Ørnulfs drapa
Sind, som svær-mod stinger,
savner Brages glæde;
sorgfuld skald så såre
kvides ved at kvæde.
Skaldeguden skænked
evne mig at sjunge; —
klinge lad min klage
for mit tab, det tunge!
Harmfuld norne hærged
hårdt mig verdens veje,
listed lykken fra mig,
ødte Ørnulfs eje.
Sønner syv til Ørnulf
blev af guder givet; —
nu går gubben ensom,
sønneløs i livet.
Sønner syv, så fagre,
fostret mellem sværde.
værned vikings hvide
hår, som gævest gærde.
Nu er gærdet jævnet,
mine sønner døde;
glædeløs står gubben,
og hans hus står øde.
Torolf — du, min yngste!
Boldest blandt de bolde!
Lidet gad jeg klage,
fik jeg dig beholde.
Vén du var, som våren,
mod din fader kærlig,
arted dig at ædles
til en helt så herlig.
Ulivs-sår, usaligt,
værste ve mon volde,
har min gamle bringe
klemt, som mellem skjolde.
Nidsyg norne nødig
nægted mig sit eje, —
dryssed smertens rigdom
over Ørnulfs veje.
Vegt er visst mit værge.
Fik jeg guders evne,
én da blev min idræt:
nornens færd at hævne.
Én da blev min gerning:
nornens fald at friste, —
hun, som har mig røvet
alt — og nu det sidste!
Har hun alt mig røvet?
Nej, det har hun ikke;
tidligt fik jo Ørnulf
Suttungs mjød at drikke.
Mine sønner tog hun;
men hun gav min tunge
evnen til i kvæder
ud min sorg at sjunge.
På min mund hun lagde
sangens fagre gave; —
lydt da lad den klinge,
selv ved sønners grave!
Hil jer, sønner gæve!
Hil jer, der I rider!
Gudegaven læger
verdens ve og kvider!