hold i England, Skotland og Irland, sammenstillede med lignende Forhold i Frankrig, af Leonce de Lavergne. Paa Dansk ved E. Møller Holst." Kbhv. 1855.
„Af Agerdyrkning har til Maal at frembringe den størst mulige Mængde af menneskelig Næring paa en vis eller foreliggende Vidde; for at komme til dette almindelige Maal, kan man følge meget forskjellige Veie. I Frankrig ere Landmændene fornemmelig sysselsatte med at avle Korn, fordi Kornet tjener umiddelbart til Næring for Mennesket. I England er man deels formedelst Landets egne Veirlag, deels af Grndsætninger bleven ført ind paa en Sidevei, hvorved man ikke gjør en ligefrem Brug af Kornet, og det har viist sig, at denne Sidevei eller Omvei der er den bedste.
Kornavlen har i Almindelighed den store Ulempe, at den udpiner Jorden. Denne Feil føles ikke synderlig paa visse gode og velskikkede Jorder, som kunne bære Korn uafbrudt; den kan være af ringe Indflydelse, hvor der er Jord nok til en Folkemængde, som ikke er talrig; man har da Lov til kun at dyrke Korn paa de bedste Jorder og lade de andre hvile i flere Aar, førend man igjen bringer dem under Ploven; men naar Folkemængden voxer, forandre Forholdene sig. Dersom man ikke for Alvor tænker paa Midler til at erstatte eller gjenoprette Jordens Frugtbarhed i samme Mon, som Kornavlen formindsker den, saa kommer der en Tid, da Jorderne vægre sig ved at bære Korn, naar de for ofte have været drevne dertil. Selv hvor Veirlag og Jordbund ere mest gunstige, bliver den gamle romerske Fremgangsmaade, som bestod i at dyrke Hvede det ene Aar og lade Jorden ligge brak eller hvile det andet, tilsidst utilstrækkelig; Hveden giver tilsidst kun Avlinger uden Værdi.
Jorden udtømmer snarere ved Kornavl i Norden end i Syden; denne Omstændighed have Englænderne vidst at raade Bod paa. Da de umuligt saa ofte som andre kunde byde sine Marker Hvede og Korn, saa have de tidlig maattet søge Aarsagerne til denne Udpining og Midler derimod. Dertil kom, at deres Land gav dem en herlig Hjælpekilde i den naturlige og rigelige Græsvæxt til Næring for Kvæget. Af disse to Omstændigheder tilsammen er hele deres udmærkede Jordbrug fremgaaet. Da Gjødsel er det bedste Middel til at fornye Jordens Frugtbarhed efter en Kornavling, have de deraf draget den Slutning, at de fremfor Alt maatte søge at holde mange Kreaturer. Foruden det, at Kjødet er en meget søgt Kost hos Nordboerne, saa have de i denne stærke Fædrift fundet et Middel til ved Gjødselens Mængde og Godhed at øge Jordens Rigdom og saaledes ogsaa til at forhøie sit Udbytte og sin Vinding. Denne simple Regning har vist sig rigtig, og efter at den er bleven indført, har Forfaringen ledet dem til altid at gjøre et større og videre Brug deraf.
Tidligere nøiedes man med det almindelige Græs til Føde for Kvæ-
