seet Faa, der lignede ham. Det var Gudbrand Haglkjernbraaten, om hvem man i Aadalen fortæller en Saga, som jeg senere skal berøre. Paa den korte Strækning han førte os opad Elven, lærte jeg ham kun at kjende som en flink Strømskipper. Desto mærkeligere stod han siden for min Erindring.
I Nærheden af Hofsfossen gaaer Elven strid, og Gudbrand fik her Anledning til at vise sin Kraft og Behændighed i at styre Baaden. Med nogen Vanskelighed kom vi op i Bagevjen, og gik tæt under Fossen i Land, hvor vi roligt kunde betragte det skjønne Fald, hvis dristige Klippepartier ragede frem af den ringere Vandmasse. Tilvenstre hævede sig den bratte Fjeldskranke, som ingen Flom kan overstrømme, men paa den modsatte Side af det egentlige Fossefald saae vi det mægtige Leie, Elven indtager, medens den om Vaaren fylder det hele Pas og bruser frem over Klipper Vog Dæmninger. Hvilket Optrin da, naar de mange vældige Tømmerstokke fare ned fra det jevnere Vasdrag mod disse Hvirvler. Forvovne „Brøtningsmænd“ holde bestandig Øie med Bjelkernes Gang for at stikke dem løs, hvor de hefte ved nogen Hindring, og for at klare dem fra hverandre, hvor de have ophobet sig, eller, som det hedder, ere komne i Houg. Da gjelder det i den flyvende Hast, i det kogende Skum, og i den bedøvende Larm, at virke paa de rette Punkter og at være sikker, naar det Hele igjen kommer i Bevægelse;
