gamle er I to?» «Jeg er 26 aar, og han Ravna er 45 aar.» Det var en underlig historie; jeg havde forlangt, at de skulde være mellem 30 og 40 aar.
«I er fjeldlapper begge I to?» «Nei da, bare han Ravna er fjeldlap, jeg er fastboende fra Karasjok, jeg.» Endnu værre, jeg havde forlangt to fjeldlapper.
«Men er I nu ikke rædde for at tage paa denne turen da?» «Jo, vi frygter meget; dem har sagt os paa veien, at denne ekspetion er saa farlig, at vi aldrig kommer levende hjem, og saa er vi blevne saa rædde.» Nei det var for galt, de var altsaa ikke engang underrettede om, hvad de gik til, stakkars mennesker.
Jeg havde den største lyst til at sende dem tilbage; men nu var det for sent at tage andre folk, jeg maatte beholde dem; det var derfor bedst at trøste dem, som en bedst kunde, sige dem, at hvad folk sagde, var noget sludder; at betage dem modet paa forhaand, førte jo til intet, de kunde hurtig nok komme til at miste det alligevel.
Om de end ikke saa ud til at være saa sterke og udholdende, som jeg havde ønsket, saa saa de dog ud til at være snille og paalidelige mennesker. Dette har de da ogsaa fuldtud bevist, at de er, og med hensyn til udholdenheden stod de heller ikke tilbage. Forøvrigt havde jeg dog ingen særegen nytte af dem som naturfolk betragtede, til rekognoseringer blev de saaledes aldrig benyttede.
Efterat Balto i en skildring, som han har givet af hele færden[1], har omtalt sin reise fra Finmarken,
og hvorledes
- ↑ Tilskyndet af prof. Friis (Kristiania), anmodede jeg Balto efter hjemkomsten om at skrive en beretning om færden paa lappisk, hvilket han meget beredvillig gik ind paa. Prof. Friis har velvillig oversat enkelte dele af den lange skildring, og oversættelsen er holdt saa ordret til originalen som muligt.
