under Armen og en Ko, som han trækker efter et Taug. «Han tørred stadig væk Sveden af sit Ansigt og gik i bare Skjorteærmer for Varmens Skyld, men havde alligevel et tykt rødt Uldskjærf to Gange om Halsen.» Nagel glemmer pludselig alle sine ophøiede Følelser. «Det var den indfødte med Kaka under Armen og Kua i Hælene.» Han reiste sig og gik mismodig og ophidset hjemad. «Nei, han fik bestandig Ret, det var bare Transtøvler og Lus og Gammelost og Luthers Katekismus overalt. Og Menneskene var rniddelshøie Borgere i tre Etagers Hytter; de aad og drak til Nødtørft, kosed sig med Toddy og Valgpolitik og handled Dag ud og Dag ind med Grønsæbe og Messingkamme og Fisk. Men om Nætterne, naar det tordned, da laa de og læste af bare Angst i Johan Arndt. Ja, skaf os en eneste ordentlig Undtagelse og se, om det lader sig gjøre! Giv os hid for Exempel en udviklet Forbrydelse, en fremragende Synd! Men ikke den latterlige og borgerlige Abc-Vildfarelse, nei den sjeldne og haarreisende Udskeielse, den delikate Ryggesløshed, Kongesynden, fuld af Helvedes raa Herlighed. Nei, det var smaat det hele, Herregud, hvor det var jammerligt! Hvad synes De om Valgene, mine Herrer? Jeg har den største Frygt for Buskerud.»
