André fra Kautokejno/5
De eneste Rejser, Andreas Thorsen foretog sig i Aarets Løb, vare til Vinter- og Sommerthingene. Dette skede imidlertid hverken forat handle eller forat spørge nyt, men fordi han hver Gang dreves af den lønlige Haab — i al Fald at finde et Spor af sin tabte Hustru. André ledsagede ham, og disse Thingrejser vare hans Fryd og hemmelige Længsel.
Det var den første Juli. Vadsø, lappisk: Tschatse-suolo[1], finsk: Vesi saari og russisk: Vasino, som nu er et af Finmarkens betydeligste Handelssteder, var den Gang kun et usselt Fiskevær, hvis norske Befolkning ikke naaede et højere Tal end 200.
Flagning og Kanonskud forkyndte allerede Amtmandens Ankomst, da de rejsende fra Kautokejno naaede Handelsstedet. Paa André havde Lyden af Kanonskud samme Virkning som Trompetens Klang paa Kavalleri-Hesten.
Ved det første Skud udstødte Ravne, Krager og Maager et misbilligende Skrig, ved det andet blev Skriget fornyet, og ved det tredje forvandledes det til en eneste, øresønderrivende Fuglekonsert, der lød ud over Varangerfjorden.
Solen skinnede paa de Miniatur-Bastioner af Tørv og Grønsvær, der omgave Vadsø Hytter, indesluttende dem i smaa beskyttende Æsker, og lyste paa Fiskehjellene, der dekorerede Pakhuse og Brygger.
Lappernes blaa, brune, højrøde og grønne Kofter, der stak grelt af mod de hvide Vadmelsbenklæder, rivaliserede med Kvindernes brogede, knpilingsbesatte Huer.
»Diervan! diervan! burist! burist!« raabte Lapperne, idet de omfavnede hverandre med den ene Arm. Børnene lo og skrege i deres smaa, moseklædte Komser[2], der vare surrede fast paa Mødrenes Ryg.
Finner fra Haapajärvi, Kalajoki og Kusamo, starovjerske Kareler fra Bredderne af Pääjärvi og Kuitojärvi samt Nordfarere, som Lapperne kalde Fellaer, dannede med deres ildrøde Tophuer et kaotisk Virvar, i hvilket russiske Handelsmænd fra Kola og Skippere fra det hvide Hav med deres lange Skæg, høje, turbanformede Huer og fodside Kaftaner vandrede om lig fredlyste Kæmper.
Her er Thing, her er Marked, her er Altergang, Vielse, Barnedaab, Ligfærd, her ere mange Ting slaaede sammen under ét. Præsten, Købmanden og Øvrigheden skal benyttes, medens man er paa Stedet. Kirkeklokkerne og Gravsalmerne lyde omkap med Bryllups- og Faddergildets Latter.
»Lader os nyde, medens det er Dag, inden Natten kommer, da ingen kan nyde!« Det er Nordfarerens, Lappens og Kvænens Løsen paa Sommerthinget.
Solen gaar aldrig ned, Dagen, den lange, uafbrudte Sommerdag, tager aldrig nogen Ende, hvorfor skal man saa sove?
Man sover derfor ikke. Tidsnok kommer Natten, den uendelige Vinternat, da Finmarkingen kan faa sove ud.
Man hører ikke op med at le, synge, passiare, købe, sælge, spise og drikke.
Lappernes godlidende og hjertelige Snakkesalighed lyder over alt, medens der fra Kvænlejren raabes:
»Perkelä! Perkelä!«[3]
Men en nødvendig Følge af denne uafbrudte, hvileløse Vaagen er en anstrængt Tilstand, der grænser til et halvt aandeligt Delirium. Man gaar om som beruset, eller forat bruge et mere hverdagsligt Udtryk: »man gaar i Ørske og sover indvendig.«
Kl. var to om Natten den sidste Thingdag, da André langsomt slentrede hen gennem Lappelejren. Efter vant Nomadeskik havde de opslaaet sin Bolig under aaben Himmel.
Midnatssolen skinnede søvnigt ned paa de smaa, improviserede Teltgader, dannede af Sejl og af omhvælvede Baade. Madgryderne hang over Ilden, og i de rundt om knælende Lappers Ansigter læste man den mest forventningsfulde og utaalmodige Hunger, medens Grupper af andre knælende beskæftigede sig med Sakkusspillet[4].
