Aandens Liv
Nu ruger Sneen overalt
paa Plantelivets stille Hjem;
hvor Vintrens tætte Byger faldt
staaer Busken knap af Sneen frem.
Paa stenet Grund, paa Blomsterbed,
det samme Øde udbredt er
saa jevnt og dybt, at Ingen ved
at skille Død fra Dvale der.
Men følte Planten Vintren nu,
og havde Aandens Liv og Ild,
den skjalv vist ei af Angst og Gru,
mens SNeen dækkede den til.
Den sukked vist ei Tiden hen,
men laae i SKjulet rolig blid;
den vidste jo, at just for den
er Vintermørket Haabets Tid.
Den vidste det; thi Aar for Aar
den staaer paany i Sol og Dag,
naar Vintren smelter og forgaaer
ved Vaarens milde Aandedrag.
Men Planten er i Dvale lagt,
dens Liv er altid stumt og trygt.
Kun Adams Æt er aandigt vakt,
har Tvivl og Tro, har Fryd og Frygt.
Kun Slægten, som til Lys blev skabt
og er af Gud i Høihed sat,
kan i sin Modgang staae fortabt
som i en evig Vinters Nat.
Hvor er da Vinter for en Aand,
og hvor er Aandens Vei saa mørk?
Maaske hvor Nød har Overhaand
og Sorgen gaaer i Savnets Ørk?
Ja, med et bittert, haabløst Navn
betegnes tidt en jordisk Nød,
og mangt et Sind i Sorg og Savn
har lidt den aandelige Død.
Da var dog Livets Liv forglemt
og Lyset for hver Tanke slukt;
laae du da blot som Planten gjemt,
og under Sneen indelukt!
Men tænk, for Aandens Vinter vil
Naturens Vaarlys ei gaae op.
I Aandens Væxt en anden Ild
maa gjennemtrænge Rod og Top.
Det præges dybest i dit Bryst,
det slettes af dit Letsind ud,
det er igjen din Angers Røst,
at du har Livets Væld i Gud.
I Ham, der af Naturens Svøb
har hævet os til hellig Daab,
og stillet for vort Levnetsløb
et saligt, overjordisk Haab.
I Ham, der overalt har Magt
og i vort Støv sin Helligdom,
hvor Ordet til vor Aand har sagt:
Du ved hvad Jorden drømmer om.
Du ved et Sted, hvor Tvivl og Strid
og Mulm og Skygge kjendes ei,
du ved et Spor, som leder did
og Lys, der skinner paa din Vei.
Det Liv i Gud, som Adams Æt
er dannet og indviet til,
det hævder overalt sin Ret,
gjør Svghed sætrk og Styrken mild.
Om Alt er tabt og givet hen,
Alt hvad vor Jorg har Lykker kaldt,
da tage vi det dog igjen
i Ham, hos hvem det hviler alt.
Og fandt vi Glæder uden Ham
og Held, der stod vor Stræben bi,
var dog vort Liv i Glands og Bram
et bundløst Kar med Tomhed i.
O Smerte midt i Glædens Larm,
naar Hjertet ængsteligt maa slaae,
fordi det huses i din Barm
som i en øde, fremmed Vraa!
O Kval og Angst, naar Alt er nydt,
og Livets Frugt, af Tanken dømt,
er Vin, der blev i Havet gydt,
og Herlighed, der kun var drømt!
Om Enfold i dit Indre boer,
hvad heller det er tankerigt,
staaer dog ved Magt det Alvorsord:
Dit Liv skal dømmes aandeligt.
Ei efter Tegn og efter Glimt
af Liv, der hisset forestaaer,
ei efter Syn, der har et Skimt
af Himlens Lys i Jordens Vaar.
Thi Aandens Liv skal være klart,
og gjennem Tiden altid ungt.
I ydmygt Skjul og aaabenbart
det har et evigt Straalepunkt.
