thi pludselig stilles Ansamlingen og i rasende Løb fare Stokkene afsted i Styrtningerne. Men den farlige Bedrift kræver mangt et Menneskeliv, og mangen prøvet Tømmerfører maatte her undgjelde at han et Øieblik tabte Ligevægten eller Fatningen i Vandenes Oprør.
Vi vandrede med nogen Vanskelighed om paa de glatte Fjeldterrasser, som Elven havde afslebet, og hvorpaa nu det stærke Sollys skinnede. Overalt var der Spor af Flomgangen. Paa vor Vei laae Brudstykker af gamle Dæmninger, og der fandtes mangfoldige Tømmerstokke, der snart vare sammenhobede, snart enkeltvis henkastede i Revner og Fordybninger. De fleste af disse Stammer vare blegede af Ælde og viste sig nu i Solskinnet med en mat Sølvglands. I Ly af dem rødmede Jordbærret, og paa den smuldrende Bul opspirede mangen kraftig Fjeldplante.
Hofsfossen med sine tvende Fald er et Elvparti af udmærket Skjønhed. Klippeleiets Former splitte og bevæge Vandmassen saaledes, at der fremkommer et stort og tiltrækkende Hele af dette rigtvexlende Spil. Det nedre Fald frembyder sig dog bedst for Betragtningen. Den tindrende Fos under den bratte Fjeldvæg, hvis mørke Grundfarve brydes af de sine Regnbutoner, som Skumstøvet frembringer, er ved et udspringende Klippehjørne delt efter Høiden i tvende Fald, af hvilke det høiere gaaer i en skummel, tæt om-
