham Fæſte paa Aaremaal, vilde have kunnet erholde, bør ikke komme i afgjørende Betragtning, aldenſtund han maa antages i Regelen ikke at kunne være tjent med at antage Pladſen paa ſaa uſikkre Vilkaar. Til hvad Commisſionens Minoritet har anført angaaende Utilſtrækkeligheden af den Sikkerhed, der kunde ſynes at frembyde ſig for Rydningsmanden af den i Udkaſtets § 11 indeholdte Beſtemmelſe angaaende Erſtatning for Forbedringer, maa Departementet henholde ſig, og ſkal dertil føie, at efter Udkaſtets § 13 kan Ret til ſaadan Erſtatning fraſkrives.

Med Henſyn til den af Commisſionens Minoritet foreſlaaede nærmere Beſtemmelſe af hvad der ved en Rydningsplads ſkal forſtaaes, har Departementet viſtnok fundet Betænkeligheder, forſaavidt denne Beſtemmelſe nemlig kan ſynes at indeholde noget Vilkaarligt, og gjør Lovens Anvendelſe i visſe Maader afhængig af en minutieus Underſøgelſe. Departementet veed dog ikke at angive nogen Maade, hvorpaa Opgaven ſkulde kunne løſes bedre end ved den af Commisſionens Minoritet foreſlaaede Beſtemmelſe; og man antager det for afgjort, at den Diſtinction, der i Overeensſtemmelſe hermed for Fremtiden vil blive gjældende mellem de Pladſe, hvorpaa Livsfæſter ſkulle gives, og andre Huusmandspladſe, baade i Begrundelſe og Anvendelighed vil være at foretrække for den i den nugjældende Lovgivning faſtſatte.

Hvad angaaer § 2 i Commisſionens Udkaſt, da kan Departementet ikke anſee en Beſtemmelſe, ſom den deri foreſlaaede, tilraadelig. Med Juſtits-Departementet og flere af de Embedsmænd, der have erklæret ſig over Sagen, maa Departementet ikke alene anſee eet tvivlſomt, om det for Tiden er gjældende Ret, at en Huusmandscontract, for at være gyldig i Colliſion med reelle Retserhvervelſer i Eiendomme, navnlig Kjøb og Pantſtiftelſe, nødvendigen maa være thinglæſt; men man antager endog, at overveiende Grunde tale for det Modſatte. Ligeſom Frd. 29de Juni 1792 ikke giver noget Vink til en ſaadan Fortolkning af den gjældende Lovgivning, uagtet der unægteligt havde været Opfordring til at udtale Sætningen i denne Forordning, om den havde havt Medhold i Lovgiverens Anſkuelſe, ſaaledes angiver Frd. 29de April 1752 § 4 Henſigten med den der indeholdte Beſtemmelſe, at Contracter angaaende Fæſte af Huusmandspladſe i Udmarken ſkulle thinglæſes, alene at være den, at derigjennem kan tilveiebringes Kundſkab om Contractens Indhold for det Tilfælde, at den ſkulde forkomme. Departementet kan heller ikke overbeviſe ſig om, at den af Commisſionen angaaende dette Punct foreſlaaede Regel i ſig ſelv ſkulde være enten nødvendig eller henſigtsmæsſig. De to Arter af Retsſtiftelſer, paa hvilke der nærmeſt maa tænkes, naar Talen er om Colliſioner imellem Huusmandsindfæſtninger og tredie Mands Ret, ere Kjøb og Pantſættelſe. Hvad imidlertid en Kjøber angaaer, da har han ſaa naturlig og ligefrem Opfordring til at gjøre ſig ſpecielt bekjendt med hvilke Huusmandspladſe der hører under Gaarden, og hvorledes de ere beſatte, at det ikke kan ſynes fornødent, med Opofrelſe af Huusmændenes Sikkerhed for Overholdelſe af deres Fæſte, at betage enhver ikke thinglæſt Huusmandscontract Gyldighed mod ſenere Eiendomserhververe, hvilket ſkulde være det Samme ſom at give Sælger og Kjøber ligefrem Adgang til at forene ſig om at annullere alle i Kraft værende Fæſtecontracter om Pladſe under Gaarden, ſom ikke vare thinglæſte. Og hvad Pantehæftelſer angaaer, da ligger det neppe engang i Panterets Natur at udelukke Eieren fra de Forføininger over enkelte Dele af Eiendommen, der maae henføres til de ſædvanlige og ikke indflyde paa dens ſubſtantielle Værdie. Ny Bortfæſtelſe af ældre Huusmandspladſe ſynes ſaaledes i intet Tilfælde at kunne komme i Strid med en Panthavers Rettighed. Og ſelv Oprettelſe af nye Huusmandspladſe kan ikke ſiges at gjøre det, uden forſaavidt den maatte formindſke Eiendommens Værdie i den Grad, at Panthaveren desformedelſt ikke kan blive ſkadesløs. Men i denne Henſeende ſtaaer den her omſpurgte Forføining over visſe Dele af en pantſat Eiendom paa lige Linie med ſaa mange andre, hvis Gyldighed i Forhold til Panthaveren maa, med det ovenangivne Princip for Øie, bedømmes efter en nærmere Underſøgelſe af Omſtændighederne, og hvilke derfor ikke henſigtsmæsſigen kunne gjøres til Gjenſtand for faſte Lovregler.

Idet Departementet ſaaledes formener, at Udkaſtets § 2 bør udgaae, maa man med Juſtits-Departementet være enig i, at det i flere Henſeender, og navnlig i den, ſom angives i Frd. 29de April 1752 § 4, er tjenligt, at Huusmandsſedler thinglæſes. Men man anſeer det henſigtsmæsſigſt i denne Henſeende at ſlutte ſig til Tanken i den nysnævnte Anordning, og ſaaledes at beſtemme Virkningen af, at Jorddrotten ikke beſørger Seddelen thinglæſt, derhen, at Huusmandens Stilling, om Seddelen ſenere hen ikke kan ſkaffes tilveie, bliver den ſamme, ſom om ſkriftlig Seddel ikke var oprettet.

Endnu ſkal Departementet, forinden man forlader de hidtil behandlede §er, bemærke, at man viſtnok har anſeet det tvivlſomt, om ikke det af Commisſionens Minoritet foreſlaaede Tillæg til den i Frd. 29de Juni 1792 indeholdte megen nemlig, at ſamme ikke indtræder, forinden Huusmanden har beſiddet Pladſen uden ſkriftlig Seddel idetmindſte eet Aar, maatte anſees ſom en Forbedring. Departementet troer dog, efter nøie at have overveiet Sagen, at der ved en ſaadan nærmere Beſtemmelſe neppe vilde vindes Noget. Det Ønſkeligſte er unægteligt, at Retsforholdet bringes i tilbørlig formel Orden, forinden det træder i Kraft; og en ſaadan Henſtand med Opfyldelſe af hvad Loven tilholder turde ſnarere lede til at fremkalde, end til at forebygge Tvivl og Tviſt.

I Henhold til det Anførte vil Departementet foreſlaae de tre førſte §er i den paatænkte Lov affattede ſaaledes:

§ 1.

Huusmandscontracter ſkulle af Huusbonden beſørges oprettede ſkriftligt i Overvær af tvende Vidner, ſom medunderſkrive til Vitterlighed, og i tvende Exemplarer, hvoraf Huusmanden leveres det ene. I Mangel af denne Forſkrifts Iagttagelſe anſees Pladſen at være fæſtet Huusmanden for hans og efterlevende Huſtrues Livstid, ſaalænge hun ſidder Enke, for den Afgift i Penge eller Arbeide, ſom deraf i den ſidſtforløbne Tid har været ſvaret.

§ 2.

Beſtaaer Pladſen i udyrket Mark, der ſkal opryddes, ſkal Fæſtet gives paa Huusmandens og Enkes Livstid, og kan, ſom Følge heraf, Huusmanden eller hans Enke ikke tvinges til at fravige ſaadan Plads, uden i de Tilfælde, ſom i § 9 omhandles. Det Samme gjælder, om der foruden den udyrkede tillige hører dyrket Mark til Pladſen, ſaafremt denne ſtdſte ikke er over 2 Maal eller 5,000 Qvadratalen.

§ 3.

Huusmandscontracter bør af Huusbonden beſørges thinglæſte. Skeer det ikke, og Contracten forkomtner, gjælder detSamme, ſom i § 1 er beſtemt for det Tilfælde, at ſkriftlig Contract ei er bleven oprettet.

Ved Udkaſtets § 3, der, efter Departementets Forſlag, vil blive § 4, er Gebyhret for at ſkrive en Huusmandsſeddel foreſlaaet nedſat fra 24 ß, ſom er den for Tiden faſtſatte Betaling (Sportell. § 23), til 16 ß, og for at thinglæſe en Hunsmandsſeddel fra 32ß (ſammeſtedss24) ligeledes til 16 ß. Departementet tør antage, at der ved denne Nedſættelſe, ſom tilſtgter at befordre ſkriftlig Oprettelſe og Thinglæsning af Huusmandsſedler, ikke vil bevirkes nogen følelig Afgang i Sorenſkrivernes Indtægter; og hvor betænkeligt man end finder det for Tiden yderligere at nedſætte disſe Embedsmænds Indkomſter, formener man derfor, at denne Betragtning ikke i nærværende Tilfælde bør tillægges nogen afgjørende Vægt.

§ 4 i Commisſionens Udkaſt (efter Departementets Forſlag § 5), hvori beſtemmes, at Huusmanden ſkal tilkomme een Søgnedag i Ugen fri for Arbeidspligten, har uden Tvivl for Øie Huusmænd, hvem det paahviler at forrette Arbeide, ſaa ofte ſom de dertil tilſiges. Regelen er neppe naturlig, naar den anvendes paa ethvert Slags Huusmænd; og Departementet vil med Henſyn hertil foreſlaae nogen Forandring i dens Redaction. Man vil derhos foreſlaae tilføiet i ſelve §en, at Regelen ikke kommer til Anvendelſe, naar anderledes mellem Parterne er overeenskommet. Grunden hertil er, at man ikke tiltræder Commisſionens Anſkuelſe, at Beſtemmelſerne i ſamtlige §er fra 4 til 12 incluſive ikkun bør være declaratoriſke, hvorfor man vil foreſlaae den her omhandlede Forſkrift i Udkaſtets § 13 udeladt, og i dets Sted det Fornødne tilføiet ſærſkilt i hver §, hvis Indhold antages at burde være fravigeligt. Iøvrigt vil Departementet længere hen faae Anledning til nærmere at udvikle og begrunde ſin Formening om, at ikke ſamtlige i §erne 4—12, begge incluſive, indeholdte Forſkrifter bør erklæres for blot declaratoriſke. I Overeensſtemmelſe hermed foreſlaaes § 4 (efter Departementets Forſlag § 5) ſaaledes affattet:

Huusmand, ſom har forbundet ſig til at forrette Arbeide for Huusbonden efter Tilſigelſe, tilkommer, ſaafremt ikke anderledes ved ſkriftlig Contract er faſtſat, een Søgnedag i Ugen fri for Arbeidspligten, og det efter eget Valg, o. ſ. v. ſom i Udkaſtet.

Ved § 5 i Commisſionens Udkaſt (efter Departementets Forſlag § 6) finder Departementet ikkun at bemærke, at man ikke med Commisſionen (ſee Udkaſtets § 13) kan henføre den ved den her omhandlede Forſkrift Huusmanden tillagte Rettighed til dem, ſom det bør tilſtedes Huusbonden ved Contracten at betage Huusmanden. At en Huusmand, ſom ved Alderdomsſvaghed eller Sygdom hindres fra perſonlig at udføre det ham paahvilende Arbeide, kan lade dette udføre ved en anden antagelig Arbeider, og altſaa ikke, fordi han er ude af Stand til at udføre det i egen Perſon, ſkal kunne drives bort fra Pladſen, er formeentlig en, paa Grund af dens indlyſende Billighed, allerede nu, ſkjøndt uden udtrykkelig Hjemmel i Lovgivningen, almindelig erkjendt Sætning. Og Betænkelighederne ved at indrømme Huusmanden denne Ret ere neppe heller ſtore, naar det erindres, at det dog efter Parternes Foreſtilling ſnareſt maa ſiges at være et viſt Arbeide for Pladſen og ikke netop Arbeide af en vis beſtemt Perſon, ſom Huusbonden har villet betinge ſig; thi om end Huusbonden i Indfæſtningens Øieblik har Huusmandens perſonlige Dygtighed ſom Arbeider for Øie, ſaa kan han dog kun kjende denne, ſom den er paa den Tid, og maa gjøre Regning paa, at den i Tidernes Løb og under Aarenes Vægt vil undergaae adſkillig Forandring, ſelv om Oldingsalderens Kraftløshed eller ſpecielle Ulykkestilfælde, hvorfor Arbeideren fremfor Andre er udſat, ikke tages med i Betragtning. Men ligeſaa vel begrundet ſom hiin Sætning derfor er baade i Forholdets Natur og Billighed, ligeſaa utilbørligt maatte det Krav fra Huusbondens Side betragtes, at Huusmanden paa ſin Alderdom eller formedelſt ham tilſtødt Sygdom ſkulde fravige Pladſen, uanſeet at han lader ſit Arbeide for denne fyldeſtgjørende præſtere, ſaa at Pladſens vedblivende Benyttelſe af Huusmanden ikke for Huusbonden er forbundet med noget Tab. Naar Staten derfor forbyder at ene ſig om deslige mod al Billighed ſtridende Vilkaar, gjør den i Grunden ikke andet end at værge ſig imod ubillig og henſynsløs Befordring af Nød og Fattigbyrder.

Forøvrigt er er det klart, at den her omſpurgte Beſtemmelſe i udkaſtet, hvad enten den tænkes ſom fravigelig eller ufravigelig, alene i det Tilfælde har nogen væſentlig Betydning, at Huusmanden enten har Livsfæſte eller et længere Aaremaal, hvoraf endnu en Deel ſtaaer tilbage paa den Tid, da han ſættes ud af Stand til perſonlig at udføre Arbeidet for Pladſen. Derfor er der og i de foreſtaaende Bemærkninger fornemmelig taget Henſyn til dette Tilfælde. Men om Huusmanden ſidder paa Opſigelſe, er der maaſkee endnu mindre Betænkelighed ved at erklære ham ubetinget berettiget til, under ſin egen Svaghed eller Sygdom, at lade Arbeidet for Huusbonden udføre ved en forſvarlig Arbeider i ſit Sted; thi det er da ikkun til førſte Faredag, hvortil lovlig Opſigelſe kan gives, at Huusbonden maa finde ſig i, at Huusmanden beholder Pladſen, mod at han lader Arbeidet beſtride ved nogen Anden.

Forſaavidt udkaſtet foruden Alderdomsſvaghed og Sygdom nævner andet lovligt Forfald ſom Foranledning til, at Huusmanden kan lade ſit Arbeide udføre ved en anden antagelig Arbeider, er det, hvad enten man tænker ſig Forfaldet foraarſaget ved Pligter, der paahvile Huusmanden mod Statsſamfundet eller i kirkelig Henſeende, eller man tænker ſig det fremkaldt paa anden Maade, formeentlig lige klart, at Huusbonden i intet Tilfælde bør kunne fordre mere end en antagelig Arbeider i hans Sted, og at det maa være ubetænkeligt at erklære Beſtemmelſen forſaavidt ufravigelig.

Da Departementet, ſom forhen bemærket, vil foreſtaae den 13de § i udkaſtet udeladt af Loven, vil det være ufornødent i den her omhandlede § udtrykkelig at tilføie, at dens Forſkrift er ufravigelig. Dette vil nemlig flyde af den Omſtændighed i og for ſig, at ikke det Modſatte i §en beſtemmes — en Bemærkning, ſom ogſaa gjælder om de af de følgende §er, hvis Beſtemmelſer, ſaaledes ſom ved enhver af dem nærmere vil blive yttret, efter Departementets Formening ikke bør være blot declaratoriſke.

Ved § 6 i Udkaſtet (efter Departementets Forſlag § 7) er af Flere gjort den Erindring, at de ſidſte Ord i ſamme: “At holde Tjeneſtefolk er ikke Huusmanden formeent“ vilde kunne lede til en altfor betænkelig Eluſion af Forbudet mod at indtage Inderſter, ligeſom det er antydet, at det i ethvert Fald, for at formindſke denne Eluſion og hindre forøget Benyttelſe af Brændſel, forſaavidt dette tages paa Huusbondens Eiendom, burde tilføies, at Tjeneſtefolkene ikke maae føre ſærſkilt Huusholdning. Departementet kan dog ikke finde et ſaadant Tillæg pasſende, da det ſynes at maatte ligge i ſædvanligt og legalt Begreb om Tyende, at de have Koſten, hvor de tjene; men man ſkulde formene, at den Sætning, at det ikke er Huusmanden formeent at holde Tjeneſtefolk, uden Skade kan udgaae af §en, og at den Regel, ſom i den omſpurgte Henſeende er den naturligſte, netop vil komme til at gjælde, naar der i Loven ikke optages nogen ſærſkilt Forſkrift angaaende Tjeneſtefolk. Ligeſom man hidtil formeentlig har opløſt Spørgsmaalet paa den Maade, at det maatte bedømmes efter Pladſens Størrelſe og Beſkaffenhed ſamt Huusmandens iværende Forhold, om en af ham antagen Perſon kunde regnes for hans Tyende eller maatte anſees for en Inderſte, og ligeſom den hidtil gjældende Lovgivning kun forbyder at indtage de ſidſte, og har fundet det ufornødent modſætningsviis udtrykkelig at tillade Huusmanden at antage Tjeneſtefolk, ſaaledes formener Departementet, at man fremdeles kan lade det have ſit Forblivende herved. Hvad der forbydes Huusmanden, bliver da, ſom hidtil, at indtage Inderſter. Fra dette Forbud vil det, ſom indeholdes i førſte Punctum af § 6, med den nærmere Beſtemmelſe deraf, ſom indeholdes i andet Punctum, komme til at danne Undtagelſe. Antagelſen af Tjeneſtefolk vil ikke blive berørt af Forbudet, naar de ikke i Virkeligheden — hvilket maa bedømmes efter Omſtændighederne — ere Inderſter, og vil heller ikke komme ind under Undtagelſen, hvilket ogſaa, under ſamme Forudſætning, er ufornødent. I Overeensſtemmelſe med denne Opfatning formenes det imidlertid nødvendigt, at der i hen optages et udtrykkeligt Forbud mod at indtage Inderſter, hvilket Departementet ogſaa anſeer for en bedre Lovform, end kun at lade dette Forbud indirecte fremtræde i den §, der handler om Fæſtes Forbrydelſe, nemlig § 8 i Udkaſtet. Forøvrigt finder Departementet endnu ved nærværende § at bemærke, at den Ret, ſom i ſamme er tillagt Huusmanden efter det opnaaede 60de Aar, ſamt i Tilfælde af Sygelighed, til at indtage en eenslig Perſon eller et Par Ægtefolk, hvoraf den ene er hans eller Huſtrues Afkom, for at udføre Pligtarbeidet eller beſørge Pladſens Drift, vel ogſaa bør tilkomme enhver Enke, der henſidder paa en Huusmandsplads. Samme Billighedsgrunde ſynes at tale for hende ſom for den alderſtegne eller ſygelige Huusmand, nemlig at hun ſom ofteſt vil være ude af Stand til at beſørge Pligtarbeidet eller Pladſens Drift ved egne Kræfter. Det kan ikke herimod indvendes, at hun efter den foregaaende 5te § i Udkaſtet har den ſamme Ret, ſom der er omhandlet, nemlig under Alderdomsſvaghed og Sygdom at lade det hende paahvilende Pligtarbeide udføre ved en antagelig Arbeider; thi den Ret, ſom omhandles i § 6, er, ſom lettelig vil ſees, baade anderledes betinget og tillige mere omfattende, end den, ſom er behandlet i § 5, idet den gaaer ud paa, ſtadigen baade til Pligtarbeides Udførelſe og til Pladſens Drift at have en Perſon, eller endog en Familie, tilhuſe paa Pladſen. Og denne ſidſte Ret er det, ſom formeentlig Billighed tilſiger ligeſaavel at indrømme Enke, der ſidder med Huusmandsplads, ſom den alderſtegne eller ſygelige Huusmand.