Thi ved et Bliv fra Herrens Mund
oprinder Aandens indre Dag,
og føles i dit Væsens Grund
som gjenfødt Sjel og Hjerteslag.
Saa mægtigt er et Liv i Gud
mod Jordens vinterlige Gys;
dets Kraft, der driver Angsten ud,
er Aand af Aand og Lys af Lys.
Vi Vige, at i Gjenskin af
Hans Dag, der aldrig skal gaae ned,
bevæges Himmel, Jord og Hav
med alt hvad Syn kan dvæle ved.
Og Sjelen har en Tanketraad,
hvorved et Jordens Barn forstaaer,
at Gud har Magt i Støvets Daad,
og at Hans Aand bevæger vor.
Men saae vi Ham i Speilet kun,
og vare vi Hans Redskab blot,
da greb vor Aand et tvivlsomt Fund
paa Livets Flod af Ondt og Godt.
Og fulgte den og strømmed hen,
mens under den var Dybets Nat,
og tomme Himle over den,
og paa dens Bølger al vor Skat.
Alt Liv gaaer frem af Herrens Haand
og overalt Hans Glands er tændt.
Gak frem, men vær i Ham, min Aand,
paa hvart et Punkt tilbagevendt!
Saa har da Aanden Vinter der,
hvor Gud fra Hjertet holdes fjern.
Selv om dit Liv som Vaarens er,
det mangler da sit Ly og Værn.
Selv om din Aand fik Kraft og Glød,
som Jordens Former lutres ved,
den har da Mørke kun og Død,
naar i sig selv den skuer ned.
Ak, aandfuld kalder Tidens Sprog
saa mangen Helt i Kløgt og Kunst,
hvis Aand i Livets Prøver dog
sank hen som i en Taagedunst.
Lig Hallen, hvor der nys var Fest,
hans Barm med Et er bleven tom,
og som en hjemløs, smykket Gjest
hans Verk i Verden driver om.
I ham fandt Gud en Gjennemgang
for mangt et himmelsk Straalekst,
men borte var den Livsens Trang,
som holder Gud i Lyset fast.
Gud er Alverdens høie Raab
i Glædes og i Kummers Tid;
fra ensom Vraa, fra Folkets Hob
det høres gjennem Fred og Strid.
Ja, lød det Raab kun overalt
af dybest Trang fra hvert et Bryst,
ja, var det altid Ham, det gjaldt,
naar Han blev nævnt med Støvets Røst!
Men gaaer Hans Navn fra Hjertets Grund,
hvor Aandens Liv paa ny er skabt,
det vandrer og fra Mund til Mund
just som et Ord, hvis Kraft er tabt.
Og staaer det fast i Fromheds Sprog
og for en Ydmygs Ærefrygt,
det prøves og fortolkes dog,
og tydes om af Tidens Kløgt.
Spørg denne Slægt, hvorpaa den troer,
og hør, det er paa Lysets Seir.
Ja, hvad er Lys? — Dets rette Ord
er i vor Kamp et Mundens Veir.
Dog — mellem Kampens hule Drøn
gaae Suk til Gud af Angst og Savn;
selv Tvivlen stammer nu den Bøn,
at helligt vorde maa Hans Navn.
Maa vorde helligt til Sabbath
fra Splid og Angst, som nu er vakt,
maa føles gjennem Folk og Stat
som alle Magters Overmagt.
Med Frygt gaae Tidens Helte frem
paa deres egen Bane nu,
og Tidens Løsen foran dem
har fyldt dem med en stille Gru.
Hvor er en Røst, der stærk og klar,
kan standse Verdens vilde Hast
og give al dens Grublen Svar
med Løsnet, der staaer evig fast!
Hver kladet Sjel, hvert Sendebud,
som denne Røst skal komme fra,
maa først staae bævende for Gud
som hans Prophet, Jesaia.
Jesaia, den Herrens Tolk,
stod ene i hans Tempelhal,
imens Jehovas kaarne Folk
forblindet raved mod sit Fald.
