Aftenhvile
Der stod en Sky i Vesten
med gylden Kant;
vor Luft var klar for Resten,
og Vinden standsed næsten,
mens Solen svandt.
Og Bølgens Triller løde
i rolig Takt.
Vi saa vor Aftenrøde
udfolde sig og gløde
med navnløs Pragt.
Vort Skib lod Linen spille
paa slappe Seil;
tilsidst kom Taager milde
og daled ganske stille
paa Havets Speil.
Vor Kveld var Fredens Billed,
saa ren og skjøn;
husvalet og formildet
vort Mandskab holdt ved Spillet
sin Aftenbøn:
«Mod Dybet Solen iler
med raske Trin,
og Havets Vove hviler
i Aftenro og smiler
med Rosenkind.
«Og Hjertets Vove svulmer
som ved en Daab,
og hvert et Nag, der ulmer,
blidt vugger sig og dulmer
i Tro og Haab.
«En stormfuld Dag er svunden,
med Kamp og Nød;
en Seir atter vunden,
en Trøst er atter runden
af Havets Skjød.
Vor Gud, lad Haabets Vinge
ei vorde mat,
naar dine Tuber klinge,
naar Stag og Skjødet springe
i Mulm og Nat!»