get; omtrent det halve Brug var udlagt til Eng eller Beite, den anden Halvdeel var Kornland og Ækre, Træde eller Brak. Senere var man ikke fornøiet med dette, og man indførte derfor kunstige Enge, eller Græsmarker og Rodfrugtmarker, det vil sige, man begyndte at dyrke visse Fodervæxter, som ene og alene bleve brugte til Føde for Kvæget, og Trædet eller Brakningen er i samme Mon formindsket. Senerehen har selve Korndyrkningen taget af; den indtager nu, selv naar Havren regnes med, kun en Femtedeel af Jorden, og et Beviis paa denne Fremgangsmaades Fortrinlighed er, at i samme Mon som Fædriften voxer, tager ogsaa Kornavlen til; den vinder i Avlingens Omfang paa et mindre Rum, hvad den taber i Mængde og Rigdom, Agerdyrkningen fuldfører (realiserer) saaledes paa een Gang et dobbelt Gode.
Det afgjørende Skridt paa denne Vei er gjort for 60-80 Aar siden ved tvende Mestere i Landbruget, der hedte Bakewell og Arthur Joung. Medens den ene af disse viste, hvorledes man skulde drage den størst mulige Nytte af Kreaturerne, lærte den Anden sine Landsmænd at føde den størst mulige Mængde paa et vist eller foreliggende Stykke Land. Store Landeiere, som have høstet umaadelige Formuer for sin Flid, skaffede disse Lærdomme Indgang formedelst det Held og den Vinding, de havde af at bruge dem. Saaledes begyndte det fireaarige Sædskifte at udbrede sig; med enkelte Afvigelser gjælder det endnu over hele England; det har fuldstændig omskabt de mest utaknemmelige Marker og Jorder der, og overalt har det lagt Grunden til LAndfolkets Velstand.
Alverden veed nutildags, at de fleste Fodervæxter hente den meste Næring til sin Væxt af Luften eller Atmosphæren ( » det Dunstlag som omgiver Jorden), og derfor give de Jorden mere igjen, end de tage fra den. Foderavlingen bøder paa en dobbelt Maade paa det Tab, som Marken lider ved Kornavlingen og de Dyrkningsmaader, der tyne eler udpine Jorden, deels ved de Levninger, som blive igjen af Fodervæxterne i Jorden, deels derved, at de dannes om til Gjødsel; det er følgelig gavnligt at dyrke en betydelig Mængde Fodervæxter eller idetmindste at lade dem skifte med Kornsorterne, og dette er det, som det engelske Sædskifte ("Norfolker Sædskiftet&quo;t) gjør. I frakrig have udmærkede Jordbrugere fra Begyndelsen af dette Aarhundrede gjort sig megen Umage for at indføre dette nyttige Brug; men Engelskmændene er gaaet langt bedre og snarere frem i dette end Franskmændene, og derved er denne store Frugtbarheds Skat, som ingen god Jordbruger bør tabe af Syne, stadig voxet under deres Hænder.
Næsten det halve Land ligger bestandig Fodermark, og holdes Aar efter Aar til vedvarende Enge; Resten, som udgjør det man kalder Pløieland, er deelt i fire Marker eller Skifter, og paa disse skiftes der saaledes med Avlingen: 1ste Aar Rodfrugter, især Næper, Stornæper eller Turnips
