Ær dæt Fårnuftigt at have Religion/Fortale

Fⱥr nogen Tịd siden ærindrede 2de Pærsoner i et Sælskab mig ⱥm, at jæy i dæn liden Beskrivelse ⱥver Snarøen f: Æ: havde anført: finder Skrive-Mⱥden, Bifald, kan væl en nyttigere (Materie) udfindes.

Jæy vil æy indbilde Fⱥlk, at dæñe Skrive-Mⱥde ændnu har fundet sⱥ stort Bifald: laudatur as his, culpatur ab illis (dæn berøm̃es av nogle, lastes av andre); imidlertid har dæñe Ærindring æl: Tilrættesættelse ligesⱥm udæskt mig at fræmkⱥm̃e mæd noget Nyt. At dænne Materie æl: Æm̃e ær i sig sælv nyttigere, behøves æy at bevise fⱥr dæm, dær har æl: vil have Religion i Hænseende til de øvrige mⱥ̣ dæt væl hede: contra negantem principa, non est disputandum, imod dæn, sⱥm nægter Hoved-Grundene, nytter ingen Ⱥverbevịsning. Sⱥledes dæn, sⱥm ændelig vil være Deist, fⱥrsjyder at grundig Ⱥplysning ⱥm Guds Fⱥrsỵn ⱥ. s. v. Mæn at dætte Skrift ær udført mæ dæn Lærdⱥm ⱥk Hæld, sⱥm man kunde fordre av en Doctor æl: Prosessor Theol. æl: anden skarpsindig Teolọg, ær æy at fⱥrlange. Da jæy fⱥr nogle ⱥk 20 Ⱥ̣r siden æy længer fandt dæt rⱥdeligt, pⱥ uvirksⱥm̃e Attester sⱥm Ansøger at ligge i Kjøbenhavn, ⱥk sætte i Pant dæt, uvisse Leve-Brød, blev jæy nolens volens Landbruger, vis Fⱥrætning dæt bliver mere at grave i Jorden ænd i Bøger, vis Antal æy alle har Læylighed til at fⱥ sⱥ stort; vorfⱥr dæn sjønsⱥm̃e Læser vil unsjylde dæn hær savnede nøyere Klygt ⱥk Lærdom, vilken Føyelighed jæy sⱥ meget mere væter, nⱥr man fⱥ̣r at vide, at dæñe sⱥ vælsⱥm fⱥrrige liden Avhandling æfter første Anlæg fræmkⱥmmer fⱥr at vise dæn fⱥrhæn fⱥreslagne lættere ⱥk rigtigere (æfter min Mening) Skrive- ⱥk Stave-Mⱥde. Dæñe ansⱥes i dæt første ligesⱥ kjættersk ⱥk skadelig i Ⱥrtografien, sⱥm dæt sælsⱥmme Indfald i Kⱥsmografien, at Jorden var rund. Dog nu betragtes dæn allerede tæm̃elig ligejyldig, ja man har sagt mig: at dæn i sig sælv vilde være nyttig, mæn vanskelig at føre i Brụg, it: at mange Skrifter av nu brugelig Stave-Mⱥde vilde dærvæd fⱥrkastes, Mæn dæt har sig langt anderledes: Sⱥ længe Sprⱥgct æy skrives æfter dæn almindelige Udtale, forandres dæt inden føye Tid, dog fⱥrkastes æy de fⱥrrige Bøger. De nyere Sprⱥgets Fⱥrbædere skriver nu jævnlig: i stædet fⱥr, ei, nei, Konst, Morskab, ⱥøv., da man fⱥr kⱥrt siden skrev: i Steden æl: i stæden for, ey, ney, Kunst, Morroe: ⱥøv. dog fⱥrkastes slæt ikke de Bøger, vori findes: ey, ney ⱥøv. Dæt ær æy sⱥ længe siden at P. I. Roldingii Latinske ⱥk Danske Lexicon æl: Ordbog brugtes; dæri finder man f. Æks. Side 79. Liusz Liue (i St. f. Lys Lue): brendende, hæd (brændende heed): 80. Pæg (Beeg): 104. mørck Farffue (mørk Farve): 107. gall (gal): 108. Affmæctig, Suag (afmægtig, svag): 113. Førstelig Huuss och Slott (fyrsteligt Huus og Slot): 497. Hoffuet (Hoved): giffuer Hossbondens Godtz (giver Huusbondens Gods); it: Ræde f: Rede, Eeg f: Æg, ett Stød, et Pudtz ⱥ. s. v., dog blev dæñe Bọg æy dærfⱥr fⱥrkastet, mæn til Dẹls bruges ændnu uden Avsjy. Man havde dæn Tịd gọd Grund at skrive sⱥledes, ligesⱥm vi nu fⱥr at skrive: og, thi, hvad, giøre, Skiørt, Hiord, Beeg, Hus, ⱥ. s. v. næml: propter Euphoniara et Elegantiam fⱥrmedelst Vællyden ⱥk Sịrligheden. Vor væmmeligt vilde dæt ikke lyde, ⱥm man vilde sige: Sjælm, Sjæg, jøre, vad: i St. f: Skielm, Skieg, giøre, hvad? ⱥk vor usịrligt vildet dæt æy vise sig pⱥ Papiret, ti, Hụs, jæy evig: i St. f. thi, Huus, jeg, ævig? Nⱥr en Urigtighed Tịd æfter anden rodfæster sig, ⱥk finder Bifald, kan jives 100 Grunde fⱥr dæns Rigtighed. Dog synes dæt vel rigtigst, hælst i vⱥrt Sprⱥg, vor Bogstaveringen kⱥmmer det tæm̃elig nær, at skrive æfter dæn almindelige rigtige Udtale, vilket ær en sⱥ ligefræm Regel, at dæn forsvarer sig sælv hos en vær, sⱥm æy hⱥlder dæt urigtigt, at vige fra gamle Fⱥrdⱥmme, sⱥm ingen rigtig Jæm̃el har, uden en misbrugende Vane, sⱥm mangen Ⱥrtogrạf hⱥlder sⱥ nidkjær pⱥ sⱥm Munkene ⱥver deres Tradisjoner, dær ær plat umistelige til Salighed. Vanskeligheden at sætte dænne Skrive-Mⱥde i Brụg, bør æy skræm̃e nogen: VIl man nogle Gange fⱥr sig sælv bruge dæñe Mⱥde, siden til en æl: anden Bekjænte, vil man inden føye Tid kunne lẹ av sin ufⱥrnødne Frygt ⱥk Undseelse i en sⱥ usjyldig Sạg. Nⱥr da et Land vilde Fræmvise Muligheden ⱥk Rigtigheden av dæñe ligefræm Stave-Mⱥde, vilde væl ⱥk andre Lande avkaste dæt gamle ⱥk brydsⱥm̃e, sⱥm hos de Ængelske, Franske, Ungariske, ⱥøv., pedantiske Stave- ⱥk Skrive-Ⱥ̣g, ⱥk ligesⱥ villg antage dæn, sⱥm fⱥrdum dæn Gregorianske Kalænder, dær i dæt første fandt megen Modbydelighed. Andra fⱥ̣r nu dømme hærⱥm, vad de synes; skulde jæy hærudi tage Fæyl (vor læt kunde ikke en Bonde i Pantheo Mythico tage Pales æl: Flora i St. f. Minerva?); sⱥ sjẹr dæt av Ukjyndighed, mæn æy av pⱥstⱥelig Egensindighed. Imidlertid trọr jæy ændnu Rigtigheden av dæñe fⱥreslagne Skrive-Mⱥde, vilken jæy æy av bædre kan fⱥrsvare ænd ved at hænvise til Avhandlingen dærⱥm, sⱥm dærfⱥr til SLutning mædfølger. I dæn sam̃e findes ⱥk dæn trosjyldige Tilstⱥelse, at jæy i et æl: andet Ord kan tage Fæyl, hælst da nogle Ord ær tvịlsⱥmme (æy at tale ⱥm, at Skrift-Sætteren kan ⱥrsage Tryk- ⱥk Fⱥrfatteren Skrive-Fæyl); dog bør sⱥdan Fæyltagelse æy kuldkaste dæt Hele; mæn ingen hæller av en blind ⱥk æfterjivende Føyelighed bør følge mig æller nogen i dæt, sⱥm man æfter siker Prøve mærker at æy være rigtigt: Vi bør prøve alle Ting, ⱥk behⱥlde dæt Gode.