Da André havde passeret den ene Række, kom han til den anden, og i denne fejredes der et Gravøl. Brændevinsflasken gik fra Haand til Haand, medens Kvinderne sloge sig for Brystet og reve sig i Haaret under vedvarende Suk og Stønnen.
Hidset af en løjerlig Modsigelsesaand satte André, saa snart han fik Øje paa de jamrende og forvrængede Ansigter, med et eneste Spring op paa en Sten og begyndte at fortælle om Ræven, der skulde agere Præst.
Lapperne studsede, saa først forfærdede op paa André, men revne med af hans uimodstaaelige, komiske Minespil, i hvilket han efterabede Udtrykket i deres egne Ansigtstræk, brast de sørgende tilsidst ud i en ustanselig Skoggerlatter[5].
En ejendommelig, udenlansk Figur, der i samme Øjeblik var kommet til, stod imidlertid i Baggrunden og betragtede André gennem sin Lorgnet.
Det var en middelaldrende Herre, lille og spinkel, med et magert Ansigt, mod hvis gule Farve de snehvide, vel plejede Knebelsbarter med tilhørende Fipskæg samt det ligeledes hvide, omhyggeligt friserede Haar tog sig ejendommeligt ud.
Hans Dragt var i Overensstemmelse med hans Ansigtsfarve. En sirlig, lysegul Nankinsklædning rivaliserede med paljegule Hansker, paljegule Flipper og Manschetter, samt med en chamoisgul Parasol.
Den unge Pige, der ledsagede ham, var maaske fjorten Aar, maaske ældre. Den tætslettende Støvdragt, hun bar, viste Former, som kunde tyde hen paa en modnere Alder; hun syntes allerede fuldt udviklet.
»Hvilket Ansigt!« sagde den fremmede.
»Denne pikante Blanding, denne halvblods Race!«
Den unge Pige vendte Hovedet om og saa et Minut paa André gennem de halvt sænkede Øjenhaar, men stirrede derpaa atter ud over Varangerfjorden.
André, der øjeblikkelig opfangede dette fornemme, nonchalante Blik som en blodig Fornærmelse, holdt pludseligt inde og vilde springe ned fra Stenen.
»Staa stille, garçon!« raabte den fremmede i en besynderlig fransk-norsk-russisk Jargon. »Jeg vil tegne dit Ansigt.«
Han rev en Skitsebog frem af Lommen, kastede Parasollen til Jorden og begyndte hurtigt at skitsere.
André blev staaende som fasttryllet og saa paa den fremmedes Haand, hvis kostbare Diamantringe funklede, idet den fløj hen over Papiret. At en Mands Haand dog kunde være saa lille og saa hvid!
Nysgerrige som Børn, trykkede Lapperne sig tættere sammen om den rejsende.
»Hovedet til Højre! Lyset maa falde mere direkte ind en face! — Du har dybe Skygger under Øjnene, — saa — trés-bien! Sænk Hovedet, sænk Hovedet, mon garçon, saa det medfødt skumle kan komme til sin Ret! — Mon dieu! Et saadant mørkt, halvt mongolskt Ansigt, belyst af Nordpolens Midnatssol, — det havde været et værdigt Sujet for Rembrandt. — Olga!«
Den unge Pige bøjede sig over hans Skulder og betragtede Skitsen, men uden at værdige Originalen et Øjekast.
André’s Blod begyndte at koge, og han knyttede uvilkaarlig Hænderne.
»Godt truffet,« sagde hun, »Panden skulde blot være en Streg lavere.«
»Hvordan kan hun vide, det ligner, naar hun ikke har villet se paa mig uden med lukkede Øjne?« tænkte André.
»Han ligner sig selv!« raabte Lapperne og klappede i Hænderne. »Han ligner sit eget Kød og Blod!«
Den fremmede kastede Skitsebogen utaalmodigt fra sig.
»Hvad hedder du?« raabte han.
»André.«
»Hvorfra er du?«
»Fra Kautokejno.«
»Er der flere Vidundere end du i Kautokejno?«
»Nej,« svarede André.
