paa Mosen, saa er denne ogsaa almindelig ringe og kleent skikket og bør fældes ved Udveitingen, og siden bør Mosen eller Myren tilsaaes eller plantes til paa en af de Maader, som omtales i det Følgende.
Skovbare eller nøgne Mosemyrer ere fordetmeste meget raa og vaade og efter deres forskjellige Tilstand voxer der Pors, Blaabær, Tyttebær, Lyng eller Mosarter paa dem; Jordbunden er mere eller mindre tørvagtig, og det hender ikke sjelden, at den øvre Flo i en Drøid, af et Par Alen, bestaar af sammensunken uraadnet Hvidmose.
Hvor det lader sig gjøre, bør Myrer og Moser i mange Tilfælde udveites saa godt og fuldkomment, at Veiterne naa den faste Undergrund. Naar en Muldmyr, Græsmyr eller Jordmyr har saadant Fald, at den kan veites ud til en Dybde af halvanden til to Alen, er det ikke vanskeligt at faa Skov frem paa den, men paa de dybe Mosemyrer af raadnet Hvidmose er det vanskeligere, dog lader dette sig ogsaa gjøre naar man kun lader dem ligge nogle Aar efter Udveitingen. Man maa imidlertid ved Udveitingen lægge nøie Mærke til Myrmarkens og Myrjordens Lag og Tilstand: hvis Marken nemlig ikke er altfor blødlændt, og Myrjorden er løs og tørvagtig, saa har denne den Egenskab, naar Overfladen er tørket stærk ud, at den bliver saa løs og let, at den ikke kan holde paa Væden, og af denne Grund er den saa ufrugtbar, at ingen Væxt, intet Træ kan trives i den, og den er da ogsaa meget vanskelig at forbedre. I saadanne Moser maa Vandet aldrig veites dybere ud, end at det holder sig saa raat een til halvanden Alen under Jordskorpen, at Raaen eller Fugtigheden kan slaa op og komme Træplanterne tilgode. Efterhaanden som Ungtræerne skyde sine Rødder ned i Dybet, og ved sin sluttede Bestand eller sin tættere Stilling ere værgede mod at tørkes ud ovenfra, vil det være gavnligt at optage dybere Grøfter; thi da er Skoven sikret, og Undervandet mere til Skade end til Nytte. Ofte synker ogsaa Mosen saaledes sammen, at det alt i det 2det eller 3die Aar kan blive nødvendigt at renske Veiterne op eller gjøre dem dybere. De Væxter, som kun trivedes ved Væden, dø nu ud og Jordskorpen bliver fastere. Siden bør disse brændes, og da er det, hvis Mosen er saaledes skikket og den ligger saaledes til, at det kan gaa an, gavnligt at tage et Par Kornavlinger, som fordetmeste blive gode og lønnende; thi her behøver man ikke at frygte for, at Marken skal blive tynet ud. Efter Brænding vil Marken gjerne græsbinde sig, og man kan da, hvis man ikke ivl plante men saa paa den, lade den hvile et par Aar og lade Fæet beite der for at minke paa Græsvæxten og faa Marken trakket fastere til af Kreaturerne.
