politik, hævded Sveriges principat, og forlangte en revision af unionsforholdene. Denne samme Anckarsvärd var i 1809 officer i den svenske hær pa Norges grænse, og hadde bedre end nogen anden mand i riddarhuset erfaret hvilken uhyre hjælp nordmændene dengang hadde ydet til Sveriges redning. Den bevægelse som ved denne sag senere skabtes i Sverige, viste tilfulde hvor uforstående de høiere samfundslag der stod, både overfor Norges historiske ret og overfor dets traktatmæssige stilling til Sverige. På riddarhuset reiste senere publicisten V. F. Dalman motion om, at rigsdagen af kongen skulde begjære, at han, for han sanktionered stortingsbeslutningen, skulde forelægge sagen til dens prøvelse, altså et forlangende om det i nordmændenes øine uhyrlige, at en norsk grundlovsparagrafs lydelse skulde gjøres afhængig af svensk bestemmelse. Efter en motivering som var høist krænkende for Norge, og som hævded et supremati for Sverige i unionen, vedtog rigsdagen (2 april 1860) en skrivelse til kongen, hvori krævedes en revision af rigsakten, gående ud på fælles regler for kongens disposition over begge rigers hære og flåder, forsvarsvæsenets omordning, en fællesrepræsentation o. s. v., samt at den af det norske storting besluttede forandring af statholderposten til et norsk statsministerembede ikke af kongen måtte optas til behandling uden i sammenhæng med en sådan revision. Historien gjentar sig ofte selv; vi ser, det er et meget lignende for-