»Trés-bien! Det maa dog være et ejendommeligt Folkefærd, højst ejendommeligt. Du taler fransk, — du taler russisk, — jeg vil derhen, jeg maa derhen! Naar rejser du?«
»I Morgen tidligt.«
»Med hvem rejser du?«
»Med min Fader.«
»Før mig til ham,« sagde Russeren.
Den unge Pige blev imidlertid tilbage. André vendte Hovedet om og saa efter hende, men hun havde sat sig ned paa en Sten og stirrede gennem en Kikkert over mod den russiske Side.
André og den fremmede Herre traf Thorsen omringet af en Klynge Kvæner.
Russeren brød Kredsen og gik lige hen til ham.
»Mit Navn er Grev Wasili,« sagde han, »jeg er Protestant fra Riga, min Datter er med, hun følger mig over alt, hun har fulgt mig, siden hun var ti Aar, jeg har vænnet hende til at undvære en Kammerpige. Vi ville ledsage Dem til Kautokejno, monsieur Thorsen. Hvis deres Søn vil paatage sig at være min Tolk til Kautokejno og derfra tilbage til Vadsø, vil jeg afskedige min Tromsø-Tolk og udbetale deres Søn pr. Maaned et Salær af femten Spd.«
Andreas Thorsen gik villigt ind herpaa, og Afrejsen blev fastsat til at skulle finde Sted om tre Timer.
Efter denne Aftale forlod Thorsen og André Grev Wasili, — André med en stærk Følelse af Harme over den unge Pige, fordi hun ikke havde villet se paa ham.
Da de rejsende tre Timer efter mødtes ved Baaden, var Selskabet blevet forøget med Lamik Nikkut og hans Farbroder, Jakob Tudekas, samt dennes Datter, og som alle tilsammen udgjorde de eneste norsktalende Lapper, der fandtes i Kautokejno.
»Hvem er det?« spurgte Greven.
»Folk fra Kautokejno, der skulle tilbage«, svarede Thorsen.
»Allons!« sagde Grev Wasili og tændte sin Cigar.
Olga saa paa Kirkesangeren og de tre Lapper med et prøvende Blik, derpaa rakte hun pludselig med et Smil af Forstaaelse Thorsen Haanden og overlod det til ham at løfte hende ind i Baaden.
Thorsen tog hende varsomt i sine Arme, som om hun havde været et lidet Barn, og da han omhyggelig bredte Renskindet ud under hendes Fødder, saa hun op paa ham med det samme Smil og sagde »Tak!«
André stod forbauset. Han gik lige forbi hende, saa hans Arm strejfede hendes Klædning.
»Hvorfor ser du ikke paa mig?« spurgte han udfordrende.
»Jeg ser paa dig,« svarede hun ligegyldigt.
»Saccaleket vadnas!«[6] raabte Jakob Tudekas.
Let og hurtigt for Baaden ind over Varangerfjorden og skar en skarp, smal Stribe i dens glatte Spejlflade.
Olga, som sad med Ryggen mod André, bøjede sig ud over Baadkanten og lod Vandet strømme mellem sine Fingre.
André, der var en af Rorkarlene, kunde ikke faa Øjnene bort fra den fine Nakke, som ubønhørlig vendte mod ham. Han var sig ikke andet bevidst, end at han hadede den.
Da de rejsende vare landede ved Bunden af Varangerfjorden, bleve Russernes Vadsække og Haandkufferter med Toug, der gik i Kors over Brystet, fastbundne paa Skyds-Lappernes Ryg.
Opstigningen ad den brede Postvej, Varangerfjeldet, begyndte. Dens Besværlighed blev end mere forøget ved de Myriader af Myg, der som lette Slør sænkede sig over deres Hoveder.
Grev Wasili viftede sig uafbrudt med en Palmevifte, han i sin Tid havde købt i Ægypten.
»Det er den tyvende Fjeldbestigelse, jeg har foretaget i mit Liv,« fortalte han.
For hver Vandpyt, de kom forbi, ilede Lapperne hen, kastede sig paa Maven og slubrede Vandet i sig lig tørstige Hunde.
André gik hen til Grevens Datter. »Skal jeg hjælpe dig?« spurgte han kort.
»Jeg gaar helst alene,« svarede hun, idet hun uvilkaarlig nærmede sig Andreas Thorsen.