Betræffende Spørgsmaalet om, hvorvidt de her omhandlede Beſtemmelſer bør være fravigelige, ſkal Departementet bemærke, at Forbudet for Huusmanden mod at indtage Inderſter (hvormed Departementet vil foreſtaae §en begyndt) ſelvfølgelig ikke bør være ſaaledes affattet, at jo Huusbonden kan tilſtede, at Inderſter indtages. Derimod formener man, at §ens øvrige Indhold ikkun udtaler deels hvad der i ſig ſelv maa anſees indlyſende billigt, deels (nemlig forſaavidt angaaer Ret til at indtage Afkoms Ægtefælle med ſamt deres Børn) hvad der har Sædvane ſaaledes for ſig, at man anſeer det ubetænkeligt at optage det ſom ufravigelig Regel. Hvor der handles om ſaadanne ved den almindelige Billighedsfølelſe og Sædvane hævdede Sætninger angaaende Forholdet mellem Huusbond og Huusmand ſom de her omſpurgte, ſkulde Departementet være tilbøieligt til at anſee det henſigtsmæsſigere ſlet ikke at fremſtille dem i nogen Lov, end at fremſtille dem ſom Noget, der i Loven udtrykkeligen erklæres at kunne fraviges. Thi herved vil Erkjendelſen af dem ſnarere ſvækkes end ſtyrkes, og den juridiſke Praxis vil ſnart bringe igang en Formular for Huusmandsſedler, hvorved alle eller de vigtigſte af Lovens declaratoriſke Forſkrifter ombyttes med Beſtemmelſer i modſat Retning, ſaa at Huusmandens Stilling, efter den nye Lov, lettelig turde blive værre end tilforn, da almindelig Billighedsfølelſe og det Sædvansmæsſige udgjorde Grundlaget for Bedømmelſen af hans Rettigheder, hvor Contracten taug. Det Baand paa Contractsfriheden, hvorom her handles, er heller ikke af den Betydenhed, ſom det ved førſte Øiekaſt kunde ſynes. Deels er det ikke Andet eller Mere af Billighedsſætninger, Loven med Nødvendighed vil have lagt ind i Retsforholdet, end hvad Folkets egen Sands og Sædvanen allerede har ſkaffet Plads i den almindelige Erkjendelſe, idetmindſte hos alle Bedretænkende; deels bliver dog Hovedſagen, naar der ſpørges om Huusbondens Frihed i det heromhandlede Contractsforhold, at det overlades til ham ſelv, hvorlænge han ved Contracten vil binde ſig til Huusmanden, og i denne Henſeende vil der, naar alene undtages Rydningspladſe, hvilke, efter Departementets Forſlag, ſom hidtil, ſkulle bortſættes paa Livstid, blive levnet Huusbonden fuldkommen Frihed. Det er ikkun for det Tidsrum, hvori han efter Contracten er bunden til Huusmanden, at han ifølge Loven, ſaaledes ſom Departementet tænker ſig den, vil blive nødſaget til at iagttage visſe, ſom almeengyldige anſeete Billighedsregler. Heller ikke troer Departementet, at Følgen af, at Regler, ſom den her omſpurgte, gjøres til ufravigelige, vil blive, at færre Huusmænd vorde antagne paa Livstid. Hvad man har for Øie ved at antage en Huusmand paa Opſigelſe iſtedetfor at binde ſig til ham paa Livstid, er visſelig ſaare ſjeldent, at man vil være ſikret imod Mulighed af, at han paa ſin Alderdom eller ved indtræffende Sygelighed kunde blive ude af Stand til perſonlig at forrette ſit Arbeide. Hvor den gamle Skik at antage Huusmændene paa Livstid er forſvunden eller i Begreb med at forſvinde, er dette ſnareſt grundet i den Formening, at gjenſidig Frihed til at kunne til enhver Tid fratræde Forholdet tjener bedſt til at opretholde god Forſtaaelſe ſamt Flid og Troſkab fra Huusmandens Side. Derimod er neppe nogen Gaardmand eller ialfald nogen bedre tænkende Gaardmand, der antager en Huusmand, ſig den Grund bevidſt til at gjøre Fæſtet opſigeligt, at han vil have ſig Adgang forbeholdt til at ſkille Huusmanden, om han bliver ſyg eller gammel, af med Pladſen. I de Egne, hvor Pladſernes Bortfæſtelſe paa Livstid ikke fra andre Sider maatte møde Hindring i Forholdene eller forandrede Anſkuelſer, er der ſaaledes neppe Grund til at befrygte nogen ſkadelig Indflydelſe i denne Henſeende deraf, at Forſkrifter ſom den i Udkaſtets § 6 indeholdte gjøres ufravigelige; og i de Egne, hvor det er ophørt at være almindeligen brugeligt at antage Huusmændene paa Livstid, vil det Intet hjælpe, om man tilſteder Huusbonden ved Contracten at betage Huusmanden de Rettigheder, ſom i den nævnte s omhandles.

I Henhold til det Foranførte vil Departementet foreſtaae § 6 i udkaſtet (efter Departementets Forſlag § 7) affattet ſaaledes:

“Huusmand maa ikke indtage Inderſt medmindre det ſkeer med Hjemmel af Fæſtecontracten eller Huusbondens Samtykke. Dog kan en Huusmand efter det opnaaede 60de Aar ſamt i Tilfælde af Sygelighed eller Udcommandering i militair Tjeneſte, ſaavelſom Huusmandsenke, der beſidder Plads efter ſin afdøde Mand, indtage til Pligtarbeidets Udførelſe eller til Pladſens Drift en eenslig Perſon eller et Par Ægtefolk, af hvilke den ene er Afkom af den, ſom beſidder Pladſen, eller dennes Ægtefælle. Men i disſe Tilfælde maa, ſaafremt Huusmanden er tilſtaaet Ret til at tage Brændſel paa Huusbondens Eiendom, ikke paa Pladſen føres mere end een Huusholdning.“

Ved § 7 (efter Departementets Forſlag § 8) ſkal Departementet bemærke, at man finder det rimeligt, at denne § er affattet med fortrinligt Henſyn til de Huusmænd, ſom formedelſt ſtadig Arbeidspligt til Huusbonden komme i Regnſkabsforhold til denne. Hvor Præſtationerne fra Huusmandens Side indſkrænke ſig til, een eller to Gange om Aaret at betale en Pengeafgift, eller til en ringe og kortvarig Arbeidspligt, ſom til visſe Tider af Aaret er at opfylde, ſynes det mindre henſigtsmæsſigt ved ſaa haarde Midler ſom de, hvoraf §en betjener ſig, at fremtvinge et aarligt Opgjør mellem Parterne; navnligen ſynes det ubilligt, at Huusbonden i et ſaadant Tilfælde, for ikke at conſtatere ved formeligt Opgjør et Krav, ſom efter Forholdets Beſkaffenhed i Realiteten mangen Gang intet Opgjør vil behøve, ſkulde have ſamme fortabt.

Ved §ens Redaction har Departementet dernæſt at bemærke, at den kan ſiges paa en vis Maade at give Anviisning til ikke at opgjøre Regnſkab mere end een Gang om Aaret, hvilket dog ikke antages at være Meningen, og hvorfor en ubetydelig Modification i Udtryksmaaden af Departementet vil blive foreſlaaet.

I flere af de indkomne Betænkninger er bemærket, at det er for langt et Tidsrum, hvori Huusbonden, efter Udkaſtet, ſkulde kunne uden nogen retlig Følge udſætte med at opgjøre det aarlige Regnſkab; og heri maa Departementet være enigt.

I Overeensſtemmelſe med det Ovenanførte og med Bemærkning, at man ikke ſeer nogen væſentlig Betænkelighed mod at denne §s Indhold bliver ufravigeligt, vil Departementet foreſlaae ſamme affattet ſaaledes:

“Paahviler det Huusmanden at forrette Arbeide for Huusbonden efter Tilſigelſe, ſkal Huusbonden idetmindſte ved hvert Nytaar og ſeneſt inden tre Maaneder derefter opgjøre Regnſkab med ham. I manglende Fald“ o. ſ. v. ſom i Udkaſtet.

§§ 8 og 9 i Udkaſtet (efter Departementets Forſlag §§ 9 og 10) vil man foreſlaae affattede ſaaledes:

“§ 8. Huusmand forbryder ſit Fæſte, om han gjør flg ſkyldig i noget ſaadant Forhold, at Huusbonden ikke billigen kan anſees tjent med, at han beholder Pladſen, ſaaſom:
a. Om han gjentagende viſer uefterrettelighed eller Forſømmelighed i Opfyldelſen af ham paahvilende Arbeidspligt, eller mod Huusbonden, dennes Huſtru eller den, ſom ſtaaer i Huusbonds Sted, forgaaer ſig ved gjentaget eller grovt Brud paa den Hørighed og Lydighed, han i ſin Stilling er ſkyldig.
b. Om han uden Hjemmel bortfører Hø, Halm eller Gjødſel fra Pladſen, eller i andre Maader ſvigagtigen eller til Trods for Huusbondens Advarſel i Brugen af Pladſen eller de ſamme tilliggende Rettigheder forholder ſig mod Contracten, eller uhjemlet og til Huusbondens Skade benytter dennes Eiendom.
c. Om han trods Huusbondens foregaaende Advarſel beholder til Huſe paa Pladſen nogen uden Hjemmel af Forſkrifterne i § 6 indtagen Inderſt eller nogen med Hjemmel af bemeldte § indtagen Inderſt, der har gjort ſig ſkyldig i noget ſaadant Forhold, ſom i denne § Litr. a, b og d er omhandlet, eller ſom har været anſeet med Strafarbeide.
d. Om han gjør ſig ſkyldig i Tyverie eller bedragerſk Adfærd mod Huusbonden, ved Mishandling af hans Kreaturer eller i andre Maader forſætlig tilføier eller ſøger at tilføie Huusbonden Skade, eller, uagtet Advarſel, ved grov Skjødesløshed, ſtrafbar Omgang med Ild eller i andre Maader udſætter Huusbondens Eiendom for Fare.
e. Om Huusmand, hvem det paahviler at forrette Arbeide efter Tilſigelſe, gjør ſig ſkyldig i nogen Forbrydelſe, hvorfor han henſættes til Strafarbeide, eller om anden Huusmand henſættes til Strafarbeide for længere Tid end 2 Aar, eller henſættes til Strafarbeide for nogen Forbrydelſe, der vidner om uretſkaffen eller farlig Tænkemaade.
Fæſtet forbrydes ligeledes, om Huusmandens Huſtru gjør ſig ſkyldig i ſaadant Forhold, ſom ovenfor under Litr. a, b, c og d er omhandlet. For Unøiagtighed i Afgiftens Erlæggelſe forbrydes ikke Fæſtet, medmindre der hengaaer 6 Maaneder over den faſtſatte Tid, forinden Afgiften betales.
§ 9.
Ved at bedømme, hvorvidt Fæſtet bør forbrydes, bør Dommeren tage Henſyn til, hvorvidt Huusbonden eller dennes Huſtru, eller den, ſom ſtaaer i Huusbonds Sted, kan anſees ved misligt Forhold fra ſin Side, ſaaſom ved utilbørlig eller voldſom Adfærd, uforſvarligt Koſthold, utilbørlig Undladelſe af at udbetale Huusmanden hans Tilgodehavende, vilkaarlig Indſkrænkning af hans Rettigheder eller i andre Maader at have givet Anledning til det Paaankede.“

De Grunde, der hovedſagelig bevæge Departementet til at foreſlaae de nævnte §§ i Udkaſtet ſaaledes omredigerede ſom ovenfor anført, ere følgende:

Departementet anſeer det i høi Grad betænkeligt at foreſætte ſig, udtømmende at opregne de Tilfælde, i hvilke Fæſte forbrydes, og antager det derfor nødvendigt at give Lovregelen en ſaadan Form, at Dommeren ſættes iſtand til med den Veiledning, ſom Loven giver, at bedømme de enkelte Tilfælde efter Billighed og Forholdets mere ſpecielle Beſkaffenhed. Skal Lovregelen affattes ſom af Commisſionen paatænkt, nemlig ſaaledes, at hvert Tilfælde, hvori Fæſtet er at anſee forbrudt, nøiagtigen og med udtømmende Fuldſtændighed ſøges beſtemt, kan den ikke undgaae at blive i mange Dele vilkaarlig, hvorfor ogſaa i de indkomne Betænkninger er gjort Bemærkning ved flere af de i Udkaſtets § 8 optagne Literæ. Exempelviis ſkal Departementet paapege Litr. b, f og g, hvis Beſtemmelſer jevnligen maatte kunne lede til virkelig Ubillighed, ſnart mod Huusbonden, ſnart mod Huusmanden. En Huusmand, hvem det kun paahviler at forrette to Arbeidsdage om Aaret, vil ſaaledes, efter Beſtemmelſen i Udkaſtets Litr. b, ſtrengt taget ikke ved nogenſomhelſt, om end nok ſaa vidt dreven, uefterrettelighed i Arbeidspligtens Opfyldelſe kunne forbryde ſit Fæſte; en Huusmand, der en eneſte Gang viſer ſig opſætſig, eller bruger fornærmende Ord mod Huusbonden, vil, ſelv om han efter Contractens Beſkaffenhed ikke ſtaaer i noget ſtadigt engere Forhold til Jorddrotten, ifølge Beſtemmelſen i Litr. f, have ſit Fæſte forbrudt. Det Samme vil følge af en Forgaaelſe mod Litr. g, uagtet denne efter Omſtændighederne kan være heelt undſkyldelig. Imod det ſaaledes Anførte kan ikke med Føie erindres, at §ens Indhold er af Commisſionen tænkt at ſkulle være fravigeligt, eller med andre Ord, at Parterne, efter Beſtemmelſen i Udkaſtets § 13, ville have det i ſin Magt i Contracten at faſtſætte andre Regler end Lovens; thi det er hverken at vente eller ønſke, at Parterne ſkulde indlade ſig paa detaillerede Beſtemmelſer angaaende noget baade ſaa Eventuelt og mangfoldigt ſom det, hvorom her handles. Departementet kan derfor heller ikke billige, at denne § gjøres fravigelig, idet man forøvrigt forſaavidt maa henholde ſig til den Synsmaade, man i det Foregaaende har havt Anledning til at udvikle.

Til disſe almindelige Bemærkninger ſkal Departementet føie følgende mere ſpecielle, til Oplysning om de Grunde, der i Enkeltheder have beſtemt Departementet til at foreſtaae visſe Forandringer i de her omhandlede §er.

Iſtedetfor at der i Udkaſtets § 8 Litr. c er foreſlaaet, at Udeblivelſe med Afgiften førſt efter 9 Maaneders Forløb ſkulde give Huusbonden Ret til at fordre Fæſtet ophævet, har Departementet antaget, at 6 Maaneder vil være et mere pasſende Tidsrum, hvilket ogſaa i enkelte Formandſkabs-Erklæringer er berørt.

At enhver i Huusmandscontracten udtrykkelig forbudt Handling ubetinget ſkulde medføre Fæſtets Forbrydelſe, ſynes, ſom i flere Betænkninger bemærket, at være for haardt, ligeſom det vel ikke engang kan antages at være Henſigten med ethvert i en Huusmandscontract indtaget Forbud mod denne eller hiin Handling fra Huusmandens Side, at dets Overtrædelſe ubetinget ſkulde medføre Fæſtets Forbrydelſe. Den herhen hørende Pasſus i Udkaſtets Litr. e er derfor i Departementets Forſlag udeladt.

Naar det i udkaſtet (§ 8 Litr. h) beſtemmes, at ethvert af Huusmanden paa Pladſen forøvet ulovligt Brændeviinsſalg ſkal bevirke Fæſtets Forbrydelſe, maa Departementet, med tilbørlig Vurdering af den Henſigt, hvori denne Beſtemmelſe er foreſlaaet, dog anſee den altfor haard og ubillig, da den vilde medføre, at en Huusmand for ulovligt Brændeviinsſalg blev anſeet med mangefold haardere Straf end andre Folk, og navnlig end en Gaardmand, hvis Forſeelſe i ſamme Retning kan være mindre tilgivelig.

At enhver Huusmand, der for hvilkenſomhelſt Forſeelſe henſættes til Strafarbeide, ſkal have ſit Fæſte forbrudt, kan Departementet ikke erkjende begrundet. Man formener, at Sætningen bør indſkrænkes til det Tilfælde, at Huusmanden efter Contracten er tænkt at ſkulle forrette ſtadigt Arbeide for Huusbonden, under hvilken Forudſætning det for Huusbonden er føleligt at maatte afſee ham, medens han er i Strafanſtalten (uden at tilſtrækkelig Grund ſynes forhaanden til i dette Tilfælde at tillade Huusmanden ſaadan Subſtitution, ſom i §§ 5 og 6 af udkaſtet er ham indrømmet under utilregneligt Forhold), ligeſom det maa erkjendes ubilligt at paalægge Huusbonden at antage ham igjen blandt ſine ſtadige Arbeidere eller Tjeneſtefolk, naar han har udſtaaet ſin Straf. Men naar Contracten ikke er af den nævnte Beſkaffenhed, formenes det ikkun da billigt, at Fæſtet forbrydes, naar Straffetiden enten er ſaa lang ſom to Aar eller derover, eller den Forbrydelſe, hvorfor Huusmanden er dømt, vidner om Uretſkaffenhed eller farlig Tænkemaade. Man har i førſte Henſeende for Øie, at det ikke kan være Huusbonden ligegyldigt, at Pladſen, under Huusmandens Fraværelſe i Strafanſtalten, i et ubegrændſet Tidsrum ſkjøttes af nogen Anden, ligeſom Formodningen, naar Straffetiden er faſtſat til mere end to Aar, maa være for, at Forbrydelſen har været af mere graverende Beſkaffenhed, og i ſidſte Henſeende, at det fra flere Sider, hvoriblandt alene behøver at paapeges den Adgang, enhver Huusmand i nogen Grad har til at omgaaes misligt med Huusbondens Eiendom, ſkulde være ubilligt at paalægge Huusbonden at beholde paa Pladſen en Perſon, der ved en Forbrydelſe, hvorfor han er bleven anſeet med Strafarbeide, har viiſt ſig ſom et uretſkaffent eller farligt Individ. Ved Tyverie, der ikke er forøvet mod Huusbonden og ſom bliver afſonet med Fængſel paa Vand og Brød, vil Huusmanden, efter Departementets Forſlag, ikke forbryde ſit Fæſte, hvilket derimod vilde være en Følge af Udkaſtets Beſtemmelſe i Litr. h. Departementet har ved at foreſlaae denne Forandring i Udkaſtet havt for Øie, at Fæſtets Forbrydelſe i Regelen vilde blive en haardere Straf for Huusmanden end den ifølge Loven forſkyldte Fængſelsſtraf, og at den Angjældende, om Loven affattedes med ſaadan Strenghed, ſom ofteſt vilde være udſat for at ſynke ned i Fattigdom og ſædelig Fordærvelſe, medens dog en begangen Tyvsforbrydelſe, naar den er funden af ſaadan Beſkaffenhed, at den kan afſones med Fængſelsſtraf, ikke bør udelukke Haabet om at den Angjældende ſenere kan komme til at føre en retſindig Vandel.

Ved § 10 (efter Departementets Forſlag § 11) ſkal man bemærke, at dens førſte Pasſus, der foreſkriver, at Opſigelſe er ufornøden i Tilfælde af Fæſtes Forbrydelſe, da Huusmanden i ſaa Fald er forpligtet til ſtrax at fravige Pladſen, ſynes, ſaaledes ſom ogſaa i flere af de afgivne Erklæringer paapeget, noget utydeligt affattet, forſaavidt Ordene ere ſkikkede til at fremkalde den urigtige Foreſtilling, at Udkaſtelſe i ſaadanne Tilfælde ſkulde kunne fremmes uden foregaaende Dom eller Forlig, Noget, ſom dog Udkaſtes § 16 viſer ikke at være Commisſionens Mening. For imidlertid at forebygge en ſaadan Tvetydighed vil Departementet foreſlaae en noget forandret Redaction, der forhaabentlig paa en klarere Maade vil gjengive Lovbudets Tanke.

§ens andet Pasſus indeholder, at der i andre Tilfælde maa finde Opſigelſe Sted mellem Huusbond og Huusmand inden 29de September, og at Fraflyttelſestiden eller Faredag for Huusmænd er den 14de April. Det har hidtil været antagen at Opſigelſe inden Juul er tilſtrækkelig i dette Forhold; men Departementet maa billige den foreſlaaede Forandring, hvorved den opſagte Huusmand vil gives bedre Anledning til at ſøge ſig Udkomme andetſteds. Beſtemmelſerne i denne § formener Departementet uden Betænkelighed at kunne gjøres ufravigelige.

I Overeensſtemmelſe med det Anførte vil Departementet foreſlaae §en ſaaledes affattet:

“Opſigelſe er i Tilfælde af Fæſtes Forbrydelſe ufornøden; og er Huusmanden i ſaadant Tilfælde ikke berettiget til at vedblive Pladſens Beſiddelſe indtil Faredag. Ellers maa mellem Huusbond og Huusmand Opſigelſe finde Sted inden 29de September; og Fraflyttelſestiden eller Faredag for Huusmænd er den 14de April.“

I § 11 (efter Departementets Forſlag § 12) har Commisſionens Pluralitet foreſlaaet, at der ved Pladſens Fravigelſe, uanſeet af hvilken Grund denne finder Sted, ſkal tilkomme Huusmanden eller hans Boe Godtgjørelſe for den Forøgelſe af Pladſens Værdie, der er en Følge af Rydning, Opbyggelſe af Huſe og andre Forbedringer, ſom Huusmanden kan oplyſe at have foretaget, og ſom antages at ville forøge Huusbondens Indtægt af Pladſen i Tilfælde af ny Bortfæſtning.

I det forannævnte disſenterende Votum har imidlertid Commisſionens Minoritet udtalt ſig for, at ſaadan Godtgjørelſe ikke ſkal tilkomme den Huusmands Boe, ſom har havt Fæſte paa Livstid og brugt Pladſen til ſin Død.

Departementet maa foreløbigt bemærke, at man, ſaaledes ſom man nedenfor ſkal tillade ſig nærmere at udvikle, formener, at der i nærværende Anledning maa ſkjelnes mellem Erſtatning for Forbedringer af Pladſens Jordvei eller Huſe, og Godtgjørelſe for de Huſe paa Pladſen, der enten udelukkende eller ialfald for en Deel maae anſees for Huusmandens Eiendom. Hvad angaaer det Førſte, Erſtatning for de af Huusmanden foretagne Forbedringer, da maa Departementet ikke blot erklære ſig enig i Minoritetens Anſkuelſe, at der ikke bør paalægges Huusbonden nogen Erſtatningspligt, naar Huusmanden med Livsfæſte har ſiddet paa Pladſen til ſin Død, men man formener ogſaa, at Retten til Erſtatning bør bortfalde i ethvert Tilfælde, hvor Huusmanden ſelv opſiger ſit Fæſte.

Departementet ſkal i denne Anledning tillade ſig at bemærke Følgende:

Den Sætning, ſom nærværende § udtaler, nemlig at vedkommende Leietager ifølge ſelve Loven ſkal nyde Erſtatning for de Forbedringer, han i ſin Beſiddelſestid for ſin egen Interesſes Skyld har foretaget paa den leiede Jord eller paa Huſene, kan formeentlig, betragtet ſom almindelig Regel, hverken anſees hjemlet i Sagens Natur eller i den poſitive Lovgivnings Analogier, hvorimod denne af Commisſionen for Huusmænd foreſlaaede Beſtemmelſe maa anſees ſom en ſærlig Undtagelſe for dette Forhold, grundet paa ſærſkilte Henſyn. En Leilænding eller Forpagter vil ſaaledes, om han end i ſin Beſiddelſestid mærkelig har forbedret Eiendommen, dog ikke ved dennes Fravigelſe have noget Krav paa Erſtatning herfor, naar ikke ſaadan ſærſkilt er betinget. Denne Betragtning i Forbindelſe med at det efter Omſtændighederne ofte kunde blive ubilligt mod Gaardmanden, ſtundom endog trykkende for denne, at han ſkulde være forpligtet til ubetinget at yde Erſtatning for de af Huusmanden foretagne Forbedringer, maa efter Departementets Formening vække ſærdeles Betænkelighed mod at give den foreſlaaede Regel et ſtørre Raaderum, end det af Henſyn til en rimelig Beſkyttelſe af Huusmandens Tarv og for at forebygge ubillig Medfart fra Huusbondens Side kan anſees nødvendigt. Nogen ſaadan Nødvendighed kan, ſom ogſaa af en Minoritet inden Commisſionen antaget, for det Førſte ikke erkjendes at være tilſtede, naar Huusmanden har nydt Brugen af Pladſen med Livsfæſte indtil ſin Død. I dette Tilfælde har han nemlig nydt alt det Vederlag, ſom han billigen kan have havt for Øie ved de foretagne Forbedringer, idet hans egen Stilling indtil hans Død gjennem dem er bleven forbedret. Det er vel et muligt Tilfælde, at han kan bortrykkes ved Døden kort Tid efter at have udført et ſtørre Arbeide paa Pladſen og uden at have nydt Frugterne af dette; men Loven maa formeentlig her ſom andetſteds danne ſin Regel efter Tilfældenes almindelige Skikkelſe; og at Livsfæſte med Henſyn til det Vederlag, Fæſtetageren kommer til at høſte for ſine gjorte Opoffrelſer, i visſe Maader maa være en Hazardcontract, er en Følge af dets Væſen, hvilket navnlig viſer ſig med Henſyn til Indfæſtningsſummen.

