Åbent brev
Kristiania, 1859.
Da det til agters gik for Nordens guder,
da Balder fældet var og Odin sad
som sløvet bedstefar på Lidskjalfs puder
iblandt de blundende einherjers rad, —
mens selve Tor lar stå det fyldte fad,
og Brage døsig over harpen luder, —
da spade Vala: „Snart står verden tom!“
Nu rejser Wiehe; — nu spår H. Ø. Blom.
Du er den Vala, som profetisk lyner,
imens for folket du poetisk spår;
du melder metrisk om de sikre „syner“,
som foran råheds-sildestimen går;
af svartalf-flokken, som ved grænsen står.
du skimter alt et glimt af horn og tryner; —
men hvad du så, på vingehesten flyvende,
blev trykt i „Morgenbladet“ for den 7de.
Du ræddes for et ragnarok, som alt
står med „barbaries“ for døren truende.
For så vidt klæber tankehalen luende
til digtkometens korpus, tyndt og skralt;
men, tro mig, alle muser finder gruende
dit billed-figenblad for spædt og smalt.
Hold derfor op, som skald, vor kunst at kværke; —
gør prosa; — verset kommer dig på tverke.
Husk, af din gerning kendes skal din tro:
lad derfor ej på glat-is ud dig narre.
Du tror dig selv en smagens ridder jo, —
og dog du vil vor gamle moder „parre“
med en af kobbelet for Thespis karre, —
ja, Gud forlade dig, med begge to!
Den køter-tanke er i kernen rådden; —
den tanke-køter er på vers for lodden!
Du digter om et rollefags doublering,
men folket kræver krigssang for sin kamp;
du fantaserer over „remplacering“;
dit øje blænder thevandsbordets damp; —
du har en hippogrif med god dressering,
men lejer læredigtets vognmands-gamp; —
højt foran står en borg med tind og takke;
du vælger farten baglængs nedad bakke.
De trak engang fra pyramidens indre
et balsameret lig i dagen ud.
Det lå så stolt i sit forstenings-skrud;
det havde glemt, hvor dejligt sol kan tindre;
hvad nyt det så, det skatted tifold mindre,
end sunkne oldtids bankerotte gud.
„Et bittert smil“ om mumiens mund mon spille,
med hån mod tiden — for den ej stod stille.
På samme sæt du åbned denne dyst.
Med vold du tiden vil i slummer tvinge;
du harmes ved at høre livet klinge,
du længes ned igen i gruben tyst.
Dog var der engang sangbund i dit bryst;
derinde mangen skønheds-alf fik vinge,
fløj ud, erobred land, forplanted ætten;
men du — fornægter ægtefødsels-retten!
Dog, nu tilbage til din mørke spådom,
at ragnarok er ventendes bag jul.
Op, alle mand, mød frem og læg nu råd om
det bedste surrogat for kunstens sul!
Vor egen barkekost er besk og ul;
det hjælper hverken bønner eller gråd om.
Men verdensborger kunsten er, véd læserne; —
så før en trup da hjem fra — Japaneserne.
Nej, tingen er at Kongens København
har eneret på den trafik i landet; —
thi som Madeiras most, skønt falsk og blandet,
blir ædel vin på fad i skudens stavn,
så skibes op til os mangt navnløst navn,
som først får værd ved farten over vandet.
Her bænkes den ved kunstens højbords-brædder,
som hist kun gældte for en sjællandsk skrædder.
Din skylden var, ifald jeg nu tog post,
og passed op i lejren hver som snøvler,
og brændte løs på hver en udslidt vrøvler,
som tapper dig din Dry-Madeira-most.
Mon ej kothurnen blev til gamle støvler,
og smagens gudeflesk til husmandskost
ved analytisk plukken-op i kransen
for nummer 3 til korets formand Hansen?
Dog, lad det fare til en anden gang; —
jeg finder snart igen vel tid og stunder
at kikke indom dør til hint vidunder,
hvis nære fald begrædes i din sang.
Vi vil ej veje nogen enkelts rang;
men på dit eget kvad min dom jeg grunder:
den tid, som kommer, ragnarok du kalder; —
så er det altså Valhal da, som falder.
Thi foran Valhals fald går ragnarok,
det véd vi alle fra vor første lærdom.
Andhrimner har man, det er sikkert nok,
og ingen tvivler på hans kost er nærsom, —
for torsdags-maver da, — om ej så svær som
det fordum krævedes af asers kok.
Einherjer mangler ej; kritiken slår dem,
men ej ihjæl; thi publikum dog får dem.
Men hvor er Tor med hammeren dernede?
Den stærke Tor, som kløver fjeldets væg
og henter Freja hjem til Nordens glæde,
mens troldet bider ræd i eget skæg.
Og hvor er Freyr, som ejer magt at brede
ud over land et skrud af birk og hæg?
Og hvor er Yduns-æblet? Find det, kjære
jeg kan kun se en overmoden pære.
Nej, Yduns-æblet fattes, det er sagen,
og Balder flytter senest i April;
se, derfor lakker del; mod endskabs-dagen,
trods slag af køller og trods skud med pil; —
hæng altså tålsomt dit gevær i hvil, —
stig op på bordet, sy de faldnes lagen;
thi det du vide måen gud, som blunder,
kan aldrig ruskes op; han får gå under.
Men vær du trøstig. Ragnarok får ende,
der gryr en fremtids sol bag Åsens bryn; —
det dæmrer alt for slægtens friske syn,
den bedre morgen er alt grant at kende.
Du skal få se, at dagens lys kan brænde,
hvor trøskne stammer knak for nattens lyn; —
du skal få seden højeste blandt himle
er ikke Valhal, men det unge Gimle.