At hun foretrak Faderen, — velan, det gjorde intet, med hvad der gjorde ham rasende var den Venlighed, hun skænkede Lamik Nikkut og Seimke Tudekas, en Venlighed som blev end mere paafaldende ved den overlegne Lygegyldighed, hun blev ved at vise ham selv.
Naar Olga Wasili paa det brudne norsk, hun havde tilegnet sig under sit Ophold i Norge, tiltalte de unge Lapper, laa der et ubeskriveligt og for André uforstaaeligt Udtryk af beskyttende Godhed i hendes unge Ansigt. Hvilket Sprog, de halvt sænkede Øjne samtidigt førte, formaaede kun hans skinsyge Instinkt at ane, thi han mødte dem aldrig, men det tirrede ham ikke desto mindre og æggede ham til Gengældelse.
André ilede foran, koukede, lo, og viste sine skinnende, hvide Tænder. Disse smaa, skarpt klingende Latterudbrud brøde frem i det mørke Ansigt som Lynglimt og forsvandt ligesaa hurtigt.
Skønt lyst i sig selv var dette Drengeansigt nemlig alligevel mørkt. I disse pludselige Lynglimt funklede Vildhed.
Slank og smidig i sin Vækst hoppede han lig en Gemse fra Sten til Sten. Pludselig sprang han op paa et løsrevet Klippestykke, og idet han vendte sig om mod de efterfølgende, strakte han den højre Arm ud og pegede utaalmodigt ned ad.
»Tana!« raabte han.
»Mon garçon!« udbrød Greven. »Altid forrest! Du skal hedde Excelsior.«
En liden Birkeskov hævede sig langsomt op, efter hvert som de gik videre frem, først Toppene, saa de øverste Grene, derpaa Stammerne, indtil Tana Sogn med sine birkeklædte Fjelde ved et Trylleslag laa udbredt for deres Fødder.
Den mæktige Tanaelv strømmede muntert hen forbi frodige Enge og duftende Høstakke. Mellem Birkestammernes hvide Søjlerækker skimtede man Laksestængseler og lange Elvebaade, der befolkedes af rød- og gulkoftede Elvelapper.
Et Beundringsudraab undslap Russeren og hans Datter.
»Ah — c’est ça!« udbrød den første. »Det var noget overraskende, noget nyt — under 70 ° nordlig Bredde. Her ville vi soupere.«
Inden Nedstigningen begyndte, blev der altsaa besluttet at holde Rast.
Thorsen vandrede længere ud paa Vidden forat finde nogle Fjeldplanter til de rejsende, medens André og Lapperne sankede Kviste og antændte et lystigt Baal, der skulde forjage de uvelkomne Mygsværme.
Imidlertid havde Olga tilligemed Seimke og Lamik Nikkut taget Plads paa nogle Stene og sadde og saa ud over Tana, denne brusende dædno[7], der glinsede ligt et bredt Sølvbaand nede i Dybet.
»Hvad hedder det Sted, hvor du er fra?« spurgte Seimke.
»Genua,« svarede Olga.
»Er der saa vakkert som her?« vedblev Lappepigen.
»Husene ere af Marmor.«
»Hvad er Marmor?« spurgte Seimke.
»Det er en hvid Sten,« indfaldt Lamik Nikkut hurtigt. »André har fortalt mig om den. Den findes i Eventyret, Husene ere ganske hvide, og i dem bo der Feer.«
»Er Marmor saa hvidt som Sne?« sagde Seimke tvivlende.
»Ikke fuldt,« svarede Olga.
»Ja, saa er jo her meget smukkere, naar Gud gør Vinter[8]. »Det er, som man tager det. Alle sige dog, at Genua er en smuk Stad.«
»Ere Gaderne af Guld?« afbrød Seimke.
»Nej,« svarede Olga, der saa, at Naturbarnets Fordringer gik altfor højt, til at hun kunde formaa at tilfredsstille dem.
»I det himmelske Jerusalem ere Gaderne af Guld og Portene af Ædelstene,« forklarede Seimke.
»Hvor er din Moder?« spurgte Russerinden.
»Hos den kære Gud.«
»Der er ogsaa min Moder,« sagde Olga.
Det let bevægelige, ømt følende Lappehjerte slog hende straks i Møde. Seimke brast i Graad.
»Du skal ikke græde,« sagde Olga. »Der er én, som nok vil være en Moder for os begge.«
Medens denne Samtale fandt Sted paa Skrænten, havde André sørget for Aftensmaaltidet. Hurtig og behændlig rullede han Solteltet op, pakkede Rejseservicet ud og dækkede Bord paa det bløde Mostæppe.
Liggende mageligt udstrakt paa et kostbart Bjørneskind plukkede Grev Wasili i dette Øjeblik en ny og sjelden Plante. Paa sin livslange Leden efter Tilværelsens æsthetiske Blomster samlede han Aar for Aar en Buket, som han tilsidst vissen og fortørret vilde føre med sig i Graven, hvor den i Forening med hans eget Lig skulde smuldre hen til Støv.
»Gaadefulde Drengeansigt!« mumlede han, »frastødende og tiltrækkende i samme Nu. I Himlens Navn, hvor har jeg før set dette Ansigt? — Ah, c’est ça, nu mindes jeg det! Det er tolv Aar siden, hun var en nouveauté, men hun kunde ikke tæmmes. Trés-bien, det er den samme Blandingsrace, her dog med en større europæisk Tilsætning, som gør det mongolske endnu interessantere. Garcon,» raabte han højt, »kender du den poetiske Djævel?«
»Jeg kender Djævlen,« svarede André.
»Trés-bien! Men der gives en simpel Djævel, en underordnet, lav Aand, der udelukkende bestaar af smaalig Ondskab, — han er grov, han er uæsthetisk, han mangler Dressur, men den, man kalder Satan, garçon, han er »ein Gemisch,« en dæmonisk, forførende Sammenblanding af ondt og godt; i hans Ondskab er Storhed, og i enhver Storhed bor der en Guddom.«
André svarede ikke; som en udskudt Pil for hans Blik hen til Olga, der nærmede sig Teltet.
»Her er en Feltstol!« raabte han. Olga vendte sig imidlertid om til Nikkut.
»Giv mig en Stol, Lamik,« sagde hun.
Lappen skød den hurtigt hen til hende, men hvis André havde turdet, havde han i samme Øjeblik slaaet ham til Jorden med et Næveslag.
»Champagne!« raabte Greven.
André lod Proppen springe i Vejret og skænkede i.
»Med Bravour som en Opvarter!« sagde Russeren. »I Himlens Navn, monsieur André, hvem har lært dig at lade Champagneproppen knalde paa Varangerfjeldet?«
Greven havde neppe udtalt, førend Thorsen saaes at vende tilbake, og samtidigt med ham kom et besynderligt Tog fra den anden Side op over Fjeldkammen.
Det bestod af en Flok Lapper, der bare en syg mellem sig. Den syge laa udstrakt paa et Renskind, men saa snart Lapperne fik Øje paa Thorsen, lagde de sin Byrde ned paa Moset og stimlede sammen rundt omkring ham.
»Bed for ham, læg Haand paa ham, saa bliver han frisk.«
»Ja, hvis Gud vil, kære Børn.«
»Naadige, barmhjertige Fader Kirkesanger! Naadige, barmhjertige Fader Gud! Lad ham ikke dø, lad ham leve, lad ham ikke lide, han pines saa svarligen, se, han kan neppe trække Vejret, Aanden forgaar ham! Hjælp, Herre, hjælp!«
Snart løftede de sine Øjne og Arme op mod Himlen, og snart hævede de dem op mod Thorsen. Deres bønfaldende Gebærder og deres brændende Paakaldelser, hvis Inderlighed end yderligere forøgedes ved det indsmigrende samiske Sprogs Klang, var en Bøn saa uimodstaaelig, at et Stenhjerte maatte have følt sig bevæget derved.
Thorsen saa paa dem med Taarer i Øjnene.
»Kære Børn, i Jesu Navn!«
Lapperne reve Huerne af sine Hoveder og kastede sig paa Knæ med Ansigerne mod Jorden.
»Det var et ejendommeligt Skuespil,« sagde Grev Wasili, idet han satte Lorgnetten paa og traadte hen til Gruppen med Champagneglasset i Haanden.
»Gaa derhen,« sagde Olga til André, men han rørte sig ikke, han blev trodsigt staaende.
Et hurtigt Sideblik stjal sig frem under den unge Piges mørke Øjenhaar og hvilede et Sekund paa André’s Ansigt.
