Der er noget ved Johan Nagel, som man maaske kommer nærmest ved at kalde ham Karikaturen af et Geni. Vi kjender moderne Aander, hvis Liv og Arbeide med uhyggelig Klarhed aabenbarer sig som en eneste stor uovrrvindelig Fortvilelse. Den nagende og gravende Uroens Dæmon, som sidder dybt i deres Hjerte, lader sig ikke bringe til Ro, selv naar de ved at proklamere sig som Overmennesker «med en Jonglørsaltomortale hæver sig op over Misèren». Johan Nagel gjør ofte Forsøg paa at bruge sig selv som Springbræt til at komme op i høiere Sfærer, hvorfra han, den fremmede blandt Menneskene, kan se den uendelige Sammenhæng og Mening i alt. Stundom lykkes det ham ogsaa at faa sagt en hel Del gode og morsomme Ting. Men ligesaa ofte slaar Inspirationen Klik. Og han staar for os ribbet for alt sit brogede Flitter i hele sin nøgne Jammerlighed. Eller han skjærer Ansigter og gebærder sig som en Bajads, medens han hulker under Clownsminken. Sikkert er det, at tilslut taber han paa alle Hold. Ogsaa i Mysteriernes irrationelle Verden hersker Moral og Love.
Det er som en Række Stemningsbilleder, Mysterier har sin store, sjeldne Værdi. Der er indflettet i den en tre-fire lyriske Drømme-Syner af en i vor Litteratur enestaaende mystisk Skjønhed.
