- et saligt Liv paa den nye Jord, medens de Ryggesløse styrtes ned i Tartarus’s Dyb, i Hades’s Huler.
Man kunde vistnok indvende, at denne Overensstemmelse i Skildringen af Akterne i den sidste Katastrofes Drama ikke behøvede at tyde hen paa noget historisk Slægtskab mellem Vøluspaa og Oraklerne, men at den meget mere kunde have sin Grund deri, at saavel Volven som Sibyllerne havde øst af en eller flere fælles Kilder. Der kan vel ikke være Tale om, at Vøluspaas Forfatter skulde have kjendt de jødisk-apokalyptiske Skrifter som Henochs Bog, 4de Esra Bog o. s. v., men vistnok den nytestamentlige Literatur, hvoraf han, som senere skal paavises, selvstændig har optaget et enkelt Træk. Men den bibelske Skildring af de sidste Ting er i mange Henseender ganske forskjellig fra Vøluspaas. Volven har ikke taget det af Bibelen, at der opstaar en almindelig Verdensbrand, en ny forklaret Jord med en lykkelig Tilstand for den nye Menneskeslægt, og at saa først Dommeren kommer; denne Tanke forefindes — saavidt mig bekjendt — kun i de Sibyllinske Orakler, der saaledes maa være Vøluspaas Kilde. Efter Bibelen er Dommerens Ankomst en Gjenkomst; han har tidligere været paa Jorden, har levet et Liv som Menneske o. s. v. Vøluspaa omtaler intet af dette, den omtaler ikke Kristi Fødsel blandt Fortidens Begivenheder, det er efter den en Ubekjendt, der kommer at oprette sit Herredømme. Altsaa har her ikke Bibelen været Kilden; men da flere Orakler (f. Ex. Oraklet i fjerde Bog og i ottende, 1—159), fremstille Sagen fuldstændig paa samme Maade som Vøluspaa, kun tale om Ankomsten til Dommen, ikke om Dommerens tidlgiere Gjerning, saa er der ingen anden Udvei end at antage, at disse eller lignende Orakler have været baade Forbilleder og Kilder, hvad dette Punkt angaar.
Jeg skal efter dette gaa nærmere ind paa de forskjellige Momenter i Vøluspaas Maleri af de sidste Ting.
1. Det sædelige Forfald aabenbarer sig som Strid mellem Brødre og Slægtninge (V. 45), Mened, Manddrab (V. 39) og svart Horeri (V. 45 og 39). Netop disse Synder accentuere ogsaa Sibyllerne: Børn hade Forældrene, Forældrene sine Børn (Or. S. VIII,