Hans Syn var opladt, og han saae
Grud Herren paa sin Herskerstol,
han saae Seraphers Klynge staae
i Vingeskjul for denne Sol.
De loved Gud med Jubelsang,
med Røst for Himmel og for Jord,
og Helligdommens Mur gav Klang
og skjalv ved deres stærke Chor.
Og midt i al den Klang og Glands
forsagende Propheten stod;
han stod for Gud med Sind og Sands,
og bævende sin Røst oplod.
Og raabte: Ve mig, jeg forgaaer;
thi Herrens Aasyn skinner her,
og med en uren Mund jeg staaer,
hvor nu hans Navn ophøiet er!
Da svævede til Altrets Ild
en Engel i den samme Stund,
og tog en Glød og holdt den til
Jesaias, Prophetens Mund.
Og sagde: Se, med denne Glød
er lutret dine Læbers Røst
og sonet hvad dit Liv forbød,
og Angsten taget fra dit Bryst.
Da blev Prophetens Hjerte trygt,
og Klarhed i hans Indre kom,
og løftet over Tvivl og Frygt,
han stod i Herrens Helligdom.
Og ei Seraphers Stemme blot
i Prøvens Time han fornam;
thi nu den Herre Zebaoth
sin Røst opløftede for ham:
Hvem skal jeg sende til mit Folk,
hvo bringer Budet fra min Hu?
Da svarede den Herrens Tolk:
Se, jeg staaer rede, send mig nu!
Ja, hvert et kaaret Sendebud,
som Livets Ord skal komme fra,
maa først staae bævende for Gud
som hans Prophet Jesaia.
Og vorde døv for mangt et Ord,
der nu med Klang gaaer Verden om,
og lytte til et himmelsk Chor
i Guds forborgne Helligdom.
Og renses for den Hovmods Kløgt,
der søger Gud i Hjernens Vraa,
og dog med Læbens Kunst har søgt
Hans Billeds Herlighed at naae.
Thi farer nu med Stormens Art
en Døgnrøst over Verden hen,
hvor maa det Ord da lyde klart,
der skal paa Dybet standse den!
Men skatte vi et freidigt Sprog
og Mandemod til Tidens Verk,
da kjende Herrens Kæmper og
en Frygt og Bæven, der gjør stærk.
Det Ord, som i hver enkelt Barm
kan skabe himmelsk Lys og Fred,
er og et Ord som Verdens Harm
og blinde Hast maa stilne ved.
Se Lysets Banner paa et Hav,
hvis Bølger gaae i vildt Begjer,
og tænk, om det var skjermet af
en gudbesjelet Folkehær!
Men tro forvist, i Livets Hjem
beredes Frelsens Kræfter alt;
i Tidens Fylde træde frem,
de Sendebud, som Gud har kaldt.
Med Stemmen, som er altid ny
og dog det gamle Løsen har,
med Stemmen, som i Verdens Gny
skal lyde stedse mere klar.
Ei med den bitre Straffedom,
som Guds Prophet sit Folk har bragt,
men med det Fredens Ord, der kom
til Jorden med den nye Pagt.
O Lys, der i vor Tid er tændt
og dæmrer i hver Hytte ind,
hvor er nu Slægtens Øie vendt
mod hver en Blussen af dit Skin!
Thi ak, du gaaer ustadigt hen
mod mangen øde Taagestrand,
og dæmpes, og faaer Magt igjen,
og gløder som en Vredens Brand.
Urolig spørger Tidens Aand
i Gny af Tunger og af Staal:
Hvo løfter Faklen i sin Haand
og fører Slægten mod dens Maal?
I Herrens Aand er Svaret gjemt;
thi Lyset hører Himlen til.
Ved Jordens Arner er det glemt,
at det er Herrens Alterild.
Men atter lyder Frelsens Røst
og Tvivl og Glemsel drives ud,
og Aanden vidner i vort Bryst,
at den har Lys og Liv i Gud.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |