Alfernes Hvisken

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det er en deilig Sommerdag,
den friſke Lund har reiſt ſit Tag,
og lader Løvet ſuſe.
I Luften flagre Alfer om,
og hviſke blidt: „O ſkynd dig, kom
til vore Lundehuſe“!

„Der er ſaa luunt, der er ſaa tyſt,
der falde Blomſter paa dit Bryſt
fra rige Lindegrene,
og ønſker du at drømme ſødt,
da kan du hvile ganſke blødt
paa mosbelagte Stene“.

Jeg vandrer, ved det milde Bud,
paa ſkyggefulde Stier ud
til Skovens grønne Kammer;
der hører jeg et ſagte Gny,
der hviſke Alferne paany
bag rankedækte Stammer.


De ſpørge mig ved hvert et Fjed,
„hvi har du ei din Elſkte med,
hvor Skovens Sanger bygger;
ved Træet her er Plads til To,
og over Stedet falder jo
et Slør af tætte Skygger“.

„Hun er ſaa ſmuk, hun er ſaa øm;
vi ſvæve tidt om hendes Drøm
i disſe lyſe Nætter.
Hun ſkulde her, naar blot du bad,
bekræfte rødmende og glad
Alt hvad din Længſel gjetter“.

O ſøde Røſt, hvi vækker du
min hemmelige Smerte nu
i disſe ſtille Lunde!
Min Mund er lukt, mit Aag er tungt
der findes intet Hvilepunkt,
hvor Savnets Orm kan blunde.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.