„Jeg ser, sagde han videre, idet Fiskerbaaden kom frem paa Elven, „at Kirsti-Gudbrand er med nu. Men han kan ogsaa bedre end enhver Anden roe for Rasmus Bersund“. „Hans Færdighed i den Slags Roning er vistnok stor“, bemerkede jeg, „men kan dog ei være saa paafaldende, som hans Lethed i at gaae tilfjelds paa de vanskeligste og farligste Steder“. „Nei vist“, sagde Thorbjørn, „han er jo svært grovlemmet og bredlabbet; men det gik da ogsaa ret opover med ham, og kom især an paa Bjørnekræfter. Værre var det for mig, engang i min Ungdom da jeg ved sorte Natten og imod Blæsten gik over Junkerstien“.
„Hvorledes bar det afsted“, spurgte jeg, da jeg mærkede at Thorbjørn havde faaet Munden paa Gang og gjerne vilde fortælle: „Ja“, svarede Thorbjørn, „det kan jeg nok sige; men De vil forstaae den Hændelse bedre imorgen, hvis det er sandt, hvad jeg har hørt paa Bersund, at De reiser med Lieutenanten op over til Skillingshovde; thi paa det Strøg omtrent gjorde jeg mit Prøvestykke“.
„Det var senhøstes; jeg gik i Budsending for Skriveren til Septun ved Randsfjorden. Paa Veien kom jeg ind i en Plads under Graneim, hvor der var fuldt op af Brøtningsfolk og svært Traktemente med Øl og Brændevin. Det var ud paa Eftermiddagen før jeg blev klar der, og saa vilde jeg stikke tvers over Vildheierne, for at komme snarere frem; men alt som jeg