Hun fik pludselig Fornemmelse af, at dette Ansigt maaske én Gang under særegne Forhold kunde indgyde Rædsel.
Hurtig som et Lyn greb Olga en Flaske med Portvin, fyldte et Beger, ilede hen, knælede ned ved Siden af den syge og holdt Bægeret hen til hans Læber.
André slugte hende med Øjnene og vendte derpaa Blikket bort med en Bevægelse, som om der sad ham noget i Halsen, der vilde kvæle ham. Ubemærket af de andre stampede han i Jorden.
Den syge tømte Bægeret med Besvær, hvorpaa hans Haand faldt tilbage paa Renskindet.
Uden at forlade sin knælende Stilling foldede Olga sine Hænder. Hendes Hat var falden af, og det opløste Haar rullede ned ad hendes Ryg, idet hun hævede sit glødende Ansigt op mod Thorsen.
»Herre Jesus Kristus,« bad denne, »hvis det er din naadige Vilje, at den syge skal leve, saa gør ham frisk snart, ret snart, men hvis du har bestemt, at han skal dø, saa forløs ham, Herre, og lad ham ikke længere pines. Du vil ikke længere lade ham pines, Herre Jesus! Vi har dit Ord for, at hvor to eller tre ere forsamlede i dit Navn, der er du midt iblandt dem. Og nu raabe vi alle i Jesu Navn: enten du vil Liv eller Død, saa lad ham ikke længere pines! Amen.«
»Bravo!« raabte Greven, men kvalte Udraabet i sin Fødsel, gik tilbage til Teltet og satte Champagneglasset fra sig.
»Han sover,« sagde Olga.
»Vinen!« sagde Grev Wasili.
»Troen!« raabte Lapperne, idet de sprang op og strakte Armene i jublende Tak op mod den lyse Sommerhimmel.
Det ildfulde Minespil, Hændernes Bevægelser og Taarerne, der samtidigt rullede ned ad deres Kinder, dannede tilsammen et ligesaa gribende Te deum, som vel nogensinde har bruset i en Domkirkes Hvælvinger.
»Udtryksfuldt, maleriskt!« mumlede Greven og nikkede anerkendende med Hovedet.
I overstrømmende Taknemmelighed kyssede Lapperne Olga’s og Thorsens Hænder, derpaa løftede de den sovende varsomt op og vandrede tause videre.
»Monsieur Thorsen,« sagde Greven, »formaar De at udlægge en Gaade? Jeg sagde, det var Vinen, der bragte den syge til at sove, Lapperne sagde, det var Troen. Pardon, — hvad siger De?«
»Jeg siger, at Gud velsignede Vinen og brugte den som et Frelsensmiddel netop, fordi han saa, vi troede, han vilde hjælpe.«
»Det er skønt! det er skønt!« bemærkede Russeren.
»Det er sandt,« sagde Thorsen beskedent.
»Nous verrons!« svarede Greven. »Den ethiske Sandhed kan presenteres i en hæslig, frastødende Form, og den kan ogsaa presenteres i en skøn Form. Vive la forme! Paa den kommer alt an i Livet.«
Greven var henrykt, han var i Ekstase. I flere Aar havde han ledt efter den Originalitet, det usædvanlige, der her i »Ørkenen« pludselig sprang frem som et køligt, forfriskende Væld, i hvis foryngende Strøm han kunde bade sit gamle, udtørrede Legeme.
- ↑ Vandø.
- ↑ Et Trug af Træbiler, overtrukket med Læder, foret med Lammeskind og Mos, samt forsynet med et lidet Vuggehvælv, fra hvis Kant der er udspændt flere Rader af mangefarvede Glasperler.
- ↑ En finsk Ed.
- ↑ Et Slags Schak.
- ↑ Uagtet denne Lethed og pludselige Overgang fra Sorg til Glæde, kunne Lappernes Savn og Længsel efter en kær avdød dog være saa dyb, at den først »ophører ved Døden.«
- ↑ »Sætter ud Baaden!«
- ↑ Elv.
- ↑ Lapperne sige »gør, skaber,« i Stedet for »bliver.« »Det bliver Vinter« hedder altsaa i deres Mund: »Gud gør Vinter.«
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |