Side:Vøluspaa og de Sibyllinske Orakler.djvu/20

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
18
a. chr. bang. vøluspaa og de sibyllinske orakler.

84), man har sagt sig løs fra al Skamfølelse (Or. S. VIII, 184) og øver Løgn og bryder sit Løfte (Or. S. VIII, 186—87), man har „Hænder besudleede af Blod“ (Or. S. IV, 158), man bedriver det skjændigste Slags Horeri, Sønnen med sin Moder, Faderen med sin Datter (Or. S. VII, 43—44).

2. Vøluspaa omtaler Strid og Kamp paa Jorden; „ingen Mand den anden skaaner“, der er „Øxe-Old, Sværd-Old, Skjolde kløves“ (V. 45). Lignende Bellum omnium contra omnes skildre ogsaa Sibyllerne. Vilde Folkeslag komme og lægge Lande og Byer i Ruiner (Or. S. V, 469 o. fl. St.), der opstaar Krige, der ødelægge Landenes Indvaanere, saa Jorden er bedækket med Blod og Støv (Or. S. II, 161).

3. „Vindtiden“ i Vøluspaa er, og det vistnok med Rette, i senere Digte forstaaet derhen, at der vil indtræde stærke Rystelser i Elementerne, Jordskjælv, Solformørkelser, en uafbrudt Vinter uden Sommer med Storme, Snefog, Mørke. En saadan „Vindtid“ vide nu ogsaa Oraklerne at tale om. Der vil opstaa Jordskjælv (VIII, 87), Brøl og Brag høres (VIII, 174), Solen dukker ned under Oceanet og bliver borte (V, 478), en bælgmørk Nat ruger over Himmelen (V, 480) og overskygger hele Jorden (II, 194), Aaret er aldeles opfyldt af Storme (VIII, 222), voldsomme Skybrud lægge Jorden øde (VIII, 204). Det er altsaa saa langt ifra, at „Vindtiden“ er en „echtdeutsche Vorstellung“, som Grimm antager (II, 681), at Begrebet meget mere er flydt ud lige fra de Sibyllinske Bøger.

4. Vøkuspaas „Vargtid“ betegner aabenbarlig det Tidsrum, da den løsslupne Fenrisulv grasserer. Tanken, der ikke har nogen Parallel hos Sibyllerne, hviler sikkerlig paa Johannes’s Aabenbaring Cap. 20, hvor der tales om, at den bundne Satanas „løses af sit Fængsel“ strax før Dommen (V. 7). Og at fremstille Satan netop under Billedet af en Ulv, det er en ægte bibelsk Fremgangsmaade; det heder jo i Evangeliet: Ulven røver og adspreder Faarene (Joh. Evg. 10, 12).

5. Verdensslangen (jørmungandr), siger Vøluspaa, snor sig iJøtunharme, Ormen duver Bølger, og Ørnen skriger, slider nebbleg Lig, Naglfar løsner (V. 50). Ormen, Slangen hæver sig altsaa i