Men den mistro som i 1821 blev nedlagt i norske sind, bar gjennem tidernes løb de vekslende svenske regjeringer gang på gang git ny næring, ikke bare ved mangel på forståelse af Norges rettigheder, men i ord, som har indeholdt hån mod den norske stats suverænitet.
I det svenske førstekammer-parti, — det såkaldte storsvenske parti — har Norges selvstændighed og den bestående union en virkelig fiende. Det vilde føre for vidt her at omtale de mange rivninger mellem de to riger som af den grund er opståt; men flere gange har forholdet været meget spændt, og hvor gjerne kongemagten end har villet imødekomme norske ønsker, så er den i alle afgjørende øieblikke blit tvunget af det mægtigere Sverige til at ta svensk standpunkt. Således gik det f. eks. i 1860, da nordmændene vilde forandre en paragraf i den norske grundlov som gav kongen ret til at udnævne en statholder i Norge, og til og med en svensk mand som sådan. Embedets afskaffelse blev næsten enstemmig besluttet af stortinget 9 december 1859, og kong Karl XV hadde lovet sit norske ministerium at sanktionere lovforandringen. Men så kom i det svenske riddarhus overklassepartiets stemning overfor Norge til udslag på en måde, som udelukked enhver tvil om hvorledes sagerne dengang stod. Grev K. H. Anckarsvärd reiste på ridderhuset en motion, som i de for nordmændene bitreste og mest sårende udtryk retted et voldsomt angreb på kongebusets norske
