gik, blev det overhændig Nat med Duskregn og Blæst, og i det samme var det forbi med Veikjendingen. Jeg kunde nok skjønne at jeg var kommet ind mellem de store Kjern; men det var slet Besked, thi der opover er ugreit nok at at sinde frem ved Dag, end sige i saadant Mørke„ Saaledes gik det bedrøveligt med Stød og Fald, indtil der kom saa meget Skimt af Maanen at jeg netop kunde mærke jeg stod ved Junkerstien. Nu var jeg vistnok paa et Spor, men ilde var det alligevel; thi saaledes som jeg stod, havde jeg intet andet Vilkaar end at sætte over der. Bjerget gik brat som en Væg ned i Kjernet, og Stien var bare et smalt og ujevnt Afbræk paa Bjergsiden. Det Værste var at jeg maatte tænke paa Junkeren, som styrtede i Kjernet der; det tog paa Kræfterne, og da jeg kom op i Skaret paa den anden Side, og fik fat i Granerne, var jeg mere død end levende“.
„Hvad var det for en Junker“, spurgte jeg, da jeg ventede at den ældre Begivenhed, som havde givet Stien sit Navn, skulde have mere Interesse end den, jeg nu havde hørt. „Der er nok Ingen som ved rigtig Besked om den Ting“, svarede Thorbjørn, „og Stien er ogsaa glemt for længe siden; thi Aaret efter jeg kom derover, gik et svært Bjergfald Ud og gjorde saa stor Forandring paa det Sted, at der siden er blevet en Ur med Smaabuske og Blaabærlyng. Den Eneste, jeg har hørt tale om Junkeren, var Langemarthe, en
