har man opkonstrueret et helt System; man har ikke blot tildigtet nyt Stod, men endog tilføiet Træk, der aabenbarlig skrive sig fra Misforstaaelser af Vøluspaa. Jeg tror, at Vøluspaa er aldeles uskikket til at tjene som Bevis for, hvilke dybe Anelser og ophøiede Tanker, det nordiske Hedenskab har kunnet producere.
Nærværende Opfatning af Vøluspaa gjør det fornødent endnu at tilføie en Bemærkning. Der er i den sidste Tid gjort gjældende den Anskuelse, at flere af Edda-Digtene ikke kunne være forfattede paa Island, men i Vesten, blandt Nordmændene paa Vesterhavsøerne eller Irland (Dr. G. Vigfusson, Sturlunga Saga, Proleg. CLXXXV fg.). Man har eftervist græske, latinske og især keltiske Ord i flere af Digtene, ligesom der ogsaa gjøres Antydninger til keltiske Forholde. Disse Kjendsgjerninger støtte i høi Grad nærværende Anskuelse betræffende Vøluspaa. Irland var jo, da Nordmændene gjorde Bekjendtskab med dette Land, et Land med en rig, blomstrende kristelig Kultur, Literaturen havde sine mange talentfulde Dyrkere i Klostrene og udenfor disse og kunde fremvide saavel originale Arbeider som Oversættelser. Det keltiske Irland er da aabenbarlig Mellemledet mellem Vøluspaa og de Sibyllinske Orakler; Forfatteren maa gjennem Berøring med den irsk-keltiske Kultur være bleven sat istand til at gjøre sit Bekjendtskab med Originalerne, eller der har foreligget ham irske Oversættelser af disse, det kan paa Undersøgelsernes nærværende Standpunkt ikke afgjøres.