Æfter mit Fⱥrslạg burde sættes ◌̣ Prik under visse lange Vokaler: F: Æks: i vịs, læ̣g, fⱥ̣r, sẹr, lẹr, gⱥ̣r, trọr: ⱥøv. sⱥm væl sjẹr i Fⱥrtalen, mæn vilde bilve fⱥr meget bekⱥsteligt i Skriftet sælv, førænd man mæd Tiden kan fⱥ̣ støbt slige Skrifter mæd Prik under, sⱥm just æy ær sⱥ meget fⱥrnøden fⱥr Indfødde, imidlertid ⱥm nogen vil have Skriftet mæd Punkter under pⱥ Skriv-Papịr, kan fⱥes nogle fⱥ Æksmplarer hos mig sælv. I St. f. NB bruges Mv. mv. (mærk væl). I St. f. etc. ⱥøv. æl: øvr. (ⱥk øvrigt). Ⱥ, ⱥ, bruges alle Væyne, vor i Udtalen høres aa. Bogrtykkeren bruker Aͤ, aͤ, vor dæn havende Ⱥ, ⱥ, Corpus-Størrelse æy kan passe. Førænd man har ijænnemlæset Avhandlingen ⱥm dænne Skrive-Mⱥde, mⱥ̣ man æy dømme dæn fⱥr urịmelig. Mæn jæy mⱥ̣ æy ⱥphⱥlde mig mæd vidtløftigere Fⱥrtale til dætte mæd Flịd, lidet Skrift. Vi har en Sạg fⱥre, sⱥm ær vigtig fⱥr en vær av ⱥs, sⱥm kan ⱥk vil betragte dæn; næml: at stille en fⱥrnuftig Prøve ⱥver Værdens Religioner; ⱥk nⱥr vi dærved bliver i Stand til at slutte fⱥrnuftigen ⱥk rigtigen ⱥm dæm, vil vi tage dæt ufⱥranderlige Fⱥrsæt, sⱥm bør følge ⱥs til det dæt sidste Ⱥndedræt, at behⱥlde dæn Gode.

Dæn store Hærre, dæn vise Lærer, dæn trofaste Ledsager ⱥk kjærlige Væn, sⱥm æy allene har mæddelet ⱥs, fræmfⱥr alle synlige Skabninger, dæn uskattẹrlige Fⱥrnuftens Gave, mæn ⱥk ⱥbenbaret ⱥs sin Kundskabs gode ⱥk behagelige Lugt, at vi mⱥ̣ ⱥk kan prøve dæn Guds gode ⱥk vælbehagelige Villie, vælsigne sælv dætte vigtige Fⱥretagende.

Snar-Øen ved Kristiania

dæn 21 April 1793.

Kristian Kølle