ikke et Minde havde han givet hende at leve videre paa.
Ak, hvordan kunde han nænne at være saa ædel og at handle saa grusomt. —
Og saa —!
Kunde hun nøies med at leve videre som før, glæde sig ved de samme smaa Glæder som før — hun, som hver Dag fortæredes af den usalige Længsel og martredes af den haabløse, haabløse Sorg!
Hvor Livet var blevet hende ligegyldigt! Hvor hun selv var blevet hende ligegyldig! Hvad skulde hun nu med sin Ungdom, sin Skjønhed, sin Uskyld, nu, naar hun ikke mere havde ham at skjænke alt til? Og naar han havde forsmaaet al den Ømhed, hun havde villet skjænke ham, hvad var da altsammen værd? Hvad var hele Livet værd?
Nei, nu kunde det drive hende did, det selv lysted. —
Hendes vilde Sorg gav hende en ny og egen Skjønhed. Der kom over hende en farlig og eggende Lystighed; hendes Væsen fik en stolt og haanlig Dristighed, som tændte Mændenes Øine og gjorde deres Tanker graadige. —
