— Lad os faa se paa ham lidt! — og saa blev der raabt paa Reynolds.
Han kom ind i rummet, som laa halvskumt, bare med skylightlyset faldende som en kaskade ned i midten. I den belysning blev der noget fantastisk over styrmandens skikkelse, der han stod i halvskyggen ved døren. De mørke haarlokkerne hans faldt faunagtig nedover det broncebrune ansigt, og det brændte sort fra de to øine under brynene. Og der stod smidig, svingende kraft af skikkelsen.
Gerda sad og følte det, og der seg som en angst over hende, da manden kom nærmere, og skipperen præsenterte: — Det er styrmand Reynolds. Konsul Behrens og frøken Behrens, rederens datter.
Der kom ikke noget keitet sjøgutsbuk fra manden, da han stod lige overfor dem ved bordet. Hans kompliment var beleven, som smilet under den mørke moustache, det Gerda blev nervøs og befippet over. Hun vælted sit glas, saa den brungyldne Cap Constanria flød udover skipperens hvide dug, som Janne Brodersen havde sømmet alle sine lidt antikverede ungpigelængsler ind i. Hun havde jo aldrig faaet noget udstyr at sy paa.
Rederen rynked sine bryn, han likte ikke noget, som smage af forstyrrelse, og Brodersen raabte leende paa stuerten; men styrmanden bøied sig over hende: — Pas Deres kjole, frøken Behrens! —