Efter Departementets Formening maa der ogſaa lægges Vægt paa den Betragtning, at det i ſig ſelv er gavnligt, at der i Lovgivningen ligger en Opmuntring til at give Huusmanden Livsfæſte; og endelig finder Departementet det afgjørende, at en Lovbeſtemmelſe, der tilſagde ſelv den paa Livstid antagne Huusmands Efterladte Ret til Erſtatning for de paa Pladſen foretagne Forbedringer, vilde danne en ny, hidtil ukjendt og rimeligviis ikke kjærkommen Regel for de Egne af Landet, hvori det Sædvanlige er at antage Huusmændene paa Livstid, og hvor Forholdet mellem Jorddrot og Huusbond for Tiden er godt, ſaa at det maa anſees i høi Grad betænkeligt ved Paalæg af nye eenſidige Forpligtelſer at gribe forſtyrrende ind deri.

Men ſelv i det Tilfælde, at Huusmanden ikke er antaget paa Livstid men paa Aaremaal eller Opſigelſe, kan Departementet ikke overbeviſe ſig enten om Henſigtsmæsſigheden eller Billigheden af Udkaſtets Regel, udenfor det Tilfælde, at Huusmanden maa flytte formedelſt Opſigelſe fra Gaardmandens Side. Huusmandens Ret til Erſtatning har, ſaavidt ſkjønnes, intet andet nomothetiſk Fundament, end at han ikke bør udſættes for at vorde vilkaarligen berøvet Frugterne af ſin anvendte Flid, og iſær ikke udſættes for, hvad der ſtundom ſkal have været Tilfældet, nemlig at Huusbonden juſt af Henſyn til de paa Pladſen foretagne Forbedringer opſiger ham, for at ſkaffe ſig Fordeel ved den høiere Indtægt af Pladſen, han paa Grund af dennes forbedrede Tilſtand har Udſigt til at erholde. Derimod ſkjønnes det ikke, at Huusmanden billigen kan fordre, at den ved hans Flid frembragte Forøgelſe i Pladſens Værdie ſkal anſees ſom en ham tilhørende Eiendom, ſom han, naar han finder for godt, kan gjøre i Penge ved at opſige ſit Fæſte og lade ſig den betale af Gaardmanden, for derefter at ſøge ſig andet Erhverv, ſom han maatte foretrække fremfor at forblive i Beſiddelſe af Pladſen. Der maa ogſaa efter Departementets Formening lægges ikke liden Vægt paa den Betragtning, at en Regel, der medførte, at Gaardmanden ikke vilde have det i ſin Magt at undgaae en Erſtatningspligt ſom den omſpurgte, lettelig turde lede til, at Huusmandspladſe, ſaavidt muligt, bleve inddragne, hvorved maa bemærkes, at det Betænkelige ved Erſtatningspligten forøges ved den Uſikkerhed, hvormed ethvert Skjøn i nogen Grad er forbundet. At Erſtatningspligten ſtundom endog kunde blive trykkende for Vedkommende at udrede, fremgaaer af de Oplysninger, ſom haves om at Huusbøndernes Kaar i visſe Egne af og til ere endog mindre heldige end Huusmændenes.

Adſkilligt af hvad ovenfor er bemærket vilde viſtnok tabe ſin Vægt, naar man med Commisſionen forudſatte, at den omſpurgte Erſtatningsret i alle Tilfælde ſkulde kunne fraſkrives ved Huusmandscontracten. Men efter Departementets Formening maatte da Loven heller opgive al Beſtemmelſe om et Huusmanden for Forbedringer tilkommende Erſtatningskrav. Skulde dette paa Forhaand ved Contracten kunne fraſkrives, er det vel neppe tvivlſomt, at det — Sagen betragtet i ſin Almindelighed — ikke vilde komme til Anvendelſe mod nogen anden Huusbond end den, ſom ved Huusmandscontractens Indgaaelſe ikke havde kjendt Loven; thi hvo, der kjendte den, vilde vanſkelig undlade ved contractmæsſig Stipulation at betage den ſin Virkning. Saaledes betinget vilde Regelen, ſaavidt ſkjønnes, heller Intet udrette for ſit Øiemed, ſom dog nærmeſt maa være at forebygge den Forargelſe, at Gaardmanden gjør ſig Fordeel af Huusmandens Flid ved at berøve ham Pladſen, naar han ved ſit Arbeide har forøget dens Værdie.

Det Tilfælde, at Huusmanden ved misligt Forhold forbryder ſin Beſiddelſesret, maa efter Departementets Formening i den her omſpurgte Henſeende nærmeſt ſættes ved Siden af det, at han ſelv opſiger ſit Fæſte. Ere end ikke netop de ſelvſamme Betragtninger anvendelige paa begge Tilfælde, tale dog overveiende Henſyn efter Departementets Formening mod at tilſtaae Huusmanden en Erſtatningsret, naar han forbryder Fæſtet, ſom ikke vilde have tilkommet ham, om han, uden at forgaae ſig mod ſine Pligter, frivillig var traadt ud af Contractsforholdet.

Departementet har ovenfor nævnt, at man ikke antager, at Spørgsmaalet angaaende Huſe paa Pladſen, hvortil Huusmanden har Eiendomsret, kan bedømmes paa lige Maade, ſom Spørgsmaalet om Erſtatning for Forbedringer ved Jordveien eller ved de paa Pladſen ſtaaende Huſe, naar disſe ere Huusbondens Eiendom. Naar Huusmanden har opført Huſe paa Pladſen eller afkjøbt den forrige Huusmand ſamme, vilde det aabenbar være uretmæsſigt, om disſe uden Vederag ſkulde tilfalde Grundeieren; og i denne Henſeende kan det formeentlig ingen Forſkjel gjøre, enten Fravigelſe ſkeer af den ene eller anden Grund, altſaa om denne ſkeer ifølge Opſigelſe fra nogen af Siderne, paa Grund af Fæſtes Forbrydelſe, eller endelig Pladſen bliver ledig ved Dødsfald.

I Frd. 29de April 1752 § 1 findes en Beſtemmelſe angaaende det heromhandlede Forhold, men ſom dog ene angaaer Huusmandspladſe inden Gaardens Indhegninger eller Hjemrøsſer. I ſamme foreſkrives det, at naar Huusmanden ſelv har bekoſtet Huſene paa Pladſen opbygget, eller kjøbt dem af forrige Beſidder, og Enken ved Mandens Død fraviger Pladſen, eller Huusmanden ſelv opſiger ſit Fæſte, ſkulle Bygningerne paa Pladſen anſættes af uvillige Mænd efter billig Værdie og betales Huusmanden enten af Bonden ſelv, eller den Huusmand, ſom kommer i Steden, hvorhos tilføies, at det ved ſaadanne Bygningers Taxation ſkal conſidereres, om Tømmeret dertil er taget af Gaardens Skov.

Departementet antager, at denne Regel for en Deel maa modificeres og nærmere beſtemmes, idet den overflyttes i den nye Lov. For det Førſte antager man, at der ikke i denne Sammenhæng kan blive Spørgsmaal om andre Huſe, end dem, ſom Huusmanden, med Jorddrottens Minde, har bygget paa Pladſen, eller ſom han har afkjøbt ſin Formand i Fæſtet. Skulde Huusmanden uden Jorddrottens Samtykke have indladt ſig paa at opføre noget Huus paa Pladſen, kan den heromhandlede Rettighed ſaalangtfra tilkomme ham, at han meget mere maa være pligtig til, naar Huusbonden begjerer det, at ryddiggjøre den ſaaledes bebyggede Tomt. Dernæſt antager man, Jorddrottens Forbindtlighed til at afkjøbe Huusmanden Huſe ſom de omſpurgte maa være betinget af, at og disſe ere for Pladſen nyttige eller nødvendige, og at Jorddrotten i intet Tilfælde bør pligte at erlægge mere i Godtgjørelſe for dem end Beløbet af den Værdiforøgelſe, Pladſen ſom ſaadan ved dem har faaet. Endelig antaget man, at hele den heromhandlede Beſtemmelſe bør være fravigelig, da det endog er det Ønſkeligſte, at Forhold ſom det heromhandlede paa Forhaand ordnes ad contractmæsſig Vei. Iøvrigt vil det ſees, at Departementets Udkaſt til denne §, hvad Huusmanden tilhørende Bygninger angaaer, i det Hele er noget fuldſtændigere end Commisſionens Udkaſt, hvilket man anſeer fornødent, naar Frd. 29de April 1752 ſkal ophæves.

Juſtits-Departementet har i den af Samme afgivne Erklæring udtalt ſig imod, at der, ſom af Commisſionen foreſlaaet, foreſkrives ſpecielle Regler angaaende det Formelle ved de Skjøn, ſom kunne blive fornødne til Beſtemmelſe af de forſkjellige Slags Godtgjørelſer, hvorom denne § handler, og navnlig imod, at Mændenes Opnævnelſe ſkulde kunne ſkee ved Sorenſkriveren, mod hvilket Sidſte der ogſaa er fremſat Bemærkninger i enkelte andre af de indkomne Erklæringer. Idet Juſtits-Departementet i denne Anledning henviſer til hvad der i den norſke Regjerings underdanigſte Indſtilling af 28de December 1850 (angaaende naadigſt Propoſition til Lov om Lagrettesmænd) i Almindelighed er anført om det formeentlig mindre Rigtige i, at Skjønsmænd opnævnes af Dommeren, tilføier Samme, at de Skjønsforretninger, hvorom her ſpecielt er Tale, ikke ſynes at være af en ſaadan Beſkaffenhed, at nogen Afvigelſe fra den almindelige Regel i dette Stykke for deres Vedkommende ſkulde være at anbefale, idet de baade kunne angaae Gjenſtande af en ikke ringe Betydenhed, og maae erkjendes ikke at være af det mindſt vanſkelige Slags. Denne Deel af hen bør derfor efter Juſtits-Departementets Formening affattes ſaaledes, at den ikke kommer til at medføre anden Afvigelſe fra de til enhver Tid gjældende almindelige Regler angaaende Skjønsforretninger end den, at der for Mændenes Opnævnelſe Intet betales.

I Overeensſtemmelſe med Juſtits-Departementets Anſkuelſe agter Departementet at foreſlaae, at Beſtemmelſen om, at Mændenes Opnævnelſe kan ſkee af Sorenſkriveren, udgaaer; men forøvrigt troer man at burde bibeholde Commisſionens Indſtilling i dette Stykke, idet man anſeer det af Vigtighed, at det udtrykkelig er tilkjendegivet, at deslige Skjøn afgives af Mændene uden Dommerens Beſtyrelſe, ſaaſom Bekoſtningerne ved et ſaadant Skjøn ellers lettelig kunde blive ikke ubetydelige. I Tilfælde af Skjønnets Paaanke til Overſkjøn maa man imidlertid med Commisſionen være enig i, at der med dette bør forholdes efter de almindelige Regler.

Imod Beſtemmelſerne i de 2de ſidſte Pasſus af §en, hvori foreſkrives, at Huusbonden i Fraflyttelſestilfælde er berettiget til at forlange ſig det paa Pladſen værende Foder overdraget efter Taxt, ſamt at han er berettiget til at beholde Gjødſelen uden Betaling, har Departementet Intet at erindre, ligeſom man ogſaa med Commisſionen antager, at disſe Beſtemmelſer retteſt betragtes ſom blot declaratoriſke.

I Henhold til det Anførte vil Departementet foreſlaae nærværende § ſaaledes affattet:

“Naar en Huusmand, der har havt Fæſte paa beſtemt Aaremaal eller paa Opſigelſe, maa fravige Pladſen paa Grund af Opſigelſe fra Huusbondens Side, tilkommer han Erſtatning for den Forøgelſe af Pladſens Værdie, der maatte være en Følge af Forbedringer, ſom han kan oplyſe at have foretaget enten ved Jordveien eller Huusbonden tilhørende Bygninger paa Pladſen, og ſom kunne antages at ville forøge Huusbondens Indtægt i Tilfælde af ny Bortfæſtning. Ved Afgjørelſen af Spørgsmaalet om der tilkommer Huusmanden nogen Godtgjørelſe, og i ſaa Fald ved Faſtſættelſen af dennes Størrelſe, bliver at tage i Betragtning, hvorvidt det ved Beſtemmelſen af Vederlaget for Pladſens Beſiddelſe kan ſkjønnes i ſin Tid at være blevet taget Henſyn til Nødvendigheden af Forbedringer, eller hvorvidt Huusmanden, ved i længere Tid at have beſiddet Pladſen, har erholdt Erſtatning for disſe.
Har Huusmanden med Huusbondens Minde opført noget Huus paa Pladſen, eller afkjøbt den forrige Bruger af Pladſen noget ſaadant, bør Huusbonden, om ikke anderledes mellem ham og Huusmanden ved ſkriftlig Contract er faſtſat, naar Fæſtet af hvilkenſomhelſt Grund ophører, give Huusmanden eller dennes Boe eller Arvinger en billig Godtgjørelſe for deslige Huſe, mod at de tilfalde Pladſen. Denne Pligt paaligger dog kun Huusbonden, forſaavidt Huſene for Pladſen ſkjønnes nyttige eller nødvendige; og den Godtgjørelſe, der kan kræves, ſtrækker ſig ikke til mere end Beløbet af den Forøgelſe, Pladſens Værdie ved dem kan anſees at have modtaget, ligeſom det ved dens Anſættelſe ſkal tages i Betragtning, om Tømmeret er taget i Huusbondens Skov eller af ham leveret. Vil Huusmanden ikke benytte den heromhandlede Ret mod Huusbonden, ſtaaer det ham frit for inden den i Ls. 3—14—32 faſtſatte Tid at bortflytte ſaadant Huus, ſom ovenfor er omhandlet, dog ikkun ſaafremt Tømmeret til ſamme ei er taget af Huusbondens Skov, eller af Huusbonden leveret; thi i dette Tilfælde, ſaavelſom om Bortflyttelſen ikke ſkeer inden lovbefalet Tid, kan Huusbonden forlange, at der i Henſeende til Huſet ſkal forholdes, ſom ovenfor er ſagt.
I Mangel af mindelig Overeenskomſt beſtemmes ſaadan Godtgjørelſe, ſom i nærværende § omhandles, ved Skjøn af tvende uvillige Mænd, der opnævnes af Fogden uden Betaling. I Tilfælde af Paaanke afgjøres Tviſten ved lovligt Overſkjøn, ſom inden fire Uger bliver at reqvirere hos Dommeren.
Saafremt ikke anderledes er overeenskommet, kan Huusbonden i Fraflyttelſestilfælde forlange ſig overdraget den paa Pladſen værende Gjødſel og Foder, den førſte uden Betaling, Foderet efter Taxt, med hvilken forholdes efter de ovenfor angaaende Skjøn givne Regler.“

I § 12 (efter Departementets Forſlag § 13) har Commisſionen foreſlaaet følgende Beſtemmelſe:

“Har Huusmanden erlagt Indfæſtningsſum ved Tiltrædelſen af Pladſen, og denne paa Grund af Opſigelſe fra een af Siderne eller Fæſtes Forbrydelſe fratrædes inden 15 Aar derefter, godtgjøres Huusmanden en Femtendedeel af Indfæſtningsſummen for hvert Aar, ſom mangler i den 15aarige Beſiddelſe af Pladſen.“

Ifølge ſit Indhold ſkulde denne § komme til Anvendelſe i ethvert Tilfælde, hvor Pladſen formedelſt Opſigelſe fra hvilkenſomhelſt af Siderne fratrædes inden 15 Aar efter Tiltrædelſen.

Tænker man ſig nu Beſtemmelſen anvendt i Tilfælde af Livsfæſte, under hvilken Forudſætning der ſelvfølgelig ikkun kan være Spørgsmaal om Opſigelſe fra Huusmandens Side, ſaa befrygter Departementet, at man, ved ſaaledes at forrykke den nu gjældende og tilvante Ret, hvad deslige Indfæſtninger angaaer, vilde ſkade iſtedetfor at gavne. Hvor Livsfæſte er brugeligt, befinder Huusmandsforholdet ſig, ſaavidt man kan erfare, i det Hele paa en tilfredsſtillende Fod; og man maa derfor — efter Departementets Formening — være yderſt varſom, for ikke at gribe forſtyrrende ind deri. I ſig ſelv er det ingenlunde naturligt, at en Huusmand, der har erlagt ſin Indfæſtningsſum og er ſat i Beſiddelſe af det derfor betingede Vederlag — nemlig Pladſen med Ret til at bruge den til ſin Død — ſkal kunne naarſomhelſt gjøre Contracten omſonſt og kræve Indfæſtningsſummen deelviis tilbage. For Gaardmanden kan det efter Omſtændighederne blive heelt trykkende at maatte reſtituere Indfæſtningsſummen; og iſær kunde dette oftere indtræffe i de Egne, hvor Indfæſtningsſummen pleier at være forholdsviis meget høi, den aarlige Afgift af Pladſen derimod ubetydelig, en Skikkelſe af Huusmandsforholdet, der ingenlunde fortjener at anſees med Misgunſt, efterdi den medfører, at Arbeidsmanden førſt maa oplægge en Spareſkilling, førend han kan vente at faae Plads, og ſaaledes at kunne ſtifte Familie, for hvilken Spareſkilling han ſenere erholder en mindre Plads-Afgift at betale, altſaa bedre Udkomme i den følgende Deel af ſit Liv. Det ſkjønnes imidlertid ikke rettere, end at den af Commisſionen foreſlaaede Beſtemmelſe maatte bidrage til at fortrænge Livsfæſte overhovedet, og Livsfæſte i den nysnævnte Skikkelſe i Særdeles, hed, fordi den vilde meddele Contractsforholdet for den ene af Contrahenterne en hidtil ukjendt Uſikkerhed.

Hvad dernæſt angaaer det Tilfælde, at Pladſen er bortfæſtet paa et beſtemt Aaremaal, da kan Fæſtet ſelvfølgelig fra Huusbondens Side ikke opſiges førend ved Aaremaalets Udløb; og det ſynes da klart, at der ikke bør være Tale om Ret for Huusmanden til at faae nogen Deel af den erlagte Indfæſtningsſum tilbage, om end ikke 15 Aar ere forløbne ſiden Pladſens Tiltrædelſe, efterdi han for Indfæſtningsſummen har oppebaaret al den Fordeel, ſom for ſamme var betinget, nemlig Pladſens Brug i det beſtemte Aaremaal. Det Samme gjælder for det Tilfælde, at det er Huusmanden, ſom ſelv vælger at fratræde, naar Aaremaalet er forbi, iſtedetfor at tage en ny Indfæſtning. Der ſtaaer altſaa, hvad Indfæſtning paa Aaremaal angaaer, ikkun det Tilfælde af Opſigelſe tilbage at omhandle, at Huusmanden før Aaremaalets Udløb fraſiger ſig Pladſen. Departementet, ſom antager, at Huusmænd i Almindelighed foretrække at erholde Fæſte paa beſtemt Aaremaal, fremfor det aldeles ubeſtemte Fæſte, der kun lyder paa Opſigelſe, men at det derimod er Gaardmændene, ſom modigere ville indlade ſig paa at give Fæſtet i den førſte end i den ſidſte Skikkelſe, finder det ſom Følge heraf betænkeligt at give nogen Forſkrift, der gjør Gaardmandens Stilling i Contractsforholdet, naar den førſte Art af Fæſte anvendes, ufordeelagtigere, end for Tiden er Tilfældet; thi herved ville de Tilfælde, hvori Fæſte paa beſtemt Aaremaal meddeles, i Sammenligning med dem, hvori Huusmanden ikkun antages paa Opſigelſe, ſandſynligen blive færre iſtedetfor flere. Huusbonden maa nemlig, idet han indgaaer Contracten, antages at ſammenligne Fordelen af at modtage en contant og ſamlet Sum forud, og i Tidens Løb en mindre Afgift, med Fordelen af ikke at oppebære Noget forud, men i dets Sted en ſtørre aarlig Afgift, det Sidſte med Ret til at kunne naarſomhelſt ophæve Forholdet til førſte Faredag. I denne Sammenligning vil det unægtelig virke nedtrykkende for det førſte Alternativ, naar Beſiddelſen af den Sum, ſom maatte erholdes forud, ikke kan paaregnes ſom ſikker, fordi Huusmanden indrømmes Ret til maaſkee allerede efter et Aars Forløb at kræve den forſtørſtedelen tilbagebetalt mod at renuncere paa Pladſen. Departementet finder ſaaledes overveiende Grund til at anſee Forſlagets Beſtemmelſe ogſaa i den her omhandlede Anvendelſe for mindre heldig, idet man gaaer ud fra, at Loven ſnarere bør ſøge at befordre end at modvirke Fæſte paa Aaremaal i Sammenligning med Fæſte paa Opſigelſe. Paa de Huusmænd, der ikkun ere antagne paa Opſigelſe, formenes den omhandlede Beſtemmelſe i Udkaſtet at ville blive uden Anvendelſe; thi det vil vel ikke lettelig hænde, at der erlægges nogen Indfæſtning, naar Fæſtet ikke er af nogen beſtemt Varighed. I ethvert Fald kan det ikke antages, at Indfæſtningen i ſaa Fald er afpasſet efter Forudſætning om mere end eet Aars Beſiddelſestid; og der vil ſaaledes, da Huusmanden ikke kan opſiges uden til Faredag, Intet være at reſtituere. Hvad endelig angaaer det ſidſte Tilfælde, i hvilket, efter Udkaſtet, den omſpurgte Regel ſkulde komme til Anvendelſe, nemlig at Huusmanden forbryder ſit Fæſte, da vil det være en Følge af, hvad i det Foregaaende er anført, at Departementet, fra ſit Standpunct, ikke kan tilraade, at nogen Ret til at kræve Indfæſtningen deelviis reſtitueret i dette Tilfælde indrømmes Huusmanden; thi naar han, ſom af Departementet antaget, ikke ſkal have ſaadan Ret, ſaafremt han opſiger ſit Fæſte, vilde Indrømmelſen af ſamme, for det Tilfælde, at han forbrød Fæſtet, indeholde en Opmuntring for ham til ved misligt Forhold at bevirke det Fæſte, han ikke ønſkede fortſat, forbrudt iſtedetfor at opſige det.

Efter det Anførte vil Departementet tilraade, at Udkaſtets § 12 ikke optages i Lovforſlaget.

Af Grunde, ſom i det Foregaaende ere om„ handlede, vil Udkaſtets §13 ikke blive optaget i Departementets Forſlag.

I § 14 har Commisſionens Pluralitet foreſlaaet en Beſtemmelſe af følgende Indhold:

“Hvis Fattigcommisſionen finder, at nogen Huusbond udſætter Fattigvæſenet for forøgede Byrder ved at paabinde ſin Huusmand Forpligtelſer, der i Forhold til Størrelſen og Godheden af hans Plads og til de med ſamme forbundne Rettigheder ere for ſtrenge, kan den ved Fordelingen af Fattigforſørgelſesbyrden ilægge ham forhøiet Bidrag til Fattigvæſenet.“

Den Tanke, hvorpaa dette Forſlag er bygget, er ifølge Pluralitetens Udvikling, at Beſtemmelſen ſkulde afgive et Værn mod Misbrug af den ubetingede Contractsfrihed, ſom Commisſionen er gaaet ud fra væſentligen bør være herſkende i Ordningen af Forholdet mellem Huusmand og Jorddrot. Det paapeges, at den overlegne Stilling, Huusbonden ifølge Forholdenes egen Magt indtager ligeoverfor Medcontrahenten, i Forbindelſe med ubetænkſom Attraae hos Arbeidsfolk efter at komme i Beſiddelſe af Huusmandspladſe, lettelig kan befrygtes at ville medføre, at vedkommende Huusmand paatager ſig Forpligtelſer, der overſtige hans Evne, og at dette, ſaafremt det for ſtørre Diſtricters Vedkommende ſkulde blive den almindelige Regel, vilde være ſaare betænkeligt og af farlige Følger ikke alene for den hele Arbeidsclasſe, men ogſaa for Samfundet i Almindelighed, og navnlig for dets Repræſentant i disſe Forholde, Fattigvæſenet. Naar det nemlig blev mere og mere hyppigt, at arbeidsføre Huusmænd nødſagedes til ſtadigen at ſøge Hjælp hos Fattigvæſenet, og disſes Exempel, ſom naturligt, blev befulgt af den øvrige Arbeidsſtok, der efter Tingenes Natur i Regelen vil befinde ſig i en mindre god Stilling end Huusmændene, formenes det, at Arbeidsſtanden ſnart ganſke vilde tabe den Overbeviisning, at det væſentligen er en Mands eget Erhverv, der ſkal befrie ham fra Mangel og Nød, en Overbeviisning, uden hvilken den ikke antages at kunne være i Beſiddelſe hverken af moralſk eller oeconomiſk Kraft. Ligeſaa fremhæves den betænkelige Forøgelſe af Fattigbyrderne og Betleriet, ſom vilde være Følgen af at Huusmandsclasſens Kaar forværredes ved Misbrug fra Huusbondens Side. Da Beſkrivelſerne over Huusmandsclasſens Vilkaar i mange Diſtricter af Landet efter Pluralitetens Formening ikke tillade, at man foreſtiller ſig Faren for Huusmandsclasſens Undertrykkelſe ſom liggende udenfor Mulighedens Grændſer, finder den det nødvendigt, at der fra Lovgivningens Side ſkrides ind for at afværge en ſaadan for det Almene ſkadelig Tilſtand, forſaavidt dette kan ſkee uden at træde andre Billigheds og Retfærdigheds Henſyn for nær, og hertil formener den, at den omhandlede Beſtemmelſe i ikke ringe Grad og uden ſynderlig Ulempe i anden Retning vil være virkſom, naar den anvendes paa en rigtig Maade.

En Minoritet i Commisſionen, beſtaaende af Sorenſkriver Motzfeldt og Gaardbruger Lysgaard, har erklæret ſig imod dette Forſlag, idet den herimod i det Væſentlige har anført Følgende:

Det vilde efter disſe Mænds Anſkuelſe være en klar Inconſeqventſe, at man, efter at have forkaſtet en directe Indgriben fra Lovgivningens Side i Ordningen af Forholdet mellem Jorddrot og Huusmand, ſøger ad indirecte Tvang at fremtvinge andre Betingelſer, end dem, hvorom Parterne ſelv ville forene ſig. En ſaadan indirecte Tvang er efter Minoritetens Formening ogſaa meget betænkeligere end en directe Indſkrænkning fra Lovgivningens Side, efterſom denne ſidſte dog maa være knyttet til beſtemte Puncter, medens den indirecte Indſkrænkning bliver af en almindelig og aldeles ubeſtemt Beſkaffenhed, idet Vedkommende aldrig kunne vide, hvilke Vilkaar Fattigcommisſionen vil finde for godt at erklære for ſtrenge. Som en Følge heraf antages Faren for Grundeiernes Misfornøielſe og den deraf følgende Inddragelſe af Huusmandspladſe at maatte blive ſaameget ſtørre, ſaameget mere ſom det er en bekjendt Sag, at man hellere finder ſig i den Vilkaarlighed, Lovens egne Forſkrifter medføre, end i den Vilkaarlighed, Loven overdrager Ens Lige i det enkelte Tilfælde at gjøre gjældende. Efter Minoritetens Formening tilhører en ſaadan Cenſur, ſom den foreſlaaede Forholdsregel vilde indeholde, en forbigangen Tids Anſkuelſer, ligeſom den formener, at Conſeqventſen aabenbart maatte lede til en lignende Cenſur og forhøiet Skattepaalægning, ikke blot paa den Grundeier, der viſte Ubillighed mod ſine Huusmænd, men ogſaa i Anledning af Ubillighed og Strenghed mod Næſten, der gik i andre Retninger, men maatte erkjendes at medføre ſamme Følger, nemlig Fattigdommens og Fattigforſørgelſesbyrdens Forøgelſe, ſom t. Ex. Aagring og deslige. I Mangel af Grundſætningens Udvidelſe maatte, — bemærker Minoriteten videre, — Huusbonden, der undergik Cenſur for Behandlingen af ſine Huusmænd, med ſtørſte Føie kunne beklage ſig over, at hans Nabo, ſom udſugede Næſten langt mere, ikke ligeſaavel ſom han derfor ilagdes forhøiet Fattigforſørgelſesbidrag, men paa den anden Side vilde Indførelſen af et ſaadant almindeligt Syſtem ſelvfølgeligen lede til en fuldkommen Forſtyrrelſe i den borgerlige Samhandel, og give Fattigcommisſionerne Myndighed til at udøve et utaaleligt Deſpotie. At Grundeierne vilde lade ſig det være magtpaaliggende at unddrage ſig en ſaadan Cenſur, og at Følgen af den omhandlede Foranſtaltning derfor vilde blive den, at de undlode at fæſte Huusmænd, naar de paa nogen Maade kunde undvære dem, anſees utvivlſomt. Minoriteten fremhæver det videre ſom en Synderlighed, at Fattigvæſenet ſkulde have Ret til at holde ſig til Huusbonden for det Bidrag, det maatte yde Huusmanden, fordi den førſte, iſtedetfor at inddrage eller undlade at beſætte Pladſen, har antaget Huusmanden, og hos ſig ladet ham faae Levebrød, om end altfor knapt, medens Fattigvæſenet havde maattet ſøde den arbeidsløſe Huusmand fuldt ud, og ikke kunde have ſøgt Regres hos nogen Huusbond for Bidraget i det Tilfælde, at Huusmanden ſlet ikke havde erholdt Anſættelſe eller Plads hos Nogen. Yderligere paapeges det, at forſaavidt Nogen ved den Trudſel, den foreſlaaede Beſtemmelſe indeholder, lader ſig beſtemme eller tvinge til at antage Huusmænd paa fordeelagtigere Vilkaar, end han ellers vilde eller kunde tilſtaae dem, ſaa maa han betragtes ſom Den, der allerede i Forſkjellen mellem det Vederlag, han giver for Arbeidet, og hvad han uafhængig af hiin Trudſel vilde have givet, bærer en forøget Fattigvæſensbyrde, kun i en ſæregen Form. Syſtemet viſer ſig ſaaledes efter Minoritetens Anſkuelſe ogſaa fra denne Side kun ſom medførende en vilkaarlig Forandring i Fordelingen af Fattigforſørgelſesbyrden, uden at man imidlertid i Tingens Væſen er rykket det Maal, at formindſke Pauperismen, nærmere, og uden at man har paaviiſt et eneſte nyt Middel til virkeligt ſelvſtændigt Udkomme for Huusmandsclasſen; og iſtedetfor at hæve dennes Mod og Tillid til at hjælpe ſig ſelv vilde man efter Minoritetens Formening kun i Lov have udtalt dens Umyndighed til at contrahere ned Grundeierne.

Commisſionens Pluralitet har til disſe Minoritetens Grunde knyttet en yderligere Udvikling, hvori den ſøger at imødegaae de fremſatte Bemærkninger.

Pluraliteten formener, at det Indgreb i Contractsfriheden, ſom Beſtemmelſen vilde medføre, ikke kan komme i nogen Betragtning formedelſt det Særegne i de Forholde, hvorom der her er Spørgsmaal. Den paapeger, at det Tab, ſom bliver en Følge af den ved Overeenskomſten ſtipulerede ubillige Fordeel for Grundeieren, ikke gaaer ud over Medcontrahenten, men over en ved Overeenskomſten urepræſenteret Trediemand, nemlig Fattigvæſenet. Efter Pluralitetens Synsmaade er ved alle Overeenskomſter mellem Arbeidere og Driftsherrer, Huusmænd og Huusbønder ſom ſaadanne det offentlige Fattigvæſen, om ikke i Formen, ſaa dog i Virkeligheden, Part; og den formener, at det derfor i Principet er fuldkommen retfærdigt at give det offentlige Fattigvæſen nogen Adgang til at influere paa deslige Overeenskomſter. Efter dens Anſkuelſe er det Huusbonden i ſaadanne Tilfælde paalignede extraordinaire Bidrag kun en ſimpel Refuſion for Udgifter, for hvilke han uretteligen har unddraget Mi og ſom ikke burde komme Fattigvæſenet tillaſt.

At Beſtemmelſens Iværkſættelſe ſkulde være af nogen ſærdeles Vanſkelighed formedelſt det Vilkaarlige i den hos Fattigcommisſionerne nedlagte Myndighed eller formedelſt Savnet af nogen Maaleſtok for den Ubillighed, der ſærſkilt ſkal beſkattes, kan Pluraliteten ikke medgive. Den formener, at det Skjøn, ſom ſkal afgives i Tilfælde af det heromhandlede Slags, ikke er forbundet med ſtørre eller engang ſaa ſtor Vilkaarlighed, ſom i mange andre Tilfælde, hvor man er nødt til at tye til Skjøn af en eller anden Autoritet, iſærdeleshed, da der vil være Anledning til gjennem Sammenligning med andre Contracter at udfinde, hvad der ſædvanlig anſees ſom pasſende Vederlag i dette Forhold. Efter Pluralitetens Formening vil denne Maaleſtok neppe lettelig blive fraveget, og det ſaameget mindre, da Fattigcommisſionerne i Regelen beſtaae af Gaardbrugere, hvori den finder en Garantie for at Myndigheden ikke vil blive brugt uden i Tilfælde, hvor Misforholdet mellem Huusmandens Rettigheder og Forpligtelſer er ſærdeles ſkrigende.

At Huusmandsclasſens Undergang ſkulde, ſaaledes ſom af Minoriteten paaſtaaet, befrygtes at blive Frugten af den foreſlaaede Foranſtaltning, erklærer Pluraliteten ikke at kunne antage. Den paapeger, at en ſaadan Følge, ſaavidt den bekjendt, ikke hidtil har viiſt ſig paa de enkelte Steder, t. Ex. Ringsaker, hvor Fattigcommisſionen allerede nu af egen Magtfuldkommenhed har optaget den omhandlede Regel blandt ſine reglementariſke Beſtemmelſer, og bragt den i Anvendelſe. Videre anfører den, at enhver af de Maader, hvorpaa Jorddrotten ſkulde kunne undvære Huusmænd, nemlig ved enten at fæſte flere Tjenere eller ved at leie Daglønnere, er forbundet med Vanſkeligheder, den førſte formedelſt den gjængſe Utilbøielighed hos Arbeidsclasſen til at tage faſt Tjeneſte; den anden formedelſt Uſikkerheden af at kunne erholde tilſtrækkelig Arbeidsſtyrke, naar Aannetiderne indfalde, ligeſom det paapeges ſom en voxende Opinion blandt forſtandige Landmænd, at Huusmænd, ſom behandles vel og ſtaae i tilbørligt Afhængighedsforhold af deres Huusbønder, og for hvem det derfor er en Velfærdsſag at berøves deres Stilling, ere, om end de koſtbareſte, ſaa dog tillige de paalideligſte og meeſt medgjørlige Arbeidere.

Ligeſaalidt finder Commisſionens Pluralitet nogen Vægt i den Betænkelighed, at et Lovbud, ſom overdrog Fattigcommisſionen en Myndighed ſom den omhandlede, ſkulde indeholde en Erkjendelſe af Huusmandsclasſens Mangel paa Evne til at beſkytte ſig ſelv, og derfor ſkulde have en farlig Indflydelſe paa denne Clasſes Selvſtændighedsfølelſe. Den henpeger paa, at det ikke er Huusmændene, men Fattigvæſenet, ſom Lovbudet vil beſkytte, ligeſom den anfører, at det neppe kan have nogen ſkadelig Indflydelſe paa Huusmandsclasſens moralſke Kraft, at man aabent erkjender, hvad der er vitterligt nok, nemlig at Huusmændene i enkelte og det ikke ſaa ganſke ſjeldne Tilfælde ere udſatte for Overgreb fra Huusbondens Side, ingen ſom efter Tingenes egen Natur formenes altid at maatte finde Sted.

Commisſionens Pluralitet yttrer, at et Lovbud, ſom det omhandlede, vel neppe hyppigen vilde blive bragt i Anvendelſe; men den formener, at det desuagtet vil have ſin ſtore Nytte, da Kundſkaben om, at den Fattigcommisſionen indrømmede Myndighed kan bringes i Anvendelſe mod ham, vil afholde den Enkelte, ſom dertil maatte være tilbøielig, fra egennyttigen at ſøge en Fordeel af en Huusmandsfamilies øieblikkelige Forlegenhed; og den formener navnligen, at Lovbudet vil virke hemmende paa den gradviſe Forøgelſe af Afgiften for Hunsmandspladſe, ſom i den ſenere Tid har fundet Sted.

Det heromhandlede Forſlag har i de over Commisſionens Arbeide afgivne Erklæringer mødt en almindelig Modſtand.

Saaledes har Juſtits-Departementet i den af Samme afgivne Betænkning erklæret et ſaadant Lovbud for aldeles utilraadeligt. Idet bemeldte Departement i det Væſentlige henholder ſig til de af Commisſionens Minoritet udhævede Grunde, hvilke det ikke finder, at Pluraliteten har formaaet at gjendrive, yttrer det videre, at det vilkaarlige Skjøn, Fattigcommisſionerne efter den foreſlaaede Beſtemmelſe vilde have at afgive, ikke blot vilde være et Skjøn angaaende Penge og Gods, men tillige i væſentlig Grad et Skjøn angaaende Beſkaffenheden af Medborgernes Handlemaade, betragtet fra den moralſke Side, aldenſtund den Beſlutning, hvorved Fattigcommisſionen ilagde en Huusbond forhøiet Fattigſkat, ligefrem vilde indeholde en Beſkyldning om, at han var uædel nok til at benytte ſig af ſine Medmenneſkers Forlegenhed eller Afhængighed til gjennem deres Undertrykkelſe og Forarmelſe at tilfredsſtille ſin Egennytte. Den Fattigcommisſionen tillagte Myndighed indeholder derfor efter Juſtits-Departementets Formening et Element af moralſk Cenſur, der altfor lidet vilde ſtemme med det Forhold, hvori Borgerne i et frit og civiliſeret Samfund ſtaae til hinanden, og alene af denne Grund antages den at være en umulig Forholdsregel. Desuden vilde efter Juſtits-Departementets Formening Beſtemmelſens practiſke Gjennemførelſe medføre langt ſtørre Vanſkeligheder, end Commisſionens Pluralitet ſynes at have tænkt ſig. Om der nemlig end exiſterer en ſkriftlig og for Fattigcommisſionen tilgjængelig Contract, — hvilket dog ikke altid antages at være Tilfældet, — ſaa vilde det imidlertid efter Juſtits-Departementets Anſkuelſe, ſaafremt der ſkulde fremkomme et blot nogenlunde retfærdigt Reſultat, ingenlunde gaae an blot at tage Henſyn til denne, da det paa den ene Side kan være Tilfældet, at der fra Huusbondens Side deels i mange Stykker gjøres Afſlag i hvad han efter Contracten har Ret til at fordre, deels frivilligen ydes Huusmanden Biſtand af forſkjelligt Slags, ſaa at, om end Contracten efter Ordene er ſtreng, Vilkaarene dog i Virkeligheden ere ſaadanne, at det ikke burde tilregnes Huusbonden, om Huusmanden forarmes, medens paa den anden Side et modſat Forhold mellem den ſkrevne Contract og det virkelige Forhold kan fremkomme derved, at en Huusbond t. Ex. ved Trudſel om Opſigelſe tvinger ſin Huusmand til Arbeide paa ufordeelagtigere Vilkaar, end Contracten hjemler.

Udøvelſen af den omſpurgte Myndighed vilde derfor efter Juſtits-Departementets Formening i ethvert Tilfælde gjøre det fornødent, at Fattigcommisſionen anſtillede en Granſkning af enhver Gaardbrugers private Forholde, der øienſynligen vilde medføre utallige Ulemper af det allerbetænkeligſie Slags.

De fleſte af de Overøvrigheder, fra hvem Departementet har modtaget Erklæringer over Commisſionens Arbeide, have ligeledes udtalt ſig imod Beſtemmelſen.

Dette er ſaaledes Tilfældet med Amtmændene i Agerhuus, Smaalenenes, Jarlsberg og Laurvigs, Chriſtians, Hedemarkens, Nedenæs og Robygdelagets, Liſter og Mandals, Stavangers, Nordre-Bergenhuus, Romsdals og Søndre-Throndhjems Amter, ligeſom ſamme Synsmaade udtales i mange af de fra underordnede Embedsmænd og forſkjellige Andre indkomne Erklæringer. Navnlig ſkal man tillade ſig at paapege, at af de Communebeſtyrelſer, fra hvem Erklæringer over nærværende Sag ere indkomne, have flere med Beſtemthed udtalt ſig i denne Retning.

Gjennem Kirke-Departementet har man derhos modtaget Erklæringer fra Stiftsdirectionerne i Chriſtiania, Chriſtianſands og Throndhjems Stifter, hvilke ſamtlige have udtalt ſig imod den omhandlede Beſtemmelſe.

Derimod har Kirke-Departementet erklæret ſig til Fordeel for ſamme. Det nævnte Departement yttrer, at det viſtnok erkjender Vægten af de Grunde, ſom ere fremhævede imod Beſtemmelſen; men det erklærer, at det paa den anden Side dog ikke betvivler, at en Myndighed, ſom den i hen indeholdte, vilde i en forſtandig og ſamvittighedsfuld Fattigcommisſions Hænder kunne medføre megen Nytte. At Myndigheden, om end ſaaledes begrændſet ſom i Lovudkaſtet, vil af en enkelt Fattigcommisſion blive misbrugt, antager Kirke-Departementet vel at maatte være at befrygte, men da efter Kirke-Departementets Formening Stiftsdirectionerne ikke ved de nye Fattiglove ere berøvede den dem ved den tidligere Lovgivning tillagte Myndighed med Henſyn til Control med Fattigvæſenet, og navnlig til at paakjende Klager over ubillig Ligning, ſaa antages det, at man heri har noget Correctiv mod de befrygtede Misbrug fra Fattigcommisſionernes Side. Ialfald formener Kirke-Departementet, at den foreſlaaede Beſtemmelſe lover ſaadanne Fordele, at man ikke bør forkaſte ſamme uden Forſøg, idet man, ſaafremt Erfaring ſkulde viſe, at Fattigcommisſionerne i nogen fremtrædende Grad ſkulde misbruge den Myndighed, ſom lægges i deres Hænder, vilde kunne bevirke en Forandring ved ny Lov.

Nærværende Departement finder de mod Beſtemmelſen anførte Grunde overveiende, og maa derfor fraraade, at den optages i det paatænkte Lovforſlag. Hovedgrunden, hvorpaa man har ſtøttet en Beføielſe for det Offentlige til at ſkride ind paa den foreſlaaede Maade for at modvirke, at Huusmænd vorde antagne paa ubillige og altfor trykkende Vilkaar, er, at Fattigvæſenet er Part i Sagen, fordi det gaaer ud over Fattigvæſenet, naar Huusmanden, ſom Følge af de ham paalagte Byrders Uforholdsmæsſighed, forarmes. Men denne Begrundelſe maatte, om dens Gyldighed erkjendtes, lede til Conſeqventſer, der vilde blive altfor betænkelige for Eiendomsret og borgerlig Frihed, og til Slutning gaae ud over ſelve Arbeidsclasſen. Det er ikke Huusmandsclasſen alene, ſom derved, at dens Kaar contractmæsſigen gjøres altfor knappe, kan vorde udſat for Forarmelſe og blive til Byrde for Fattigvæſenet. Conſeqventſen maatte tilſige, at dette, naar det ſyntes fornødent, maatte kunne ſkride ind og virke med forhøiede Afgifter ogſaa i mange andre Contractsforhold, der vedrøre en ſtørre eller mindre Deel af den arbeidende Clasſes Kaar. Det er de overordentlige Misligheder, hvormed et ſaadant Controlſyſtem vilde være forbundet, og den Lammelſe i Næringernes Udvikling, ſom deraf maatte befrygtes, i Forbindelſe med den Indſkrænkning i den borgerlige Frihed, ſom Syſtemet ligefrem medfører, der har ledet til Erkjendelſen af, at Priſen paa Arbeide ligeſom Priſen paa Brug af Jord eller anden Eiendom maa overlades til fri Overeenskomſt, uanſeet at Erfaringen viſtnok lærer, at Næringernes Udvikling i forſkjellige Retninger jevnligen leder til Fattigbyrdernes Stigen, et Onde, hvorfor Erſtatningen maa ſøges i modſvarende Goder, ſom den materielle Udvikling medfører, og i den ſtørre Evne til at bære Fattigforſørgelſens Byrder, ſom den tilveiebringer. Ikkun under ganſke overordentlige Omſtændigheder ſkjønnes der ialfald at burde kunne blive Spørgsmaal om Afvigelſe fra den vigtige Grundſætning for Samfundslivet, hvorom her handles. Men efter de fremkomne Oplysninger maae de Forholde, der ſkulde begrunde en Beſtemmelſe, ſom den af Commisſionen foreſlaaede, betragtes ſom exceptionelle, eller ikkun tilhørende enkelte og ſammenlignelſesviis faa Bygder i Landet; og der ſynes ſaaledes heller ikke fra denne Side at være Føie til et ſaa indgribende Skridt ſom det foreſlaaede, allerhelſt da man med Henſyn til den her omſpurgte ſom i Henſeende til ſaa mangen anden Tilſtand i Samfundsforholdene, der findes betænkelig, ikke bør ſætte udenfor Beregning, hvad fremſkridende Oplysning og Almeenſands af ſig ſelv formaaer at udrette.

