og han bøied dugen op, at vinen ikke skulde flomme videre ned.
Gerda reiste sig rødmende og stammed nogle undskyldende ord. Hun havde kjendt som et hedt pust, da han bøied sig over, det sad endnu og kildred paa kinden, og dertil slog den krydrede ange af vinen op mod hende. Uf, hvor hun ærgred sig, at han skulde seet det, denne styrmand Reynolds. — Styrmand Reynolds! jebed hun indvendig.
Sruerten kom til undsætning. Han havde bud fra andenstyrmand, at nu var toldbodbaaden i sigte, den stak just ud bag Aaleholmen.
Konsulen lo: — Saa blir der ikke megen tid, om noget skal stikkes tilside, Brodersen!
Brodersen gliped med øinene: — Aa, det som skal frem, det kommer vel frem, hr. konsul. Der er ikke et hul i skuden saa lidet, at ikke tolderrotterne vimser derind med næserne sine.
Haa haa, nei da var det anderledes i min fars tid, Brodersen. Naar jagterne kom fra Jylland, saa seilte vi ud om natten i dæksbaaden, min bror og jeg, paa fiskeri eller skytteri mellem skjærene, forstaar sig. Aa, derude ved Grønholmerne har vi lastet dæksbaaden mangen gang. Det var i de dage. Da var sligt anstændig sport, og toldboden vidste det saamænd ligesaa godt som vi, tro De mig.
—Tror nok det, hr. konsul, andre tider dengang.
— Sig mig, Reynolds, De er vel ikke i 13
