Alene
Der suser ned en kveld paa jorden
derude i den mørke vaar;
en aften vandrer gjennem vaaren
saa mild, umælende og saar —,
og fyldt af sus fra aftenrøder
slaar ind mit vindus lille seil,
— og der er lys — en nellik gløder,
og stuen flygter i mit speil!
Den lille aften foran lampen
med nelliken i vaargrøn lind
og trevlerne fra pipedampen
og fattigdom og mager kind —
den ungdomsstemning, dyb og stille,
som jeg i aften eier givet,
og lever, haabende mod andet,
skal engang dæmre angst i livet — —
Engang, i fremtidssorte nætter
skal stille langs mit lys sig skynde
et nellikskjær — og løv, som sprætter
i haabets bitre unge ynde, — — —
den skal ei være til at gribe,
den fryvils lille sommerving;
den slukner i et streif, en stribe
med bud om alt og ingenting!
* * *
Men der er deri ingen lære,
og ingen Panacé man har —
i det man er, der maa man være;
man kan ei være føre var
med det at aande og at leve
af al sin kraft i livets strøm
for saa engang i angst at bæve
og gribe vissen mod en drøm!