Den Myndighed, hvormed, efter den her omhandlede Beſtemmelſe i Udkaſtet, Fattigcommisſionen ſkulde forlenes, vilde, efter Departementets Formening, kunne lede til ſærdeles mislige Følger baade forſaavidt den blev og ikke blev benyttet. Ikke benyttet, eller ikke benyttet i den Udſtrækning, ſom Huusmandsclasſen for ſit Tarv fandt pasſende, vilde den give denne et ſtadigt Stof til Anke; og upaatvivlelig maatte den — fra denne Side betragtet — befrygtes at ville i Regelen ſnarere fremkalde end fjerne et ſpændt Forhold mellem Huusmandsclasſen paa den ene og Huusbønderne paa den anden Side. De Sammenligninger mellem de forſkjellige Huusbønders Behandling af deres Huusmænd, ſom vilde blive en Følge af de omſpurgte Sagers Forhandling inden Fattigcommisſionen, vilde letteligen kunne fremkalde Uſamdrægtighed og Splid mellem Medborgere. Uſandſynligheden, for ikke at ſige Umuligheden, af at nogenlunde eensartede Synsmaader kunde ventes befulgte af de forſkjellige Fattigcommisſioner, og Vanſkeligheden endog af at bevare ſtreng og indlyſende Conſeqventſe i Behandlingen af forſkjellige Tilfælde inden ſamme Fattigcommisſionsdiſtrict vilde lede til idelige Klager over Vilkaarlighed i Myndighedens Udøvelſe, uden at den af Kirke-Departementet paapegede Adgang til at recurrere til Stiftsdirectionerne herimod vilde kunne udrette noget Væſentligt. Disſe Betragtninger, ved Siden af hvilke man maa henviſe til, hvad af Commisſionens Minoritet og i forſkjellige her foran berørte Betænkninger er anført, beſtemme Departementet til at fraraade §ens Optagelſe i det paatænkte Lovforſlag.

I § 15 af Commisſionens Udkaſt ſendes foreſkrevet, at den i L. 6—5—5 omhandlede Huustugt ikke tilkommer Huusbonden over Huusmanden eller dennes Huſtru. Commisſionen har i ſine Motiver i denne Anledning anført, at det paa Grund af den under den gjældende Lovgivning, navnlig med Henſyn til Udtryksmaaden i Frd. 29de April 1752 § 3 (i hvilken Huusmænd nemlig benævnes for Tjeneſtefolk), beſtaaende Tvivl angaaende, hvorvidt Huusmandsfolk henhøre under Huusbønders Huustugtsret, anſees fornødent i en ny Lov angaaende Huusmandsvæſenet at indtage en udtrykkelig Beſtemmelſe om dette Punct.

Departementet finder Intet at erindre ved den foreſlaaede Beſtemmelſe; det vilde nemlig være lidet pasſende med Huusmandens Stilling, der i Regelen er Familiefader og har en ſelvſtændig Huusſtand, om Huusbonden ſkulde tillægges Revſelſesret over ham.

§ 16 i Commisſionens Udkaſt er ſaalydende:

“Ikke blot ifølge Dom eller Forlig, men ogſaa efter contractmæsſig Opſigelſe kan Huusmanden, hvad enten denne har Jord at bruge eller ikke, udkaſtes, naar han ikke godvilligen flytter. Det Samme gjælder og, naar Huusmanden for Stevnevidnerne ved Opſigelſen har vedtaget at flytte under Udkaſtelſestvang.
Den, ſom vitterlig ikke har nogenſomhelſt Hjemmel til Beſiddelſen af det Huus eller den Plads, hvorpaa han ſidder, og ligeledes den, der uden Medhold af denne Lovs Beſtemmelſer eller Huusbondens Samtykke opholder ſig hos en Huusmand, kan efter Huusbondens Forlangende til enhver Tid uden Lovmaal og Dom udkaſtes.
Udkaſtelſen forrettes af Lensmanden imod ſamme Gebyhr og Godtgjørelſe, ſom er beſtemt for ham i Lov angaaende hvad der ſkal betales ved Retterne m. m. af 13de September 1830 § 113.“

Commisſionen har i denne Anledning bemærket, at det formeentlig bør være den nye Lovs Sag at hæve den Tvivl og de Vanſkeligheder, ſom efter den gjældende Lovgivning, og navnlig paa Grund af Beſtemmelſen i Lovens 3—14—1, finde Sted med Henſyn til Grundeierens Adgang til uden Lovmaal og Dom at fjerne en Huusmand fra Pladſen. Den yttrer, at Ingen bør kunne tiltrodſe ſig en Brug og Beſiddelſe af fremmed Eiendom, hvortil han aldeles ingen Hjemmel har, eller Beſiddelſen og Brugen udover den Tid, til hvilken han ſelv contractmæsſigen har forbundet ſig til at flytte. Paa lige Maade antager Commisſionen, at der bør tillægges Grundeieren Adgang til uden Proces og Vidtløftighed at kunne fjerne en Inderſt, der ſidder til Huſe hos Huusmanden uden lovlig Hjemmel. At Udkaſtelſesforretningernes Udførelſe i de omhandlede Tilfælde bliver overdraget Lensmanden, troer Commisſionen ikke kan lede til nogenſomhelſt Ulempe for Retsſikkerheden, medens Omkoſtninger herved blive ſparede.

At Udkaſtelſe kan ſkee ifølge contractmæsſig Opſigelſe, og ligeſaa at Udkaſtelſe kan foretages, naar Vedkommende vitterlig ikke har nogenſomhelſt Hjemmel til Beſiddelſen af det Huus eller den Plads, hvorpaa han ſidder, maa Departementet bifalde; og man vil derfor foreſlaae disſe Beſtemmelſer optagne i Lovforſlaget. En liden Forandring i Redactionen agter man imidlertid at foreſlaae, forſaavidt ſom det nemlig antages overflødigt udtrykkelig at udtale, at Udkaſtelſe kan ſkee efter Dom eller Forlig.

Derimod vil man tillade ſig at foreſlaae udeladt Beſtemmelſen om at Udkaſtelſe kan foretages, naar Huusmanden for Stevnevidnerne ved Opſigelſen har vedtaget at flytte under Udkaſtelſestvang.

Da der ved denne Beſtemmelſe ſelvfølgelig ikke kan være ſigtet til det Tilfælde, at Huusbonden har benyttet ſin Ret efter Contracten til Opſigelſe, maa der formeentlig af Commisſionen være ſigtet til ſaadanne Tilfælde, i hvilke Huusbonden vel ikke har Adgang umiddelbart efter Contracten til at opſige, men hvor han derimod, navnlig naar Huusmanden har forgaaet ſig ſaaledes, at han antages at have forbrudt ſit Fæſte, har opnaaet dennes Samtykke til i Mindelighed at fravige Pladſen, idet Commisſionen har formeent, at et ſaadant Samtykkes Tilkjendegivelſe for Stevnevidnerne burde, med Henſyn til Exeqvabilitet, tillægges ſamme Virkning ſom en Dom eller et Commisſionsforlig.

En ſaadan Forſkrift vilde efter Departementets Formening ikke være henſigtsmæsſig. Der ſynes ikke at være tilſtrækkelig Grund til paa denne Maade at gjøre Undtagelſe fra den almindelige Sætning, at Execution ikke er Gjenſtand for Vedtagelſe, uden i Form af et ved Forligelſescommisſionen eller Retten afſluttet Forlig, ſaameget mindre, ſom man, ved at gjøre almindelig Forligsbehandling unødvendig, hvor Samtykke for Stevnevidnerne ſtod til at opnaae, vilde opoffre den Udſigt, ſom der ellers kunde være til ved Forligelſescommisſionens Mellemkomſt at faae de ſtedfindende Differentſer mellem Huusbonden og Huusmanden jevnede.

I Anledning af Commisſionens Forſlag om at Perſoner, der uden Medhold af Lovens Beſtemmelſer eller Huusbondens Samtykke opholde ſig hos en Huusmand, ſkulde kunne udkaſtes uden foregaaende Dom, har Juſtits-Departementet fremſat endeel Bemærkninger.

Det nævnte Departement finder, at man i det omhandlede Tilfælde vilde ſavne de naturlige Betingelſer, ſom maae være tilſtede for at nogen Afvigelſe bør gjøres fra den Grundſætning, at Proces er fornøden for at rokke den factiſke Beſiddelſesſtand. Juſtits-Departementet paapeger nemlig, at Sagen i høi Grad kan være uklar, naar der tviſtes om, hvorvidt en Perſon, der opholder ſig hos en Huusmand, dertil har behørig Hjemmel, idet de factiſke Puncter, ſom maae bringes paa det Rene, her kunne være mange og forſkjellige, og af den Beſkaffenhed, at det kan blive fornødent at ſøge dem oplyſte ved Vidneførſel eller deslige. Der kunde ſaaledes, bemærker Juſtits-Departementet, tviſtes om, hvorvidt den Perſon, hvorom der er Tale, er at anſee ſom Tjeneſtetyende eller Inderſt, om Huusmanden er ſygelig i den Grad, at det kan anſees fornødent for ham at indtage en Inderſt til Pladſens Drift, om Huusbonden mundtlig har givet ſit Samtykke til Indtagelſe af en Inderſt udenfor de i Contracten hjemlede Tilfælde, om en Inderſt, ſom Huusmanden lovligen har indtaget, ſenere ſkulde have forſeet ſig paa ſaadan Maade, at Huusbonden ifølge Lovens foregaaende Beſtemmelſer maatte være berettiget til at fordre ham udviiſt af Pladſen, m. V. Men deslige Ting egne ſig efter Juſtits-Departementets Formening ikke til at oplyſes ved en Fogedforretning, i Særdeleshed, naar denne ſkulde beſtyres af Lensmanden.

Nærværende Departement er enigt i disſe Juſtits-Departementets Bemærkninger; og man vil derfor foreſlaae den omhandlede Beſtemmelſe udeladt, ſaameget mere ſom man heller ikke kan anſee den af nogen ſærdeles Vigtighed for Huusbonden. I de Tilfælde nemlig, hvori Udkaſtelſe af det her omhandlede Slags ſkulde kunne finde Sted, vil Huusbonden efter den oven foreſlaaede Beſtemmelſe i § 9 Litr. c (der ſvarer til Forſkriften i § 8 Litr. k af Commisſionens Udkaſt) være berettiget til at tiltale Huusmanden til Fæſtes Fortabelſe, ſaafremt denne ikke efter Huusbondens Forlangende bortfjerner fra Pladſen den Perſon, hvorom der er Spørgsmaal; og ſom en Følge heraf formenes det, at Huusbonden allerede har et ſaa tilſtrækkeligt Tvangsmiddel til ſin Raadighed, at nogen Forøgelſe i denne Retning neppe ſynes nødvendig.

I enkelte af de afgivne Erklæringer er der gjort Indvendinger mod Slutningsbeſtemmelſen i nærværende §, om at Udkaſtelſesforretningen ſkal beſtyres af Lensmanden. Det er i denne Anledning i Særdeleshed udhævet, at Lensmanden maaſkee ikke altid vil være i Beſiddelſe af den fornødne Duelighed til at beſtyre deslige Forretninger, og at afgjøre de Tviſtigheder, ſom derunder kunde forefalde, ligeſom det i Forbindelſe hermed tildeels er paapeget, at Lensmanden maaſkee ofte vil være mindre ſkikket til at dele mellem Parterne paa Grund af det nære Bekjendtſkab, hvori han maa formodes at ſtaae til disſe. Disſe Indvendinger forekomme dog Departementet at være af mindre Vægt; og i Særdeleshed formenes det, at den førſte ſtiller ſig ſom mindre betydende, naar efter det nys Anførte det Tilfælde ikke bliver omfattet af Beſtemmelſen, i hvilket den materielle Beføielſe til Udkaſtelſen vilde være vanſkeligſt at bedømme. Man troer ogſaa at burde bemærke, at Juſtits-Departementet har erklæret, ikke at have Noget at erindre mod at de omhandlede Forretninger overdrages Lensmanden.

Ifølge Sportellovens § 113, hvortil, ſom nævnt, Commisſionens Forſlag henviſer forſaavidt Betalingen for Udkaſtelſesforretninger betræffer, vil der for ſamme blive at betale til Lensmanden Godtgjørelſe for Skyds (med een Heſt til Lands eller dertil ſvarende Skyds til Vands) efter Skydstaxten, og desuden 48 ß daglig. Efter ſamme Lovs § 87 er Betalingen til Fogden for Udkaſtelſe, naar ſaadan ſkeer hos en Huusmand eller Inderſt, anſat til 1 Spd. 72 ß i Salarium, foruden Skyds med een Heſt og 96 ß for hver Forretningsdag i Diæt efter Lovens § 91. Saafremt det, hvilket i enkelte Erklæringer er foreſlaaet ſom Expedient iſtedetfor Udkaſtelſesforretningens Overdragelſe til Lensmanden, ſkulde foretages nogen betydeligere Nedſættelſe i Fogdens Godtgjørelſe, for Ex. til Halvdelen af det nu Beſtemte, vilde formeentlig ogſaa Følgen heraf kun blive den, at Fogden i de fleſte Tilfælde vilde finde ſig opfordret til at lade Forretningen udføre ved Lensmanden, hvortil han nemlig ifølge Sportellovens § 113 vilde have Adgang.

Der er i Juſtits-Departementets Erklæring fremſat Forſlag om at de her omhandlede Udkaſtelſesforretninger ſkulde kunne indankes for Underretten. Det nævnte Departement bemærker, at det formeentlig vilde være af ikke liden Interesſe for den Huusmand, ſom fandt ſig foranlediget til Paaankning, at han kunde ſlippe med et Søgsmaal ved Huusbondens Hjemthing iſtedetfor et ved Stiftsoverretten, ligeſom det formenes i ſig ſelv tilraadeligt, at man i de Tilfælde, hvor man undtagelſesviis tilſteder Execution uden foregaaende Dom, ogſaa ſørger for at gjøre Paaankningen af deslige Executioner ſaa let og lidet bekoſtelig ſom muligt, da man deri har en Modvægt mod det Betænkelige, ſom ellers kunde være i en ſaadan ſummariſk Fremgangsmaade. Denne Betragtning antager Juſtits-Departementet ogſaa at have fremkaldt Beſtemmelſen i Lov angaaende ſmaae Gjældsfordringers Inddrivelſe af 8de September 1842 § 5, ifølge hvilken de der omhandlede Executioner, der afholdes efter bekræftet Uddrag af Auctionsprotocollen, kunne indankes til Prøvelſe ved Skyldnerens Værnething, og det uagtet Executor der er Fogden, og den etablerede ſæregne Inſtantsfølge ſaaledes kunde ſynes mindre pasſende, end hvor Forretningen, ſaaledes ſom efter den her omhandlede Lovbeſtemmelſe, ligefrem er henlagt under Lensmanden.

Nærværende Departement maa tiltræde dette Juſtits-Departementets Forſlag; og man vil derfor tillade ſig at foreſlaae den fornødne Beſtemmelſe herom tilføiet §en. Denne Beſtemmelſe antager man i det Hele at burde blive affattet i Overeensſtemmelſe med den tilſvarende Forſkrift i den ovenciterede Lov af 8de September 1842 § 5, og navnlig ſaaledes, at der i Anledning af Anker over Forretningen eller derunder afſagt Eragtning maa udtages Stevning inden 4 Uger efter Forretningens Afholdelſe til førſte derefter indtræffende Thing, hvortil lovlig Varſel kan gives, ſamt at Forligsprøve bliver at anſtille af Dommeren. Værnethinget bør formeentlig være vedkommende Underret, inden hvis Jurisdiction Pladſen er beliggende.

Forinden Departementet forlader nærværende Paragraph, troer man at burde bemærke, at det i enkelte Erklæringer er udhævet ſom en formeentlig Mislighed ved den gjældende Retsforfatning, at Huusbonden, inden han kan komme i Beſiddelſe af Pladſen, naar Huusmanden har forſeet ſig til Fæſtes Fortabelſe, ſom ofteſt maa udholde en langvarig og koſtbar Proces; og det formenes, at den Beſværlighed, hvormed det paa Grund heraf er forbundet at faae en Huusmand ſat ud af Pladſens Beſiddelſe, afgiver en ikke ringe Betænkelighed for Jorddrotterne mod at antage Huusmænd paa andre Vilkaar end paa Opſigelſe. Det kan vel ikke nægtes, at disſe Bemærkninger tildeels ere grundede, og at det ſædvanlige Tilfælde vil være, at Huusmanden, om han end er ſig ſin Brøde bevidſt, vil ſøge ſaa meget ſom muligt at forhale Huusbondens Adgang til at komme i Beſiddelſe af Pladſen, ligeſom Forholdet mellem Parterne vel ofte kan være ſaare misligt, og Huusmandens Opførſel i høi Grad fortrædigende mod Huusbonden i den lange Mellemtid, ſom hyppig hengaaer, inden denne Sidſte efter endelig Dom kan lade Huusmanden udſætte af Pladſen; — men paa den anden Side finder man dog de mange og vægtige Betænkeligheder, ſom ſtille ſig imod, i ſaadanne Tilfælde at tilſtede Adgang til at afvige fra de almindelige Procesregler,faa overveiende, at man ikke vover at fremſætte noget Forſlag i denne Retning.

I Overeensſtemmelſe med det Anførte vil Departementet foreſtaae § 16 ſaaledes affattet:

“Huusmand, ſom contractmæsſigen er opſagt, hvad enten han har Jord at bruge eller ikke, kan udkaſtes, naar han ikke til Faredag godvilligen flytter.
Ligeledes kan Den, ſom vitterlig ikke har nogenſomhelſt Hjemmel til Beſiddelſen af det Huus eller den Plads, hvorpaa han ſidder, efter Huusbondens Forlangende, uden Lovmaal og Dom udkaſtes.
Udkaſtelſen forrettes af Lensmanden imod ſamme Gebyhr og Godtgjørelſe, ſom er beſtemt for ham i Lov angaaende hvad der ſkal betales ved Retter m. m. af 13de September 1830 §113.
Finder Nogen af Parterne ſig forurettet ved ſaadan Forretning eller derunder afſagt Eragtning, kan han, naar Stevning udtages inden fire Uger efter Forretningens Afholdelſe, til førſte derefter indtræffende Thing, hvortil lovlig Varſel kan gives, indanke den til Prøvelſe ved den Eiendoms Værnething, hvorunder Pladſen er beliggende, hvor Forretningen da, efter af Dommeren forgjæves anſtillet Forligsprøve, bliver at paakjende.“

§ 17 i Commisſionens Udkaſt er ſaalydende:

“I den Huusmanden tilkommende Beſiddelſesret kan ikke tages Udlæg for Gjæld.“

Ved denne § finder Departementet Intet at bemærke.

§ 18 i Commisſionens Udkaſt er ſaalydende:

“Leilændingen maa ikke paa den bygſlede Jord nedlægge eller oprette nogen Huusmandsplads, eller bortfæſte nogen ſaadan for et længere Tidsrum end ſin og Enkes Beſiddelſestid. I Tilfælde af Overtrædelſe heraf, har Leilændingen forbrudt ſin Bygſelret, hvorhos det Pasſerede er ugyldigt. Ligeſaa ſkal den i Lov om civile og militaire Embedsgaarde af 25de Auguſt 1818 § 24 givne Forſkrift være gjældende for enhver Embeds- eller Beſtillingsmand med Henſyn til den Jord, der er henlagt til hans Embede eller Beſtilling.“

Den gjældende Lovgivning indeholder ingen anden Forſkrift vedrørende Huusmænds Antagelſe af en Leilænding, end Landslovens 3—14—33, der faſtſætter, at Leilændingen til ſin Tjeneſtemand kan overdrage Affaldsjord, hvilket forklares ved Jord, ſom han ſelv kan miſte uden Skade. Der er derfor viſtnok, ſom Commisſionen bemærker, Opfordring til ved nærværende Leilighed at give Beſtemmelſe om denne Gjenſtand; og Departementet finder heller Intet at bemærke ved de Indſkrænkninger, ſom Commisſionen har foreſlaaet i Leilændingens Raadighed i dette Stykke, uden forſaavidt at det, ſaaledes ſom af Kirke-Departementet og i enkelte andre Erklæringer er foreſlaaet, udtrykkelig bør tilføies, at Forſkriften ene gjælder for det Tilfælde, at Jorddrotten ikke har givet ſit Samtykke til Dispoſitionen.

Derhos formener man, at den faſtſatte Følge af Overſkridelſe fra Leilændingens Side, nemlig ufravigelig Fortabelſe af Bygſelen, er altfor ſtreng. Departementet finder den Synsmaade, ſom i denne Henſeende er udtalt i L.s 3—14—33, naturligere, nemlig at Sagen kan afgjøres ved Bøder, naar derhos det af Leilændingen givne Fæſte bliver ugyldigt, og at Huusmanden forbeholdes ſit Regresſøgsmaal mod den Leilænding, der mod Loven har indſat ham. Yderligere Tvangsmidler mod Leilændingen formenes ikke nødvendige til Lovbudets Opretholdelſe.

Den ſidſte Deel af nærværende Paragraph indeholder, ſom nævnt, at den i Lov 25de Auguſt 1818 § 24 givne Forſkrift ſkal udvides til enhver for Embeds- eller Beſtillingsmand udlagt Jord. I den citerede Forſkrift paabydes der for civile og militaire Embedsgaarde, at der ikke uden Kongelig Tilladelſe maa nedlægges eller oprettes nogen Huusmandsplads paa en ſaadan Gaard, eller nogen Plads derunder bortſættes længere end paa Brugerens Embedstid; Overtrædelſer heraf ere belagte med en Mulct af 50 Spd. for hver Gang, hvorhos det Pasſerede erklæres ugyldigt.

I Anledning af den foreſlaaede Udvidelſe af denne Beſtemmelſe har Juſtits-Departementet bemærket, at det intet Væſentligt finder at erindre mod at det for ſamtlige til Embeder eller Beſtillinger henlagte Gaarde gjøres til Regel, at ingen af de nuværende Huusmandspladſe paa en ſaadan Gaard nedlægges, eller nogen Huusmandsplads der oprettes, uden Kongelig Tilladelſe. Dog bemærker det nævnte Departement, at det anſeer det tvivlſomt, om ikke Tilladelſen i ethvert Tilfælde burde kunne meddeles af vedkommende Regjerings-Departement, en Anſkuelſe, ſom Juſtits-Departementet erklærer, ogſaa i ſin Tid at have udtalt i dets underdanigſte Foredrag angaaende Spørgsmaalet om naadigſt Sanction af Loven af 25de Auguſt 1848. Derimod finder Juſtits-Departementet væſentligere Betænkeligheder ved den nævnte Beſtemmelſe i ſamme Lov, angaaende at ingen Huusmandsplads paa en Embedsgaard maa uden Kongelig Tilladelſe bortſættes længere end paa Brugerens Embedstid. Juſtits-Departementet oplyſer, at der ogſaa i Henſeende til denne Deel af §en er opkaſtet Tvivl i dets ovennævnte Foredrag, en Tvivl, i hvilken det erklærer at være bleven endnu mere beſtyrket ved Behandlingen af nærværende Sag. Efter Juſtits-Departementets Formening bør det nemlig for alle Gaarde, der ere henlagte til Embede eller Beſtilling, gjøres til Regel, at Pladſerne ſkulle bortfæſtes ſaaledes, at Contracten for Huusmandens og hans Huſtrues Livstid bliver uopſigelig fra Embedsmandens Side, uden Henſyn til om Embedet forinden ſkiftede Indehaver. For at dette imidlertid uden Ulempe ſkulde lade ſig gjøre, maatte der, — bemærker Juſtits-Departementet videre, — træffes ſaadanne Forholdsregler, ſom afgave tilſtrækkelig Garantie for at ikke den Embeds- eller Beſtillingsmand, der bortfæſtede en Huusmandsplads, ſkulde kunne ſkaffe ſig en utilbørlig Fordeel paa Eftermandens Bekoſtning, navnlig ved at ſætte de aarlige Ydelſer fra Huusmandens Side uforholdsmæsſig lave, men iſtedet derfor tage en høi Indfæſtning. Dette Øiemed formenes at kunne opnaaes enten derved, at det ligefrem forbødes at tage Indfæſtning ved Bortfæſtelfe af Huusmandspladſe under Gaarde, der ere henlagte til Embede eller Beſtilling (et Forbud, der efter Juſtits-Departementets Formening vilde være ſaameget mindre betænkeligt, ſom ingen Huusmandsplads kan nedlægges uden høiere Tilladelſe), eller derved, at det blev foreſkrevet, at enhver Huusmandscontract, hvorved de aarlige Ydelſer bleve faſtſatte anderledes, end tidligere havde været Tilfældet, ſkulde indſendes til Approbation af vedkommende Departement.

Kirke-Departementet har i Henſeende til Præſtegaarde oplyſt, at der paa de fleſte Steder har uddannet ſig den Praxis, at Præſt efter Præſt lader Huusmændene blive ſiddende uden nyt Fæſte, ſaa at disſe factiſk kunne anſees ſom nedſatte paa Livstid. Kirke-Departementet anſeer det betænkeligt, om denne Praxis, der antages i det Hele at have været til Gavn for Huusmændene, ſkulde ſvækkes eller modvirkes ved en Beſtemmelſe ſom den af Commisſionen foreſlaaede, der nemlig, baade ved at gjøre Huusmænds Nedſættelſe paa længere Tid end Vedkommendes Embedstid afhængig af Kongelig Tilladelſe og ved ſin Form forøvrigt, ſynes at antyde ſom Lovens Forudſætning, at Livsfæſte for Huusmænd paa Embedsgaarde ikke i Almindelighed vil finde Sted. Paa den anden Side formener Kirke-Departementet det dog ikke tilraadeligt ganſke at overlade det til Embedsmandens egen Afgjørelſe, hvorvidt han vil bortfæſte en ledigbleven Huusmandsplads paa Huusmandens og Kones Livstid eller paa kortere Tid. Det antager derfor, at det Henſigtsmæsſigſte vil være, at Adgangen til at antage Huusmænd paa længere Tid end Brugerens Embedstid bør betinges af høiere Autoritets Tilladelſe, der har at paaſee og betrygge vedkommende Embedes Tarv. Efter Kirke-Departementets Formening bør Myndigheden til at meddele ſaadan Tilladelſe overdrages vedkommende Overøvrighed, til hvem det ogſaa uden Betænkelighed antages at kunne overdrages at afgive Beſtemmelſe om Huusmandspladſers Nedlæggelſe eller nye Pladſers Oprettelſe. Saafremt dette vinder Bifald, formener Kirke-Departementet det retteſt, i nærværende § fuldſtændig at optage Beſtemmelſen i L. 25de Auguſt 1848 § 24 med de antydede Modificationer, og derefter at ſætte denne ſidſte ud af Kraft.

I Henhold til det Anførte har Kirke-Departementet foreſlaaet følgende Affattelſe af den heromhandlede Deel af § 18:

“Paa Jord, der er udlagt til Brug for nogen Embeds- eller Beſtillingsmand, maa ingen Huusmandsplads nedlægges, eller nogen ſaadan oprettes, medmindre Tilladelſe dertil meddeles af vedkommende Overøvrighed, hvis Samtykke ogſaa til Varetagelſe af vedkommende Embedes eller Beſtillings Tarv udfordres til Nedſættelſe af Huusmænd paa længere Tid end Brugerens Embeds- eller Beſtillingstid. Overtrædelſer heraf ſtraffes med en Mulct af femti Speciedaler for hver Gang, hvorhos det Pasſerede anſees for ugyldigt.“

Nærværende Departement troer at burde ſlutte ſig til Commisſionens Udkaſt, ſaaledes ſom dette er modificeret ved Kirke-Departementets Forſlag. At gjøre det til Regel, at Huusmandspladſe paa Embedsgaarde ſkulde bortfæſtes paa Livstid, ſaaledes ſom Juſtits-Departementet har foreſlaaet og hvilket forøvrigt ogſaa er udtalt i enkelte andre Erklæringer, har unægtelig meget for ſig, men forekommer dog Departementet betænkeligt, ſelv om der træffes Garantie mod, at derved foranlediges nogen for Embedsindkomſterne ſkadelig Dispoſition. Man anſeer det nemlig tvivlſomt, om der vilde opnaaes noget virkeligt Gode derved, at man ved Lov fremtvang nogen anden Tilſtand for Huusmandspladſes Vedkommende paa Embedsgaarde end den, der efter Egnens Forholde og Sædvaner er den gjængſe og anſees for den naturlige. Departementet befrygter, at man derved kunde komme til, mod Lovens Henſigt, muligens at tilveiebringe et mindre godt Forhold mellem Huusbond og Huusmand paa Embedsgaarde end andetſteds i Egnen; og dette ſkulde visſelig ikke være ønſkeligt. Iſtedetfor Overøvrigheden, ſom af Kirke-Departementet foreſlaaet, troer Departementet, at Kongen eller Den, han dertil bemyndiger, bør nævnes ſom den, der har at meddele den i hen omhandlede Tilladelſe til visſe Dispoſitioner vedkommende Huusmandspladſe paa Embeds- og Beſtillings-Gaarde; det vil nemlig med Henſyn til de militaire Embedsgaarde være mindre henſigtsmæsſigt i ſaa Henſeende at henviſe til Overøvrigheden.

I Overeensſtemmelſe med det Anførte vil Departementet foreſlaae § 18 ſaaledes affattet:

“Uden Jorddrottens Samtykke maa Leilænding ikke under Straf af Bøder nedlægge eller oprette nogen Huusmandsplads, eller bortfæſte nogen Plads for et længere Tidsrum end ſin og Enkes Beſiddelſestid. I Tilfælde af Overtrædelſe heraf er derhos det Pasſerede ugyldigt; og kan Huusmanden ſøge ſin Opretning hos Leilændingen.
Paa Jord, der er udlagt til Brug for nogen Embeds- eller Beſtillingsmand, maa ingen Huusmandsplads nedlægges, eller nogen ſaadan oprettes, medmindre Tilladelſe dertil meddeles af Kongen eller Den, han dertil bemyndiger. Ligeledes udkræves til Varetagelſe af vedkommende Embedes eller Beſtillings Tarv ſaadan Tilladelſe til Nedſættelſe af Huusmænd paa længere Tid end Brugerens Embeds- eller Beſiillingstid. Overtrædelſer heraf ſtraffes med en Mulct af femti Speciedaler for hver Gang. Det Pasſerede er derhos ugyldigt; og kan Huusmanden ſøge ſin Opretning hos den Embeds- eller Beſtillingsmand, der har indſat ham.“

I § 19 har Commisſionen foreſlaaet følgende Beſtemmelſe:

“Forſaavidt der bliver Spørgsmaal om den i § 11 omhandlede Godtgjørelſe for Forbedringer paa en Plads, henhørende under en Gaard, ſom bruges af nogen Anden end Eieren, paaligger det denne at udrede Godtgjørelſen, hvilken han igjen kan fordre erſtattet af Den, ſom bruger Eiendommen, med en Tyvendedeel aarlig.“

I denne Beſtemmelſe har Kirke-Departementet foreſlaaet tilføiet ſom Betingelſe for Jorddrottens Forpligtelſe i den omhandlede Henſeende, at der har været givet denne Anledning til i ſaa Maade at varetage ſit Tarv ved Huusmandens Antagelſe. Dette Forſlag ſtøtter ſig formeentlig til Forudſætningen om, at Lovforſlaget i Overeensſtemmelſe med Commisſionens Indſtilling ſkulde hjemle Adgang til at fravige den opſtillede Regel om Erſtatning til Huusmanden for foretagne Forbedringer; da nærværende Departement imidlertid, ſom tidligere omhandlet, ikke har kunnet tiltræde Commisſionens Forſlag i dette Stykke, troer man heller ikke, at den af Kirke-Departementet angivne Reſervation i nærværende §s Beſtemmelſe med nogen Nytte kan optages, efterſom denne Reſervation, ſaavidt ſkjønnes, kun da vilde have nogen Betydning, ſaafremt det ſtod i Jorddrottens Magt at forbeholde ſig, at der ikke ſkulde tilkomme den af Eiendommens Bruger indſatte Huusmand nogen Erſtatning for foretagne Forbedringer ved Pladſen.

Forøvrigt er Departementet ikke uopmærkſomt paa at Beſtemmelſen i nærværende § ſtundom kan blive mindre billig mod Jorddrotten og volde denne Vidtløftigheder, iſær naar han har meget til Brugere bortſat Jordegods; men da en Beſtemmelſe om dette Punct dog er nødvendig, og der ikke vides nogen anden Udvei end den af Commisſionen foreſlaaede, vil Departementet andrage om, at Commisſionens Forſlag optages.

I § 20 har Commisſionen foreſlaaet følgende Beſtemmelſe:

“Den, ſom indløſer ſit Odelsgods, er kun berettiget til at udſige de paa ſamme ſiddende Huusmænd, forſaavidt en ſaadan Ret tilkom den forrige Beſidder, eller Huusmanden maatte være ſat, efterat Klage til Forligelſescommisſionen i Anledning af Godſets Indløsning er udtagen.“

Det er i enkelte Erklæringer udhævet, at denne Forſkrift vilde kunne befrygtes misbrugt til Chicane for en Odelsmand, forſaavidt Beſidderen, der frygtede for at blive frataget Eiendommen paa Odel, kunde tænkes at ville udſtykke Gaarden eller Størſteparten af den i Huusmandspladſer; og der er derfor fremſat Forſlag om at ingen Bortfæſtning, der er ſkeet af en Ikke-Odelsberettiget, ſkulde være bindende for Løsningsmanden. Departementet finder dog denne Betænkelighed altfor vidt dreven, efterſom Eieren af Odelsgodſet for ſin egen Interesſes Skyld, baade med Henſyn til Eiendommens Værdſættelſe ved Odelstaxt og med Henſyn til Muligheden af at det forventede Odelsſøgsmaal frafaldtes, vel i Regelen vilde finde ſig lidet tjent med en ſaadan Omgangsmaade. Da den af Commisſionen foreſlaaede Beſtemmelſe hviler paa en i ſig ſelv retfærdig og billig Betragtning, nemlig at en Huusmands og Families Velfærd ikke bør gjøres utryg, fordi Eiendommen, hvortil den bortſatte Plads hører, tages paa Odel, troer Departementet at burde foreſlaae Beſtemmelſen optaget uden Forandring.

§ 21 er efter Pluralitetens Indſtilling affattet ſaalydende:

“I Sager mellem Huusmænd og Huusbønder, betræffende deres gjenſidige Rettigheder, er Huusmanden fri for at erlægge noget Gebyhr til Stevnevidnerne, Forligelſescommisſionen eller Retten. Forlanger Huusmanden Sagens Behandling paa Aaſtedet, og Dommeren finder ſamme fornøden, udredes Omkoſtningerne ved hans Skyds og Diæt ſom Omkoſtningerne i offentlige Sager.“

En Minoritet i Commisſionen har derimod foreſlaaet førſte Punctum af Paragraphen forandret derhen, at der i de ovennævnte Sager af begge Parter ſkal betales Halvdelen af det nu lovbeſtemte Gebyhr til Stevnevidnerne, Forligelſescommisſionen og Retten. Denne Minoritet har begrundet ſin Fravigelſe fra Pluralitetens Indſtilling derved, at en fuldkommen Fritagelſe for Huusmanden for at erlægge de omhandlede Gebyhrer let kunde forlede den vrangvillige og egennyttige Huusmand til at bringe faſt enhver Tviſt, der maatte opſtaae mellem ham og hans Huusbonde, ind for Retten, hvilket efter bemeldte Minoritets Formening, der i det Hele har udtalt ſig for at Loven bør ſøge Livsfæſte fremmet, efterhaanden kunde lede til at gjøre Huusmandsvæſenet forhadt, og afſkrække Jorddrotter fra at knytte Huusmænd til ſine Eiendomme med andre Baand, end ſaadanne, ſom det til enhver Tid vilde ſtaae til dem ſelv at opløſe.

Dette Minoritetens Forſlag er i mange af de indkomne Erklæringer foretrukket for Pluralitetens Indſtilling. Navnlig har ogſaa Juſtits-Departementet erklæret ſig til Fordeel for ſamme. Idet det nævnte Departement erklærer at dele Minoritetens Frygt for at en fuldkommen Fritagelſe for de omnævnte Gebyhrer lettelig kunde lede til temeraire Procesſer fra Huusmænds Side, bemærker Samme videre, at det finder det ſtødende, om efter Pluralitens Forſlag den ene af 2de Parter, hvis Formuesforfatning, idetmindſte i flere Egne af Landet, mangen Gang ikke vil være meget forſkjellig, ſkulde ved Loven været fritaget for alle Omkoſtninger, medens den anden maatte bære dem fuldt ud.

Nærværende Departement maa tiltræde disſe Juſtits-Departementets Bemærkninger; og man vil ſaaledes foreſlaae førſte Pasſus af nærværende § affattet overeensſtemmende med det af Commisſionens Minoritet fremſatte Forſlag.

Det er i flere af de indkomne Erklæringer foreſlaaet, at der iſtedetfor nærværende Beſtemmelſe ſkulde paabydes, at Sager mellem Huusmænd og Huusbønder ſkulde behandles paa ſamme Maade, ſom er foreſkrevet angaaende Sager mellem Huusbonde og Tyende, altſaa politiretsviis uden Erlæggelſe af Retsgebyhrer, og uden at Sagførere i Regelen tilſtedes benyttede. Departementet har dog ikke fundet tilſtrækkelig Grund til at fremſætte noget Forſlag i denne Retning. De fleſte Sager imellem en Huusmand og hans Jorddrot ville formeentlig angaae Spørgsmaal om Fæſtes Forbrydelſe; og ligeſom Tviſtigheder af denne Beſkaffenhed ikke i deres Væſen gaae ind under Begrebet af Politiſager, ſaaledes antages det, efter deslige Sagers indgribende Vigtighed for Huusmandens Velfærd, heller ikke naturligt eller pasſende at faſtſætte den ſummariſke Procesform for disſe, ſom er egen for Politiſager, der i Regelen angaae forholdsviis ubetydeligere Gjenſtande. Det ſynes ogſaa at fremgaae af Juſtits-Departementets Erklæring til nærværende §, at bemeldte Departement udenfor de omhandlede Nedſættelſer i Gebyhrerne ikke finder nogen Forandring i de gjældende Regler om disſe Sagers Behandling tilraadelig.

I Overeensſtemmelſe med det Anførte vil Departementet foreſlaae § 21 ſaaledes affattet:

“I Sager mellem Huusmænd og Huusbonder betræffende deres gjenſidige Rettigheder, ſkal til Stevnevidnerne, Forligelſescommisſionen og Retten kun betales Halvdelen af det nu lovbeſtemte Gebyhr. Forlanger Huusmanden Sagens Behandling paa Aaſtedet, og Dommeren finder ſamme fornøden, udredes Omkoſtningerne ved Skyds og Diæt ſom Omkoſtningerne i offentlige Sager.“

§§ 22 og 23 i Commisſionens Udkaſt omhandle de Huusmandsfolk og Perſoner i lignende Stilling paahvilende Ydelſer af offentligt Slags.

Det faſtſættes, at Huusmænd ſkulle være frie for Afgift til Fattig- og Skolevæſenet, medmindre deres Formuesforfatning er ſaadan, at Fattigcommisſionen eller Skolevæſenets Beſtyrelſe finder Grund til at iligne dem ſaadan Afgift. Videre erklæres den dem hidtil paahvilende Pligt til at ſvare Arbeidsdage til Veivæſenet og Høſtdag til Præſten at ſkulle bortfalde, ligeſom de tilſiges Fritagelſe for at ſvare Klokkertold.

I Offer til Sognepræſt og reſiderende Capellan, har Commisſionen foreſlaaet Huusmanden tilpligtet, hvad enten han ſtaaer i militair Tjeneſte eller ikke, at ſvare 12 ß og hans Huſtru 6 ß aarlig til hver, dog ſaaledes, at denne Offerpligt bortfalder for det Aar, hvori Vedkommende nyde nogenſomhelſt Underſtøttelſe af Fattigvæſenet, ligeſom de i ſamme Tilfælde foreſlaaes at ſkulle være frie for at erlægge den dem overeensſtemmende med L. 2—22—12 paahvilende Afgift af 8 ß aarlig til Kirken, hvilken ſidſte Ydelſe derhos paabydes, ifølge Frd. 13de Auguſt 1734 § 10, at ſkulle være afhængig af at Huusmanden erholder Plads i Kirken.

Commisſionen har forbeholdt de ved Lovens Bekjendtgjørelſe anſatte geiſtlige Embedsmænd og Kirkeſangere, ſaalænge de forblive i ſamme Embede eller Beſtilling, Ret til fremdeles, ſom tilforn, at kræve Høſtdag og Klokkertold af Huusmandsfolk, dog ſaaledes, at de geiſtlige Embedsmænd, der kræve Høſtdag, ikke tillige kunne fordre det ovenbeſtemte Offer.

§ 23 indeholder, at de omhandlede Forſkrifter ogſaa ſkulle anvendes til Fordeel for Strandſiddere, Inderſter og overhovedet Enhver, ſom i Henſeende til de nævnte Afgifter hidtil har været ſat ved Siden af egentlige Huusmænd.

Kirke-Departementet har i den af Samme afgivne Erklæring bemærket, at det ikke har Noget at indvende mod Commisſionens Forſlag i Henſeende til Huusmandsfolks Fritagelſe for Fattigſkat, efterſom det antages, at der allerede for Tiden paa de fleſte Steder forholdes i dette Stykke ſaaledes ſom Commisſionen har foreſlaaet, og desuden Huusmandsfolks Ydelſe til Fattigcasſen maa anſees for en Ubetydelighed i Forhold til de Indtægter, ſom for Fattigvæſenet i det Hele maae tilveiebringes. Derimod finder Kirke-Departementet ikke Grund til at indgaae paa Commisſionens Forſlag om at den ſamme Regel ſkulde gjælde Ydelſer til Skolevæſenet. Det paapeges, at det Bidrag, ſom ydes af Huusmandsfolk, Inderſter og Tjeneſtefolk — hvilke ſidſte dog ikke antages indbefattede i Commisſionens Forſlag — paa mange Steder udgjør en meget væſentlig Deel af Skolecasſens Indtægter; og paa Grund af de Vanſkeligheder, ſom det i Almindelighed møder at faae de til Iværkſættelſe af Foranſtaltninger til Skolevæſenets Fremme fornødne forøgede Midler tilveiebragte, vilde det efter Kirke-Departementets Formening være betænkeligt at ophæve denne for Yderne lidet trykkende, men for Skolecasſen ikke uvigtige og hidtil paaregnede Indtægt. Denne Betænkelighed antages at vinde forøget Styrke, ſaafremt den naadigſte Propoſition til Lov om Almueſkolevæſenet paa Landet, ſom er forelagt det nu forſamlede Storthing, maatte blive antaget af dette, efterſom en væſentlig Forøgelſe i Skolevæſenets Udgifter deraf vilde blive en nødvendig Følge. Kirke-Departementet anfører videre, at Huusmændene i Almindelighed ikke have nogen Udgift ved at underholde Skolelærerne i den Tid, disſe holde Skole paa Gaarden, hvilken Udgift nemlig i Regelen alene falder Gaardmændene tillaſt, ligeſom det paapeges, at der ikke heller i den nuværende Lovgivning er Noget til Hinder for ganſke at fritage Huusmænd for Ydelſer til Skolevæſenet, naar deres Kaar i det Hele ere mislige.

