Abraham Lincolns mord
De løsned et skud der-over i vest,
og det skaked Europa op.
Hej, hvilket liv der med et blev blæst
i den hele broderte trop!
Du gamle Europa, med orden og ret,
med lov for hver eneste steg,
med rygte foruden mén og plet,
med dydig harm mod alt sort og slet, —
du blev så forunderlig bleg!
På sorgelak trykkes enhjørning og ørn
og alle de andre dyr;
paketbåden stikker på kabelets tørn;
depecherne mylrer og kryr.
Bomulds-magnaten, gloirens søn,
de tusend fra løgnens land,
de stod alt og greb efter fredspalmen grøn,
så knalded det ene revolver-drøn,
og så faldt han, den ene mand.
Og så tog I skræk. Europas råd,
er det som sig hør og bør?
En Preusser-gerning, en Dybbøl-dåd.
var verden vel vidne til før.
Sin broder hakker da ingen ravn; —
I kommer dog Polen ihug?
Og Engelskmanden for København?
Og graven ved Flensborg? Og Sønderborgs navn?
Men hvorfor da harmes nu?
Den røde rose, som blommer hist
og skræmmer jer med sin flor,
til den gav Europa sin podekvist
og Vesten sin yppige jord.
I planted som stikling hin frodige vånd,
der rødmer Amerikas kyst; —
jer var det, som bandt med højst-egen hånd
martyriets blodrøde ridderbånd
på Abraham Lincolns bryst.
Med glemte løfter, med svegne ord,
med traktaters forrevne ark,
med brudd fra iår på jer ed fra ifjor
har I gødet historiens mark. —
Og så vented I endda, trygge i sind,
en høst af det ædleste slags!
Se, nu spirer jer sæd. Hvilket flammende skin!
I undres; I véd hverken ud eller ind,
thi der vokser stiletter for aks!
Hvor loven sidder på knivens spids
og retten på galgen bor,
er dagningens sejr mer nær og viss,
end her, hvor der myrdes med ord.
En vilje våger, og holder dom,
og knuser hvert løgnens bur; —
men ormen må først æde skallen tom,
og tiden må først få krænget sig om
til sin egen karrikatur.
Der råder en dæmon med evig magt.
Prøv kun på at byde ham trods!
I støv måtte domus aureas pragt,
i grus måtte Neros kolos.
Men først måtte Romer-forbrydelsen nå
over jorden fra pol til pol,
tyrannen sin apotheose få,
og kejsernes gyldne billeder stå
som guder på Kapitol.
Så ramled det sammen; cirkus og slot.
templer, kolonners skov,
buer, arkader, alt trampedes småt
under bøffelens skoede hov.
Så hyggedes nyt på det gamles grund.
og luften var ren til en tid.
Nu varsler det mod foryngelsens stund;
nu stiger der pest fra den svampede hund,
og vifter, snart hid snart did.
Men er det i råddenskabs sumpe vi går.
jeg råber ej ak og ve
over hver en brammende giftblomst, som står
i fylde på tidens træ.
Lad ormen kun hule. Før skallen er tom,
før brister ej væg og tag.
Og lad kun „systemet“ få vrængt sig om;
des-før kommer hævnen og holder dom
på tids-løgnens yderste dag!