Ligeledes fraraader Kirke-Departementet Beſtemmelſen om at Huusmænd ſkulde være frie for at ſvare Klokkertold, deels i Betragtning af at Denne Ydelſe er ſjelden, og navnlig ikke antages at finde Sted i de Diſtricter, hvor Huusmændenes Stilling gjør ſærlige Begunſtigelſer for dem nødvendige, og deels af Henſyn til at Kirkeſangerpoſterne i Regelen ere ringe aflagte.

Kirke-Departementet formener videre, at der ikke, ſom af Commisſionen foreſlaaet, bør faſtſættes nogen Ydelſe i Form af Offer iſtedetfor den Huusmænd ifølge L. 2—12—7 og L. 14de Juni 1816 paahvilende Arbeidsdag. Det paapeges, at disſe Ydelſer, Arbeidsdag og Offer, ikke ifølge deres Oprindelſe ſtaae i nogen Forbindelſe med hinanden; og navnlig finder Kirke-Departementet det ikke rimeligt i denne ene Retning at forandre Offeret, der ſkal være en Kjærlighedsgave, til en Ydelſe ganſke uden denne Characteer. Det oplyſer forøvrigt, at Sædvanen er meget forſkjellig i Henſeende til Offer af Huusmænd, idet disſe i nogle Præſtegjelde yde ſaadant ved Siden af Arbeidsdagen, medens de paa andre Steder ikke offre. Kirke-Departementet formener, at Spørgsmaalet om Huusmændenes Offerpligt bør lades uomtalt i Loven, og at, ſaafremt det efter Omſtændighederne findes fornødent at ſkaffe Huusmændene nogen Lettelſe med Henſyn til Høſtdagens Ydelſe, dette da bør ſkee uafhængigt af Offeret, ved at faſtſætte, at den af Commisſionen foreſlaaede Afgift af reſpective 12 og 6 ß ſkal træde i Stedet for Høſtdagen. Kirke-Departementet bemærker, at en ſaadan Beſtemmelſe viſtnok paa flere Steder ikke ubetydeligt vil forringe Sognepræſternes Indtægter, men da det antages at ville være Anledning til, hvor ſaadant fornødiges, paa anden Maade at forſkaffe Kaldene Vederlag for dette Tab, formenes ikke dette Henſyn at burde afgive nogen overveiende Grund mod Forandringen.

Forøvrigt finder Kirke-Departementet Intet at erindre ved Commisſionens Forſlag i nærværende Anledning.

Nærværende Departement driſter ſig ikke til at fravige den af Kirke-Departementet udtalte Formening; og man vil ſaaledes foreſlaae § 22 forandret i Overeensſtemmelſe hermed.

Forſaavidt der i ſamme § er foreſlaaet, at Huusmænd ſkulle være frie for at ſvare Arbeidsdage til Veivæſenet, finder Departementet Intet at erindre mod at en ſaadan Fritagelſe tilſtaaes dem. Det maa herved bemærkes, at den af nærværende Storthing under 17de Mai ſidſtleden vedtagne Beſlutning til Lov angaaende Veivæſenet ikke har gjentaget den ældre Beſtemmelſe i L. 28de Juli 1824 § 43 om Huusmænds, Strandſidderes og Inderſters Forpligtelſe til at ſvare Veiarbeidsdage; og ſaafremt denne Beſlutning vorder naadigſt ſanctioneret, vil det blive overflødigt, i den her omhandlede Lov at indtage nogen Beſtemmelſe angaaende denne Gjenſtand. Da Departementet imidlertid, ſaalænge Spørgsmaalet om bemeldte Beſlutnings Sanction ikke er naadigſt afgjort, maa gaae ud fra den hidtil gjældende Lovgivning, maa man foreſlaae Beſtemmelſen optaget.

I Henhold til det Anførte vil Departementet foreſlaae § 22 ſaaledes affattet:

“For Afgift til Fattigvæſenet ere Huusmandsfolk frie, medmindre de ere i en ſaadan Formuesforfatning, at Fattigvæſenets Beſtyrelſe finder Grund til at iligne dem Afgift.
Fremdeles bortfalder den dem hidtil paahvilende Forpligtelſe til at ſvare Arbeidsdage til Veivæſenet.
Iſtedetfor den i L. 2—12—7 og Lov angaaende nærmere Beſtemmelſe i Henſeende til Geiſtlighedens og Kirke-Betjentes Indkomſter af 14de Juni 1816 § 3 omhandlede Høſtdag ſkal Huusmanden erlægge til Præſten 12 ß;, og hans Huſtru eller en Huusmandsenke 6 ß aarlig. For det Aar, hvori Vedkommende nyde nogenſomhelſt Underſtøttelſe af Fattigvæſenet, bortfalder Pligten til at ſvare denne Afgift, ſaavelſom den Huusmænd, overeensſtemmende med L. 2—22—12, paahvilende Afgift af 8 ß aarlig til Kirken, hvilken ſidſte Ydelſe, ifølge Forordningen af 13de Auguſt 1731 § 10, ligeledes bortfalder, forſaavidt Huusmanden ikke erholder Plads i Kirken.
De ved nærværende Lovs Bekjendtgjørelſe anſatte geiſtlige Embedsmænd beholde imidlertid, ſaalænge de i ſamme Embede forblive, Ret til af Huusmandsfolk at kræve Høſtdag ſom tilforn.

I § 24 har Commisſionen foreſlaaet følgende Beſtemmelſe:

“De i §§ 2 og 3 med Henſyn til Huusmandscontracter givne Forſkrifter gjælde ogſaa Contracter om Leie af Huustomt, hvorved Leietageren ikke paatager ſig nogen Arbeidspligt. Saafremt der i ſamme ikke indeholdes nogen Beſtemmelſe om Leietidens Varighed, anſees Grundſtykket at være bortleiet for beſtandig.“

Da § 2 i Commisſionens Udkaſt, efter Departementets Forſlag, vil udgaae, maatte Citatet af bemeldte § i nærværende Beſtemmelſe ligeledes udgaae. At beſtemme Nedſættelſe af Gebyhret for Thinglæsning af Leiecontracter om Grundtomter, finder Departementet ikke fornødent; og den i §ens ſidſte Pasſus indeholdte Forſkrift antager man mindre nødvendig, da dens Indhold formeentlig, ſelv uden Lov, ikke kan anſees ſynderlig tvivlſomt. Man vil derfor foreſlaae, at denne § i ſin Heelhed udgaaer.

Den af Commisſionens Pluralitet i § 25 foreſlaaede Beſtemmelſe, vil, ſom Følge af de af Departementet foreſlaaede Forandringer ved Udkaſtets 1ſte §, blive overflødig. Man antager derfor, at denne § bør udgaae.

I § 26 har Commisſionen fremſat Forſlag om at de nugjældende Beſtemmelſer om Bondeſtandens Forpligtelſe til at tage faſt Tjeneſte, nemlig Lovbogens 3—21—4, 5 og 16 ſamt Forordningen af 9de Auguſt 1754 §§ 1—4, ſkulle ophæves.

I de nævnte Lovbud er det foreſkrevet, at Alle af Bondeſtanden, Mands- og Qvindesperſoner, der ikke bruge Gaard eller Huusmandsplads, eller leve af et ſtadigt Haandværk, ſkulle tage faſt aarlig Tjeneſte, naar ſaadan er at bekomme, og de ikke ved Svaghed ere forhindrede; og i Overeensſtemmelſe hermed er det forbudt Gaardmænd af Bondeſtanden at have flere af ſine Børn hjemme hos ſig, naar de ere 18 Aar gamle, end de til deres Næringsdrift behøve, og ligeledes Huusmænd af ſine ſexten Aar gamle Børn at beholde hjemme hos ſig flere end i Regelen een Dreng og een Pige, idet de øvrige Gaardmænds- ſaavelſom Huusmændsbørn ſkulle antage Aarstjeneſte hos Andre.

Commisſionen bemærker, at Huusmandsvæſenet ſtaaer i en ſaa nær Forbindelſe med Ordningen af Næringsfriheden i Landdiſtricterne i Almindelighed, at den har troet ikke at kunne undgaae at omhandle de nævnte Lovbud. Efter Commisſionens Formening ere de Baand paa den naturlige Frihed, ſom disſe Lovbud paalægge, lidet harmonerende med de Grundſætninger, der for Tiden mere og mere gjøres gjældende i Lovgivningen; den antager, at det bør være Enhver overladt ſelv at afgjøre, om han ſtaaer ſig bedſt paa at tage Arbeide paa kortere eller længere Tid, og Loven vil — yttrer Commisſionen videre — gjøre ſig forhadt, naar den tvinger Forældre til at ſende deres Børn fra ſig, uagtet de kunne og ville forſørge dem hjemme. Commisſionen paapeger ogſaa, at den Strid, hvori disſe Beſtemmelſer ſtaae med liberalere Lovgivningsgrundſætninger, har bevirket, at de ſjeldnere og ſjeldnere bringes i Anvendelſe, og næſten alene i Tilfælde, hvori et Individ fra andre Sider giver Anledning til at man ønſker det fjernet eller revſet.

De ikke ugrundede Betænkeligheder ved de omhandlede Beſtemmelſers Ophævelſe, ſom kunde hentes deels fra den ſtørre Fare, hvorfor Moraliteten blandt den løſe Arbeidsſtok ſkulde være udſat fremfor blandt Individer, ſom ere i faſt Tjeneſte, deels fra Frygten for at Fattigvæſenets Byrder ved Uſikkerheden i Dagarbeidernes Fortjeneſte ſkulde forøges, kunne efter Commisſionens Formening dog ikke være tilſtrækkelige til at hjemle ſaa væſentlige Indgreb i Individernes naturlige Frihed, ſom de, hvorom der her handles.

For imidlertid at forebygge, at Ophævelſen af de nævnte Lovbud ſkulde medføre Savn af Correctiver mod Lediggjængere, der falde Fattigvæſenet til Byrde, og imod Omſtreifere, ſom ere til Plage for Diſtricterne, har Commisſionen foreſlaaet, at det udtrykkelig bør faſtſættes, at Enhver, ſom foretrækker at falde Fattigvæſenet tillaſt fremfor at arbeide, eller ſom ſtreifer om, uden at kunne oplyſe paa hvilken Maade han lovligen ernærer ſig, fremdeles ſkal, overeensſtemmende med Lov om Fattigvæſenet af 20de September 1845 § 51, kunne indſættes i Tvangsarbeidshuus eller ſtraffes med Fængſel.

Juſtits-Departementet har i den af Samme afgivne Erklæring udtalt ſig mod denne Deel af Commisſionens Forſlag. Efter Juſtits-Departementets Formening findes der ikke nogen ſaadan Forbindelſe mellem den Ordning af Huusmandsforholdene, ſom Commisſionen har bragt i Forſlag, og Beſtemmelſerne om Forpligtelſen til at tage faſt Tjeneſte, at der ſkulde være tilſtrækkelig Grund til i den foreſlaaede Lov at indtage nogen Forſkrift om disſe Beſtemmelſers Ophævelſe. Juſtits-Departementet anſeer det derfor uhenſigtsmæsſigt, i denne Lov at afgjøre det Spørgsmaal, om der bør være ubehindret Adgang til paa Landet at ernære ſig ſom løs Dagarbeider. Paa Grund af denne Anſkuelſe har Juſtits-Departementet troet at kunne undlade nærmere at udtale ſig angaaende Spørgsmaalets Realitet; imidlertid tilføier det, at det navnlig med Henſyn til den Indflydelſe, ſom Ophævelſen af Forpligtelſen til at tage faſt Tjeneſte muligens kunde have paa Almuens Tænkemaade angaaende Gavnligheden af en bunden Leveſtilling, ikke anſeer det ophøiet over enhver Tvivl, at det ſkulde være uden Betænkelighed at ophæve de hidtil gjældende Beſtemmelſer om denne Gjenſtand, ſelv om de afløſes af ſaadanne Forſkrifter, ſom de, der indeholdes i den heromhandlede § af Commisſionens Udkaſt.

Nærværende Departement maa med Juſtits-Departementet være enigt i, at det er ufornødent ved nærværende Leilighed at træffe Beſtemmelſe om Ophævelſen af de gjældende Forſkrifter angaaende den tvungne Tjeneſtepligt i Landdiſtricterne, hvilke Forſkrifter ligeſaavel angaae Gaardbrugeres ſom Huusmænds Børn. Man anſeer det ikke tilraadeligt, at denne Gjenſtand behandles uden Forbindelſe med en almindeligere Underſøgelſe vedkommende Lovgivningen om Løsgjængerie og Fattigvæſenet i Landdiſtricterne.

Saafremt Departementets Anſkuelſe, om at der ikke i nærværende Forbindelſe bør træffes nogen Foranſtaltning til Ophævelſen af de titnævnte Forſkrifter, vinder Bifald, vil ſelvfølgelig § 26 i dens Heelhed udgaae af Lovudkaſtet.

Den ſidſte § i Commisſionens Forſlag, § 27, faſtſætter, at de ældre Anordninger angaaende Huusmandsvæſenet, nemlig Frd. 9de October 1750, forſaavidt den endnu er gjældende, Frd. 29de April 1752 §§ 1—5 incl. ſamt Frd. 29de Juni 1792, ophæves. I Forbindelſe hermed er tillige foreſlaaet ophævet Beſtemmelſen i Fattigvæſensanordningen for Chriſtiania Stift af 2den December 1741, Cap. VI § 5, der indeholder, at ingen Huusmand maa trygle Sædekorn, men at enhver Gaardmand ſkal forſyne ſine Huusmænd dermed; hvorhos tilføies, at Huusmanden, ſaafremt hiin ikke formaaer dette, kan ſøge Hjælp hos de Formuende i Sognet, og at de, ſom gjøre denne Forſtrækning, ſkulle have Magt at tage af Huusmandens Høſt paa Ageren ſaa Meget, ſom Sædekornet beløber.

Departementet finder dog ikke tilſtrækkelig Grund til at foreſlaae ophævet denne ſidſtnævnte Beſtemmelſe, der uden Skade eller Betænkelighed kan bibeholdes, medens dens Ophævelſe muligens kunde paavirke Almuens Tænkemaade i Henſeende til Opfordringen til at yde Huusmænd Hjælp til Erholdelſe af det fornødne Sædekorn.

Derimod ville ſelvfølgelig de citerede ældre Anordninger angaaende Huusmandsvæſenet blive at ophæve og i Forbindelſe med ſamme tillige, efter hvad der ovenfor er nævnt under § 18, Beſtemmelſen i § 24 af Lov om civile og militaire Embedsgaarde af 23de Auguſt 1848.


Efter ſaaledes at have udtalt ſig om det af den nedſatte Commisſion udarbeidede Lovudkaſt, og derved tillige i det Enkelte over den Form og det Indhold, en ny Lov om Huusmandsvæſenet efter Departementets Formening maatte gives, ſkal man vende tilbage til det i Begyndelſen af nærværende Foredrag berørte Spørgsmaal, om det kan antages at være til almindeligt Gavn, at en ſaadan Lov for Tiden ſøges iſtandbragt. Naar Departementet troer at maatte beſvare dette Spørgsmaal bekræftende, bevæges man ikke dertil af Haab om, at en ny Lov ſom den paatænkte ſkulde kunne bevirke nogen indgribende Forbedring i Huusmandsclasſens Kaar. En ſaadan ſtaaer det ikke i Statens Magt gjennem Lovgivning at bevirke; thi endog om en Lov, for at naae dette Øiemed, vilde betjene ſig af nye og betænkelige Indgreb i Eiendomsretten og Contractsfriheden, vilde det endelige Reſultat formeentlig ikke blive til Bedſte for Huusmandsclasſen ſelv. Hvad man paa Lovgivningsvei i denne Materie kan udrette, indſkrænker ſig derfor til deels at give de herhen hørende Dele af vor Landboret en bedre og fuldſtændigere formel Ordning, deels at forvandle til Lovforſkrifter visſe Sætninger, ſom Billighedsfølelſen og Sædvanen allerede nu opſtiller ſom Regler, den bedre tænkende Huusbond i Forholdet til ſine Huusmænd underkaſter ſig, deels at faſtſætte enkelte andre Regler, der ſkjønnes at kunne, uden betænkelig Følge for Eiendomsretten og den borgerlige Frihed, foreſkrives til Beſkyttelſe for Huusmændene mod vilkaarlig Behandling fra Huusbondernes Side, deels endelig nærmere at beſtemme og ſaavidt muligt lette Huusmandsclasſens offentlige Byrder. I ſamtlige her nævnte Henſeender vil efter Departementets Formening Noget findes udrettet ved det vedlagte, i det Væſentlige paa den formeldte Commisſions Udkaſt byggede Lovforſlag; og man bør da, ſaavidt ſkjønnes, ikke undlade at fremſætte dette, om man end er ſig bevidſt, at nogen indgribende Forbedring af Huusmandsclasſens Stilling ikke deraf kan forventes.

Mod at bevirke en ny Lov om Huusmandsvæſenet for Tiden iſtandbragt, er iøvrigt blevet erindret, at Trang til nogen ſaadan Lov ialfald ikke er tilſtede uden i en mindre Deel af Riget, fordi Huusmandsforholdet i den ſtørſte Deel af Landet, hvor det endnu har ſin gamle Skikkelſe, i alt Væſentligt maa erkjendes tilfredsſtillende. Denne Erindring kan dog, ſaavidt ſkjønnes, ikke medføre Andet, end at der ved Affattelſen af en ny Lov, ſom den omhandlede, maa iagttages Varſomhed for ikke ved nye Forſkrifter at gribe forſtyrrende ind i Forholdet der, hvor det for Tiden ikke giver Anledning til Anke; derfor har ogſaa Departementet ved Sagens Behandling ſtadig havt dette Henſyn for Øie. Under vor ældre Statsforfatning ſporedes der i Lovgivningen en landsfaderlig Omhu for Huusmandsclasſens Vel. Det er derfor ogſaa hovedſagelig paa Grundlaget af den ældre Lovgivning, at den paatænkte nye efter Departementets Anſkuelſe bør bygges. At fuldſtændiggjøre og udbedre hvad der fra Fortiden i denne Henſeende er os overleveret, er efter Departementets Anſkuelſe en værdig Opgave for Nutidens Lovſtiftning, og en Opgave, hvis Fyldeſtgjørelſe ikke bor udſættes længere, end Værkets egen Beſkaffenhed med Nødvendighed medfører. Det er vel ſaa, at det her omhandlede ſom de fleſte andre vigtigere Lovforſlag vilde kunne vinde endeel ved at gjøres til Gjenſtand for en yderligere Drøftelſe end den, der allerede er blevet ſamme til Deel; men man er dog af den Formening, at Sagen, baade ſammenlignelſesviis med andre lignende og for ſig betragtet, nu har nydt en ſaa fuldſtændig Forberedelſe, ſom med Rimelighed kan attraaes.

I Henhold til det Foranførte vil Departementet underdanigſt indſtille:

At det naadigſt maa behage Deres Majeſtæt at bifalde, og med høieſte Underſkrift at forſyne vedlagte Udkaſt til en naadigſt Propoſition til det nu forſamlede Storthing om Udgivelſen af en Lov angaaende Huusmandsvæſenet.

Undertegnede Statsraad Riddervold tiltræder forøvrigt foranſtaaende Indſtilling, men kan ikke være enig med Indre-Departementet deri, at § 14 i Commisſionens Udkaſt om Ret for Fattigcommisſionen til at ilægge den Huusbond forhøiet Bidrag, der udſætter ſamme for forøgede Byrder ved Beſkaffenheden af de Forpligtelſer, han paabinder Huusmanden, bør udgaae. Foruden i det Væſentlige at henholde mig til, hvad Pluraliteten i Commisſionen i denne Anledning har anført, ſkal jeg tillade mig i Underdanighed at bemærke:

Allerede førend man tog Huusmandsforholdene under Overveielſe, var der paa flere Steder vakt Motion om, ved en Beſtemmelſe, ſom den omhandlede, at erholde en Modvægt mod den overordentlige Forøgelſe af Fattigvæſensbyrderne, der bevirkedes ved Nedſættelſe af Huusmænd paa ſaadanne Vilkaar, at de nødvendigen maatte med deres Familie enten betle eller erholde Underſtøttelſe af Fattigcasſen, naar de ikke ſkulde udſættes for at lide Mangel paa Livets førſte Fornødenheder. Paa enkelte Steder havde man ogſaa paa egen Haand taget en ſaadan Forholdsregel, efterat Fattigbyrderne vare ſtegne til en foruroligende Høide. At en ſaadan Beſtemmelſe paa andre Steder høilig tiltrænges, naar det ikke ſkal ſtaae i nogle Jordeieres Magt at vælte uforholdsmæsſig ſtore eller endog utaalelige Byrder over paa deres Medborgere, fremgaaer af de Oplysninger, Commisſionen ſees at have havt, ſaavelſom af hvad der forøvrigt ved forſkjellige Leiligheder er blevet bekjendt. Dette Onde kræver formeentlig overordentlige Forholdsregler. Griber det ſaaledes om ſig, at i en Commune de fleſte eller en ſtor Deel af Jordeierne nedſætte Huusmænd paa Vilkaar af Beſkaffenhed ſom oven paapeget, da vil det faſt ikke være muligt for en Gaardeier af anden Tænkemaade at holde ud i et ſaadant Samfund; thi ved Siden af ſine egne Huusmænd, ſom han behandler ſaaledes, at de ikke lettelig uden i ſæregne Tilfælde falde Andre til Byrde, maa han ogſaa for en Deel underholde Andres Huusmænd, enten ved at række de Betlende Hjælp eller ved et betydeligt Bidrag til dem i Fattigſkat. Der er da ikke anden Maade for ham at undgaae den ubillige Byrde, end enten, for at gjøre Forholdene lige, at ſætte ſine Huusmænd paa lignende Vilkaar, eller at forlade et ſaadant Samfund. Saaledes rammer dette Onde ikke en enkelt Clasſe, men det hele mindre Samfund, og, efterſom det udbreder ſig, ogſaa det ſtørre paa en foruroligende Maade. At ſøge Midler derimod, er derfor Pligt endog uden Henſyn til Huusmandsforholdenes Beſkaffenhed forøvrigt; men den Omſtændighed, at en ſaadan Foranſtaltning tillige maa antages, indirecte at ville virke gavnligt paa disſe Forholde, maa ſaameget mere opfordre til dens Anvendelſe. En ſaadan Beſtemmelſe hører, efter det Foranførte, nærmeſt til Lovgivningen om Fattigvæſenet; og det vilde ſaaledes i Formen være rettere, om den udkom ſom et Tillæg til denne, men en nøiagtig Afſondring efter de Lovmaterier, hvorunder hver enkelt Beſtemmelſe nærmeſt henhører, har man heller ikke forøvrigt iagttaget i Udkaſtet. Den er heller ikke anvendelig i alle Landets Egne. Hvor Huusmandsclasſens Kaar ere ſaadanne, at de i Regelen bære en Andeel i Fattigbyrderne, vil den ikke komme til Anvendelſe. Efter Forholdenes Beſkaffenhed vil dette, ſom af Commisſionens Pluralitet udhævet, viſt ogſaa ſjelden blive Tilfældet i de øvrige Egne; men det Middel, man deri har, til at værge Samfundet mod Forurettelſe, vil forhaabentlig forebygge adſkillige Misbrug Derved antages ogſaa Opmærkſomheden at ville vækkes paa den Fordærvelſe, der truer alle Samſundsclasſer, om ſaadanne Misligheder tage Overhaand; og dette vil bidrage til at befordre den Indſigt og Almeenſands, hvorved, ſom af Indre-Departementet og Kirke-Departementet paapeget, dette Onde, ſaavelſom de øvrige Misligheder, der have været udhævede, iſær ſkulle med Tiden ventes afhjulpne.

Efter det Anførte formenes der kun uegentlig her at kunne tales om Indſkrænkning i Contractsfriheden; men om det ogſaa kan benævnes ſaaledes, naar man forpligtes til at yde nogen Erſtatning for den Skade, man ved Brugen af ſin Eiendom forvolder Medborgere, maa denne Frihed, ſom enhver anden, taale de Indſkrænkninger, Samfundets Tarv aabenbart kræver. Heller ikke kan den Indvending tillægges nogen afgjørende Vægt, at man da conſeqvent maatte indſkrænke denne Frihed i enhver anden Retning, hvori den virker til Skade for Samfundet. Et Onde maa være foruroligende for Samfundet, eller dog af ſærdeles Betydenhed, førend man ſkrider til en ſaadan Friheds Indſkrænkning. Desuden maa man i det practiſke Liv tage Forholdene, ſom de ere, om man ikke kan gjennemføre Conſeqventſen i alle Retninger: man maa gribe ind der, hvor det iſær fornødiges. Om nogen moralſk Cenſur kan der heller ikke være Tale; thi det er ikke fra det moralſke Standpunct, Fattigcommisſionen har at bedømme Forholdene. Den Frygt, der ved denne, ſom ved enkelte andre Beſtemmelſer, er yttret, for at Jordeierne ſkulde blive mindre tilbøielige til at afgive Pladſe for Huusmænd, formenes heller ikke tilſtrækkelig begrundet. I de Egne, hvor Jordbrugets Drift kræver en Arbeidsſtok, enten paa ſelve Gaarden, eller dog ſaa nær, at den er let tilgjængelig, vil, ſom af Commisſionen paapeget, Nedſættelſe af Huusmænd dog befindes at være det for ſelve Jordbruget Fordeelagtigſte. Men i ethvert Fald anſeer jeg Beſtemmelſen efter Forholdenes Beſkaffenhed for nødvendig.

Jeg tillader mig ſaaledes i Underdanighed at foreſlaae, at § 14 i Commisſionens Udkaſt optages i Lovforſlaget.


Undertegnede Statholder Løvenſkiold ſamt Statsraader Vogt, Peterſen, Erichſen, Sylow og Bretteville tiltræde i det Væſentlige Indre-Departementets underdanigſte Indſtilling, hvortil ligeledes jeg Statsraad Stang fremdeles henholder mig.


I Henhold til Foranførte indſtilles ſaaledes underdanigſt:

At det naadigſt maa behage Deres Majeſtæt at bifalde, og med høieſte Underſkrift at forſyne vedlagte Udkaſt til en naadigſt Propoſition til det nu forſamlede Storthing om Udgivelſen af en Lov angaaende Huusmandsvæſenet.
*
* *

Foranſtaaende Indſtilling er af Hans Majeſtæt naadigſt bifaldt den 21de Juli 1851.



Hans Kongelige Majeſtæts naadigſte Propoſition af 21de Juli 1851.

Vi Oscar, af Guds Naade Konge til Norge og Sverige, de Gothers og Venders, gjøre vitterligt:

Hans Majeſtæt, ſom med lige landsfaderlig Omhu omfatter alle Samfundsclasſers Vel, har ladet underſøge, hvorvidt den gjældende Lovgivning om Huusmandsvæſenet ſkulde trænge til Gjennemſyn og Forbedring. Reſultatet af en i dette Øiemed naadigſt nedſat Commisſions Arbeider har været Udkaſt til en Lov angaaende Huusmandsvæſenet, hvilket er blevet undergivet Overøvrighedernes og andre ſagkyndige Autoriteters Betænkning, og hvorpaa det vedlagte Lovforſlag er bygget. Hans Majeſtæt, ſom anſeer denne Sag tilſtrækkelig forberedet til nu at forelægges Storthinget, ſkulde derfor, ved at lade følge Afſkrift af den Norſke Regjerings Indſtilling i Sagen, naadigſt indbyde Storthinget til at fatte Beſlutning til Lov om Huusmandsvæſenet overeensſtemmende med det vedlagte Udkaſt.

Hans Majeſtæt forbliver Norges Riges Storthing med al Kongelig Naade og Yndeſt velbevaagen.

Givet paa Haga Slot den 21de Juli 1851.
Under Vor Haand og Rigets Segl.
Oscar.
(L. S.)

Fredr. Due.

Schouboe.


Udkaſt
til Lov angaaende Huusmandsvæſenet.
§ 1.

Huusmandscontracter ſkulle af Huusbonden beſørges oprettede ſkriftligt, i Overvær af tvende Vidner, ſom medunderſkrive til Vitterlighed, og i tvende Exemplarer, hvoraf Huusmanden leveres det ene. I Mangel af denne Forſkrifts Iagttagelſe, anſees Pladſen at være fæſtet Huusmanden for hans og efterlevende Huſtrues Livstid, ſaalænge hun ſidder Enke, for den Afgift i Penge eller Arbeide, ſom deraf i den ſidſtforløbne Tid har været ſvaret.

§ 2.

Beſtaaer Pladſen i udyrket Mark, der ſkal opryddes, ſkal Fæſtet gives paa Huusmandens og Enkes Livstid; og kan, ſom Følge heraf, Huusmanden eller hans Enke ikke tvinges til at fravige ſaadan Plads, uden i det Tilfælde, ſom i § 9 omhandles. Det Samme gjælder, om der foruden den udyrkede tillige hører dyrket Mark til Pladſen, ſaafremt denne ſidſte ikke er over 2 Maal eller 5,000 Qvadratalen.

§ 3.

Huusmandscontracter bør af Huusbonden beſørges thinglæſte. Skeer det ikke, og Contracten forkommer, gjælder det Samme ſom i § 1 er beſtemt for det Tilfælde, at ſkriftlig Contract ei er bleven oprettet.

§ 4.

Gebyhret for Skrivning ligeſom for Thinglæsning af en Huusmandscontract er 16 — ſexten — Skilling.

§ 5.

Huusmand, ſom har forbundet ſig til at forrette Arbeide for Huusbonden efter Tilſigelſe, tilkommer, ſaafremt ikke anderledes ved ſkriftlig Contract er faſtſat, een Søgnedag i Ugen fri for Arbeidspligten, og det efter eget Valg, forſaavidt ikke Dagen ſeneſt i den foregaaende Uge af Huusbonden er bleven beſtemt. Det Samme gjælder ogſaa om Huusmandens Huſtru, ſaafremt hun er arbeidspligtig.

§ 6.

Under Alderdomsſvaghed ſamt i Tilfælde af Sygdom eller andet lovligt Forfald er ſaavel Huusmanden ſom hans Huſtru berettiget til at lade ſit Pligtarbeide hos Huusbonden udføre ved en anden antagelig Arbeider.

§ 7.

Huusmand maa ikke antage Inderſt, medmindre det ſkeer med Hjemmel af Fæſtecontracten eller Huusbondens Samtykke. Dog kan en Huusmand efter det opnaaede 60de Aar, ſamt i Tilfælde af Sygelighed eller Udcommandering i militair Tjeneſte, ſaavelſom Huusmandsenke, der beſidder Plads efter ſin afdøde Mand, indtage til Pligtarbeides Udførelſe eller til Pladſens Drift en eenslig Perſon eller et Par Ægtefolk, af hvilke den ene er Afkom af Den, ſom beſidder Pladſen, eller dennes Ægtefælle. Men i disſe Tilfælde maa, ſaafremt Huusmanden er tilſtaaet Ret til at tage Brændſel paa Huusbondens Eiendom, ikke paa Pladſen føres mere end een Huusholdning.

§ 8.

Paahviler det Huusmanden at forrette Arbeide for Huusbonden efter Tilſigelſe, ſkal Huusbonden idetmindſte ved hvert Nytaar, og ſeneſt inden tre Maaneder derefter; opgjøre Regnſkab med ham. I manglende Fald taber Huusbonden hvad han efter Opgjør maatte faae tilgode hos Huusmanden, og det for hele den ſiden ſeneſte Opgjør forløbne Tid, forſaavidt ſaadant tidligere er foregaaet. Dog gjælder dette ikke Tilgodehavende, hvorfor Huusbonden har modtaget ſæreget Gjældsbrev, ligeſom Huusbonden heller ikke taber ſit Krav, ſaafremt Huusmanden har undladt efter Tilſigelſe at indfinde ſig til Regnſkabs Opgjørelſe.

§ 9.

Huusmand forbryder ſit Fæſte, om han gjør ſig ſkyldig i noget ſaadant Forhold, at Huusbonden ikke billigen kan anſees tjent med at han beholder Pladſen, ſaaſom:

a) om han gjentagende viſer Uefterrettelighed eller Forſømmelighed i Opfyldelſen af ham paahvilende Arbeidspligt, eller mod Huusbonden, dennes Huſtru eller Den, ſom ſtaaer i Huusbonds Sted, forgaaet ſig ved gjentaget eller grovt Brud paa den Hørighed og Lydighed, han i ſin Stilling er ſkyldig;
b) om han uden Hjemmel bortfører Hø, Halm eller Gjødſel fra Pladſen, eller i andre Maader ſvigagtigen, eller til Trods for Huusbondens Advarſel, i Brugen af Pladſen eller de ſamme tilliggende Rettigheder forholder ſig mod Contracten, eller uhjemlet og til Huusbondens Skade benytter dennes Eiendom;
c) om han, trods Huusbondens foregaaende Advarſel, beholder til Huſe paa Pladſen nogen uden Hjemmel af Forſkrifterne i § 7 indtagen Inderſt, eller nogen med Hjemmel af bemeldte § indtagen Inderſt, der har gjort ſig ſkyldig i noget ſaadant Forhold, ſom i denne § Litr. a, b og d er omhandlet, eller ſom har været anſeet med Strafarbeide;
d) om han gjør ſig ſkyldig i Tyverie eller bedragerſk Adfærd mod Huusbonden, ved Mishandling af hans Creaturer, eller i andre Maader forſætlig tilføier eller ſøger at tilføie Huusbonden Skade, eller uagtet Advarſel ved grov Skjødesløshed, ſtrafbar Omgang med Ild eller i andre Maader udſætter Huusbondens Eiendom for Fare;
e) om Huusmand, hvem det paahviler at forrette i Arbeide efter Tilſigelſe, gjør ſig ſkyldig i nogen Forbrydelſe, hvorfor han henſættes til Strafarbeide, eller om anden Huusmand henſættes til Strafarbeide for længere Tid end 2 Aar, eller henſættes til Strafarbeide for nogen Forbrydelſe, der vidner om uretſkaffen eller farlig Tænkemaade.

Fæſtet forbrydes ligeledes, om Huusmandens Huſtru gjør ſig ſkyldig i ſaadant Forhold, ſom ovenfor under Litr. a, b, c og d er omhandlet.

For Unøiagtighed i Afgiftens Erlæggelſe forbrydes ikke Fæſtet, medmindre der hengaaer 6 Maaneder over den faſtſatte Tid, forinden Afgiften betales.

§ 10.

Ved at bedømme, hvorvidt Fæſtet bør forbrydes, bør Dommeren tage Henſyn til, hvorvidt Huusbonden eller dennes Huſtru eller Den, ſom ſtaaer i Huusbonds Sted, kan anſees ved misligt Forhold fra ſin Side, ſaaſom ved utilbørlig eller voldſom Adfærd, uforſvarligt Koſthold, utilbørlig Undladelſe af at udbetale Huusmanden hans Tilgodehavende, vilkaarlig Indſkrænkning af hans Rettigheder eller i andre Maader, at have givet Anledning til det Paaankede.

§ 11.

Opſigelſe er i Tilfælde af Fæſtes Forbrydelſe ufornøden; og er Huusmanden i ſaadant Tilfælde ikke berettiget til at vedblive Pladſens Beſiddelſe indtil Faredag. Ellers maa mellem Huusbond og Huusmand Opſigelſe finde Sted inden 29de September; og Fraflyttelſestiden eller Faredag for Huusmænd er den itide April.

§ 12.

Naar en Huusmand, der har havt Fæſte paa beſtemt Aaremaal eller paa Opſigelſe, maa fravige Pladſen paa Grund af Opſigelſe fra Huusbondens Side, tilkommer han Erſtatning for den Forøgelſe af Pladſens Værdie, der maatte være en Følge af Forbedringer, ſom han kan oplyſe at have foretaget enten ved Jordveien eller Huusbonden tilhørende Bygninger paa Pladſen, og ſom kunne antages at ville forøge Huusbondens Indtægt i Tilfælde af ny Bortfæſtning. Ved Afgjørelſen af Spørgsmaalet, om der tilkommer Huusmanden nogen Godtgjørelſe, og i ſaa Fald ved Faſtſættelſen af dennes Størrelſe, bliver at tage i Betragtning, hvorvidt det ved Beſtemmelſen af Vederlaget for Pladſens Beſiddelſe kan ſkjønnes i ſin Tid at være blevet taget Henſyn til Nødvendigheden af Forbedringer, eller hvorvidt Huusmanden, ved i længere Tid at have beſiddet Pladſen, har erholdt Erſtatning for disſe.

Har Huusmanden med Huusbondens Minde opført noget Huus paa Pladſen, eller afkjøbt den forrige Bruger af Pladſen noget ſaadant, bør Huusbonden, om ikke anderledes mellem ham og Huusmanden ved ſkriftlig Contract er faſtſat, naar Fæſtet af hvilkenſomhelſt Grund ophører, give Huusmanden eller dennes Bo eller Arvinger en billig Godtgjørelſe for deslige Huſe, mod at de tilfalde Pladſen. Denne Pligt paaligger dog kun Huusbonden, forſaavidt Huſene for Pladſen ſkjønnes nyttige eller nødvendige, og den Godtgjørelſe, der kan kræves, ſtrækker ſig ikke til Mere end Beløbet af den Forøgelſe, Pladſens Værdie ved dem kan anſees at have modtaget, ligeſom det ved dens Anſættelſe ſkal tages i Betragtning, om Tømmeret er taget i Huusbondens Skov eller af ham leveret. Vil Huusmanden ikke benytte den her omhandlede Ret mod Huusbonden, ſtaaer det ham frit for inden den i L. 3—14—32 faſtſatte Tid at bortflytte ſaadant Huus, ſom ovenfor er omhandlet, dog ikkun ſaafremt Tømmeret til ſamme ei er taget af Huusbondens Skov eller af Huusbonden leveret; thi i dette Tilfælde, ſaavelſom om Bortflyttelſen ikke ſkeer inden lovbefalet Tid, kan Huusbonden forlange, at der i Henſeende til Huſet ſkal forholdes ſom ovenfor er ſagt.

I Mangel af mindelig Overeenskomſt beſtemmes ſaadan Godtgjørelſe, ſom i nærværende s omhandles, ved Skjøn af tvende uvillige Mænd, der opnævnes af Fogden uden Betaling. I Tilfælde af Paaanke afgjøres Tviſten ved lovligt Overſkjøn, ſom inden fire Uger bliver at reqvirere hos Dommeren.

Saafremt ikke anderledes er aftalt, kan Huusbonden i Fraflyttelſestilfælde forlange ſig overdraget den paa Pladſen værende Gjødſel og Foder, den førſte uden Betaling, Foderet efter Taxt, med hvilken forholdes efter de ovenfor angaaende Skjøn givne Regler.

§ 13.

Den i L. 6—5—5 omhandlede Huustugt tilkommer ikke Huusbonden over Huusmanden eller dennes Huſtru.

§ 14.

Huusmand, ſom contractmæsſigen er opſagt, hvad enten han har Jord at bruge eller ikke, kan udkaſtes, naar han ikke til Faredag godvilligen flytter.

Ligeledes kan Den, ſom vitterlig ikke har nogenſomhelſt Hjemmel til Beſiddelſen af det Huus eller den Plads, hvorpaa han ſidder, efter Huusbondens Forlangende, uden Lovmaal og Dom, udkaſtes.

Udkaſtelſen forrettes af Lensmanden, mod ſamme Gebyhr og Godtgjørelſe, ſom er beſtemt for ham i Lov angaaende hvad der ſkal betales ved Retter m. m. af 13de September 1830 § 113.

Finder nogen af Parterne ſig forurettet ved ſaadan Forretning eller derunder afſagt Eragtning, kan han, naar Stevning udtages inden fire Uger efter Forretningens Afholdelſe, til førſte derefter indtræffende Thing, hvortil lovlig Varſel kan gives, indanke den til Prøvelſe ved den Eiendoms Værnething, hvorunder Pladſen er beliggende, hvor Forretningen da, efter af Dommeren forgjæves anſtillet Forligsprøve, bliver at paakjende.

§ 15.

I den Huusmanden tilkommende Beſiddelſesret kan ikke tages Udlæg for Gjæld.

§ 16.

Uden Jorddrottens Samtykke maa Leilænding ikke, under Straf af Bøder, nedlægge eller oprette nogen Huusmandsplads eller bortfæſte nogen Plads for et længere Tidsrum end ſin og Enkes Beſiddelſestid. I Tilfælde af Overtrædelſe heraf er derhos det Pasſerede ugyldigt; og kan Huusmanden ſøge ſin Opretning hos Leilændingen. Paa Jord, der er udlagt til Brug for nogen Embeds- eller Beſtillingsmand, maa ingen Huusmandsplads nedlægges eller nogen ſaadan oprettes, medmindre Tilladelſe dertil meddeles af Kongen eller den, han dertil bemyndiger. Ligeledes udkræves til Varetagelſe af vedkommende Embedes eller Beſtillings Tarv ſaadan Tilladelſe til Nedſættelſe af Huusmænd paa længere Tid end Brugerens Embeds- eller Beſtillingstid. Overtrædelſer heraf ſtraffes med en Mulct af femti Speciedaler for hver Gang; det Pasſerede er derhos ugyldigt, og kan Huusmanden ſøge ſin Opretning hos den Embeds- eller Beſtillingsmand, der har indſat ham.

§ 17.

Forſaavidt der bliver Spørgsmaal om den i § 12 omhandlede Godtgjørelſe for Forbedringer paa en Plads, henhørende under en Gaard, ſom bruges af nogen Anden end Eieren, paaligger det denne at udrede Godtgjørelſen, hvilken han igjen kan fordre erſtattet af Den, ſom bruger Eiendommen, med en Tyvendeel aarlig.

§ 18.

Den, ſom indløſer ſit Odelsgods, er kun berettiget til at udſige de paa ſamme ſiddende Huusmænd, forſaavidt en ſaadan Ret tilkom den forrige Beſidder, eller Huusmanden maatte være ſat, efterat Klage til Forligelſescommisſionen i Anledning af Godſets Indløsning er udtagen.

§ 19.

I Sager mellem Huusmænd og Huusbonder betræffende deres gjenſidige Rettigheder ſkal til Stevnevidnerne, Forligelſescommisſionen og Retten kun betales Halvdelen af det nu lovbeſtemte Gebyhr. Forlanger Huusmanden Sagens Behandling paa Aaſtedet, og Dommeren ſindet ſamme fornøden, udredes Omkoſtningerne ved Dommerens Skyds og Diæt ſom Omkoſtninger i offentlige Sager.

§ 20.

For Afgift til Fattigvæſenet ere Huusmandsfolk frie, medmindre de ere i en ſaadan Formuesforfatning, at Fattigvæſenets Beſtyrelſe ſindet. Grund til at iligne dem Afgift.

Fremdeles bortfalder den dem hidtil paahvilende Forpligtelſe til at ſvare Arbeidsdage til Veivæſenet.

Iſtedetfor den i L. 2—12—7 og Lov angaaende nærmere Beſtemmelſe i Henſeende til Geiſtlighedens og Kirke-Betjentes Indkomſter af 14de Juni 1816 § 3 omhandlede Høſtdag ſkal Huusmanden erlægge til Præſten 12 ß, og hans Huſtru eller en Huusmandsenke 6 ß aarlig. For det Aar, hvori Vedkommende nyde nogenſomhelſt Underſtøttelſe af Fattigvæſenet, bortfalder Pligten til at ſvare denne Afgift, ſaavelſom den Huusmænd, overeensſtemmende med L. 2—22—12, paahvilende Afgift af 8 ß aarlig til Kirken, hvilken ſidſte Ydelſe ifølge Forordningen af 13de Auguſt 1734 § 10 ligeledes bortfalder, forſaavidt Huusmanden ikke erholder Plads i Kirken.

De ved nærværende Lovs Bekjendtgjørelſe anſatte geiſtlige Embedsmænd beholde imidlertid, ſaalænge de i ſamme Embede forblive, Ret til af Huusmandsfolk at kræve Høſtdag ſom tilforn.

§ 21.

Forſkrifterne i foregaaende § blive ogſaa at anvende paa Strandſiddere, Inderſter og overhoved Enhver, ſom i Henſeende til de i denne s omhandlede Afgifter hidtil har været ſat ved Siden af Huusmænd.

§ 22.

Forordningen af 9de October 1750, forſaavidt den endnu maatte være gjældende, Forordningen af 29de April 1752 §§ 1—5 incluſive, ſamt Forordningen af 29de Juni 1792 ophæves. Ligeſaa ophæves § 24 af Lov om civile og militaire Embedsgaarde af 25de Auguſt 1848.